En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fiskesorter.

Den vigtigste af alle Fiskesorter, som fanges paa den murmanske Kyst, er 1. Torsken, (gadus morrhua). Man kan gjerne sige, at denne udgjør det eneste Formaal, hvorefter saagodtsom alle Fiskeudrustninger ere indrettede, og at den øvrige Fisk, som fanges, kun faaes tilfældigvis ind mellem Torsken. "En heldig Omstændighed ved Torskefangsten", siger Danilevski, "er, at den unge, endnu ikke fuldvoxne Fisk af denne Art holder sig adsidlt fra den voxne, paa betydeligt mindre Dyb, og da det naturligvis er langt fordelagtigere at rette Fangsten efter den store, saa faar den unge Fisk gaa i Fred. Af flere Hundrede Baade, som vende tilbage med Fangst, vil man saaledes ikke finde 1, som har fanget nogen liden Torsk, som ikke endnu er istand til at forplante sin Art". De til den murmanske Kyst til bestemte Tider ankommende Pomorer eller saakaldte murmanske Fiskere vide Intet at fortælle om Fiskens Gydetid paa hine Kyster. De have ikke engang Rede paa, om, den virkelig lægger Rogn der eller ikke. Men for Kolaboerne derimod er dette en vel bekjendt Sag. De berette, at Torsken allerede i Begyndelsen af December strømmer til Kysten, dog ikke for strax at gyde Rognen, da denne ikke er moden, men for at opsøge bekvemme Gydepladse. Paa denne Tid bider derfor Fisken endnu godt paa Agn, og Kolaboerne gjøre i Slutningen af November og Begyndelsen af December en ubetydelig Fangst af Torsk, der i frossen Tilstand sendes til Petersburg. Imod Juletider indstilles alt Fiske dels paa Grund af Aarstidens Strænghed, dels af Mangel paa Afsætning. Den begynder først igjen i Slutningen af Marts eller ved Mariæ Bebudelsestider. Paa denne Tid skal man endnu træffe Torsken med frit udflydende Rogn og Mælke, og den findes da i Mængde, ikke blot ved Fiskerhalvøen og ved Indløbet til store Mutkafjord, men ogsaa i Bunden af denne. Heraf synes man at kunne slutte, at den egentlige Gydetid for Torsken ved den russiske Kyst falder i Februar Maaned og Begyndelsen af Marts, samt at den fornemste Gydeplads er den store Mutkafjord, der saaledes i denne Henseende i det Mindre svarer til Vestfjorden i Norge.

De øvrige Fiskearter, som fanges paa den murmanske Kyst, og som fortjene nogen Opmærksomhed i kommersiel Henseende, høre for største Delen ogsaa til Torskens Familie, nemlig 2. Pikshju (gadus æglifinus), 3. Saida (gad. virens), 4. Morskoi okonj (sebastes norvegica), 5. Subatik (anarichas lupus), 6. Akula (scymnus borealis) samt følgende, der ikke høre til Torskens Familie, 7. Paltus (hypoglossus maximus), 8. Morskaja kambala (pleuronecles flesus), 9. Jersch (pleuronecles limanda), 10. Morskoi nalim (brosmius vulgaris). Endelig 11. Moiva (mallotus arcticus) og 12. Pestschanka (Amodytes lancea) eller Lodde og Siil, der bruges til Agn.

Haien eller Haakjærringen (scymnus borealis) kommer i store Skarer, siger Siderof (50) , til den murmanske Kyst, især til Kolavigen, men først i de senere Aar har Russerne begyndt at drive paa denne, ofte høist lønnende Fiskebedrift. De have i denne Henseende taget Exemplet efter Nordmændene, ligesom de fra Norge have faaet sine Redskaber. En enkelt Nordmand kan endog siges at have Fortjenesten af at have bragt Bedriften i Gang. Naar Kampofski (51) og Siderof derimod paastaa, "at c. 300 norske Fartøier drive Haakjærringfangsten paa den murmanske Kyst i en Afstand af indtil 3 Mile fra Kysten, samt, at nogle af disse Fartøier, (der skulle koste c. 400 Rub. Sølv), i Løbet af 10 Dage have fortjent fra 300-400 Rub. Sølv" (52) , maa dette bero paa Misforstaaelse eller feilagtig Underretning. En norsk Haakjærringfisker ved Navn Suul forliste for flere Aar siden ved Jakobselven, men blev reddet af en russisk Bonde Kononof. Med denne fortsatte han senere Haakjærringfangsten. Efter Kononofs Død gik han i Kompagni med Kolakjøbmændene Shjabonin og Bazarnoi. Flere fulgte efterhaanden hans Exempel og forskreve Fiskeredskaber fra Norge. Foruden den sædvanlige Fiskemethode fra Fartøier, begyndte man om Vinteren, naar Kolafjorden frøs til udover mod Zredni, at fiske Haakjærringen fra Isen af. Denne Methode viste sig saa lønnende, at det hændte, at man paa 1 Nat fiskede 200 Pud Lever. Suul blev i 1857 russisk Borger og nedsatte sig i Kola. Foruden Kolaboerne begyndte nu ogsaa nogle Pomorer at sysselsætte sig med Haakjærringfangsten. Saaledes drev i 1860 Bonden Ikonikoff fra Soroka fisket i Kompagni med Suul, og ved Tiriberka drev Schadrin fra Suma dette Fiske i Kompagni med Hammerfest-kjøbmanden Berger. "Aarsagen til en saa liden Udvikling af en saa lønnende Bedrift", siger Sebeck, (53) "i en Trakt, saa rig paa denne Fisk" i Forhold til det nordlige Norge, maa tilskrives den Omstændighed, at Trakten er ubeboet, og at Fiskerne maa komme langveisfra." Den kan udvides i betydelig Grad uden at komme i Kollision med Torskefiskerierne, eller uden at disse forsømmes; thi den rigeste Fangst foregaar oftest sent paa Høsten og om Vinteren, efter Torskefiskeriernes Ophør. Under de mørke Nætter gaar nemlig Haien paa langt grundere Vand end om Sommeren og kan flere Steder fiskes fra Isen af.

Hvalfisken skal efter russiske Forfatteres Udsagn forekomme i Mængde ved den murmanske Kyst og ved Nova Semlja. I de "Historiske Akter", som ere udgivne af den archeografiske Kommission, omtales stadigt, at Klosteret i Peisen var fritaget for Skat paa Hvalfiskspæk. Heraf synes at fremgaa, at Hvalfiskfangsten i ældre Tider, før Peter den Stores Tid, har været drevet baade af Russer og maaske især af Hollændere. De 3 sidste hollandske Hvalfangere overvintrede paa Nova Semlja Aar 1728. Igjennem en Ukas af 7de Nov. 1723 satte Peter den 1ste en kolsk Hvalfiskfangst igang paa Statens Bekostning, og fra 1727-1731 blev aarlig 3 Hvalfiskfangere udsendte under hollandske Harpunerer; men i al den Tid fangedes kun 4 Hval. Det daværende Kommercekollegium gav Hollænderne Skylden for Uheldet og paastod, at "Harpunererne havde hemmelige Instruktioner fra hollandske Hvalfangstkompagnier, og at de fik Betaling for ikke at forbedre Hvalfiskfangsten i Rusland, men tværtom forsøge af alle Kræfter at tilintetgjøre den" (54) . Paa Grund af store Tab opgav Staten snart denne Bedrift. Efter et halvt Sekels Forløb forsøgte Grev Worontzoff atter at bringe den til Live. Han udrustede paa egen Regning et Fartøi, der skulde drive Fangsten ved Kolafjorden, og bemandede det med Matroser fra Hvidehavet. Paa denne Expedition saaredes 11 Hvalfiske; men ikke en dræbtes, "fordi de fra Udlandet hentede Harpuner vare saa daarligt smedede, at de enten sønderbrødes eller gled af langs med Hvalfisken uden at saare den" (55) . Hovedgrunden kan dog have været, at de bleve førte af uøvede Hænder. Gjennem Ministeren Grev Rumjantzoffs patriotiske Bestræbelser paabegyndtes igjen Hvalfiske-fangsten 1806. Men det Hvalfangerskib, som dette Aar seilede ud fra Kola til Ishavet, "blev taget af Krydsere og opbrændt" (56) . Senere er intet Forsøg gjort for at bringe den igang. Aarlig drive flere døde Hvalfiske iland langs Kysten, især Mutkafjorden, hvor de ere forbeholdte Lapperne, som for en Ubetydelighed sælge Spækket til Kolakjøbmændene.

Laxefangsten paa den murmanske Kyst og i Hvidehavet skal forhen have været drevet i en større Maalestok end nu. Den største Lax, "til en Vægt af 50-70 [?]", (57) fangedes den Tid paa den murmanske Kyst. Endnu Aar 1826 solgtes fra Varsuga Floden 30,000 Pud og fra Ponoi 20,000 Pud Lax. Nu for Tiden gaar Udbyttet af Laxefisket paa alle Floder af Archangels Guvernement ikke op til mere end 35,000 Pud eller til en Værdi af 150,000 Rub. S. Hidtil har Intet været gjort for at frede Laxen i Laplands Floder eller for ved hensigtsmæssige Bestemmelser om Fangsttiden at bringe den til at formere sig. Fiskeriet drives paa Rov baade af Lapper og Russer, især ved at afstænge Elvene tværsover i sin hele Bredde. Alt Laxefiskeri i Elvene paa den kolske Halvø ansees som tilhørende Lapperne, men bortforpagtes til Russer, eller ogsaa sælges Udbyttet til russiske Kjøbmænd for en Pris, som disse vilkaarligt bestemme, da Lapperne altid holdes i Gjældsafhængighed. Laxefisket begynder senere paa den murmanske Kyst og i Hvidehavet end paa den norske Kyst. I Midten af Juni fanges f. Ex. Laxen i Sydvaranger. Ved Jakobselven havde man 1867 fanget Lax den 20 Juni, uagtet Vaaren dette Aar kom usædvanligt sent. Ligesaa havde man ved Normansæt fanget Lax den 25 Juni; men i Orafjorden havde man endnu ingen fanget den 5 Juli. I Kolaelven havde man ikke fanget Lax den 16 Juli og i Kandalaks ikke den 4. August. I Kovda endnu ikke den 12 August. Heller ikke synes Laxen at stige saa langt op i de Elve, der falde i Hvidehavet, som i Nordishavselvene.

Sildefangsten og Sildens Tilberedning staar i russisk Lapland og ved Hvidehavet endnu paa et meget lavt Trin. Dette hidrører ingenlunde fra en sparsom eller usikker Tilgang af denne Fiskesort; thi efter russiske Forfatteres Paastand, hvori der dog maaske findes nogen Overdrivelse, skal Sildefangsten i hine nordlige Trakter kunne drives med Fordel paa et mere vidtstrakt Omraade end noget andet Sted paa Jorden. "Silden forekommer nemlig langs Kysten, fra Kolafjorden til Archangel, og fra det ene Punkt til det andet er over 1000 Verst. Den fiskes ligeledes i Bugten ved Kandalaks og langs Kysten til Petschora, og mellem disse Steder er ikke mindre end 1500 Verst. Den fanges ogsaa endnu længer østover, ved Obs og Jeniseis Mundinger.". "Af det Faktum," siger Boguslav Bjelomorski, "at den archangelske Markedsplads i Løbet af hele Vinteren, ligetil Vaaren, er opfyldt med Sildelæs i flere lange Rader, kan man med Sikkerhed paastaa, at der alene ved Dvinas Munding, hvorfra denne Sild kommer, opfiskes mindst ½ Million Pud. Al denne Sild med Undtagelse af en liden Del, som røges, sælges frossen og saa billigt, at Mange fore sine Svin med den." "I Soroka og andre Steder af Pomorien forer man undertiden Hornkvæget med Røgesild." (58) "Til Kolavigen," siger Boguslav, "kommer om Høsten en saadan Mængde Sild, at Byboerne sætte sine Garn, lige udfor Husene og fange saa meget, at de ikke vide, hvor de skulle gjøre af den." "I 1825", siger Admiral Reinecke, "fandtes Silden i saadan Mængde i Kolabugten, at Befolkningen øste den op med Æmbere, og om Høsten 1777 drev der op og blev liggende igjen saadan Mængde Sild paa de langgrunde Strænder ved Byen, at den naaede til Knæs, hvorfor Stadens Befolkning om Vaaren maatte forene sig med Pomorerne, som da ankom for at drive Vaarfiske, om at skaffe den bort, for at den ikke skulde forpeste Luften." "Naar Silden (59) strømmer ind fra Ishavet i Hvidehavet, sædvanligvis i Juli, pakkes den ofte saaledes sammen, at den danner kolossale, kompakte masser. Forfulgt af anden Fisk, trænger den sig ind i Vige, Bugter og Flodmundinger og kastes endog paa Land i saadan Mængde, at den bedækker Strænderne paa lange Strækninger." "Hvidehavets Sild", siger samme Forfatter, "er hvid, fed, af god Smag, og, naar den saltes vel, staar den ikke i ringeste Maade tilbage for den hollandske."

Men uagtet Rusland saaledes i hine nordlige Have "besidder", om just ikke, som Siderof siger, "de rigeste Kyster i Verden for Sildefangst", saa dog, med noget moderatere Udtryk, overordentlig rige Kyster, benyttes denne Herlighed alligevel ikke bedre, end at der i hele Hvidehavet kun saltes fra 1-200,000 smaa Tønder, af hvilke hver holder c. 100 Sild "der i Almindelighed er af Størrelse som norsk Sommersild." Denne Sild sælges en gros i Archangel for 50 Kopek Sølv pr. Tønde. Den Sild, der fanges af det solovetske Klosters Beboere, ansees for den bedste, "ikke blot", siger Siderof "af Hvidehavssilden, men den udmærker sig ogsaa i Forhold til den norske og skotske (!!)." Klosteret salter aarlig c. 6000 Pud og faar i Almindelighed 2 R. S. pr. Pud. Den Sild derimod, som den øvrige Befolkning fanger, behandles saa ilde, at den aldeles ikke kan bringes til noget udenlandsk Marked. Saltet, som bruges, produceres af Befolkningen selv. Det er porøst, graat, smudsigt og lindt, saaledes at Silden under Indflydelse af samme ikke længe kan bevares ubedærvet. Heller ikke gjør Befolkningen sig synderlig Umage for at nedlægge Silden i ordentligt forarbeidede Tønder. Paa Grund af det lave Trin, hvorpaa Sildeindustrien staar ved Hvidehavets Kyster, kan, efter russiske Kilder, Værdien af al den der saltede Sild ikke anslaaes til mere end c. 120,000-200,000 R. S. Med stor Lethed maatte der kunne fanges og saltes til Udførsel mindst 500,000 Pud, som, vel behandlet og afsat til en Pris af 2 R. S. pr. Pud, vilde give hine Trakters Befolkning en aarlig Indtægt af 1 Million R. S.

Ikke destomindre har den russiske Styrelse gjort flere Forsøg og anvendt betydelige Summer for at ophjælpe Sildefiskerierne i Hvidehavet. Aar 1747 overtog Regjeringen Fiskerierne for egen Regning; men paa Grund af uduelige Bestyrere skuffedes den snart i sine Forventninger, og Bedriften blev overladt til Private. For at opmuntre disse til Udførsel af Sild til St. Petersburg fastsattes følgende Belønninger i Løbet af de første 4 Aar: For 1 Tønde Sild betaltes i Præmie 50 Kopek, for 10 Tønder 60 Kop. pr. Tønde, for 50 Tønder 80 Kop., for 100 Tønder l R. S. pr. Tønde o. s. v. Men Ingen benyttede sig af Adgangen til disse Præmier; og Industrien forblev paa sit gamle, lave Standpunkt. Aar 1766 dannedes et eget Kompagni for Sildefangst i Kolafjorden. Dette bestod indtil 1776, men opgav da Foretagendet, uagtet det ved Siden af Sildefangsten ogsaa havde faaet Monopol paa Torskefiskerierne. Det blev nemlig forbudt Indvaanerne at fange Torsk videre end til eget Forbrug eller Salg til Kompagniet. Kun om Vinteren, indtil Begyndelsen af Mai Maaned, havde Befolkningen uhindret Adgang til at fange og sælge Torsk.

Efter Opfordring af Grev Rumjantzoff dannedes der 1804 et Kompagni, som indrømmedes ganske overordentlige Privilegier. Ikke blot blev Jekaterinhavnen indrømmet Kompagniet til Station for dets Skibe og Opbyggelse af Magasiner, men Kompagniets Skibe fritoges for alle Afgifter i russiske Havne, det indrømmedes toldfri Indførsel af Salt og Fisk fra Norge, fri Handel inden- og udenlands, og Marineministeriet forpligtedes endog til at afgive Matroser til Skibenes Besætning m. m. Endelig fik Kompagniet af Staten et rentefrit Laan paa 263,000, R. B., hvortil Grev Rumjantzoff selv lagde en Sum af 42,000, saaledes at Kompagniet kunde begynde med en Driftskapital af 444,000 R. B. Istedetfor simpelthen for det Første at indrette et Salteri, engagere 1-2 Saltere og kjøbe Sild af Befolkningen, der, som før paavist, ofte fanger større Kvantiteter, end de have Brug for, begyndte Kompagniet, eller, rettere sagt, dets Formand, Dorbecker, at indrette et storartet Kontor med en hel Mængde Betjente, aabnede Brevvexling med Holland, samt indforskrev Fiskefartøi, Garn, Fiskere og Saltere fra Holland til Hvidehavet. Hermed forløb det første Aar. Næste Aar kom Hollænderne med sine Redskaber. Men nu viste det sig, at disse vare upraktiske for Hvidehavstrakterne, og atter forløb 1 Aar uden noget Udbytte. Imidlertid kostede hver Hollænder 20,000 R. B. aarlig, og Driftskapitalen var snart saa angreben, at man saa sig nødsaget til at tilbagesende Hollænderne under Foregivende af, at de indfødte russiske Fiskere havde lært at salte efter udenlandsk Mønster. "Som Opmuntring for disse", siger Siderof, "uddeltes ganske [originale] Belønninger, nemlig Sild af Kobber til at bære paa Kofterne. Kompagniets Sild derimod - var og blev ubekjendt, ikke blot i St. Petersburg, men ogsaa i Archangel. Den fortæredes maaske af Direktørerne og Dorbeckers Venner, men i Handelen saa man intet til den." Under denne Sagernes Gang var det klart, at Kompagniet ikke kunde bestaa i Længden. Dets Ruin fremskyndedes i Krigsaarene 1806 og 1809 derved, at et Kompagniet tilhørende Hvalfangstskib blev taget af Fienden, ligesom dets Eiendomme i Jekaterinhavnen ogsaa bleve ødelagte. Det fortsatte endnu nogen Tid sin Virksomhed, men, "som det synes, blot for at fordele mellem de underordnede Betjente de sidste Levninger; thi disse, som saa, hvor det bar hen, stjal, hvad Fienden havde levnet." (60) Kompagniet ophævedes 1813, efter at Staten og Aktieeierne havde tabt sine Kapitaler.

I den sidste Tid har der været gjort Forslag om "at indkalde Fiskere fra Norge for at gjøre russiske Fiskere bekjendte med Maaden at fange og salte Sild." (61) "Men", siger Dolinski, (62) "for denne Gang har den sædvanlige Sendrægtighed i vore administrative Forretninger gjort Staten en stor Tjeneste derved, at ingen Kontrakt med norske Fiskere endnu er afsluttet." Han mener nemlig, at en saadan Indkaldelse blot beror paa Uvidenhed om, at Russerne med Hensyn til Fiskebedriften i Virkeligheden aldeles ikke staa under, men tværtimod over Nordmændene. "Vor Kystbefolkning", siger han, "har Intet at lære af Nordmændene." Ligesaa mærkelig er Danilevskis (63) Opfatning med Hensyn til Sildefangsten, nemlig, at daarlig Afsætning for den russiske Sild er Grunden til dens daarlige Tilberedning." (!) Forholdet er vel netop det omvendte. Daarlig Afsætning hidrører fra daarlig Tilberedning. Dersom Russerne fra Hvidehavet bringe Sild, som i alle Dele staar ved Siden af den hollandske, skotske eller norske, vil den ganske vist ogsaa finde Kjøbere. Men saalænge Hvidehavssilden, hvor god den end i sig selv kan være, behandles saa slet, at ikke Andre end Russer, og neppe nok disse, ville spise den, kan man ikke vente, at den skal blive nogen søgt udenlandsk Vare.

Seien fanges langs den murmanske Kyst paa samme maade som i Norge, nemlig med 4kantet Synkenet, der haandteres af 4 Baade. Methoden og Fangstredskaberne ere indførte efter norsk Mønster; men Udbyttet af dette Slags Fiskeri paa den russiske Kyst er endnu høist ubetydeligt.

50) Ruski Westnik.

51) Besed. o sev. Ross. P. 208.

52) Ruski Westnik.

53) Morskoi Svornik.

54) Siderof. Ruski Westnik.

55) Ibid.

56) Ibid.

57) Siderof i Ruski Westnik.

58) Siderof i Ruski Westnik.

59) H. Nebolshin. Statistisk Overblik over Rusland.

60) Siderof i Ruski Westnik.

61) Severnaja Posta, 1865. No. 152.

62) Besedi o severe Rossii. 1865

63) Formand for en Expedition i 1859 til russisk Lapland og Norges Kyster.