En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fiskende Befolkning.

Saavel i Norge, som i Finland og Rusland foregaar hvert Aar et Slags Folkevandring i det Smaa - fra sydligere liggende Trakter nordover til Ishavets Kyster og atter tilbage igjen. Det fælles Maal for disse Vandringer, der dels foregaa tilsøs, dels tillands, er Deltagelse i de rige Fiskerier, som, foregaa langs Ishavets Kyster, eller lige fra Lofoten i Norge til Svjatoinos paa Kysten af russisk Lapland. Nordmænd, Finner, Russer, Kareler og Lapper deltage i disse Vandringer og i denne Fiskebedrift.

I Norge begynder Folkestrømmen tidligst at sætte sig i Bevægelse, i Regelen allerede i Januar, og Reisen, foregaar her altid tilsøs. Nordmændene have ikke nødtvungne den længste Vei, men foretage dog de længste Reiser, idet de lige fra Brønø i Helgeland, eller endnu sydligere, ikke sjelden endog i aabne Baade, seile lige til Gavrilov paa Russekysten, c. 200 Sømile. Disse søndenfra ankommenae Fiskere gaa i Finmarken, som bekjendt, under Navn af Nordfarere. Af Lapperne benævnes de "Fellaer". Nordfarerne deltage i Marts først i Lofotfisket, senere reise de til Finmarken og, alt eftersom Fisket slaar til, videre og videre østover paa Russekysten, eller, som de selv udtrykke sig, "saa langt Seil kan staa": til henimod Svjatoinos.

Folkevandringen i Nordfinland begynder omtrent paa samme Tid som i Norge, eller i Slutningen af Januar og Begyndelsen af Februar. I de senere Aar har ogsaa flere Hundrede russiske Kareler eller Finner af den græsk-katholske Bekjendelse fra russisk Karelen, fra Trakterne omkring de store Indsøer Kuitojärvi, Tuoppajärvi og Pääjärvi, begyndt at deltage med de lutherske Finner i Fiskefærden paa norsk Finmarken. Disse Skarer af Finner følge omtrent samme Vei opover til Kittilä, men her dele de sig saaledes, at en mindre Del tager Veien over Muonioniska til Alten, medens en langt større Del reiser over Enare til Neiden eller Bugøfjorden, hvorfra de baadleies sprede sig omkring, dels i Varangerfjorden, dels langs Kysten, ud imod Vardø. Deres Vandringer gjennem Finland foregaa tilfods eller paa Ski, under store Besværligheder, midt i koldeste Vinter, og ikke sjelden med Kone og Børn. Den største Del af disse Fiskere, og hidtil alle Kareler, vende tilbage igjen med sin Fortjeneste, nogle i Juni, andre i September efter Seifiskets Ophør, atter andre først paa Vinterføret. Men flere af den luthersk-finske Befolkning nedsætte sig ogsaa, som bekjendt, aarlig i Finmarken. At den finske og tildels ogsaa den karelske Befolkning især søger vestover, hen til de norske Kyster, istedetfor nordøstover, til de ligesaa nærliggende og ligesaa fiskerige russiske Kyster, hidrører rimeligvis ikke fra en enkelt men fra flere samvirkende Aarsager, af hvilke følgende maaske ere de vigtigste:

1. At der i Finmarken findes en fastboende Befolkning, hos hvem de ikke blot faa Husly i Fisketiden, men blandt hvilke de ogsaa finde tidligere indflyttede landsmænd, med samme Sprog og, for de lutherske Finners Vedkommende, med samme Troesbekjendelse,

2. at der i Finmarken af norske Redere betales større "Mandslod" end af Russerne paa den murmanske Kyst.

3. at Retstilstanden er bedre, idet Opsynet med den fiskende Befolkning er ordnet saaledes, at enhver Strid kan blive undersøgt og den Skyldige straffet, medens Opsynet paa den murmanske Kyst endnu er saa mangelfuldt, at Strid, Slagsmaal og Selvtægt hører til Dages Orden (66) , (se S. 272),

4. at der langs Finmarkskysten eller saagodtsom ved hvert Fiskevær findes Handelsmænd, af hvem Finnerne endog forskudsvis kunne blive udrustede med alt Nødvendigt, til Fiskeriet henhørende, medens der paa den murmanske Kyst ingen Fastboende findes, (undtagen i Normansæt og Jeretik, hvor to Handelsmænd opholde sig en Del af Fisketiden), saaledes at Fiskeren her ikke har saa let for at afsætte sin Fisk og atter at faa kjøbt Nødvendighedsartikler, som i Finmarken,

5. at der i Finmarken findes Lægehjælp at erholde, medens der paa den murmanske Kyst hverken findes Læger eller, saavidt vides, Sygehus, og endelig,

6. at der i Finmarken er sørget for Kommunikation mellem Fiskeværene gjennem Dampskibe og Telegraf, saaledes at det er muligt baade hurtigt og billigt at komme fra det ene Vær til det andet alt eftersom man igjennem samme Kommunikationsmidler faar Underretning om Fiskens Tilgang.

Denne Tilstrømning af Finner og Kareler vil rimeligvis tiltage, indtil de murmanske Fiskerier gjennem forbedret Kommunikation faa det Opsving, at Finnerne med ligesaa stor Fordel kunne deltage i disse, eller, som i Norge, nedsætte sig som Nybyggere paa den i flere Henseender til Kolonisation mere skikkede, nærmestliggende og hidtil næsten ubebyggede murmanske Kyst. Langt om længe vil vel Befolkningen i Nordfinland og Karelen ogsaa lære at indse, at dens eget Hjemlands Rigdomskilder ikke bestaa i et næsten hvert Aar mislykket Agerbrug, men i en næsten udelukkende drevet Boskabsskjøtsel.

Russerne, der vandre nordover til de forud opregnede Fiskevær, komme fra Hvidehavs-Kysttrakterne mellem Kovda og Archangel. Enkelte bo i en Afstand af 500-1000 Verst fra Fiskekysten. De Fleste høre dog hjemme i det saakaldte Pomorien eller Kysttrakten mellem Kem og Onega. De gaa i Almindelighed under Navnet "Murmanski" i Modsætning til den Del af Hvidehavsbefolkningen, som driver Hjemfiske. Med disse Murmanski følger ogsaa en Del Kareler, ligesom ogsaa Kolaboerne og en Del af de paa Halvøen boende Lapper deltage i Fisket. De russiske Fiskere begive sig afsted noget senere end Nordmændene og Finnerne, nemlig først ud i Marts, og altid tillands, langs den pomorske Kyst; thi Hvidehavet er paa den Tid endnu ikke aabnet for Skibsfart. Deres Antal kan ikke anslaaes til mere end omtrent 2000. Indtil Kandalaks befordres de undertiden fra By til By ved Skyds, men i Regelen gaa de tilfods. Fra Kandalaks af gaa de altid tilfods. Ligesom Trækfugle, der skarevis drage nordover, saaledes ser man ogsaa disse "færdes i Flokke paa 20, 30, indtil 50 Personer, Mænd, Kvinder, unge Gutter og Piger, slæbende efter sig en liden Renslæde, hvoraf stikker frem Klæder, Brød, Baadankere, Kjedler m. m. Undertiden bruge de ogaa at spænde Hunde for Slæderne. Disse faa ved Ankomsten til Fiskeværene sin fulde Frihed og leve godt af Levningerne efter Russernes Fiskemaaltider." (67 ) Indtil Rasnavolak, 11 Mil Syd for Kola, ved nordre Ende af Imandra, følge Karavanerne samme Vei, men her dele de sig. De, der fiske langs Kysten fra Kola til den norske Grænse, fortsætte Reisen nordover til Kola og senere tilbaads ud over Kolafjorden. Undertiden hænder det i meget kolde Vintre, at Isen endnu ligger i Kolafjordens Bund. I saa Tilfælde maa Fiskerne sætte Meier under sine Snjäker og paa den Maade bringe dem ud til aabent Vand, som altid findes, førend man kommer til Zredni eller midtfjords. De derimod, som fiske mellem Tiriberka og Svjatoinos, tage af ved Rasnavolok og reise - med Renskyds over en mindst 10 Mile lang, aldeles øde Tundra - til sine Bestemmelsessteder.

66) Tschubinski i Sapiski dljii Stenia. 1867. St. Petersborg.

67) Castrén. Nord. Reisen und Forschungen. 1 D. S. 153