En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Tulom.

Lappegamme ved Tulom.

Den største af de to Elve, der falde ud lige ved Byen Kola, hedder Tulom. Den kommer fra Nuotjavre og har en Vandmasse som Altenelven eller som en Elv af 3die Rang i Norge. Dens Navn er lappisk. Tulom-jok, egentlig Tulvom eller Dulvom-jok, betyder Flom-Elv, et Navn, som den ikke uden Grund har faaet. Den har et meget bredt Løb, saaledes at man ikke altid ved, om man skal kalde den Elv eller Indsø. Lange Strækninger af dens lave Strande oversvømmes i Vaar- og Høstflommen. Eller kanske Navnet, Flom-Elv, kan hidrøre fra den Omstændighed, at Indflydelsen af Høivande i Fjorden gaar lige op til det første Stryg i Elven, omtrent 10 Verst fra Søen.

Den 10 Juli gjorde vi en Tur opover Elven i en Baad, som vi leiede af vor Vært, og havde til Rorskarle to Finlændere, af hvilke den ene, Isojussi, (Stor-Johan), havde boet i Kola i flere Aar. Vi: reiste afsted, da Høivandet fra Fjorden begyndte at gaa op igjennem Elven og saaledes ikke blot lammede Strømmens Styrke, men ogsaa ofte dannede Bagevjer, hvor vi havde Strømmen med os. Tulom har smukke, lavlændte og skovbevoxede Bredder. Paa den første halve Mil opover langs Elven er Birkeskoven, som gaar lige ned til Elvebredden, endnu ganske lav, næsten blot Krat, men den staar saa tæt, at det paa Frastand ser ud, som om de jævnt skraanende Lier vare bedækkede med det yppigste Grønsvær. Hist og her rager et enkelt Grantræ op over Birkekrattet. Dette tyder hen paa tidligere existerende Skov; som Mennesker og Ild rimeligvis har ødelagt. Efterhaanden som man kommer længer opover, begynder Bredderne at hæve sig noget og Strømmen at blive raskere, men Elven er endnu omtrent 1 Verst bred. Grantræerne begynde at staa tættere blandet med Furu. Ogsaa Aspen begynder at vise sig ¾ Mil oppe, endnu den 11. Juli med rødbrune Blade, ligesaa Rogn, Selje og Older, og inde imellem disse finder man vilde Ribsbuske, saavel i Skraaningerne ned imod Elven, som paa de med Siv og Vidiebuske bevoxede mangfoldige Smaaøer, hvor der ogsaa voxede yppigt Græs, blandet med rig Flora af Aakerbær- og Multeblomster. Men ingen levende Sjæl saaes eller hørtes noget til i denne frodige Ødemark, førend vi kom noget længer op, omtrent 8 Verst fra Byen, hvor den første Laxefiskeplads findes. Fisket drives for Kolapræstens Regning af nogle Lapper, af hvilke en var en ægte Skurveskolt. Besynderligt nok, saa vi heller ikke noget Fuglevildt, skjønt Terrænet langs Elven egnede sig ganske fortrinligt til Opholdssted, især for Ænder. Jeg saa paa Turen ikke mere end et Par, og disse vare meget sky, en Omstændighed, som forekom mig baade besynderlig og mistænkelig i dette ærke græsk-katholske Land, hvor man ikke spiser Kjød i Halvparten af Aaret, og hvor Fuglevildtet saaledes synes at maatte faa leve i paradisisk Fred og være meget spagfærdigt. Jeg har derfor en Mistanke om, at Lapperne ikke saa nøie efterleve Fastelovene med Hensyn til Nydelse af Fuglekjød, og denne Mistanke bestyrkedes derved, at jeg opdagede en Rifle i Lappens Baad. Her kunde intet Andet være end Fuglevildt at bruge Riflen paa medmindre det skulde være for at fælde en eller anden Ren, som havde forvildet sig bort fra de tamme Renhjorder. Vi kjøbte en 12 Mærkers Lax af Lapperne for 60 Kopek. Lappen blev yderlig forbauset over, at jeg vilde, at han selv skulde sige, naar han havde faaet Betaling nok, idet jeg lagde Penge for Penge op i hans fremrakte Haand. Saa stor Tillid til hans Ærlighed var sikkerlig aldrig før bleven ham vist. Han tog dog ikke en Kopek mere end den akkorderede Sum.

Omtrent en Mil fra Kola udvider Elven sig atter saaledes, at den har Lighed med en Indsø. Hyppigt kommer man forbi Øer, bevoxede med Smaaskov og ypperligt Græs. Aasene paa begge Sider ere lave og bevoxede, saa langt Øiet naar, ligetil Toppen, hvor man imod Himmelen ser dels ranke og spidse Grantræer, dels Furutræer med sine runde Kroner - kappes om at hæve sig op imod Skyerne.

Der kan ingen Tvivl være om, at der langs denne store, prægtige Elvs Bredder, hvor der nu ikke findes Andet end nogle faa Laxefiskende Lapper, boende i yderst usle, extemporære Torvgammer, som Billedet viser, maa findes mangfoldige ypperlige Bopladse for en Befolkning, der vilde leve af Fædrift. I saa Maade er visselig Forholdene her gunstigere end langs Pasvig- og Tanaelven. Her vilde en Nybygger ikke behøve at arbeide meget for at faa Engmark nok til 6 á 8 Kjør eller flere. Men kun et eneste Sted, 16-17 Verst oppe ved Elven, saa jeg paa en Ø og ligesaa paa østre Elvebred, Spor af, at Mennesker havde søgt at gjøre sig nogen Nytte af den naturlige rige Overflod af Græs. Her stod nemlig inde imellem Birkeskoven, paa nogle aabne Pletter, opstillet Hæsjer til Tørring af Hø. Rimeligvis blev dette her indsamlet for Kolabeboernes Kjør og 4 Heste. Byen Kolas eget Terræn strækker sig 4 Verst ind i Landet og 4 Verst udad, langs Fjorden. Resten af det indre Land med dets Herligheder af Jagt og Fiske betragtes som tilhørende den lappiske Befolkning.

Tulom-Elven kan, som Pasvig- og Tanaelven, befares med Baad op til den store Indsø Nuotjavre, hvor der findes en ny Lappekirke og bor en Præst, der har en udelukkende lappisk Menighed. Tulom-Elven skal være meget rig paa Lax. Vist er det, at vor Vært med 4-5 Garn, der bleve udsatte ved Elvens Munding, lige ned for hans Hus i Kola, paa et Døgn fiskede 21 Pud Lax. Efter Lappernes Udsagn skal Laxen ikke blot gaa op i Nuotjavre, men ogsaa videre, langt op igjennem de Elve, der komme fra Høiderne, ved Finlands Grænser og falde i Nuotsøen.

Vi kom ikke længer end 2 Mil op igjennem Elven. Her findes det første større Stryg, hvor Stigningen er saa stor, at Strømmen skummer hvid imellem Stene og Klippeblokke. Hidtil havde Aneroidbarometeret ikke vist mere end 12 Fods Stigning. Bredden af Elven er endnu heroppe 330 Fod. Stedet hedder Galjebokha njarga og egner sig ganske fortrinligt til Station for en Sportsmand: der vilde drive Laxefiske med Flue. Kommer der blot regelmæssig Damp mellem Vadsø og Kola, vil Stedet vistnok snart blive opdaget og optaget. Nu fisker en Lap her, som havde sin Vinterby ved Kenses javre, nogle Mil øst for Kola. Jeg talte med ham; men hans Sprog var saa forskjelligt fra de Dialekter, jeg hidtil havde hørt, at det faldt vanskeligt. Dog kom vi nogenlunde ud af det med hinanden. Jeg forærede ham en Messingring og skjænkede ham dertil en Dram. Begge Dele fandt hans ubetingede Bifald, og han blev herover saa gjæstevenlig stemt, at han absolut vilde koge en Lax til os. Paa min Forklaring, at vi nylig havde spist fersk Lax, vilde han, at vi skulde tage Laxen med os. "Vi har Lax i Baaden, som vi har kjøbt før i Dag", forklarede jeg ham. "Ja, men denne skal du faa som "skænka", som Skjænk og Gave. Han brugte her, skjønt hans Hjem, som sagt, var østenfor Kola, og skjønt han rimeligvis aldrig før havde talt med en Nordmand, dog et norsk Ord. Flere lignende hørte jeg senere af Lapper langt inde i russisk Lapmarken, f. Ex. rasse, Græs, risse, Ris(kviste), rinke, Ring. Rimeligvis maa disse Laan hidrørefra den Tid da disse Trakter vare norsk Skatteland. Saa maatte vi da tage imod den tilbudte Lax. Straxefter kom han med en stor Næverskaal, fyldt med Laxerogn, tillavet som Kaviar, og tilbød mig. "Im bora! - jeg spiser ikke det Slags!" - svarede jeg. Lappen blev synlig bedrøvet over, at jeg ikke paaskjønnede en Delikatesse som denne, men Finnen Isojussi, som stod hos, og som rimeligvis fandt det høist taabeligt af mig ikke at modtage, hvad der tilbødes, greb uden videre Næverskaalen af Lappens Hænder og bragte den ned i Baaden. Han spiste paa Nedturen Rognen med stort Behag, raa, som den var.

Tilbagefarten nedover Elven til Kola gik meget hurtigt og let, da det var Ebbetid, og vi saaledes havde en strygende Strøm, bedre end nogen Medbør, hele Veien nedover, uden dog at hindres af altfor stridtskummende Stryg.