En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Russiske Fiskere paa norsk Kyst og norske Fiskere paa russisk Kyst. Fiskeopsyn.

Norske og russiske Fiskere træffe sammen ikke blot paa Grænsen ved Jakobselven, men de gaa, ogsaa gjensidigt over paa hinandens Terræn, Russerne ifølge udtrykkelige traktatmæssige Bestemmelser, medens Nordmændene derimod blot kunne fiske paa aabent Hav udenfor den russiske Kyst, uden Ret til at have noget Slags Indretninger for Fiskeriet i Land. Ved Reskript af 10 Febr. 1747 blev det tilladt Russerne at fiske ved den norske Kyst, dog ikke nærmere samme end 1 Sømil, og ved Lov af 13 Sept. 1830 fik Russerne ikke blot Lov til at fiske ved 6 af de bedste Fiskevær i Finmarken, men ogsaa Tilladelse til at bo i Land og have sine Fiskehjeller der efter Overenskomst med Indvaanerne.

Russernes Fiskerier i Finmarken blev i ældre Tider drevne i en langt større Maalestok, end nu for Tiden. Saaledes fortælles i et Manuskript af Amtmand Fjeldsted fra 1775, (opbevaret paa Rigsarkivet), "at Russerne i de 2 sidste Aar havde opsat 13 Huse paa Sørøen, at de overvintrede i disse og dreve Fiskeri paa følgende Steder og med følgende Antal Baade og Mandskab: Sørøen 36 Baade, Hammerfest 15, Maasø 63, Kjelvig 19, Kjøllefjord 3, Tana, Omgang 29, Vardø 79, tilsammen 244 Baade. Enhver Baad var bemandet med 4-5 Mand. Antallet af russiske Fiskere udgjorde altsaa dengang omtrent 1000, hvortil kom Besætningen paa 81 Russepramme eller Dæksjagter", hvori Baadmandskabets Fiskeudbytte afhentedes fra Archangel. Mandskabet paa Baadene, iberegnet Mandskabet paa Dæksjagterne, gik rimeligvis op til ligesaa stort Antal, som hele Finmarkens norske Befolkning, Mænd og Kvinder sammenregnede; thi efter Lensregnskaberne fandtes der i 1774, da Monopoltyranniet var paa sit værste, ikke mere end c. 300 norske Familier i Finmarken. Da nu derhos alle disse fiskesøgende Russer vare udrustede med duelige Fiskeredskaber", saa er det let forklarligt, hvad Amtmand Fjeldsted beretter, "at der af Russerne i Finmarken fiskedes langt mere, end af alle hans Majestæts Undersaatter i Landet, endog Nordlandsfarerne iberegnet." Heldigvis har Forholdene forandret sig, især, efter at Handelen i 1789 blev frigiven og 3 Kjøbstæder oprettede i Finmarken. I de sidste Aar har Russerne langt mindre benyttet sig af sin Ret til at drive Fiske i Finmarken, dels fordi Fiskerierne paa deres egne Kyster nu i en lang Aarrække have slaaet rigeligt til, dels fordi de have fundet det mere lønnende at drive Tuskhandel paa de fjerntliggende finmarkske Kyster. Saaledes fiske Russerne for Tiden alene i Fiskeværet Kiberg. Antallet af Baade, som aarligen have drevet Fiske her, var i Tidsrummet 1830-1840 aarlig 30 Baade. 1851-1855 aarlig 47 Baade.

Det er ikke sandsynligt, at Russernes Fiskerier paa den norske Kyst atter ville tiltage. Efterhvert som Opmærksomheden henvendes paa de murmanske Fiskerier, ville disse blive drevne med større Kraft, og da disse ere ligesaa rige som Finmarksfiskerierne, er der ingen paatagelig Grund for den russiske Fisker til at reise længer end nødvendigt, eller til at gaa over Bækken efter Vand. Desuden har den fiskende Befolkning i Finmarken tiltaget i stor Maalestok, (for Tiden 12-13,000 Mand), saaledes at det bliver mere og mere vanskeligt for Russerne at konkurrere med denne, eller at faa Plads for sine mere gammeldagse og langt tungvindtere Baade og Redskaber. Dersom ikke de russiske Fiskeres Ophold i Kiberg af særegne Grunde støttes og opretholdes af den russiske Styrelse, ville sandsynligvis Forholdene udvikle sig paa den naturligste eller for begge Parter fordelagtigste Maade, nemlig at Russerne efterhaanden foretrække den langt fordelagtigere Handel med Finmarken og indskrænke sig til Fiskeri alene paa sine egne vidtstrakte Kyster, hvor den fiskende russiske Befolkning endnu er forholdsvis ubetydelig (eller c. 2000 Mand).

I de senere Aar have Nordmændene, og i deres Spor Finnerne, begyndt at søge over paa de folketomme russiske Kyster, for der at drive Fiskeri. Som før bemærket, har Nordmændene endnu ingen traktatmæssige Rettigheder, men det vilde muligens være til stort Gavn for disse, om saadanne bleve dem indrømmede, ligesom det formentlig ogsaa vilde være i Ruslands velforstaaede Interesse at indrømme Nordmændene samme Ret paa russisk Kyst, som de selv nyde paa den norske. Dette vilde bidrage til, et raskt Opsving af Fiskebedriften, uden at det vilde komme i Strid med den didsøgende russiske Befolknings Interesse. Antallet af norske Baade, der i Vaarfisket 1867 søgte Russekysten, ansloges af norske Kjøbmænd i Finmarken til c. 150 med en Besætning af 5 Mand pr. Baad. Af disse var c. 30 fra Vardø By, Resten fra Nordland. I 1868 slog Fiskerierne paa Russekysten overordentlig rigeligt til, og Antallet af norske Baade, som søgte did, ansloges til 300.

Naar saa talrige Skarer af Fiskere støde sammen, som Tilfældet er ved Kiberg, og dertil af 3 forskjellige Nationaliteter, Nordmænd, Finner og Russer, kan man ikke undre sig over, at der undertiden opstaar Uenighed og Klage over Forurettelse. De russiske Fiskere, som holde til ved Kiberg, have da ogsaa til forskjellige Tider indgaaet med Klager til sin Regjering over formentlige Forurettelser fra Nordmændenes Side, medens disse igjen ikke uden Grund have ytret Misnøie med Russernes gammeldagse Fiskemethode, der griber forstyrrende ind i den Maade at fiske paa, som nu bruges baade af Nordmænd og deres Disciple, Finnerne. Efter gjentagne Klager fra Russernes Side blev Forholdet undersøgt ved den russiske Generalkonsul Mechelins Nærværelse paa Kiberg i Aaret 1866; men det viste sig da, hvad der ogsaa fremgaar af hans Indberetning, (68) at Russernes Klager vare ubeføiede, og at de i alle Maader bleve behandlede med fuldkommen Upartiskhed og Retvished fra deres Side, hvem det tilkommer at undersøge og afsige Dom i Stridigheder mellem den fiskende Befolkning.

I Almindelighed lever dog saavel den fiskende som handlende Russer i Fred, baade med norske Myndigheder og private Personer. Omvendt har der paa den murmanske Kyst hidtil altid været vist ogsaa den norske Fisker Upartiskhed og Velvillie fra det russiske Opsyns Side. Men i tilfælde af virkelig Forurettelse har de fiskende Nordmænd her langt vanskeligere for at faa Sagen undersøgt, end Russerne i Norge; thi Opsynet med Fiskerne paa den murmanske Kyst er saa mangelfuldt, at det har været Gjenstand ogsaa for flere russiske Forfatteres skarpe Paatale. Det bestod nemlig i 1867 kun af 1 Politiembedsmand (Stanovoi Pristaff) med 4 underordnede Betjente, et Opsyn, som kunde være tilstrækkeligt i et Par af Fiskeværene, men ikke paa en Kyst, der har en Strækning af 700 Verst og 41 Fiskevær. Stanovoien bor desuden i Kola, ved Bunden af den lange Kolafjord, 8 Mil fra nærmeste Fiskevær, og det maa naturligvis først gaa til de største Excesser, førend der fra et fjernt liggende Vær sendes Expres efter Stanovoien. Den russiske Forfatter Tschubinski paastaar endog, at flere russiske Redere have ophørt med Fiskeindustrien, fordi de ikke kunne komme ud af det med sine egne Leiefolk i den Tid, da Kontrabanderommen kommer til Fiskeværene. Strid og Slagsmaal ere da uden Ende, og i Fiskeværene foregaar en Standsning. Selv om der fandtes baade Oldermand og Fredsdommer, vilde disse dog ei være istand til at holde Orden paa Befolkningen, medmindre de bistodes af en Politikommando. Man vilde ikke blot ikke adlyde dem, men de vilde endog selv befinde sig i Fare iblandt denne, til visse Tider didstrømmende Befolkning, som det aldrig har vidst af nogen Orden, eller Styrelse."

Nordmændene, som fiske paa Russekysten, tilholdes hvert Aar ved Cirkulære fra Finmarkens Amtmand om, "at de kun maa fiske i aabent Hav udenfor den russiske Kyst, men ikke lige ved Kysten eller i derværende Elvemundinge, at det ikke er dem tilladt at have Oplag eller andre Indretninger for Fisket iland paa Kysten, samt at de, der drive Fiske paa ulovlig Maade eller indlade sig i andre Ulovligheder, maa vente at blive arresterede af det russiske Politi og domfældte efter russiske Love." Dette har dog alligevel ikke kunnet forhindre, at der beklageligvis af og til har forefaldt Stridigheder, hvoraf den nærmeste Følge har været, at Nordmændenes Baade ere blevne konfiskerede, eller for det Første fratagne dem. Saaledes stod der paa Land ved Kola i 1867 4 Fembøringsbaade, som Politiet havde bemægtiget sig. Paa Grund af det mangelfulde Opsyn og den russiske Retspleies Langsomhed forløber der Aar, inden en saadan Sag bliver endelig undersøgt og paadømt. Naar Vedkommende til Slutning enten frikjendes, eller ilægges Mulkt eller anden Straf, ere Baadene, som have staaet paa Land, udsatte for Veir og Vind, raadne og ikke ubetydelige Pengesummer gaaede tabte for den fattige Fisker.

68) Indberetningen findes trykt i Selskoje chjosjaistvo i ljesovodstvo Journal. St. Petrb, 1866 - og er gjengivet af mig i Morgenbladet for 1869.