En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Henøerne.

Vi forlod Normandsæt den 27de Juni Kl. 4 Efterm. og havde nu i vort Selskab - foruden vor Tolk fra Vadsø - desuden de 3 Lapper Lars Hætta, Ivan Skoltelap og Lodsen Nille Halt. Vi satte Kurs mod Henøerne, der ligge Vest for Fiskerøen, i Mundingen af Varangerfjorden. Disse Øer omtales nemlig ofte i ældre Skrifter som et Land, hvor Jagt og Kobbefangst dreves fælles baade af Nordmænd, Lapper og Russer. De har, som mange Steder her nordpaa, ogsaa sine 3 Navne. De hedde nemlig paa Lappisk Ainak, paa Russisk Ainow og paa Norsk snart Henøerne, snart Hanøerne. Den største af disse Øer er neppe ¼ Mil lang, halvt saa bred og ganske lav. Dens høieste Punkt hæver sig neppe mere end 50 Fod over Havet. Den mindre er noget høiere, men neppe halvt saa stor. Om disse Øer hedder det i en Beretning fra 1745 (i Rigsarkivet): "Tilforn, da Nordmænd vare mange i Tallet i Vadsø Præstegjæld, fore de til disse Henøer og samlede der om Sommeren Ederdun og Fugleæg, og om Vinteren sloge de Kobbe, saaledes at hvo af Nordmænd eller Karelsgamfinner (Lapper paa Fiskerøen), der kom først, toge Nytten af Henøerne. Men for et Par Aar siden; da Nordmænd næsten ere uddøde (eller bortreiste paa Grund af Monopolvæsenet), have de Karelsgamfinner begyndt at forbyde de Norske at komme did og at benytte sig af Henøerne. Dog de Norske agte ikke det Forbud". Henøerne hørte nemlig indtil 1826 ind under det norsk-russiske Fællesterræn.

Allerede, da vi kom i Nærheden af Øerne, kunde vi mærke, at vi nærmede os et Fuglevær. Store Sværme af Maager og Lundefugl fløi omkring Kutteren, forskrækkede over vor Ankomst, og endnu flere af forskjellige Sorter laa inde langs omkring ved Stranden som Vagt. Kutteren lagde til midt imellem begge Øer, og Daa, jeg, Ivan Skolt og Nille Halt gik iland, vi for at se os om, Ivan og Nille for at samle Æg, hvortil den Sidste var nærmest berettiget som russisk Undersaat, men Ivans Samvittighed tillod ham det ogsaa som Græsk-katholsk. Ellers sagde de, at der ingen Jagtlov eller Fredningsbestemmelse existerede. Enhver samlede Æg og skjød, hvad han kunde.

Øen er bevoxet dels med frodigt Græs paa de høieste Punkter dels med en Skov af Angelika, der, at dømme efter de Levninger, som stode igjen fra forrige Aar, her naar op til en Høide af 3 Alen, dels med Skovgræs paa sumpige Steder og ganske lavt Vidiekjær, hvori jeg havde ventet at finde Rypen klække; men det var dog ikke her Tilfældet. Det dybe Lag af Muld, som findes paa Øen, maa være overordentligt frugtbart, da det er dannet af den Guano, som utallige Fuglesværme i Aartusinder have nedlagt. Efterhvert som vi kom længer op paa Øen og adspredte os, blev Fuglesværmene i Luften større og tættere. Opskræmte fra sine Ruge- og Hvilepladse, fiøi de ængstelige omkring os, kastede sig ned ude paa Søen, men kom strax igjen for at se, om Fredsforstyrrerne vare borte. Midt oppe paa Øen ligger der et lidet Kjærn. Det var aldeles besaaet med Flokke af Ederfugl, Maager, Ænder, Lom og Havel, som syntes høist nødigt at ville forlade samme, da de formodentlig benyttede det som et fælles Sommerforlystelessted. Jeg gjorde dem da heller ingen Fortræd, hverken med Skrig eller Skud; thi uagtet jeg gik med Bøssen i Haanden, kunde det dog ikke falde mig ind at skyde her hvor enhver Fusker kunde træffe ved blot at stikke Løbet tilveirs og fyre af op i Sværmene. De forskjellige fuglearter havde hver sine Yndlingspladse paa Øen. Maagerne klækkede paa Lyngstrækninger, Ederfuglen imellem Sivtuerne, Fiskejoen paa de høieste Toppe; Tennen havde sit Rede baade høit og lavt, men det forekom mig, som Farven af dens Æg skiftede efter Omgivelsen, idet de havde Stenens graasprængte Farve ved Stranden og Mosens Farve paa Høiderne, saaledes at de ikke let opdagedes af et uerfarent Øie. Lundefuglen havde især 2 Pladse til sin udelukkende Raadighed, nemlig 2 Skraaninger ned imod Havet, hvis Jordlag bestod af dyb, tør, sort Muld, kun ubetydeligt bevoxet med kort Græss. Disse Skraaninger vare saa fulde af Huller, som Lundefuglen havde gravet ind i den løse Muldjord, for at danne sig Reder, at den saa ud som et Sold, og naar man gik omkring, følte man alt i Et, at Grunden gav efter. Naar man grov lidt i Mulden der, hvor Foden sank i, kom man strax ned enten paa Ryggen af Fuglen - paa Redet - eller til dens Æg. Hist og her stak en og anden Lundefugl sit dumme Aasyn frem af et Hul, stirrede et Øieblik forbauset paa os og fløi saa klodset afsted, men kom efter en liden Stund i pilsnar Flugt tilbage for at se, om Fredsforstyrrerne vare borte. Vore Lapper samlede omtrent 100 Æg af forskjellige Sorter, som senere ombord bleve underkastede Vandprøven, og de, der bestod derme, forbe­holdtes Daa og mig. Lapperne og Nordlændingerne tage det nemlig ikke saa nøie med Ferskheden, men spise Æggene, selv om de ere en Smule "strøipte", eller tydeligt nok bære Spor af, at Fuglen har ruget paa dem.

Paa Henøerne maatte ganske vist nogle Familier kunne bo og leve af at holde Kjør, drive Fiske og samle Æg, naar Fugleværet frededes. Nu drives Indsamlingen paa Rov, og Fuglemængden har derfor, sagde man, aftaget meget imod, hvad den før har været.