En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Anikijef. Anika. Sagn. Peisens Kloster.

Den 30te Juni om Eftermiddagen gjorde vi Forsøg paa at seile videre østover for at komme omkring Fiskerøen til Havnen Karabella paa Østsiden. Men efter at have krydset en stund udenfor Goaskem Njarga (Ørne-Næsset) kom Ishavstaagen tæt og tyk indover os, og vi fandt det raadeligere at gaa ind igjen til Vaideguba end at ligge og gynge ude paa Havet i Skaadden, uden at vide, hvor vi vare. Den lste Juli om Eftermiddagen syntes Vinden saa gunstig, at vi atter reiste afsted, men maatte for Vind og Strøm mod Land kaste Anker udenfor Fiskeværet Zubovka. Folkene benyttede Tiden til med sine Haandsnører at drage op 50 store Loddetorsk, for hvilke de senere agtede at tiltuske sig Brød hos russiske Lodjeskippere.

Endelig naaede vi ved Middagstid den 2den Juli Havnen Karabella, paa Østsiden af Fiskerøen. Om Eftermiddagen drog vi i en nordlandsk Fembøringsbaad hen for at undersøge en liden Klippeø, som hedder Anikijef. Om denne Ø havde vi læst hos Castren, der omtaler den, uden dog at have seet den. Og af Andre havde vi hørt tale om den som en Mærkværdighed, idet der paa samme skulde findes Indskrifter med Bogstaver, som Ingen havde kunnet læse. Vi steg derfor iland med en Smule Forventning om at gjøre en stor Opdagelse. Stedet blev snart fundet, - en flad horizontal Skiferklippe, hvorpaa der ganske rigtig fandtes en hel Del Indskrifter, dog disse vare hverken skrevne med Kileskrift eller Runer, men med ganske ordinære latinske Frakturbokstaver, paa et Par russiske nær, og angav Navne paa Skippere, især Flensburgere, som havde lagt her paa Havnen for at gjøre Fiskeopkjøb. De ældste vare de, som her nøiagtigt findes gjengivne. De øvrige vare simpelthen indhugne Navne med Aarstal, som jeg ikke fandt det værdt at afskrive.

Klippeindskrifter paa Øen Anikief

Derimod vil jeg fortælle et Sagn om Øen, som jeg hørte af vor Lods, Lappen Nille Halt. Det skal ogsaa være almindelig kjendt iblandt Russerne i Archangels Guvernement. En russisk Forfatter, Weretschagin, siger, at han har hørt det af disse, og fortæller det næsten ordlydende saaledes, som jeg hørte det og nedskrev det paa Lappisk efter Nille Halts Fortælling.

Sagn om Anika.

For mange Aar siden maatte Alle, som laa paa Fiske omkring ved Fiskerøen, betale Afgift af sit Fiskeudbytte til en Sørøver, som hed Anika, eller Aniki. Han kom did hvert Aar med sit Skib og Mandskab og aftvang Fiskerne Tiende af deres Udbytte. Om Vinteren var han der ikke og Ingen vidste, hvor han da opholdt sig. Men de allerførste Fiskere, som ankom om Vaaren, kunde være sikre paa at finde Skibet der og Anika selv spadserende frem og tilbage langs Stranden, færdig til at modtage dem, naar de kom med sit Fiskedræt fra Havet. Gav de ikke med det Gode, saa tog han med Magt, og i saa Tilfælde kunde man være glad ved, at man fik beholde Livet. Hvert Aar, naar Fiskerne vare ankomne, samlede han dem om sig og tilspurgte dem, om Nogen vilde vove sig i Tvekamp med ham. Men Anika var større og stærkere end noget almindeligt Menneske, og Ingen vovede at indlade sig i denne Kamp. Derfor vovede heller ikke Nogen at nægte ham Afgift af Fiskeudbyttet. I mange Aar varede denne Plage, og i mange Aar var Anika en Skræk for alle Fiskerne paa Fiskerøen. Han gjorde hvad han vilde. For ham existerede hverken Lov eller Ret.

Saa hændte det en Dag, at et Baadlag af Russer skulde, som sædvanligt, reise ud paa Fiske fra Havnen ved Anikijef. I sit Hastværk efter at komme afsted havde de ikke lagt Mærke til, at en ung Gut var kommen hen til dem. Han hilste høfligt paa Styrmanden og sagde: "Tag mig med Eder ud paa Fiske, Kammerater, jeg skal tjene som Lineægner." Høvedsmanden saa paa Gutten, men kunde ikke mindes at have seet ham før. Han svarede, at de allerede havde Lineægner, Linedrager og Rorskarl, og at det bare vilde være til Bryderi, om de tog Flere med i Baaden. Ikke desmindre vedblev Gutten at tigge Høvedsmanden om at maatte faa blive med. "Naa, siden du har slig Lyst", siger Høvedsmanden tilslut, "saa faar du blive med os da! Kors dig, bed din Bøn og gaa i Baaden!" Gutten saa gjorde, og Baaden drog afsted. Fiskerne havde Lykken med sig den Dag. Baaden var snart fuld af Fisk, og de roede tilbage igjen, men, som sædvanligt, maatte de først lægge opom Anikijef for at afgive en Del af Fisken til.Kjæmpen Anika. Da de landede ved Øen, kastede de Fisken op paa Stranden for at rense den. Dette Arbeide blev overladt til den unge Gut, som den Dag havde været med dem. Han gjorde, som man pleier at gjøre. Han skar Hovederne af, tog Indvoldene ud og flækkede Fisken; men alt dette udførte han i en saa utrolig Fart, at Mandskabet stod aldeles forbauset og saa paa ham. Da han var færdig, tog han sine Handsker af Hænderne og bad Rorskarlen skylle dem rene. Denne saa gjorde og leverede ham dem tilbage igjen. Gutten syntes ikke, at Rorskarlen havde presset Vandet rigtigt af dem. Han tog derfor selv og vred dem, men i det Samme gik de tværs af imellem Hænderne paa ham. Baadsmandskabet, som saa denne Prøve paa uhyre Styrke, begyndte at faa en Mistanke om, at Gutten ikke kunde være noget rigtigt Menneske. I det Samme kom Kjæmpen Anika gaaende hen imod dem.

"Hør, I Folk der", skreg han, "hvorfor har I ikke bragt mig Afgift af Fisken idag?"

"Du ser mig ud til en underlig En, du", svarede Fiskernes unge Kammerat, idet han vendte sig om imod Anika, "hvad vil du her; du er ikke kommen til de Rette! Gaa din Vei med det Gode, eller saa..."

"Hvad saa? Ha, ha, ha", lo Anika. "Jeg ser, at du ikke kjender mig! Se til, at du selv skrubber af, eller saa skal jeg slaa dig saaledes til Marken, at du aldrig reiser dig mere!" Gutten lod, som han slet ikke ænsede, Anikas Trudsler, men gik lige hen imod ham. "Aha, min lille Ven", skreg Kjæmpen, "jeg ser, du mangler ikke Mod; jeg tror næsten, du tænker paa at slaas med mig?" Ja, han var slet ikke bange for det, mente Gutten. Saa blev der da udvalgt et Sted oppe paa Fastlandet, hvor Kampen skulde holdes. Pladsen blev indhegnet med et Gjærde af Stene, og begge de Kjæmpende skulde under Kampen holde sig indenfor Stenringen. Men selve Kampen skulde foregaa paa den besynderlige Maade, at hver af de Kjæmpende skulde 3 Gange kaste sig paa Hænderne og slaa sin Modstander i Brystet med Benene. Først skulde Gutten staa for Kjæmpen Anikas Slag, og han stillede sig derfor op indenfor Ringen. Anika kastede sig paa Hænderne, gik rundt som et Hjul og slog Gutten midt i Brystet med Benene. Men Gutten rørte sig ikke af Pletten. Anika gik tilbage igjen nogle Skridt og gjorde et nyt Hallingkast. Gutten veg et Skridt bagover, men blev staaende. For det 3die Kast veg Gutten en Favn tilbage, men blev dog staaende paa Benene indenfor Ringen. Nu var det Anikas Tur at staa for Guttens Slag. Han gjorde, som Anika havde gjort, kastede sig paa Hænderne og slog ham med Benene i Brystet. Allerede før det første Slag veg Kjæmpen en Favn tilbage. For det andet Slag drev han 3 Favne tilbage, og for det 3die Slag drev han 7 Favne tillbage og blev liggende død udenfor Stenringen. Russerne gravede en Grav indenfor Ringen. I den blev Kjæmpen Anika lagt og en Stenhaug kastet over ham. Derpaa gik alle Fiskerne, som havde overværet Kampen, tilbage igjen til Stranden sammen med den gaadefulde unge Mand. Han samlede dem her for sig og sagde til dem: "Takker Alle Gud! Eders Fiende er ikke mere, og fra nu af skal Ingen forurette Eder i Eders Fiskebedrift. Gud være med Eder, Farvel!" Efter disse Ord forsvandt den unge Mand for deres Øine, og Ingen ved, hvorfra han kom, eller hvor han drog hen.

Efter Lappernes Fortælling skal der oppe paa Fastlandet, paa en Slette et Stykke fra Havnen, endnu findes Spor af Stenringen, hvor Kampen holdtes, og hvor Kjæmpen Anika fandt sin Grav. Desværre fik jeg ikke Tid til at undersøge Stedet. I sine Reiseskisser fra Lapland mener min ReisefæIle, Professor Daa, at "dette romantisk russiske Folkesagn" intet Andet er end et Bevis paa, Almuens Forvexling af ældre Begivenheder med nyere, mere bekjendte", nemlig "Engelskmændenes Vikingebragder i 1809 mod de usle Fiskerleier paa Ishavets Kyst", og antager forresten, at Øen har faaet sit Navn efter "Anikita, en Helgen i den russiske Almanak." Nogen særegen Grund til at opkalde denne ubeboede Klippeø efter hin Helgen kan imidlertid ikke paavises. Jeg skulde være tilbøielig til at tro, at man finder Nøglen til Navnet og Sagnet i Peisen-Klosterets Historie, hvoraf jeg derfor her skal meddele lidt.

I Midten af det 16de Aarhundrede skal Trifan, Lappernes Apostel, have bygget en Kirke (se Pag. 147) og grundlagt et Kloster ved Udløbet af Floden Petsehenga i Peisenfjorden, der af Nordmændene i ældre Tider af denne Grund kaldtes Munkefjord. I 1556 drog Trifan selv til Moskva og udvirkede et Gavebrev af Storfyrst Ivan Wasiljvitshj - af 22de Novbr. 1556 -, hvorefter "hele Omegnen lagdes ind under Klosteret." Til Norges Ret eller Landshøihed over hine Trakter har vel dengang neppe været taget noget Hensyn; men som før paavist, erkjendtes den dog, og de Munke, der endnu fandtes der i 1599, maatte "betale til Norges Krone for Benyttelse af Mark og Elve 18 Mark Dansk aarlig." Trifans Ry for Hellighed gjorde, at der meget snart strømmede baade Munke og Lægfolk til Klosteret. Dette kan skjønnes deraf, at, da et svensk Streifparti i 1590 ødelagde og brændte Klosteret, skal efter Nogles Opgave 56 Munke og 65 af Betjeningen, efter Andre i det Hele 200 Individer, være blevne dræbte. Nok er det, at Klosterkolonien engang synes at have været i en særdeles blomtrende Forfatning, og Munkene at have forstaaet at benytte sig af de Fordele, som Gavebrevet skjænkede dem. De drev ikke blot paa Fiskeri og Hvalfangst, men ogsaa paa Handel og Søfart. Ved Mundingen af Peisen- og Pasvigelven skal de have ladet bygge Baade og Fartøier, hvormed de tildels udførte Landets, Produkter. Blandt Andet leverede Klosteret til det Indre af Rusland aarlig 20,000 Pud Salt toldfrit over Kola efter Privilegium af Czar Alexei Michailovitshj og fik igjen fra Rusland den nødvendige Forsyning af Mel, Vox, Linnedvarer m. m. "Klosteret havde", hedder det, "foruden Skibsbyggeri, Fiskeindustri og Søfart derhos ogsaa betydelige Kvæghjorde."

Som Bevis paa Klosterets Handelsforbindelse med Udlandet anfører Tschubinski i "Sapiski dlja Stenia" en Afskrift af en Handelstraktat, som var afsluttet mellem Klosteret og et Handelshus i Amsterdam. Dette Handelshus's Kommissionær eller Fuldmægtig hed Andreas Neich, der hvert Aar ankom med et større Skib, ladet med Salt og Tønder, for at indtage og tilbageføre til Amsterdam, hvad der fiskedes. Klosterbrødrene havde paa 6 Aar forpligtet sig til at sælge til A. Neich - og til ingen Anden - al den Lax, Stokfisk, Torsk- og Hvaltran, som de kunde opdrive dels gjennem sine egne Tjenere eller Fiskere, dels gjennem andre Fiskere der i Trakten, hvilke skriftligt havde maattet forpligte sig til "ikke at gjemme bort eller sælge til Andre end A. Neich. Ifald Klosterets Forstander eller Brødrene stjæle eller gjemme bort Fisk, saa betaler Klosterets Forstander 100 Rubel." Paa den anden Side var A. Neich forpligtet til at bringe fra Fiskerleierne og fra Laxeelvene Kola og Tulom den Fisk ind til Peisens Kloster, som Brødrene, Betjeningen og Gjæsterne behøvede. Af den Lax, som leveredes til Klosteret, maatte ingen være under 7 Pund. "Og om nogen Fisk leveres under 7 Pund, saa skal af den fisk tages 2 istedetfor 1." Skibets Ankomst fra Amsterdam var bestemt til 29de Mai. Dersom det kom forsent med Tønder og Salt, var Amsterdamhuset ligefuldt forpligtet til at modtage den bedærvede Fisk for god Vare. Dersom Skibet med Fisk eller Salt forliste, var Rederne ikke berettigede til at søge Erstatning af Munkene, heller ikke Munkene for Tabet af den betalte Last af Salt og Tønder. Foruden Betaling for Fisken var Amsterdam-Kjøbmænderne forpligtede til aarlig at levere til Klosteret som Skjænk og Gave: "2 Pud Vox, l Pud Røgelse, 1 Tønde rød Kirkevin, samt til Brødrenes private Behov - 2 Tønder Brændevin og l Anker Rhinskvin."

Af det Anførte er det klart, at Klosterbrødrene i sin Tid har havt Monopol paa Fiskeudførselen fra en Del af russisk Lapland, ligesom Bergens Kjøbmænd omtrent samtidigt havde Monopol paa al Handel i Finmarken. Hele Fiskebefolkningen har været holdt i et Slags Livegenskab af Munkene, idet de skriftlig havde forpligtet sig til ikke at sælge Fisk til Andre end dem og rimeligvis, til den Pris, som disse fandt for godt at give. Til at have Opsyn med Befolkningen og holde dem i Ave og Respekt bleve de troligt bistaaede af Neich, "som hvert Aar ankom med et stort Skib." Denne Neich, til hvem Fiskerne vare forpligtede at levere al Fisk, har naturligvis opført sig som uindskrænket Herre og tyranniseret Befolkningen. Intet Under derfor, om hans Færd er bleven foreviget i et Sagn, og at det Sted, hvor han oftest laa med sit Skib, fik Navn efter ham. Neich vil paa Lappisk blive Nika og paa Finsk Niki. Men A-nika? Hans Fornavn var, som Tschubinski tilfældigvis oplyser, Andreas. Han skrev derfor maaske sit Navn A. Neich, og ligesom andre store Mænd blev han i daglig Tale kaldt A. Neich, hvoraf da ligetil opstod Aniki eller Anika. Aarstallene paa Øen Anikijef staa ogsaa i Samklang med de her anførte Data af Peisenklosterets Historie. Indtil 1590 vare Klosterbrødrene eneraadige over Fiskeværene, saaledes at det ikke kunde nytte nogen anden Skipper eller Kjøbmand at komme til disse for at kjøbe Fisk. Men efter Klosterets Ødelæggelse i 1590 blev Handelen formodentlig igjen fri, saaledes at Andre end Neich kunde handle med Fiskerne. Af denne Grund kunne Skipperindskrifterne paa A. Neichs Ø først begynde omtrent paa denne Tid eller, som den ældste udviser, med 1595.

Efter Ødelæggelsen i 1590 flyttedes Klosteret til Staden Kola, hvor det igjen Aar 1619 opbrændte tilligemed Byen. Derpaa opførtes det tæt ved Byen, men paa østre Side af Kolaelven, og kaldtes nu det kolske­petschenske Kloster. Aar 1701 blev Klosteret anvist til Bopæl for den kolske Archipastor, og snart derefter opløstes det. Inde i Peisen har, som det synes, en Del Munke dog vedblevet at bo efter Klosterets Ødelæggelse. Den fornævnte russiske Forfatter, Tsehubinski, fortæller ialfald, "at der endnu 111 Aar efter Klosterets Ødelæggelse - eller i 1701 - skal have boet 13 Munke i Peisen, og uagtet Kolonien saaledes var aldeles i Forfald mod, hvad den før havde været, skal der dog ifølge et Brev fra Forstanderen for det kolske-petschenske Kloster i Kola Lawrentius til Archiepiskopen Afanasius samme Aar være "solgt til Udlandet 12,752 Tørfisk, 143 Pud Tran og 3,470 Lax". Og nu for Tiden? Ja, nu for Tiden findes der intet Kloster mere, heller ikke nogen Munkekoloni, men derimod bor sammesteds en Pope eller Landspræst, og længer oppe ved Elven, som falder i Peisenfjorden, staar en Kirke. Den skal være temmelig stor, ottekantet og ret smuk. Den kaldes Trifans Kirke, da denne hellige Mands Ligkiste skal findes her. Den ansees for særdeles hellig, og der fortælles, at Russer ligefra Trakterne ved Ural undertiden valfarte did for at forrette sin Andagt.. Disse Valfarter foregaa om Vinteren ved Markedstid, dog ikke møisommeligt tilfods, under store Savn og Besværligheder, som det sig hør og bør for rette Pilegrime, men, efter hvad man fortalte, kom disse nok saa lystigt kjørende med Lappernes Rensdyr. De rettroende Lapper skydse disse Gudfrygtige gratis, enten det nu er af Frygt for dem eller i Haab om, at de skulle tage dem med i sine Bønner, og derved nogle Draaber af Herrens velslgnelse blive ogsaa dem til Del, naar den rigeligen udøses over hine. Den russiske Pope bor om Vinteren ved Kirken, hvor ogsaa en Del Lapper have sin By, men om Sommeren nede ved Fjordbunden. Til hans Omsorg høre alle Lapper, der bo vestenfor Kola og nordenfor Notozero. De benævnes efter de Steder, hvor de bo om Vinteren, og inddeles i Pasvig-Lapper, Peisen-Lapper og Muotke- (Eid-) Lapper. De sidste have sine Vinterpladse ved Bunden af Litzafjord. Antallet gaar op til c. 300 Individer.