En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fiskeredskaber og Fiskemaade. (64)

Det eneste Redskab, som hidtil af Russerne har været brugt paa den murmanske Kyst til Fangst af Torsk og anden Fisk, der bruges til Mad, undtagen Seien, er Jarussen eller Linen. Garn og Haandsnøre bruges ikke. Den russiske Jarus er baade længer og af grovere Tougværk end Nordmændenes Liner. Ogsaa Krogene, som Russerne bruge, ere større end de af Nordmændene og Finnerne brugte. Disse bruge nemlig engelske Kroge No. 5, Russerne derimod No. 7. "Hele Jarussens Længde udgjør 6 og undertiden endog 9 Verst, altsaa over ½ norsk Mil. Den er sammensat af flere Dele. Disse kaldes Stojanki eller Stelklini. Stojanken er 33-42 Favne lang og 1 Tomme tyk." Steklinerne ere tyndere og længere - eller 42-50 Favne. Jarusser, sammensatte af Stojanktoug, bruges paa mindre Dybder end Steklini-Jarusser.

Arostegerne eller de Fortømmer, der fæstes til Jarussen, ere flettede og 5 Kvarter lange. Afstanden mellem Arostegerne er 2 Petljä - eller 2 Gange Afstanden fra venstre Skulder til høire Haands Fingerspids. Disse Fortømmer tages af Linen, naar denne hænges op til Tørring, og fæstes igjen til den, naar den ægnes.

Tre sammenbundne Stojanker eller Stekliner kaldes en Tjuk (Pakke). Stojankerne, som danne en Tjuk, skilles aldrig fra, hverandre. Tjukerne derimod, som danne Jarussen, løses fra hverandre, naar Linen drages, og knyttes igjen sammen, naar den ægnes og sættes. Tjukernes Antal i en Jarus variere mellem 20 og 30. Krogene, der bruges, ere dels af engelsk, dels af russisk Fabrikation. De første ere dyrere, men efter Fiskernes enstemmige Udsagn saa meget bedre, at man med dem fanger 1½ Gang mere end med russiske Kroge. Til enhver Jarus hører 3 Ankere eller Iler, af hvilke et anbringes i hver Ende og et i Midten. Til Ilerne er fæstet et Iletoug, afpasset i Længde efter Havets Dybde. I Enden af Iletougene er igjen fæstet en Kubas eller Træklods, og i denne er sat en længere Kjep (Pafura), der har en Dusk af Basttrevler i Toppen. Træklodsen eller Kubasen har ikke den Vægt, at den holder Kjeppen vertikal, og, naar Søen er speilblank eller som den russiske Fisker udtrykker sig, "glasseret", opfylder den meget ilde sin Bestemmelse, nemlig at vise, hvor Jerussen findes. Men Søen er sjelden speilblank paa hine Kanter, og ved den mindste Bølgegang dupper Pafuren eller Kjeppen idelig op og ned og viser sig derved igjen bedre for Øiet end om den altid stod vertikal. Halvparten af Linen ægnes i Land, den øvrige Del under Udfarten eller under Sættingen. Jarussen sættes paa samine Maade som Nordmændenes Liner. Først kastes nemlig Dubbelet, derpaa Ilen eller Dræggen, hvori baade Iletouget og Jarussen ere fæstede. Jarussen sættes følgelig først ret ned tilbunds, men, naar Ankeret har naaet Bunden, roes i en bestemt Retning, og Sættingen foregaar til Linens Midte, hvor igjen en Dræg kastes tilligemed en Kubas eller Dubbel med Iletoug. Ved Jarussens Ende kastes sidste Anker og sidste Dubbel. Den, der sætter Jarussen, maa kjende Dybden saa nøie, at han ikke giver Dubbelet for lidet Toug og derved lader det drages under Vandets Overflade.

Naar ikke Storm tvinger den russiske Fisker til at søge Havn, bliver han i Regelen liggende til Ankers ved Jarussen, indtil det igjen er Tid at drage den. Sædvanligvis lader man Linen staa 6 Timer af Natten, men, dersom der findes lidet Fisk, i 12 Timer og undertiden endogsaa et helt Døgn. I dette Tilfælde vender man altid tilbage til Stanovishtschen eller Fiskeværet. Hver enkelt af de 4: Mand, som høre til en Baads Besætning, har vistnok sin særlig bestemte Forretning, men Mandskabet giver hinanden dog ofte en Haandsrækning, naar Arbeidet for den Enkelte er mere end almindeligt tungt. Kormtschiken eller Høvedsmanden styrer Baaden, Tjägletzen sætter og drager Linen, Naschivodschiken ægner den, og Weseljtschaken ror Baaden under Sætting og Draging. Tjägletzens Arbeide er i Regelen det tyngste, da, som tidligere bemærket, Jarussen ofte er over 6 Verst lang. Styrmanden hjælper ham derfor med at hugge Fisken ind i Baaden ved Hjælp af en Ljap eller Klep og tager Krogen af den, hvorefter Naschivodschiken "døver" Krogene eller ombinder dem med Fortommen saaledes, at de ikke forvikles i Jarussen. Naar Linen er trukken, vender man i Regelen tilbage til Stanovishtschen; men det hænder ogsaa, at man medtager Agn til Sætting,. og i dette Tilfælde "døver" Naschivodschiken ikke Krogene, men ægner dem paanyt. Dette Arbeide er i Vintertiden eller tidligt paa Vaaren, naar Kulden endnu er stræng, det ubehageligste; thi det gaar ikke an at bruge Vanter paa Hænderne. Derfor ser man altid, at Naschivodschikerne, Gutter paa 15-18 Aar, have Skrammer, Saar og Svuld paa Hænderne. Paa Tilbagereisen til Stanovishtschen løser Tjägletzen den ene Tjuk fra den anden og ringer dem sammen hver for sig. Ved Ankomsten til Stanovishtschen tager Weseltschaken dem ud af Baaden og hænger dem op paa Hjelstænger. Men dette, i Baaden blot i Hast udførte Arbeide, at rede, ringe og "døve" Krogene, gjøres i Land nøiagtigere om igjen af Suji, Gutter paa 10-12 Aar, hvoraf der paa hvert Fiskevær findes flere, i Almindelighed l for 2-3 Baade.

Til selve Fiskefangsten bruge Russerne et Slags lange, stærkbyggede Baade, som kaldes Snjäker. De ere i Almindelighed omtrent 15 Arschin lange i Kjølen. Den bagerste Del har Dæk og danner et Slags Kahyt.

De russiske Fiskerbaade ere rummeligere end de norske, saaledes at der findes særskilt Rum for Mandskabet, for Fisken, for Linerne og for Rensing af Fisken; men de ere tunge, seile daarligt og kunne aldeles ikke klare Storm og Søgang i Lighed med de norske Fembøringsbaade. Naar ingen sikker Havn findes, maa de norske Baade ofte drages paa Land. Russe-Snjäkerne derimod taale at ligge paa langs eller tværs i Stranden og hugge mod Stenene. Snjäken er et gammeldags, klodset Fartøi, men det passer til Russernes tunge Jarusser. Skulde lettere Baade efter norsk Model indføres, maatte ogsaa Tougværket i Jarussen ombyttes i Lighed med de norske Liner.

Til Agn paa Jarussens mangfoldige Kroge bruges Lodde, Siil eller stor Fjæremark. Ved enkelte Fiskevær, f. Ex. Gavrilov, Litza og fl., findes strax i Nærheden Anledning til at fange Siil. Ud imod Aftenen reiser hvert Fiskerparti, afsted og fanger med sine tætbundne, smaa Nøter det nødvendige Agnforraad til hele den følgende Dag. Med den om Aftenen fangede Agn reiser man om Natten ud paa Fangst, vender under Dagens Løb tilbage med Udbyttet og farer igjen om Aftenen samme Dag afsted efter Siil eller anden Agn. Saaledes foregaar Fangsten af Siil hver Dag, uden Ophør, undtagen Lørdagen og Dagen før andre Helligdage. Men ved andre Stanovishtscher, f. Ex. Semiostroverne, maa man reise 10 Verst eller lige til Mundingen af Floden Litza for at finde Agn. Her reiser man afsted efter samme om Aftenen, fanger den om Morgenen, og vender tilbage med samme i Løbet af Dagen eller, under Modvind, ofte ikke førend om Aftenen. Saaledes gaar hveranden Dag med til Fangst af Agn, og fraregner man Helligdagene samt stormfulde Dage, bliver der i Regelen ikke mere end 2 Fangstdage om Ugen. Paa saadanne Steder lader man altid Jarussen staa længere Tid i Søen, og man sætter den igjen, efter at have draget den, uden først at reise i Land. Om Vaaren, naar Lodde forefindes, er Anskaffelse af Agn ordnet paa en anden Maade. Samtlige Fiskere forene sig da i Partier paa 4 Baade, selv om disse tilhøre forskjellige Redere, og den ene af disse Baade farer Turvis efter Lodde, medens de 3 andre drive Fisket. Findes hverken Lodde eller Siil, maa man med store Jerngafler grave op Sandmark i Ebbetiden. Dette Arbeide er besværligt, og Jarusserne forkortes betydeligt, naar man ikke har Andet end Mark at ægne med.

Hverken paa den murmanske Kyst eller i Norge har man endnu drevet det til at opbevare den kostbare Agn af Lodde, som enkelte Dage kan fanges i Mængdevis, i dertil indrettede Ishuse. Dette maatte dog upaatvivlelig være en temmelig let Sag og vilde ganske vist ofte lønne sig overordentlig godt.

64) Efter Isledovania o sostojanii rybolovstva w Rossii.