En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

En Sommernat paa Havet. Vaideguba. Lutherske Lapper i Rusland.

I Finmarken reiser man i Sommertiden ofte om Natten eller foretrækker endog Natten for Dagen; thi selv deroppe er man ofte om Dagen plaget af Heden og end oftere af Myggen. Aldeles uafhængige af den almindelige borgerlige Tidsinddeling, reiser man afsted, naar man har Lyst, og kommer frem, naar man kan. Enhver Tid er, lige god, fordi den er lige lys, enten det nu er Kl. 12 om Natten eller Kl. 12 om Dagen. Solen er altid over Horizonten.

Saaledes forlod ogsaa vi Henøerne henimod Midnatstid og seilede til Havs for at komme omkring Fiskerøens nordvestlige Pynt, der paa Lappisk hedder Aide-njarga (Gjærde- Næs), paa Russisk Mys Njemetskii (Nordmandsnæs). Kl. 12 stilnede Vinden aldeles af, saaledes at Kutteren laa og gyngede i svage Overhalinger paa de store Dønninger, der langsomt glede ind fra Ishavet. Efterhaanden blev Himmelen mere og mere overskyet. Kun fjernt imod Nord og Vest og ganske lavt nede ved Horizonten var der endnu tilbage en smal og blank Stribe af Himmelen, hvorover Skyerne hang ned som bueformige Gardiner. Det rødlige Sollys, der straalede frem fra denne Stribe under det mørke Skydække, tog sig ud som Lyset fra tusinde Lampetter bag et uhyre Theatertæppe. Bag dette laa nu i Vest for os gamle Norges solbelyste Klippekyster, som vi paa lang Tid ikke skulde gjense, og i Nord den Del al Kloden, som endnu intet Menneskeøie har seet. Foran os, paa det mørke Parkets uhyre Vidder, dansede et Par Hvalfiske imellem de sortblanke Dønninger og syntes at more sig med at sprude op imod Himmelen Skumstraaler, der aftegnede sig klart mod den solblanke Stribe i Horizonten. Intet Skib, ingen Fugl, intet andet Levende saaes eller hørtes. Fjernt i øst, hvorhen vi styrede, laa russisk Laplands ukjendte Kyster. Mørkt var det foran os og lyst bagefter. Men vi stævnede jo ogsaa nu, som der staar i Kalevala:

Hen til Pohjola det mørke,
Til det skumle Sariola,
Hen til Laplands smale Stier,
Indi Trolddomsfolkets Trakter.

Om Formiddagen den 8de Juni kastede vi Anker paa Havnen Vaideguba, lap. Aide-vuodna, Gjærdefjord. Vi vare nu komne mange Mile ind paa russisk Grund og bleve derfor høist forundrede over at se, at der inde paa Havnen laa 20 Nordlandsbaade. Disse skjelnes let fra Russebaadene; de have større Stavn og Mast, ere lysere af Farve og har ofte øverste Ripbord malet. Russebaaden er klodset, med stærkt tilbagebøiet Forstavn, ser sort og skidden ud, ligger tungt paa Vandet og males aldrig. Men end mere forundredes vi over at finde, at de eneste Fastboende her i dette Fiskevær vare Nordmænd. Disse vare flyttede hid for 6 Aar siden og bestod nu af 4 Familier og 2 Løskarle samt en Handlende. Alle Russer, som have Fiskeboder her, og drive Fiskeri, forlade Stedet senest i August. Foruden disse Nordmænd skal der endnu, efter hvad vi hørte, bo l Nordmand i Zubovka paa Fiskerøen, 2 i Peisen- og l i Bomenifjord. At disse norske Kolonister ikke alle vare af Vorherres bedste Børn, hørte vi senere. At de og mange Flere ville kunne finde sit Udkomme her og andre Steder paa den næsten. folketomme Russekyst ved Fiskeri og Fædrift er utvivlsomt, da Anledning til begge Dele, især Fædrift, tildels er bedre her end paa Finmarkskysten. Der er heller ingen Tvivl om, at disse nye Kolonister ville give Industrien paa hine Kyster et Opsving; men om de ville blive boende der i længere Tid er endnu uvist, og, om deres Exempel vil efterfølges af Andre, er endnu uvissere. Det vil aldeles bero paa, hvorledes den russiske Styrelse betragter denne Kolonisation, om den finder sig beføiet til at begunstige den eller lægge den Hindringer i Veien. At opmuntre den fra norsk Side, vil neppe være tilraadeligt. Retssikkerheden er nu ikke meget stor paa hine Kanter, og forbedres den ikke ved et større og upartisk Opsyn, vil formodentlig hine Trakter snart igjen komme til at ligge ligesaa øde som før, kun besøgte af temporære Fiskere. Ellers findes ingen Fastboende paa hele den store Fiskerø. Men den har rige Græsgange, og paa Eidet mellem østre og vestre Bumandsfjord, hvor der i gamle Dage rimeligvis har boet Nordmænd, samt paa Eidet, der forbinder Halvøen med Fastlandet, findes ret frodig Birkeskov.

Jeg tog mig en Spadsertur fra Vaideguba indover til en liden Sidefjord, kaldet Kjærvan (i gamle Dage Kjørvaag), hvor nogle Lapper havde Tilhold. Idet jeg traadte ind i et Lappetelt, blev jeg forundret over at se Noget blandt Lappefamiliens Husgeraad, som havde en besynderlig Lighed med Formen af det lapp. Ny Testamente, og ved at undersøge Tingen nærmere, befandtes det virkelig ogsaa at være et forslidt Exemplar af et saadant. "Kan du læse i den Bog?" spurgte jeg Lappen. "Ja, hvorfor ikke?" mente han og kom ogsaa frem med en lap. Katekismus, som jeg kjendte godt nok, da jeg selv havde oversat den. "Men, i al Verdens Rige, er Du russisk Undersaat, eller ligger Du blot her en Tid paa Fiske?" "Nei", mente Lappen, "jeg er russisk Undersaat, og mine Fædre vare russiske Undersaatter, og Andre med os ere ogsaa russiske Undersaatter, men Hedninger ere vi ikke!" Han havde aabenbart meget liden Respekt for de græsk-kath. Lappers Kristendom, da de ingen Bøger have og heller ikke kunne læse. Jeg fik da her og senere den Besked, at der i det Hele skulde findes 19 luth. Lappefamilier boende paa russisk Grund. Jeg havde hverken i Vadsø eller af Præsten i Sydvaranger hørt Noget herom, men det skyldes rimelig blot Tilfældet - og hidrørte ikke fra Ubekjendtskab med Sagen. Til Peisen By hørte 7 af disse Familier, der vare Nomader, og 3 fastboende. Til Muotke By, ved Fiskerøens Eid, høre 6 Familier, der ere fastboende, og 3 Familier Nomader. Desuden bor der en enkelt fastboende Lap i Orafjord. Disse Lappers Dragt og Sprog adskiller sig stærkt fra Russelappernes og er ganske overensstemmende med Sydvaranger­Lappernes, saaledes at jeg kunde tale med dem ligesaa let som med disse. De sagde, at de søgte Kirke dels i Sydvaranger, dels i Enare og lode sine Børn døbe der. Jeg haaber, at næste Gang, naar nogen af disse vildfarende Faar af den lutherske Kirke indfinder sig i Sydvaranger Kirke, Præsten der da vil forsyne dem med Bøger, som de visselig mangle, at de kunne vedligeholde den Smule Kristendom, de endnu have, og sin Læsekyndighed; thi, ligesom vi ikke paa nogen Maade forsøge paa at gjøre Proselyter af de faa Individer Lapper af den græsk-katholske Bekjendelse, der bo paa norsk Grund i Neiden, saaledes vil man vel heller ikke paa russisk Side tage Forargelse af, at disse lutherske Lapper beholde sin Bekjendelse. Disse Lapper ere efter sit eget Udsagn ikke flyttede over paa hine Trakter i de senere Aar, men de fleste af dem havde boet der i 1826, da hine Trakter vare norsk-russisk Fællesdistrikt, og en gammel Lap kunde godt erindre, at han havde betalt dobbelt Skat eller 40 Rub. til Rusland og 4 Spd. til Norge. Enare-Lapperne betalte endog 3-dobbelt Skat, nemlig baade til Rusland, Sverig og Norge. Af Th. v. Westens Skrifter kan man se, at der ogsaa paa hans Tid boede lutherske Lapper i "Bomen" (Bomeni Fjord, nu store Mutkafjord), som kunde "Fadervor og Troesartiklerne".

De lutherske Nomadelapper, 7-8 Familier, som om Vinteren bo i Peisen og Litsa, have om Sommeren sit Tilhold med sine Hjorder paa Fiskerøen og leve her forsaavidt et Herreliv, som de have Plads nok og ikke behøve at vogte sine Dyr for nogen Fastboendes dyrkede Engmarker. De Familier, som jeg besøgte i deres Telte, en Mils Vei fra Vaideguba, i Kjærvanbugten, fortalte, at Nomadelappernes Antal i ældre Tider var meget større paa disse Kanter, men paa Grund af Tschudernes (formodentlig karelske Røverbander) Røverier, havde mange været nødte til at flygte over til Norge." Vist er det, at et Sted lige ved Lappens Telt havde Navnet Doarro-tschorro (Kamp-Høien) - og en Indsø Navnet Sorbmimjavre (Mord-Søen), der tydede paa, at her havde engang en Skjærmydsel fundet Steel. Maaske ogsaa russiske underordnede Bestillingsmænd under Skatteindkrævninger under­tiden have spillet Tsehudernes Rolle saa slaaende, at disse af Lapperne ere forvexlede med hine. Lapperne her saa godt ud. Baade Mænd, Kvinder og Børn udmærkede sig ialfald fremfor Skoltelapperne i Sydvaranger, ja ogsaa fremfor den simple Fisker-Rus. Dette skylde de rimeligvis væsentlig den Omstændighed, at de som Lutheraner leve af kraftigere Næringsmidler hele Aaret, medens Fasten ødelægger Skoltelappen og den simple Rus baade i legemlig og aandelig Henseende, især i hine Polartrakter, hvor Kjødspise maa være en Nødvendighed. De klagede forresten over Skatterne. For hvert mandligt Individ maatte de - uden Hensyn til Fattigdom eller Rigdom - betale 8 Rub. om Aaret til Skatteoppebørselsbetjente, som om Vinteren indfandt sig paa det Sted, hvor hver Familie da boede. "Kunde man ikke betale med Penge, saa tog de uden videre Gryden af Ildstedet eller Andet, som havde nogen Værdi." Desuden maatte de betale, l Rub. pr. mandligt Individ for at slippe for Soldatertjeneste og 12 Sk. aarlig for at faa Lov til at hugge Ved, til Brændsel. Skolterne betalte samme Skat til Staten, og til Præsten for en Brudevielse 10 Rub., ja, undertiden indtil 100 Rub. for at faa Lov til at gifte sig med en nær Slægtning.