Lokalhistoriske tekster fra Finnmark
En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871
Kola.
Kola, seet fra Søen
Ved Midnatstid den 7de Juli kunde vi se ind til Kola, eller, rettere sagt, til det Sted, hvor Kola laa; thi endnu var kun faa nye Huse opbyggede efter Bombardementet i 1845, og kun en Del usle Hytter stode igjen af den gamle By. Kun den nyopbyggede, om end ikke ganske færdige Kirke, med sin uhyre Kuppel, rager høit op og viser sig tydeligt imod Suolavarekas Aasryg bag Byen. Kl. l om Morgenen var vi inde paa Havnen og gik til Køis for senere ud paa Dagen at gjøre vor Opvartning i Byen hos Stedets Øvrighed. Heri blev vi dog forekommet, idet Stedets fornemste Øvrighedsperson udpaa Formiddagen, da Folk kom fra Kirke, - det var nemlig Søndag, - lod sig ro ud til os for at hilse paa os ombord paa Baaden og underrette os om, at han havde leiet Logis til os hos en af Byens bedste Kjøbmænd ved Navn Malvistof. Han viste os herved en meget stor Tjeneste, da der i den ødelagte By naturligvis ikke var noget Hotel. Vi vilde rimeligvis, uden denne Forekommenhed, have været nødte til for det Første enten at bo ombord paa Baaden eller for første Gang gjøre Brug af vore medhavende 2 Telte. Strax efter kom ogsaa Toldembedsmanden ud til os i Uniform. Vi viste ham vore Pas, nemlig Padorosnaja Postpas, og Otkruitui list eller Embedspas, som vi i Kristiania vare blevne forsynede med fra Petersborg gjennem vor Minister. Uagtet dette ventede vi os dog en meget skrupuløs Undersøgelse af vore mange Effekter; men det blev ingenlunde Tilfældet. Med overordentlig Høflighed spurgte han os om, hvad vi havde i de forskjellige Kufferter, og noterede blot op, hvad der efter vor Forklaring fandtes i 2 laasede Kasser, uden at lade disse aabne. Vi bleve saa behageligt overraskede over denne uventede Liberalitet, at vi ikke vare ganske fri for at skamme os over at have en Del klingemle Sølvrubler parate i Lommen til at stikke i Haanden paa en eller anden underordnet Betjent, som vi havde formodet at faa med at gjøre, ikke for derved at faa indsmuglet forbudent Gods; thi vi havde intet Andet med os, end vi behøvede til Reisen, - men for at undgaa at aabne og gjennemrode alle Pakkenelliker.
Meget vel tilmode over en saa forekommende og liberal Modtagelse, gik vi iland for at indtage det for os bestilte Logis og hilse paa vor Værtinde. Hendes Mand var nemlig fraværende paa en Reise. Huset var en 1-etages, nyopført Bygning af Træ, indeholdende 4 Værelser og 2 Kjøkkener samt et Par Kvistrum, og indredet for 2 Familier. Vi fik til vor Disposition den ene Halvdel af Etagen, nemlig Gornitsa, Storstuen, tilligemed Midtværelset eller Soveværelset. Til vore to Tjenere overlodes det store og rummelige Kjøkken, hvori der fandtes en uhyre stor Bagerovn. Denne Halvdel af Etagen adskiltes ved en Senj eller Gang fra den anden Halvdel med samme Bekvemmelighed, der benyttedes af Værtinden.
I Soveværelset fandtes en stor Krovat se verchom, Himmelseng, med et Hav af Dyner. I Hjørnestuen, med 4 Fag Vinduer, hvorfra vi havde Udsigt til Byen og udover Fjorden, fandtes, foruden ordinært tarveligt Møblement og 2 Speile, intet andet Særegent end 2 Helgenbilleder i Krogene af de to Vægge, til Høire for Indgangen. Foran hvert Billede hang der en Glasvase med en Lampe i, som rimeligvis stadigt var tændt, naar Familien boede der, men nu [naturligvis] ikke tændtes. Rimeligvis har Husets Herskerinde daglig bedet disse Helgener om Undskyldning for denne Uopmærksomhed. Værtinden, en middelaldrende, godmodigt udseende Kone, kom strax efter i sine Stadsklæder ind og bød os Tschai, The, i Ølglas - og Bagværk. Sukker var allerede forud kommet i Theen, men Fløde kom ind med, for at man efter Behag kunde bruge eller ikke bruge samme. Saavidt jeg erindrer, var det første Gang, vi vare nødte til at gjøre Brug af vore russiske Gloser, idet vi med Pokorno blagadario, der bedst oversættes paa Svensk med "tackar ödmjukast", besvarede vor Værtindes venlige Tilbud om at forsyne os. Theen var ret god, men ingenlunde udmærket, det ristede Hvedebrød derimod aldeles fortrinligt. Da vi havde nydt vor The, kom Værtinden ind igjen og bød os nok en Kop. Russerne ere nemlig store Thedrikkere. Vi derimod ønskede ikke mere og skulde sige nei Tak, men havde ikke Udtrykket paa rede Haand. Endelig tror jeg, at en af os plumpede ud med et Dovolno, (nok), hvilket rimeligvis ikke er den pynteligste Maade, at sige nei Tak paa. Til Middag fik vi Laxesuppe og Lax, indbagt og stegt i Hvedebrød, en almindelig Ret i Rusland og Karelen. Russerne kalde den Pirog, KareIerne Kolybaka. Da vi vel havde sat os tilbords, kom en gamme Rus med langt, graat Skjæg ind ad Døren og korsede sig for Helgenbillederne. Derpaa bukkede han ogsaa for os og afleverede en Flaske Vin som Velkomstskjænk og Gave fra Stanovoien. Vi udtalte vor Tak for hans Opmærksomhed med Pokorno blagadario og med, hvad der forstodes lige saa godt, Dengii na vodky, Drikkepenge til Overbringeren. Paa Flaskens Vignet stod Cognak, men Indholdet var et Slags Scherry. Korketrækker var overflødig.
Om Aftenen havde vi Anledning til at se paa Kolabefolkningens Søndagsfornøielse. Paa en Slette udenfor Byen forsamlede sig om Aftenen efterhaanden en stor Del af Befolkningen, dog især Ungdommen. Disse stillede sig Parvis, en Herre og en Dame, op i en lang Række, 10-12 Par, saaledes at det ene Par stod lige bag det andet. Derpaa istemte en Forsanger en russisk Folkesang, og Alle stemte efterhaanden i med, idet de langsomt og i Takt begyndte at marschere, men ikke, som man nærmest skulde tro, fremover; men baglængs. Naar et Par saaledes baglængs var kommet til en bestemt Plet, skiltes de ad og gik hver paa sin Side af Rækken fremover, mødte hinanden igjen ved Rækkens Ende og stillede sig her op igjen Haand i Haand for atter at begynde Marschen baglængs. Paa denne Maade aftog Rækken i den ene Ende ligesaa meget som den, voxede i den anden, og man blev følgelig gaaende paa samme Plet den hele Tid.
Sangen var yderst monoton, og Melodien endte med en langt udtrukken Næsetone. Det Hele havde ikke blot et fremmed Præg, men ogsaa noget yderst Trist ved sig, saaledes at man maatte tænke paa Slaver paa en Plantage, der more sig efter endt Arbeide. Medens de unge Ugifte saaledes havde god Anledning til at se hinanden og til at samtale, sad de gifte Koner med eller uden sine Mænd paa Marken eller stode i Klynger rundt omkring som Tilskuere og Tilhørere. Blandt hele Kvindeskaren saa jeg ikke et eneste Ansigt, som man hos os vilde kalde vakkert; tværtimod udmærkede næsten Alle, med Undtagelse af et Par af de mest velstaaende Kjøbmænds Koner og Præstedatteren; sig ved sin gule og mørke Hudfarve, stumpe Næser og udstaaende Kindben, saaledes at man skulde tro, at Befolkningen her var en Blanding af Lapper og Russer. Dette er dog nok alligevel ikke Tilfældet; thi om end Russerne ikke i samme Grad som Nordmænd og Svensker foragte Lapperne, er dog Giftermaal mellem disse to Nationer næsten uhørte.
Den russiske nationale Kvindedragt, der bruges i Kola, tjener ingenlunde til at fremhæve en smuk Figur, men skjuler den ganske. Den er nemlig paafaldende lig Kvindedragten i Hallingdal. Russerinderne i Kola brugte nemlig, ligesom Hallingpigerne, saa langt Liv paa Kjolen, at det gik over Brystet lige under Armene. Hertil kom et Par hvide Skjorteærmer, der vare af et saa uhyre Omfang, at de oppe ved Skulderen naaede lige til Ørene. Dette kunde ikke Andet end give selv den allersmukkeste unge Pige et besynderligt stivt og matroneagtigt Udseende. De gifte Fruentimmer brugte en broderet og med Perler forsiret Pul paa Haaret, til Forskjel fra de ugifte, som brugte et broget, i bred Fold lagt Tørklæde, der var knyttet stramt om Hovedet, saaledes at det ogsaa dækkede Ørene. Kun Præstedatteren havde europæisk Damedragt. Mændenes Dragt udmærkede sig ikke i nogen væsentlig Henseende fra almindelig europæisk Dragt.
Senere udpaa Aftenen afvexlede man med Boldspil, der af den mandlige Del udførtes paa samme Maade som hos os. De unge Piger dannede en Gruppe for sig selv og brugte en større Viskelædersbold, som de sloge afsted med Haanden. Strømper og Sko havde de Fleste taget af og sprang barbenede, rask og lystigt afsted hen over Sletten for at gribe Bolden. Henimod Kl. 12 begyndte igjen den monotone Sang. De Ældre gik nu hjem hver til Sit. De Unge vedbleve endnu at synge en Times Tid eller længere. Saa fulgte de fleste Herrer sine Damer hjem, kun nogle enkelte Par toge sig endnu, førend de gik hjemover, en liden Spadsertur omkring i Byens nærmeste Omegn for mere uforstyrret og upaagtet at kunne samtale med hinanden.
Af Kolaboemes Vinterfornøielser giver den berømte Reisende; Castrén, følgende livlige Skildring:
"Har du Lyst til at se Kolas Døtre i sit sande Element, saa følg mig paa en Spadsergang, hen til det lappiske Fjeld bag Byen, hvor man fornøier sig med, hvad Russerne kalde katschatscha, og vi kalde at age Kjælkebakke. Hvilket Tog af Herrer og Damer, der Parvis - i smaa Rensdyrslæder - pilsnart fare nedover Aasens steile Sider! Smaagutten glæder sig over den lynsnare Fart, Ynglingen føler en stolt Glæde over at være sin Dames beskyttende Ridder; men hvad kan det være for en Glæde, som bringer Rødmen frem paa den unge Piges Kinder? Eller kanske det er den bitre Kulde, som maler Roserne? Det er ganske vist den naturligste Forklaring; thi vi have nu -26 Grader Reamur, og Pigerne ere klædte i tynde Pelsjakker. Paa Hovedet have de kun et Tørklæde og paa Hænderne Handsker af sort Fløiel. Men lad os betragte de Agende lidt nøiere! Se, der kommer midt i Skaren en Junker, der har spændt en Hund for sin Lappeslæde (Kjæris). Farten kan være behagelig nok for Herren, men ganske vist er den yderst ubehagelig for Hunden, som alt i Et faar et smertefuldt Stød af Kjærisspidsen. Til sin Herres store Forargelse spiller Hunden ham uventet det slemme Puds pludseligt at standse midt i Bakken og lade det blive Herrens Sag, hvorledes han saa kan værge sig mod de andre Slæder, som pil snart komme farende nedover. Ogsaa vi ville overlade ham til hans Skjæbne, i det Haab, at han uden vor Hjælp klarer sig af sin Nød; thi der kommer flyvende med en Pils Hurtighed en uforspændt Kjæris, som uvilkaarligt tiltrækker sig vor Opmærksomhed. I Kjærissen sidder en Yngling med sin Pige paa Skjødet. Stolt og sikker styrer han Kjælken gjennem alle Banens farlige Krumninger og Gruber, medens Pigen ikke er ganske fri for at sitre lidt af Angst. Under den vilde Fart er Tørklædet om Hovedet løsnet, og hendes Lokker flagre for Vinden. Hun vender sit smilende Ansigt mod sin Elskede. Heroisk slynger han sin Arm om Pigens Liv, men taber i det Samme Ligevægten, og den poetiske Exces ender paa den Maade, at de gode Folk, til stor Munterhed for Tilskuerne, faa Leilighed til at afkjøle sine Følelser i nærmeste Snefond. Saa kommer der en modig Amazone, som selv styrer sit Fartøi og er heldig nok til at komme lykkeligt ned over hele Bakken. Hun belønnes med Hurraraab. Men se, der har midt i den glimrende Skare trængt sig frem en Slæde, fuld af fillede Gadegutter, som larme og skrige og klingre med Klokker og Bjælder. Hele Bjerget gjenlyder af Lattersalver."
Byen Kola benævnes af Lapperne Guoladak, et Navn, som betyder Fiskeplads, (af guola eller guolle, Fisk, og Afledningsendelsen -dak). Den russiske Benævnelse Kola synes saaledes ligefrem at stamme fra dette lappiske guola, eller, som det i Dialekten der hedder, kuola.
Min Reisefælle Professor Daa "tror, at Benævnelsen Kola mere ligner det finske kala end det lappiske guolle", (guola eller kuola), "saaat altsaa Sprogformen tyder hen paa, at Finner og ikke Lapper have givet Stedet sit Navn." Finnerne selv kalde imidlertid Stedet Kuola, ligefrem efter det Lappiske, paa samme Maade som de ogsaa have optaget denne lap. Ordform i Stedsnavnene Kuolajärvi og Kuolanniemi.
At finske eller karelske Folkefærd have boet omkring det hvide Hav, ja, ogsaa langs den sydlige Kyst af den kolske Halvø, fremgaar vistnok af flere uimodsigelig finske Stedsnavne; men selv en Saa ivrig Opsporer af finske Stedsnavne som D. E. D. Europæus falder dog ikke paa at udlede Kola af det finske kala. I en lang Afhandling (20) har denne utrættelige Forsker gjort Stedsnavnene i Finland, Lapland og Nordrusland etc. til Gjenstand for en skarpsindig Granskning og er af den Mening, at en hel Del ere af ostjakisk Oprindelse.
Paa hele Halvøen findes neppe mere end 7-8 Navne, som man med Sikkerhed kan udlede af det finske Sprog, og samtlige disse, paa et nær, findes langs Kysten fra Kandalaks til Ponoi. "Herfra og videre langs Ishavets Kyst", siger Europæus, "findes ikke et eneste finsk Stedsnavn." Samtlige ere nemlig enten russiske eller lappiske. Det eneste finske Stedsnavn inde i Landet er Maaselk. Dette tyder hen paa, at den finske Kolonisation, om nogen saadan i ældre Tider har fundet Sted før den russiske, ikke har gaaet videre end til Kysten af Hvidehavet, henimod Ponoi. Det indre Land og den nordlige Ishavsbred har rimeligvis ikke været befolket af Andre end Lapper, indtil Russerne nedsatte sig i Kola, som endnu den Dag i Dag er den eneste Koloni paa Laplands Ishavskyst. Havde Karelerne i ældre Tider før Russerne bosat sig i større Mængde rundt om i Lapland, vilde man have fundet umiskjendelige Spor af det finske Sprogs Indflydelse paa de lappiske Dialekter, som tales i russisk Lapland; men dette er ikke Tilfældet. Derimod er Paavirkning af det Russiske umiskjendelig - og tildels ogsaa af Norsk, hvilket kan forklares af den Indflydelse, som Nordmændene havde paa Befolkningen, medens Trakten endnu ligetil Begyndelsen af 17de Aarhundrede var norsk Skatteland.
I gamle norske Skrifter benævnes Kola ogsaa ofte Malmys. Denne Benævnelse er russisk, af malaja, liden og mys, Næs. En Ø lige udfor Byen, hvor der staar en gammel Kirke, var før landfast og dannede et lidet Næs. Dette gav Anledning til Navnet Malmys, Lillenæs, af Finnerne endnu ogsaa kaldet Kuolan niemi, Kolas Næs.
Kola er ikke nogen meget gammel By. I 1475 skal der efter norske Kilder være bygget et Kloster tæt ved det Sted, hvor Kola nu ligger, men Byens Begyndelse kan neppe regnes fra samme Tid; thi "1505 var der ved Kola ikke flere end 3 Fiskerhytter." (21) Først et Aarhundrede senere, eller i 1582, var Anlægget skredet saavidt frem til Lighed med en By, at der blev sendt did den første Voiwod Owerko Ivanowitsch som Øvrighedsperson. Dersom man kan tro den russiske Forfatter Maksimov, skal Kola engang have naaet op til en Befolkning af 1,864 Indvaanere i 312 Huse. Czar Peter den Store lod 1704 opføre en Ostrog - eller en firkantet Træfæstning med Taarn - paa Stedet, og 1780 blev Byen udnævnt til Kredsstad eller Sæde for en høiere Embedsmand.
Kola har, som bekjendt, 2 Gange været hjemsøgt af engelske Orlogsskibe, nemlig 1809 og 1854. Sidste Gang blev Byen bombarderet af det engelske Krigsskib Miranda og saa godt som aldeles opbrændt. Ialt skal 92 Træhuse, Træfæstningen, samt 2 Kirker og Statens Magasiner for Korn og Salt være blevne ødelagte. Dette "barbariske Hærværk" mod en ussel, forsvarsløs By, i denne Udkant af Verden, hvorved ingen Hæder var at vinde, og ingen Skade kunde tilføies Rusland, men kun nogle enkelte Kjøbmænd og fattige Fiskere, synes uforklarlig. Imidlertid fortaltes der paa Stedet til Undskyldning for Engelskmændene, at Befolkningen i Staden havde skudt 2 engelske Matroser, som vare sendte iland for at hente Vand. Forbitret herover, gav Chefen Ordre til Bombardement efter 24 Timers Frist, hvori Indbyggerne fik Anledning til at redde, hvad reddes kunde, af Løsøre.
Kun nogle faa usle Hytter staa tilbage i Udkanten af Byen, hvorhen Ilden ikke naaede. Men midt paa Brandtomten hæver sig op igjen en Kolos af en Kirke, som man i 1867 allerede havde bygget paa i omtrent 13 Aar.
Kola er bygget lidt nordenfor Grænsen for sammenhængende Naaleskov. Brugbar Tømmerskov begynder først at voxe omtrent ½-1 Mil søndenfor Byen, medens der i sammes Omegn kun findes usselt Birkekrat. Gjennem de to Elve, Kola og Tulom, er der dog Anledning til at faa Bygningstømmer af almindelig Størrelse. De nyopførte Huse ere derfor godt byggede og rummeligt indredede.
Blandt de paanyt opbyggede Huse, der alle ere af Træ, er Præstegaarden den anseligste. Den er, som alle bedre i Huse i hine nordlige Byer, bygget i en egen Stil, som sees af Billedet. Paa dette ser man Præstegaarden til Venstre for Kirken.
Kola havde i 1867 c. 80 Huse og 12 Jordhytter, som en Del af Befolkningen midlertidigt maatte nøie sig med. Befolkningens Antal angaves af Protopopen Alexeiefski til c. 500. Denne Formindskelse hidrører vistnok nærmest fra sidste Bombardement, men rimeligvis vil Kola aldrig opnaa nogen talrig Befolkning, da den ligger ubekvemt til for Landets rigeste Næringskilde, Fiskerierne, der foregaa ude ved Havkysten. Opland findes nemlig ikke; thi de faa Lapper, som bo i det indre Land, kunne ikke skabe nogen Handelsrørelse. Vistnok fryser ikke Kolafjorden til i mere end sin halve Længde, eller 2 Mile ud fra Bunden, men de 4 Miles Indseiling til Kola er og bliver, altid en stor Hindring. Langt rimeligere vilde det være at flytte Byen til et af de ydre Fiskevær, Gavrilov, Katharinahavnen, Jeretik eller Normansæt hvor Farvandet altid er aabent, og hvor Fiskerier, foregaa lige for Kjøbmændenes Vinduer, saaledes som ved Vardø, Vadsø og Hammerfest.
Med disse norske Byer, hvormed Kola nærmest skulde forsøge paa at rivalisere, existerer der ingen Postforbindelse. Det kan næsten synes utroligt, men er dog den rene Sandhed, at naar en Kjøbmand i Kola vil skrive til en Kjøbmand i Finmarken, maa Brevet sendes over Archangel, Stockholm og Kristiania, medmindre privat Leilighed tilbyder sig, som kun usikkert kan paaregnes og ofte vil være resikabel. Postforbindelsen med Rusland er ogsaa yderst slet og uregelmæssig, efterat Kola er ophørt at være Kredsstad. Posten bæres om Sommeren og roes over Indsøer og langs Elve, saaledes at der kan hengaa indtil 4 Maaneder, inden den naar frem fra Archangel til Kola. Hertil kommer endnu, at Pengebreve ikke kunne forsikres længer end til Kem; thi Posten herfra til Kola er et privat Arrangement. Ingen ved, naar den kommer, og naar den gaar. Ere Embedsmændene, som skulle aabne den, fraværende, sendes Expres efter disse. Saa gaar den igjen fra Kola, naar Folk ere færdige med sine Breve. Er der til Kem kommen Pengeremisser, maa Vedkommende i Kola lade disse hente ved Fuldmægtig. Det aller Besynderligste er dog, at der intet Postaabneri findes mellem Kovda og Kola, uagtet Posten passerer Byerne Knashja og Kandalaks. Mellem Kandalaks og de mange Smaabyer østover til Ponoi findes ingen ordnet Postforbindelse. Uagtet disse for Handelens Udvikling ugunstige :Forhold, hvortil endnu kommer, at de vigtigste Indførselsartikler, som Salt, Sukker m. m., maa fortoldes i Archangel, findes der, dog i Kola 6-7 Kjøbmænd, nemlig 2 Brødre Bazarnoi, af hvilke den ene skulde være meget rig og eie 4 Skibe, Shjabonin; Shjipagin, Lagoskin, Mitjef og Malvistof, vor Vært. Ingen af disse Kjøbmænd havde aabne Butikker mod Gaden, saa det saa ud for den, der spadserede omkring, som om der ikke skulde findes en eneste Kjøbmand. Vi gjorde Visit hos den rigeste, Hr. Bazarnoi, hvis Hus, som flere af de Velstaaendes, var omgivet af et høit Plankegjærde, der afstængte det indre Gaardsrum for nysgjerrige Øine.
Vi bleve meget forekommende modtagne af Russeren, men saa intet til Fruen. Værelset, hvori vi kom ind, var stort og lyst og udstyret med almindeligt Møblement, kun manglede Sofaer aldeles. Derimod fandtes mange smukke Helgenbilleder i Hjørnerne af Værelset - og flere Speile. Vi bleve budne Kaffe, The og Vin. Den sidste stod længe urørt, indtil Tolken gjorde os opmærksom paa, at det efter russisk Skik var Gjæstens, ikke Værtens Pligt at være den, der skjænkede i Glassene. Jeg fulgte Anvisningen, og det lod til at være i sin Orden. Jeg har ellers ikke senere hørt eller mærket noget til denne Skik andre Steder. Vi havde den Ære at være indbudne til Middag hos Byens Doktor, Hr. Lauterstein, den 8de Juli. Han talte Tysk, og vi behøevede saaledes ikke at have vor Tolk med os. Middagen var arrangeret paa østerlandsk Vis, det vil sige, vi saa ved Middagsbordet intet til Husets Frue. Hun viste sig først senere, da Kaffeen blev baaren ind, og da i en meget stadselig, national russisk Dragt. For Kuriositets Skyld skal jeg nævne Retterne ved denne Koladiné: 1. Hønsesuppe med Hønsekjød. 2. Postei af Hvedemel, hvori Æg vare indbagte. 3. Hønsefrikase. 4. Kjødfrikadeller. 5. Bagværk med et Glas Mælk. Som rimeligt kunde være, var Vinen det mindst Gode, et Slags Scherry, som ikke synderlig tiltalte vore norske Ganer.
Kola har havt 3 Kirker, men efter Bombardementet findes der nu kun en i brugbar Stand. Det er en Trækirke, som ligger paa en Holme, lige ved Byen. I Ebbetiden kan man gaa tørskoet fra Byen til Kirken, men i Flodtid maa benyttes Baad. Da Gudstjenesten er lang, maa man benytte afvexlende begge Befordringsmaader. Den store Stenkirke var i 1867 endnu ikke mere end omtrent halvfærdig. I Byen findes 2 Præster. Den 11te Juli var stor Kirkefest, og der havde været Gudstjeneste Kl. 3 om Morgenen og Kl. 6 Formiddag. Vi indfandt os Kl. 9 til Høimesse. Om Eftermiddagen Kl. 6 holdtes atter Gudstjeneste. Den græsk-katholske Præst synes saaledes at maatte have meget strængt Arbeide, og rimeligvis betragtes Gudstjenestens Udførelse som et Slags Offer eller Offertjeneste af Præsten, der kommer Menigheden tilgode, selv om Ingen indfinder sig i Kirken.
Ved Høimesse Kl. 9 var der omtrent 50 Mennesker tilstede. Menigheden stod, Mændene paa høire og Kvinderne paa venstre Side. Der fandtes nemlig slet ingen Stole eller andre Indretninger til at sidde paa. Antallet af Mandfolk var større end Kvindernes, modsat af, hvad Tilfældet pleier at være i norske Kirker. Skjønt det var en baade klar og varm Julidag, var Kirken dog opvarmet og oplyst af en utallig Mængde Voxkjærter foran alle Helgenbillederne, der hang høit og lavt omkring paa Væggene. Idet de Rettroende kom ind i Kirken, bukkede de sig under Korsing eller ved at sætte 3 Fingre mod Pande, Bryst, høire og venstre Skulder, først mod øst og saa mod Vest. Derpaa gik de hen til et lidet Bord i Kirken og kjøbte en liden Voxkjærte, som de tændte og stillede foran et Gudebillede eller sin specielt udkaarne Helgen, idet de igjen korsede sig og bukkede. Jeg fulgte da ogsaa Exemplet forsaavidt, at jeg ligeledes gik hen til samme Bord og afleverede nogle Kopek som Offer. For disse blev tændt flere Lys, hvilket muligens skulde tjene til at forsone diverse Helgener med min Nærværelse, ja, maaske vedkommende Præst har været liberal nok til at bede dem tage ogsaa mig i sin gunstige Varetægt. Gudstjenesten bestod hovedsagelig i en ensformig Litani-Sang, som et lidet Kor udførte, med de idelige Slutningsord eller Omkvæd: Gospodi pomilui! (Herre forbann Dig!) Alt imellem gik Præsterne omkring i brogede Skrud og svingede med sine Røgelsekar dels foran Helgenbilleder, dels ind iblandt Menigheden. Røgelsen lugtede saa ilde, og Heden var saa stærk, at der skulde gode Nerver til at holde Stand, uden imellem at gaa ud for at drage frisk Luft. Under hele Gudstjenesten vedblev Menigheden at korse sig og bukke, Nogle med stort Alvor og Langsomhed, Andre mere skjødesløst. Enkelte Kvinder havde - foran sig paa Gulvet et Tørklæde eller udbredte Fligen af sin Kjole paa Gulvet, naar de bukkede sig ned med Panden mod samme. Andre berørte det bare Gulv med Panden. Jeg kunde ikke undlade at beundre den Færdighed, som Russen har til at bukke sig, baade for Gud og Mennesker. Atter Andre faldt blot paa Knæ, og Enkelte bukkede sig blot staaende og udførte Korsingen meget flygtigt. Jeg lagde Mærke til en gammel, tilsyneladende sygelig Kone, som især udmærkede sig ved sin langsomme, præcis udførte Korsing og Bukking. Hver tredie Gang, hun korsede sig, bøiede hun sig med Besvær paa Knæ og lagde den blotte Pande mod det bare Gulv. Anstrængelsen og Heden pressede Sveden frem paa hendes gamle, blege og furede Ansigt. Gud ved, hvilke Sorger og Bekymringer der tyngede paa hendes Sind, men, at hun ikke var kommen did for et Syns eller Ceremoniels Skyld, var tydeligt af hendes, af Alt uforstyrrede Alvor, og jeg haaber, hendes idelig gjentagne Bøn: Gospodi pomilui! maa have fundet Naade og Bønhørelse for den Almægtiges Trone. Af Præsten foredroges eller oplæstes til Slutning en kort Prædiken af en trykt Bog paa det slavonske Sprog, der altid bruges ved Gudstjenesten, uagtet Præsterne indrømme, at Menigheden forstaar Lidet eller Intet deraf.
Om Eftermiddagen holdtes igjen en langvarig Aftensangsgudstjeneste, saavidt jeg kunde skjønne, aldeles, paa samme Maade og af samme Indhold som Høimessen. Kun var der da ganske faa Mennesker tilstede. Jeg fik da Anledning til nøiere at bese Kirkens Indre og dens mange Billeder. Ingen af disse havde kunstnerisk Værd eller udmærkede sig ved Ælde. Efter Præstens Forklaring var det ældste ikke mere end 150 Aar, men samtlige saa de meget gamle ud. Kunsten ved Kopieringen - thi de ere alle Kopier af gamle Originaler - bestaar nok fornemmelig i at give dem dette gammel-ærværdige Udseende. Kun et af Billederne var under Branden bleven reddet fra den ødelagte Kirke inde i Byen. Inde i Koret stod et Bord, hvorpaa laa et Par uhyre store Bøger, rimeligvis Bibel-, Messe- og Homiliebøger. Ligesaa stod der en uhyre Døbefont med Laag paa, - af Form som en Suppeterrin, hvori Børnene døbes ved Neddypning. Inde i Byen findes i et lidet Kapel, kaldet Lappekirken, en endnu større Døbefont, hvori Voxne kunne døbes, naar dette ikke kan foregaa i Elven.
Sognepræsterne i hine nordlige Trakter havde faaet sin Uddannelse paa et Seminarium i Guvernementets Hovedstad, Archangel. Undervisningstiden paa Seminariet er hele 14 Aar. Den meste Tid medgaar formodentlig med at indøve Kandidaten i alle den græske Gudstjenestes mange Former og Haandgreb, ved Siden af at den theologiske Kundskab maa erhverves paa det gammel-slavonske Sprog. Noget fremmed Sprog læres ikke. Ialfald kunde ingen af Laplands Præster enten Lappisk eller Finsk. De paastode, at alle Lapper kunde Russisk. Deres Løn er ikke stor. Efter Kolapræsten Alexiefskis Udsagn var Lønnen af Staten 150 Rub. aarlig, naar Menighedslemmernes Antal var under 1000 Individer, og 200 R., naar det var større, foruden de uvisse Indtægter ved Brudevielse og Barnedaab. Lovozeropræstens Løn skulde saaledes stige ap til 300 Rub. aarlig. Præsterne kunne efter Ansøgning blive befordrede fra et Distrikt til et andet, men befordres undertiden ogsaa ud en Ansøgning.
Hvorvidt Præsterne i Almindelighed staa i nogen stor Respekt eller Høiagtelse hos Menighederne, havde jeg liden Anledning til at erfare Naget om. Et Bevis paa det Modsatte blev jeg Vidne til en Dag i Kola. En Lirekassemand havde samlet en Del Folk om sig. Blandt disse var ogsaa en Præst, iført sin lange Samarie, der er temmelig lig den norske Præstekjole, og sort, bredskygget Hat. Lirekassemanden raabte da Noget hen til Præsten paa Russisk, som jeg ikke forstod, men paa mit Spørgsmaal til min Tolk om, hvad det var, Manden sagde, fortalte denne med et Smil, at han opfordrede Præsten til at danse efter Musikken.