Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

3. Retspleien, Skatter og Afgifter.

Finmarkens Indvaanere have udentvivl fra de ældste Tider svaret Skat til Norges Konger; thi De, der i gamle Sagn nævnes som Finnernes egne Konger, saasom: Motle, Martinus, og Fl. have rimeligviis ei været Andet end de norske Kongers Lehnsmænd, der som Forpagtere af Skatten opkrævede den paa Kongens Vegne og tilsvarede den med et vist Beløb; ligesom Man endog i sildigere Tider finder, at Amtmændene have været forlehnede med Finmarken, som paa flere Steder i Landet var brugeligt. Sporring finder ogsaa i en Ordre af 11te Marts 1614 til daværende Amtmand Vidnesbyrd om, at Amtmændene i Christian den 4des Tid have havt Finmarken paa Regnskab, hvilken Maade han antager at have vedvaret indtil Souverainitetens Indførelse.

I de ældste Tider har Skatten sandsynligviis været svaret in natura med Skindvarer, og synes alene at være krævet hos Finnerne. I en Beretning af Helgelænderen Other, som levede paa Harald Haarfagers Tid, angives Skatten af "de rigeste Finner" til 15 Maardskind, 1 Bjørneskind tilligemed en Kjortel af Bjørne- og Odderskind, 5 Rensdyr og 10 Baller Fjær, samt desuden 2 Reeb til Skibsbrug, hvert 60 Alen langt, det ene gjort af Hval (d. e. formodentlig Hvalros) og det andet af Sælhund-Skind. Boemændene, d. e. de Norske, som nedsatte sig i Finmarken, skulle ifølge Sporring ikke førend Aaret 1611 (65) have været paalagte Skat, som da bestemtes til 2 Rdlr. pro persona, men allerede ved en Kongl. Anordn. af 1ste Septbr 1628 paa Grund af uheldige Fiskerier nedsattes til det Halve, og 2 Dage derefter ved en ny Anordning til 72 Skill. I Aaret 1629 den 1ste Octbr. udkom en Kgl. Befaling til Amtmand Kønigsham, at Boemændenes Skat skulde modereres efter Fiskeriets Beskaffenhed, og den 5te Febr. 1634 atter en Kgl. Befaling, ifølge hvilken Amtmændene skulde lægge Bønderne i Lægd, saaledes at der altid skulde være nogle Formuende iblandt de Fattige, og de Første betale tredobbelt eller Mere mod de Sidste. Dermed forblev det indtil Boemændene i Betragtning af deres større aarlige Udgifter til Embedsmændene ved Forordn. af 6te Juni 1691 5te Post bleve aldeles fritagne for Skat og Leding. Benævnelsen: Boemænd, som nu i Almindelighed er gaaet ganske af Brug, anvendes dog i dette Tilfælde alene paa Dem, som ere fødte i Finmarken, thi De, som andenstedsfra indflytte og nedsætte sig der, ere ifølge Forordn. af 5te Septbr 1787 § 10 kun i de første 5 Aar derefter fritagne for Skat; og ifølge Lov af 26de Aug. 1833 vil denne hidtil bestaaende men i sig selv kun lidet rimelige Undtagelse for de i Finmarken fødte Nordmænd for Fremtiden ganske bortfalde. Derimod har der overensstemmende med førnævnte Forord. af 6te Juni 1691 stedse været fordret Skat af Finnerne saavelsom de til Finmarken indflyttede Norske efter Udløbet af deres 5 Frihedsaar; men denne Skat, der ydes under Navn af personel Skat, har hidtil været ansat forskjællig, nemlig for Søfinnerne i Almindelighed, - hvortil ogsaa henregnes Qvænerne og indflytted Norske, - til 2 Spd. 10 Sk., for Fjeldfinnerne til 1 Spd. 72 Sk. og for Finnerne i de forrige Fælledsdistricter til 1 Spd. 24 Sk., men ifølge Kgl. Kundgjørelse af 26de Aug 1833 vil ogsaa denne Forskjel herefter ophøre, idet den personelle Skat skal svares lige af Alle uden Hensyn til Herkomst eller Fødested, nemlig [med] 1 Spd. 72 Sk. af en fuld Skattemand; men de Fleste ansættes efter deres Formuesforfatning kun til ½, ¼, eller 1/8 Skat (66).

I Henseende til andre Skatter og Afgifter finder saadan Forskjel heller ikke Sted. Jordskatten erlægges af enhver Bruger af skyldsat Jord med 8 Sk. af hver Koe og 1 Sk. af hvert Faar, som Jorden er skyldsat for eller taxeret at kunne føde. Denne Skat er først paalagt ved Resc. af 8de Juni 1775; før den Tid synes aldeles ingen Skat at være svaret af Jord; i det Mindste siger Sporring: "at Alt, saavel det faste Land som Øerne er Kongens, som Enhver uden Fæste og Bøksel og uden nogen Slags Afgift eller Landskyld beboer og til sin Nytte bruger". Kun enkelte Steder have herfra gjort Undtagelse. Saaledes findes Beboerne paa Loppekalven i ældre Tider at have udredet 3 Vog Fisk eller 1 Rdlr. 48 Skill. D. C. under Navn af Landvaarn, og paa Sørøen har saadan Landvaarn indtil nærværende Tid været svaret med 24 Sk. af hver Mand; hvilket maaskee kan have sin Oprindelse derfra, at de 2/3 Dele af denne Øe fordum vare privat Eiendom, nemlig i Sporrings Tid Laugmand Schønebølers eller hans Arvingers. Ogsaa denne Landvaarn er nu ved Skatteloven af 1833 aldeles afskaffet.

De forskjellige Skatter og Afgifter samt tilfældige Indtægter for Statskassen af Vest-Finmarkens Fogderi angives for 1833 saaledes som følger:

I Aaret 1789 udgjorde disse samme Skatter og Afgifter til Staten 677 Rdlr.17 Sk. af hele Finmarken.

Til den finmarkske Almues lovbestemte Udredsler henhøre ogsaa Fisketienden og den aarlige Rettighed til Embedsmændene. Den Førstnævnte bestaaer, som bekjendt, deri, at enhver Fisker afgiver 1/10 Deel af sin Avling, hvori dog ikke Leveren eller den deraf tilberedte Tran er indbefattet, rimeligviis for paa den Maade at erstatte Fiskeren den paa Fiskens Tilvirkning og Transport anvendte Møie. For Tienden af Klipfisk og anden saltet Fisk tilkommer Fiskeren desuden Godtgjørelse for Saltet, forsaavidt ikke denne Tiende, saaledes som stundom er brugeligt, tilsvares med Tørfisk eller Raafisk. I Regelen ydes al Tiende i Finmarken in natura, da Loven af 2den Juni 1824, som i den Henseende overlader Valget til Yderne, ingensinde i dette Stykke er bleven bragt i almindelig Anvendelse. Ifølge Forord. af 5 Sept. 1787 § 11 skulde egentlig efter Monopol-Handelens Ophævelse Forord. af 23de Juni 1710 angaaende Tiendevæsenet i Trondhjems Stift, være Regelen for Tiendens Oppebørsel ogsaa i Finmarken. Men da denne Forordning aldeles ikke er anvendelig paa Forholdene i Finmarken, da den forudsætter Fiskens Udskibning paa Bygdejægter til visse bestemte Tider i Aaret, ligesom ogsaa, at den Fisk, som fiskes af fremmede Fiskere, ophænges og tørres paa Stedet, hvilket ei er Tilfældet i Finmarken; saa har Man hidtil in praxi holdt sig til Forordningen af 20de Aug. 1778, ifølge hvilken Handelsmændene, idet de indkjøbte Fisken af Almuen, tillige oppebære Tienden ved at tilveie sig 1/10 Deel mere end Sælgeren crediteres for, og som de efter afgivne Tiendeberegninger ved Aarets Udgang igjen udlevere til Vedkommendes Disposition eller af Disse tilhandle sig. Tienden af den Fisk derimod, som sælges i raa Tilstand til Russerne, svares sædvanlig med Rugmeel, som Fiskeren tiltusker sig for Fisken; og forsaavidt Fiskeren ikke er hjemmehørende i det Præstegjæld, hvori Fiskeriet er foretaget, har han ved sin Bortreise paa nærmeste Handelssted at afgive de 2/3 Dele af Tienden, nemlig hele Kongetienden og Halvparten af Kirke- og Præstetienden, hvorimod han til sit Hjemsted medfører den ene Trediedel til lige Deling imellem sit eget Sogns Kirke og Præst.

Da imidlertid denne Fremgangsmaade, som , efterat Forordningen af 1778 blev ophævet, egentlig ingensteds har fuldkommen lovlig Hjemmel, ei alene medfører megen Ulæmpe og leder til mange uvilkaarlige Misligheder, men ogsaa aabner en viis Mark for forsætlig Bedrag ti lige stor Skade baade i moralsk og oeconomisk Henseende; de fremdeles de Handlende jævnligen besvære sig over, at Tiendens Oppebørsel foraarsager dem Uleilighed og Tab, uagtet de ved den Maade, hvorpaa Tienden sædvanlig beregnes, nemlig med 1/10 Deel af det indkjøbte, ikke af det hele modtagne eller udskibede Beløb, have 10 pCt. som Godtgjørelse for Umage og Indvinding; saa har der allerede længe og ofte været pønset paa hensigtsmæssigere Bestemmelser for Tiendeydelsen, og i Aaret 1833 fremkom der til Storthinget en Kongl. Proposition (67), sigtende til at bringe Tiendevæsenet saavelsom Embedsmændenes Rettighed i bedre Orden; men denne Proposition blev ikke antaget, og Sagen staaer altsaa endnu in statu qvo.

Den aarlige Rettighed synes i ældre Tider, i det Mindste for Præsternes Vedkommende, at have været erlagt med Fisk; thi af en gammel Thing-Protokol for Finmarken erfares, at Præsterne paa Tilspørgsel om deres Indkomster ved Thingene i 1634 opgave: "foruden 1 Vog Fisk aarlig af hver Mand ad mensam" endvidere "een Fisk af hver Baad (som kaldes Fjerde-Fisk), hver Dag, der kan udroes" eller, istedetfor denne daglige Fjerde-Fisk "4 Bpd. Fisk af hver Mand, som roer tilsøes". Men ved Forord. af 25de April 1702 bestemtes i §§ 42 og 43, at Sorenskriveren aarlig paa Thinget skulde forfatte et Mandtal, hvori Enhver, der ikke anføres som Fattig, skulde ansættes til at svare fuld eller halv Rettighed til "de Betjente, der ikke lønnedes af Kongens Kasse" nemlig saaledes: "Til Laugmanden, det første Aar, han kommer til Laugdømmet, at hver Mand i hele Amtet: 24 Sk. og siden aarlig 8 Sk.; Præsterne i deres Sogner, af hver Normand 9 Mk. Dansk og af en Fin 4 Mk.; Sorenskriveren af hver Mand i Amtet (som dengang kun udgjorde eet Sorenskriverie), aarlig Rettighed 24 Sk.; Underfogderne af Thinglauget af hver fuld Baad til 4 Mand, 3 Mk. Dansk; Klokkerne af Sognets Folk i Told for hver Mand 16 Sk.; ligeledes Skydsskafferen af hver Mand 4 Sk.; og Mestermanden overalt i det hele Amt af hver Mand 16 Sk. Dette blev senere i det Væsentlige gjentaget i Forord. af 20de Aug 1778 §§ 47 og 48, dog med den Forandring, at Rettigheden, som skulde opkræves af de Kongl. Handelsbetjenete paa Vedkommendes Vegne, blev fastsat i Fisk, hver Vog beregnet til 48 Sk., og at Sognepræsten til Loppen, formodentlig i Betragtning af dette Kalds ringere Indkomster, tillagdes 1 Vog Fisk eller 48 Sk. mere af hver Rettighedsmand end de øvrige Præster; at Underfogdernes Rettighed bestemtes under Navn af Thinghold til 12 Sk. af hver Mand foruden Tiendefrihed for deres egen Fiskeavling, samt Andeel i Tienden efter hvert Steds Sædvane (det Sidste som Godtgjørelse for deres Tilsyn med samme); og endelig, at Skydsskafferne berøvedes deres Rettighed eller Told, hvorimod de til Erstatning fik Skattefrihed og fritoges for at erlægge Rettighed til andre verdslige eller geistlige Betjente. Disse, og de i Resc. af 7de Aug 1782 (68) besemte Rettigheder ere endelig end yderligere stadfæstede ved Forord. af 5te Septbr. 1787, dog saaledes, at, "for at undgaae al Irring, Benævnelsen af Fisk aldeles skulde ophøre og Rettighederne anslaaes til den Evaluation i Penge, hvorefter de altid havde været oppebaarne."

Senere er ingen almindelig Anordning angaaende Rettighederne udkommen, men adskillige specielle Bestemmelser have dog efterhaanden medført nogle Forandringer. Laugmandens og Mestermandens Rettighed er bortfaldet, da begge disse Poster ere indgaaede. Klokkertolden er i Overeensstemmelse med Lov af 14de Juni 1816 senere bleven reguleret, for Vest-Finmarkens Søekald ved en under 10de Dcmbr. 1819 naadigst approberet Forretning til 24 Sk. af hver fuld Rettighedsmand, 8 Sk. af hver confirmeret Dreng og 6 Sk. af hver confirmeret Pige; i Øst-Finmarken derimod ved en under 29d Septbr. 1818 naadigst approberet Reguleringsforretning til 32 Sk. af hver fuld Rettighedsmand, samt 12 Sk. af hver confirmeret Ungkarl og 6 Sk. af hver confirmeret Pige.

Underfogderne eller Lehnsmændene - hvad enten de ere Nordmands- eller Finne-Lehnsmænd - erholde nu ingen Rettighed eller Told, da Thingholdspengene erlægges særskilt til Thingværten eller Den, som afgiver Locale til Thinget, hvor ingen offentlig Thingstue haves, samt Logis og Beværtning for Øvrigheden. Skydsskafferne have ogsaa senere faaet deres 4 Sk. af hver rettighedsmand tilbage. Flere hensigtsmæssige Forandringer i Henseende til Rettighedens Ydelse vare tilsigtede ved den forhen omtalte Kongl. Proposition desangaaende, som fremsattes paa Storthinget i 1833, men ikke blev antaget. Navnligen var den betydelige Forskjel imellem Nordmændenes og Finnernes Præsterettighed foreslaaet ophævet saaledes, at der overalt i Sødistricterne skulde erlægges 96 Sk. til Sognepræsterne af hver fuld Rettighedsmand uden Hensyn til hans Herkomst, hvilket var saa meget retfærdigere, da Man paa samme Storthing ophævede Nordmændenes Skattefrihed, som grundede sig paa den større Rettighed, de havde at svare til Præsten. Endvidere var der i Forslaget igjen opført Rettighed for Lehnsmændene til Forbedring af den maadelige Løn, hvormed disse Ombudsmænd i Finmarken ere aflagte, og Thingværtens samt Tolkens Rettighed var foreslaaet forhøiet, da den første ar befunden aldeles utilstrækkelig til at dække Udgifterne ved Thingholdet, og da 4 Sk. aarlig af hver Rettighedsmand maa erkjendes at være en altfor ringe Løn for den edsvorne Tolk, hos hvem ei alene streng Retskaffenhed, men ogsaa mere end almindelig Dannelse og Færdighed i Brugen af 3 forskjellige Sprog ere aldeles nødvendige Egenskaber.

Følgende Fortegnelse giver en Oversigt over den Rettighed, som en fuld Rettighedsmand nuomstunder har at udrede, ligesom det Beløb, hvormed samme var foreslaaet i den Kongl. Proposition af 1833, er tilføiet i Parenthes:

Til Sognepræsten, af en Nordmand	1 Spd. 24 Sk.	(96)
- - af en Søefin eller Qvæn	64 -
- Klokkeren, i Vest-Finmarken	24 -	(32)
- - i Øst-Finmarken	32 -
- Sorenskriveren	24 -	(24)
- Lehnsmanden		(12)
- Tolken	4 -	(12)
- Thingværten	12 -	(24)
- Skydsskafferen	4 -	(4)

Fjeldfinnerne gjøre Undtagelse fra foranførte Bestemmelse, idet de efter gammel Sædvane erlægge Rettigheden in nature saaledes som de betalte samme til deres svenske Embedsmænd førend de ved Grændsetractaten af 7/1 October 1751 bleve norske Undersaatter. Til Sognepræsten svares af en Fjeldfin: 1 Rittabæle (d. e. Bov, Side og Laar af en Simmelreen) og 1 Oxereenskind, eller i sidstnævntes Sted: 2 Reenoste, 1 Reentunge, 1 Stk. Talg og 8 Bællinger (d. e. Skindet af Rensdyrets Been); til Sorenskriveren: 1 Reenlaar, 1 Ost og 1 Tunge o. s. v. Værdien af denne Rettighed udgjør mere, end hvad der svares i Søedistricterne, nemlig for Sognepræsten omtrent 1½ Spd. og for Sorenskriveren 80 Sk.; men da Fjeldfinnerne saa godt som slet ikke erlægge nogen Tiende, kan denne større Rettighed saa meget mindre være trykkende for dem, da de desuden i Almindelighed ere mere formuende end Søefinnerne.

Hvorvidt Enhver bør svare Rettighed, bestemmes paa Thinget af Sorenskriveren med Laugrettesmændene, som ansætte enhver i Districtet bosat Mand efter hans Formuesforfatning til at give fuld eller halv Rettighed eller som Fattig at fritages ganske. Fremmede, som andenstedsfra indflytte til Finmarken, ere i de første 5 Aar derefter befriede for Rettighets Svarelse ifølge Forordning af 5te Septbr 1787 § 10; dog skulle de præstere Sognepræsten een Dags Arbeide paa deres egen Kost og erlægge 24 Sk. aarlig.

I Henseende til adskillige indirecte Skatter til Statskassen, saasom Toldafgifter, Brugen af stemplet Papiir m. m. nyder Finmarken deels fuldkommen Fritagelse deels betydelig Lettelse, ligesom det ei heller bidrager Noget til Refusion af Statskassens Forskud til Skyds- og Vei-Udgifter. Derimod har Finmarken en for det ganske særegen indirecte Communeskat i Brændeviinsafgiften, som er aldeles uafhængig af den almindelige Brændeviinsskat eller Afgift af Brænderierne. Denne Afgift er paabuden ved Kongl. Resolution af 5te Aug 1773 (stadfæstet og udvidet ved Forordn. af 5te Septbr. 1787 § 4 og Lov af 13de September 1830 § 21) med 4 Sk. af hver Pot Brændeviin, som i Finmarken tilvirkes eller indføres, og danner et særskilt Fond, der er bestemt til almeennyttige Indretninger i Finmarken. Dette Fond, hvis Capitalformue udgjør omtrent 20,000 Spd. og hvis aarlige Indtægter i senere Tid have opløbet til over 2000 Spd., anvendes fornemmelig til Foranstaltninger vedkommende Skole og Medicinalvæsenet.

Med Oppebørselen af de directe Skatter har der i ældre Tider været forholdt saaledes, at Fogden om Vinteren gjorde en særskilt Reise i dette Ærinde igjennem hele Finmarken, først iblandt Fjeldfinnerne paa de svenske og russiske Grændser, og derefter blandt de øvrige Fjeld- og Søefinner. Men ved Forordn. af 6te Juni 1691 § 6 bestemtes, at Fogden, "naar han den malmiske Reise (69) forretter, skal han paa samme Reise om Vinteren oppebære Skatten hos Grændsefinnerne"; men at den derimod for Søefinnernes Vedkommende skulde udlignes og opkræves om Sommeren paa Thingene.

Da senere Handelen i Finmarken ved Octrøyen af 25de April 1702 blev overdraget til et sluttet Compagnie, blev det ogsaa ved bemeldte Forords. 26de § gjort Compagiet til Pligt, at oppebære Skat af Tiendefisk som Kirke- og Præste-Tienden in natura og at tilsvare samme med Penge efter den gjældende Taxt. Men da dette bortfaldt som Følge af Handelens Frigivelse ved Forord. af 5te Sept. 1787 bestemtes ved dennes § 11, at Forord. af 6te Juni 1691 igjen skulde befølges ved Skatternes Oppebørsel. Nu opkræves Skatterne ogsaa for Fjeldfinnernes Vedkommende ved de almindelige Thinge.

Thingene holdes i Finmarken kun eengang aarlig, nemlig i alle Søedistricterne om Sommeren, sædvanlig i Juni og Juli Maaneder, og vedvare fra 2 til 4 Dage paa hvert Thingsted. Disse ere i Vest-Finmarken følgende: 1) Alten for Alten Talvigs Sogn; 2) Bergsfjord for Loppens og Hasvigs Sogne; 3) Hammerfest for Hammerfest Sogn; 4) Havøesund for Maasøe Sogn; 5) Repvog fra Kistrand og Kjelvigs Sogne, samt 6) Koutokeino og 7) Karasjok, for hvilke tvende sidstnævnte Sogne det aarlige Thing indtil i 1828 holdtes i Alten i Febr. Maaned; men siden den Tid har Man fundet det rigtigere, at Øvrigheden reiser derop og afholder Thinget paa Stedet særskilt for hvert Sogn. Thingene ere saavel Sage- som Skattethinge. I Almindelighed anvendes den første Dag til Læsning af Love og Anordninger samt Gjennemgaaelse af Skatte- og Rettighedsmandtallet; derpaa modtager Fogden Skatten, og den øvrige Tid medgaaer til Forhørers Optagelse og Sagers Behandling, Skifter, Auctioner og Afsigelse af Domme i mindre betydelige Sager, der tildeels exeqveres paa Stedet, forsaavidt de gaae ud paa Tamp, hvilken sidste Straf saavelsom Straf af at sættes i Halsjern ifølge Rescripterne af 2den Mai 1776 og 15de Octbr. 1783 anvendes for Tyverier af mindre end 5 Rdlrs. Værdi og andre ringere Forseelser.

Sporring anfører, at "de Kongl. Oppebørseler og Justitien i forrige Tider have været administrerede af een Amtmand, trende Fogder og tvende Sorenskrivere", hvortil vel endnu maatte føies Laugmanden, som var fælles for Nordlandene og Finmarken og ifølge Forord. af 6te Juni 1691 hvert andet Aar skulde holde Laugret i Finmarken skifteviis i Kjelvig og Vadsøe. Fremdeles maa ogsaa Underfogder og Finnelehnsmænd henregnes til Justitspersonalet.

Amtmanden boede fordum paa Vardøehuus Slot, hvorefter ogsaa Amtet i den Tid benævnedes; og rimeligviis boede tillige den ene Foged og den ene Sorenskriver enten der eller paa Vadsøe, hvorimod Fogden og Sorenskriveren i Vest-Finmarken formodentlig boede i Alten eller maaskee i Kjelvig. I Aaret 1680 blev Amtmands-Embedet for en kort Tid aldeles ophævet, idet Finmarken ved Resc. af 5te Januar forenedes med Nordlands Amt; men faae Aar efter fik det igjen en særskilt Amtmand, som dog ikke altid boede inden Amtsdistrictet. Saaledes finder Man, at det ved Resc. af 11te Nov. 1693 blev tilladt daværende Amtmand H. Lilienskjold at residere ved Bergen med Forpligtelse at holde en Fuldmægtig i Finmarken og selv at visitere Landet hvert tredie Aar. Senere blev Altengaard ved Bunden af Altens Fjord bebygget til Embedsgaard for Finmarkens Amtmænd, som residerede her i en lang Række af Aar, ogsaa efterat Senjen og Tromsøe Fogderie ved Forord. af 5te September 1787 var bleven indlemmet under Finmarkens Amt. Men i Aaret 1813 bosatte Amtmanden sig paa Tromsøe, hvor det ogsaa udtrykkelig er paalagt de senere udnævnte Amtmænd at tage deres Bopæl, hvilket uagtet dette Sted er langtfra at ligge i Midten af Amtsdistrictert, dog ansees hensigtsmæssigst med Hensyn til byens Størrelse, som den betydeligste i Amtet, saavelsom Postgangen og i flere andre Henseender. Imidlertid vedbliver Amtmanden, saalænge ingen anden Bestemmelse er tagen med Embedsgaarden (70) at nyde den deraf faldende ubetydelige Indtægt, ligeson han ogsaa, foruden sin faste Gage, som for Tiden udgjør 1302 Spd. aarlig, har Indtægten af den Embedet beneficerede Øe, Tamsøen, ved Indløbet af Porsangerfjord, som er et fortrinligt Duunvær, der i aarlig Forpagtning afgiver 10-14 Vog Edderduun samt nogle Tønder Multebær, hvilket kan anslaaes til en Værdie af Noget over 100 Spd.

Rescripterne af 3die Marts 1688 og 13de Juni 1691 tale om Fogdernes Afskaffelse og deres Forretningers Udførelse af Sorenskriverne; men denne Plan synes ikke dengang at være kommen til Udførelse, thi det var formodentlig omtrent ved samme Tid (71) den Foranstaltning blev truffen, at der for hele Finmarken kun skulde være een Foged og een Sorenskriver, hvilke, om ikke strax saa dog senere, Begge erholdt Embedsbolig i Alten Talvig Sogn. Derved forblev det indtil Aaret 1815, da Finmarken formedelst Districtets altfor store Vidtløftighed ved Kongl. Resol. af 4de Septbr. 1815 atter deeltes i 2 Fogderier og 2 Sorenskriverier, dog saaledes, at der i hvert District kun skulde ansættes een Embedsmand, som skulde være Foged og Sorenskriver tillige. Da imidlertid dette medfører adskillige Uleiligheder, især med Hensyn til at Referent og Dommer derved forenes i een Person, saa kom det ved indtruffen Vacance i Vest-Finmarkens Foged- og Sorenskriver-Embede i 1829 under Ventilation, atter at adskille begge disse Embeder, saaledes at Sorenskriveren, som ifølge Forord. af 17de Juli 1789 § 27de og Resc. af 10de Juli 1790 tillige skal fungere som Byfoged i Hammerfest, skulde tage Bopæl der; men denne Forandring kom ikke istand, og det forblev indtil Videre paa den Fod, at Fogden og Sorenskriveren for Vest-Finmarken boer i Alten paa Embedsgaarden Kongshofmark, og Fogden og Sorenskriveren for Øst-Finmarken paa Vadsøe uden at nogen Embedsgaard overeensstemmende med Resol. af 4de Septbr. 1815 hidtil er ham anviist (72).

Den forhenværende Forskjel imellem Underfogder og Finnelehnsmænd er efterhaanden bortfalden, da det ved Ansættelsen af en eedsvoren Tolk er bleven mindre nødvendig for Sprogets Skyld at have særskilte Lehnsmænd i hvert Thinglaug. Mestermandens Post er, da for nogle Aar siden Vacance indtraf, aldeles inddraget, og Tolken fungerer som Bøddel ved Tampstraffens Execution.

Den i forrige Aarhundrede vedvarende Formindskelse af Folkemængden fremkaldte en Mængde for dette District særegne Anordninger, ved hvilke Man troede at raade Bod paa denne Ulæmpe, som dog naturligviis alene havde sin Grund i Næringsveienes og navnligen Handelens Tilbagegang, og følgelig kun ved disses Opkomst kunde afhjælpes. Man mærke især de første Octroy-Forordninger af 25de April 1702 og 29de Mai 1729, som paalægge Compagniet den urimelige Pligt, aarlig at skaffe 14 unge Mandspersone og 7 unge Fruentimmer til Finmarken; Resc. af 6te Marts 1750, som opmuntrer Qvænerne til at nedsætte sig i Finmarken; Cancel. Skr. af 16de Nov. 1751 om, at endeel Delinqvinter af begge Kjøn, som i Danmark dømmes til Fængsel paa Livstid, skulde sendes til Finmarken; Rescript af 5te Marts 1756 at Børn ei maae føres bort fra Finmarken, Resc. af 12te Marts og 21de Septbr. 1759, samt 16de Mai 1760 ligeledes om Forbryderes Forviisning til Finmarken; Resc. af 8de Jan. 1762, at de Forbrydere i Finmarken selv, som dømmes til Tugthuusstraf, i dets Sted skulle sættes i Tjeneste i Finmarken for Kost og Løn, saaledes at de fra Vest-Finmarken sendes til Øst-Finmarken og omvendt; Forordningen af 20de Aug. 1778 § 34, der fritager Dem, som flytte til Finmarken, for deres Creditorers Fordringer, samt for Skat og Rettighed i 5 Aar; etc. etc.: Blandt hvilke mange Anordninger, foruden den før omtalte Fritagelse for Indflyttede at betale Skat og Rettighed i 5 Aar, ogsaa resc. af 8 Jan. 1762 ei alene endnu staaer ved Magt, men endog har været saaledes udvidet, at ogsaa Forbrydere fra Senjens og Tromsøe Fogderie ere dømte til at tjene for Kost og Løn i Finmarken, uagtet naturligviis dette for Mangfoldige aldeles ikke kan ansees for nogen Straf, allermindst da de formedelst Vanskeligheden af at faae Tjenestefolk i Almindelighed modtages med Begjærlighed og nyde høi Løn; og uagtet det dog aldrig i nogen mærkelig Grad kan bidrage til Folkemængdens Formerelse, men derimod forøger Antallet af Forbrydere og den almindelige Demoralisation. Foruden denne Straf og de ovennævnte Straffe af Tamp og Halsjern vides ingen særegne Straffe at existere for Finmarken; thi den af Sporring omtalte Straf, at staae i Fjæren, kjendes ingen Hjemmel for, og bliver i alle Fald ikke nu længere anvendt.

Overformynder-og Skiftevæsenet bestyres i Finmarken som andetsteds af Sorenskriveren under Overopsyn af Amtmanden, hvem det ved Forord. af 20de Aug. 1778 § 38 blev specielt paalagt at føre nøie Opsyn med Skifterne. Umyndiges Arvemidler, som beløb sig til mere end 20 Rgdlr., bleve forhen, da de sjelden eller aldrig kunde faaes udsatte paa Renter, overeensstemmende med Resc. af 26 Jan. 1753 nedlagte i en i Talvig Kirke for Vest-Finmarken, ligesom i Vadsøe Kirke for Øst-Finmarkens Vedkommende indmuret brandfrie Jernkiste, hvortil Amtmanden, medens han boede i Alten, havde een Nøgle, Sorenskriveren den anden og Provsten den tredie. Da Arvemidlerne paa denne Maade ei alene bleve ufrugtbare men endog ved Forandringerne i Pengevæsenet fast ganske hensmeltede, saa søges denne uhensigsmæssige Opbevaringsmaade nu saavidt muligt undgaaet, idet Pengene udsættes mod behørig Sikkerhed, og kun en i Almindelighed høist ubetydelig Kassebeholdning, naar ingen Anledning gives til at faae den udsat, opbevares i den saakaldte Børnekasse i Kirken. En anden paa lignende Maade indrettet Kiste har indtil for faae Aar siden været anbragt paa et andet Sted i Talvig Kirke til Opbevaring af Brændeviinsafgiften; men da denne Afgift, som oppebæres af Tolderne, og af dem indsendes til Fogderne, nu ligeledes udsættes eller anvendes, saa blev denne murede Hvælving, der ved sidste Reparation af Kirken maatte nedrives, som overflødig ikke igjen opsat.

65) I et gammelt Document, som er oversat af A. Magnæus, og af ham i Aaret 1715 bevidnet at være over 300 Aar gammelt, siges dog: "at der ved de yderste Endemærker ei krævedes Mere end 5 Graaskind af hver Buemand". Maaskee gjaldt dette alene de yderste Grændser eller Fællesdistricterne, hvor Skatten overhovedet synes at være modereret for Dem, som maatte udrede samme til 2 eller 3 Riger.

66) Da den personelle Skat i Finmarken er sat ved Siden af Skatterne af skyldsat Jord, eller den almindelige Landskat, maa den antages at være aldeles bortfalden tilligemed denne siden 1837.

67) Den samme Proposition fremsattes atter som privat Forslag for Storthinget i 1839, men ligeledes uden Følge. Senere er et af Foged Hauge forfattet Udkast til en ny Lov om Tienden i Finmarken indsendt til Regjeringen, og for nærværende Tid skal Finmarkens Amts-Formandskab have nedsat en Committee i samme Øiemed. Omsider maa dog vel ogsaa denne Sag eengang modnes.

68) Dette Rescript findes ikke i de trykte Samlinger; det indeholder formodentlig nogen Bestemmelse om Tolkens og maaskee Mestermandens Rettighed.

69) D. e. Reisen til Kola, som tilforn skeede hvert Aar, men senere ifølge Resc. af 7de Mai 1785 kun hvert 3die Aar, oprindelig for at indkræve Skatten i Nordfjeldene, men senere kun for at hævde Norges Ret dertil, da Reisen ifølge nysnævnte Rescript kun havde til Hensigt "at sætte den Kongl. Territorialret i Sikkerhed". Denne Proformareise bortfaldt efterhaanden (1813) ganske, endog førend den ved Grændse-Conventionen i 1826 blev unødvendig.

70) Den er senere bleven indrettet til et Amts-Sygehus

71) Efter Sporring i Christan den 5tes Tid, altsaa i alle Fald før Udgangen af det 17de Aarhundrede.

72) Ved Kgl. resol. af 18de Jan. 1839 er nu Vest-Finmarken deelt i 2 Fogderier og Sorenskriverier, af hvilke det ene under Navn af Altens Fogderie og Sorenskriverie indbefatter Alten Talvigs, Loppens og Koutokeino Præstegjelde; det Andet derimod, som benævnes Hammerfest Fogderie og Sorenskriverie, indbefatter Hammerfest og Kistrands Præstegjælde, og er forenet med Byfoged og Byskriver Embedet i Hammerfest Kjøbstad, hvor derfor denne Embedsmand er forpligtet at boe.