En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Finmarkens lappiske Befolkning.
Folketal over Nordmænd og Lapper fra 1567 til 1865

Om Lapperne (2) har der været skrevet saa meget og af saa Mange, at der neppe er noget Nyt mere at fortælle. Derimod kunde der nok være, adskilligt at berigtige, og førend jeg begynder, paa nogen egentlig Beskrivelse af min Reise fra Vadsø af og østover, vil jeg meddele nogle statistiske Oplysninger om den lappiske Befolkning, især i ældre Tider, som hidtil dels ikke have været kjendte, dels ikke paaagtede.

Den almindeligste Forestilling om Forholdet mellem de to Nationaliteter i Finmarken, Nordmænd og Lapper, synes at være den, at Lapperne ikke blot er et yderst svagt Folk, men en Befolkning, der har været og er aftagende, en "uddøende Race". Det er vistnok ogsaa fuldkommen sandt, at Lappen i en ligefrem Styrkeprøve i Almindelighed vil komme tilkort mod Nordmanden og Finnen, men paa den anden Side tør det vel ogsaa ofte hænde, at Lappen kan vise sig ligesaa kjek til at udsætte sig for Livsfare paa Fjeld og Hav, ligesaa seig til at udholde Besværligheder og ihærdig til at overvinde Hindringer i Naturforholdene som nogen Nordmand eller Fin. Meningerne om Mod, Svaghed og Styrke kunne imidlertid være yderst forskjellige, og nogen afgjørende Dom i saa Henseende er vanskelig at afgive. Anderledes forholder det sig derimod med den anden ligesaa almindelige Paastand, at Lapperne ere en "uddøende Race". Denne beror ikke paa noget Skjøn, men maa ligetil kunne bevises som Sandhed eller modbevises som urigtig, naar tilstrækkelige og paalidelige statistiske Oplysninger kunne tilveiebringes for et længere Tidsrum.

Den ældste hidtil bekjendte Opgave over den samlede Befolkning i det egentlige Finmarken finder man hos Magnus Durell i hans "Relationer om Finmarken". Han opgiver, at der i Øst- og Vestfinmarken eller Vardøhus Lehn i Aaret 1653 fandtes 537 Leilændings-Bønder, der kaldes "Bofæste-Mænd" og 327 Tjenestedrenge. Med Udtrykket "Bofæste-Mænd" mener Durell ganske vist ikke blot Nordmænd, men ogsa Lapper; thi allerede dengang havde en stor Del af disse faste Bopæle og ernærede sig paa samme Maade som Nordmændene. De optegnedes derfor ogsaa i Mandtalsregistrene og maatte betale Skat i Lighed med disse. I modsat Tilfælde skulde man vente, at Durell særskilt havde opgivet Antallet af lappiske Skattemænd, der, som det senere her vil blive paavist, allerede i sidste Halvdel af det 17de Aarhundrede udgjorde over 200. Men nogen speciel Opgave over Lapperne findes ikke hos Durell. Naar undtages denne Opgave over Finmarkens Befolkning for det nævnte Aar, savner man forresten hidtil al paalidelig Oplysning saavel om den norske som lappiske Befolknings Antal i den øvrige Del af det 17de Aarhundrede og endnu længer tilbage i Tiden. Hos flere Forfattere findes derimod udtalt den Formodning, at Finmarken langt tilbage i Tiden skal have havt en temmelig betydelig og meget velstaaende Befolkning af Nordmænd, men allerede fra Midten af det 16de Aarhundrede, hedder det, skal denne have været i stærk Aftagen. Jeg har den Tilfredsstillelse her at kunne meddele en Del nye Oplysninger om Finmarkens Befolkning ogsaa i det 16de Aarhundrede, der ville tjene til for en Del at bekræfte, hvad ældre Forfattere have udtalt som Formodning.

Under Gjennemgaaelsen af en Del Manuskripter af forskjelligt Slags vedkommende Finmarken, der findes opbevarede paa det norske Rigsarkiv, blev jeg nemlig for længere Tid siden opmærksom paa, at der blandt Lehnsregnskaberne fra 1567-1699 og Fogderiregnskaberne fra 1700-1815 fandtes næsten i hvert Aars Pakke en "Skattemandtalsfortegnelse" eller Opregning ved Navns Nævnelse af hver enkelt skattepligtig "Nordmand og Fin" i hele det egentlige Finmarken tilligemed Angivelse af enhvers Bosted. Ved altsaa at paatage sig det vistnok møisommelige Arbeide at optegne ethvert til forskjellige Tider beboet Sted og sammenregne de navngivne Skattemænd kunde man, som jeg indsaa, faa nøiagtige Tabeller over den egentlig Almuesbefolkning og Besked om de til forskjellige Tider beboede Steder ikke blot i hele det 17de Aarhundrede, hvorom man hidtil intet kjendte undtagen den af Durell angivne Hovedsum, men endnu et helt Aarhundrede længer tilbage i Tiden, end nogen Forfatter, endog kun tilnærmelsesvis, hidtil havde kunnet angive noget Tal eller meddele nogen paalidelig Underretning. Jeg har gjennemgaaet disse Pakker for et Antal af halvtredie Hundrede Aar og har Resultatet liggende for mig i Tabelform for et Antal af 160 særskilte Aar, men jeg vover naturligvis ikke at meddele samme her i en Reisebeskrivelse. De kunne muligens være af den Interesse, at de andetsteds burde meddeles i sin Helhed ikke blot for Tallenes Skyld, men ogsaa for Stedsnavnenes Skyld, da man af disse tydeligt ser, hvilke Trakter af Finmarken der tidligst ere blevne beboede af Nordmænd, og hvorledes disse efterhaanden have udbredt sig fra de ydre Kyststrækninger til det Indre af Landet, medens netop det Modsatte har været Tilfældet med den lappiske Befolkning. Jeg vover i det høieste kun at meddele nogle Hovedsummer for nogle enkelte Aar.

Tallene angive "Skattemænd", hvormed dog ikke menes enkelte Personer, men Familiefædre eller Familier. Embedsmænd, Bestillingsmænd og "Borgere" eller Kjøbmænd ere ikke blevne medregnede. Det er blot den egentlige Almuesbefolkning, som Mand efter Mand opregnes. Man faar saaledes ved disse Tal vistnok ikke nogen aldeles nøie Besked om Individantallet ved at multiplicere med 5, men blot det omtrentlige Familieantal. Da der i Skatteregistrene, imidlertid hele Tiden igjennem er talt paa samme Maade efter "Skattemænd" eller Familiefædre, faar man derimod gjennem disse Tabeller alligevel et fuldkomment sikkert Grundlag til Bedømmelse af, hvorvidt den norske og lappiske Befolkning i forskjellige Tidsrum i Løbet af 300 Aar har af- eller tiltaget.

Der er ingen Grund til at antage, at denne Opregning af "Skattemænd", der gjentoges hvert Aar, skulde være unøiagtig. Det ligger i Sagens egen Natur, at det maatte være øvrigheden magtpaaliggende i sine Mandtal at faa optegnet enhver Familiefader, der kunde yde Skat. Man ser derfor ogsaa af Mandtalsprotokollerne, at der ved ethvert Thingsted var tilkaldt flere Thingsvidner, som med sit Segl eller Navns Underskrift have bekræftet Mandtallenes Rigtighed. Naturligvis fandtes der altid hvert Aar en Del Fattige, der for et eller flere Aar fritoges for Skat. Disse opføres i Registrene særskilt ligesom ogsaa de saakaldte "Springmænd" eller Indflyttede og ere her medregnede i Summerne. Indtil 1815 ere Finnerne medregnede iblandt Lapperne, men deres Antal var dengang endnu saa høist ringe, at det ingen Betydning har.

Tabel over det samlede Antal Lapper (og Finner)
samt Nordmænd i Finmarken fra 1567-1865

Til Sammenligning med de her anførte Summer kan foruden det af Durell allerede forud opgivne Tal over Lapper og Nordmænd tilsammentagne ogsaa anføres, at Pontoppidan i "Finmarkske Magasins Samlinger" angiver Antallet af Lappefamilier for 1756 til 642 og for 1768 til 652.

Af denne Tabel fremgaar, som man let vil se, men rimeligvis ikke formoder, to uimodsigelige Kjendsgjerninger, nemlig at den norske Befolkning i Finmarken ligesaa stadigt har gaaet tilbage eller aftaget, som den lappiske har gaaet fremad eller tiltaget, ikke blot i et enkelt kortvarigt Tidsrum, men lige fra 1567 til 1815. Efter 1815 har vistnok den norske Befolkning igjen tiltaget umaadelig stærkt, men den lappiske har heller ikke i denne Tid staaet stille eller aftaget. Man maa derhos ogsaa tage i Betragtning, at et ikke ubetydeligt Antal Lapper efterhaanden ere forsvundne ind iblandt Nordmændene, idet de ere medregnede iblandt disse som fornorskede Individer. Man kan derfor ikke nægte, at der endnu bor nogen Livskraft i denne Haandfuld Folk. Ialfald har den norske Befolkning for de forløbne samfulde 300 Aars Vedkommende ingen egentlig Grund til at karakterisere Lapperne som nogen "uddøende Race".

Aarsagen til Nordmandsbefolkningens Aftagen i Finmarken fra Midten af det 16de Aarhundrede til henimod Slutningen af det 17de, da "Landet var nær ved at blive ganske øde", er bekjendt nok. Den laa i det Monopoltyranni, som især Bergens Kjøbmænd udøvede gjennem Privilegier, der bleve dem tilstaaede af den danske Regjering.

Af forskjellige Oplysninger i ældre Skrifter og Manuskripter, som det her vilde blive for vidtløftigt at meddele, er der Grund til at antage, at Finmarken i sin første Blomstringsperiode eller henimod Midten af det 16de Aarhundrede har havt en Befolkning af omtrent 650 Familier eller 3,250 Individer Nordmænd, et Antal, som først igjen naaedes i 1835. I Tidsrummet fra 1591 til 1789, fra hvilket sidste Aar Handelsfrihed igjen indførtes, var Befolkningen i Finmarken nemlig paa Grund af Monopolvæsenet udsat for saa megen Mishandling, at Beretninger om samme med Rette maatte kaldes Finmarkens Lidelseshistorie.

Den her paaviste stadige Forøgelse af Lappernes Antal inden Finmarkens Grænser har dog været afbrudt for enkelte Aars Vedkommende, som ikke have kunnet faa Plads i Tabellen. Navnlig gjælder dette for Aaret 1704-1705, da der foregik en Formindskelse af 30 Familier i Øst- og 51 Familier i Vestfinmarken eller tilsammen maaske ikke mindre end c. 400 Individer paa et Aar. Denne Formindskelse hidrørte efter Notiser i Fogderiregnskaberne fra en Koppeepidemi, som synes at have begyndt 1704 i Sydvaranger, hvor Befolkningen alene i Pasvigs Distrikt sank ned fra 21 til 13 Fami­lier, og derfra at have udbredt sig over Øst- og Vestfinmarken. Den rammede især Lapperne men har formodentlig ogsaa krævet en Del Offer iblandt Nordmændene, da Befolkningen i Østfinmarken mellem 1704-1705 sank ned fra 212 til 191 "Skattemænd".

Grunden til den uforholdsmæssig store Forøgelse af Lapper fra 1747-1757 ligger i Grænsereguleringen i 1752, da de forrige svensk-norske Fællesdistrikter bleve fordelte saaledes, at Enare og Utsjok blev udelukkende svensk, medens Avjovarre og Koutokæino blev udelukkende norsk Eiendom.

Man skulde nærmest antage, at denne her paaviste uimodsigelige og stærke Forøgelse af Lappernes Antal inden Finmarkens Grænser fra 1567 til 1815 stod i nogen Forbindelse med Nordmændenes stærke Aftagen i det samme Tidsrum. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Vistnok led ikke Lapperne og allermindst Fjeldlapperne saaledes under Monopoltyranniet som Nordmændene, idet de første kun drev Fiskeri til eget Forbrug og forresten levede af Fædrift og Jagt, medens de sidste derimod drev Fiskeriet som udelukkende ernæringsvei. Lapperne vedbleve derfor at være sine egne Herrer, medens Nordmændene bleve Handelsherrernes Slaver. Det synes vel ogsaa, som om Tilstrømningen af Lapper og Finner høilig maatte begunstiges derved, at det ene Sted efter det andet blev forladt af sin norske Befolkning. Men de Steder, som Nordmændene dengang beboede, vare valgte udelukkende af Hensyn til Fiskerierne; de laa ude ved den yderste Havkyst og eftertragtedes dengang aldeles ikke enten af Lapper eller Finner, der fandt Land nok for sig og sine Hjorder i det Indre af Fjordene.

Man kunde fremdeles antage, at Forøgelsen af Lapperne i den nordligste Del af Landet hidrørte fra Tilstrømning søndenfra; efterhvert som Trykket af den her stadigt voxende norske og svenske Befolkning paa begge Sider af Kjølen blev større og større. Dette er heller ikke Tilfældet. Nogen Flytning søndenfra nordover blandt den lappiske Befolkning har efter Lehnsregnskaberne ikke fundet Sted i ældre Tider og finder heller ikke Sted for Tiden.

Over den lappiske Befolkning udenfor Finmarken kan desværre ikke fremlægges lignende Opgaver som de, der ere tilveiebragte over, Befolkningen i Finmarken. Kun for enkelte Aar har lignende af summarisk Beskaffenhed været at finde. Den fuldstændigste og rimeligvis paalideligste findes hos Th. v. Westen i et Manuskript om den finmarkske Mission. Han angiver Lappernes Antal i hele Landet i 1724 til 1472 Familier eller 7231 Individer. Efter denne Opgave har Befolkningen i hele Landet netop fordoblet sig i noget over 100 Aar; thi efter de offentlige Folketællingslister var Lappernes Antal i hele Riget i 1845 steget til 14,464 Individer. Denne Forøgelse har ikke været jævnt fordelt over hele det Strøg, som beboes af Lapper. I Tidsrummet fra 1724 til 1845 har der fundet Formindskelse Sted fra Vesteraalens Provsti og sydover, navnlig i Præstegjeldene Lødingen, Saltdalen, Skjerstad, Gilleskaal, Ranen og Vefsen. Nogen Forøgelse har dog mærkeligt nok ogsaa her igjen fundet Sted fra 1845-1855.

Det Resultat, man kommer til for det hele Lands Vedkommende, skyldes saaledes fornemmelig den stærke Forøgelse i Finmarken eller i det hele taget i Trakterne nordenfor Tromsø og Balsfjorden. Den synes i ældre Tider at hidrøre ligesaameget fra Formerelse som Indflytning. Indflytningen i ældre Tider af de saakaldte "Springmænd" foregik især sydostfra eller fra russisk-finsk Omraade. Som Vildtet under en Klapjagt er Lapperne blevne sammenjagede ind paa Finmarkens Grund, ikke saa meget ved Trykket sydvestfra paa begge Sider Kjølen af den norsk-svenske Befolkning som ved Trykket sydostfra af den finsk-karelske. I Sverig, Finland og Rusland har Antallet af Lapper været i Aftagende og synes fremdeles at aftage. Det samme vil vel ogsaa blive Tilfældet i Norge søndenfor Ofoten eller Finmarken i videre Forstand. Imidlertid er det dog unægtelig et Bevis paa denne lille Folkestammes seige Udholdenhed under Aarhundreders stedmoderlige Behandling, at de endnu i det 19de Aarhundrede i det Hele taget forefindes ikke blot i Nordlands Amt og paa Steder, som allerede i det 16de Aarhundrede kun var tyndt besat af dem, men endogsaa forekomme som fastboende lige ned i nordre Tronelhjems Amt, uden at det kan paavises, at de her ere Efterkommere af Lapper, der i den senere Tid ere indflyttede fra Sverig.

Den beslægtede finsk-karelske og den russiske Befolkning har altsaa forstaaet langt bedre end Nordmændene dels at forjage, dels at denationalisere Lapperne, hvorfor sandsynligvis i Tidens Løb de sidste Levninger af dette Folk ville findes i Norge og den sidste Lap blive begravet paa norsk Grund.

Paa det lange Strøg fra Jarfjorden i Sydvaranger til Røraas, hvorover den lappiske Befolkning findes adspredt boende, er dens Kaar høist forskjellige og dens Forhold til Nordmændene høist ulige. Man kan finde Lapper, der bo i lige saa veltømrede Huse som de bedre af Nordmandsbefolkningen, og man kan finde dem, der bo i de usleste Torve­hytter. Længst Nord og længst Syd er Befolkningens Kaar uslest. Dersom man for at bedømme Lappernes Kulturtrin i de forskjellige Dele af Landet vælger som Maalestok Husbekvemmeligheden eller den Maade, hvorpaa enhver har sørget for at skaffe sig Tag over Hovedet, med andre Ord Antallet af Gammer eller Jordhytter i Forhold til Tømmerhuse, saa viser det sig, at Lapperne staa paa det laveste Trin i Præstegjeldene

Høiest staa Lapperne i Præstegjeldene:

At Lapperne staa lavest i de førstnævnte Præstegjeld og høiest i de sidste, hidrører fra flere samvirkende Omstændigheder. I de første Præstegjeld findes faa eller ingen Finner. Nordmænd og Lapper trives ikke godt alene sammen. Finner og Lapper komme bedre overens. Finnen betragter vistnok ikke sin svagere Broder Lappen som sin Ligemand, men han erkjender dog Slægtskabet, og ægteskaber mellem Finner og Lapper ere derfor meget hyppige. Herved ikke blot hæver Finnen Lappen op til sig, men han danner ogsaa et formidlende Led mellem ham og Nordmanden. Mellem Finner og Nordmænd ere ægteskaber ligeledes hyppige, og paa denne Maade bringes en Blanding istand mellem alle 3 Nationer. Naar derfor et større Antal Finner bo indimellem Nordmændene og Lapperne, forkues ikke længer de sidste, men det viser sig, at de igjennem ægteskab blandede med og støttede af Finnerne kunne hæve sig til samme Grad af Oplysning samt Dygtighed paa Land og Sø som de bedre af Nordmænderne. Efterkommere af de blandede ægteskaber mellem Finner og Lapper eller Fin-Lapper og Nordmænd ere let kjendelige paa sit langt bedre Udseende end de ægte Lapper. Man ser ikke sjelden baade høivoxne, stærke og smukke Folk af denne blandede Race. Det ellers eiendommelige, triste og forkuede Udtryk, der er almindeligt i de ægte Lappeansigter og er dem indpræget ved Aarhundreders ringeagtende Behandling af deres Overmænd forsvinder for et bedre Udseende, ligesom ogsaa deres krybende og indsmigrende Væsen viger Pladsen for en større Frimodighed i fremtræden, efterhvert som de baade behandles og føle sig som de 2 andre Nationers Ligemænd.

2) Benævnelsen Lap og Lapper stammer rimeligvis fra det finske Sprog. Lapperne selv kalde sig Samer. Finnerne eller Suomerne kalde dem derimod Lappalaiset. Denne Benævnelse er optaget af Svenskerne og tildels ogsaa af Nordmændene, som dog end nu i den nordligste Del af Landet kalde dem Finner. Af Ordet Lap har man mange forskjellige Udtydninger. Det sandsynligste er med Skogman (Suomi 1870) at udlede Ordet af det finske Verbum lappaa, der bruges i Forbindelse med andre Verber for at betegne, at en Bevægelse gaar lige langt frem og tilbnge, f. Ex. Hän kulkee lappaa, han vandrer frem og tilbage, saaledes som ogsaa Nomadelappen gjør med sine Rensdyr. Af dette lappaa er afledet Lappalainen, en Nomade, ligesom Kerjäläinen, en Tigger, er afledet af Verbet kerjää, tigge.