Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

4. Medicinalvæsenet

Med Medicinalvæsenet er det kun maadeligt bestilt i Finmarken. Naar Man i Sygdomstilfælde nødes til at søge Lægen 5 til 6 finmarkske Søemile borte, saa er det i de fleste Tilfæle det samme, som ingen Læge have; og da Finmarken kun er inddeelt i 2 Læge-Districter, nemlig Vest-Finmarkens og Øst-Finmarkens, saa er det uundgaaeligt, hvor Lægen end opholder sig, at han altid maa være een eller flere Dagsreiser fjernet fra den største Deel af Indvaanerne. Imidlertid er dog Muligheden af at kunne erholde en Læges Raad og Veiledning i mange Tilfælde af største Vigtighed, og det ansees med Rette for en ikke ringe Vinding, efterat begge Lægeposterne i en Række af Aar have staaet ubesatte af Mangel paa Ansøgere, at nu Vest-Finmarkens Districtslæge-Embede omsider er bleven besat. Lægens faste Gage er 400 Spd., og foruden denne tilkommer ham ifølge Politiedepartementets Skriv. af 20de Novbr. 1816, i Diætpenge paa Reiser i Anledning af Epidemier: 96 Sk. daglig, men for Tilsyn med Veneriske eller Radesyge i Disses Hjem: 1 Spd. 72 Sk. for hver Patients Cuur og 48 Sk. i Diæt for hver Dag, som anvendes paa Reisen. Kaldes Lægen til Patienter paa Landet, tilkommer ham, foruden fri Befordring, 72 Sk. for hver Miil og 1 Spd. 72 Sk. for hver Dag, han opholder sig hos Patienten. For en Obductionsforretning med Attest betales 3 Spd. 24 Sk. Lægens Fortjeneste ved privat Praxis kan naturligviis ikke være af Betydenhed, men dog altid udgjøre noget til Hjælp.

For Districtslægen i Vest-Finmarken er der en liden, dog slet bebygget Embedsgaard paa Elvebakken i Alten; men da det er den sidst ansatte Læge paalagt, at tage Bopæl paa Hammerfest, kan han ikke føre sig samme til Nytte. Foruden begge Districtslæge-Embederne er en Garnisonslæge ansat ved Vardøehuus Fæstning; ligesom ogsaa i de senere Aar en privat Læge har været engageret ved Kaafjords Kobberværk, af hvilken Mange af Sognets Folk have nydt velvillig Bistand.

Af examinerede Gjordemødre gives for nærværende Tid kun een, nemlig i Hammerfest Kjøbstad; men om end det fastsatte Antal examnierede Gjordemødre havdes, vilde dog dette være aldeles utilstrækkeligt, og ingenlunde kunne forbeygge Nødvendigheden af at betjene sig af uexaminerede i de allerfleste Tilfælde.

Oprettelsen af et almindelig Sygehuus for hele Finmarkens Amt, har længe været paatænkt, og Amtmændenes forhenværende Embedsbolig, Altengaard, som er en anselig to-etage Bygning med en i Forhold til andre Eiendomme i Finmarken temmelig betydelig Jordvei, har dertil været foreslaaet. Gaardens fordeelagtige Beliggenhed for Helbreden, og den lettere Adgang, som her haves, til Victualier og andre Fornødenheder end paa de fleste andre Steder, gjør dette Sted vistnok hensigtsmæssigt til Sygehuus; men dersom Lægen fremdeles skal være forbunden til at boe paa Hammerfest, hvilket i andre Henseender upaatvivlelig er det rimeligste, da han der boer omtrent i Centrum af sit District, vil det naturligviis være umuligt for ham at føre det fornødne Tilsyn med et 7 Søemile derfra beliggende Sygehuus. Nogen endelig Bestemmelse i denne Henseende er endnu ikke taget (73).

Smitsomme Sygdomme eller Epidemier ere sjeldne i Finmarken men dog ikke uden Exempel. At Børnekopperne stundom have grasseret haves forskjellige Efterretninger om. Man ser saaledes af det før citerede Brev fra Præsten Hjort af 15de Novbr. 1776, at Beboernes Antal i Karasjok havde aftaget formedelst Børnekopperne. I Aarene 1780 og 1781 bortreves ligeledes Mange af Smaakopperne, og fra Slutningen af 1801 til Begyndelsen af 1803 herskede, i det mindste i Alten-Talvig Sogn, en anden, uvist hvilken, Sygdom, hvoraf der døde flere Gange saa Mange, som ellers i et lige langt Tidsrum, og nødsagede Indvaanerne at begrave deres Døde paa forskjellige dertil udviste Steder udenfor de indviede Kirkegaarde.

Skjørbug er ingenlunde saa almindelig i Finmarken, som Man sædvanlig antager; den angriber endog høist sjelden Landets egne Indvaanere. Derimod er Radesygen eller den saakaldte Spedalskhed, som af nogle Læger ansees for en Art af Skjørbug eller en særegen Yttringsmaade af denne Sygdom, temmelig hyppig, det er: der gives i ethvert Sogn adskillige, stundom 10-12 eller flere Individer, som ere befængte dermed. Denne frygtelige Sygdom viser sig paa 2 Maader, deels ved større Saar, fornemmelig i Ansigtet, som gjerne førend de udbryde bebude deres Ankomst ved blaae Pletter, efterhaanden gribe mere og mere om sig, og stundom fortære hele Ansigtet; deels som mindre og tørre Saar, hvormed enkelte Dele af Legemet, især Hænder og Fødder, ligesom overtrækkes af en heel sammenhængende Skorpe eller Skjæl, og som saaledes sammenkrympe Ledemodene, at den Angrebne, skjønt indvortes temmelig frisk, dog bliver uduelig til alt Arbeide. I begge Tilfælde medfører den en ulidelig Stank. Dersom de Mange, som lide af enkelte men dog pemanente Saar, ogsaa høre herhen, og maaskee i Grunden have samme Sygdom, skjønt af en mildere Beskaffenhed, da bliver Antallet af de Angrebne ulige større. Denne Sygdom er saameget frygteligere, da den synes at være arvelig; derimod er den neppe smitsom, da de Friske ofte leve i samme Hytte med den Syge uden at angribes. Da Man nu ikke længere anseer denne Plage for uhelbredelig, fortjente den vist nok større Opmærksomhed, og et Sygehuus vilde især i denne Henseende være yderst vigtigt.

Af Vanvittige gives der i Vest-Finmarken nogle, af Døvstumme, saavidt vides, kun een. Veneriske Tilfælde ere sjeldne. - Ifølge Planen skal Altens Sygehuus tillige optage nogle Sindsvage.

Almuen findes allevegne mere tilbøielig til at søge Raad hos Qvaksalvere end hos Lægen, og til at bruge sympathetiske end ordentlige Lægemidler. Det er altsaa intet Under, at det Samme gjælder i Finmarken, hvor det er besværligt at faae Lægens Hjælp og hvor Medicin koster Penge. Almuen mangler derfor i paakommende Tilfælde ikke Raad og Lægemidler, hvoraf nogle aabenbar grunde sig paa Overtro, andre derimod, skjøndt Hestekure, dog maaskee for haardføre Folk kunne være vel saa tjenlige som Piller og Mixturer. Især er stødt Peber, Ingefær, Kampfer eller Dyvelsdræk i en god Dosis Brændeviin et meget yndet Lægemiddel, som skal hjælpe for alle mulige "Hjerte-Sygdomme", det vil sige: indvortes Sygdomme. Aareladning og Kopsætning anvendes ogsaa hyppig og uden Hensyn til Sygdommns Beskaffenhed. Nogle andre finske Kuurmethoder anføres her som Curiosa med fri Raadighed for Enhver at dømme efter Behag baade om Sygdommen og om Kuren:

Qviksølv anvendes mod Forstoppelse; ligeledes ved Beenbrud baade for Folk og Fæ. Naar f. Ex. en Kjørereen brækker et Been, bringer Man den til at svælge noget Qviksølv, og den bliver atter brugbar efter nogen Tid. Naar siden Renen slagtes, finder Man det indtagne Qviksølv som en Ring omkring Beenpiben, som dermed er bleven sammenloddet. For aabne Saar duer det ikke; en Mand, som havde faaet Fingrene i Rævesaxen, tog Qviksølv ind, men det løb strax ud igjennem Saaret. Qviksølv skal ogsaa være tjenligt for Mødre som finde Børneflokken stor nok.

Hvo der plages af Ørepine eller anden Gigt, lægge et Stykke Næver, hvori der er udskaaret et Hul, paa det smertende Sted. I Hullet puttes et Stykke Knusk som antændes. Dette er altsaa vel en Art af Spansk-Flue eller Fontanelle.

Naar spæde Børn, som endnu ikke kunne bære Hovedet, kaste dette bagover, blive de deraf skeeløiede, hvilket forebygges derved, at et af Uldgarn flettet Baand, - som dog kun Faae forstaae sig paa at lægge rigtig, og som paa ingen Maade maae udsættes for en ringeste Blæst under Fletningen - bindes om Barnets Hals i en Tid af nogle Uger.

Af langvarig Hoste bliver Drøvelen lang; den forkortes sans façon med en Kniv.

I Tilfælde af Hovedpine tager en Anden en Haarlok paa Issen af Hovedet, vikler den om sin Finger, og rykker pludselig til, dog ikke saa stærkt, at Haarene rives ud. Høres derved et Smæld, gaaer Hovedpinen over; i modsat Fald bliver den værre, hvilket dog tildeels modereres ved at kløe det ømme Sted.

Det hænder stundom at Ganen falder ned paa Tungen; Man kan da ved at trække i en Dusk Haar paa det Sted, hvor For- og Baghovedet adskille sig, løfte den op igjen; dog maa Man med Fingeren skyde lidt efter nedenfra.

Levealderen er i Finmarken omtrent den sædvanlige, hvilket hentyder paa, at Climatet, i det mindste for de Indfødte, ikke er usundt. En Alder af 70 til 80 Aar er ikke ualmindelig, og Man hører ofte nævne langt høiere Alder; men dette kommer dog tildeels deraf, at Tiden falder de Gamle saa lang, at de sædvanlig troe sig meget ældre. Naar en Fin har naaet de 80 varer det ikke ret længe førend han med et rundt Tal er 100 Aar gammel og derved bliver han da sædvanlig staaende til sin Død.

73) Saaledes stode Sagerne i Aarene 1833 og 1834, da ovenstaaende Optegnelser bleve nedskrevne; men siden den Tid har Medicinalvæsenet i Finmarken erholdt adskillige vigtige Forbedringer. Øst-Finmarkens Districtslæge-Embede er senere ogsaa besat, og ved Kgl. Resolution af 21de Januar 1836 jvf. Resolution 28de August 1838 er Alten-Talvigs Præstegjeld tilligemed Fjeldsognene Koutokeino og Karasjok adskilte fra Vest-Finmarken og gjorte til et særskilt Lægedistrict, hvorhos det er gjort den der ansatte Læge til Pligt tillige at føre Opsynet med Amtets Sygehuus, til hvis Indretning paa Altengaard der ved Kgl. Resol. af 22de Septbr. 1835 er bevilget 2400 Spd. af Brændeviinsafgiftskassens Beholdning; ligesom der af denne Kasses aarlige Indtægter skulle anvendes 800 Spd. til Sygehusets Vedligeholdelse og andre Medicinalvæsenet vedkommende Foranstaltninger, foruden 350 Spd. til Gjordemodervæsenet. Der haves saaledes nu, foruden den private Læge ved Kobberværket, 2 offentlig ansatte Læger i Vest-Finmarken, af hvilke den Ene boer i Alten og den Anden paa Hammerfest, paa hvilket sidstnævnte Sted tillige ifølge Bevillig af 2den Januar 1835 et Apothek er bleven oprettet.