Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed

Omtrent den halve Deel af Finmarken er et sammenhængende og temmelig høitliggende Fastland, hvorimod den anden Halvpart bestaaer deels af større og mindre Klippe-Øer, der rage frem af Polarhavet, deels af store Halvøer, eller smale Bjergarme, som vel ere forbundne med Fastlandet, men indbyrdes adskildte og sønderlemmede ved de mange Fjorde, som i forskjellig Retning skjære sig langt ind i Landet. Flere af disse Fjorde trænge frem næsten til Foden af den høieste Fjeldryg, som strækker sig i Øst og Vest omtrent midt igjennem Landet, og paa Nordsiden skyder saa brat ned imod Fjordbundene, at den paa mange Steder bliver ubestigelig, medens den sænker sig langsomt og fast umærkelig imod Syd, og derved danner et vidtstrakt Plateau, der for det Meste er nøgent Fjeld, og hvis mindre Fordybninger hyppig ere fyldte af Myrer og smaae Indsøer.

Nogle Egne i Finmarken have altsaa en høiere, andre en lavere Situation; nogle ligge aldeles aabne for den fugtige Havluft og for Stormvindene, mod hvilke andre ere mere beskyttede. Under saa ulige Omstændigheder er det vanskeligt at fælde en almindelig Dom om Climatet, som kunde være gjældende for ethvert Sted i Finmarken. De climatiske Forholde ere altid mere eller mindre afhængige af de locale, og i Finmarken kunne de ofte være høist forskjellige paa 2 endog temmelig nær ved hinanden beliggende Steder. Af Thermometer. og Barometer-Iagttagelser kan Man derfor ikke udlede noget paalideligt, og endnu mindre noget almindeligt Resultat; man maatte i alle Fald have en igjennem flere Aar fortsat Række af saadanne. Fuldstændige Iagttagelser haves imidlertid ikke for noget Sted i Finmarken i længere Tid end eet Aar, nemlig fra 1 Septbr. 1831 til 31 August 1832, i hvilken Tid saavel Thermometrets som Barometrets Standpunkt samt Vind og Veirlig er antegnet 2 Gange hver Dag i Talvig Præstegaard, som ligger næsten ved Bunden af Alten Fjord nogle hundrede Skridt fra Søen og kun lidet ophøiet over dennes Flade.

Da imidlertid de beboede Steder i Finmarken Alle, paa enkelte Undtagelser nær, ligge omtrent i dette samme Niveau, saaat Climatets Forskjellighed næsten alene betinges af Havets Nærhed eller Fjernhed, og da Talvigs Beliggenhed i visse Maader kan betragtes som et Medium imellem det Indre af Fastlandet og de umiddelbart ved det aabne Hav beliggende Steder; saa indføres her efterstaaende Tabel over hine Observationer til Veiledning ved de følgende Bemærkninger om Finmarkens Clima.

Maaned.

Thermometret Barometret
Medium høiest lavest Medium høiest lavest
1831 Septbr. +6,03 +10,3 +0,8 27'' 10,55 28'' 5,4 27''   0,2
  Octbr. -0,16 +9,8 -10,4 27''   9,80 28'' 3,3 27''   4,0
  Novbr. -2,50 +5,7 -14,1 27''   9,41 28'' 4,5 27''   3,1
  Decbr. -8,40 +2,2 -17,3 27''   8,40 28'' 4,6 27''   0,9
1832 Januar -4,31 +5,5 -16,9 27''   9,80 28'' 3,5 26''   1,0
  Febr. -0,01 +5,1 -13,1 27''   7,93 28'' 4,9 26'' 11,1
  Marts -2,00 +5,0 -9,3 27''   5,32 28'' 1,3 26''   9,1
  April +2,15 +7,6 -5,7 27''   7,22 28'' 4,3 26''   9,4
  Mai +3,63 +11,3 -5,1 27'' 11,00 28'' 4,5 27''   3,8
  Juni +7,62 +15,9 +2,5 27'' 11,00 28'' 2,8 27''   5,7
  Juli +9,14 +17,4 +4,0 27''   9,06 28'' 1,0 27''   4,2
  August +6,79 +14,1 +0,8 27'' 11,24 28'' 3,3 27''   8,0
For hele Aaret +1,52 +17,4 -17,3 27''   9,28 28'' 5,4 26''   1,0

Maaned.

Klart.
Dage
Tykt
eller
skyet
Regn
eller
Snee.
Stille. Vind. Nordlys.  
1831 Septbr. 13 11 6 12 18 3 høieste Temp. 9de
og laveste den 15de
Octb., første Snee
11 Octbr.
  Octbr. 13 13 5 13½ 17½ 6
  Novbr. 15 11½ 3½ 4½ 25½ 5
  Decbr. 17 12½ 1½ 5 26 6
1832 Januar 10 15½ 5½ 4 26 10 I Begyndelsen af
Jan. Sneen næ-
sten borte.
  Febr. 5½ 15½ 8 3 25 5
  Marts 6 16 9 9½ 28 4
  April 7 15 8 7½ 20½ -
  Mai 11½ 16 3½ 4½ 23½ - laveste Temp. 1ste
Mai, høieste den
30te Mai.
  Juni 12½ 13½ 4 4½ 25½ -
  Juli 11½ 13½ 6 6 26½ -
  August 15 10 6 6 25½ -
For hele Aaret 137 163 66 79 287 39  

Til Sammenligning anføres tillige følgende Tabel over de i samme Tidsrum anstillede Observationer i Christiania.

Maaned.

Thermometret Barometret
Medium høiest lavest Medium høiest lavest
1831 Septbr. +7,80 +14,8 0,0 28''   3,00 28''   4,9 27''   6,9
  Octbr. +6,18 +11,0 -1,0 28''   0,80 28''   5,6 27''   5,2
  Novbr. -4,35 +4,5 -12,0 27'' 10,80 28''   8,1 27''   4,2
  Decbr. -1,10 +3,0 -8,0 28''   4,50 28''   6,7 27''   2,0
1832 Januar -3,96 +4,0 -13,0 28''   1,70 28''   5,1 27''   4,1
  Febr. -1,71 +4,0 -10,0 28''   6,46 28'' 11,1 27''   5,0
  Marts +1,02 +9,0 -7,0 27'' 11,67 28''   0,5 27''   0,0
  April +4,38 +11,0 -2,0 28''   3,80 28''   6,8 27''   7,8
  Mai +6,35 +16,5 0,0 27'' 11,70 28''   3,7 27''   3,0
  Juni +11,74 +23,0 +4,0 28''   0,30 28''   3,5 27''   6,0
  Juli +11,37 +20,0 +1,0 27'' 10,85 28''   3,0 27''   3,7
  August +11,20 +17,8 +2,5 27'' 11,60 28''   4,9 27''   6,7
For hele Aaret +4,07 +23,0 -13,0 28''   1,40 28'' 11,1 27''   0,0

Naar Man hører, at Vinterkulden ikke i Finmarken er meget strængere end i Trondhjem, Christiania eller Stockholm; at Thermometret i de fleste Egne af Finmarken aldrig synker saa lavt som paa de ovennævnte Steder; at Sommervarmen i det Mindste eengang i et Tidsrum af 8 Aar steeg i Talvig til over 25 Grader, medens den høieste Varmegrad i Stockholm efter 68 Aars Iagttagelser har været 28° og i Kjøbenhavn efter 50 Aars Observationer 26°, samt at Summen eller Medium af de 4 varmeste Maaneders laveste Temperatur har været mindre i Christiania end i Finmarken, nemlig der +7,5° og i Talvig +8,1°; da kan det vel synes vanskeligt, at bringe disse Erfaringer i Harmonie med Finmarkens Beliggenhed i den høieste Nord eller med dets ringe Vegetation og Frugtbarhed. De forestaaende Tabeller ville imidlertid bidrage til at forklare denne Sag. Man seer nemlig deraf, at de egentlige Vintermaaneder, Decbr. Januar og Februar vel ikke i Finmarken ere synderlig koldere end i Trondhjem eller Christiania, hvor disse Maaneders Middeltemperatur i Almindelighed - skjønt ikke i 1831-32 - er befunden at være omtrent -4°; men Man seer tillige, at Thermometret i Finmarken ogsaa i Høst- og Foraarsmaanederne holder sig meget lavt, og tildels under Frysepunktet.

Tabellerne vise fremdeles, at Sommeren i Christiania vel ligesaalidet som i Finmarken skaanes for enkelte kolde Dage, og at Varmen stundom ogsaa her kan stige temmelig høit; men de vise tillige, at i Finmarken de kolde Sommerdage maae være hyppigere, de varme derimod sjeldne, efterdi Sommermaanederne Juni, Juli og August kun angive en Middeltemperatur af 7-8 Grader, medens den i Christiania for de samme Maaneder gaaer op til 11-12 Grader. Heraf fremgaaer, at Finmarkens mindre heldige Clima ikke saa meget er en Følge af Vinterens Strænghed som af den Langvarighed, eller deraf at Sommeren baade er meget kort og i det Hele taget kold. Den første Snee falder gjerne sidst i September eller først i October og forlader sjelden Marken førend hen i Juni Maaned.

Sommervarmen indfinder sig altsaa ført seent og ophører tidlig; og selv i de faae mellemliggende Maaneder, er den ikke stadig, om der end af og til gives enkelte meget varme Dage. Her indtræder altsaa netop det modsatte Forhold, som i det sydligere Europa, hvor Climatets Forskjellighed reiser sig mere af Vinterens Strænghed end af Sommerens ringere Varme. Imellem Palermo og Wien er der i Henseende til Sommervarmen kun i 1½°, i Henseende til Vinteren derimod 9° Forskjel og Differancen i hele Aarets Middeltemperatur derfor 5½°. Imellem Palermos og Stockholms Sommer er der kun 6°, imellem begges Vinter derimod 12° Forskjel, og Middeltemperaturen paa det første Sted 9½° høiere end paa det sidste. Sammenlignes Kjøbenhavn med Marseille, finder man Sommerens Temperatur kun 2°, men Vinterens 7° lavere, og Forskjellen i hele Aarets Middeltemperatur derved at blive fulde 5° men omvendt er Talvigs Vinter kun 1°, dens Sommer derimod 4-5° under Christianias og Stockholms, og Middeltemperaturen omtrent 3° under disse Steders. Tabellen angiver hele Aarets Middeltemperatur i Talvig til omtrent 1½ Grad; L. v. Buch har ifølge Trævegetationen, hvilken han anseer for en paalideligere Maalestok end selv flere Aars Thermometer-Iagttagelser, troet neppe at kunne ansætte Altens Middeltemperatur til +1°; men at den dog heller ikke kan være meget lavere, give flere Omstændigheder den høieste Sandsynlighed for. I Christiania er Middeltemperaturen over 4 Grader, og Forskjellen følgelig stor; men dog ikke saa betydelig, som begge Steders Breddeforskjel kunde lade formode. Sammenlignes Middeltemperaturen paa andre Steder, der ligge i omtrent 10 Breddegraders Afstand fra hverandre, f. Ex. Lissabon og Paris, Marseille og Hamborg, Bordeaux og Kjøbenhavn; saa finder Man, at hver Grads Tilvæxt i nordlig Bredde nedsætter Middeltemperaturen henimod ½ Grad. I de nordligste Egne synes Forskjellen at være endnu større. Efter Scoresby's Iagttagelser er Middeltemperaturen paa Spitsbergen under 78° N. B. omtrent -6°, og saaledes frembringe her 8 Graders Forskjel i Bredde en Difference i Temperaturen af omtrent 7°, eller hver Breddegrad i denne Strækning 7/8 Temperaturgrad; hvorimod de 10 Breddegrader, som ligge imellem Christiania og Talvig, kun give en Forskjel af 3° i Temperatur, eller 3/10 Grad for hver Breddegrad. Dette synes at vise, at Finmarken har et i Forhold til dets nordlige Beliggenhed meget mildt Clima, og at dette i andre Landskaber under samme Bredde er langt strængere, er ogsaa noksom bekjendt. I det østlige Europa gaaer Fyrretræet og Byggen kun til 65° N. B. og i Amerika neppe meget høiere, medens begge Dele endnu voxe temmelig godt i Finmarken under 70°. Island har under 10 Graders sydligere Beliggenhed samme Middeltemperatur som Finmarken, og i Sibirien formaaer Sommersolen kun at optøe den øverste Jordskorpe.

Sommeren er dog ikke altid saa kold som den var det i 1832. Da v. Buch i 1807 var i Finmarken, var Middeltemperaturen for Juli Maaned nær 14°; det samme var Tilfældet i 1826, da Thermometret den 12te Juli steg til over 25° i Skyggen om Middagen, og ved Midnatstid paa det nærmeste viste 20°. Ogsaa Juni og August vare i samme Aar temmelig varme (15); men paa den varme Sommer følger ofte desto koldere Vinter, saa at Middeltemperaturen derved ei turde blive synderlig forrykket. Det Samme gjelder om de ved det aabne Hav beliggende Steder, hvor Vinterkulden formedelst Havluftens umiddelbare Paavirkning er mindre stræng. I Hammerfest f. Ex. er en Kulde af mere end 12 til 13° usædvanlig; men den samme Grund, som der formilder Vinteren, gjør ogsaa Sommeren mere raae og kold. Hvorvidt det omvendte Forhold finder Sted i Landets indre Egne, f. Ex. i Koutokeino og Karasjok, lader sig af Mangel paa sikkre Erfaringer ei med Vished bestemme; men høist sandsynligt er det vel, at Sommeren der er mere varm (16); og at Kulden om Vinteren er strængere der, er ganske vist, hvilket ikke har sin Grund i disse Steders Elevation over Havspeilet, som ikke er meget betydelig, men i deres Afstand fra Havet, og den mellemliggende Fjeldryg, som ikke tillader Havluften at trænge derhen. At Qviksølvet stivner, er noget, som paa disse Steder indtræffer mere eller mindre hyppigt, og under et Ophold af 3 Uger i Karasjok i Januar og Februar Maaneder i 1830, antegnedes der følgende Middeltemperatur

  • For den første Uge fra 27 Jan. til 2 Febr. -28,63°
  • For den anden Uge fra 3 Febr. til 9 Febr. -26,39°
  • For den tredie Uge fra 10 Febr. til 16 Febr. -9,66°

og i Løbet af de 2 første Uger vare der 7 Dage, paa hvilke Qviksølvet var stivnet og viste imellem 30 og 40 Grader, og 3 Dage, paa hvilke det sank et kjendeligt Stykke ned i Kuglen, uagtet Skalaen paa Thermometret gik indtil 40° (17). Godt Brændeviin fandtes i de samme Dage frusset til en fuldkommen fast og haard Masse. Dette anføres imidlertid ikke her som noget sædvanligt, men tvertimod kun som et Exempel paa en ogsaa i hine Egne ganske usædvanlig Kulde, der dog i Almindelighed er mindre følelig der, end en langt ringere Kuldegrad ved Søekysten, fordi den fast aldrig er forbunden med nogen Vind.

Efter forskjellige Naturkyndiges Iagttagelser maa den bestandige Snees Grændse i Finmarken antages at løbe imellem 3000 og 3500 Fods Høide over Havet. Denne Høide opnaae ikke mange Fjelde i Finmarken og derfor seer man kun paa faae Steder Snee hele Aaret igjennem, thi enkelte Sneefahner, som have dannet sig i Klipperifterne, kunne ikke komme i Betragtning. Men paa Dovre er det dog kun den omtrent 7500 Fod høie Sneehætten, som er indhyllet i bestandig Vinterdragt, og Man finder Fjeldet selv i den Høide, hvori Landeveien gaaer, nemlig omtrent 4000 Fod, saavel som de endnu nogle Hundrede Fod høiere Fjeldtinder, som omgive den, i August Maaned befriet for Snee; og Furutræet, som der voxer indtil en Høide af 3000 Fod, holder sig i Finmarken ei længere end til 700 Fod over Havet. Derimod stiger Krampebirken mere end 2600 Fod i Veiret.

L. v. Buch antager Forskjellen imellem Granens og Furutræets Grændse at være 6 til 700 Fod i perpendiculair Høide eller omtrent 1° i Middeltemperaturen. Da nu det Sidstnævnte i Alten og i Porsanger endnu voxer i 700 Fods Høide, saa følger deraf, at ogsaa Granen med Nød skulde kunne trives. Dette stemmer overens med en anden af v. Buch angiven Regel, ifølge hvilken Granen først forsvinder naar Middeltemperaturen synker under +0,75°, hvilket den sikkert ikke gjør i Alten. Den findes imidlertid ingensteds, og anstillede Forsøg paa at opelske den have ikke kunnet lykkes. Grunden hertil maa formodentlig søges i Havluftens skadelige Indvirkning, som ligeledes hindrer Furutræet fra at gaae længere mod Nord end høist 2 Mile udenfor Alten, uagtet det ved at sammenholde de 2 nyelig fremsatte Bestemmelser af v. Buch maatte antages at kunne voxe fast paa hvert Sted i Finmarken, thi neppe bliver Middeltemperaturen nogensteds under 0 ved Havfladen.

Søen fryser aldrig til i Finmarken med Undtagelse af nogle af de inderste Fjordarme, hvor flere eller større Elve have deres Udløb og blande Søevandet med en i Forhold til dets Dybde betydelig Masse Ferskvand. Den bestandige Bevægelse, som frembringes i Søen ved Ebbe og Flod, kan maaske have nogen Deel i dette Phænomen, hvortil rimeligviis ogsaa Vandets større Saltstyrke og Havets Dybde bidrage Sit. Havet synes at indeholde for megen Varmestof til at denne kunde uddunste i Vinterens Løb. Den saakaldte Frostrøg vedvarer derfor hele Vinteren saa ofte Kulden er stræng. Altens Hoved-Fjord har i det Hele en dybde af 100 til 200 Favne; men de inderste Dele af dens Bifjorde, Raffsbotten, Kaafjord, Langfjord og Flere, der om Vinteren er frusne, have neppe over 20 Favne Vand. Talvig Bugt, som for en enkelt Dag stundom kan være belagt med en tynd Isskorpe, har 30 Favne Vand; og dette synes saaledes at være den største Dybde, som Kulden kan raade med.

Talvigs midlere Barometerstand er omtrent 27¾ Tomme; i Christiania derimod over 28 Tommer. Denne Difference kan ikke komme alene af Observationsstedernes forskjellige Elevation over Havfladen, som ikke kan frembringe mer end en Linies Forskjel. I det Tidsrum, som de forestaaende Tabeller omfatte, kom Barometret i Christiania aldrig under 27'', i Talvig derimod sank det indtil 26'' 1 og steg aldrig høiere end til omtrent 28½ Tomme, men i Christiania til ganske nær 29 Tommer. Lavest staaer Barometret i det Hele taget i Finmarken om Vinteren og høiere om Sommeren, hvilken Forskjel i Henseende til Aarstiden er mindre tydelig i Christiania. Barometrets Synken bebuder hyppigst Storm; dog hænder det ofte, at Veiret bliver uforandret eller rettere at Forandringen ikke mærkes paa Stedet, uagtet Barometret falder pludselig, og meget lavt. Ved nordlige Vinde pleier det at stige.

Den før fremsatte Tabel indeholder hver Maaneds og hele Aarets samtlige Dage classificerede efter Veirligets Beskaffenhed. For at forebygge Misforstaaelse vil maaske følgende Bemærkning være nødvendig. Da Man seer, at Summen af Dagene i de 3 første Rubrikker, og ligeledes i de 2 næste, udgjør Antallet af Dage i hele Maaneden eller Aaret, og altsaa enhver Dag er henført enten til den ene eller den andre Rubrik, saa er det en Selvfølge, at "klare Dage, regnfulde Dage, stille Dage" o. s. v. ikke kan forstaaes absolut, men meget mere efter almindelig Sprogbrug, saaledes at til klare Dage ere henførte alle de, paa hvilke Himmelen i det Hele taget var klar, om end hist og her en enkelt Skye lod sig see; til stille, ei blot de, paa hvilke aldeles ingen Bevægelse i Luften fandt Sted, hvilket vel snart aldrig er Tilfældet, men all de, paa hvilke Vinden var saa godt som umærkelig og dens Retning ikke kunde bestemmes. Heller ikke kan Veiret være beregnet efter Timer, men det er antegnet 2 Gange daglig, og da saaledes, som det den forløbne halve Dag havde været forherskende, altsaa under Rubrikken: "Regn eller Snee" om end denne ikke havde vedvaret uafbrudt, og omvendt til een af de 2 andre Classer, om der end faldt en enkelt Times Regn, o. s. v. Imidlertid er denne Nøiagtighed tilstrækkelig til at vise, at Veirliget ikke i det Hele taget er meget anderledes i Finmarken end i de fleste af Rigets øvrige Egne, og at Man ligesaalidet der som andensteds har bestandig Blæst eller evig Taage og Mulm. Vistnok vilde Tabellen udentvivl faae et noget forskjelligt Udseende, om den var bleven forfattet etsteds ved den aabne Havkyst, hvor, især om Vinteren, baade klar Luft er sjeldnere og Vind hyppigere end inde i de dybere Fjorde; men ikke desto mindre ere dog flere ældre Resendes Beretninger om, at Landet der er indhyllet i en bestandig Taage, og at Stormene rase uafbrudt, meget overdrevne, og grunde sig som saa mange Vildfarelser af dette Slags derpaa, at Man anseer og udgiver det Tilfældige for Nødvendigt, det Specielle for Almindeligt.

Men skjøndt Stormvinde just ikke ere saa overvættes hyppige i Finmarken, saa udmærke de sig dog kjendeligen ved deres Voldsomhed til enkelte Tider. Vindens større eller mindre Heftighed beroer ganske paa locale Omstændigheder, og medens den i een Tragt raser saaledes, at den truer Husene, kan det i en Naboefjord være saa godt som ganske stille. Ethvert Sted har derfor saa at sige sin Vind; visse Slags Vinde ere fast umærkelige, hvorimod andre strax yttre sig som Orkaner. Heftigst ere de saakaldte Faldvinde paa Steder, der ere indsluttede af høie og bratte Fjelde, fra hvilke Vinden ligesom falder ned eller hvor den sammenpresses i en snæver Klippe-Dal, igjennem hvilken den styrter frem som en Fos. Det hænder da, at den løfter Baade op fra Søen og fører dem et anseligt Stykke igjennem Luften, eller at hele Bygninger slænges ud i Havet. Det gives flere Steder i Finmarken, hvor der kunde være beqvem Anledning til gode Boepladse, men hvor alligevel Ingen vover at nedsætte sig, alene af den Grund, at Stedet er for meget udsat for Faldveir. Ligesom Vinden er local i Henseende til Styrke, saaledes ogsaa i Henseende til retning, og det er derfor umueligt af Vindens Beskaffenhed inde i en Fjord eller Bugt at bedømme dens Strøg og Styrke udenfor, hvilket kun af det erfarne Øie kan skjønnes efter andre Mærker. Den saakaldte Landvind, som især er herskende om Vinteren, staaer altid, især hvor Søen danner nogen Bugt, ud fra Landet og blæser saaledes ofte i ganske modsat Retning; først naar den bliver temmelig stærk, raader den fra Hoveddalen og følger Fjordens Retning udefter, dog ofte uden at kunne falde op i de mindre Sidefjorde, hvor det stundom er ganske stille paa samme Tid. Denne Vind er egentlig ikke andet end den af de sneedækkede Fjelde kjølende Lufts Udstrømmen i den mildere Luft over Søen, hvoraf det er begribeligt, at den allevegne staaer fra Landet, og derfor kaldes Landvind. I Vest-Finmarken yttrer den sig meest som Sydost-Vind, og medfører som alle østlige Vinde klar Luft og om Vinteren Frost, om Sommeren Varme. Alle vestlige Vinde derimod drive Havluften ind over Landet, og bringe hyppig Regn og om Vinteren gjerne Tøveir. Nordlig Vind er den jævnligste om Sommeren; den staaer ofte vedholdende i flere Uger, og blæser især om Dagen, hvorimod den gjerne sagtner noget om Natten. Saadanne Sommere ere raae og kolde; men i mildt og smukt Sommerveir blæser om Dagen en sagte Nordenvind, som kaldes Havgule, ind ad alle Fjordene af samme Grund, som frembringer Landvinden om Vinteren, og om Natten staaer Vinden ligesaa regelmæssig ud af Fjordene. Man har da en Slags Passat, som er Beleilig for Færdselen. I Høstmaanederne er Nordvest-Vinden almindeligst; den er mere raae og fugtig end Nordenvinden, og bringer fast altid stygt Veir med Snee og Slud.

Tordenveir er i Finmarken meget sjeldent; dog indtræffer det, endog om Vinteren.

Tabellen viser endelig i den sidste Rubrik Antallet af de Dage i Løbet af Vinteren, d. e. fra Septbr. Maaneds Begyndelse til Udgangen af Marts, paa hvilke Nordlys ere observerede. At de have fundet Sted oftere uden at være bemærkede er vel mueligt, ja endog høist sandsynligt; imidlertid kan Man dog heraf slutte sig til, at Nordlysene i Finmarken ingenlunde ere saa hyppige, at de, som Lærebøgerne i Geographien fortælle Ungdommen, for nogen Deel skulde kunne erstatte Savnet af Dagslyset. Nordlysene ere altfor ubestemte og ustadige til at det kunde falde Nogen ind at gjøre Regning paa dem, eller paa fjerneste Maade at tage Hensyn dertil ved Bestemmelsen af sine Forretninger; og endskjønt vistnok Nordlyset udbreder et svagere eller stærkere Lys over Horizonten og derved bidrager til at gjøre Natten mindre mørk end den ellers vilde være, saa er det dog sjeldnere saa stærkt eller saa vedholdende, at det kunde komme i synderlig Betragtning ved Siden af Maaneskinnet eller fordunkle end sige Maanens Skin; og naar Himlen er skyet og overtrukken, da Man snarest kunde trænge til Nordlysets Hjelp, seer Man naturligviis ligesaa lidet til dette som til Stjernerne. Men om saaledes Nordlyset end ikke medfører nogen mærkelig oeconomisk Nytte, frembyder det dog altid, og især naar det er ret stærkt, et saare skjønt og pragtfuldt Skuespil; dets livlige Farver, der kaste et svagt Gjenskin paa den blendende Snee, og den Mangfoldighed, hvormed det hver Øieblik forandres, forskaffe den Reisende, der kjører i eensformig Smaatrav over de høie Fjelde, en behagelig og opmuntrende Tidsfordriv. Heftig flammende Nordlys ansees af Almuen for et Forvarsel paa Storm, og endskjønt de Lærde paastaae, at disse to Ting Intet have med hverandre at skaffe, saa er det dog vist, at hiin Erfaring oftere stadfæstes. Er Nordlyset, eller det, som frembringer og foraarsager dette, ikke noget aldeles Umaterielt, saa synes det dog ikke heller saa umueligt, at det kunde sættes i Bevægelse af Vinden, og at denne først i de høiere Regioner siden ogsaa kunde indfinde sig i de lavere.

Solen er i Finmarken (det vil sige: i det midtre Strøg af Finmarken omtrent under 70° Bredde), om Sommeren i noget over 2 Maaneder eller rigelig 9 Uger bestandig over Horizonten, og ved Midvinterstid omtrent ligesaa længe bestandig under samme. Denne sidste Tid vil Man gjerne forestille sig so et Bælmørke; men da Solen dog ved Middagstid ikke er meget betydelig under Horizonten, er det let at begribe, at det ligesaa lidet kan være aldeles mørkt der som noget andet Sted strax efter Solens Nedgang. Selv i de korteste Dage har Man dog i nogle Timer temmelig klart Dagslys, som er tilstrækkeligt for Almuesmanden til at foretage sine vanlige Sysler under aaben Himmel; Hvo der er vant til at spise til borgerlig Tid, kan ret godt holde sit Middagsmaaltid uden Lys til enhver Tid af Aaret, og i klart Veir kan Man altid ved Middagstid see at læse i Vinduet. Paa et Sted, hvor Udsigten er frie, kan Man i Begyndelsen af Januar Maaned ved klart Veir allerede om Morgenen Kl. 7 eller 8 see et svagt Dagskjær i Østen og siden med Øiet forfølge Solens gang under Horizonten, og sidst i Januar henimod den Tid, da den igjen hæver sig over Horizonten, betegner en høi og luende Pyramide dens Sted, ligesom Man ogsaa i nogen Afstand til begge Sider seer 2 andre lignende dog mindre og svagere Ildstøtter. Nogle Dage senere viser den sin Skive selv i majestætisk Glands, og synes for Dem, der længe have savnet den, skjønnere og herligere end nogensinde før. Dagen naar dette skeer, der overalt betragtes som en halv Festdag, er naturligviis aldeles afhængig af ethvert Steds locale Beliggenhed. Fra Talvig Præstegaard, som ligger temmelig nær under høie Fjelde mod Syden, sees den ikke førend den 12 Februar længe efter at den har forgyldet de omliggende Fjeldtinder; i Alten derimod nydes dette Syn allerede før Januar Maaneds Udgang. Kun paa faae, eller maaskee intet beboet Sted (med mindre det skulde være paa Wardøe) sees Soelskiven just den Dag, da den efter astronomiske Bestemmelser kommer over Horizonten; men paa mangfoldige Steder sees den om Sommeren i Midnatstimen svævende hen over Havfladen.

I Finmarken gives som overalt paa de nordlige Kyster regelmæssig Flod og Ebbe, idet Søen i noget over 6 Timer stiger og derpaa i ligesaa lang Tid igjen falder. Forskjellen imellem Vandets Høide i Ebbe og Flod udgjør 5 a 6 Fod med et Middeltal, thi i den saakaldte Springtid, som indtræffer ved Fuldmaane og Nyemaane, da saavel Flod som Ebbe er størst, bliver Forskjellen tydeligere (indtil 9 Fod), ved ved Qvarteerskifterne derimod mindre (neppe 4 Fod). 3 Dage efter Nyemaane og 3 Dage efter Fuldmaane indtræffer Floden nøiagtigen ved Middag og Midnat, Ebbe Kl. 6 Formiddag og Eftermiddag, men afvexlende, saaledes at den Flod, som var om Middagen ved Nye, indtræffer i Fuldmaane ved Midnat. Floden forsinkes saaledes i de 14 til 15 Døgn, som ligge imellem Fuldmaane og Nyemaane, 12 Timer eller 6 Timer imellem hvert Maaneskifte, og indtræffer altsaa i det følgende Døgn henved een Time (50 Minutter) sildigere end i det foregaaende, saaledes at det den 4de Dag efter Fuldmaane er Flod Kl. henimod 1, den 5te Dag Kl. 1¾ o. s. v. indtil den den 14de Dag igjen indfalder Kl. 12. Strandbredden tjener saaledes Almuesmanden som Uhr, og naar der er Spørgsmaal om Klokkeslettet, seer han ned i Søen ligesom Bonden ser efter Solen, og bestemmer Tiden omtrent med samme Nøiagtighed, og han har dette forud for Denne at hans Uhr ikke standser i Regnveir.

Men om end Søemanden i Finmarken har et Uhr i Lommen, som uden Algebra kan sige ham hvad Klokken er, maa det da være af Vigtighed for ham at holde nøie Regning med Ebbe og Flod, da han ogsaa maa indrette sine Reiser derefter med Hensyn deels til Strømmen, deels til Vandets større Dybde i Flod end i Ebbe. Vandets Stigen og Falden frembringer en Strømning i Havet, eller maaskee omvendt, at denne er Aarsag og hiin Virkning; men i ethvert Tilfælde omskifte begge regelmæssig med hinanden. Fra Ebbe til Flod trykkes Vandmassen i Havet langs Nordlands og Finmarkens Kyster op imod Nord og strømmer ligesom i Forbigaaende ind alle Fjordene paa dens Vei; fra Flod til Ebbe strømmer Vandet atter tilbage mod Syd og løber altsaa igjen ud af Fjordene. Dette foraarsager især i smale Sunde en betydelig Strøm, som altid er besværlig og paa nogle Steder umuelig at modarbeide. En lille Baad lader sig dog sædvanligen roe frem ganske tæt under Landet, hvor Strømmen, ved at støde an imod Næsserne, trykkes tilbage den modsatte Vei i alle Bugterne (den saakaldte Atkippe); men ligesom Veien naturligviis derved forlænges, saaledes bliver ogsaa stundom al Anstrængelse for at komme forbi et langt fremspringende Næs forgjæves. End ikke en frisk Kuling formaaer allesteds at føre Baaden imod Strømmen; den staaer stille, og er Vinden stærk, staaer Man Fare for at seile under. Man seer derfor, naar Man kommer roende med god Strøm men imod Vinden igjennem Magerøe-Sundet, ikke sjelden Fartøier, som uagtet de have føielig Vind, krydse udenfor Sundet for at oppebie Strømskiftningen. Det er altsaa af Vigtighed for den Reisende at læmpe sig efter Strømmen: men hertil er det ikke nok at han lægger Mærke til Flod og Ebbetiden; thi det er mærkeligt, at Strømskiftet ikke overalt indtræffer samtidigt med Flodskiftet. Paa nogle Steder gaaer Strømmen strax i den modsatte Retning saasnart Søen begynder at stige eller falde; paa andre indtræder Strømskiftet først 2 til 3, ja flere Timer senere. Dette Phænomen synes ikke at kunne forklares anderledes, end at Strømningen begynder i Dybet og først senere paa Overfladen; men da dette som sagt er forskjelligt paa forskjellige Steder, saa haves i den Henseende ingen Regel at følge, men local Erfaring er eneste Veileder.

Hvor Farvandet ikke til alle Tider har tilstrækkelig Dybde, maa Flodtiden passes. Men paa nogle Steder, der i Ebben falde aldeles tørre, f. Ex. ved Elvebakken i Alten, giver end ikke den sædvanlige daglige Flod tilstrækkeligt Vand for større Baade, og Man nødes enten at benytte mindre Fartøi eller at iagttage Springtiden. Det høieste Spring er altid om Foraaret og Høsten,og mangen Baad kan da flyde, men ikke til nogen anden Tid paa Aaret.


15) Det er rimeligviis saadanne Sommere, som især opretholde Kornavlen i disse nordlige Egne, der ellers i Almindelighed er saa lidet lønnende, at den neppe vilde finde Sted, naar ikke Haabet af og til oplivedes ved et frugtbart Aar. At Kornavlen ikke er afhængig af Middeltemperaturen, men alene af Sommervarmen, bevise de Tragter i det svenske og russiske Finland, som ved en lavere Middeltemperatur og langt strængere Vinter, men ogsaa meget varmere Sommer end Finmarken, have en sikkrere og fordelagtigere Kornavl.

16) I Enontækis, 9 Mile i Sydvest fra Koutokeino, angives Middeltemperaturen for Sommeren til +10°, for Vinteren til -13½° og for hele Aaret til -2°.

17) Herved stadfæstes altsaa den Erfaring, at Qviksølvet ogsaa i frossen Tilstand vedbliver at sammentrækkes af Kulden (jfr. Topogr. Journal for Norge 24 Hefte Pag. 180).