Lokalhistoriske tekster fra Finnmark
En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871
Boris-Gleb. Trifan. Skoltelapper. Bryllupsskikke.
Boris og Glebs Kapel i Sydvaranger
Ved Bredden af Pasvigelven, omtrent en Fjerding fra Søen, ligger det lille Kapel Boris-Gleb, saakaldet efter 2 russiske Helgener. Det skal, efter russisk Paastand, være bygget i det 16de Aarhundrede af Munken Trifan, men maa i saa Fald oftere have været restaureret, da det neppe i sin nuværende Skikkelse kan være 300 Aar gammelt. Traditionen fortæller, at Trifan selv skal have hugget Tømmeret, baaret det frem paa sine Skuldre og tømret det sammen. Vist er det, at Munken Trifan fra ovgorod var en af de første Missionærer blandt Lapperne paa disse Kanter. "Ved en Aabenbarelse af Frelseren" var det blevet ham befalet at begive sig "til et tørstigt og utilgjængeligt Land." Han drog til Egnene omkring Floden Peisen eller Petschenga, hvor han traf Lapperne, levende i Afguderi, tilbedende Billeder, Orme og andet Kryb. Hans Prædiken mødte megen Modstand, især blandt Lappernes Noaider eller Troldmænd. De grebe ham i Haaret, sloge ham, kastede ham til Jorden og truede ham med Døden, om han ei forlod deres Land. Ofte vilde de udføre sin Trussel, men Herren forhindrede dem deri. Efter at det var lykkedes ham ved bestandig Prædiken, ved Sagtmodighed og ved sit gudfrygtige Levnet at bøie Lappernes Hjerter, drog han til Novgorod og vendte tilbage derfra med et Velsignelsesbrev fra Erkebiskoppen samt med Bygmestere, ved hvis Hjælp han opbyggede en Kirke ved Peisenelven. Kirken henstod uindviet i 3 Aar; men da Trifan saa kom til den nylig anlagte Stad Kola, traf han der en Hieronomach Ilja (Elias), som fulgte ham til Peisen for at indvie den nye Kirke og døbe Lapperne. (I. Vahl. Lapperne og den lapske Mission).
Trifans Navn er fremdeles vel kjendt iblandt de græsk-katholske Lapper, som bo ved Pasvig- og Peisenelven; men deres Overtro eller Tro paa hans Helligheds Magt og deres Ringeagt for ham er ofte besynderlig sammenblandet. Ikke langt fra Pasvigelvens Munding kommer man ude i Fjorden forbi en Hule i Fjeldet, som fra først af synes at være dannet ved Forvitring, men senere at være noget udvidet ved Menneskehaand. Denne Hule kaldes Trifan-raige (Trifans Hule). Man fortæller, at denne Helgen engang foretog sig at rense det berygtede Holmengraanæs, ved Fjordens østlige Munding, for de Trold, som der havde sit Tilhold, og som forhindrede de Søfarende fra at omseile Næsset. For alligevel at komme frem var man nødt til at drage Baaden paa Land over Eidet mellem Kongsbugten, lap. Gonagas luokta, og Holmengraafjord. Paa Tilbageveien herfra gjorde Trifan sig et lidet Andagtssted i den Hule, som siden bærer Navn efter ham. "Inde i Hulen", siger Keilhau (17), "til hvis Indgang man maa klatre nogle Alen opad den næsten lodrette Klippevæg, mødte først en grov Lærredsdug som Forhæng, derefter Helligdommen selv, som bestod i et lidet Maleri, forestillende en Gudsmoder, samt i et derunder hængende hvidt Klæde med et gyldent broderet Kors. Foran Billedet stode tvende smale Voxlys." Russelapperne forsømme aldrig, naar de reise her forbi, at blotte sit Hoved, bukke og korse sig. Er det deres Hensigt at reise ud paa Fiske eller Jagt, pleie de ofte at gaa op og ofre en Kobbermynt til Trifan, for at han skal hjælpe dem til et rigt Udbytte. Man kunde tro, at Trifan i Tidens Løb var bleven rig ved disse Ofre; men det er ingenlunde Tilfældet. Han eier den Dag i Dag maaske ikke en eneste Kopek. Efter hvad man har fortalt mig, er Sagen nemlig den, at dersom Russelappen er uheldig paa Jagten eller med sit Fiskeri, saa gjør han paa Tilbageveien atter en Visit opom Trifan-raige og tager da ikke blot tilbage sin egen Gave, men ogsaa hvad Andre muligens i Mellemtiden kan have ofret, dersom ikke Nogen allerede er kommen ham i Forkjøbet hermed.
En af Kjøbmændene i Vadsø fortalte ogsaa, at medens han engang havde et berømt Billede af Helgenen Nicolaus, som han nu har skjænket til det etnografiske Musæum i Kristiania, pleiede Russerne, som kom til Vadsø, stadigt at indfinde sig for at bukke og korse sig for Billedet samt ofre en Ubetydelighed. Men i Regelen stjal den Ofrende, hvad hans Formand havde ofret, eller ogsaa en eller anden Ting, som Husets Eier hverken havde ofret eller tænkt at ofre.
Kapellet Boris-Gleb, som Russerne have givet Navn af Kloster, skjønt ingen Munk bor her, er ganske lidet og bygget af Træ. Det ligger paa en liden Bakke; i en smuk Birkelund. Den ene Del af Bygningen hæver sig noget over den anden Halvpart, og paa den høieste Del af samme staar et græskkatholsk Trækors. Indvendig er Kapellet delt i to Rum ved en Væg, hvori findes en Døraabning, der fører fra det første Rum - eller det Hellige - ind i det Allerhelligste. I begge Rum hænge nogle - tilsyneladende meget gamle Helgenbilleder. Flere Lysestager findes ogsaa opstillede der, samt forskjellige Ting, som ere ofrede Kirken, ophængte paa Væggene, f. Ex. brogede Tørklæder m. m.
Tæt ved Kapellet bo om Sommeren 10-12 Lappefamilier, der ere russiske Undersaatter og af den græsk-katholske Bekjendelse. De gaa i Almindelighed under Navn af Skoltelapper, en Benævnelse, som skal hidrøre fra den Omstændighed, at de - især tidligere - næsten Alle vare saaledes befængte med et Slags Skurv paa Hovedet, at de saagodt som intet Haar havde. Nu ser man kun sjelden et saadant Individ, takket være de norske Lægers Bestræbelser. Det var paa Grund af disse Skoltelapper og dette lille Kapels formentlige Hellighed, at Russerne i 1826 fik trukket Grænsen saa urimeligt og ufordelagtigt for Norge, som man kan se af et almindeligt Kart. Kapellet kunde hverken flyttes eller forlades. Grænsen blev derfor trukket nedad Pasvigelven - og en Kvadratverst rundt Kapellet indrømmet Rusland paa den Side af Elven, som forøvrigt er norsk Land. Med denne Kvadratverst beholdt Skoltelapperne ogsaa det for Laxefiske bedste Sted i Elven. Men paa samme Tid som Rusland fik trukket Grænsen saaledes til sin Fordel paa Grund af Kapellet og disse faa rettroende Lapper, blev der under Underhandlingerne, saavidt vides, ikke taget Hensyn til, at der længer inde paa Fællesdistriktet, i Peisen og paa Fiskerøen, boede og endnu bo flere lutherske Lappefamilier, som saaledes nolens volens bleve russiske Undersaatter. Havde Norge itide der etsteds opført en Kirke eller et nok saa lidet Kapel, kunde Grænsen muligens have været anderledes. Ogsaa i Neiden staar der en liden Hytte, som 2 derboende Skoltelapfamilier har givet Navn af Kapel. Dette var dog heldigvis for ubetydeligt til at kunne afstedkomme nogen alvorlig Fordring; men forresten har Rusland gjennem Kirken og sine Kirker gjort alle sine Erobringer paa hine Kanter.
De russiske Skoltelapper bo blot om Sommeren ved Boris-Gleb - og, som man af Billedet vil kunne se, i nogle usle Hytter, der som smaa Stabur ere byggede paa Stolper. Alt omkring disse Hytter vidner om, at Befolkningens Hovedbedrift om Sommeren er Fiskeri. Masser af Garn hænge paa lange Stænger, Torskeliner paa Væggene og Knipper af Torskhoveder ere udlagte til Tørring paa Tagene. Et Par Kjærisser eller Renslæder vidne om, at Befolkningen bruger Renen som Trækdyr om Vinteren. Skoltelappen eier ingen Ko og slaar derfor heller ikke det Græs, som meget yppigt voxer omkring Hytterne. Han overlader dette til Nordmændene. Derimod eier han adskillige Ren, der om Sommeren vanke frit omkring i Pasvig og Peisenskovene og ved sin Størrelse udmærke sig fremfor de norske Ren. Som Lappen i Almindelighed, saaledes kan ogsaa Skoltelappen arbeide meget flittigt og ivrigt til en Tid. Men naar han saa synes, at han har skaffet sig Mad nok for lang Tid, lægger han sig ofte paa Ladsiden, sover, æder og drikker, saalænge Forraadet varer. Nu maa man ogsaa indrømme, at der i den Del af Sommeren, da Solen aldrig gaar ned, da der ingen "Tid" er, overkommer Enhver deroppe en vis Fristelse til at sløse Dagen bort i et dolce farniente. Om Høsten eller i August Maaned, naar Skoltelappen er mæt og fed, lader han derfor ofte haant om at tjene 4 Mark indtil l Spd. pr. Dag i Tilfælde af, at Nogen vil have ham med paa en Skydstur. Men er Vinteren over, Vaaren kommen, Forraadet opædt og endnu intet nyt Fiske begyndt, da er Skoltelappen noksaa spag, og villig til Arbeide for rimelig Betaling; thi da er han baade mager og sulten, ja saa sulten, at han springer baade igjennem Ild og Vand alene ved det lokkende Syn af et tørret Torskehoved.
De russiske Skoltelapper ere baade med Hensyn til Sprog, Sæder, Skikke og Udseende temmelig forskjellige fra de lutherske Lapper i Sydvaranger. Mændenes Dragt er ogsaa tildels russisk, ligesom alle Kvinder have anlagt den russiske Hovedbedækning. I Kristendomskundskab staa de langt tilbage for disse, idet de ikke kunne læse, ingen Bøger have og ingen Skoleundervisning faa. Kun et Par Gange om Aaret kommer Popen fra Peisen til Kapellet for at holde Gudstjeneste. Af enkelte Individers høie Væxt samt rige rødlige Skjæg ser man tydeligt, at de ere stærkt blandede med russisk Blod. Mange af dem kunne ogsaa tale Russisk, uagtet ingen Rus bor dem nærmere end Præsten i Peisen.
Deres Lappisk er ogsaa stærkt blandet med Ord af det russiske Sprog. Deres Døbenavne ere russiske, ja endogsaa Navnene paa Rensdyr, som ellers i alle Dialekter pleie at være originale lappiske, ere af russisk Oprindelse. En Ren med hvid Hals eller hvidt Hoved kaldes Bjæloshjei eller Bjællof (rus. bjelui, hvid). Svitsch kaldes en Ren, som En, der er i Livsfare lover til Helgenen Trifan for sin Redning. Er Faren vel overstaaet, bringes Renen til Kirkestedet, naar der holdes Marked, og sælges til den Høistbydende. For Pengene kjøbes af Præsten Voxlys (r. svietchj, Lys), der opstilles i Boris-Glebs Kapel eller i Peisens Kirke og tændes, naar Vedkommende indfinder sig for under Bukking og Korsing i Timevis at takke sin Helgen for hans Bistand. Pomitj er ogsaa Navnet paa en Ren, (af russ. pominatj, bede for en Afdøds Sjæl). Naar en Mand eller Kone dør, udvælges af den Afdødes Renhjord det bedste og feilfrieste Dyr. For Betaling overlades det til nærmeste Slægtning, og for Pengene kjøbes røde Voxlys, der brændes hjemme i Huset til Ære for den Afdøde. Efter Folketroen kommer der nemlig en Engel, Individets specielle Skytsengel, ned fra Himmelen for at hente Sjælen. Denne fører han dog ikke direkte til Himmels, men i hele 7 Uger maa Sjælen i Følge med Engelen kjøre omkring med Renen og besøge, ethvert Sted, hvor den Afdøde i levende Live nogensinde har været og udrettet Noget, enten Godt eller Ondt. Sjælen bliver herved mindet om hele sit forudgaaende jordiske Liv, om Godt og Ondt, Lykke og Ulykke, Glæde og Sorg, og dersom den ikke er aldeles uforbederlig, vil det være muligt for den ved Anger endnu i sidste Stund at faa Adgang til Himmerig.
Eiendommelige Skikke ere nu for en stor Del forsvundne iblandt Lapperne. Ved Bryllupper, Barnedaab og Begravelse iagttage de omtrent, hvad Skik og Brug er hos deres mægtigere Naboer, enten nu disse ere Nordmænd, Svensker eller Russer. Kun Skoltelapperne gjøre endnu tildels en Undtagelse. Hos dem finder man endnu Bryllupsskikke iagttagne, som synes at stamme fra gammel Tid, og som aabenbart tyde paa, at det fordum iblandt Lapperne, som iblandt andre vilde Folkeslag, har været Skik og Brug, at man, for ikke at gifte sig med Beslægtede, maatte røve sin Brud fra en fremmed - og allerhelst fra en fiendtlig Stamme.
Russiske "Skoltelapper"
Til Tjener og Tolk havde vi leiet med os en Skoltelap fra Sydvaranger ved Navn Ivan Feodorovitsch. Foruden Russisk og sin egen Skoltedialekt talte han ogsaa almindeligt Sydvaranger-Lappisk, saaledes at jeg med Lethed kunde samtale med ham. Lidt Norsk kunde han ogsaa. Han var dog kun nogle faa Dage i vor Tjeneste. Grunden til, at vi ikke beholdt ham længer, var ikke den, at han som rettroende Græker ikke i Længden kunde forliges med os eller vore andre Folk eller vort Madstel, men tværtimod den, at vore 2 andre Tjenere troede at have fundet, at han havde medtaget fra Hjemmet en saadan Mængde Smaadyr, at de aldeles ikke vilde dele Kahyt med ham. Herover blev han fornærmet og maaske med Grund; thi senere indsaa vi, at det ikke var nogen Særegenhed ved ham, men en Nationaleiendommelighed baade for Lapper, kareler og Russer.
Imidlertid benyttede jeg den Tid, vi havde ham, til at faa ham til at fortælle Følgende om
Skoltelappernes Bryllupsskikke.
Naar en Gutt har gjort Bekjendtskab med en Pige og bestemt sig til at anholde om hendes Haand, underretter han først sine Forældre derom. Vinder Partiet deres Bifald, saa begiver han sig, ledsaget af Forældre og Slægtninge samt en Frier- eller Talsmand, afsted til den By eller det Sted, hvor Bruden bor. Næsten altid foretages en saadan Frierfærd om Vinteren, da det med Rensdyr er ligesaa let at komme frem over Nordens veiløse Sneørkener som med Kamelen at komme frem igjennem Sydens Sandørkener. Rask gaar det afsted over Tundraens øde Vidder og isbelagte Indsøer.
Allerede paa lang Afstand bebudes de Reisendes Ankomst ved de altid aarvaagne Hundes Gjøen, og naar de ere komne saa nær, at Bjældeklang høres, springer Brudens Forældre og Slægtninge ud for at modtage de Ankommende. Hver tager en Ren og leder den hen til Husets Dør. Her stige de Reisende af Slæderne, hvorpaa Kjørerenene, glade ved at befries fra sit Sæletøi, strax sætte afsted ud i Vildmarken, hvor de ved Hjælp af Spor i Sneen og sin fine Lugtesands snart finde frem til Kammerater og Venner. De ankomne Gjæster bydes ind; men Husleiligheden er ofte meget tarvelig, saaledes at de en for en maa krybe ind igjennem den lave og trange Døraabning. Men, om end ingen Fløidøre slaaes op for de Fremmede, findes der dog altid en gjæstfri Arne, selv i den allerusleste Lappehytte. Indkomne, fremfører Talsmanden først den almindelige lappiske Hilsen til Alle i Almindelighed: "Rafthe vissui!" "Fred i Huset!" hvortil altid svares: "Ibmel addi!" "Gud er den, som skjænker den!" Derpaa hilser man enkeltvis paa hinanden, paa lappisk Vis ved en halv Omfavnelse, idet man lægger høire Haand paa hinandens venstre Skulder, stryger Kind mod Kind, og Næsetip mod Næsetip med Ønsket: "Dærvan, dærvan!" (Vel, vel!). Saa tager Talsmanden Ordet og spørger: "Lægo mist loppe sardnot maidege?" Maa det være os tilladt at fremføre vort Ærinde? "Ja, vær saa god!" svarer Pigens Fader, hvorpaa Talsmanden bukker dybt 3 Gange og takker for den venlige Modtagelse, som er bleven dem til Del, men istedetfor, som man skulde vente, at fremføre sit Erinde eller i velvalgte Ord at anholde om Pigens Haand, tager han, uden at sige et Ord, frem af sin Barm en anden Talsmand, der visselig ofte virker kraftigere paa Lappens Sind og Hjerte end Ord og Talemaader, nemlig en Brændevinsflaske. Af denne skjænker han Faderen, Moderen og Brødrene, hver især 3 Dramme. Førend de drikke, bukke de sig 3 Gange og gjøre Korsets Tegn paa græskkatholsk Vis, idet de sætte 3 Fingre mod Pande, Bryst, høire og venstre Skulder. Naar de have drukket den tilbudte Skjænk, udtaler Formanden sit "Ædnag spasib" eller Tak, saavel paa Brudgommens som Følgets Vegne, fordi de tilkommende Svigerforældre have modtaget og drukket de 3 tilbudne Dramme; thi hermed er Sagen op og afgjort. Modtagelsen af den tilbudne Skjænk er nemlig det Samme som Ja og Amen til Partiet. Afslaar man derimod at drikke det tilbudne Brændevin, er dette et ligesaa sikkert Tegn paa, at Forældrene ikke ere tilsinds at bortgifte sin Datter til den ankomne Beiler. Videre foretages ikke første Dag.
Næste Dag gjøres der Forberedelser til Gjæstebud i den Stue, som er anvist Brudgommen og hans Følge. To Friermænd sendes over til Pigens Forældre, bukke sig for dem 3 Gange og nævne hver især ved Navn: "Ivan Michailovitschj etc. værer saa gode at indfinde eder til Gjæstebud hos Brudgommen og hans Følge!" Indbydelsen modtages, Friermændene udtale sin Tak herfor og vende tilbage igjen for at fuldende Forberedelserne til Gjæstebudet. Men efter en kort Stund indfinde de sig igjen og gjentage paa samme Maade IndbydeIsen 3 Gange. Først efter 3die Invitation gaa Pigens Fader, Moder, Brødre og Søstre over i Brudgomsstuen. Bruden gaar derimod ikke med, men maa sidde i en Krog af sin Faders Stue og tilbringe Tiden med Graad og Veklager, medens alle Andre holde sig lystige. Naar Pigens Forældre med Følge ere komne ind i Brudgomsstuen, indbydes Førstnævnte til at tage Plads i "Boasshjo" eller Høisædet ved den øverste Ende af et dækket Bord. De Øvrige tage Plads paa begge Sider af samme, Mændene paa den ene og Kvinderne paa den anden. Men Brudgommens Forældre staa ved Døren og bukke for Gjæsterne. Friermanden tager nu en Flaske Brændevin og skjænker rundt Bordet hver Gjæst 3 Gange, idet han begynder med Brudens Forældre. Enhver, der skjænkes, reiser sig, bukker 3 Gange, korser sig og drikker. Efter endt Maaltid omfavner Enhver sin Nabo og kysser ham ved at gnide Kind mod Kind og Næsetip mod Næsetip. Idet Gjæsterne gaa, inviterer Pigens Fader Alle til Gjæstebud hos sig næste Dag, eller 3die Bryllupsdag.
Denne er den største Høitidsdag, og Pigens Forældre indbyde saamange af Slægt og Venner, som de kunne modtage. Bruden maa ogsaa denne Dag sidde henne i en Krog af Stuen. Hendes Ansigt bedækkes med et Klæde, og skjult under dette maa hun sukke og græde. Heri bestaaes hun af et Par af sine bedste Veninder, der sætte sig paa Huk hos hende henne i Krogen. Er Slægt og Venner samlede, sendes Indbydelse over til Brudgomsstuen. Gjæsterne indfinde sig, men finde nu 2 Gutter stillede som Vogtere foran den ydre Dør. Enhver Gamme har nemlig 2 Døre og en smal Gang mellem begge. Følget henvender sig til disse med Anmodningen: "Luoite min sisa! Slip os ind!" Disse svare: "Giv Betaling, saa skulle I faa slippe ind!" En Tribut af et Par Kopek erlægges, og de slippe indenfor første Dør. Foran den indre Dør staa ligeledes 2 Gutter, og Følget maa ogsaa her erlægge en lignende Tribut. Indkomne i Stuen, reise alle de forsamlede Gjæster sig, og 3 gaa de Ankomne i Møde og jage dem uden Komplimenter ud igjen. De opholde sig en Stund udenfor og tildække sig paa Hovedet, Skuldre og - hvor de kunne - med Sne, hvorefter de atter begive sig ind, uden at nu Vogterne lægge dem Hindringer i Veien. Indkomne klage de over det forfærdelige Uveir, som raser udenfor, og bede i en ynkelig Tone om Husly. Dette Krigspuds nytter dem dog ikke, de blive atter uden Barmhjertighed jagede paa Dør. Endelig, idet de 3die Gang komme ind, tilsyneladende aldeles forkomne af Kulde, beder Husbonden dem at være velkomne og fører Brudgommens Forældre til Høisædet, hvorefter Alle tage Plads omkring Bordet. Der skjænkes nu af Brudens Kjøgemester rundt til Alle, man spiser, drikker og holder sig lystig. Men Bruden sidder fremdeles henne i Hjørnet og græder med sine Veninder. Efter Maaltidet gaar Brudgommen hen til Bruden, sætter sig ned hos hende og kiger ind under det Klæde, hvormed hun er tilhyllet. Det Samme gjør ogsaa efter ham hans Fader, Moder og Slægtninge. Derpaa tiltaler Friermanden Brudens Fader saaledes: "Nu har vi altsaa faaet din Datter af din Haand til Hustru for N. N.?" Faderen svarer: "Ja, nu har I faaet hende, og nu kunne I behandle hende, som I ville, I kunne "basset su tschalmid dolast", stege hendes Øine i Ilden, eller gjøre med hende, hvad I ville; nu strækker min Magt sig ikke længer til min Datter!" Saa komme Brudepigerne frem med Brudens Reisedragt. Men under det, at hun skal iføres sin ny Reisedragt, gjør hun al mulig Modstand. Hun spænder, sparker og hopper som en utæmmet Ren, for ikke at faa Klæderne paa sig. Samtlige Piger maa derfor hjælpes ad. Medens nogle holde hende i Arme og Ben, maa andre se til at faa smyge Klæderne paa hende. Til Slutning tildækkes hun atter med et tæt Slør over Hovedet.
Medens Paaklædningen foregaar inde, holde Mændene udenfor paa at kjøre omkap omkring Husene, raabe, støie, affyre Slmd paa Skud, ret som om de vare indviklede i den vildeste Kamptummel. Er Bruden endelig paaklædt, tager en af Brudgommens og en af Brudens Slægtninge hende hver i sin Haand og lede hende hen mod Udgangen. Men førend hun gaar ud, stiller to Personer sig foran Døraabningen og holde et Brød med noget Salt samt et Helgenbillede over Døren, saaledes at Bruden maa gaa under Brødet, Saltet og Billedet. Udenfor Døren staa 2 Slæder forspændte med de største og smukkeste Rensdyr. Brudgommen tager nu selv Bruden under Armen og leder hende hen til den ene Slæde, hvori hun sætter sig og bliver snøret fast med Remme, som om hun skulde tænke paa Flugt. Derpaa sætter han sig selv i den anden Slæde, og Parret holder hinanden under Armen, medens Renene ledes af, begges Slægtninge langsomt hen over Marken. Imidlertid kjøre andre grassat rundt om dem. Et Stykke fra Husene tager Brudgommen og binder Brudens Ren fast bag i sin egen Slæde, og hele Følget sætter i det Samme afsted i Gallop, saa hurtigt, som Enhver kan drive sin Ren til at springe, ret som om det gjaldt den vildeste Flugt.
Ankomne i Nærheden af Brudgommens Bopæl, kjøre Nogle foran for at underrette de Hjemmeværende, om Følgets Ankomst, og har man paa Veien løsnet noget paa Brudens Baand, forat hun kunde sidde bekvemmere, saa snøres hun nu fast igjen. Idet Bruden kjører frem paa Tunet, springe de Hjemmeværende til og løse op Rebene, hvormed hun er bunden. Faa de dem ikke op i en Hast, skjæres de uden videre af. Derpaa ledes hun hen imod Døren, hvor nu atter Tvende stille sig op og holde et Brød, Salt og et Billede over hendes Hoved, idet hun gaar ind. Her modtages hun af Brudgommens Moder, som leverer hende et Brød og siger: "Fra nu af skal Du være "laibbe-æmeden" (Brød-Moder), Værtinde i dette Hus!" Bruden beholder endnu i 8 Dage sit Slør over sig, og Enhver, som vil se hendes Ansigt, maa betale nogle Kopek. Efter 8 Dages Forløb gaar man til Præsten og vies af ham; men denne Ceremoni ansees ikke saa vigtig som Iagttagelsen af de gamle Bryllupsskikke.
Flere Træk i disse Ceremonier, f. Ex. Vagten foran Dørene, Listen, som Frierfølget bruger for at slippe ind, og faa Husly, Kamptummelen, Brudens Modstand og endelig Flugten med den bundne Brud bag Brudgommens Slæde synes, som allerede sagt, at tyde paa, at Lapperne have anseet det for prisværdigt at røve sin Brud fra en fiendtlig Stamme.