www.altabibliotek.net/finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
1. Fiskeriet
2. Jordbrug og Qvægavl samt Skovdrift og Jagt
3. Handel og Skibsfart
4. Bergværks-, Fabrik- og Haandværksdrift; Huusflid og Kunstflid
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik / af Fredrik Rode. - Skien : Feilberg, 1842.

VI. Om Næringsveiene i Finmarken.

1. Fiskeriet

Blandt Næringsveiene i Finmarken er Fiskeriet ei alene den vigtigste, men fast den eneste, der kan tillægges nogen almindelig Vigtighed eller Betydning. Med Undtagelse af Fjeldfinnerne og Værksarbeiderne i Kaafjord, som vel paa det Nærmeste ere uafhængige af Fiskeriet, er ellers dette, - middelbart eller umiddelbart - Betingelsen for Alles Existence; og v. Buch kunde vistnok, især paa den Tid, da han skrev, med fuld Føie gjøre den Bemærkning: "Vare Fiskene ikke i Havet, Hvo vilde da vælge disse Egne til Opholdssted?".

Fiskeriet kan efter Aarstiderne beqvemt inddeles i Vinter-, Vaar-, Sommer- og Høstfisket. Det første tager sædvanligt sin Begyndelse i Februar Maaned, da Torsken pleier at indfinde sig for at gyde sin Rogn paa Bankerne, og vedvarer gjerne til Udgangen af April eller endog i Mai Maaned. Vinterfisket bestaaer fast udelukkende i Torskefiskerie, og er i det Hele af lignende Beskaffenhed,som det bekjendte Fiskerie i Lofoden, der gaaer for sig omtrent paa samme Tid. Den Art Torsk, der sædvanlig kaldes Skrei eller Gotfisk, pleier at bebude sin Ankomst eller rettere Sværmens Styrke allerede i November og December ved den større eller mindre Mængde Sild, som da trækker ind i Fjordene. Dog er dette Mærke ei paalideligt, da Silden stundom paa den Tid ganske udebliver, og først kommer umiddelbar foran Torsken, af hvilken den forfølges.

I Finmarken finder Vinterfisket med faae Undtagelser, navnlig ved Brevig, kun Sted inde i Fjordene, og drives paa 3 Maader, nemlig: med Haandsnøre, Line eller Garn, som dels benyttes afvæxlende efter Omstændighederne, deels af den driftige Fisker i Forening. Det simpleste og udentvivl ældste Redskab til dette Fiskerie er Haandsnøret eller den her saakaldte Jux (Dybsang, Diubsang, Juxa), en Snor af 120 til 130 Favnes Længde, paa hvis Ende, der formedelst et Lod sænkes ned i Dybet, 1 a 2 Angler eller Kroge ere befæstede. Til Ang eller Mading benyttes deels Smaasild, som er bedst, deels Rogn og allehaande Maddiker, som graves op i Strandbredden. Denne Maade, der ved sin Simpelhed og ringe Bekostning stedse vedligeholder sig, kan endnu ansees som den meest almindelige, da den bruges af hver Mand, og udelukkende af de Fattigere, der ei have Evne til at anskaffe sig større Baade og de mere kostbare Fiskeredskaber. Den kræver er saare ringe Forskud, kan drives med ganske smaae Baade og af 2 Mænd, af hvilke den Ene andøver: med Aarerne hindrer Baaden fra at drive for Vind eller Strøm medens den Andre fisker. Ved et heldigt Fiskerie og hvorr Havet ikke er altfor dybt kan denne Methode være ligesaa fordeelagtig som nogen anden, da paa denne Maade een Mand kan i en Dag trække en liden Baad flere Gange fuld, eller indtil 200 Stykker Raatorsk: omtrent 25-30 Voger.

En anden Fremgangsmaade er Brugen af Linen. Dette Redskab er et Snøre af en god Penneposes Tykkelse, paa hvilket i omtrent 4 Alens Afstand fra hverandre tyndere henved 1 Alen lange Snore ere befæstede med en Angel i Enden af hver Snor. Et Snøre, der bestaaer af 12 Bolker, hver paa 24 Favne, og er besat med 200 Angler, kaldes en Bøil Line; og efter Omstændighederne knyttes 3, 4 eller flere Bøiler sammen. Til Ang bruges deels Sild, deels Torskerogn. For endeel Aar tilbage anvendtes hertil helst et Slags Blodorm, der efter Beskrivelsen synes at have været en Art Blæksprute, og som havde det væsentlige Fortrin, at den tørret kunde opbevares i flere Aar, da den ved igjen at opblødes var lige brugbar; men dette Dyr saaes i senere Tider ikke her. Linen udsættes om Morgenen paa de Steder eller Banker, hvor Erfaring har lært af Fisken meest opholder sig, og uden synderligt Hensyn til Havets Dybde, fra 20 indil 150 Favne, da Fiskeren, uagtet den større Besværlighed ved at bruge Linen hvor det er meget dybt, dog helst vælger de Steder, der ere hans Bolig nærmest, hvorved han undgaaer den Tidsspille, der er forbunden med at roe en længere Vei. Nogle bruge ogsaa at udsætte Linen om Aftenen og at drage den igjen om Morgenen, hvilket vel ansees for mere fordelagtigt, men tillige mere farligt i Henseende til Ufisk, d. e. Haakjærring og andre Rovfiske, som lokkede af den allerede fangede Fisk, anrette Skade paa Linen. Stundom bruges baade Dagsæt og Natsæt tillige. Det er ikke sædvanligt at fastgjøre Linen med den ene Ende i Land, men den sættes efter Omstændighederne længere eller kortere fra dette. Den nedsænkes paa Bunden formedelst en Steen, som er befæstet i hver Ende af Linen og fra denne gaaer en Snor op til Vandets Overflade, hvortil fastbindes et Stykke Træ, Dubbel kaldet, som flyder paa Vandet, og viser hvor Linen staaer. Denne ligger horizontalt udstrakt paa Bunden, og bliver urørt til om Aftenen, da den igjen optrækkes; Mellemtiden kan Fiskeren benytte til at fiske med Jux eller til andet Arbeide. Linebruget kræver saaledes mindst Tid og Arbeide, og er til sine Tider næsten det fordeelagtigste, da om Aftenen flere end Halvdelen af Anglerne kunne være besatte med Torsk.

Garnbruget, der indtil imod Slutningen af forrige Seculum synes af have været saa godt som ubekjendt i disse Egne, kan først i de senere Aar siges at være bleven temmelig almindeligt. Det begynder efter gammel Sædvane paa en bestemt Dag, nemlig den 12 Marts, da Man antager, at det, ved at benyttes tidligere, hindrer Fisken i dens naturlige Vandringer, og afskjærer den Veien til Fjordenes Indre, og saaledes, skjøndt det for en kort Tid kan være meget fordeelagtigt, dog bliver skadeligt ved at skræmme Fisken bort. Ifølge Lov af 13 Seprbr. 1830 skal Tiden for Garnbrugets Begyndelse nu bestemmes af de paa ethvert Sted beskikkede Opsynsmænd. Garnet, som benyttes til Torskefiskeriet, bindes af almindelig Hampetraad eller Seilgarn, som siden barkes for at vinde i Styrke og Varighed. Paa alle 4 Sider kantes eller skydes Garnet med Toug, og er udstrakt saaledes som det sættes i Søen omtrent 18 Favne langt og 2-3 Favne i Høiden; hver Maske omtrent 3 Tommer i Fiirkant. Efter Størrelsen af den Baad, som benyttes, og Folkenes Antal, sædvanlig 3 til 4 Mand, bindes 10 til 18 og paa større Baade, der søge Fiskeriet ved Brevig, vel endog 20 til 25 saadanne Garn sammen, og udgjøre en Garnlænke. Garnene sættes paa Bunden af Havet, saaledes at de staae op og ned som en Væg i Søen. For at holde dem i denne Stilling er den underste horizontale Side besat med smaae Stene i een Favns Afstand fra hverandre, og for hver Steen er et Stykke Træ (Kavl), anbragt paa den modsatte øvre Side, hvorved denne bringes til at flyde op. Langsmed de 2 andre lodrette Sider har hvert Garn for sig et Toug (Ihlen), hvis ene Ende ved en tung Steen (Ihlesteen) holdes paa Bunden, hvorimod den anden den anden Ende er befæstet i en paa Overfladen flydende Dubbel. Naar Torsken paa sin Vei støder paa denne Garnvæg og faaer den forreste Deel af Hovedet ind i Masken, er den fangen, thi idet den stræber at gjøre sig løs, arbeider den sig kun fastere, da Skjællene og Finnerne holde imod, saa at den ikke slipper tilbage, ligesom den ogsaa indvikler sig selv i Garnet, hvori den sidder fangen som Fluen i et Edderkopspind. Da Garnet er en Snare, hvori Fisken ikke hildes ved nogen Lokkemad, som paa Krogen, men snarere ved Overrumpling, udsættes det kun om Aftenen, da Nattens Mørke hindrer Fisken fra at see Faren, og optages om Morgenen, ligesom det af samme Grund heller ikke kan anvendes længere, naar Nætterne blive lyse, hvilket her begynder i April.

Om Garn- eller Line-Bruget tilkommer Fortrinet beroer paa Omstændighederne. Er Fisken meget maver, bider den graadigere paa Anglen. I haarde og stormende Vintere er Garnbruget misligere, da Fiskeren ei alene af Veiret kan hindres fra i flere Dage at drage sine Garn, men ogsaa er udsat for at miste dem. Derhos kræver Garnbruget baade mere Tid og Kraft. En med er Par Hundrede Torsk besat Garnlængde er tung at drage, og naar dette om Morgenen er skeet, gaaer den øvrige Deel af Dagen med til at udtage og rense (sloe) Fisken, rede Garnene samt igjen at udsætte dem, og levner saaledes ikke Fiskeren nogen Tid til anden Syssel, hvilket, som anført, er Tilfældet med Linebruget; hvorimod dette igjen for en stor Deel beroer paa at have fersk Sild til Ang, som ei altid kan faaes.

Der gives vel endnu en 4de Maade at fange Vintertorsken paa, men som dog kun til enkelte Tider og paa sine Steder er anvendelig. Naar nemlig Fisken henimod Vaaren trænger dybere ind i Fjordene for at gyde sin Rogn, hænder det i trange Fjorde og Bugter, der have en noget flad Strandbred, at den skyder sig ganske nær op under Landet, og bliver staaende der i et Par Dage. Man bruger da at omringe den med et Garn, og ved lidt efter lidt at drage dette til sig fra begge Ender, trækker Man den hele Fiskestime op paa Land. Det hertil brugelige Garn, som kaldes Kaste- eller Drag-Noot, er ikke af nogen bestemt Størrelse.

Vintertorskefiskeriet er, som alt Fiskerie, ustadigt. Det synes at have sine Perioder, men den Lov, efter hvilken disse afvexle, har det endnu ikke lykkedes Menneskene at udfinde. I Slutningen af forrige Aarhundrede var dette Fiskerie meget glimrende især i Alten-Talvigs Sogn; men med Aaret 1801 tog det pludselig af; og skjøndt det siden den Tid enkelte Aar kan have været noget bedre, var det dog i det Hele taget stedse kun maadeligt, og sank allerdybest i Aarene 1824 og 1825, hvilket i Forening med de tillige indtrædende meget lave Priser satte Almuen betydelig tilbage. Fra denne Tid begyndte Fiskeriet igjen noget at tiltage, og i 1828 indtref et meget godt Vinterfiske, men endnu bedre i 1830, hvilket nærmede sig til hine for 30 Aar tilbage. Alten-Talvig Sogns Production i sidstnævnte Aar udgjorde, forsaavidt den kommer i Handelen, omtrent 25000 Vog Tørfisk.

Naar Vintertorsken har gydet sin Rogn, begynder den udgangs April igjen at trække sig ud til Havs og er inden kort Tid ganske forsvunden. Derefter begynder Vaartorskefiskeriet eller det saakaldte Seifiske, som, uagtet det ofte følger umiddelbar efter Vinterfiskeriet, dog maa adskilles fra dette, da Man antager Vaartorsken for at være af en anden Art end Vintertorsken. Man har kaldet den Seifisk, fordi den kommer i Følge med Seien, og formodes at komme fra den store Banke, som strækker sig langs Landet i en Afstand af 4 til 8 Mile fra Kysten. Dette Fiskerie er ellers sædvanlig af langt mindre Betydenhed end Vinterfisket, og drives kun med Liner og Haandsnøre. Herhen hører ogsaa det saakaldte Loddefiske. Lodden er en lille Fisk, som synes at være Torskens kjæreste Føde, og hvilken derfor denne forfølger med den graadigste Begjærlighed. Støder nu Torsken paa sine Vandringer ind i Fjordene paa Lodden, synes den næsten at forglemme sin af Naturen foreskrevne Bestemmelse, og derimod at trække efter Lodden. Det kommer da an paa Lykke og Fromme, om denne drager op mod Kysterne, da i dette Tilfælde ogsaa Torsken samler sig der i saa uhyre Mængde, at Man kan tage den med Hænderne. Men ligesom dette Fiskerie er aldeles uvist, saaledes heller aldrig af nogen Varighed, thi det vedbliver sjelden længere end i nogle Dage paa hvert Sted, og ansees derfor i det Hele ikke for ønskeligt. Saasnart Man hører, at Lodden har viist sig ude ved Havet, venter Man sig intet godt Fiskerie.

Ligesom Vinter- og Vaarfiskeriet især gaaer for sig inde i de dybere Fjorde, saaledes falder derimod Sommerfisket helst længere ude ved Havet; det, som finder Sted inde i Fjordene, afgiver sjelden stort Mere end til Huusbrug. Man seer derfor om Sommeren ei alene Finmarkens Fjordboere at trække ud til Havkysten, men her forsamles ogsaa en stor Mængde Baade fra alle Egne i Nordlandene, ligefra de sydligste i Helgeland, for at drive Fiskeriet, og mange russiske Fartøier for at tilhandle sig Fangsten. Man kan heraf slutte sig til, hvor fordeelagtigt dette Fiskerie, rigtigt benyttet, og den dermed forbundne Tuskhandel med Russerne maa være, naar det kan svare Regning for den nordlandske Fisker at reise indtil 100 Mile fra sit Hjem for at drive det; men til at vinde denne Fordeel udfordres en Kraft og Virksomhed, som desværre ikke findes saa almindelig hos Finmarkens Indvaanere som hos Nordlændingene. Endnu fordeelagtigere kunde dette Fiskerie rimeligviis blive paa den store Banke, som strækker sig i nogle Miles Afstand langs Kysten, og hvor Fiskeriet drives med Held fra Schjerbøe og Carløe Sogne, ligesom enkelte Forsøg ere gjorte med godt Udfald fra Finmarken; men hertil behøves større Baade eller Fartøier og en ganske anden Udrustning i det Hele, end Finmarkens Almue kan præstere. Denne Sag fortjente imidlertid vistnok mere Opmærksomhed (28).

Hovedgjenstandene for Sommerfisket ere Torsk, Qveite (Helleflyndre) og Sei (Storsei). Den Torsk, som fanges om Sommeren ved Havkanten og Udøerne ansees for samme Art som Vaartorsken eller Seifisken. Naar nogle have foregivet, at den er uden Rogn, da maa dette være en Vildfarelse; at en særegen Fiskeart skulde mangle Rogn og følgelig Evne til at forplante sig, er ikke tænkeligt. Den har vistnok Rogn eller dog Ansats dertil, men denne paastaaes ikke at blive større i Løbet af Sommeren, hvoraf Man har uddraget den Slutning, at denne Art Torsk gyder sin Rogn om Vinteren paa Bankerne længere ude i Havet, medens dog Andre holde for, at den ligesom Skreien, men senere end denne, gyder Rognen inde i Fjordene, og derfor viser sig uden Rogn, naar den ved St. Hanstider igjen søger ud til det aabne Hav og da fanges pa Kysterne.

Til Sommer-Torskefiskeriet benyttes saavel Line som Haandsnøre, men aldrig Garn. Til Qveitefangst bruges deels Haandsnøre, dels Gangvad som er en Line indrettet for Qveiten, og desaarsag forsynet med større Angler og tykkere Snører end den sædvanlige Torskeline. Til Seifiskeriet anvendes foruden Haandsnøre forskjellige andre Redskaber efter Omstændighederne. Seien sees nemlig ofte om Sommeren ved smukt og stille Veir i uhyre Sværme at forfølge sit Bytte - Smaasild, Lodde, Aat og Kriil - deels under Vandet, dog saa nær Overfladen, at Seistimens Bevægelser give sig tilkjende, deels lige i Vandskorpen, hvorved den foraarsager en Larm og Bevægelse i Søen, som om denne paa en betydelig Strækning stod i fuldt Kog. I første Tilfælde siges Seien at gaae, i sidste Tilfælde at springe, og Man har i begge Fald forskjellige Midler til at bemægtige sig den. Eet af disse er Dorgen, som kun kan anvendes naar Seien springer. Det bestaaer i et 15 til 20 Alen langt Snøre med Synkesteen og Angel, som fæstes til en 2½ Fod lang Messingstræng, og slæbes efter Baaden, som bliver roet igjennem Seistimen. Et andet Redskab er den saakaldte Seikrog, dannet omtrent som en Baadshage eller en trehaget Krog med langt Skaft, der bruges paa følgende Maade. Man roer lige ind paa Seistimen, og en Mand, som bevæbnet med Seikrogen tager sin Plads i Forstavnen f Baaden, hugger Krogen ind imellem Seien, og kaster, hvad der bliver hængende paa den, hurtig ind i Baaden, hvormed fortfares saalænge indtil Seien adskilles, hvilket ofte varer længe nok; en hutrig og øvet Haand kan paa denne Maade krøge en anselig Deel. Det betydeligste Seifiskerie skeer dog med Synkenoten, som er et stort fiirkantet Garn, omtrent 12-18 Favne i Qvadrat. Til dets Brug udfordres 4 Baade, hvoraf enhver har eet af Hjørnetougene. Efterat have lagt Mærke til, i hvilken Retning Seistimen gaaer, lægge de 4 Baade sig saaledes, at de danne en Fiirkant, udspile Noten imellem sig, og nedsænke den horizontalt undr Vandfladen et maadeligt Stykke foran Seistimen. Naar nu denne paa sin Vandring befinder sig lige over Noten, drages denne op i alle fire Hjørner paa eengang, og der kan da stundom paa denne Maade fanges en saa betydlig Mængde Fisk, at Baadene ikke kunne rumme den. Men langt oftere hænder det, at Seistimen ved at undgaae Noten, hvorved altsaa Umagen bliver ganske spildt; og saavel af denne Grund, som fordi en Synkenoot er temmelig kostbar og dens Brug fordrer meget Mandskab, er denne Fremgangsmaade just ikke meget almindelig. Hvert Baadlag faaer een Femtedeel af Fangsten, og den femte Part er Nootlodden, som tilfalder dennes Eiermand.

Til Sommerfisket henhører endnu Fangsten af Sild, nemlig den store Havsild (Graabensild) som siden nogle Aar har begyndt i større Mængde at infinde sig paa Finmarkens Kyster istedetfor den mindre Sild, som fordum langt hyppigere end nu erholdtes inde i Fjordene om Høsten. Hiin fanges deels med Kastenoot, deels med Drivgarn. Til de sidstnævnte benyttes de sædvanlige Seigarn, som bindes to og to sammen og forsynes med Synkestene og Kavler, hvorved den øvre Kant holdes i Vandskorpen medens den anden hænger omtrent 4 Favne ned i Søen, og drive med Strømmen imod Sildesværmen. De anvendes undertiden ogsaa saaledes til Seifangst. Silden fanges meest til Ang og eget Huusbrug, mindre til Handelsvare, da Fiskeren paa den Tid, da den falder, sædvanlig kan anvende Tiden fordeelagtigere til andet Fiskerie.

Af mindst Betydenhed er Høstfisket, der giver saa godt som Intet af Torsk; derimod vedbliver Fangsten af Sei længere ud paa Høsten, da ogsaa Garn benyttes naar Nætterne blive mørke. Seenhøstes drives ogsaa noget Fiskerie efter Qveite, som paa den Tid søger Bankerne, samt efter Smaasild forsaavidt denne gives.

Den Fisk, som fanges om Sommeren bliver for største Delen solgt raae deels til Handelsmændene deels directe til Russerne, som i denne Hensigt i Mængde opholde sig paa Finmarkens Kyster og nedsalte den umiddelbar i deres Fartøier. Vinterfisken tilvirkes derimod af Fiskerne selv deels til Klipfisk, da den, som bekjendt, flækkes, faltes, og om Foraaret tørres i Solen ved at udbredes paa de flade Klipper ved Strandbredden; men især til Rodskjær og Rundfisk. I sidste Tilfælde bliver blot Hovedet afskaaret og Indvoldene udtagne; hvorimod Rodskjæren flækkes lige til Sporen og Rygbenet udtages, hvilken Tilvirkningsmaade helst anvendes i den mildere Aarstid, da Fisken saaledes hastigere tørres og derved, som ogsaa fordi Rygbenet er udtaget, mindre udsættes for at bedærves af Mark. Saavel Rundfisken som Rodskjæren bliver, efter saaledes at være beredet og afskyllet,ophængt paa Hjelden, som er en dertil indrettet Stillads, bestaaende af 2 paraleltløbende Bjælker (Aasene) der hvile paa Bukke af 3-4 Alens Høide,og tværs over hvilke lægges Stænger af en Arms Tykkelse (Ræerne), hvorpaa Fisken hænges, Rodskjæren saaledes, at den halve Fisk hænger paa hver sin Side af Raaen, hvorimod Rundfisken parviis sammenbindes ved Sporen. Et saadant Par kaldes en Spærre Fisk. Af 100 Stkr. Torsk faaes i Almindelighed fra 2 til 3 Voger Tørfisk. Fisken Godhed, især som Handelsvare, beroer saaledes meget paa den Omhyggelighed og Hurtighed, hvormed den tilberedes og tørres; en Sag, som sjelden nyder fortjent Opmærksomhed. Naar Vinter-Fiskeriet gaaer ret livligt, seer Man ikke sjelden uhyre Dynger af urenset Fisk liggend paa Strandbredden, ligesom ogsaa om Sommeren megen Fisk ofte henligger altfor længe førend den nedsaltes eller saltes skjødesløst. Loven af 13 Septbr. 1830 indeholder vel nogle Forskrifter i denne Henseende; men disse ville vel neppe virke synderlig saalænge ikke Fiskeren tilskyndes af egen Fordeel til at anvende mere Omhyggelighed og Flid paa Fiskens tilvirkning. De afskaarne Fiskehoveder blive ei heller ubenyttede, men tørres og gjemmes til Vinteren, da de koges til Føde for Kreaturene, og kun naar lang Afstand fra Hjemmet eller andre Omstændigheder gjøre det for vidtløftigt for Fiskeren at opbevare den, blive de bortkastede.

Men af større Vigtighed, ja stundom hvad Seien angaaer, af større Betydenhed end Fisken selv, er dens Lever, hvoraf koges Tran. Leveren bliver derfor, naar Fisken sloes, henlagt for sig selv og opbevaret i Tønder. Om Høsten, da Seien er fedest, kunne 300 Stkr. fylde en Levertønde, som har en Værdie af 7 til 8 Spd. hvorimod 300 Stkr. Sei eller omtrent 6 til 8 Vog Tørsei vanskelig kunne udbringes til Mere end 2 a 3 Spd. End ringere er Fiskens Værd i raae Tilstand, og det hænder derfor undertiden, at Fiskeren, efterat have udtaget Leveren, styrter den øvrige Fisk i tusindeviis ud igjen i Havet. Skjøndt denne Fremgangsmaade synes at maatte misbilliges, finder den dog unægtelig en vægtig Undskyldning i den Omstændighed, at Fiskeren paa mange Steder fattes Anledning baade til at ophænge og tørre Fisken af Mangel paa Plads eller Hjeldved, og til at blive af med den raae uden at transportere denne saa langt, at dens Værdie ei engang kan dække Transport-Omkostningen, især naar Man tager Hensyn til, at Fiskeren imidlertid taber den beleilige Tid til at fortsætte Fiskeriet. Mængden af den Lever, som vindes, er ellers meget forskjællig, og beroer paa Fiskens større eller mindre Feedhed, der langtfra ikke alle Aar er lige. Af Torsk udfordres sædvanlig fra 600 til 1000 ja, stundom indtil 1500 Stkr. for at faae 1 Tønde Lever. Forholdet imellem Leveren, og den Tran, som deraf produceres, er omtrent som 2 til 1; dog forskjellig efter Leverens Godhed. Leveren bliver deels af Almuen solgt til de Handlende deels af dem selv beredet til Tran. Den bliver i dette Øiemed udsat for Solens Paavirkning i Kar, hvorved en Deel smelter, der afskummes og giver en renere og lysere Tran, som derfor kaldes blank; siden koges Leveren, hvorved endnu den tilbageværende (brune) Tran udbringes.

Til Fiskerierne maa Man endnu henregne Haakjærring- (eller Haifisk), Kobbe- (eller Sælhund), Nise- samt Hvalfangsten, som drives alene eller dog hovedsagelig for Tranens Skyld. Haien fanges fornemmelig seenhøstes og om Vinteren paa meget svære Angler, der befæstes i en Jernlænke og nedsænkes paa de Steder, hvor Fisken vides at have sit Tilhold; til Ang benyttes Kobbe- eller Nise-Spæk. Af Haakjærringen vindes vel, ligesom af Qveite, stundom noget Rækling, d. e. den opskjæres i lange smale Strimler, som vindtørres og derefter spises; men denne Kost finder neppe ret mange Liebhabere. Hovedsagen bliver i alle Fald Leveren, som ei alene giver en anselig Mængde, men ogsaa fortrinlig reen og god Tran. Dette fordeelagtige Fiskerie fortjente mere Opmærksomhed end der i Almindelighed vises det. Landhuusholdningsselskabet i Trondhjem skal tilforn have udsat Præmier til Opmuntring af Haakjærringfangsten. Kobber eller Sælhunde, hvoraf der gives flere Slags, blive sædvanlig skudte, men ikke i synderlig Mængde, da Ingen gjør Jagten efter dem til nogen Hoved-Næringsvei. Spækket anvendes til Tran, men ansees saavelsom Nisespækket ogsaa af Nogle for en Delicatesse. Skindet bruges, som bekjendt, til Betræk paa Kufferter og deslige samt stundom af Almuen til Fodtøi. Nisen, en Art af Delphinslægten, bliver ligeledes for Spækkets Skyld deels skudt, men meest fanget i Garn.

Skjøndt der overalt paa Finmarkens Kyster, endog inderst i Fjordene, træffes en Mængde Hvaler, især om Foraaret, efterstræbes de dog kun yderst sjeldent. Kun som af en Hændelse stikkes hist og her en Hval. At Hvalfangsten i ældre Tider har været dreven med mere Kraft af Fremmede, især Hollænderne, derom vidner saavel historiske Beretninger (cfr. Schønnings Forsøg til Norges gamle Geographie § 15), som ogsaa de Levninger af Hvalbeen som hyppig antræffes, især i Hasvig, hvor Kirkegaarden er indhegnet med saadanne. Som Aarsag, hvorfor Hvalfangsten i senere Tider forsømmes, har Man anført, at den er til Skade for det almindelige Torskefiskerie, da det er Hvalen, som jager Silden ind i Fjordene og følgelig bliver en indirecte Aarsag til, at ogsaa Torsken, som forfølger denne, kommer der. Hvorvidt denne Aarsag har nogen Grund være her uafgjort; men den er neppe stort mere end et Skalkeskjul for Mangel paa Driftighed. Hvalfangsten kræver ikke mange eller kostbare Redskaber; nogle Harpuner med tilhørende Liner er Alt; men vist er det, at disse ofte gaae tabt, og at Tid og Møie ofte er spildt, fordi mangen Hval stikkes forgjæves, da den siden ikke findes igjen. Men paa den anden Side giver ogsaa Haabet her den allerstørste Opmuntring; thi da en Hval kan udbringes til 50-80 Tønder Tran, altsaa til en Capital af 1500 Spd., kan en Hval rigelig erstatte den ofte skuffede Forventning.

Fremgangsmaaden er ellers følgende: Man roer i en Baad Hvalen lige ind paa Livet, hvilket ikke er saa farligt, som Man skulde formode, naar Man seer Ryggen af dette Uhyre som et Fjeld hæve sig op over Vandfladen. En Harpun eller stærk Jernkrog med Gjenhager, som er anbragt løselig paa en lang Stang, stødes derpaa med Kraft ind i Dyret af en stærk Karl, som derefter trækker Skaftet til sig igjen, saa at alene Jernet bliver siddende, og ved Hvalens Bevægelser arbeider sig dybere ind i Kjødet. Saasnart Hvalen er saaret, søger den strax rum Søe; men er den truffen vel, antages den at maatte tilsætte Livet efter 24 Timers Forløb. Det kommer da an paa Lykke og Fromme, om en snart indtræffende Paalandsvind skal drive den ind paa Kysten igjen. Findes den, da deler Finderen Gevinsten med Den, hvis Mærke Jernet har. At Øvrigheden har brugt i alle Fald at lade fundne Hvaler sælge ved Auction, hvorved en god Deel [af] Fordelen tabtes for Fiskerne, skal ogsaa have bidraget til at betage disse Lysten til denne Fangst.

Til Ferskvandsfiskeriet frembyder Finmarken vel paa de fleste Steder nogen Anledning, men den bliver i Almindelighed ikke synderlig benyttet uden som en Tilflugt til enkelte Tider, naar Fiskeren af sit Jordbrug eller andre Omstændigheder hindres fra at drive Fiskeriet paa Søen. Elve og Bække, saavelsom de mange smaae Indsøer, der findes i Dalene, indeholde adskillige Sorter Fisk, saasom Øret, Gjedder, Aborrer, Siik, Laxe og Fl. men disses Fangst overlades hyppigst til Legetøi og Øvelse for Børnene. Kun Fjeldfinnerne, som ere afskaarne fra Havet, drive Ferskvandsfiskeriet med mere Flid; især er det de Fastboende Familier i Koutokeino og Karasjok, som vide at gjøre sig god Nytte deraf. Som Redskaber anvendes meest Garn, dog ogsaa Dragnoot og Liner, hvilke sidste ere indrettede omtrent paa samme Maade som de, der bruges ved Havfiskeriet, og udsættes ei alene om Sommeren men ogsaa om Vinteren under Isen. Den Fisk, som saaledes fanges, benyttes i Huusholdningen; sjelden haves Noget til Salg.

Af mere Betydenhed er dog Laxefiskeriet paa de Steder, hvor der gives Anledning til samme, hvilket især er Tilfældet i Alten og Karasjok i Vest-Finmarken og i Thanen i Øst-Finmarken. Det fornemste af disse er udentvivl det første, hvor en ikke ubetydelig Deel Lax fanges deels i Garn og med Dragnoot ved Elvens Munding, men især ved Stængsel eller Elvens Spærring omtrent 2 Mile ovenfor dens Udløb. I de ældste Tider synes Laxefiskeriet kun at være drevet af Enkelte til Huusbrug; men at det allerede ved Begyndelsen af det 17de Aarhundrede agtedes for at være af nogen Vigtighed, kan Man skjønne deraf, at de Svenske dengang forsøgte at tilegne sig Rettigheden dertil, og i Aaret 1607 ansatte en svensk Laxefoged i Alten, som dog blev jaget hjem igjen (see Pontoppidans finmarkske Magazin, Pag. 28), En Amtmand ved Navn Claus Gagge skal være den første, som lod Altens Elv stænge ved en Russer i Aaret 1610. Senere blev Laxefiskeriet bortforpagtet først til Hollænderne, siden til de Kjøbenhavnske (til de sidste fra 1619 til 1671 for 200 Rdlr. i Forpagtning samt 100 Rdlr. for Tienden); og ved Aarhundredets Udgang til enkelte Private for 230 Rdlr. og 2 Tdr. Lax til Amtmanden, som da boede paa Wardøehuus. Den Sidste, som havde Altens og Thanens Laxefiskerie i Forpagtning, var Kongens Kammertjener Jørgen Nummesen, som 1695 dermed benaadedes; siden blev det bortforpagtet i Forening med den øvrige Handel, og ved dennes fuldkomne Frigivelse faldt ogsaa Rettigheden til Laxefiskerie tilbage til ethvert Steds Beboere. Saaledes deeltage nu alle De i Fiskeriet, som have Jord, der støder til Elven, og da disses antal er stort i Alten, bliver Udbyttet for hver Enkelt saa ringe, at det vel er meget tvivlsomt, om ikke denne Herlighed er til langt større Skade end Gavn, idet den frister den desuden kun lidet driftige Almue til at blive hjemme hele Sommeren istedetfor at søge det ulige mere indbringende Sommerfiskerie ved Havet. Stængelset kunde beqvemt røgtes af 16 Mand; men det har nu omtrent 70 Deeltagere, for det meste Qvæner, som deels af Dorskhed og Lyst til Lediggang, deels formedelst indbyrdes Mistroe Alle blive hjemme, for hver Aften at kunne samle sig ved Elvebredden og dele det kjære Bytte. Deraf falder nu paa hver Mand høist een Tønde Lax, som saaledes udgjør hans hele Erhverv i de 3 bedste Sommermaaneder. En anden Sag vilde det være, om Almuen eiede større Jordvei eller vilde oprydde sig saadan, hvortil Anledning neppe vilde fattes, og saaledes gjøre Jordbruget til sin væsentligste Drift; men dette er ikke Tilfældet.

Fiskeriet kan saaledes med Føie kaldes den finmarkske Almues væsentligste Næringsvei; thi hans Erhverv er ikke indskrænket blot til de omtalte større Fiskerier, som til enkelte Tider af Aaret udelukkende beskjæftige ham; men det sysselsætter ham mere eller mindre fast til enhver Tid af Aaret. Af Søen henter han daglig sin daglige Næring, og kun sjelden er Havet saa karrigt, at han skulde savne denne. Udenfor de omtalte almindelige Fiskerier, der have en bestemt Sort Fisk til Øiemed, er Fangsten ogsaa mere blandet, og bestaaer foruden de nævnte ogsaa i Hyse, Langer, Brosmer, Ouer og Fl. Især fanges alle disse Arter iflæng i Dragnooten, som ofte benyttes med Fordeel men ikke eies af Mængden, der i Almindelighed kun betjener sig af Haandsnøre og - naar Sild haves - af Linen. I Dragnoot faaes ogsaa hyppig Flyndre, saavel Rødspetter som Skrubber, der findes paa adskillige Steder, og i klart og stille Veir tildeels ogsaa stikkes med Hage, hvor der er lavt Vand og lys Bund.


28) Man erfarer nu, at i den sidste Tid flere Interessentskaber have dannet sig i Finmarken til at fremme dette Slags Fiskerie.