Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forside
Finmarken
(om samer)
Vaaren 1867.
Finmarkens lappiske Befolkning. Folketal over Nordmænd og Lapper fra 1567 til 1865.
Fjeldlapperne. Grænsespærring i 1852.
Fjeldlappen paa Flytning. Ulven, Hunden og Lappen paa Ski. Rentyve. Efterstandere.
Lappiske familienavne. Sagn.
Lappernes Noaider eller Schamaner og deres Runebom eller Troldtromme.
Runebommen eller Troldtrommen
Høimodig Opofrelse
Den sidste lappiske Afgud
Finmarken
(om Vadsø)
Finmarken
(om Sør-Varanger)
Russisk Lapland
(Jakobselven-Kola)
Russisk Lapland
(om landet)
Russisk Lapland
(om fiskeriene)
Russisk Lapland
(om befolkningen)
Russisk Lapland
(Kola-Kandalaks)
Russisk Karelen

En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Lappernes Noaider eller Schamaner
og deres Runebom eller Troldtromme.

Om Lappernes hedenske Religion vil man finde mere eller mindre berettet i de fleste Reisebeskrivelser eller Værker om hine nordlige Trakter. Da jeg har gjort denne til Gjenstand for særskilt Behandling i et eget Arbeide, vil jeg her blot omtale den Rolle, som deres Noaider eller Vismænd spillede, og deres Orakel eller Spaatrommen. Alle de turanske Folkefærd have troet paa Schamaner eller Vismænd. Lapperne kaldte sine: Noaider. Ordet betyder nu i Lappisk En, der forstaar sig paa Trolddom, En, der kjender til overnaturlige Hjælpemidler, en Hexemester. Noaiderne vare imidlertid ikke blot Folkets Præster eller Vismænd, Spaamænd og Raadgivere, men ogsaa deres Læger. De vare i det Hele taget Mellemmænd mellem Guderne - eller Aandeverdenen - og Menneskene. Usynlige Væsener og magiske Midler stode til deres Raadighed, de kunde gavne og skade Mennesker og Dyr og bleve derfor tagne paa Raad baade i Godt og Ondt. Derimod finder man ingen bestemt Antydning til, at de have været Folkets Dommere eller Voldgiftsmænd i Trætter. Skjønt Noaidernes Tal var meget stort, kunde dog ikke en og hver uden videre blive Noaide, endnu mindre opnaa nogen Anseelse som saadan. I Virkeligheden var det kun meget Faa, som havde erhvervet sig Ry i en videre Kreds. Men jo større Ry, des større var ogsaa Fortjenesten; thi de bleve betalte for sin Bistand og sine Raad. Noaiderne havde ikke nogen bestemt Kreds eller Menighed, inden hvilken de virkede. Der var fuld Frihed, til at praktisere naarsomhelst og hvorsomhelst, og det beroede alene paa deres Dygtighed, om de bleve søgte af Mange eller Faa, fra fjerne eller nærliggende Egne. Enkelte maa i sin Tid have opnaaet en meget stor Berømmelse; thi deres Familienavne mindes fremdeles, ligesom deres Bedrifter endnu den Dag idag omtales i forskjellige Sagn og Eventyr, f. Ex. Bæive Barnek, Solens Sønner, om hvem en lappisk Sang er opbevaret, og Guttavuorok: den, der kan antage 6 Skikkelser. Disse har engang været de navnkundigste Schamaner iblandt Lapperne, ligesom Väinemöinen og Ilmarinen m. fl. var det iblandt Finnerne.

Enhver rigtig Noaide maatte ved forskjellige Legems­ og Sjælsanstrængelser kunne bringe det dertil, at han faldt i et Slags Dvale eller magnetisk Søvn. I denne Tilstand havde han da de foregivne eller virkelige Syner, som han, efter at være kommen til sig selv igjen, forkyndte Forsamlingen som Aabenbarelser. Medens hans Legeme laa som dødt, troede man, at hans Sjæl ved Hjælp af en Saivvo-lodde, en Fugl fra de Dødes Rige, som altid stod til hans Tjeneste, kunde fare op til Himmels eller ned til de Dødes Rige eller hen til hvilketsomhelst Sted her paa Jorden og udrette, hvad der forlangtes, enten nu dette bestod i at faa Svar fra Guderne eller de Afdøde eller skaffe Underretning om langt borte boende Personer.

Noaiderne vare naturligvis store Charlataner, og i de fleste Tilfælde var vel en slig Besvimelse blot anstillet, men dog saa godt udført, at de skuffede ialfald de mest Lettroende og i Kunsten mindst indviede. Enkelte Noaider synes dog dels ved at udmatte sit Legeme ved Fasten, dels ved at nyde forskjellige Ting, dels endelig ved forskjellige Sandserne og Indbildningskraften stærkt paavirkende Optog virkelig at have bragt sig selv i en Slags Besvimelse eller fantaserende Tilstand.

Det maa rimeligvis være langt lettere for Lapper og andre med dem beslægtede Polarfolk at komme i en saadan Tilstand end for andre, mere nervestærke Nationer. Det er nemlig en Kjendsgjerning, som ikke blot ældre Reisende, f. Ex. Tornæus, Scheffer, Högström og Leem, men ogsaa nyere Reisende, f. Ex. Castren og Forfatteren selv paa sine Reiser i Finmarken og russisk Lapland, har bemærket, at Lapperne beherskes af en besynderlig Nervøsitet eller hvad man skal kalde den særegne Svaghed hos dem, at de, og især ældre Fruentimmer, ved den ubetydeligste Anledning, blot ved et pludseligt Raab, ved Synet af en modbydelig Gjenstand eller derved, at en Gnist med et Brag flyver ud af Ilden, kunne fare op i den heftigste Exstace eller Raseri. I en saadan ophidset og bevidstløs Tilstand slaa de om sig paa Ven eller Uven med hvad de have i Haanden eller nærmest kunne gribe, Øxe eller Kniv, tale uforstaaeligt og opføre sig i det Hele taget som de, der pludselig have mistet Forstanden, indtil de til Slutning daane bort eller falde hen i en Døs og først efter nogen Hvile igjen begynde at tale fornuftigt, dog uden klar Erindring om det Passerede. Högström fortæller, "at det undertiden ikke blot har hændt at man i Kirken har fundet hele Hoben besvimet, men at en eller anden af Forsamlingen ogsaa har sprunget op i Vildelse og slaaet til dem, som sad i Nærheden". Castren beretter, at han selv fremkaldte en saadan Tilstand hos en Lappekvinde ved pludselig at, skræmme hende, og at han nær var bleven udsat for at føle hendes Negle i sit Ansigt. Da denne eiendommelige Nervøsitet hos Lapperne er ganske alminelelig, saa har da ogsaa den Tilstand, hvori de [paa] Grund af samme let kunne bringes, sit eget Udtryk i Sproget, nemlig Verbet keuvot, der betyder at være afsindig eller bære sig ad som afsindig, og den, som er særdeles udsat for saadan nervøs Ophidselse, kaldes keuvolis. Rimeligvis er denne Nervøsitet ikke eiendommelig alene for Lapperne, men forekommer ganske vist ogsaa hos andre Polarfolk, der ligesom Lapperne føre et ensomt Liv paa hine nordlige Egnes øde og triste Tundraer. Ifølge Schrenck (10) skulle ogsaa Bønderne i Nærheden af Archangel lide af lignende nervøse Anfald, en Sygdom, som der kaldes ikota. En Del Lapper paastaa, at de have paadraget sig denne Svaghed derved, at de ere blevne skræmte i Barndommen andre kunne ikke angive nogen bestemt Aarsag.

Undertiden har det da hændt, at denne Nervøsitet viste sig hos enkelte Individer i en usædvanlig Grad. Som Børn vare de ofte syge, fantaserede eller havde Febersyner og Drømme. Man troede da, at saadanne især vare skikkede til Noaideembedet. De bestemtes da dertil og fik Undervisning af Ældre, i Kunsten Indviede. Men hvori denne Undervisning egentlig bestod, har ikke nogen Forfatter kunnet oplyse. Heller ikke Snorre Sturleson, som fortæller, at Guttorm Hvide sendte sin Datter Gunhild til Kong Motle i Finmarken for at blive oplært i lappisk Magi, giver nogen nærmere Oplysning derom. Naturligvis beroede Noaidernes Anseelse for en Del paa, at deres Kunst blev holdt hemmelig, og allersidst betroede de sig vel til den kristne Præst. Imidlertid maa vel Undervisningen for en stor Del have bestaaet i Meddelelse af Trolddomssange og Troldformler samt Forklaring af Betydningen af alle hieroglyfiskeFigurer paa Runebommen, dennes Brug eller de Haandgreb og Tasken­spillerkunster, som vare nødvendige til dens rette Benyttelse. Ligeledes maatte Lærlingen sandsynligvis øve sig i den Kunst at besvime eller anstille sig besvimet.

Jessen (11) fortæller, "at naar Kandidaten var behørig undervist i alle de Ting, som hørte til Trolddomskunsten, saa blev han indviet i sit Embede ved følgende Ceremoni. Der blev holdt Møde af flere Noaider, og den ældste af disse satte sig tilligemed Kandidaten udenfor Telt- eller Gammedøren, saaledes at deres Fødder laa lige ved hverandre og spærrede Indgangen. Derpaa begyndte den unge Noaide at "joige" eller synge Troldsange, idet han derhos slog paa Troldtrommen. Naar nu Saivvo-gadse eller Aander fra den anden Verden indfandt sig og gik over de Siddendes Fødder ind i Teltet saaledes at den unge Noaide alene formærkede at Aanderne rørte ved hans Fødder og gik over dem, medens den gamle Noaide ikke følte denne Berørelse, men alene mærkede andre Tegn til deres Nærværelse, da blev Kandidaten strax udnævnt til Noaide, og fra den Stund vare Alle nødte til at erkjende ham som saadan."

Alle Forfattere fortælle, at Noaiderne vare Lappernes Læger. Dels ved en i Arv gaaende Undervisning af Fædrene, dels ved egen lang Erfaring og Eftertanke har ganske vist nogle af disse Noaider erhvervet sig baade Naturkyndighed og Forstand paa at helbrede forskjellige udvortes Sygdomme og legemlige Skader. Men for at kaste Mængden Blaar i Øinene, foretog de tillige en hel Del Gjøglerier. Fremdeles førte Noaiderne sig imellem, naar de i Forening udførte en eller anden Forretning, et eget Sprog eller anvendte almindelige lappiske Ord i en Betydning ganske forskjellig fra den, hvori de brugtes af Mængden i almindelig Tale.

Noaidernes fornemste Lægeforretning bestod dog ikke i at helbrede tilfældige legemlige Skavanker ved forskjellige udvortes og rimelige Midler, men en rigtig Noaide maatte kunne foretage en Tur ind i de Dødes Rige for der at hente Raad og Hjælp. Lapperne havde nemlig den Tro at alle farlige Sygdomme, hvortil de ikke kjendte nogen paaviselig ydre Anledning, og hvorimod de ingen bestemte Midler havde, hidrørte fra deres egne afdøde Slægtninge. Det var nemlig disse, som i slige Tilfælde vilde have den syge Slægtning til sig enten for Selskabs Skyld eller for at straffe ham for en eller anden Forseelse. Naar nu Sygdommen havde en saadan Aarsag, kunde det selvfølgelig heller ikke nytte at søge Hjælp i naturlige Midler; men en Noaide maatte da hentes for at gjøre en Reise til Jabmi aibmo, de Dødes Rige, i den Hensigt at overtale de Døde til Afstaaelse fra sit Ønske eller at forsone dem ved Løfte om Offer. Naar en saadan Reise skulde foretages, samledes baade Mænd og Kvinder, pyntede i sin bedste Dragt. Noaiden begyndte da at synge Troldsange, hvori Forsamlingen ogsaa deltog, samt at slaa heftigere og heftigere paa Troldtrommen. Saa kaste de han Trommen, faldt paa Knæ, holdt Hænderne for Ansigtet, bøiede sig hid og did og bar sig mere og mere ad som, en Afsinding, indtil han endelig faldt besvimet omkuld, "saaat man hverken kunde fornemme Liv eller Aande hos ham". I denne Tilstand kunde han forbliive indtil en Time. Imidlertid maatte Ingen berøre ham; man maatte ikke engang lade en Flue komme ham nær, men omhyggelig jage dem bort. Under Besvimelsen reiste nu hans Aand ved Hjælp af Saivvo-lodde, hans Skytsengel, til de Dødes Rige. Her havde han ofte en haard Kamp at bestaa med de afdøde Slægtninge, førend de gik ind paa, at den Syge skulde faa Lov til endnu en Tid at leve paa Jorden, mod at der bragtes dem dette eller hint Offer. Undertiden kunde det naturligvis ogsaa hænde, at de slet ikke mod nogetsomhelst Offer vare at bevæge, og den Syge maatte da dø. Men enten det nu stod til Liv eller Død, fik man dette at vide, naar den Besvimede gjennem en Del Koglerier igjen bragtes til Sands og Samling af en anden tilstedeværende Noaide.


10) Reise durch die Tundren der Samojeden.

11) J. K. Leems Beskrivelse over Finmarken.