Lokalhistoriske tekster fra Finnmark | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871Finmarkens lappiske Befolkning.
|
"Skattemænd" eller Familier. Lapper (og Finner) | ||||||||||
Aar | 1567 | 1597 | 1619 | 1667 | 1688 | 1717 | 1730 | 1747 | 1757 | 1767 |
Østfinmarken | - | 73 | 48 | 116 | 150 | 103 | 116 | 138 | 213 | 218 |
Vestfinmarken | - | 84 | 110 | 90 | 75 | 150 | 160 | 180 | 397 | 450 |
Summa | 154 | 157 | 158 | 206 | 225 | 253 | 276 | 318 | 610 | 668 |
Nordmænd. Familier | ||||||||||
Østfinmarken | 239 | 203 | 188 | 194 | 195 | 169 | 151 | 113 | 126 | 106 |
Vestfinmarken | 322 | 315 | 297 | 191 | 183 | 241 | 224 | 208 | 235 | 223 |
Summa | 561 | 518 | 485 | 385 | 378 | 421 | 375 | 321 | 361 | 329 |
"Skattemænd" eller Familier. Lapper (og Finner). |
Lapper alene. Familier |
|||||||||
Aar | 1777 | 1787 | 1798 | 1805 | 1810 | 1815 | 1835 | 1845 | 1855 | 1865 |
Østfinmarken | 244 | 259 | 260 | 276 | 297 | 295 | 433* | 446 | 479 | - |
Vestfinmarken | 516 | 591 | 595 | 525 | 665 | 692 | 859** | 864 | 967 | - |
Summa | 760 | 850 | 855 | 801 | 962 | 987 | 1292 | 1310 | 1446 | 1556 |
Nordmænd. Familier | ||||||||||
Østfinmarken | 105 | 109 | 108 | 97 | 112 | 117 | 210 | 284 | 525 | - |
Vestfinmarken | 215 | 187 | 215 | 193 | 188 | 179 | 531 | 618 | 797 | - |
Summa | 320 | 296 | 323 | 290 | 300 | 296 | 741 | 902 | 1321 | 1749 |
* medregnet Finner. ** medregnet nogle Finner |
Til Sammenligning med de her anførte Summer kan foruden det af Durell allerede forud opgivne Tal over Lapper og Nordmænd tilsammentagne ogsaa anføres, at Pontoppidan i "Finmarkske Magasins Samlinger" angiver Antallet af Lappefamilier for 1756 til 642 og for 1768 til 652.
Af denne Tabel fremgaar, som man let vil se, men rimeligvis ikke formoder, to uimodsigelige Kjendsgjerninger, nemlig at den norske Befolkning i Finmarken ligesaa stadigt har gaaet tilbage eller aftaget, som den lappiske har gaaet fremad eller tiltaget, ikke blot i et enkelt kortvarigt Tidsrum, men lige fra 1567 til 1815. Efter 1815 har vistnok den norske Befolkning igjen tiltaget umaadelig stærkt, men den lappiske har heller ikke i denne Tid staaet stille eller aftaget. Man maa derhos ogsaa tage i Betragtning, at et ikke ubetydeligt Antal Lapper efterhaanden ere forsvundne ind iblandt Nordmændene, idet de ere medregnede iblandt disse som fornorskede Individer. Man kan derfor ikke nægte, at der endnu bor nogen Livskraft i denne Haandfuld Folk. Ialfald har den norske Befolkning for de forløbne samfulde 300 Aars Vedkommende ingen egentlig Grund til at karakterisere Lapperne som nogen "uddøende Race".
Aarsagen til Nordmandsbefolkningens Aftagen i Finmarken fra Midten af det 16de Aarhundrede til henimod Slutningen af det 17de, da "Landet var nær ved at blive ganske øde", er bekjendt nok. Den laa i det Monopoltyranni, som især Bergens Kjøbmænd udøvede gjennem Privilegier, der bleve dem tilstaaede af den danske Regjering.
Af forskjellige Oplysninger i ældre Skrifter og Manuskripter, som det her vilde blive for vidtløftigt at meddele, er der Grund til at antage, at Finmarken i sin første Blomstringsperiode eller henimod Midten af det 16de Aarhundrede har havt en Befolkning af omtrent 650 Familier eller 3,250 Individer Nordmænd, et Antal, som først igjen naaedes i 1835. I Tidsrummet fra 1591 til 1789, fra hvilket sidste Aar Handelsfrihed igjen indførtes, var Befolkningen i Finmarken nemlig paa Grund af Monopolvæsenet udsat for saa megen Mishandling, at Beretninger om samme med Rette maatte kaldes Finmarkens Lidelseshistorie.
Den her paaviste stadige Forøgelse af Lappernes Antal inden Finmarkens Grænser har dog været afbrudt for enkelte Aars Vedkommende, som ikke have kunnet faa Plads i Tabellen. Navnlig gjælder dette for Aaret 1704-1705, da der foregik en Formindskelse af 30 Familier i Øst- og 51 Familier i Vestfinmarken eller tilsammen maaske ikke mindre end c. 400 Individer paa et Aar. Denne Formindskelse hidrørte efter Notiser i Fogderiregnskaberne fra en Koppeepidemi, som synes at have begyndt 1704 i Sydvaranger, hvor Befolkningen alene i Pasvigs Distrikt sank ned fra 21 til 13 Familier, og derfra at have udbredt sig over Øst- og Vestfinmarken. Den rammede især Lapperne men har formodentlig ogsaa krævet en Del Offer iblandt Nordmændene, da Befolkningen i Østfinmarken mellem 1704-1705 sank ned fra 212 til 191 "Skattemænd".
Grunden til den uforholdsmæssig store Forøgelse af Lapper fra 1747-1757 ligger i Grænsereguleringen i 1752, da de forrige svensk-norske Fællesdistrikter bleve fordelte saaledes, at Enare og Utsjok blev udelukkende svensk, medens Avjovarre og Koutokæino blev udelukkende norsk Eiendom.
Man skulde nærmest antage, at denne her paaviste uimodsigelige og stærke Forøgelse af Lappernes Antal inden Finmarkens Grænser fra 1567 til 1815 stod i nogen Forbindelse med Nordmændenes stærke Aftagen i det samme Tidsrum. Dette er imidlertid ikke Tilfældet. Vistnok led ikke Lapperne og allermindst Fjeldlapperne saaledes under Monopoltyranniet som Nordmændene, idet de første kun drev Fiskeri til eget Forbrug og forresten levede af Fædrift og Jagt, medens de sidste derimod drev Fiskeriet som udelukkende ernæringsvei. Lapperne vedbleve derfor at være sine egne Herrer, medens Nordmændene bleve Handelsherrernes Slaver. Det synes vel ogsaa, som om Tilstrømningen af Lapper og Finner høilig maatte begunstiges derved, at det ene Sted efter det andet blev forladt af sin norske Befolkning. Men de Steder, som Nordmændene dengang beboede, vare valgte udelukkende af Hensyn til Fiskerierne; de laa ude ved den yderste Havkyst og eftertragtedes dengang aldeles ikke enten af Lapper eller Finner, der fandt Land nok for sig og sine Hjorder i det Indre af Fjordene.
Man kunde fremdeles antage, at Forøgelsen af Lapperne i den nordligste Del af Landet hidrørte fra Tilstrømning søndenfra; efterhvert som Trykket af den her stadigt voxende norske og svenske Befolkning paa begge Sider af Kjølen blev større og større. Dette er heller ikke Tilfældet. Nogen Flytning søndenfra nordover blandt den lappiske Befolkning har efter Lehnsregnskaberne ikke fundet Sted i ældre Tider og finder heller ikke Sted for Tiden.
Over den lappiske Befolkning udenfor Finmarken kan desværre ikke fremlægges lignende Opgaver som de, der ere tilveiebragte over, Befolkningen i Finmarken. Kun for enkelte Aar har lignende af summarisk Beskaffenhed været at finde. Den fuldstændigste og rimeligvis paalideligste findes hos Th. v. Westen i et Manuskript om den finmarkske Mission. Han angiver Lappernes Antal i hele Landet i 1724 til 1472 Familier eller 7231 Individer. Efter denne Opgave har Befolkningen i hele Landet netop fordoblet sig i noget over 100 Aar; thi efter de offentlige Folketællingslister var Lappernes Antal i hele Riget i 1845 steget til 14,464 Individer. Denne Forøgelse har ikke været jævnt fordelt over hele det Strøg, som beboes af Lapper. I Tidsrummet fra 1724 til 1845 har der fundet Formindskelse Sted fra Vesteraalens Provsti og sydover, navnlig i Præstegjeldene Lødingen, Saltdalen, Skjerstad, Gilleskaal, Ranen og Vefsen. Nogen Forøgelse har dog mærkeligt nok ogsaa her igjen fundet Sted fra 1845-1855.
Det Resultat, man kommer til for det hele Lands Vedkommende, skyldes saaledes fornemmelig den stærke Forøgelse i Finmarken eller i det hele taget i Trakterne nordenfor Tromsø og Balsfjorden. Den synes i ældre Tider at hidrøre ligesaameget fra Formerelse som Indflytning. Indflytningen i ældre Tider af de saakaldte "Springmænd" foregik især sydostfra eller fra russisk-finsk Omraade. Som Vildtet under en Klapjagt er Lapperne blevne sammenjagede ind paa Finmarkens Grund, ikke saa meget ved Trykket sydvestfra paa begge Sider Kjølen af den norsk-svenske Befolkning som ved Trykket sydostfra af den finsk-karelske. I Sverig, Finland og Rusland har Antallet af Lapper været i Aftagende og synes fremdeles at aftage. Det samme vil vel ogsaa blive Tilfældet i Norge søndenfor Ofoten eller Finmarken i videre Forstand. Imidlertid er det dog unægtelig et Bevis paa denne lille Folkestammes seige Udholdenhed under Aarhundreders stedmoderlige Behandling, at de endnu i det 19de Aarhundrede i det Hele taget forefindes ikke blot i Nordlands Amt og paa Steder, som allerede i det 16de Aarhundrede kun var tyndt besat af dem, men endogsaa forekomme som fastboende lige ned i nordre Tronelhjems Amt, uden at det kan paavises, at de her ere Efterkommere af Lapper, der i den senere Tid ere indflyttede fra Sverig.
Den beslægtede finsk-karelske og den russiske Befolkning har altsaa forstaaet langt bedre end Nordmændene dels at forjage, dels at denationalisere Lapperne, hvorfor sandsynligvis i Tidens Løb de sidste Levninger af dette Folk ville findes i Norge og den sidste Lap blive begravet paa norsk Grund.
Paa det lange Strøg fra Jarfjorden i Sydvaranger til Røraas, hvorover den lappiske Befolkning findes adspredt boende, er dens Kaar høist forskjellige og dens Forhold til Nordmændene høist ulige. Man kan finde Lapper, der bo i lige saa veltømrede Huse som de bedre af Nordmandsbefolkningen, og man kan finde dem, der bo i de usleste Torvehytter. Længst Nord og længst Syd er Befolkningens Kaar uslest. Dersom man for at bedømme Lappernes Kulturtrin i de forskjellige Dele af Landet vælger som Maalestok Husbekvemmeligheden eller den Maade, hvorpaa enhver har sørget for at skaffe sig Tag over Hovedet, med andre Ord Antallet af Gammer eller Jordhytter i Forhold til Tømmerhuse, saa viser det sig, at Lapperne staa paa det laveste Trin i Præstegjeldene
Trondenæs, | hvor der i 1860 kun var | 1 | Tømmerhus mod | 23 | Gammer |
Maasø, | - | 1 | - | 97 | - |
Lebesby, | - | 2 | - | 50 | - |
Hammerfest, | - | 9 | - | 129 | - |
Høiest staa Lapperne i Præstegjeldene:
Skjærvø, | hvor der fandtes | 225 | Tømmerhus mod | 5 | Gammer. |
Lyngen, | - | 264 | - | 13 | - |
Indre Alten, | - | 38 | - | 6 | - |
Koutokæino, | - | 18 | - | 6 | - |
At Lapperne staa lavest i de førstnævnte Præstegjeld og høiest i de sidste, hidrører fra flere samvirkende Omstændigheder. I de første Præstegjeld findes faa eller ingen Finner. Nordmænd og Lapper trives ikke godt alene sammen. Finner og Lapper komme bedre overens. Finnen betragter vistnok ikke sin svagere Broder Lappen som sin Ligemand, men han erkjender dog Slægtskabet, og ægteskaber mellem Finner og Lapper ere derfor meget hyppige. Herved ikke blot hæver Finnen Lappen op til sig, men han danner ogsaa et formidlende Led mellem ham og Nordmanden. Mellem Finner og Nordmænd ere ægteskaber ligeledes hyppige, og paa denne Maade bringes en Blanding istand mellem alle 3 Nationer. Naar derfor et større Antal Finner bo indimellem Nordmændene og Lapperne, forkues ikke længer de sidste, men det viser sig, at de igjennem ægteskab blandede med og støttede af Finnerne kunne hæve sig til samme Grad af Oplysning samt Dygtighed paa Land og Sø som de bedre af Nordmænderne. Efterkommere af de blandede ægteskaber mellem Finner og Lapper eller Fin-Lapper og Nordmænd ere let kjendelige paa sit langt bedre Udseende end de ægte Lapper. Man ser ikke sjelden baade høivoxne, stærke og smukke Folk af denne blandede Race. Det ellers eiendommelige, triste og forkuede Udtryk, der er almindeligt i de ægte Lappeansigter og er dem indpræget ved Aarhundreders ringeagtende Behandling af deres Overmænd forsvinder for et bedre Udseende, ligesom ogsaa deres krybende og indsmigrende Væsen viger Pladsen for en større Frimodighed i fremtræden, efterhvert som de baade behandles og føle sig som de 2 andre Nationers Ligemænd.
2) Benævnelsen Lap og Lapper stammer rimeligvis fra det finske Sprog. Lapperne selv kalde sig Samer. Finnerne eller Suomerne kalde dem derimod Lappalaiset. Denne Benævnelse er optaget af Svenskerne og tildels ogsaa af Nordmændene, som dog end nu i den nordligste Del af Landet kalde dem Finner. Af Ordet Lap har man mange forskjellige Udtydninger. Det sandsynligste er med Skogman (Suomi 1870) at udlede Ordet af det finske Verbum lappaa, der bruges i Forbindelse med andre Verber for at betegne, at en Bevægelse gaar lige langt frem og tilbnge, f. Ex. Hän kulkee lappaa, han vandrer frem og tilbage, saaledes som ogsaa Nomadelappen gjør med sine Rensdyr. Af dette lappaa er afledet Lappalainen, en Nomade, ligesom Kerjäläinen, en Tigger, er afledet af Verbet kerjää, tigge.