En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Kolonisation af den murmanske Kyst. Byer og Byanlæg.

Den russiske Regjerings Opmærksomhed har i de senere Aar ikke blot været henvendt paa at ophjælpe Fiskebedriften paa den murmanske Kyst og at udvide Handelen, men i en særlig Grad ogsaa paa, hvorvidt det skulde være muligt at befolke Lapland og navnlig den nordvestlige Del af samme, der grænser til norsk Finmarken, med russiske Kolonister. Hidtil findes der nemlig paa hele Laplands Nordkyst, fra Jakobselven til Ponoielven, ikkun en eneste russisk Koloni eller et eneste Sted, hvor Russer bo hele Aaret igjennem, nemlig Kola. Paa Sydsiden af Halvøen findes derimod 15 af Russer beboede Steder, saakaldte Selenier eller Landsbyer, der tilsammen i 1859 dog ikke havde mere end c. 3,300 Indbyggere. De vigtigste af disse Landsbyer ere følgende:

• Ponoi, der i 1859 (69) havde 25 Huse og 173 Indbyggere.
• Pjalitza, 23 Huse og 166 Indb.
• Tschapoma, 38 Huse, 243 Indb.
• Tetrina, 58 Huse, 355 Indb.
• Kuusomen, 55 Huse, 334 Indb.
• Warsuga, 64 Huse, 249 Indb.
• Umba, 69 Huse, 461 Indb.
• Kandalaks, 74 Huse, 390 Indb. (I 1867 kun 385 Indb.).
• Knashja, 22 Huse 125 Indb.
• Kovda, 57 Huse, 406 Indb.

Nogle af disse Landsbyer ere vistnok et Par Aarhundreder gamle, men have i al denne Tid ikke tiltaget synderligt, og Folkemængelen i det Indre, eller Antallet af Landets oprindelige Befolkning, Lapperne, er sandsynligvis omtrent den samme, som den har været for Aarhundreder siden, maaske endog mindre. Det synes saaledes som om den russiske Kolonisation ved Ishavet hidtil ikke har villet tage Rodfæste. De didplantede Kolonier have ført et kummerligt Liv, som Træer, der ere flyttede nordenfor den Bredegrad, hvor de kunne udfolde sig i en nogenlunde kraftig Væxt. Mere end maaske nogen anden Nation sætter den simple Russer Pris paa det selskabelige Livs Behageligheder i Venners og Slægtningers vante Kreds. Vel kan han forlade denne for en Tid; thi Handelsspekulationen har altid havt mere Tiltrækning for ham end stadigt Arbeide, men han drages dog altid tilbage og vil kun ufrivilligt ombytte dette Liv med et ensomt Liv som Kolonist i en øde Trakt. Man ser derfor overalt at Russerne samle sig i Landsbyer, medens omvendt Finnen og Nordmanden har en Forkjærlighed for at bo hver for sig, hver paa sin egen Jordflek, hvor de have nok i sig selv, og selv raade over Alt. Det er derfor maaske vanskeligere at omplante Russeren fra et Sted til et andet end Individer af mange andre Nationer.

Flere dygtige Forfattere, Dolinski, Siderof, Tschubinski og Kampofski, have i de senere Aar skrevet om Laplands Kolonisation og udkastet forskjellige Planer til dens Fuldførelse. De antage, at Kolonisationen af den murmanske Kyst har saa gode Udsigter for sig, at den vil gaa af sig selv, naar Regjeringen blot indrømmer Kolonisterne nogle Friheder og Fordele i de første Aar, efterat de have nedsat sig der; "thi denne Kyst", sige de, "har Overflod af naturlige Rigdomskilder og tilbyder uden Tvivl langt flere Bekvemmeligheder, end det nordlige Norge". De henvende særlig Opmærksomheden paa Grundlæggelse af Stæder, som Centralpunkter for Handelen, ved de bekvemmest beliggende isfri Havne paa Kysten. Som saadanne Steder udpeges først og fremst Jekaterinhavnen i Kolafjorden, og Peisenhavnen i Fjorden af samme Navn. Paa Grund af disse Steders Beliggenhed i Nærheden af Rigsgrænsen viser sig Anlæg af Byer hersteds uundgaaelig, ikke blot i kommerciel, men ogsaa i strategisk Henseende.

En 3die Forfatter, Danilevski, tror derimod, "af flere Grunde, som ere byggede paa Studium af de lokale Forhold" at en alminelelig Bebyggelse af den murmanske Kyst har meget liden Udsigt for sig, og at Forsøg i den Retning neppe ville give de Resultater, som man venter sig deraf. Han finder, at den Maade at benytte disse Trakter paa, som i Aarrækker har udviklet sig af sig selv, nemlig fra Pomorien af og gjennem Fiskere, som opholde sig der for en Tid, i Lighed med Nordfarerne i Finmarken, er den naturligste, og at en almindelig Kolonisation ikke vil kunne foregaa, medmindre man tilbød Nybyggerne ganske andre Fordele og Hjælpemidler end de, som Regjeringen tænker paa at tilstaa dem. Nybyggerne vilde nemlig, efter hans Mening, ingen synderlige Fordele have fremfor Pomorerne med Hensyn til Fiskebedriften, men saa meget større Vanskeligheder med at faa Afsætning for sin Fisk. De vilde sandsynligvis blive aldeles afhængige af Pomorerne eller Monopolisterne i Kola. De vilde synke ned til at blive disses Arbeidsfolk, paa hvis Lod vilde falde alt Besvær, alle Polarlivets Savn og Ubehageligheder, medens alle Fordele vilde tilfalde Pomorerne. Idetmindste vilde disse Nybyggere snart komme til at befinde sig i denne Stilling, dersom de bestod af fattige Bønder fra Archangel, Olonetz og andre Guvernementer, og Andre har man ikke Grund til at tro skulde lade sig bevæge til Overflytning paa de af Regjeringen stillede Betingelser. Derimod antager han, at der kan være Grund til at anlægge en eller to Kolonier, hvis Maal skulde være at indrette Mønsterbrug for Fiskeri paa den murmanske Kyst, ligesom man har "Mønstergaarde" for Jorbrug. Derved vilde den fiskende Befolkning, som fra forskjellige Kanter strømmer did, i Praxis kunne faa se for sig flere Grene af Fiskeindustrien, som endnu blot ere i sin Begyndelse i Rusland, f. Ex. Haakjærringfiske, Seifiske og Fiske med Haandsnøre. Det bekvemmeste Sted til Anlæg af et saadant Mønsterbrug for Fiskeri antager han, at Vaideguba Uden Sammenligning maa være, hvor en Del Nordmænd allerede have nedsat sig.

Forfatteren af dette Arbeide havde da ogsaa paa sin Reise gjennem russisk Lapland i 1867 Anledning til at se en Del af den heromhandlede Kyststrækning og det Indre af et Par af de vigtigste Fjorde. Efter min Opfatning er flere Steder paa den nordvestlige Del af den murmanske Kyst ikke uskikkede til Kolonisation af en Befolkning, der forstaar sig paa Fædrift og Fiskeri. Enkelte Steder i denne Del af russisk Lapland synes endog at tilbyde større Fordele for Kolonisation end flere af de Steder i norsk Finmarken, som nu i Aarhundreder har havt fastboende Befolkning. Navnlig tilbyder saaledes store og lille Bumandsfjord, Peisenfjord, store Mutkafjord, Dalføret op fra Bunden af Orafjord langs Orajok, samt især Strækningerne langs Tulom og Kolaelven de bedste Rydningspladse for en Befolkning, der vilde gjøre Buskapsskjøtsel til Hovednæringsvei, medens de dog ogsaa med Lethed og med Fordel kunde deltage i Vaarfiskerierne. Kolonisationen vil maaske aller lettest kunne paabegyndes fra Finland og maaske ogsaa fra Finmarken af. Det synes allerede, som om Finnerne og Nordmændene, skulle komme til at foregaa Russerne med sit Exempel, i Tilfælde af at de opmuntres, hvilket aabenbart synes at maatte være i Ruslands velforstaaede Interesse. Dette synes at fremgaa af Følgende:

"I 1859", siger Tschubinski, "tilkjendegav nogle Nordmænd Ønsket om med sine Familier at flytte over til samt nedsætte sig paa den murmanske Kyst. Af den daværende Generalguvernør blev som Følge heraf det Spørgsmaal taget under Overveielse, om det ikke skulde være hensigtsmæssigt at befordre en Kolonisation af Norske, som, ved at nedsætte sig paa den murmanske Kyst, kunde bidrage til Distriktets Næringsdrift og tillige til Indførsel af Jordbrug og Kvægavl, der er ganske ubekjendt hos Lapperne, som bo længer inde i Landet." "I Erkjendelse af de store Fordele", hedder det fremdeles, "de omhandlede Egne vilde have af at blive befolkede med Nordmænd, hvis Foretagelsesaand og Indsigt i Landøkonomien ikke vilde undlade at bringe Liv i dette hidtil ubefolkede Strøg af Rusland, og ledet af Ønsket om at erholde nøiagtig Kundskab om de allerede nu der bosatte Emigranters Forfatning samt mulige Fornødenheder, har Guvernøren fundet det nødvendigt i indeværende Aar (1864) at hidsende en Embedsmand, Hr. Amon, som kjender det norske Sprog. Af den Indberetning, denne Embedsmand har afgivet, erfares, at der paa forskjellige Steder af den nordvestlige Del af den murmanske Kyst har nedsat sig 8 norske, 9 finlandske og 3 svenske Familier, (et Antal, som i 1867 var steget til 10 norske og 18 finlandske Familier, se P. 217). Kolonisterne have overalt bygget sig Træhuse, som ere forsynede med Jernovne, der ere indførte fra Norge. De sysselsætte sig dels med Fiskeri, dels med Buskapsskjøtsel og Havedyrkning. De have faaet Poteter, Næper, Ræddiker og andre Fødeplanter til at voxe der. De eie nu (1864) 42 Kjør, 8 Oxer, 16 Kalve og 112 Faar, saaledes at der paa hver Familie kommer 3 Stykker Hornkvæg og 6 Faar. Deres velorganiserede Buskapsskjøtsel yder dem Mælk og Smør i Overflod, Uagtet Vinterens Strænghed og Langvarighed samt andre Vanskeligheder i hine Polartrakter have disse flittige Kolonister dog forstaaet at indrette sig ret bekvemt. Men da deres Boliger ligge adspredte paa forskjellige Punkter, har den lokale Administration ikke i sin Magt at føre Opsigt med dem eller kjende deres Behov og beskytte dem mod Forulempninger af de om Sommeren didstrømmende Fiskere. Dette hindrer dem fra at opnaa den Velstand, som en samlet Koloni vilde medføre. Under forhaandenværende Forholde kunne de ikke yde hinanden den i mange Tilfælde ønskelige gjensidige Understøttelse, ikke give sine Børn den forønskede Opdragelse, heller ikke opfylde sin Kristenpligt efter sin Religions Dogmer. Dersom de boede sammen i en Koloni, var det muligt at oprette en Skole for deres Børn, og, dersom deres Antal forøgedes, af og til at sende did en luthersk Præst, som kunde udføre kirkelige Forretninger blandt dem. Det mest passende Sted for en saaadan Koloni antages at være Orafjord, og til Fremme af Dannelsen af en saadan Koloni er der senere foretaget de nødvendige Skridt fra de lokale Autoriteters Side."

De sidste Forholdsregler, som fra den russiske Regjerings Side ere vedtagne for at fremme Kolonisationen af den murmanske Kyst, indeholdes i en keiserlig Forordning af 22 Nov. 1868, som i Oversættelse fra Russisk er mig meddelt af Amtmand Holmbo. Den lyder saaledes:

"Keiserlig Forordning, afgiven 22 Novbr. 1868 efter Forslag fra Archangels Guvernør og Indstilling fra Ministerraadet, betræffende nogle Indrømmelser til Fordel for Kolonisterne paa den murmanske Kyst.

1. Russere og Udlændinge, som overflytte til Murmanskysten, skulle, med Hensyn til deres Handelsforbindelser med Norge, nyde samme Rettigheder, som Almuen langs Hvidehavskysten. Det skal desuden være dem tilladt, i 6 Aar fra Dato, at drive ethvert Slags Handel og Næring, uden derfor at løse Bevilling, samt til eget Brug og til Salg inden Kolonien, toldfrit at indføre Manufakturvarer og andre Varer forsaavidt disse ifølge Tariffen ei ere Kontrabandevarer sammesteds.
2. Det skal være overladt til Guvernements-Styrelsen, efter eget Skjøn, at indvilge saavel de paa Murmanskysten allerede bosatte Kolonister, som de Kolonister, der herefter maatte ville bosætte sig sammesteds, sexaarige Laan fra 50 til 150 Rubel pr. Familie, dog mod Kaution eller Pant. Det samlede Beløb, som dertil udfordres, skal i forveien tilnærmelsesvis beregnes samt indtages i Indenrigsministerens Budgetforslag.
3. Kolonisterne skulle i de første 6 Aar efter sin Indflytning være fritagne for at benytte stemplet Papir, alene med Undtagelse af Papir til Skjøde for Jord, der tilhører Staten.
4. De skulle være berettigede til at erholde Korn fra de offentlige Magasiner, enten mod kontant Betaling, eller som Laan, paa derfor gjældende Betingelser.
5. Det skal være dem tilladt at gaa paa Jagt efter Skovdyr og Fugle, ligesom ogsaa at fiske i de i Koloniens Nærhed værende Elve og Indsøer.
6. De skulle nyde godt af de samme Rettigheder, som ere tilstaaede de forhenværende Statsbønder ved Flytning fra et Guvernement til et andet.
7. De af Kolonisterne, som ikke forstaa det russiske Sprog, skulle være berettigede til paa Norsk eller Finsk at affatte sine Andragender og Forestillinger til lokale og høiere Myndigheder. De Kolonister, som indflytte fra Udlandet, skulle derhos have Ret til at fremsætte Ønske om at blive russiske Undersaatter, samt til isaafald at aflægge Troskabsed for den lokale Politiembedsmand eller Fredsdommer, hvilken Ed skal aflægges paa det Sted, de vælge til fast Ophold.
8. Alle føromtalte Rettigheder skulle ligeledes udstrækkes til de Nomade-Lapper, som tilkjendegive Ønske om at tage fast Ophold paa Murmanskysten, til hvilke Rettigheder saaledes ogsaa bliver at henføre de Pengelaan, de have nødigt for at indrette sig som Fastboende.
9. Da det ifølge Resolution af 19 Februar 1861 er overdraget til Archangels Guvernør at afgive Bestemmelser med Hensyn til Distriktets Jurisdiktionsinddeling, saa bliver det ogsaa at overdrage til ham at sørge for, at Lappernes Jurisdiktion bliver adskilt fra de øvrige Kolonisters.

Hvad angaar Forslaget om Kolonisternes Inddeling i Arbeiderforeninger, bør Myndighederne indskrænke sig til at gjøre Fordelene ved saadanne Foreninger indlysende for Kolonisterne, men det bør overlades til disses egen fri Villie at oprette eller ikke at oprette Arbeiderforeninger."

Dersom saa uhildede og velvillige Anskuelser fremdeles gjorde sig gjældende fra den russiske Regjerings Side, og, som Følge deraf, den lokale Øvrighed ogsaa viste sig velvillig stemt mod de nye Kolonister, vilde rimeligvis efterhaanden flere og flere flytte over til denne Del af den murmanske Kyst, dels fra Nordfinland, dels fra norsk Finmarken, hvor Befolkningen allerede er saa stor, at det meste dyrkbare Land er optaget. Disse Kolonister vilde, især de, som kom fra Finmarken eller det nordlige Norge, medføre ikke blot Kundskab og Arbeidskraft, men tildels ogsaa Kapital og derigjennem meget snart bringe saavel Fiskebedriften som Buskapsskjøtselen op fra det lave Standpunkt, hvorpaa disse, for russisk Lapland saa overordentlig vigtige Erhvervsgrene i Aarhundreder have staaet og rimeligvis fremdeles ville blive staaende, dersom man vil vente, indtil de udvikles udelukkende gjennem russiske Kolonister, eller indtil Overbefolkning i de mere begunstigede Dele af Rusland omsider ogsaa tvinger Folk til at flytte opover til Polaregnene.

Men denne velvillige Anskuelse deles ingenlunde af Alle. Der er de Forfattere, som paastaa, at de slet ikke kunne indse Nytten af, at norske Kolonister flytte over til den murmanske Kyst, ja, de se endog i denne Haandfuld Kolonister en Fare for det russiske Riges Herredømme paa hine Kanter, medens dog paa den anden Side Norge med aabne Arme aarlig modtager, finske Kolonister i Hundredevis. Saaledes udtaler Siderof og Dolinski sig med Forbitrelse over den forud anførte høieste Resolution, "som endnu nogenlunde kunde forklares, naar den. gjordes for Ruslands Finner, men, at man indrømmer Nordmændene Land, er aldeles uforklarligt". I Anledning af at Kampofski beretter, "at disse Kolonisters Vilkaar ikke ere misundelsesværdige, at de hverken have Kirke eller Præst, og at det er vanskeligt for dem at forbedre sin Stilling, naar de, f. Ex. for at erholde Tilladelse af Forstmesteren til at tage Bygningstømmer af Statens Skove, maa begive sig lige til Kovda, 600 Verst," ytrer Dolinski: "Man kan ikke andet end glæde sig, ifald denne Kolonisering mislykkes, da i modsat Fald de bedste Pladse vilde komme i fremmede Hænder. Enhver Regjering er skyldig at give sine egne Undersaatter Fortrinet fremfor Fremmede, og derhos opmærksomt vaage over, at intet fremmed Element i nogen Vraa af Riget tager Overvægten over det fædrelandske; ellers kunde før eller senere deraf fremgaa ganske sørgelige Resultater. Jordlodder, som uddeles, bør derfor udelukkende gives til Russer, og, i Tilfælde af at man gjør Undtagelser for Nordmænd og Finner, (paa Vilkaar af at de blive russiske Undersaatter), bør dette alene ske paa Punkter, der ligge mere fjernede fra Grænsen, og saaledes, at der ikke kommer mere end 1 Udlænding paa 10 Russer. Indbydelse af Kolonister og Indkaldelse af norske Sildefiskere, (se Pag. 249), beviser vor Administrations fuldkomne Ubekjendtskab med Nordlandenes Vilkaar og Behov."

I Tilfælde af at denne Opfattelse efterhaanden skulde blive den almindelige, og især i Tilfælde af at man skulde betragte disse Nybyggere med saa ugunstige Øine, at man endog nærede Mistanke om, at de "under Skin eller Foregivende af russisk Undersaatterskab ville tilsnige sig Besiddelser af disse Landsdele," er der fra den norske Styrelses Side naturligvis mere Grund til at hindre end fremme Overflytning af Nordmænd til den murmanske Kyst, for at ikke det venskabelige Forhold, som hidtil har existeret mellem Befolkningen i Archangels Guvernement og det nordlige Norge, skal forrykkes til Skade for Indvaanerne paa begge Sider, da de gjensidigt trænge til hinandens Handelsprodukter og hidtil ogsaa gjensidigt ved Samfærsel og Handel have udfyldt hinandens vigtigste Behov.

69) Efter Spiski naselennüik mjest Ross. Imp., (Folketællingslister for 1861).