www.altabibliotek.net/finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik / af Fredrik Rode. - Skien : Feilberg, 1842.

VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet

Hvad den herskende Characteer hos Finmarkens Indvaanere angaaer, da bemærker Man hos de der boesatte Norske mindre Eiendommeligt, end Man i et saa isoleret Landskab turde vente; en rimelig Følge af, at deels de selv, deels deres Fædre ere indflyttede næsten fra alle Egne i Riget, hvorfor Man heller ikke hos dem opdager nogen særegen Dialect. Rolig Alvorlighed og et vist Phlegma synes overalt at være den norske Bonde eget, og det viser sig maaskee i Finmarken i mere end sædvanlig høi Grad, og gaaer ikke sjelden over til dorsk Ligegyldighed og Uvirksomhed. Lyst til Ørkesløshed røber sig ofte kun altfor meget hos Finmarkens Almue, og unægtelig mere hos Nordmændene og Qvænerne end hos de mere livlige og ufortrødne Finner. Vel underkaster Almuesmanden sig villig de Besværligheder, som ere uundgaaelig forbundne med hans Næringsvei efter dennes Natur, og søger just ikke at unddrage sig fra det regelmæssige Arbeide; men at anstrænge Kræfterne over det Sædvanlige for at opsøge Fortjenesten, naar denne ikke af sig selv frembyder sig, eller at benytte en gunstig Leilighed til en større eller uventet Fortjeneste er han i Almindelighed lidet tilbøielig til. Er Veiret vel haardt til at han kan drage sine Garn, da giver han sig lettelig tilfreds uden at gjøre Forsøg paa, om det ikke dog skulde være mueligt; og uagtet han er vant til, til visse Tider, og til visse Slags Fiskerie at maatte reise mange Mile for at komme til det Sted, hvor samme finder Sted, saa er han dog seen til at forlade sit Hjem for at opsøge Fisken paa de Tider, da den efter Naturens sædvanlige Orden pleier at indfinde sig der, hvor han boer, uagtet han hører, at der fiskes maaskee en Miil længere ude i Fjorde; men han venter i rolig Uvirksomhed hjemme indtil Fisken kommer udenfor hans Stuedør; og kommer den maaskee dennegang ikke, da veed han godt at trøste sig med, at Guds Gaver uddeles forskjelligt, uagtet han dog ved nogen Umage kunde havt i det mindste en Deel deraf. Det engang fastsatte Arbeide udrettes, men Intet derover; og dersom dette formedelst tilfældige Omstændigheer ikke kan skee, da gjøres Intet istedet. Naar derfor Almuesmanden ligger paa en Reise, hvilken Vinden forbyder ham at fortsætte, da foretager han sig Intet, om der end tilbydes ham Arbeide og Fortjeneste paa Stedet.

Et andet Træk, som ikke tjener Finmarkens Indvaanere til Anbefaling og som ligeledes er meest fremstikkende hos de Norske, er smaalig Egennytte. Hermed er dog ikke sagt, at denne just ytrer sig som Uredelighed eller Bedragerie i Handel og Vandel; men den røber sig oftest som uanstændig Begjærlighed ved enhver Leilighed, hvor der er Noget at fortjene ved liden eller ingen Umage. I Finmarken gjør Ingen, og mindst Nordmanden, Noget for Intet; behøver Man hans Tjeneste, da er hans første Spørgsmaal: hvor meget han faaer i Betaling derfor. Selv for den ringeste Haandsrækning betinges udtrykkelig eller stiltiende i det Mindste en Dram, og det er ikke blot for udviist personlig Tjeneste, Godtgjørelse forventes, men ogsaa for ethvert fast nok saa ubetydeligt Laan af een eller anden Ting. Desuagtet skal enhver Tjeneste have Udseende af Velvillie, og har Man betinget sig en Mands Arbeide for god Betaling, da hedder det sædvanlig dog, at det skeer for at hjælpe En. At Man ligesaa vel hjælper ham ved at give ham Fortjeneste, naar det, som ofte er Tilfældet, intet Andet er at fortjene, betænkes aldrig, ligesaalidet som forhen oppebaarne Tjenestebeviisninger ved saadanne Leilighed erindres. Denne egennyttige Utjenstagtighed finder en betydelig Støtte i den i Finmarken altid hærskende Mangel paa Arbeidsfolk, hvorved Man nødes til ei alene at give dem god Betaling - (i Vest-Finmarken sædvanlig efter Aarstiden og Stedet fra 48 til 60, stundom 72 Sk. daglig), men desuagtet gode Ord for at formaae dem dertil; og denne Mangel føles ikke mindre af Dem, som have Evne til at betale, end af den uformuende Almuesmand selv, naar han behøver en Andens Hjælp til et være sig betydeligt eller ubetydeligt Arbeide, som han ikke kan udføre alene; thi denne betinger sig Naboens Hjælp imod at hjælpe ham ved en anden Leilighed; men denne Leilighed er sikkert forud bestemt og det gjensidige Arbeide paa det nøieste afveiet; thi han er lige saa bange for at gjøre Noget omsonst for sin Naboe, var det end hans Broder, som for Embedsmanden eller Handelsmanden.

Naar Nordmændene i Finmarken, uagtet de omhandlende Laster og Feil især maae tillægges dem, dog sædvanligen behage Mange bedre end den mere smudsige, paatrængende og ved Snaksomhed besværlige Fin; da maa udentvivl Aarsagen hertil fornemmelig søges i det Fortrin, han har for Finnen saavel ved denne sin større udvortes Politur, som ogsaa ved en udentvivl noget mere uddannet Forstand og Eftertanke; i det mindste kan han formedelst Sproget bedre lægge den for Dagen end Finnen, som altid kun med Vanskelighed kan uddtrykke sine Tanker paa Norsk, og derved ofte bliver mindre godlidende i Omgang; men sikkert vil Ingen, som har staaet i længere og nøiere Berørelse med Finmarkens Almue, nægte, at Finnernes Characteer i det Hele taget er langt mere elskværdig. De ere godmodige og føielige, stedse oprigtige, ordholdende, ærlige og godtroende, saa at de sætte samme Tillid til Andres Redelighed, som Man i Almindelighed kan sætte til deres. Naar Finnen skal betale sin Skat, sin Rettighed eller hvad Andet han kan have at betale, da leverer han Fogde eller Præsten sin Pung, og lader ham selv tage hvad der tilkommer ham; og han fordrer ingen Qvittering. Finnerne vise fremdeles munter Livlighed, og endskjøndt denne gjerne yttrer sig paa en meget støiende, og derved stundom noget besværlig Maade, idet de idelig lade Munden løbe, saa er dette dog hyggeligere end den søvnige Dorskhed, der saa ofte synes at ruge over Nordmændene. Contrasten viser sig tydelig i deres Gang og Arbeide; Finnen gaaer med Smaae men hurtige Skridt, saalænge ikke Alder eller Svaghed nøde ham at give sig Tid, medens Nordmanden, selv den yngre, slæber sig langsomt frem. Hvad her er sagt om Brugen af Benene, gjælder ogsaa om Armene; Finnen roer med korte og tætte, Nordmanden men lange og kraftige Aaretag; og saaledes med ethvert Arbeide. Resultatet kan vel omtrent blive det samme, da Nordmanden maaskee rundeligen erstatter Finnens raske men meget flygtige Hurtighed ved større Kraft og især ved mere Stadighed under sit Arbeide; men det er langt mere godlidende at see Finnen arbeide.

Finnerne ere endelig, hvad maaskee Mange vilde være mindst tilbøielige til at rose dem for, i Grunden høflige og beskedne; thi naar de ved mange Leiligheder synes at være netop det Modsatte, da er det ikke af Mangel paa Villie, men af Mangel paa Levemaade og Begreb om Det, vi ansee for Høflighed. At spørge om Alt, hva der ikke kommer ham ved; at falde Folk i Talen; at gaae med skidne Fødder ind i et reent Værelse uden først at banke paa Døren; at trænge sig ind paa Folk enten det er beleiligt eller ikke, og opholde dem en halv Time med et Ærinde, som kunde udrettes i fem Minutter; dette er den Ubeskedenhed, som Finnen hver Dag gjør sig skyldig i; men neppe vil Den, som behandler dem med nogenlunde Høflighed, og ikke med den sædvanlige Ringeakt, lettelig være udsat for at faa ubeskedne Svar eller at høre en grov Mund og Skjældord; og naar Man møder en Fin, og denne, idet han tager Huen af og bukker eller neier paa sin Maade, frembringer sin sædvanlige Hilsen: Guds Fred, god Dag! da er dette sikkert langt høfligere, end naar Qvænen med indbildsk Storagtighed sidder med korslagte Arme røgende paa sin Pibe, og ikke gider lette hverken paa sig selv eller sin Hue for at hilse den Forbigaaende.

Det er en Selvfølge, at der ved denne Skildring ikke er taget Hensyn til Undtagelserne, men kun til Mængden, og at der ligesaavel gives flittige, vindskibelige, forekommende, og i enhver Henseende agtværdige Norske, som mange Finner, der gjøre Undtagelser fra Mængden. Dette gjælder især om Fjeldfinnerne, paa hvilke den forestaande Skildring i flere Punkter ikke passer. De synes paa en Maade at danne Overgangen fra Finner til Qvæner, med hvilke sidste de staae i megen Forbindelse og Omgang, og at have copieret disses Lyder uden tillige at efterligne deres Dyder. De ere, som Qvænerne og som alle Fjeldfolk, stive og selvraadige; men de ere ikke, hvilket dog Fjeldfolk pleie at være, nær saa redelige og troeværdige som Søefinnerne, og Man har hyppige Exempler paa, at de ikke gjøre sig nogen synderlig Samvittighed over Smaakneb i deres Handel. Man kommer ingen Vei med dem ved Befaling, med mindre et udtrykkeligt positivt Lovbud, som de see sig nødsagede til at respectere, hjemler En Ret til at befale; thi billigt er i Fjeldfinnens Øine kun det, der convenerer ham; og Trudsler vogte Man sig for at anvende, naar Man ikke er desto sikrere paa at kunne exeqvere dem, hvilket Fjeldfinnen ofte veed at forpurre, naar Man mindst ventede det; thi ligesom det vel især er hans aldeles ubundne og uafhængige Levemaade, som opvækker en vis Selvraadigheds Lyst hos ham, saaledes kommer den ham ogsaa vel tilpas til at soutinere denne Lyst. Mærker han, at han skal drages til Regnskab for sin Handlemaade, da er han i en Haandevending borte, og ikke god igjen at faa fat paa; thi det er ikke Enhvers Leilighed at vente til han findes og hentes maaskee mange Mile borte, og Man kan ikke lade ham søge ved Andre, end af Fjeldfinner, og disse finde kun naar de ville finde. Men om Man end har Synderen fat, veed han som oftest at give Undskyldninger, som ikke ere lette at gjendrive. En Fjeldfin bliver f. Ex. tilsagt i Skyds at møde med sine Reen om Morgenen tidlig; men han kommer først om Aftenen, og naar den Reisende skjænder, fordi han har maattet vente, foregiver Finnen, at Ulven havde forjaget hans Reen om Natten, saa at han ikke fandt dem før; Man maa tage til Takke med Grunden, enten den er sand eller ikke, og lade sig det gefalde at reise om Natten istedetfor om Dagen; thi om man beslutter at oppebie den næste Morgen, maa Renerne igjen slippes for at søge sin Føde, og Historien begynder forfra. Finder Man Midler til at forebygge dette, saa revangerer Finnen sig ved at kjøre desto langsommere; den Reisende formaaer ligesaa lidet at tvinge sin Reen frem foran Veiviseren som selv at finde Veien, og han maa finde sig i taalmodig at kjøre efter. Vil Man siden klage over ham, svarer han, at Føret var for tungt; og hvo beviser det Modsatte? Man giver Finnen sit Reisebrændeviin i Forvaring, fordi Man generes ved det i sin egen Pulk; han lirker den ene Dram i sig efter den anden, og lader den sidste Rest løbe ud i Pulken; og nu fortæller han med tilsyneladende Forfærdelse, at Proppen er sprungen løs under Kjørselen og Brændevinet spildt. Man har Exempel paa, at Finnerne have aftvunget den Reisende Brændeviin paa Veien ved at true med ei at kjøre videre førend de fik det, ja endog udført denne Trudsel og forladt ham ene paa Fjeldet. Under saadanne Omstændigheder har Man intet andet Middel end Eftergivenhed eller Næveretten, som er den eneste Lov der gjælder, fordi den kan exeqveres paa Stedet, og som gjerne anvendes med ret god Effect, da Finnerne sædvanligt ere feige; men Hvo der ikke kan eller gider anvende denne, tage hellere det andet Partie, og søge ved nogenlunde Eftergivenhed samt ved gode Ord og nogle Dramme at formaae Finnen til at føie sig efter hans Ønsker.

Qvænernes i Almindelighed ret ordentlige, ofte endog nette, Vaaninger, der især ved Reenlighed kjendeligen udmærke sig ei alene fremfor de smudsige Finners, men endog fremfor de Norskes; den større Flid, hvormed de sædvanligen dyrke deres Jordpletter; deres overlegne Sands for og Duelighed til adskillige Slags Haandværk; deres større Huusflid, især den qvindelige, samt deres i det Hele ganske fordeelagtigere Udvortes, ere de Egenskaber, som ved en flygtig Betragtning først falde i Øinene, og som udentvivl have beredet Qvænerne den Roes, hvormed nogle Reisende, og navnligen v. Buch have overøst dem; men naar Man har sagt dette, har Man ogsaa sagt alt det Gode, som lader sig sige om de i Finmarken boende Qvæner. De ere stolte, stivsinnede, falske, fordringsfulde, trættekjære og brutale, og det med kun faae Undtagelser. At characterisere et Folk saaledes kunde lettelig synes overdrevent og at udspringe fra Lidenskabelighed; men Man erindre sig, at det ikke er nogen heel Nation, som her skildres; men snarere kun dens Udskud, og de Udskudtes Efterkommere; thi at det hovedsagelig er Saadanne, som maae forlade deres Fodeegne og drage over Grændserne, er vel ligesaa troeligt, som at det i Regelen just ikke er de bedste Nordmænd, der trække op til Finmarken og boesætte sig der. Om den Nytte, qvænernes endnu stedse ei alene vedvarende, men endog aarlig tiltagende Indflytninger i Finmarken stifter, kan opveie den Skade, de anrette ved at opfylde disse Egne af Landet med alskens Pak, er derfor saare tvivlsomt, og et Spørgsmaal som vistnok fortjente Regjeringens Opmærksomhed. Det er vel saa, at de Qvæner, som for 100 Aar tilbage, indflyttede til Finmarken for største Delen nedsatte sig i Egne, som forhen vare lidet beboede, og opdyrkede forhen ubenyttet Jord, og derved virkelig gavnede; men det er ligesaa vist, at de Indvandrende nuomstunder kun trække til de Egne, hvor deres Landsmænd boe, og aldeles ikke befatte sig med Jordens Dyrkning, end sige med Oprydning af nye Jord. Iblandt de Mange, som skareviis trække over til Finmarken, især naar Misvæxt indtræffer i de nordligste Egne af Sverrig, hvilket i de senere Aar har været hyppigt Tilfældet, er det desuden kun Faae, som komme i den Hensigt der at fæste stadig Bopæl, eller vedblive denne Hensigt, om de havde den. Mængden søger kun der for en Tid at opholde Livet, og trækker igjen tilbage; men Aaret efter komme enten de Samme eller Andre i deres Sted igjen, uden at de engang, medens de opholde sig i Finmarken afhjælpe Mangelen paa Tjenesteydende eller Arbeidsfolk; thi de komme ikke videre end til det Sted, hvor de først strande, d. e. især i Alten, hvor de drive noget Fiskerie i Forening med de boesatte Qvæner, og i Kaafjord, saalænge Arbeide der ved Værket kan erholdes, og iøvrigt betle de sig frem, eller søge deres Føde paa andre, maaskee endnu mindre lovlige Maader. Vel ere de sædvanlg forsynede med et Slags Pas, som gjerne er udstædt af Lehnsmændene, stundom ogsaa med Præste-Attest; men da begge formodentlig uden Vanskelighed meddeles Enhver, kunne de ei tillægges synderligt Værd. At de befordrede Umoralitet er vel temmelig afgjort, medens det derimod er ligesaa vist, at de blot Omstreifende aldeles ingen Nytte gjøre for Landet, og neppe ere vel heller de Tilbageblivende nogen glædelig Acqvisition. At de i Finmarken boesatte Qvæner gjøre Fordring paa, skjøndt de ere Fremmede, at hævde deres Lands Love og Skikke, at faae deres Barn underviste i deres eget Sprog etc. og at Man virkelig nødes til, hvis Man vil udrette Noget med dem, at lære deres Sprog eller altid have en Tolk ved Haanden, afgiver et Exempel baade paa deres Pretensioner og paa den Uleilighed og Tidspilde, som de foraarsage.

I Henseende til sand Cultur og Oplysning staae Norske, Finner og Qvæner omtrent paa samme Trin, og dette er for dem Alle kun lavt. Det er især ved gode Underviisningsanstalter og ved Omgang med mere Dannede, et Folk skal kunne dannes. Men ligesom det kun er maadeligt bevendt med Skolevæsenet i Finmarken, saaledes er der heller ikke Stort at haabe af Indvaanernes Omgang med Andre. Vel seer Man jo ikke saa faae Fremmede i Finmarken; men de eneste, Almuen kommer i nogen directe Berørelse med: Russerne fra Hvidesøen, ere vel som oftest ligesaa raae og uvidende som den, og i alle Fald hindrer Sproget deres gjensidige Meddelelse; thi det Pludervælsk, som Vore kalde for meget Mere, end et Slags articulerede Gebærder, som begge Parter betjene sig af for at komme til Accord om deres Varer. Den Anledning, som Nordlændingen, - Indvaanerne af Senjen og Tromsøe derunder indbefattede, - har til Samqvem med Andre paa sine aarlige Reiser til Lofoden og til Bergen, og som sandsynligviis ikke bidrager saa Lidet til den større Dannelse, der let bemærkes naar Man kommer søndenfor Finmarkens Grændser, savnes ogsaa ganske af dettes Indvaanere, som fast aldrig komme udenfor Finmarken, og hvis Tanke og Begreb derfor heller ikke strækker sig udenfor Det, de i Finmarken kunne see eller høre. Kunne end Lofodens Fiskevær ikke ansees som en Skole for Urbanitet og fine Sæder, saa vilde de dog altid være en god Skole for Finnen til at lære Norsk, og dette ville atter blive ham et Middel til at lære og erfare Mangt, som ellers bliver ham fremmed; der vilde rimeligviis vækkes nogen Sands og Interesse, som nu aldrig spores hos ham, for Det, som ikke i egentligste Forstand vedkommer hans Person. Selv om de Ting, som tildrage sig i Norge, om Landets Statsforfatning og Regjering ere Finmarkens Indvaanere i Almindelighed ligesaa uvidende, som Norges øvrige Indvaanere ere det om Finmarken; og denne Uvidenhed grunder sig ikke i Lyst til Reciprocitet.

Hvorvidt et Folk er i Besiddelse af sand Religieusitet og Gudsfrygt, er vanskeligt at afgjøre; og om end Den, der i en Række af Aar har staaet i et nøiere Forhold til Folket, derom kunde have en nogenlunde rigtig Mening, saa turde det dog være rettest ved en offentlig Bedømmelse at indskrænke sig til den udvortes Religieusitet. Denne savnes i Almindelighed ikke hos Almuen i Finmarken. Vel gives der Mange, som kun sjeldnere bivaane den offentlige Gudstjeneste; men naar Man betænker, hvor mangen Besværlighed og Opoffrelse der for dem er forbunden med en Kirkereise, saa vil Man ikke ansee dette som et Beviis paa Ligegyldighed for Gudstjenesten. Mangfoldige have 2, 3 eller flere, tildeels skarpe, Sømile til Kirken, og for at være der om Søndagen nødes de i Almindelighed til at opoffre saavel den nærmest foregaaende som den paafølgende Søgnedag; og i den mindre gunstige Aarstid hænder det ikke sjeldent, at Veiret i flere Dage hindrer dem fra at komme tilbage til deres Hjem. I nogle Menigheder, navnligen i Alten-Talvigs, er det ved mange Aars Sædvane bleven en Skik, at Almuen især paa visse Søndage forsamler sig til Kirke. Søndagene efter St. Hansdag, Michelsdag og Alle Helgensdag forsømmes Kirken ikke gjerne af Nogen, for hvem det paa nogen Maade er mueligt at indfinde sig. To Gange aarlig pleier Almuen i Finmarken af communicere, om Foraaret og Høsten; men at denne Handling af Mængden betragtes som et opus operatum er der vel desværre megen Grund til at befrygte. Huuslige Andagtsøvelser kunne vel i Almindelighed antages mere eller mindre af finde Sted i enhver Familiekreds, og selv paa sin Baad forsømmer Finmarkens Fisker ikke lettelig efter endt Maaltid at tage sin Hat eller Hue af, for med blottet Hoved at forrette sin Takkebøn.

Religieuse Secter ere saa godt som ubekjendte i Finmarken. Man finder hist og her enkelte Hougianer, eller Personer, som kjende i det mindste Noget til, og synes at ynde H. Hauges Skrifter, og som almindelighed kaldes Læsere; men de adskille sig aldeles ikke fra Menigheden. End mindre mærker Man noget Spor af Hernhutere eller af de strængere Orthodoxe, hvilke Mængden pleier at betegne med Navn af de Hellige. Enkelte Fremmede, som ere komne til Finmarken og have givet sig af med at holde gudelige Forsamlinger, have vel for en kort Tid flokket en Hoben Mennesker omkring sig; men de have udentvivl havt andre Hensigter og betjent sig af andre midler end Guds Ords Forkyndelse og Udbredelse.

Mangel paa Oplysning er gjerne forbunden med Overtroe. Denne kunde derfor med Føie befrygtes at være hyppig i Finmarken og Man er sikkert ikke heller frie derfor; dog hersker der vist ikke mere, men snarere mindre Overtroe i Finmarken end i mange af Landets øvrige Egne. Trolde og Nisser, som under mangehaande Benævnelser saa hyppig forekomme overalt i Norge, og stedse behandles med en vis Respect, hører man i Finmarken fast aldrig nævnes, ligesaalidt som Man der kjender Synderligt til alle de paa Overtroe grundede Ceremonier, ved hvis Iagttagelse Almuen paa mange andre Steder troer at forebygge det Onde, som ellers vilde tilstøde dem, deres Huus eller Qvæg o. s. v. Den af Professor Keilhau i hans Reisebeskrivelse Pag. 12 omtalte Stallo, som vel skal være en Slags Høvding for de finske Nisser og Trolde, beskrives som en ond Aand, men dog i mandlig Skikkelse og bevæbnet med en lang Kniv. Hvo der vil forsøge at dræbe ham, maa vende sin Kniv imod sig selv, thi derved træffes Stallo; men stikker man efter denne, da forvandles han til en Jordklump og forsvinder. Dette og andre saadanne Aandsvæsener fra forrige Tider omtales imidlertid nuomstunder kun i Spøg og med aabenbar Spot og Ringeagt, om der end under denne Spot maaskee ofte kan skjule sig nogen hemmelig Frygt for deres muelige Tilværelse og Indvirkning. Frygten for, at slette Mennesker af Hævn kunne sætte Ondt for Andre ved hemmelige Kunster, er just ikke heller ganske udryddet, ihvorvel Finnernes fordums Regimente over Aandeverdenen er aldeles tilintetgjort og Runebommen knust.

Det er sædvanligt, at betragte Forholdet imellem ægte og uægte Fødsler som Maalestok for et Folks Moralitet. Vil Man end paastaa, at Ukydskhed eltid beviser Mangel paa sand moralsk Kraft, saa lader Søtningen sig dog ikke omvendt anvende saaledes, at Kydskhed er Beviis paa sand Moralitet. og at Mangel paa Moralitet altid yttrer sig i Ukydskhed. Med andre Ord: Man kan af en Lasts mere eller mindre hyppige Fremtredelse ligesaa lidt uddrage nogen Slutning om et heelt Folks som det enkelte Menneskes moraliske Standpunkt i det Hele. Det er derfor indlysende, at den angivne Maalestok kun er saare usikker, og det er formodentlig kun den Omstændighed, at Man gjerne har den nærmest ved Haanden, som har foranlediget dens Brug. Ikke engang til Bedømmelsen af den større eller mindre Tilbøielighed til denne enkelte Art af Usædelighed kunne Fortegnelserne over Antallet af uægte Fødsler med Sikkerhed tjene, da der maa tages Hensyn til mange særegne Omstændigheder, naar Man ikke skal staae i fare for at tilskrive et Folk i Almindelighed hvad der kun tilkommer en enkelt Deel af samme; men for at have Anledning til disse Bemærkninger og for at følge en hævdet Sædvane, fremsættes følgende Tabel, som viser Forholdet af de uægte Fødsler til Antallet af samtlige Fødsler i Vest-Finmarkens Provstie for 5 Aar fra 1827 til 1831.

  Alten-Talvig Præstegjeld. Loppens Præstegjeld. Hammerfest Præstegjeld. Kistrands Præstegjeld. I Vest-Finmarken
  Fødte Uægte Fødte Uægte Fødte Uægte Fødte Uægte Fødte Uægte
1827 73 9 24 2 64 3 28 3 189 17
1828 100 9 7 - 59 1 54 3 220 13
1829 102 7 31 - 66 4 58 1 257 12
1830 102 11 26 3 86 9 56 1 270 24
1831 128 11 21 1 79 7 51 1 279 20
I 5 Aar 505 47 106 6 354 24 247 9 1215 86
I Gjens. aarligt 101 9 2/5 21 4/5 1 1/5 70 4/5 4 4/5 49 2/5 1 4/5 243 17 1/5
Forholdstallet 10 3/4 18 1/6 14 3/4 27 4/9 14 1/8

Af foranstaande Tabel viser det sig, at i Vest-Finmarken næsten hvert 14de Barn fødes uægte. Dette Forhold er omtrent det samme som for hele Riget overhovedet efter Middeltal af Aarene 1826-1829, og kun lidet bedre end i Agershuus Stift, hvor der blandt 13 til 14 Fødsler er 1 uægte. I Nordlandene og Finmarken i det Hele er Forholdet som 1 til 10; i Trondhjems Stift endog 1 til 8; derimod er det langt mere anbefalende i Bergens og Christiansands Stifter, nemlig i hiint som 1 til 22 og i dette som 1 til 37. Kunde altsaa Regelen: medium tennere beati, her finde Anvendelse, saa vilde der Intet være at udsætte paa det angivne Forhold for Vest-Finmarkens Vedkommende, der i alle Fald ikke synes i dette Stykke at være den uheldigste Deel af Nordlands og Finmarkens Amter. Men naar Man tager Hensyn til den almindelige Erfaring, at det her omhandlede Slags Usædelighed ingenlunde pleier at aftage efterhaanden som Cultur og Levemaade forfines; samt at det nøiere Samqvem imellem begge Kjøn, som er uundgaaeligt i aldeles indskrænkede Bolige, ikke giver den Fristelse og Anledning, som Man lettelig skulde troe, men at en med Naturen overeensstemmende Simpelhed i Sæderne er et bedre Værn imod samme end den strængereAdskillelse imellem begge Kjøn, som kun kan finde Sted i ordentlig indrettedeVaaningshuse; naar Man fremdeles tager Hensyn til, at Beboernes yderst faae Fornødenheder og den Lethed, hvormed den driftige skjøndt aldeles uformuende Karl kan forskaffe sig disse, i Almindelighed sætter Ynglingen istand til at kunne gifte sig, saasnart han er voxen; saa kunde Man maaskee troe sig berettiget til at vente et gunstigere Resultat for Nordland og Finmarken, end det, som forestaaende Tabel afgiver. Antallet af uægte Fødsler har ogsaa for endeel Aar tilbage været ulige mindre. Saaledes vare her blandt de 175 Børn, som ifølge en foregaaende Tabel (Pag. 101) bleve fødte i Aaret 1801, kun 8 uægte, altsaa Forholdet omtrent som 1 til 22; i 1791 fødtes 185, deraf 11 uægte, altsaa lidt over 1/17; i 1781 fødtes 176 Børn, hvoraf 6 uægte, altsaa neppe 1/29; og i Aarene 1769 og 1747 var der kun eet uægte Barn i hvert Aar. Denne mærkelige Tilvæxt af uægte Fødsler har foruden de almindelige Aarsager til de rimeligviis lignende Phænomener i andre Egne, udentvivl især sin Grund i den Mængde omstreifende Fremmede, som især i de senere Aar saa hyppigen besøge Finmarken, og af hvilke vel en Deel nedsætte sig der, men de Fleste igjen trække bort efter forgjæves at have forsøgt paa der at ernære sig uden at arbeide, hvortil Mængden hverken har Lyst eller Evne. At i alle Fald Dommen bliver ganske anderledes, naar der alene tages Hensyn til Finmarkens egentlige Indvaanere, bevises ved følgende sammenlignende Tabel over Fødslerne i Alten-Talvig Præstegjeld særskildt for de Norske, Finner og Qvæner, i et Tidsrum af 7 Aar.

  Fødte. Deraf Uægte.
  Norske. Finner. Qvæner. Norske. Finner. Qvæner.
1825 24 44 9 2 4 1
1826 31 27 9 6 1 -
1827 27 32 14 3 3 3
1828 40 50 10 6 2 1
1829 45 42 15 3 3 1
1830 39 45 18 9 1 1
1831 56 52 20 8 2 1
I 7 Aar 262 292 95 37 16 8
Gjennems. aarlig 37 1/2 41 5/7 13 4/7 5 2/7 2 2/7 1 1/7
Forholdstal 7 1/12 18 1/4 11 7/8 1 1 1

Man seer heraf, at i de anførte 7 Aar omtrent hver 7de Fødsel, som indtraf i de norske Familier, var uægte, og blandt Qvænerne omtrent hver 12te, medens derimod blandt Finnerne, som udgjøre Masen af Sognets egentlige Indvaanere, neppe hver 18de Fødsel var uægte. Vel ere jo ogsa Mange af de Norske og Qvænerne indfødte i Sognet eller i det mindste boesatte i samme, og kunne altsaa forsaavidt med samme Føie henregnes til Sognets nuværende Indvaanere, som Finnerne; men en betydelig Deel af dem ere dog indflyttede, Hine fra andre Egne af Norge, Disse fra de svenske og russiske Grændsesogne; og det er mere uundgaaeligt end billigt, at den Mangel paa Moralitet, deslige Folk sædvanlig medbringe, regnes Egnens oprindelige Indvaanere til Last. Under Rubrikken: "Norske" ere desuden ogsaa henregnede de Børn, som ere avlede af de faae Udlændinge af Svenske, Tyskere, Engelske o. s. v. som enten have boesat sig her eller som Reisende have opholdt sig her nogen Tid; og blandt de i det ovenanførte Tidsrum fødte 61 uægte Børn ere ikke færre end 10 avlede af saadanne Fremmede. Alene disse 10 forandre Antallet a uægte Fødsler i hele Sognet saaledes at det istedetfor noget over 1/11, som det nue er, kun bliver rigelig 1/13 af samtlige Fødslers Antal. Fremdeles vare blandt hine 61 uægte Børn 12, som vare avlede af Forældre, der i det mindste paa Faderens Side henregnedes til den conditionerede Classe.

Hvad her er anført om Alten-Talvigs Præstegjeld gjælder tildeels, skjøndt vel i mindre Grad, ogsaa om Vest-Finmarkens øvrige Præstegjeld navnligen om Hammerfest Sogn; langt mindre derimod om det dermed forenede Maasøe Annexsogn samt om hele Loppens og Kistrands Præstegjelde; ja, om det sidste tildeels slet ikke; men for disse Sogne afgiver ogsaa den næst foregaaende Tabel et langt mere tilfredsstillende Resultat; og er dette især mærkeligt, at der i de til Kistrands Præstegjeld henhørende 2 Fjeldsogne, Koutokeino og Karasjok, som udelukkende beboes af Finner, ikke i 7 Aar haves flere end eet Exempel paa uægte Fødsler.

En sikrere Regel for Bedømmelsen af Folkets Moralitet skulde Man vente at finde i de aarlige Fortegnelser over Antallet af de for Forbrydelser tiltalte Personer. Dog vil ogsaa i dette Tilfælde Dommen lettelig live skjæv, naar den ikke læmpes noget efter de for enhver Egn særegne Forhold og Omstændigheder. Vil Man f. Ex. gjøre sin Beregning efter det sidste Aar, for hvilket Fortegnelser over de ved civile Retter i Norge tiltalte Forbrydere have været offentliggjorte, nemlig 1831, da bliver Resultatet i høieste Grad ufordeelagtigt for Finmarken. I dette Aar vare nemlig i Finmarkens Amtsdistrict 112 Personer tiltalte for Justitsforbrydelser og 47 Personer for Politieforseelser (39), altsaa i Alt 159 Personer, og følgelige forholdt Antallet af Tiltalte sig til Folkemængden som 1 : 182,4 medens Forholdet i hele Riget er som 1 : 327,8. Tager Man alene Hensyn til de for Justitsforbrydelser Tiltalte, da bliver Forholdet for Finmarkens Amt som 1 : 264, og for hele Riget som 1 : 640. Men naar Man seer hen til, at ifølge de offentliggjorte Fortegnelser for 1831 Antallet af de for Justitsforbrydelser tiltalte Personer i dette Aar har været omtrent 9 Gange større end Aaret forud, og at altsaa Forholdet i sidstnævnte Aar har været omtrent som 1 : 2231, samt at Antallet af Forbrydere i Finmarkens Amt i 1832, saavidt Man hidtil har kunnet erfare, har været 32, hvilket giver et Forhold som 1 : 923; saa vil Man deraf indsee, at særegne Omstændigheder maae have bevirket, at Antallet af Forbrydere har været saa usædvanlig stort i 1831; og denne Mening bestyrkes end mere, naar Man lægger Mærke til Forholdet af Forbrydernes Antal og Antallet af de Sager, ved hvilke de have været satte under Tiltale, hvoraf det tydelig viser sig, at der i det omhandlede Aar maae have været nogle Sager, i hvilke en Mængde Individer have været implicerede. Justitssagernes Antal var nemlig i 1831 i Finmarkens Amt 19 og Politiesagernes 10, tilsammen 29, ved hvilke der som ovennævnt have været tiltalte 159 Personer, altsaa i Gjennemsnit 5 a 6 Personer ved hver Sag, hvorimod for hele Riget Sagernes Antal var 1629 og de Tiltaltes 3264, altsaa Forholdet som 1 : 2.

Ligesom Tyverie overhovedet er den hyppigste Forbrydelse i Landet, saaledes ogsaa i Finmarken, hvor blandt de ovenfor anførte 112 Forbrydere 103 vare tiltalte for Tyverie eller dermed beslægtede Forbrydelser. Et for Finmarken særeget Slags Tyverie er Reentyveriet (for hvilket i 1831 ei færre end 27 Personer vare tiltalte) og som vel sjeldnere bestaaer i directe Tyverie, men hyppigst deri, at Vedkommende deels søge at dølge de Reensdyr, som fra fremmed Hjord ere komne over til deres, nægte at være i Besiddelse af dem og at udlevere samme, og til den Ende vel endog forandre Eierens Mærke til sit eget, deels skyde enkelt, ved Fjeldfinnernes Tilbagetog til Landets Indre, ved Søekysten tilbagebleven Reen til Føde; hvilket var Tilfældet med hine 27 Personer, som i Fællesskab havde skudt en Reen, da de manglede Mad paa deres Reise.

Drab, Selvmord, Barnefødsel i Dølgsmaal, Blodskam og andre af de grovere desværre ikke aldeles usædvanlige Forbrydelser i Norge, have hidtil været saare sjeldne i Finmarken.

Forbrydelserne i Finmarken og i Særdeleshed Tyverierne, befordres ikke lidet ved den Mængde Landstrygere, som aarligaars komme op til Finmarken, deels søeværts fra andre Egner i Riget, deels landværts over Fjellet fra det svenske og russiske Finland. Ere der Mange, som ansee Finmarken for en Ørken, hvor det er fast umueligt for Mennesker at leve, saa synes derimod Hine at betragte det som et reent Slaraffenland. Naar de forgjæves have forsøgt, paa ærlig eller uærlig Maade at ernære sig og sin Familie i deres Hjemstavn, komme de, stundom flokkeviis, op til Finmarken med Kone og en Hoben nøgne Børn, men med tomme Hænder; og endskjøndt der vistnok ofte ere Mangel paa Arbeidsfolk i Finmarken, kan der dog ikke til enhver Tid strax staae nogen Fortjeneste aaben for Saadanne; men da de som oftest ikke eie hvad de hver Dag behøve til deres Mættelse, saa er det ei at undres over, om Tyverie mangen Gang er det Første de gribe til. Førend Finmarken blev saa flittigen besøgt af deslige omstreifende Folk som i de senere Aar, skal Tyverie have været langt sjeldnere end nu; og et Vidnesbyrd herom afgiver Almuens endnu brugelige Sædvane, at betroe sin Eiendom til aabne Huse eller allenfals kun at bevare den ved høist ufuldkomne Træslaae; en Skik, hvilken det synes paa Tiden at aflægge.

Den endnu vedvarende, vistnok i Lovene (40) hjemlede, men derfor ikke mindre urimelige Straf for forskjellige Forbrydere, at dømmes til at tjene for Kost og Løn i Finmarken, bidrager udentvivl ogsaa Sit til at forøge Forbrydelserne der, istedetfor at disses Formindskelse burde være Hovedformaalet for al Straf.

Finmarkens Indvaanere ere berygtede for Drukkenskab; og da denne Last bedst forliges med Raahed i Sæderne, og vanskeligst overvindes der, hvor den almindelige Dom ikke har stemplet den med Skjændsel, har Man været saa meget mere tilbøielig til at skjænke Rygtet Tiltroe. Det er ogsaa Sandhed, at Drukkenskab er een af Finmarkens Skjødesynder, og her turde det ikke være ganske ufortjent, naar Landets egne Indvaanere, og blandt disse især Finnerne, fornemmelig maae bære Skylden derfor; men det er ligesaa sandt, at de sædvanlige Beretninger derom ere i høi Grad overdrevne. Den Reisende fortæller sædvanligt alt Det, som han seer, og naar han endda ikke fortæller Mere, fortjener han just ikke derfor nogen Bebreidelse; men det bliver dog derfor ikke mindre urigtigt, naar det enkelte Exempel, hvortil han hændelsesviis blev Øienvidne, gjøres til almindelig Regel. Men dette er saa ofte Tilfældet,og giver hyppig Anledning til vrange Anskuelser. Saaledes ogsaa her. Den Reisende opholder sig kun paa Gjæstgiverierne og Handelsstederne; her er det han seer Almuen, ikke i dens Hjem, thi der kommer han i Almindelighed ligesaa lidet, som til Fiskevæhrene eller andre Steder, hvor Almuen driver sin daglige Syssel. Men hvorledes seer han den her, og hvilke er det, har hyppigst seer? Enhver Almuesmand kommer af og til paa Handelsstedet; men den Vindskibelige og Ædruelige kommer der ei oftere end nødvendigt er for at sælge sine Varer og kjøbe sine Fornødenheder, og naar han er der, da iler han med at blive expederet for igjen at kunne reise tilbage; Drukkenbolte og Dagdrivere komme saa ofte de finde nogen Anledning dertil, og have altid gode Stunder. Det er derfor de Sidste, som oftest fremstille sig for dn Fremmedes Øine; det er efter disse han bedømmer de øvrige. Men hvordan vilde vel Dommen blive om Indvaanerne af en Kjøbstad, dersom Man med lukkede Øine vilde gaae omkring fra den ene Brændeviinskippe til den næste, og kun tage Hensyn til de Personer, Man der forefandt? Man bør derhos tage billigt Hensyn til den finmarkske Almues Levemaade. De Fleste have en lang og besværlig Vei til Handelsstedet; Finnen kommer der, maaskee efterat have roet hele Natten, træt og hungrig, ofte vaad og forfrussen. Hans første Begjæring er en Dram, hvilken han kan have Godt af; dog lader Mangen sig ikke nøie med denne, men forlanger ogsaa den anden og tredie til Overflod. Han lægger sig derpaa til at sove paa det første det bedste Sted, paa Bryggen, paa en Trappe eller under en opsat Baad paa Marken, uden at tage synderligt Hensyn til Reenlighed eller Veirligt; og det turde da lettelig hænde, at den Fremmede anseer ham som drukken, enten han saa er det eller ikke, fordi han ikke kan troe, at Nogen i ædrue Tilstand vilde vælge sit Leie med saa liden Omhue.

Dette Forsvar er imidlertid kun rettet imod de overdrevne Beskyldninger, ikke imod den desværre ligesaa sande som sørgelige Beskyldning, at Drukkenskab er en meget almindelig Last i Finmarken. Aarsagen ligger maaskee især i Beskaffenheden af den almindelige Næringsvei, Fiskerie og Søefart. Mangen Dag, som ikke dertil kan benyttes, gaaer hen i Lediggang, og skjøndt det vistnok med faae Undtagelser altid vilde være mueligt at anvende den paa en nyttig Maade, saa udfordres der dog allerede noget mere end almindelig Arbeidslyst og Driftighed til at opsøge sig nogen Beskjæftigelse udenfor den vanlige Syssel. Men Lediggang giver saare naturlig Anledning til Drukkenskab naar Tilbøieligheden dertil forud er tilstede. Især have Finnerne, og selv Qvinderne iblandt disse, en utroelig Kjærlighed til Brændeviin, og de Færreste kunne modstaae Fristelsen naar det bydes dem; men heraf følger ikke, at de virkelig nyde den i den Mængde, som Man har paastaaet. Sjeldent har nogen Almuesmand Brændeviin hjemme i sit Huus; den Lykke, at gotte sig dermed, er ham forbeholdt, naar han kommer til Handelsstedet; og om han da nyder vel Meget deraf, burde Man dog ikke derfor gaae altfor strængt i Rette med ham. Han drikker dog Aaret rundt langt mindre end de Fleste af Arbeidsclassen i Landets øvrige Egne, fordi han kun drikker til enkelte Tider; og kan denne Afholdenhed end ikke tjene synderlig til hans Undskyldning i moralsk Henseende, fordi den væsentligste Aarsag til at Finmarkens Almue ikke kan komme til nogen større Velstand, er den, at Finmarken altid drikkes op. Det er vanskeligt at beregne, hvor meget Brændeviin der aarligt forbruges i Finmarken, da det turde være misligt, at følge Toldlisterne i dette Stykke; men kunde Qvantiteten nøie opgives, vilde det sikkert vise sig, at der Forhold til Folkemængden kun bruges Lidet (41). Andensteds drikker Arbeidsmanden daglig sin halve Pægel, eller omtrent 4 Potter maanedlig og gjælder derfor for meget ordentlig; i Finmarken drikker Almuesmanden maanedlig maaskee 1 Pot; men han drikker den paa eengang, og ansees for en Drukkenbolt.


39) I Vest-Finmarken bleve i 1831 kun 17 dømte for Justits- og 35 for Politieforseelser; deraf 8 blandt de Første for ulovlig Skovhugst, og 24 af de sidste for Skoleforsømmelse.

40) See Resc. af 5 Marts 1756 og Resc. 8 Jan. 1762, som fastsætter Straf af 2, 3 til 4 Aars Tjeneste for Kost og Løn for Dem, som Dommeren efter de udgangne Anordninger skulde dømme til Trondhjems Tugthuus.

41) Brændeviinsafgiften udgjør i Gjennemsnit omtrent 1000 Spd. aarlig, hvilket giver Formodning om en Forbrug af omtrent 250 Tønder aarlig eller omtrent 30000 Potter. Da nu Familiernes Antal er henved 2000, bliver dette omtrent 15 Potter paa hver Familie eller circa 10 Potter aarlig paa hver voxen Mandsperson. Een Dram daglig udgjør 30 til 45 Potter aarlig.