En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fra Orafjord til Kola.

Fra Orafjorden skulde vi begynde vor Reise med de Hjælpemidler, som Landet tilbød os. Kutteren skulde nemlig herfra seile tilbage til Vadsø. Vi sluttede derfor Akkord med Bergstrøm om, at han paa en norsk Fembøring, som han eiede, skulde skydse os til Kola. Han var den eneste Mand her, som eiede en saadan Baad og kunde overtage Skydsen. Han forstod da ogsaa at benytte sig af Situationen til at forlange saa høi Betaling, som han troede kunde afpresses. Vi havde intet andet Valg end at betale og takke til, og dog havde vi maaske ikke faaet ham til at skydse, dersom han ikke, derhos havde tænkt at skaffe sig en Extrafortjeneste ved paa Tilbageturen at sanke Renmose i Kolafjorden og dermed seile over til Vadsø.

Den 5te Juli Kl. 12 Middag forlod vi Orafjordbunden, men endnu paa Kutteren, medens Bergstrøm i sin Fembøring krydsede udover foran os. Om Aftenen Kl. 8, lige ved Fjordens Munding, gik vi ombord paa Fembøringen og ombyttede Kutterens rummelige Kahyt med Fembøringens trange Løftingsrum. I dette fandtes der to smale Sengerum, og lige mellem begge Hovedgjærderne paa disse, der bagtil kom hinanden temmelig nær, medens de foran divergerede, stod en Miniaturovn af hvilken man dels kunde skaffe sig Næsevarme, dels Fodvarme - ved vexelvis at endevende sig i Sengerummet. Det Værste var dog, at Baaden ikke var bleven ordentlig spylet ren, efter at den havde været brugt paa Vaarfiske. Kjølvandet bestod derfor af en Blanding af raaddent Torskeblod og Saltvand, der især inde i Kahytten opsendte en saa ulidelig Malparfume, at jeg maatte sande, at Romerne havde god Grund til at benytte Ordet "sentina" som et frygteligt Skjældsord.

For at kunne klare det yderste Næs før Indseilingen til Kolafjorden maatte vi gjøre en Baut paa 1½ Mil ud til Havs, men havde senere en pen Fordevindsbør ind Fjorden, saa vi havde god Tid til at betragte Landskabet paa begge dens Bredder. Kolafjorden har i det Hele taget et langt blidere Udseende end Orafjorden. Bredderne ere ikke saa høie og langt mere bevoxede med Birkeskov, især naar man kommer indenfor Zrednii (midtfjords). Naar man kommer langt ind, ser man hist og her ogsaa Spor af et og andet forkrøblet Grantræ, der med sin mørke Farve let skjelnes fra den lysegrønne Birkeskov, paa hvilken vore Øine med Fryd dvælede, efterat vi havde levet omtrent 9 Maaneder i vinterlige Omgivelser. Vi havde nemlig hidtil, ligefra Kristiania af, ikke havt Sne ude af Syne, og selv her inde i Kolafjorden laa endnu - den 7de Juli - hist og her Sneflekker.

Ligesom Kolafjorden udmærker sig ved et blidere Udseende end Ora, saaledes skal den ogsaa være langt fiskerigere. Derfor har den ogsaa paa Lappisk faaet Navnet Guollevundna, Fiskefjord. Især skal den være rig paa Lax, hvilket rimeligvis hidrører fra, at to af Laplands største Elve have Udløb i Fjordens Bund. Men uagtet disse Betingelser, og uagtet den fører ind til Laplands ældste By, speidede vort Øie dog forgjæves efter civiliserede Menneskeboliger langs dens Bredder. I Finmarken ser man dog overalt, selv i de goldeste Fjorde, enkelte Bygninger, f. Ex. Handelsmændenes ofte hvidmalede Huse, der vidne om Smag og Velstand, men her saa man intet. Kun nogle usle Jordgammer findes opførte hist og her, og man maa være vel kjendt for at finde disse, da de ikke i Farve eller Form udmærke sig synderligt fra det øvrige Jordsmon. Ingen Fastboende findes langs Fjorden; men en Del Russer og Skoltelapper opholde sig om Sommeren hist og her i disse usle Jordhytter for at drive Laxefiske med Redskaber, som ligne dem, vare Striler bruge paa Vestkysten.

Efter lang Speiden opdagede vi ogsaa en saadan Jordtue, hvoraf der opsteg Røg, som antydede Tilværelse af menneskelige Væsener. Vi lagde iland og gik op til Gammen, der var bygget i Teltform, af Torv, med et Spærreværk af Birkestammer. Den beboedes af en Lap og hans Hustru. Begge saa ud til at have levet og at leve i den yderste Fattigdom. Især var Konens halv russiske Dragt saa fillet, at neppe en Haandsbred nogetsteds paa hendes Klædning var fri for Lapværk. Imidlertid havde de fanget en Del Lax, som laa nedgravet i en Snefond. Med de Lapper, jeg før havde truffet, havde det ikke været vanskeligt at tale, men her var Dialektforskjellen større. Dog var det endnu muligt at komme ud af det med Manden i sproglig Henseende, og hvad der ikke kunde greies paa Lappisk, blev klaret paa Russisk gjennem vor Tolk; thi alle voxne Russelapper kunne tale dette Sprog. Dels paa Lappisk, dels paa Russisk bleve vi enige om Prisen paa en Lax af 30 Mærkers Vægt for 2 Rub. Vi fik strax en Gryde iland fra Fembøringen, gjorde op Ild og kogte den paa Stedet. Lappen indbød os vistnok gjæstfrit til at gaa ind i Torvgammen og koge den paa hans Arne, et Tilbud, som var al Paaskjøndelse værd, naar man betænker, at vi i hans Øine vare vantroende Kjættere og vore Kar og vor Gryde saa urene, at han maaske, for at berolige sin Samvittighed, bagefter havde maattet gjøre istand et nyt Arnested for atter at kunne koge der med sin egen rettroende Gryde. Vi foretrak imidlertid at koge og nyde vor Lax ude paa et Fladberg, hvor der netop var en Fordybning, skikket til Ildsted, eller et "Tilfælde", som Østerdølen kalder det, og lade Røgen af vor Ild stige op til den Himmel, hvor der efter vor Overbevisning troner en Gud, som ikke ser paa Karrets, men paa Hjertets Renhed.