Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger
1. Kirkeforfatningen
2. Skole- og Fattigvæsenet
3. Retspleien, Skatter og Afgifter
4. Medicinalvæsenet
5. Veivæsenet; Skyds og Befordringsmidler
6. Postvæsenet
7. Forsvarsvæsenet

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

5. Veivæsenet; Skyds- og Befordningsmidler.

Kunstige Landeveie, eller saadanne, som af Menneskehænder ere anlagte, gives i Almindelighed ikke i Finmarken, og vilde paa de fleste Steder i Kystegnene, hvor al Communication lettest foregaaer tilvands, ogsaa være ligesaa overflødige som besværlige at faae istand. Dog kan Man paa enkelte Steder ved en kort Landreise undgaae en betydelig Omvei tilsøes. Der gives saaledes en temmelig god Landevei over det flade og een Miil brede Alt-Eide imellem Langfjordbunden i Talvig Sogn og Qvænangen i Skjervøe Sogn, ligesom ogsaa over Hobs-Eidet i Øst-Finmarken; men Naturet har selv gjort det Væsentligste til disse Veie, som, for at opfylde deres Hensigt, kun behøvede paa sine Steder at afgrøftes og forsynes med nogle ubetydelige Broer over de Bække, som hist og her have deres Løb over samme. Det samme gjælder ogsaa om den omtrent een Miil lange Bygdevei, som gaaer fra Elvebakken forbi Altengaard til Bossekop, og derfra videre op i Dalen, paa hvilken Man dog for nogle Aar side saae sig nødsaget til at anvende et ikke ubetydeligt Forbygningsarbeide mod Elven, som aarlig skjar sig længere til Siden, og truede med ganske at borttage Veien. Desuden haves og benyttes stundom nogle mere eller mindre beqvemme Rideveie, saasom imellem Talvig og Kaafjord, 1 Miil; fra Repperfjordbunden over til Smørfjord eller Olderfjord i Kistrands Sogn, omtrent 2 Mile; og fra Leerbotten eller Rafsbotten til Taborsnæs i Porsangerfjord, som udgjør 4 Mile. Ligeledes over Varangerfjeldet imellem Tana-Elven og Varangerbunden i Øst-Finmarken, med flere Steder. Men da disse Veie deels kun lidet befares, deels ikke i ringeste Maade ere forbedrede ved Arbeide, fortjene de i Grunden neppe at anføres som Veie i egentlig Forstand. Af større Vigtighed er Færselen tillands i de indre Tragter af Finmarken; men den foregaaer kun om Vinteren med Rensdyr, og da kan ethvert snedækket Fjeld, enhver tilfrussen Elv eller Indsøe tjene som Landevei.

Imidlertid befares dog visse tragter mere end andre, og imellem de samme Steder følges altid den samme Vei, eller, om der gives flere, dog altid en bestemt Vei. Ved Valget af denne tages just ei Hensyn til den korteste Afstand alene; Man finder det ofte fordeelagtigt at benytte en Indsøe eller følge en Elv, om end Veien derved noget forlænges. Fra Alten til Koutokeino f. Ex. imellem hvilke Steder udentvivl den meste Vinterfærsel finder Sted af Posten, Reisende, og Vare-Transporter til og fra russisk Finland, kan man saaledes tage 2 Veie. Hyppigst følger Man Altens Dalføre eller Elv de første 3 Mile, og tager derpaa over Beskades-Fjeldet til Suolovuoblmi (Solovom), hvor, 6 Mile fra Alten, en lille Fjeldstue findes opført til Huusly for de Reisende; men hvis et stærkt indfaldende Sneefald eller høit Vand i Elven gjør Føret paa denne ufremkommeligt, tager Man fra Alten strax op paa Fjeldet over Raftesvara til Suolovuobmi. Herfra gaaer Veien fire Mile over Zinevresdudder og Masijok til Biggejaure, hvor man atter kommer ned paa Elven igjen, som nu følges de 2 sidste Mile til Koutokeino. Den anden Vei, der gaaer længere vestlig over Gurbmivara, Nuppivara og Jurivara, er udentvivl noget kortere, men derhos besværligere, og vælges derfor kun i Begyndelsen af Vinteren, førend Elven og Vandene ere saa tilfrusne, at Man med Sikkerhed kan kjøre dem. Denne sidste Vei følges ogsaa om Sommeren tilfods, da Altens Elv formedelst en Mængde Fosse kun stykkevis kan befares med Baad. Fra Alten til Koutokeino regnes for 16 Mile, og Man behøver i Almindelighed i taaleligt Føre 1½ eller 2 Dage for at tilbagelægge denne Vei.

Fra Koutokeino udgaae Veie i forskjellige Retninger; mod N. V. til Qvænangens, Reisens og Lyngens Fjorde, hvorhen haves 14-18 Mile tildeels skarp Fjeldvei; mod Syd til Karesuando, Muonioniska, Ballajok, Lippejerve, Vuontesjerve, og flere Landsbyer hiinsides Grændsen i det svenske og russiske Finland, samt mod N. O. til Karasjok, hvorhen Man for største Deel følger Altens Elv, Jetzjok og Karasjok. Paa denne sidste Vei, som er 18 Mile, findes ligeledes en Stue (Fogedstuen) og 2 smaae Tørvhytter eller saakaldte Gammer opførte til Beqvemmelighed for Reisende.

Fra Karasjok udgaae ligeledes adskillige Veie deels til Alten, 17 Mile, for det meste skarp Vei over nøgne Fjelde, med mindre Man følger Veien indtil Fogedstuen, hvorved dog Veien bliver over een Miil længere; til Porsangerfjorden 10 Mile; til Tana og Varangerfjord i Øst-Finmarken, hvorhen Man har 23 a 24 meget lange Mile men ikke besværlig Vei, da Man hele Tiden følger Tana-Elven og ofte træffer beboede Pladse; samt endelig til Indiager i russisk Finland, som skal være 18 Mile. Fra Karasjok til Tanen kan om Sommeren ogsaa reises med Baad, da Elven overalt er farbar.

Paa disse Veie kjøres som oven bemærket blot om Vinteren med Rensdyr. Til Kjøreredskab bruges enten Pulk eller Kærrist (rigtigere Gjæres). Begge ere af samme Bygning, dannede ganske som en Baad af det Slags, som ere bekjendte under Navn af Eger eller Pramme, og Forskjellen er kun den, at paa Pulken den forreste Halvdeel har et hvælvet med Sælskind overtrukket Dæk, hvorved deels Fødderne bedre beskyttes mod Kulden, deels et lille Skriin dannes i den forreste Spidse af Pulken til Opbevaring af noget Reiseproviant eller andre Smaaeting. Fangkærrister (d. e. Gjæresser, bestemte til Læs eller Varetransporter) bruges af forskjellig Størrelse, eftersom de benyttes til tungere eller lettere Gods; men Kjørekærrister og Pulke ere alle af omtrent lige Størrelse, nemlig netop saa store, at et voxent Menneske kan sidde deri med udstrakte Been. Hvo der har jævnlige Reiser, lader sig gjøre sin egen Pulk og tage Maal af sig til denne som til en Klædning. De bygges af Birk- eller Furutræ; dog tages til Kjølen, som er 5 a 6 Tommer bred og fortil ender sig i en opstaaende Spids, altid feed Furuveed, da denne ved Brugen bliver glattest. De øvrige Bord, som danne Pulkens 9 a 10 Tommer høie Sider, og ved Trænagler befæstes til indvendige Knæer, ere kun 3, høist 4 Tommer brede, tykkere i Midten men tynde i Kanterne, saaledes at ethvert af dem bliver hvælvet, og derved stærkere til at udholde Stød. Bagtil tjener et fladt Speil til Rygstøtte. Der er iøvrigt intet Sæde, men Man sidder fladt udstakt i Bunden af Pulken paa lidt Høe eller et Reenskind.

Sæletøiet er yderst simpelt. Det bestaaer i en af uberedet og dobbelt sammenlagt Reenskind dannet Ring (Gjæsis), omtrent liig de udstoppede Puder under Bovtræerne paa en almindelig Arbeidssæle, som lægges omkring Dyrets Hals, og i hvis nederste Rand der befæstes en bred Træk-Rem (Vuottereipe), som altsaa fra Brystet løber imellem Forbenene og Bagbenene og fastgjøres i Pulkens forreste Ende. Der bruges kun een Tømme, som knyttes under Renens Hage i en Grime, og ligger langs Dyrets venstre Side, men kastes over Ryggen om paa høire Side, naar Man vil tilskynde Renen at løbe hurtigere, da Man slaaer den med Tømmen over Korsryggen. Tømmen er derfor temmelig tung, og Man bruger dertil et omtrent fingertykt Reeb, eller, da dette i Kulden fryser stivt, hellere flettede Reensdyrsener eller en [tvunden] Rem af Sælskind. Dette er det hele Sæletøi, som Finnerne i Almindelighed bruge; dog have de Fornemmere ofte et udsyet Klædesbelte om Renens Liv og en lignende Krave om Halsen, hvori der hænger en [Bjælde]. Nytten af det første er den, at det hindrer Vuottereipe, som derfor trædes igjennem en paa Bæltet under Bugen anbragt Løkke, fra at komme i Uorden, naar Renen vender sig om.

Man har ofte hørt Yttringer af Forundring over af Finnerne ere blevne staaende ved disse ufuldkomne og ubeqvemme Reise-Redskaber, der synes indrettede som om Kjørselen med Rensdyr var en Opfindelse fra igaar. Intet er heller almindeligere, end at Den, som første Gang foretager en Fjeldreise, sysselsætter sine Tanker med Speculationer paa alleslags Forbedringer; og havde de formeentlige Ufuldkommenheder intet andet Gode, saa have de dog dette, at de give den fremmede Reisende Noget at tænke paa til Tidsfordriv, medens han hjerteligen kjeder sig paa den eensformige Fart over de øde Fjelde. Men Intet er heller almindeligere, end at nogen Erfaring snart overbeviser ham om, at Fjeldfinnen ligesom alle andre Folk selv bedst veed at indrette sine Fornødenheder paa den hensigtsmæssigste Maade, og at Pulken bør blive saadan som den er; sædvanlig lader Man unyttige Grublerier fare efterhaanden som Man bliver mere fortrolig med denne Reisemaade, og derfor lider mindre af Kjedsomhed. Hvad der især chicanerer den Uvante, er: at Pulken ikke gaaer paa 2 Meier, men paa en smal Kjøl, og følgelig vælter ved det mindste Stød eller Mangel paa Ballance hos Den, der sidder i samme; dernæst, at den trækkes efter eet Reeb og ikke 2 Skjægger, hvoraf naturligvis følger, at Renen ikke kan holde Pulken tilbage ned ad Bakke, saa at den Reisende ofte kommer hurtigere og mere hovedkuls ned, end han ønskede det; og endelig at Man ikke bruger 2 Tømmer, hvorved Renen bedre maatte kunne styres.

Det er imidlertid ikke uden god Grund, at Finnen i alle disse Tilfælde foretrækker det Enkelte for det Dobbelte, og enhver af disse tilsyneladende Mangler har afgjort Fortrin med Hensyn til Terrainets og Veiens Beskaffenhed. En Slæde paa Meier vilde ei alene synke dybere ned i den løse Snee, men den vilde desuden snart sønderbrydes paa de ujævne Veie i Skov og paa Fjeld, hvor det gaaer over Stok og Steen, og hvor Man ofte farer ud over smaae Præcipier af een eller et Par Alens Høide. Den vilde fremdeles, saa underligt det kan synes, være langt mere udsat for at vælte end Pulken; thi denne vælter kun for den uvante Kjører, den Øvede har den ganske i sin Magt, og veed ved Balance i Legemet at holde den i Ligevægt der, hvor det vilde være uundgaaeligt at vælte med Slæde. Man tænke sig en stor Steen liggende i Veien skjult af den løse Snee. Renen hopper med Lethed over; men idet Pulken kommer op paa Stenen, vil den naturligviis Vælte; den Kjørende hælder sig lidt til den modsatte Side, og den hvælvede Pulk glider sagtelig ned af Stenen og baner sig Vei ved Siden af samme. Omtrent det samme kan siges imod Brugen af Skjægger; [de maatte være] uforholdsmæssig svære for ei at brækkes; de vilde hindre Pulken fra at vige til Siden og med Lethed at bøie sig efter Veiens uendelige Krumninger, og de vilde i tætte Skove idelig hænge fast i de fremragende Grene og Krattet. Pulken er kiledannet: hvor Renen kan smyge igjennem, maa den altid kunne følge efter; der er Intet paa Siderne, som kunde give Modstand. Endog 2 Tømmer vilde kun være til Uleilighed og uden synderlig Nytte, da Renen, hvilken Man desuden ikke maa tænke sig saaledes tæmmet og tilkjørt som en Hest, med nogen Øvelse ret godt lader sig styre med den ene Tømme.

Det er en [ganske] almindelig Troe, at Man med Rensdyr kommer omtrent lige saa hurtigt frem som med Damp. Det er sandsynligviis Forestillingen om den Hurtighed og Lethed, hvormed Rensdyret, som alle Hjortearter, bevæger sig, der har opvakt denne Mening, og flere Reisende, som af Mangel paa bedre Udbytte af deres eventyrlige Tog til Nordcap, dog i det Mindste ville have den Tilfredsstillelse, ved Hjemkomsten at fortælle deres Landsmænd noget Vidunderligt, have gjort Sit til at bestyrke den. Men naar Man betænker, at en Reen ikke er større eller førere end et nogle Uger gammelt Heste-Føl, og Man sammenholder det Begreb, Man derved faaer om Dyrets Kræfter med Stationernes Længde og Veiens Beskaffenhed, da vil Man neppe, uden at fordre Mirakler, kunne vente at reise med usædvanlig Hurtighed. At løbe løs og ledig er Eet; at slæbe en Pulk med et voxent Menneske 16 til 18 Mile, stundom igjennem dyb Snee, noget ganske Andet; det Første kan gaae hurtigt; men at det Sidste skulde gaae ligesaa hurtigt strider imod Sagens Natur. Vel kan Man i ret godt Føre og paa en glat Vei, f. Ex. henad en tilfrossen Elv, tilbagelægge enkelt Miil i kortere Tid end en halv Time; men hvorledes skulde dette blive muligt paa en længere Reise? Fra Alten til Koutokeino, som er 16 Mile, eller fra sidstnævnte Sted til Karasjok, der regnes for 18 Mile, benyttes sædvanligen de samme Reen den hele Vei, og denne Reise forrettes i Almindelighed efter Aarstiden og Førets Beskaffenhed i noget længere eller kortere Tid end 2 Dage. Vanskelig kunde den gjøres i samme Tid med Hest, som vel er et langt kraftigere, men neppe saa udholdende Dyr som Renen. Naar man har kjørt i 3 til 4 Timer, spændes Renen en halv Times Tid fra Pulken paa et Sted, hvor der voxer Mosse, for at den der kan sanke nogen Føde, og om Natten forunder Man den flere Timers Hvile, som ogsaa den Reisende sædvanlig tiltrænger, og søger i de Hytter eller Gammer, som til den Ende ere opførte i nogle Miles Afstand fra hverandre, hvor Localiteten tillader det.

Paa det aabne og nøgne Fjeld er Føret sjelden synderligt tungt, da Sneen gjerne fyger bort eller af Vinden trykkes sammen efterhaanden som den falder; men i de smaae Dalstrøg og Fordybninger, Man stundom passerer, paa Elvene, eller hvor noget Kratskov giver Lye imod Vinden, er stundom Sneen saa dyb og løs, at Renen synker aldeles ned til Ryggen, og kun kan komme frem ved at hæve sig paa Bagbenene og hoppe Stykke for Stykke. At dette maa være høist udmattende for Dyret, og at det følgelig under saadanne Omstændigheder kun kan gaae meget langsomt fremad, er let at indsee. Dog er Sneefaldet sjeldnere saa stærkt paa eengang, at jo Renen veed at trække paa det forhen dannede Spor, om end dette er aldeles udslettet for Øiet; og der er saaledes sædvanlig en fastere Bund under, om der end ligger en halv eller en heel Alen løs Snee ovenpaa. Det fataleste Tilfælde, som kan møde den Reisende, er Tøveir; thi da sætter Sneen sig fast under Pulken, hvorved den naturligviis maa blive overordentlig tung; og der er ingen større Taalmodighedsprøve, end at reise i dette Tilfælde; thi ikke nok, at Man kun kan kjøre Fod for Fod, men Man nødes ogsaa hvert Øieblik at standse og staae ud af Pulken, medens Finnen hvælver denne for at befrie den for den paafrusne Snee og Iis. Stundom hænder det ogsaa, at et stærkt Sneefald nedtynger Isen paa Elvene, og bringer Vandet til at stige op over Isen og smelte endeel af Sneen; under saadanne Omstændigheder kan Man lettelig tilbringe mange Timer, ja vel endog en heel Dag paa enkelt Miil (74).

Man er dernæst ogsaa meget tilbøielig til at ansee Kjørselen med Rensdyr som et halsbrækkende Arbeide. Dette er imidlertid ikke Tilfældet; med en veltæmmet Reen kjører Man ligesaa trygt, som med en Hest, og om den end i Begyndelsen er noget kaad, og ved sine regelløse Sidesprang giver Farten et viltert Udseende, saa gaaer dette snart af den. Hvo der er uvant til selv at styre sin Reen, behøver desuden kun at binde den fast i Veiviserens Pulk; den følger da taalmodig efter, ligesom han ogsaa for at undgaae den altfor stærke Fart ned ad Bakke kan lade een af Reserve-Renene binde fast bag i sin egen Pulk, som da holder denne tilbage. Derimod kan det ikke nægtes, at den Svagere lettelig paa en Reise af denne Natur kan være udsat for nogen Fare paa sin Helbred, men dette er en Følge af Veiret, ikke deraf, at Man kjører med Rensdyr. Det er stedse ubehageligt at reise i ondt Veir, men aldrig har dette saa megen Inflydelse, som paa en Reise af dette Slags. Denne formedelst mangel paa alle Beqvemmeligheder underveis stedse mere end andre Reiser trættende Fjeldfart kan i haardt Veir blive i høieste Grad besværlig og anstrængende. Hvad det betyder, at udholde et ret alvorligt Stormveir og Sneefog paa det nøgne Fjeld, veed kun Den, som prøvede det, og nødes Man under disse Omstændigheder at tilbringe Natten under aaben Himmel, da er en god Helbred et nødvendigt Reqvisit. At Man endog nødsages til for Veirets Skyld at lægge sig ned og lade sig begrave under Sneen, kan vel hænde; men det hænder visseligen langt sjeldnere, end Ordet gaaer, og Mange have Aar efter Aar reist i disse Egne, uden at dette Tilfælde nogensinde har truffet dem. I Almindelighed finder dog Finnen selv i Mulm og Mørke frem til een af Fjeldhytterne; og hvor usselt end Herberget her monne være, saa finder Man dog mere Lye end udenfor, og kan vederqvæge sig ved noget varm Mad og et Par Timers Søvn. Desuden kan Man som oftest nogenlunde bedømme Veiret førend Man tager op paa Fjeldet; Dog det staaer da til Den som ikke tiltroer sig Kræfter til at vove en Dyst med Kulde og Storm, at oppebie bedre Veir.

Hvorledes det er muligt for Fjeldfinnerne at finde frem over vilde Fjelde, hvor ei engang noget Spor af Vei er at see, er et Spørgsmaal, som har givet Overtro og Nysgjerrighed Nok at bestille, og vel endog - i det mindste tilforn - har forledet Mange til at sætte Liid til miraculeuse Relationer, saasom: at Finnen ved Reisens Begyndelse hvisker Renen i Øret, hvor den skal gaae hen; eller at Finnerne vare i Besiddelse af et Slags arcanum, hvorved de saaledes skjærpede Næsen, at de kunde lugte Veien, m. m. Sagen lader sig imidlertid ganske naturligt forklare; den hele Kunde ligger i den almindelige Erfaringssætning, at et Menneske, endog med maadelige Evner, kan bringe det overordentlig vidt i en enkelt speciel Færdighed, naar det retter sin hele Opmærksomhed alene paa denne. Enhver Mand veed i Mørket at finde Vei i sin egen Bopæl; men Fjeldet er Fjeldfinnens Hjem; han tilbringer hele sit Liv med idelig at flytte frem og tilbage paa de samme Fjelde; paa fast enhver Plet har han til en eller anden Tid havt sin Bolig; og da han intet Andet har at lægge Mærke til i Verden, saa er det intet Under, at han bliver bekjendt med Egnen i dens mindste Details. Under denne Bakke opslog han sit Telt, og fra hiin Bæk pleiede han at hente sit Kogevand; ved Træet der bandt han engang sine Reen, og imellem Buskene hist havde han sine Rypesnarer; ingen Gjenstand er ham fremmed. Derfor seer Man Finnen, naar han i Mørke eller Taage kjører over en stor Indsøe, hvor intet uden Vinden kan veilede ham til omtrent at tage den Retning, han skal, ved Ankomsten til den modsatte Bredde at begynde at sparke i Sneen. Naar da Foden støder imod en Steen eller en Træstubbe, besinder han sig, hvor han saae denne sidst, og han veed, hvor han er. Vel have ikke Alle lige godt for at orientere sig, og paa de ganske øde Fjeldflader, hvor der kun sjelden frembyder sig eet eller andet characteristisk Mærke, og hvor Man derfor i Mørke fast altid kjører paa en Slump, gjøres vistnok mangen unyttig Omvei; men sædvanlig kommer Man dog før eller senere igjen paa et Sted, hvor Finnen gjenkjender sig; og sjeldnere hænder det i meget slemt Veir, at Man længe maa kjøre frem og tilbage uden at komme paa den rette Vei; og da, naar dette stundom hænder, er det, at Man maae holde ud hele Natten, eller omsider, naar Folk og Dyr ere udmattede, tækkes med Sneen til Dyne og en Green til Hovedpude saalænge indtil Dagen gryer.

Angaaende Reenskydsen i Finmarken har Man en særskilt Lov af 24de Juli 1827, som indeholder de fornødne Bestemmelser og fastsætter Betalingen for en Reen til 4 Sk. pr. Miil, samt den Vægt, som kan forlanges transporteret af hver Reen, til 4 Vog eller 144 Pd. Ved accorderet Skyds paalæsses sædvanlig 5 Vog; men paa ganske kort Distance og jevn Vei kan Renen trække 20 Vog og derover.

I Henseende til Vandskydsen ere de for Landet i Almindelighed givne Anordninger gjældende ogsaa for Finmarken. Baaden er her Hovedsagen, og en Beskrivelse af denne synes derfor her at staae paa sit rette Sted.

Alle i Finmarken brugelige Baade ere af samme Bygning, hvad enten de ere store eller smaae. De ere spidse i begge Ender og temmelig lange, men i Sammenligning med de østlandske Baade, smale og lidet dybe i Forhold til Længden; dog med skarp Kjøl. De bygges af tynde Furubord, der sammenføies ved Klinknagler. Masten, som ikke er fast, men efter Omstændighederne kan reises eller nedlægges, staaer ikke midt i Baaden, men saaledes, at omtrent 2/3 af Baadens hele Længde blive bagenfor samme. Alle Baade føre blot et Raaseil; kun paa de meget store anbringes stundom tillige et Fokseik. Seilet er nedentil saa bredt, at det naaer fra den forreste til den bagerste Tofte, men oventil endeel smalere. Seilet er skudt eller sømmet med Toug, og i dette ere langs Siderne opefter Seilet anbragte 3, 4 eller 5 smaae Hæmper - eller saakaldte Kløer, som deels tjene til at hægte Krogerne af Boglinen i, naar Man seiler med knap Vind, deels til at træde Skjøderne op i, naar Man i stærk Vind nødes til at sætte paa Seilet eller reve det. Paralel med disse men et Stykke ind paa [Seilet] ere andre større Hæmper eller Haandfang, for at Man under en forbigaaende Kastevind kan lette Baaden, idet Man drager Seilet op i Vinden ved Hjælp af Haandfangene, og saaledes bringer Vinden ud af Seilets forreste Deel, hvorved den naturligviis betages noget af sin Kraft. Midt paa Seilet ere 1 eller 2 Priere for at holde Seilet til Masten under Vordevind. Baaden styres som sædvanlig med et Roer, men istedet for Roerpind bruges, som overalt paa Landets nordlige Kyster, et Styrvold, det vil sige: igjennem Roret gaaer perpendiculair paa dets Sideflade en Kjæp - Styrvoldstungen - omtrent 1 Alen ud til den ene Side, og i Enden af denne befæstes ved et Led under en ret Vinkel en anden tyndere Stang - den egentlige Styrvold - som naaer til Høvedsmandens Tofte, som altsaa dirigerer Roret ved at trække Styrvolden frem eller skyde den tilbage, ikke ved at bevæge den til Siderne. Denne Indretning er hensigtsmæssig, da den lader Styrmanden noget friere Hænder end den paa Østlandet brugelige Maade med Roerpind, og fordi denne saaledes ikke er i Veien for de i Bagskotten siddende Personer eller hindres af det der henlagte Tøi; men Styrvolden fordrer Anvendelse af større Kraft, og derfor bruges Roerpind paa meget store Baade.

Denne er den Inretning, som er fælles for alle baade, og Forskjellen mellem disse bestaaer kun i Størrelsen eller maaske rettere i Antallet af Rum og Aarer. De kunne med Hensyn hertil inddeles i 3 Hovedslags: Fembøringer, Otringer og Sexringer; dog har enhver af disse igjen sine Modificationer, tildeels med særegne Navne. De meget svære Fembøringer, der kun benyttes til Varetransporter, benævnes sædvanlig ikke saaledes, men kaldes gjerne Storbaade. En almindelig Fembøringsbaad holder 16 til 20 Alen imellem Stavnene, og er omtrent 3 Alen bred over Bitten, d. e. den faste Tofte, hvori Masten staaer. En saadan Baad har 7 Tofter og følgelig 7 Rum, nemlig 3 foran og 4 bagenfor Masten, foruden begge Skottene, d. e., den forreste og det [bagerste] spidse Rum, og Man kan paa samme anvende 5 til 6 Par Aarer, naar Baaden er tom; men naar den er ladet kun 3 til 4 Par, da Godset er stuvet i det nærmeste Rum foran Masten og de 2 Rum, som ere nærmest bagenfor samme, samt i Agterskotten, der næsten udgjør ¼ Deel af Baadens Længde, hvorimod Fremskotten er kort og benyttes til Drægge og Toug. En Otring har 2 Rum mindre, og Sexringen har kun 1 Rum foran Masten og 2 bagenfor samme. Dog gives der et Slags større Sexringe, som strax bagenfor Masten have et halvt Rum mere eller et ganske smalt Rum og efter dette kaldes Kobberumsbaade. Disse have foruden den bedre Plads, som er en Følge af Størrelsen, især det Fortrin for de almindelige Sexringe, at de kunne roes med 3 Par Aarer, uden at Man behøver at lægge Masten ned hvergang Vinden ikke kan benyttes. Ganske smaae Sexringe, der stundom endog kun have 2 Rum, kalder Man Roxe; paa saadanne føres ikke Seil, og de bruges kun til at roe med imellem Gaardene.

Af disse forskjellige Slags Baade er det de store Sexringe eller saakaldte Kobberumsbaade, der hyppigst benyttes af Almuen i Finmarken til Fiskeriets Drift, ligesom de ogsaa i flere Henseender ere de beqvemmeste til Reisebaade, da de ere store nok til at seile taalelig godt og at udholde Søen og derhos ere lette at roe, naar man har 3 Mand til at bringe dem frem. Man kan endog paa dem ret godt godt anvende 4 Par Aaret. De mindre Baade ere naturligviis end lettere; men Folkene sidde generet i dem, saa at de ikke kunne anvende behørig Kraft, og naar 3 Mand skulle roe, bliver ingen Plads tilovers for medhavende Tøi. De due desuden ikke stort under Seil, og kunne ikke modstaae haardt Veir. Fembørings- og Otringsbaade seile naturligviis bedre og have ulige større Plads, men de ere ogsaa tungere at roe, og falde desuden for kostbare for Almuen. De bygges sjelden eller aldrig i Finmarken, da Man der ikke ret forstaaer at give dem den rigtige Dannelse, men de faaes fra Salten og Helgeland, hvor de bygges bedst; især foretrækkes Saltværingsbaadene, da de ere af Furu, hvorimod Man paa Helgeland benytter den mindre varige Gran. Større Baade, som ere byggede i Finmarken, udmærke sig ved Styrke og Soliditet, men ere gjerne tungere og seile sjelden saa godt som Nordlændingenes.

Paa længere Reiser eller naar Man nødes at føre megen Bagage med sig ere dog Kobberumsbaadene vel smaae, og derfor benyttes gjerne Otringer eller smaae Fembøringer af Embedsmændene i Finmarken eller Andre, som reise hyppig. En saadan Baad er altsaa for dem omtrent ligesaa nødvendig Eiendom som en Kjærre eller Kariol for en Embedsmand paa Landet i det sydlige Norge, thi en stor Baad kan den skydsende Almue sædvanlig ikke præstere. Til en større Beqvemmelighed bygger Man ofte en Væng eller en lille Kahytte over Agterskotten, eller behjælper sig med at danne et Tag over den af Præsenning. Derved taber Baaden gjerne noget i Fuldkommenhed som Seiler, især for Bidevind, da Vængen opfanger megen Vind og saaledes svækker Farten og forøger Afdriften; dog finder Man for denne Mangel Erstatning i den Behagelighed i ondt Veir at kunne sidde tørt, hvilket er saa meget vigtigere, som Man ofte kan komme i den Nødvendighed, ogsaa naar man ligger veirfast i en Udhavn, at maatte tækkes med Vængen af Mangel paa bedre Logis i Land. En Uleilighed ved at reise med egen Baad er den, at Man behøver flere Skydsfolk, da Man maa have en mindre saakaldet Bibaad med fra hver Station, for at tage Folkene tilbage. Man kan saaledes, naar Man reiser med en egen Otringsbaad, ei vel behjælpe sig med mindre end 8 Mand, nemlig 5 paa Reisebaaden og 3 paa Bibaaden. Man bruger derfor undertiden at betinge sig faste Folk for hele Reisen imod Dagpenge, hvilke vel pr. Mand opløbe noget høiere end den ordinaire Skyds; men da man derved paa den anden Side sparer Bibaad og 3 Mand, kunne Udgifterne omtrent ballancere, naar Reisen ikke er forbunden med langvarige Ophold. Man undgaaer derved mange Ubehageligheder, som Man fast idelig er udsat for ved at reise med tilsagt Skyds, snart fordi Man faaer upaalidelige Folk, snart fordi Skydsen ei møder til bestemt Tid, hvilket ei altid kan tilregnes Vedkommendes Uefterrettelighed, men ofte er en uundgaaelig Følge af Veir og Vind, snart atter fordi Skydsen ikke kan tilveiebringes strax, men maa tilsiges betimelig forud. Ved at engagere fast Skyds kan Man udsøge sig sikkre og duelige Søefolk, og da disse blive ved Baaden, mangler denne ikke det nødvendige Tilsyn.

Om Sommeren ere Søreiserne i Finmarken sjelden meget besværlige. Reiser der sig stundom en Storm, er denne dog ikke i Almindelighed saa langvarig, at Man besværes betydelig ved at oppebie gunstigere Veir, og om det end gaaer langsomt fremad, lider Man dog naturligviis ulige mindre om Sommeren ved at udholde et Par Nætter under aaben Himmel. Men om Vinteren, naar Dagene ere korte, Kulden ofte stræng og vedholdende Storm hører til Dagens Orden, reiser Ingen gjerne uden høieste Nødvendighed. Det hænder ikke saa sjelden, at Man tilbringer 8 Dage paa en Reise af ligesaamange Mile endog inde i Fjordene; end værre er det naturligviis paa aabent Hav, hvor stærk Søegang forener sig med Storm, og ofte gjør det umuligt at roe endog da, naar Modvinden ikke er meget heftig. Man har Exempel paa, at Reisende have maattet ligge i 5 Uger paa samme Sted, fordi Veiret i den Tid uafbrudt har raset saaledes, at de ikke kunde komme derfra, og det fortjener at bemærkes som en Curiositet, at et Skib, der afgik fra Hammerfest, naaede sit Bestemmelsessted Bremen, førend en Baad, som reiste derfra paa samme Tid, kunde komme ind til Alten. Man maa derfor altid, og især om Vinteren, være betænkt paa at proviantere sig for flere Dage naar Man skal foretage en Reise, om end denne ei er længere end at den under heldige Omstændighede kan udføres imellem de sædvanlige Maaltider. Ogsaa dette forøger Bagagen, da hver Mand har sit Madskriin med, og alene for at faae Plads til disse, maa Man tage en rummelig Baad.


74) Forfatteren har engang maatte anvende 27 Timers vedholdende Anstrængelse paa at arbeide sig frem fra Skovbredden til Alten, som er en Strækning af omtrent 2½ Miil.