En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Høimodig Opofrelse.

Efter denne Beskrivelse af Runebommen og dens Brug vil jeg gjengive en Offerhistorie, som findes fortalt i et Manuskript fra Missionens Tid.

"Lappen Andreas Sivertsen havde en eneste Søn, Johannes som i sit 20 Aar faldt udi en saa farlig Sot eller hidsig Feber, at Ingen troede, han skulde leve. Faderen græmmede sig usigeligt over denne Sønnens Sygdom og visse forventende Død og brugte alle de Midler og smaa Runerier, som han kjendte, men Altsammen forgjæves. Omsider besluttede man at tage sin Tilflugt til Runebommen. Nu var han vel selv en stor Noaide, men efterdi dette var en Sag, som angik ham selv saa nær, idet det var hans egen kjødelige Søn, kunde det ikke efter hans Troesartikler lade sig gjøre, at han selv bespurgte sig hos Runebommen. Derfor lod han hente sin afdøde Hustrues Broder, der udi Noaidekunsten var ligesaa forfaren, som han selv.

Efter at de forudgaaende Ceremonier vare iagttagne, lagde Svogeren Ringen paa Runebommen og begyndte at slaa med Hammeren. Men hvad sker? Ringen gaar strax hen til Jabmi balges, Dødningernes Vei, ligeoverfor de Dødes Rige, hvorover der blev en ikke liden Consternation hos Faderen, helst da han saa, at Ringen, uagtet de heftigste Slag paa Runebommen tilligemed allehaande Besværgelser, ikke vilde flytte sig, men blev paa samme Sted ligesom fastlimet, urørlig staaende, indtil han efter sin Svogers Raad lovede til de Døde en Hunren. Da flyttede endelig Ringen sig ved nye Slag paa Runebommen, men gik dog ikke længer end ud paa Rist-balges, de Kristnes Vei, hvorfor Svogeren slog paanyt. Men nu gik Ringen atter tilbage til Dødningernes Vei. Nu lovede Faderen nok et Rensdyr, en Oxeren, til Mubben aibmo, (Satan), om hans Søn maatte leve, og derpaa flyttede Ringen sig fra Dødningernes Vei til Rist-balges, men vilde aldeles ikke gaa hen til det Sted paa Runebommen, hvor Lappernes Hytter staa aftegnede. Endelig slog Svogeren med mange Besværgelser 3die Gang; men Ringen gik fremdeles - som tilforn - tilbage til Dødningernes Vei og blev der staaende, indtil Faderen foruden de to Rensdyr endnu lovede en Sturik eller Hest til Vuollenere Noaide (Dødsrigets Noaide), paa det at han skulde rune saaledes, at Ringen efter de Dødes Befaling kunde gaa hen til Lappehytterne, - hvorved han maatte forsikres om, at hans Søn skulde leve. Men denne Gang var der mindre Bønhørelse end tilforn; thi Ringen blev ved alle Slag fast staaende paa Dødningernes Vei, saa at Faderen saa intet Andet end den visse Død for sin Søn. Svogeren, som havde forrettet denne gudelige Handling, blev ogsaa ganske konfunderet derved og kunde ikke finde sig derudi, at Ringen var ulydigere og Guderne unaadigere nu, da der var lovet saa meget, end tilforn, da der ikkun var lovet lidet.

Omsider griber han da dette Raad an. Han gaar ned i Strandbredden og tager der en Sten, som var langagtig. Samme Sten indviede han først ved mange Besværgelser og Joigen eller Sang, dernæst hængte han den i et Baand vidt udslagen af Finnehytten og lod den der hænge, indtil den hang ganske stille, kaste de sig saa paa sit Ansigt ned, gjorde sin Bøn til den og spurgte derpaa Mubben aibmo, (Satan), hvoraf det kom sig, at Ringen ikke vilde gaa fra Dødningernes Vei, da der dog var lovet hannem, de Døde og Vuollenere Noaide saa herligt og stort Offer? Hvorpaa han af Stenen fik det lydelige Svar, at enten maatte det Lovede strax i samme Moment, han udsagde det, gives ham og de andre Guder, eller ogsaa maatte Drengen dø, med mindre der var et andet Menneskes Liv at gives hen i Stedet.

Dette var haarde Vilkaar; thi det var Faderen umuligt at kunne være saa præcis i sin Betaling, som Satan prætenderede, efterdi han havde hverken de lovede Rensdyr eller Hesten ved Haanden, og naar det ikke skeede, hvor vilde han vel da efter Satans anden Kondition, finde et Menneske, der skulde finde plaisir udi at fornøie ham med sit Livs Opofring for hans syge Søns Livs Erholdelse? Her var altsaa intet andet Raad; vilde Faderen have Sønnen levende, da maatte han selv dø, hvilket han ogsaa glædelig resolverede. Og saa snart denne Resolution var tagen, ved hvilken han sandelig beviste en større Kjærlighed for sin Søn end for sin Sjæl, slog Svogeren paa nyt paa Runebommen, hvor Ringen endnu stod paa sit forrige Sted; men nu afgik den strax derfra til Finnehytterne, hvilket betegnede Liv og Helse for den Syge.

Dog er det allerunderligste af det Altsammen, at Sønnen strax derefter begyndte at blive bedre, medens Faderen i samme Moment blev dødssyg, og at Sønnen om Eftermiddagen den anden Dag derefter blev fuldkommen restitueret, i det samme Øieblik da Faderen ved en ulyksalig Død overleverede sin ulyksalige Sjæl til Djævelen. Den Taknemmelighed, som Sønnen, der ved Faderens Død selv var reddet fra Døden, beviste ham derfor, var denne, at han efter Faderens Begjæring i sit Yderste ofrede en Oxeren til hans Sjæl, som da efter hans Tanker allerede var bleven en Gud, forat han des kommodere kunde reise omkring i de Dødes Rige, hvor han vilde. Den Fin Johannes, med hvem dette er passeret for 5 Aar siden, og som nu tjener i mit Præstegjæld paa en Gaard ved Navn Finne, i Ranens Præstegjæld, paa Helgeland, har tilligemed andre Finner og deres Koner i min Præsance her i mit Huus bekjendt denne Passage for Th. v. Westen i Januari indeværende Aar 1720."