Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider

At det nuværende Finmarken, (fordum Mørkinn, Finmørk, Finsbudir, Finnaland,) allerede i de ældste Tider, endog førend Harald Haarfagers Tid, har tilhørt Norge eller rettere: været anseet som en Deel av dette Rige, og at dets Indvaanere have været skatskyldige til de norske Konger eller til de Høvdinge, som af disse dermed vare forlehnede, lader sig af historiske Vidnesbyrd med Sikkerhed godtgiøre (1). Vel nævnes Finmarken stundom som Norges Grændse, som om det ikke hørte til Norge, saasom naar Norge siges at strække sig fra Got-Elven og nord til Finmarken, og naar det i Oluf Trygvesens Saga hedder, at han blev Konge over hele Norge fra Finmarken til Got-Elven; men ved her at sammenholde andre Steder ser Man strax, at dette Intet modbeviser, i hvilken Henseende især merkes et Sted i Oluf Trygvesens Saga, hvor først Finmarken siges at være mot nord fra Norge, men det strax derefter hedder: Landet er deelt i efterfølgende Dele, som kaldes: Viiken, Hørdaland, Upplønd, Thranheimur, Halogaland og Finmørk. Om derfor adskillige historiske Beviser kunne anføres imod, at Finmarken i gamle Dage er bleven anseet som en Deel af Norge, saasom: at en gammel Skribent, som har skrevet Anmerkninger til Ad. Bremensis, udtrykkelig siger, at Helgoland er den sidste og norderste Deel af Norge; saa kunne dog andre ligesaa gyldige Beviser anføres for det Modsatte, og denne Ubestemthed i Udtryk synes at kunne forklares saaledes, at Finmarken ei ansaaes som nogen Deel af det egentlige Norge, men snarere som en Provinds eller Skatteland; thi naar der tales om Norge "med alle dertil hørende Lande," siges Grændsen mod Nord ei længere at være Finmarken men Gandviken, ligesom mod Vest ei længere Vesterhavet (Englandshavet) men Aungulsey-Sundet mellem England og Irland. Men det er derhos utvivlsomt, at Finmarken fordum har omfattet langt større Strækninger end nuomstunder. Dog synes Finmarken ikke fordum at have gaaet stort lenger mot Vest end nu, da det nuværende Senjen og Tromsøe af adskillige Udtryk hos Snurro og andre historikere maa formodes at være regnet med til Helgeland. Derimod er det temmelig afgjort, at Finmarken paa den østre Side har strakt sig lige til det hvide Hav, - de Gamles Gandviken - da man aldrig finder nævnt noget Land imellem Finmarken og Bjarmeland, hvilket sidste laae ved Dvinafloden og især paa sammes østre Side; og på nogle Steder i de A. Magnæanske Manuscripter siges Finmarken udtrykkelig at have strakt sig til Gandviken og til Biarmeland ligesom Man finder Norges Fastlands Udstrækning angiven fra Alfheiem: Landet ved Got-Elven til Jothunheim eller Jotland, som er Landet østen for det hvide Hav. Paa den sydlige Kant har Finmarken efter Alb. Cranzius, gaaet ned til den Bothniske Bukt eller de Riphæiske Bierge, og ved Uleå Træsk stødt sammen saavel med Finland som med Helsingeland, som dengang strakte sig lige hid. Norske Finmarken har altsaa i følge det Anførte, foruden en Deel af det nuværende Torneå Lapmark og hele Kemi Lapmark, indbefattet hele trakten imellem den bothniske Bukt og det hvide Hav nordenfor Uleå Træsk, ja, maaskee endog alle de nuværende svenske Lapmarker lige ned til Jæmteland og Ångermanland; og paa denne Maade var det rigtigt, hvad Ad. Bremensis anfører: at Norge med sine Fjelde omringer Sverige.

Spørger Man, hvorledes det er tilgaaet, at denne det norske Finmarkens vidtløftige Udstrækning siden er bleven saa betydelig indskrænket af Naboefolkene, da finder Man, at de Svenske, formodentlig allerede i det 12te Aarhundrede, have begyndt at bebygge og derved at tilvende sig Eiendomsretten til de sydlige Dele af de nuværende svenske Lapmarker nordenfor Jæmteland, hvortil de fik beqvem Anledning igjennem Helsingerne. Disse vare nemlig ligesom Jamterne oprindelig Norske der under Harald Haarfagers Regjeringstid havde bosat sig i Jæmteland og Helsingeland, og siden misfornøiede med Oluf den Helliges strænge Regjering havde givet sig under svensk Herredømme, under hvilket Helsingerne siden stedse forbleve efterat Jamterne af den norske Konge Østen bragtes til igjen at blive hans Undersaatter.

De Svenskes Erobring af Finland under Erik den Hellige i det 12te Aarhundrede bidrog ogsaa Sit hertil; thi da Indvaanerne, for at undgaae at antage Christendommen og at erlægge de svære Skatter, som de Svenske paalagde dem, flygtede længere Nord paa, bleve de forfulgte af Birkarlerne, der boede i Tavastland, og af Kong Magnus Ladelaas tilstodes adskillige Fordele, hvis de kunde undertvinge dem; hvormed de Sidste fik Handel og Samqvem med disse nordlige Egne og begyndte der at oppebære Skat ei alene af de didhen flygtede Lapper, men ogsaa af de Norske. Hertil kan endnu føies, at Kong Magnus Smæk, efterat de Norske havde udvalgt hans Søn Hakon til hans Medregent for Norges Vedkommende, og havde tilstaaet ham blandt andre Landskaber, Helgeland med dertil hørende Finmarken til hans Hofholdning, - under sit fast bestandige Ophold i Sverige indsatte svenske Lehnsmænd og Fogder i Finmarken. Saaledes finder Man, at han 1335 har givet Drotseten Niels Abiørnsen Confirmationsbrev paa Piteå og dens Ødemark i Helsingeland "som han med stor Omkostnad hade uptaga og bebyggja lated." Aar 1350 blev Torneå Kirkegaard indviet af Erkebiskop Heming i Upsala, og i et Brev af 1445 kalde Indvaanerne af Luleå sig "Menige Almoga i Lule Sokn, I Norrebotten i Upsala Biskopsdømme" hvilket altsaa Alt viser, at disse Strækninger i det 14de Seculo have været nogenledes bebyggede og anseete for svensk Eiendom.

Den calmarske Union begunstigede end mere denne de Svenskes Udvidelse af deres Herredømme, deels derved, at det under Unionen formedelst Rigernes nøie Forening ansaaes af liden Vigtighed, af hvem Skatten i Finmarken paa Kongens Vegne oppebares, hvilket derfor skeede af Helsingerne, som boede nærmere og beqvemmere dertil end de Norske, deels ved Kongernes idelige Fraværelse fra Rigernes nordlige Egne, og deres Ubekjendskab, ja vel ogsaa Ligegyldighed for disse i Tider, da idelige Uroligheder og Krige gave dem saa meget Andet at tænke paa; deels endelig ved den Omstændighed, at Dronning Margrethe og siden Erik af Pommern paalagde Erkebispen i Upsala at antage sig Lappernes Omvendelse, hvortil altsaa rimeligviis svenske Præster bleve benyttede; og det er ikke at undres over, om Finmarkens Indvaanere derved ere blevne ligesaa tilbøielige til at ansee de svenske Konger for deres Overherrer, som disse til herpaa at begrunde deres Ret til at være det (2).

Efterat saaledes en Begyndelse var gjort, bleve Pretensionerne ei alene fortsatte igjennem de følgende Aarhundreder men ogsaa stedse drevne videre; saa at Man endog f. Ex. af Laugmand Billes i 1606 til Cancelliet afgivne Indberetning erfarer: "at en Samling af Svenske, 16 - 18 Personer stærk, havde paa den Tid, Almuen var ved Lofods Fiskeriet, forføiet sig ned til Fjordene - formodentlig i Salten - og indkrævet Skat endog hvor de aldrig havde hævet den før, og saaledes faret fort alt Nord til Finmarken." Og at saadan Fremgangsmaade ikke var selvtagen Myndighed af de svenske Betjente, sees af en Ordre, som den daværende Rigsforstander Hertug Carl (9de) 1599 udstædte til Arndt Tøesting med Flere, at de skulde opfordre Befalingsmanden paa Vardøehuus at tilbagelevere den Sverige tilkommende Skat, som han havde oppebaaret ved Søesiden, hvorhos de skulde forbyde Lapperne at udrede nogen Rettighed uden til Sverrigs Krone, og derpaa skulde de begynde at indkræve Skatten ei alene af de Lapper, som Sverrigs Krone indehavde, men ogsaa af alle Søefinner, Fjorde, Øer, Fiske- og Fjeld-Lapper. Vel synes de Svenskes Pretensioner i det Mindste i Begyndelsen at have været henvendte mere paa Personen end paa Stedet, saaledes at de ansaae Lapperne for svenske Undersaatter, fordi de forhen skulde have boet paa svensk Grund, og været vante til at erlægge Noget til den svenske Krone; men da Man neppe kan antage, at det har været denne saa meget om at gjøre at faae denne Stat, som formodentlig ei kan have været av synderlig Betydenhed og maaske neppe nok har opveiet de Omkostninger, som dens Inddrivelse forvoldte, og da de svenske Commissarier selv ved Grændseskjælmødet i Flakkeberg fremsatte den Paastand: "at hvor et Rige havde Jura, der vare dets Grændser;" saa er det vel troeligt, at de ved at indkræve Skat, og saaledes udøve Jura i Finmarken lige til Havet, ogsaa med Tiden vilde tilvende sig Eiendomsretten til Landet selv; hvilken Plan da heller ikke just aldeles mislykkedes.

Ikke mindre blev Finmarken Tid efter anden plukket fra den anden Kant, nemlig den østlige, af Russerne, Begyndelsen til Stridighederne mellem de Norske og Russerne i disse nordlige Egne finder Man allerede ved Midten af det 13de Aarhundrede, da der kom Gesandter fra den Holmgardske eller Russiske Konge Alexander til Trondhjem og beklagede sig for Kong Hakon over den Uenighed, som herskede mellem de norske Lehnsherrer over Finmarken og Carelerne eller Kyrialerne, der vare den russiske Fyrstes Undersaatter, og hvortil Anledningen synes at have været den, at Tavasterne eller Birkarlerne havde forlangt Hjælp mod Carelerne hos de norske Lehnsmænd paa disses Tog i Finmarken for at kræve Skatten og til Bjarmeland. Kong Hakon sendte da sine Gesandter med til Holmgaard, hvor Fred og Enighed stiftedes, men som ikke varede længe; thi Aar 1279 ihjelsloge Carelerne Kongens Lehnsmand Thorbjørn Skaum, da denne drog til Fjelds for at indkræve Skatten, ligesom de allerede før, men især oftere siden, gjorde Indfald i Helgeland, og der plyndrede (1316, 1323 og flere Gange). Disse og flere lignende Indfald forstyrrede de Norskes Handel i Finmarken, saa at Kong Oluf Hakonsen Aar 1384 endog maatte aldeles forbyde al Handel paa den Kant, hvorimod Indvaanerne i Helgeland og Finmarken skulde føre alle deres Varer til Vaagen, "fordi de Russer og Careler havde opsagt de Norske Fred;" og da tillige Russernes Fiendtligheder og deres Erobring av Bjarmeland hindrede de norske Lehnsmænds sædvanlige Tog herhen, bortfaldt derved efterhaanden saavel Norskes Handel med Finnerne ved det hvide Hav som Disses Skatskyldighed, hvorimod Russerne, under Paaskud af Ret til at indkræve Skat hos de flygtige Careler og de af Tatarerne fordrevne Biarmer, der havde nedsat sig i de norske Lapmarker, fik Anledning til at tilegne sig begge Dele, da de, som boede nærmere og idelig kunde være nærværende, uden Møie kunde tvinge Finnerne til at betale dem Skatten istedetfor til de Norske, der kun een Gang om Aaret kunde besøge disse Egne.

Vel blev, formodentlig i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, den Forening sluttet, at "eftersom Finnerne norderst i Finmarken ved Gandviken og Carelerne, som vare komne derind fra Rusland, saaledes havde blandet sig sammen at de ikke kunde adskilles, saa skulde de paa en vis Strækning betal Skat til begge Potentater;" men Russerne vedbleve dog stedse at øve Fiendligheder mod de Norske, og toge ei alene den Deel av Skatten bort, som skulde tilfalde de Norske, i Tragten omkring Kola, men gjorde Paastand derpaa endog i det nuværende norske Finmarken lige til Tromsøe og Malanger, hvilket deels erfares af en Beretning, som er afgiven af en russisk Gesandt i Anledning af hans Reise igjennem Finmarken til Bergen og Dannemark 1496, og hvori han blandt Andet bemærker: at "skjøndt saadant, - nemlig at Russerne kræve Skat i Finmarken, - ikke er billigt, saa er det dog ei heller underligt, eftersom der er ingen af Naboerne, som ellers kræve Skat af dem;" deels ogsaa deraf, at Russerne senere, nemlig 1595, i en formelig Tractat afstode denne deres formentlige Ret tilligemed Tørneå og Kemi Lapmarker til de Svenske. Imidlertid satte Russerne sig efterhaanden saa fast i de østlige Tragter af Finmarken at Man allerede for meget længe siden ei mere vidste ret Besked om de gamle Grændser, hvilket kan sees at en i Aaret 1689 haandtegnet Kort over Finmarken, hvorpaa Forfatteren har anført følgende Bemærkning: "Om Grændse-Skjællet imellem Norge og Rusland vide Indbyggerne i Landet intet andet at berette, end at de Russer ere gangne langt over deres Grændser og efterhaanden have bemægtiget sig nogle Fjorde og Elve, hvor de have brugt Laxe-Fiskerie, og siden deromkring opbygget nogle Fjeldbyer, hvor de nu boe og bruge deres Næring baade med vilde Vare af Skove og Fjelde saaog med Fiskerie nede i Fjordene. Men det yderste Sted, som nu af Norske Folk beboes, er en Øe kaldet Bugge-Øe; paa det faste Land der indenfor boe Ryske Finner. De, som boe ved Neiden, Pasvig og Peisen Elv samt i Bumands Fjord og ved Karlsgam, give Skat baade til Norge og til Storfyrsten af Muskovien, men forskaffe den Norske Foged frie Skydsfærd naar han reiser til Malmes at paafordre den Nordfjeldske Skat."

Uagtet det er troligt, at denne Naboernes Indtrængen i Finmarken kunde været forebygget eller standset strax i Begyndelsen ved større Aarvaagenhed og en noget kjækkere Virksomhed fra de Norskes Side, saa vare dog disse ingenlunde til alle Tider roelige Tilskuere af dette Uvæsen. Venlige Forestillinger bleve ikke sparede, og dersom disse havde været tilstrækkelige, saa vilde Finmarken nu omstunder havt et andet Udseende end det har.

Foruden den fornævnte Fred imellem Kong Hakon og den russiske Konge Alexander, som dog ikke egentlig angik Grændserne, finder Man, at der 1326 i Magnus Smæks Regjeringstid blev sluttet et Forlig med Fyrsten af Novogard paa 10 Aar, saaledes at det skulde forblive ved de gamle Grændser; og hvor de paa eet eller andet Sted maatte være overgangne, skulde de igjen aftrædes; og da den samme Konge i Aaret 1348 havde paaført Russerne Krig i Anledning af disse Indfald og Plyndringer i Norge, blev Freden igjen oprettet paa Vilkaar, at Carelen skulde deles mellem begge Fyrster. Omtrent ved denne Tid var det formodentlig ogsaa at Vardøehuus Fæstning (Barthus Slot) er bleven anlagt til Beskyttelse mod Russerne. Den forening, som kom istand i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede, er før omtalt, ifølge hvilken saavel de Norske som Russerne skulde hæve Skat af Finnerne i en vis Strækning; og vi finde heri den første Oprindelse til de senere Fælledsdistricter, som formodentlig menes ved "de irrige og trætagtige Steder paa Grændserne" hvorom der tales i et Forlig, som 1517 sluttedes mellem Christian II og Storfyrsten Wasilius, ifølge hvilket Russerne ei skulde gjøre Indfald og Hindring i Norges Land og Fiskerie; ligesom ogsaa lignende Forlig var bleven sluttet 1493 af Kong Hans "da Grændserne skulde blive som de havde været i deres Forfædres og af Alders Tid"; en Terminus, hvoraf der ved denne som saa mange andre Leiligheder gjordes hyppig Brug, og hvorved man vel slap nemmeste fra Sagen men i Grunden Intet bestemtes eller bevirkedes.

Af de følgende dansk-norske Konger bleve de gamle Forestillinger og Besværinger over Russernes ulovlige Fremfærd ofte fornyede, hvorimod Man i denne Periode synes mindre at have bekymret sig om de Svenske; men lige meget var det ogsaa, da der udrettedes ligesaa Lidet ved Forestillingerne hos Russerne som ved Tausheden mod de Svenske. Christian 4de, der, som bekjendt, endog selv foretog en Reise igjennem Finmarken 1599, bestræbte sig vel med Alvor, men dog uden Held, at tilendebringe Tvivlighederne med begge Naboefolk, og gjorde udtrykkelig Paastand paa alt det Land fra Vardøehuus i Sydost til det Hvide Hav og Vigo Strømmen, som flyder ud i Onega (de saakaldte Nordfjelde (3)) og fremsatte derhos til Enigheds Opnaaelse adskillige Forslag, saasom: at dele Landet ved en lige Linie fra Vardøehuus til Kandalax, og senere: enten at betale Storfyrsten 50,000 Rd. for fuldkommen Afstaaelse af hans Pretentioner, eller ogsaa at dele Landet ved en Linie fra Trinnes til den søndre Ende af Indiager-Vand; men intet af disse Forslag blev hørt, da de russiske Commissarier tildeels udebleve fra de Møder, der vare berammede til Grændse-Tvistighedernes Afgjørelse. Ligesaa liden Virkning havde det Møde som 1603 afholdtes til Flakkeberg (Flakkesiøbek) imellem de Norske og Svenske, thi da begge Parter afsagde Dommen i Faveur af deres Rige, saa blev Resultatet det Gamle: at hvert af Rigerne skulde beholde den Rettighed i Lapmarken, som af Alders Tid havde været. Vel fik de norske Embedsmænd Befaling til, naar de svenske Skattekrævere indfandt sig og fordrede Mere eller anderledes, end dem tilkom, at forhindre dem heri med Magt, som ogsaa stundom blev anvendt, hvilket omsider 1611 foranledigede formelig Krig mellem begge Riger; men hverken ved den 2 Aar derefter sluttede Fred (4) eller ved de senere afholdte Møder, saasom 1613 i Skien og 1624 i Knørød, blev Sagen bragt paa det Rene, førend endelig i 1751 en Tractat blev sluttet, hvorved Grændserne imellem Norge og Sverrig fastsattes saaledes, som de endnu ere. Da denne blev bygget paa det Princip, at Fjeldryggen skulde være Grændsen, saaledes at de Elve der have sit Udløb i Nordsøen og Ishavet skulde være Norske, de derimod, som strømme til Østersøen, Svenske, saa kom derved Koutokeino og Karasjok Sogne, der forhen regnedes til Sverrig, nu at tilhøre Norge, hvorimod Grændsen siden følger Tana-Elven, saaat Utsjoki, der udgjorde eet Pastorat med hine, forblev Svensk.

Denne Tractat vedføiedes 2 Codiciller eller Tillæg, det første betræffende Lapperne og disses fremtidige Forhold til begge Riger; det andet angaaende Grændseliniens Redressering, Udhugning og Røsers Opsættelse, som skulde fuldføres i de paafølgende 7 Aar, og virkelig skeede saaledes, at Grændselinien derved paa det Nøiagtigste blev bestemt og betegnet saa langt som Norge og Sverrig i den Tid havde fælleds Grændser, nemlig til Kolmisoivi Madakiæzka, som er beliggende nogle Mile i S. O. fra Polmak, ovenfor hvilket sidste Sted Grændsen forlader Tana-Elven og gaaer i en lige Linie hen til bemeldte Punkt Kolmisoivi.

Grændserne mod Rusland forbleve følgeligen fremdeles ubestemte (5), og saavel Norge som Rusland have indtil de seneste Tider anseet sig lige berettigede til, og hævet Skat i de saakaldte Fælledsdistricter d. e. Neiden, Pasvig, og Peisen, ligeom ogsaa Fogden i Øst-Finmarken hvert 3 Aar reiste til Kola for at reclamere Norges Ret til Nordfjeldene, hvilket imidlertid udartede til en tom Formalitet. Ved Conventionen af 14/2 Mai 1826 er nu Grændsen bestemt ogsaa imod Rusland, saaledes at den ved Tractaten af 1751 fastsatte Grændselinie, forsaavidt samme adskiller Norge fra det dengang svenske men senere russiske Finland, forbliver uforandret, saalangt den naaer, nemlig til Kolmesoivi, fra hvilket Punkt den gaaer ligesom før imellem Rusland og Fællesdistricterne i en fortsat lige Linie mod Pasvig Elv, som Grændsen følger indtil Boris Gleb, hvilket blev Rusland forbeholdt tilligemed en Landstrækning af 1 Verst i Omkreds, uagtet samme ligger paa den vestlige Side af Pasvig Elven. Herfra gaaer Grændsen til Kilderne af Jacobs Elv, hvilken den siden følger indtil dens Udløb i Iishavet ved Jacobsvig.

1) Disse Vidnesbyrd findes samlede i "Schønings Forsøg til Norges gamle Geographie," hvoraf nærværende Fremstilling fornemmelig er uddragen.

2) Isak Olsen angiver vel ikke uden Grund, (see Hammonds Missionshistorie pag 917) som den vigtigste Aarsag, hvorfor Norge har tabt sine Landstrækninger, denne: "at vi have indtil denne Tid ikke oppbygget Kirker og Skoler eller beskikket ordinerede Præster og Skolemestere for Finnerne, hvilket baade de Svenske og Russerne nøie have iagttaget".

3) Efter Sporring var det Tragten af Neiden, Pasvig, Peisen og Bomennei til Kola, som kaldtes Nordfjeldet; efter Isak Olsen (formodentlig rigtigere) strakte det sig i Øst og Vest imellem Kola og Kandalax; (Hammond pag. 918) og de paa samme liggende 4 Byer: Masielgie, Ziodziosyllo, Akiel-Side og Lojavre havde efter Indbyggernes Sigende forhen skattet til Norge, ligesom Øen Kildin, der skal ligge i Kola Fjord; hvorimod paa den anden Side Næsset ved Indløbet til Kandalax-Fjord skal staae en stor hvid Sten, som har været regnet for Landemærket. Dog siger han at de 20 saakaldte Ponnoi Byer paa hiin Side ogsaa efter eget Sigende forhen havde skattet til Norge, ja endog 2 andre Byer, Ore-Side og Akiel-Side op i Landet nær under Fjeldryggen, men paa Sydsiden, hvis Vand falder ned til Kandalax og som bekjende sig til den russiske Troe.

4) Efter Sporring have de Svenske ved denne Fred (som sluttedes til Isrød (Pontopp. Siørød) imellem Knørud og Ulsbek) frasagt sig al Pretention paa Søefinnerne, hvorimod Sagen for Fjeldbygdernes Vedkommende blev uafgjort. Sporring nævner ikke Mødet ved Knørød 1624.

5) Efter Isak Olsen synes det med Grændserne at forholde sig saaledes: Nordfjeldet er en Fortsættelse af Kjølen, som søndenfor Kautokeino- og Tana-Elvens Kilder strække sig østefter og ender med Næsset imellem Kola og Kandalax Fjorde. Dog er Fjeldet her lavt, og kun en Landryg, blottet for Skov, som ellers voxer overalt overflødig lige til Qvæneland. Nordsiden af Landryggen var afgjort norsk Eiendom, men maaskee ogsaa noget paa Sydsiden, hvor ei alene de førnævnte 20 Ponnoi Byer laae, men ogsaa 10 andre Byer, hvis Vande falde ned til Qvænland, nemlig fra Øst mod Vest: Ore Jaure, Bejaure, Kiedtjaure, Kiekerjaure, Masielgie (dette betyder Landryggen, Landgrændsen), Gullijaure, Kiimjaure (Øvre Kemi), Sovanfjeld (Sodankyla), Sombye og Kittelbye (Kittila). Om disse siger Isak Olsen, at Russerne toge Skat tilligemed de Svenske af de 9 første incl. Sombye midt for Indiager (i Syd) som var den sidste, hvorimod Kittelbye længere Vester laae saa nær Qvænland, at Russerne ei mere fik Skat af den. Dog bekjende Indvaanerne af disse Byer sig til den lutherske Lære, og mener han derfor, at de maaske i ældre Tider have givet Skat til Norge.