Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie.

Nordmænd og Qvæner boe i tømrede Huse, der som Følge af Bygningsmaterialernes Kostbarhed kun ere meget indskrænkede, men forresten indrettede paa sædvanlig Maade, dog med den Forskjel, at Taget - som paa alle Huse i Finmarken baade store og smaae - ikke er belagt med Teglsten men med Næver og Græstorv, deel fordi Tagsteen ere kostbare og vanskelige at faae, deels fordi de heftige Stormvinde ikke lade dem ligge. Paa nogle Steder, saasom i Hammerfest Kjøbstad, har Man dog i senere Tid begyndt at benytte Tagsteen, hvoraf da hver enkelt spigres fast, ligesom Man ogsaa tildeels, skjøndt ikke uden Fare for Ildsvaade, blot bruger Bordtag, især paa Udhusene. I Almindelighed bestaae Almuens Vaaningshuse kun af eet Værelse, samt en Forstue, der tjener som Kjøkken; sjeldnere finder Man et lidet Kammer indenfor Stuen. Qvænerne have dog stundom Værelse og Kjøkken under Eet, og Kogestedet (Spidsen eller Peisen) tjener da tillige som Ovn. Meublementet er ikke af Betydenhed; et Bord, nogle Stole og Kister, af hvilke sidste ethvert Medlem af Familien gjerne har sin, udgjør sædvanlig det Hele. Sengested have som oftest kun Huusfaderen og Huusmoderen, Børnene og Tyendet pleie at ligge paa Loftet, hvortil Man gaaer op ad en liden Trappe eller Stige fra Stuen igjennem en Luge, der om Vinteren altid staaer aaben for at Varmen kan trække derop fra Værelset. Noget Høe, et Par Reenskind og en Fæld af Faareskind ere de brugelige Sengeklæder; Dyner, Hovedpuder og Lagener ere ikke almindelige.

Meget forskjellige herfra ere Finnernes Vaaninger, som sjeldent ere tømrede, men saakaldte Jord-Gammer. De ere i Almindelighed byggede i en langagtig Fiirkant, og have da omtrent Dannelsen af Taget paa et almindeligt Huus. Til Spærreværk benyttes Træstammer af en Arms Tykkelse, som reises paa den ene Ende og oventil støttes imod hverandre. Disse bedækkes med Næverbark, for at hindre Regnen fra at trænge igjennem, og derpaa lægges tykke Grastørv over eller rettere omkring det Hele, som da Tørven just ikke altid er synderlig jævnt lagt, udenfra næsten faaer Udeendet af en liden Bakke. Indgangen er meget lav, og Døren sædvanlig saaledes indrettet, at den falder til af sig selv uden noget andet Lukke. Den anbringes enten i een af Enderne, eller omtrent paa Midten af Langvæggen, og deler i sidste Tilfælde Gammel i to ved et lidet Mellemrum adskildte Dele, hvoraf den ene benyttes til Vaaning, den anden som Fæhuus. Gammen har ingen Vinduer, men Lyset falder ned igjennem en Aabning i Taget (Løren), som tillige tjener til Udgang for Røgen fra det i Modten af Gammen anbragte Kogested. Efterat om Vinteren Ilden er nogenlunde udbrændt, lukkes Aabningen ved en Trælem naar det er mørkt, men om Dagen ved et over en Ramme udspændt tyndt Skind, som afflækkes paa Indsiden af store Qveitemaver, og er da saa klart, at Lyset falder igjennem det. Ildstedet er ikke ophøiet over Gulvet uden ved et Par løselig henlagte Stene, og omgives af 4 lodret staaende Træstolper. Paa begge Sider er Gulvet belagt med tynde Riisqviste, paa hvilke Beboerne om Dagen sidde og om Natten sove. Er hele Gammen kun eet Rum uden Afdeling, da er den forreste og sædvanligen største Deel paa begge Sider afdeelt i Baase for Kreaturene og Familien forbeholder sig selv kun det inderste Rum. En saadan Gamme er naturligviis større, og om Sommeren, naar Kreaturene ere ude, ret rummelig og luftig; men om Vinteren, naar Mennesker og Fæe med alt deres Tilbehør sammentrænges paa dette snevre Rum, er den saa opfyldt af Røg, Stank og Smudsighed, at den Reisende, som paa saadan Aarstid maa tækkes med dette Herberge, naar Veiret ei tillader ham at [fortsætte] sin Reise, kun finder sig meget slet indqvarteret uagtet Beboernes gode Villie og Omhue for at gjøre ham det beqvemt.

Med Undtagelse af Fæehuset, hvortil Finnerne som sagt benytte deres egen Gamme, men som Nordmændene altid have særskildt af Tømmer, ere de øvrige Udhuse omtrent de samme for Alle. De bestaae sædvanligen af af en Stolpebod, een eller et Par saakaldte Sjaaer, d. e. smaae Bygninger, som ikke ere tømrede men kun opførte af Bord eller Baghoen, og tjene til Høelade samt Opbevaring af Fiskeredskaber m. m. samt et paa samme Maade bygget Baadnøst, hvori Baadene, der altid trækkes paa Land hvergang de ere brugte, indsættes da de lide meget ved Solens og Vindens Paavirkning. Disse ere de Bygninger, som ordentligviis forefindes paa enhver Plads, og altid ligge adskildte uden bestemt Orden; Enkelte have naturligviis desuden efter Omstændigheder og Fornødenhed flere Huse, saasom Hestestald, Smidje o. s. v.

Storfolk mure og Bonden tømrer sit Huus; Søefinnen graver det, men Fjeldfinnen spinder og væver sit. Fjeldfinnerne bryge aldrig anden Bolig end Telt. Dette er af conisk Dannelse; Grundfladen 6-8 Alen i Gjennemsnit, og i Midten omtrent 4-5 Alen høit. Naar det Sted, hvor Teltet skal opslaaes, er ryddiggjort og om Vinteren befriet for Snee, blive endeel smækkre Birkestammer med den ene Ende satte ned i Jorden i en Kreds, saaledes at de oventil mødes og forenes i eet Punkt. Omkring dette Stelet udbredes Teltklædet; Marken indenfor bedækkes med unge Birkeriis, og et Par Stene, som lægges til Ildsted i Centrum, fuldende Bygningen. Til Teltklæde bruges om Vinteren et Slags grovt, meget tykt uldent Tøi, omtrent som Gulvtepper, hvilket tildeels forarbeides af Finnerne selv, men almindeligere kjøbes af Søefinnerne eller de svenske og russiske Qvæner. Der udfordres 70 eller 80 Alen, som koste 30-40 Spd. men et saadant Telt kan ogsaa ved god Medfart vare i 20-30 Aar. Til Sommertelt, der gjerne er mindre, bruges tyndt Vadmel eller Lærred, som vel ikke er nær saa kostbart, men ogsaa meget mindre varigt. Øverst i Teltet bliver et aabent Hul for at optage Røgen fra Ildstedet, og tildækkes kun, naar Ilden slukkes. Indgangen til Teltet gjøres saa liden som mueligt, for ei at foraarsage for megen Kulde, og er ofte saa lav, at et voxent Menneske kun med Møie kan krybe ind paa alle Fire. Midt for Indgangen, paa den modsatte Side af Teltet, have Gryde, Kjedel, Træskaalerne og Øserne deres Plads. Herved deles Teltet i 2 ligestore Dele, hvoraf den ene i Almindelighed er Huusbonden og Konen alene forbeholden, medens den anden overlades til Børnene og Tyendet. Her ere nu Sengene, efter Familiens Størrelse een eller to paa hver Side. Disse ere imidlertid ligesaa simple som alt det Øvrige. Eet eller to Reenskind, som udbredes over Birkeriset, og en Faareskinds Feld, der tjener som Overdyne, er Alt. Saaledes er det hele Rum optaget, og mere Plads behøves ikke heller. Det samme Rum, der om Natten tjener til Seng, er om Dagen Gulv, Stoel og Bord. Finnerne have intet Slags Meubler; de sidde fladt ned paa Gulvet eller ligge paa Knæe, foretage sig i denne Stilling alt deres Arbeide, og have deres Sager liggende omkring sig paa Gulvet. Deres Huusgeraad er indskrænket til de førnævnte Koge og Spise-Apparater, og allenfals nogle Kister eller Træskriin til at opbevare Smaating i. I Nærheden af Teltet opsættes en Stillads, omtrent som en Høekrake elelr Fiskehjeld, af 4 opretstaaende Træstammer, hvorover lægges andre lange Kjæppe i horizontal Retning. Dette er Fjeldfinnernes Stabuur. Her opbevares Kjød, Skind, Klæder, som ei for Øieblikket bruges etc. Desuden har hver Familie een eller flere Laagkjæres, d. e. en lang Træekasse, dannet ganske som en Kjørekjæres, med et hvælvet Laag over. Denne tjener til Spiiskammer eller Gjemmested for Oste, Talg, Fedt, frussen Melk etc. Den staaer altid udenfor og færdig til at transporteres, kun at Renen forspændes. Fjeldfinnens hele Oeconomie er beregnet paa et ustadigt Opholdssted; han ligger bestandig paa Reise.

I Henseende til Mad og Drikke er Nordmændenes og Søefinnernes Levemaade ikke synderlig forskjellig. Fisk er hver Mands hyppigste og tillige kjæreste Kost; Almuen spiser den gjerne een, stundom 2 Gange daglig; dog foretrækker Smagen, i det mindste til Afvexling, den halvtørrede (buknede) for den ganske ferske. Denne bliver blot afkogt i Vand med noget Salt, og spises, især af Finnerne,ofte saaledes uden noget Andet dertil, men dyppet i Leveren, som koges særskildt; dog ogsaa med Potetes paa de enkelte Steder, hvor Man har begyndt at lægge sig efter denne Frugt. Dernæst er Rugmeelssuppe eller Velling af Rugmeel og Vand med opskaaret saltet eller tørret Kjød eller Talg en hyppig Spise. En saadan Suppe koge Finnerne gjerne om Morgenen. Andet Meel end Rugmeel bruges sjeldent i Finmarken; Byg- og Havremeel er almindeligviis ikke at faae. Kjødmad bruges sjeldnere, da kun Faae have saa mange Kreaturer, at de nogenlunde jævnligen kunne slagte; dog haves i de fleste, især norske Huusholdninger om Vinteren noget saltet Kjød og tildeels Flesk, det sidste dog udelukkende kun blandt Nordmændene, da Finner og Qvæner aldrig holde Sviin. Havregrynsgrød og Erter bruges jævnlig af Nordmænd, men aldrig Kaal eller andet Grønt. Brødet bages af Rugmeel som Fladbrød, og Almuen spiser gjerne Smør; men sjeldent er nogen Huusholdning dermed saaledes forsynet, at det kan blive daglig Kost; det spares især til Niste paa Reiser, og da seer Man Almuesmanden smøre desto tykkere paa til Erstatning for Savnet af varm Mad. Med Faare- og Gjedeost ere Finnerne sædvanlig temmelig forsynede.

Almuesmandens almindeligste Drik er Vand blandet med lidt suur Melkevalle, der opbevares fra Sommeren. Hvo der har Raad dertil, drikker gjerne sød Melk om Sommeren, men der skal meget til, thi Man drikker umaadelig. Kaffe bruges ogsaa af Nordmændene, forsaavidt deres Evne tillader dem at drikke den, og har i senere Tider endog begyndt at faae Indpas blandt Finner og Qvæner. Derimod er Theevand og Øl fast ukjendt. I enkelte Huusholdninger benyttes Qvas, en russisk Drik, som tillaves af brændt Rugmeel og Vand, og er yderst billig.

Finmarkens Almue holder færre Maaltider end Bonden ellers i Almindelighed; sædvanlig kun 3 om Dagen, Finnerne vel endog ofte kun 2. Som en Følge af deres Næringsvei paa Søen er Spisetiden mindre bunden til bestemte Klokkeslet, og det Samme gjælder om deres Sengetid. Om Sommeren sover Almuesmanden kun lidet; han er oppe tidligt om Morgenen og seent om Aftenen; men i de korte Vinterdage indhenter han det Forsømte. De arbeide fra om Morgenen længe med en tom Mave, og fra Barndommen af vante til at sulte seer Man dem ofte paa Reiser at gjøre deres første Maaltid langt hen paa Eftermiddagen, uden at denne Fasten besværer dem. Exempel vides paa, at Skydsfolk uden nogen absolut tvingende Nødvendighed have undværet Mad i fulde 24 Timer. Søvnen maa ogsaa tages som Leiligheden falder, og at roe et heelt Døgn uden anden Hvile end den, Man kan faae ved nogle Øieblikke at strække sig paa Toften, maa og kan en Almuesmand i Finmarken finde sig i.

Det er en naturlig Følge af Fjeldfinnernes særegne Næringsvei, at deres huuslige Oeconomie ogsaa i mange Stykker bliver væsentlig forskjellig fra de øvrige Indvaaneres. Deres Levemaade er fast endnu regelløs og aldeles afhængig deels af Aarstiden, deels af ganske tilfældige Omstændigheder. Fjeldfinnen sover, spiser og drikker naar det falder beleiligt, og han binder sig ikke til noget Klokkeslet, kjender det endog neppe af Navn. En Time er hos ham et meget ubestemt Tidsum, og han regner overhovedet ikke efter Timer. Før eller efter Middag og Midnat; kort eller længe før og efter; - nærmere kommer han ikke i sin Tidsbestemmelse. Engang om Formiddagen spises Frokosten, som i Almindelighed bestaaer i tynd Suppe, der koges paa Kjød, som er ituskaaret i smaae Tærninger, hvilke ganske udkoges i Suppen; men om Eftermiddagen, vise først henimod Aften, er Hovedmaaltidet. Da koges altid et anseligt Stykke Reenkjød, hvorved Reenligheden just ikke synderlig iagttages. Som det er slagtet, bliver det efterat være sønndelemmet paa det smudsige Gulv, og uden forud at udvaskes eller lægges i Vand, kastet op i Gryden, der vel sjelden bliver reengjort. Denne fyldes derpaa med Vand eller i Mangel deraf, med Snee; saasnart Vandet koger, begynder Finnen med sin Træøse at søbe af den i Begyndelsen vistnok lidet kraftige Suppe; en Uskik, som dog ei skal finde Sted i de ordentligere Huusholdninger, hvor Enhver maa bie til Kjødet er kogt. Nu lægges der for; Enhver faaer paa et langagtigt fladt Trætroug en drabelig Portion Kjød, hvilket han med Fingre og Tnder sønderslider og fortærer. Brød til sin Mad kjender Fjeldfinnen ikke; Salt bruger han sjelden. Ikke desto mindre kan han med graadig Appetit fortære det fingertykke Rensdyrspæk, hvilket han som en Lækkerbidsken opbevarer sig tilsidst, og ydermere dypper i det paa Suppen flydende Fædt. Ogsaa den tykke og meget fede Marv i Rensdyrets Been er ham en kostelig Spise uden Salt og Brød. Kjød er overhovedet Fjeldfinnens kjæreste og om Vinteren fast hans eneste Mad. Lidt frussen Reenmelk blandet med Krækebær, Ost, samt Gloekager af Rugmeel spiser han af og til imellem hine Hovedmaaltider. Om Sommeren derimod er Melk og Ost tilligemed Spegekjød, Fisk, Meelsuppe og deslige, hans væsentligste Kost, thi paa den Tid slagtes Renen ikke gjerne, fordi den baade er maver og Skindet udueligt.

Saaledes lever den formuende eller dog velstaaende Fjeldfin, d. e. Den, hvis Hjord er talrig nok til at kunne taale en aarlig Slagtning af 30-40 voxne Reensdyr, hvilket Antal Man antager at en middelmaadig Huusholdning ved den angivne Levemaade omtrent fortærer. 10 a 20 Stkr. behøver han ogsaa at slagte til Salg eller for at tiltuske sig andre Fornødenheder, saasom: Teltklæde, Vadmel, Faareskind til Mudder og Sengefæld, Uld, Meel, Gryde, Kjedel, Øxer, samt Tobak og Brændeviin. For at kunne taale saadan Slagtning uden at formindskes, maa Hjorden bestaae af i det mindste 2 til 300 Stykker, Oxe- og Kjørereen samt Kalvene iberegnede (42). Men der gives mange Fjeldfinner, som langfra ikke eie dette Antal; de nødes altsaa til at spise sparsommeere Kjød, oftere kun Suppe, og mere vegetbilsk Føde, især Meel, hvilket de deels maae fortjene sig ved at forrette Skyds om Vinteren, hvortil de Rigere laane dem utæmmede Reen imod at de faae dem tæmmede tilbage; deels ved Fiskerie om Sommeren ved Søekanten; tillige bruge de til Hjælp at fange Ryper og at fiske i Ferskvandene om Vinteren. Aftager en Fjeldfins Hjord af Mangel paa Sparsomhed eller tilstødte Uheld saa meget, at den synker til 50 Stkr. eller derunder, kan han ikke længere substitere som selvstændig Fjeldfin, men maae tjene den Rigere eller blive Søefin.

Mange Fjeldfinner ere derimod mere formuende; de kunne da leve desto bedre, d. e. spise mere Kjød og drikke mere Brændeviin, og allenfals holde flere Tjenere, om de ere at faae, og følgelig selv tage sig det mageligere; thi anden Luxus en i Mad og Drikke og Lediggang kjender Fjeldfinnen ikke. Man finder i den rigeste Fjeldfins Telt Intet, som kunde udmærke dette for den Fattigstes. Huuslige Beqvemmeligheder ere ham aldeles ubekjendte, og en bedre eller overflødigere Klædedragt har for ham slet intet Værd. Bære maaskee hans Kone og Døttre nogle Sølvringe paa Fingrene og Spænder eller andre Zirater af Sølv i deres Bælte, sa er dette Alt. Og nu de enkelte meget Rige, som eie nogle Tusinde Rensdyr; hvad have Disse forud for Dem, som kun have ligesaa mange Hundreder? Intet, uden Rigdoms sædvanlige Følge: større Bekymring og Plage. At vogte saa talrig en Hjord er ikke let; idelig komme mange Reen bort, og ere slige Tab endog slet ikke følelige i hans Huusholdning: de gaae ham dog altis nær til Hjertet, thi Rigdom og Gjerrighed følges gjerne ad. Der bliver ham intet Fortrin tilbage, uden den tomme Ære, at ansees for en rig Mand, maaskee at faae sine Døttre tidligere gifte, og at kunne, om han vil, give dem en anselig Medgift, samt endelig den store Lyksalighed, at kunne grave mange Sølvpenge ned i Jorden. Dette sidste er meget almindeligt blandt Fjeldfinnerne, og selv Den, som ikke har Meget tilovers, har dog sikkert altid en liden Skat i Jordens Skjød. Større Sølvpenge ere derfor altid i en høi Cours hos Fjeldfinnerne, thi Papiret taaler ikke at nedgraves, og paa anden Maade kan den stedse omvandrende Fin dog ikke gjemme sin Overflod.

At forestaae Huusholdningen er hos Fjeldfinnerne Mændenes Sag; de hente ei alene Vand, Veed etc. men passe ogsaa Gryden; en ganske naturlig Følge af, at de i Teltet ei have stort Andet at bestille, hvorimod Qvinderne nyttigere kunne anvende Tiden til Haandarbeide, hvilket sædvanlig bestaaer i at sye Klædningsstykker, og i at spinde den dertil fornødne Traad af Rensdyrsener. Mændene have hjemme, foruden den meget simple Madlavning, ei andet Arbeide, end af og til at istandsætte Kjøreredskaberne, Skierne, og deslige; men desto mere Arbeide have de udenfor, ei alene med at hugge Brændsel, hvoraf naturligviis ei bruges saa Lidet, men især med at vogte Rensdyrene: et Arbeide, som selv Qvinderne ei altid ganske kunne fritages for i de Familier, hvor der hverken ere flere fremvoxne Sønner eller Tjenestedrenge; desuden maae Mændene ofte forlade Hjorden for at opsøge de bortløbne Reen. Ifald Rensdyrhjorden ikke bestandig var udsat for Forfølgelse af Ulven, vilde den kun kræve lidet Tilsyn, og Finnen kunde leve et mageligt Liv. Saaledes skal det have været for en 50 Aar siden, da Ulve vare høist sjeldne i disse Egne; nu er det ikke Tilfældet; kun for nogle faae Timer den lyseste Tid paa Dagen tør Fjeldfinnen om Vinteren forlade sin Hjord; i de mørke Høstmaaneder fast slet ikke. Den bevogtes i Regelen skifteviis af 2 Personer ad Gangen; og til Lettelse heri pleie gjerne nogle Familier at forene sig paa samme Sted, naar ikke deres Hjorde ere altfor talrige. Middagen og Midnat ere Afløsningstider; altsaa maae de samme Personer i henved 12 Timer i Træk forblive hos Hjorden, og ikke blot være der, for at sikkre den for Overfald af Ulven, i hvilken Hensigt de jævnligen ved Raaben eller anden Allarm kundgjøre deres Nærværelse, naar de adsprede sig formeget, hvorved Hundene gjøre dem god Tjeneste.

Fra Begyndelsen af Octbr. indtil Feb. Maaneds Udgang er den almindelige Slagtetid. Tidligere paa Høsten er Rensdyret endnu mavert, udentvivl ikke saa meget som Følge af utilstrækkelig Føde, som af den varme Aarstid, der er dets Natur imod, og Hullerne efter Gormen ere endnu ikke tillukkede. Senere paa Vinteren begynder Renen atter at sætte af, og Skindet bliver baade tyndt og haarer af. Naar en Reen skal slagtes, griber Finnen den i begge Hornene; i en Haandvending kaster han den om paa Ryggen, drager i det samme sin lange Kniv, og stikker den i Dyret lige til Skaftet, enten igjennem Brystet eller fra Siden igjennem Boven. I begge tilfælde gjennembores Hjertet. Han slipper nu Renen, som med Kniven i Brystet springer vildt op; men efter faae Øieblikkes Forløb føler den Virkningen af det dødelige Saar; den begynder at skjælve; den vil staae, men Benene ville ei bære den, og den falder snart afmægtig til Jorden. Først naar Dyret har opgivet Aanden, drages Kniven ud af Saaret, igjennem hvilket der neppe rinder en Draabe Blod; det samler sig Alt i Brystets Huulhed. Kroppen behandles nu, efterat have ligget en kort Tid stille for at afkjøles noget, som ethvert andet slagtet Nød. Er den bestemt til at bortføres til Salg, bliver den, efterat være sønderlemmet, igjen lagt sammen og indsvøbt i sit eget Skind; i modsat Fald bliver derimod dette udspilet paa en lang Stang med tyndere Kjæppe tværsover, og saaledes hensat i Luften for at tørres.

Kun en kort Tid af Aaret har Fjeldfinnen frisk Reenmelk. I 6 til 7 Uger beholder Kalven Moderens Melk udeelt; men fra Midten af Juli til hen i October blive Simlene malkede, sædvanlig 2 Gange daglig, om Formiddagen og henimod Aften. Dette Arbeide, som hvergang medtager flere Timer, og i Reisebeskrivelserne med Rette fremstilles som een af de interessanteste Scener i Finnernes Oeconomie, har L. von Buch skildret ret naivt omtrent i følgende Udtryk: "Det er et usædvanligt, nyt og vakkert Syn, naar Hjorden om Aftenen samles omkring Teltet for Malkningens Skyld. Paa enhver Bakke, fjern og nær, er pludselig Alt Liv og Bevægelse. De geskjæftige Hunde bjæffe overalt, og bringe Hjorden nærmere og nærmere; Dyrene springe og løbe, standse og hoppe paa Nyt med uendelig Mangfoldighed i Bevægelser. Naar det af den gjøende Hund skræmmede Dyr løfter Hovedet op og de store stolte Horn staae høit i Veiret, hvor skjønt er det da! hvor let og svævende naar det iler hen ad Marken! aldrig høres dets Fodtrin, men kun den evindelige Knittren i Knæskallen: en besynderlig Lyd, som høres langt bort af saa mange Reen paa eengang. Og naar nu alle 3 eller 4 Hundrede hanve naaet Teltet; naar de staae og hvile sig, eller fortrolige løbe imellem hverandre og prøve Hornene mod hinanden, eller flokke sig om en Mosplet; naar da Pigerne med deres Træskaaler ile fra Dyr til Dyr og Broderen eller Tjenestedrengen med sin Snare fanger det af hende udpegede Dyr, og drager det til hende; naar dette stræber imod, og Pigen gotter sig over Broderens Møie eller forrsætlig igjen slipper det, for at han skal fange det til hende engang endnu; naar den gamle Fader og Moder, som med rolig Stadighed have trukket deres Ren til sig, og allerede have fyldt flere Skaaler med Melk, skjænde over Børnenes Kaadhed: - Hvo skulde da ikke tænke paa Laban, paa Lea, Rachel og Jacob?"

Omtrent saaledes gaaer Sagen virkelig for sig. Hundene spille her, som overalt i Fjeldfinnens Huusholdning en temmelig vigtig Rolle; det er dem, der holde Hjorden samlet, og derved bevare den saavel for Ulvens Angreb som for paa andre Maader at adspredes og forkomme; og da Renen er Finnens Alt, er altsaa for en stor Deel hans Velfærd betroet til Hundenes Varetægt. Hundene betragtes derfor ogsaa fast som Husets Børn, og der ere i enhver Familie 10 til 12 eller flere af dem, der vel maae tækkes med den sletteste Føde, men iøvrigt sidde til Bords med deres Herrer, og nyde omtrent samme Ære og Beqvemmelighed som Børn og Tjenere. De ere derfor ubehøvlede og besværlige Kamerader, og den Reisende seer ikke gjerne, at hans Veivisere have mange Hunde med sig, thi han er ikke sikker paa, at ikke Hundene rive ham Maden af Haanden, og de undsee sig ikke for, naar han sover, at løbe ham over Ansigtet og vælge sit Leie, hvor de finne det beqvemmest. De ere i Almindelighed smaae langhaarede Kjøtere, og sædvanlig mavre, da Man ikke giver dem Mere end høist fornødent til Livets Ophold.

Efterat den hele Hjord ved Hundenes Hjælp er bleven sammenflokket, pleier Man til større Lettelse, saavidt mueligt at adskille Simlerne fra den øvrige Hjord ved at drive hine indenfor et til den Ende løselig opkastet Riisgjærde. Her er det nu de af Fruentimmerne malkes medens der er Mændenes Sag at fange dem. Dette gjøre de ved Hjælp af et meget langt Reeb, i hvis ene Ende der er anbragt en letløbende Rendesnare. Dette ophæspes i en Ring; Finnen lister sig med samme bagfra saa nær ind paa Dyret som mueligt, og idet han holder Enden af Touget fat med den ene Haand, veed han med saadan Behændighed at kaste Snaren, at den falder omkring Dyrets Horn eller Hals, og naar nu dette forfærdet vi løbe afsted, trækker det selv Snaren til og er fanget. Naar Simlen er malket, bliver Yveret oversmurt med Skarn for at afholde Kalven fra at patte Moderen. I denne Hensigt have de malkende Qvinder en liden Næverskrukke fyldt med Rensdyrskarn fastbunden bag paa Ryggen. At denne Fremgangsmaade just ikke befordrer Melkens Reenlighed er let at indsee, da hverken Yveret eller Fingrene aftørres eller vaskes førend Malkningen; dog siles den siden igjennem en af Nødhaar flettet Dug, og Hvo, der ikke indrømmer sine Øine et utilbørligt Regimente over sin Appetit, lader sig den friske Reenmelk smage ganske godt. Dog har den en egen, Gjedemelken noget lignende Smag, som ofte er den Uvante modbydelig. Rensdyret giver, som bekjendt, en meget feed Melk, men desto ubetydeligere i Qvantitet; 6 a 7 Simler maae malkes for at fylde en Træskaal, der omtrent tager en Pot; men Dyrenes Mængde gjør dog, at der ei alene faaes tilstrækkelig Mængde til Huusholdningen, uagtet Melken paa den Tid udgjør Familiens væsentligste Næring, men at ogsaa Endeel kan afsees til Ost, eller opbevares suur og senere frussen til Brug om Vinteren.

Til Arbeidsdyr bruges kun Oxerener. De Rensdyr, som bestemmes til dette Brug, blive altid castrerede (hvilken Operation Fjeldfinnen selv udfører med Tænderne), og dersom i det 3die eller 4de Aar tæmmede. At tæmme et ungt allerede voxent Rensdyr er et besværligt og anstrængende Arbeide, som fordrer en rask Karls Kræfter og Behændighed. Stundom spændes de tidlig i Sælen og neppe halvvoxne Reen exerceres af halvvoxne Drenge til Øvelse og Tidsfordriv for Begge. Man vælger hertil en aaben Plads, hvor den Kjørende ikke staaer Fare for at slaaes fordærvet imod Stene eller andre Gjenstande, og der tumle Mand og Reen saa længe omkring med hinanden, indtil begge ere trætte; det kommer da an paa, Hvo der holder længst ud og kan bringe den Anden til Lydighed. Dog tæmmes Renen ofte ved at spændes for et Læs og bindes efter et andet Læs, som er forspændt en allerede tæmmet Reen. Her falder Opdragelses-Byrden mere paa denne end paa Manden; thi det utæmmede Dyr staaer imod af alle Kræfter; men da disse ere svagere i dettes Hals end i det Forrestes Bryst, nødes det at følge med og at trække sit Læs, og vænnes saaledes lidt efter lidt dertil.

Enhver Familie har gjerne sine visse Tragter eller et bestemt District, som aarlig gjennemstreifes, og da enhver Fin saaledes idelig kommer tilbage til de samme Steder, kan Man deraf forklare sig det fortrolige Bekjendtskab, de faae til disse Egne. Ved Juletider pleie Koutokeino og Karasjoks Fjeldfinner sædvanlig at opholde sig nogenledes i Nærheden af Kirkestedet; siden drage de efterhaanden længere sydpaa, tildeels ind over den russiske Grændse, hvor de paa den Tid af Aaret, da Sneen ligger høiest, i de tættere Skove finde mere Betryggelse mod Ulvene. Henimod Vaaren drage de samme Vei tilbage mod Nord, og komme ud paa Sommeren ned til Søekysten, eller til de omkring Fjordene liggende Høider, hvorfra de om Høsten atter trække sig opad mod Koutokeino og Karasjok. Hvor længe Finnen opholder sig paa hvert Sted, beroer paa Omstændighederne, navnlig paa Reenmossens Mængde og den større eller mindre Fare for Ulvene, som Stedernes forskjellige Beliggenhed medfører; men sjelden kan han forblive rolig paa samme Plet længere end 3 til 4 Dage, førend Teltet maa nedtages og flyttes en Fjerdingvei eller halv Miil længere bort. Da pakkes det hele Habengut sammen og transporteres, - om Vinteren let og snart paa Kjæresser, men om Sommeren med større Besværlighed paa Renens Ryg, - til den næste Station.

En Slags Middelclasse imellem de omstreifende Fjeldfinner og Søefinnerne danne de i Fjelddistricterne fastboende Finner, der i Henseende til deres Levemaade og Oeconomie have Noget tilfælles med Begge, og passende kunne benævnes Elvefinner, skjøndt denne Benævnelse ikke er almindelig i Finmarken. Elvefinner i egentligst Forstand forefindes vel kun i Koutokeino og Karasjok, samt i Audagoska saavelsom Polmak i Øst-Finmarken; dog kunne ogsaa Beboerne af Laxelven og Børselven med flere Steder i det Indre af Porsangerfjorden saavelsom den største Deel af Altedalens Indvaanere med Føie henregnes til denne Classe; thi, uagtet de boe i Nærheden af Søekysten, have de dog saa besværlig Adgang til Havfiskeriet, at de kun lidet benytte sig af det. Derimod træffes de ingensteds i Finmarken enkeltviis boende ved Elvene, saaledes som det er Tilfældet med Nybyggerne i de svenske og russiske Lapmarker, hvor en Smule Agerbrug snarere gjør det mueligt for den at subsistere, og hvor intet fordeelagtigt Havfiskerie aabner den Tilflugt for den forarmede Fjeldfin, som det norske Finmarken. De nedstamme for største Delen fra Qvæner, som - rimeligviis imod Slutningen af det 17de Aarhundrede - indflyttede hertil fra Finland, og ere følgelig i Henseende til Herkomst væsentlig forskjellige fra Fjeldfinnerne; men denne Forskjel har Tiden allerede ophævet, og der finder nu ingen anden Forskjellighed Sted imellem dem, end den, der er en nødvendig Følge af deres forskjellige Erhvervskilder. Selv Sproget have de forandret; vel forstaae de Alle deres gamle Modersmaal, det Carelske; det samme gjør ogsaa enhver Fjeldfin, hvilket er en Følge af begge Nationers jævnlige Omgang; men i deres Familier tale de imellem sig det Lappiske, hvilket er mærkeligt nok, da deres Brødre, som formodentlig omtrent ved samme Tid have nedsat sig i Alten, ei alene have vedligeholdt deres Fædres Sprog indbyrdes imellem sig, men endog for en stor Deel have forplantet det paa de der boende norske Familier, medens de derimod selv kun lidet have tilegnet sig det norske Sprog.

Elvefinnerne have vel sædvanlig nogle Rensdyr; men de kunne ikke, som Fjeldfinnerne, siges at leve af dem. Deres Hovednæring er nogen Qvægavl tilligemed Fiskerie i Elve og Indsøer, samt Jagt og Rypefangst. Saavel i Koutokeino som i Karasjok har Kornavl (Byg), i ældre Tider været forsøgt. Paa førstnævnte Sted har den aldrig villet lykkes; i Karasjok derimod skal Kornet birkelig have naaet Modenhed; men da for endeel Aar siden Elven i en usædvanlig høi Vaarflom overskyllede hele Næsset, og bortførte den frugtbare Jord, blev Kornavlen derved standset, og har siden ei været synderlig lønnende, siden Man saa let lod sig afskrække. Potatos han Man i Karasjok gjort Forsøg med; de trivedes godt, og vilde sandsynligviis ogsaa kunne trives i Koutokeino, uagtet Climatet her synes noget haardere. De dyrkes imidlertid ikke endnu paa noget af Stederne, da Almuen kun lidet kjender, og endnu mindre agter dem; men den Tid er neppe meget fjern, da Potatos ville blive almindelige. Næper dyrkes allerede paa begge Steder fast af hver Mand, og det med Held endog til Salg, da Fjeldfinnerne begjærligen kjøbe dem af de Fastboende for Kjød.

Engene bære rigeligt men ikke synderlig godt eller kraftigt Høe, formodentlig fordi de ere altfor vaade, og Man Intet gjør for at aflede Vandet. Med det vundne Høe i Forbindelse med Reenmosse underholder underholder hver Familie 3 til 5 Køer og nogle Faar, samt i Karasjok desuden 1, stundom 2, Kjøre-Oxer. I Kautokeino derimod bruges ikke Oxer til at kjøre med; men Enhver af de der boende Finner eier nogle Reen, fornemmelig Oxe- eller Arbeids-Reen, hvilke de lade bevogte af En af de mindre formuende Fjeldfinner, som til den Ende forpligter sig til, imod en vis Betaling hele Vinteren at holde sig med sin Hjord i Nærheden af Koutokeino og dagligen at bringe Beboerne deres Reen, saa ofte de behøve dem til at kjøre Brændsel, Høe o. s. v. Nogle af de mere Velstaaende holde paa denne Maade ikke saa faae Reen, nemlig foruden 20-30 Kjørereen ogsaa et lignende Antal Simler, hvorved de undgaae at kjøbe saavel det fornødne Kjød til deres Huusholdning som nye Arbeids-Reen efterhaanden som de gamle blive ubrugbare. Den jævnlige Skyds og Vare-Transport, der om Vinteren finder Sted til og fra Koutokeino, saavelsom Postens Befordring giver dem ogsaa Anledning til god Fortjeneste med deres Reen.

Altens-Elvens store Fosse forbyde Laxen at trænge længere op i Elven end nogle Mile ovenfor dens Munding. Ved Koutokeino kan altsaa intet Laxefiskerie finde Sted, og naar Dahl i sin Chorographie (Top. Journal, 3die Hefte Pag. 120) anmærker, at der om Sommeren hver Dag kan faaes fersk Lax af Elven i Koutokeino, da maa han formodentlig forvexle Lax med Øret. For Karasjoks Beboere udgjør derimod dette een af Sommerens væsentligste Beskjæftigelser. Laxen trænger ei alene op igjennem Tana-Elven i dens hele Længde, men ogsaa ind i dennes Side-Elve: Jetzjok og Karasjok, og findes endog i Bautajok, een af Karasjoks Kilder, altsaa mere end 30 Mile fra Havet. Til at opfange Laxen paa dens Vandring opad Elvene have Indvaanerne 3 saakaldte Stængsler; eet i Tana-Elven, ved Audagoska, hvilket de benytte i Forening med de der boende norske og russiske Finner; de 2 andre i Jetzjok og Karasjok ikke langt ovenfor begge Elves Sammenløb, hvor derfor Finnerne have særskilte Huse, i hvilke de opholde sig den største Deel af Sommeren. Den Lax, som ikke fortæres fersk, bliver saltet eller tørret som Rækling til Vinterforraad; og er end Fangsten her, som andensteds, ei alle Sommere lige, saa afgiver den dog stedse et ei uvæsentligt Bidrag til Indvaanernes Huusholdning, men Intet til Salg.

Ligesom altsaa Elvefinnernes Næringsvei er en Blanding af Søe- og Fjeldfinnernes, [saaledes] kunne de ogsaa i deres huuslige Oeconomie tilegne sig Begges Fortrin, uden i samme Grad at være underkastede deres Besværligheder og Mangler. Blandt den finmarkske Almue synes overhovedt de forholdsviis faae Elvefinner i flere væsentlige Punkter at være satte i de gunstige Vilkaar. De kunne føre et roligere Liv, og nyde alle de af dette og et ordentligere Huusvæsen flydende Fordele saavel i intellectuel som diætetisk og oeconomisk Henseende. De have ikke den uafbrudte og ofte farefulde Kamp med en barsk Natur, som de øvrige Indvaanere ere underkastede, og medens Søefinnens Kost næsten udelukkende bestaaer i Fisk og Meelsuppe, Fjeldfinnens fast bestandig er Reenkjøb, saa have derimod Elvefinnerne en udentvivl saavel langt sundere som behageligere Afvexling af Kjød, Fuglevildt, Lax, Rodfrugter og Melkespise.

Finnerne have en særegen Klædedragt, som i det Væsentlige er eens for Alle, og fra hvilken de aldrig afvige. Denne bestaaer hovedsagelig i en viid Vadmels Kofte, næsten ganske af samme Snit som en Skjorte, og hyppigt af ufarvet Vadmel. Men til Stads bruges gjerne blaafarvede, tildeels ogsaa i nogle Egne grønne eller brune, ja stundom endog høirøde Kofter; og hvilkensomhelst Farve end denne har, saa er den i Sømmene udsyet samt for Hænderne og nedentil kantet med Klæde af andre Farver, især med rødt og guult. Under denne Kofte bæres en anden ligedan, men mindre omhyggelig syet eller gammel og halvslidt Kofte umiddelbar paa Legemet, thi Finnerne bruge aldrig Linned. I varmt Veir om Sommeren have de ogsaa kun enkelt Kofte; men om Vinteren en Kofte af Lammeskind, som da kaldes Mudde, inderst paa Legemet. Det Hele omgjordes af et Lederbælte, der spændes saaledes, at Koften derved trækkes noget op, saa at den oventil falder i rige Folder ud over Bæltet, og meest rynket bagtil. I Bæltet hænger Finnens Kistenøgle og en stor Tollekniv, hvilken han altid fører hos sig, og bruger baade som Kniv og som Haandøxe. Beenklæderne ere af hvidt Vadmel, nedentil temmelig snævre, og saa lange, at de naae til Ankelen, og bindes ind i Komagerne. Saaledes kaldes Finnernes Skoe, eller Halvstøvler, som forfærdiges af halvbarket Læder (ikke garvet) meget rummelige, og fastbindes til Benet ovenfor Anklerne ved et langt, henved een Tomme bredt uldent Baand og snøres saa fast, at neppe Vandet kan trænge igjennem. Strømper bruge Finnerne aldrig; men Komagerne udfodres indvendig med et Slags Myrgræs, der samles om Sommeren og ved at bankes eller paa en Maade at hegles beredes saaledes, at det bliver blødt og mygt. Dette Græs udtages hver Aften eller ombyttes med friskt.

Paa Hovedet bære Finnerne en lille Hue eller Kallot, sammensyet af 4 Stykker almindeligviis blaat Klæde, saaledes at den næsten falder til Hovedet, dog stor nok til at kunne trækkes ned over Ørene, rundt om bebræmmet med en Kant af rødt og guult Klæde, samt i Toppen forsynet med en Dusk af samme Farver. De have endelig en Art Halstørklæde (Radi leppe) dog mindre til Varme end til at gjemme Penge og andre Smaating i. Det er til den Ende dannet som de gammeldags lange af Silke strikkede Pengepunge, og bindes bagfra een Gang omkring Halsen i en enkelt Knude, saaledes at Enderne hænge ned paa Brystet. Finnerne bruge ingen Lommer i deres Klæder, men større Ting putte de ned i deres Klæder, men større Ting putte de ned i Barmen i den rummelige Kofte, og Smaating i Halskluden. Blandt dettes Ingredientser er Ildtøiet ei at forglemme, som Finnerne altid have hos sig, da de baade ere Elskere af at røge Tobak, og desuden ofte behøve det paa deres Reiser, naar der skal gjøres Ild til at koge ved. De have derfor foruden Staal, Flint og Knusk, ogsaa en lille Træskaal af en Valnødskals Størrelse med smeltet Svovl i. Deri slipper Finnen et Stykke antændt Knusk, og naar det brænder i Lue, tænder han derved en Spaan eller et Stykke Næver, og blæser det derpaa ud. Naar Finnen er i sin Baad, ifører han sig Bællinger af tyndt barket Skind, og i Regn eller stygt Veir tillige Skindstakken. Den sidste er som en noget kort Kofte; de første, der naae fra Anklerne til noget over Knæet, som et Par afskaarne Beenklæder eller lange Støvleskafter. I denne Dragt kan Finnen udholde en langvarig Regn, og med gode vel tilbundne Komager endog vade i Søen uden at blive vaad.

Dette er Mændenes, og navnligen Søefinnernes Klædedragt fra Top til Taae. Fjeldfinnernes er om Sommeren ganske den samme, og om Vinteren er Forskjellen kun den, at hvert Stykke er af loddent Reenskind istedetfor af Vadmel eller barket Skind. Fjeldfinnens Pesk, den saakaldte Finmut, er intet Andet end en Kofte af Rensdyrskind, der ikke beredes anderledes end ved at skrabes noget paa Kjødsiden og indgnides med Tran og lidt Meel for at blive myge. Under Pesken har Fjeldfinnen sin Vadmels Kofte, eller en Lammeskinds Mudde, og i strængere Kulde en anden Pesk med indadvendte Haar. Vinter-Komagerne kaldes Skalkomager, fordi Man dertil bruger Skindet paa Pandeskallen som det stærkeste, og Bællingerne forfærdiges af Reenbællinger, d. e. Skindet af Rensdyret Been, hvoraf de ogsaa som Klædningsstykke for Mennesker have beholdt samme Navn. Ogsaa Huen er indvendig fodret med unge Kalveskind, og udvendig forsynet med en Bræmme af Rensdyr- og Odderskind. Paa denne Maade ere ogsaa Embedsmændene og enhver Anden udstyret paa Vinter-Reiser over Fjeldet.

Fruentimmernes Paaklædning er i de hovedsagelige Stykker ikke meget forskjellig fra Mændenes. Deres Kofter ere omtrent af samme Snit, men have dog ikke den høie opstaaende Krave, i hvis Sted et lille Bomuldstørklæde ligger ud over Skuldrene; de ere derhos længere og maaskee ikke fuldt saa viide, i det Mindste falde de ved den Maade, hvorpaa Fruentimmerne vide at folde dem, tættere til Legemet; thi Finnedamerne sætte saa godt som alle Andre Forfængeligheden i en smal Taille; dog betjene de sig ikke af andet Snørliv end deres Bælte, som ikke er overdreven trangt. Dette er ikke som hos Mændene af Læder, men af Klæde, udsyet med Zirater af forskjellige Farver og til Stads broderet med Tintraad, eller hos de Formuende besat med massive Sølvknapper og Spænder. Ogsaa de have Kistenøglen hængende i Bæltet, men istedetfor Kniven en Sax, samt Synaale og Traad, hvortil Smagen endnu føier nogle Messingringe og ikke sjelden en gjennemboret Kobberskilling til Prydelse. De bruge almindeligviis ikke egentlige Beenklæder, men snarere et Slags lange Strømpeskafte af blaat eller bruunt Vadmel. Komagene ere som Mændenes, dog betydelig mindre, og Fjeldfin-Fruentimmernes Vinter-Komager gjøres ikke af Skallerne men af Bællinger, som ere blødere. Med Komagbaandene iagttages den Forskjæl, at Mændenes ere vævede i Mønstre eller figurerede af tre forskjellige Couleurer Uldgarn; Fruentimmernes derimod ere vel ogsaa trefarvede, men stykkeviis eensfarvede, saaledes at f. Ex. 1/3 er blaae, 1/3 rød, og 1/3 guul.

Finnefruentimmernes Huer ere af en særegen Facon. De slutte i det Hele tæt til Hovedet, omtrent som vore Bønderkoners almindelige Hølke, men gaae bagtil ud i en lang og smal afrundet Spids der conserveres i denne Stilling ved et indeni samme liggende Stykke Træe af saadan Form. De hae saaledes nogen Lighed med de danske Amagerkoners Huer, dog med den Forskjel, at disse ende sig i en nedadgaaende Spids, hvorimod den hos hine er opadstaaende. De ere af blaat eller rødt, sjeldnere grønt Klæde, med gule Kanter, og foran forsynede med en smal hvid Strimmel eller Knipling (Spelleværk). Dog seer Man Lidet af Klædet, thi den forreste paa selve Hovedet siddende Deel af Huen er beklædt med blomstret Bomuldstøi og Silkebaand, i Stads endog med uægte Sølv- eller Guldtresser, ligesom ogsaa en Deel af hiin udstaaende Spids er tæt omvunden med uldne Baand. Det er ellers mærkeligt nok, at dette Slags Huer kun bruges af Finnerne i det egentlige Finmarken. Saasnart Man kommer over Grændsen ind i Senjen og Tromsøe Fogderie, er Baghovedet afrundet som paa en almindelig Hue, og dette er endog Tilfældet i de nærmest til Schjervøe Sogn grændsende Fjorde af Loppens Sogn indtil Øxfjorden, som danner en skarp Grændselinie imellem de spidse og de runde Huer. Ogsaa paa Bryllupsdagen pleie Finnepigerne tildeels at aflægge den spidse Hue, og derimod at bruge den vistnok mindre smagfulde, men sandsynligviis fornemmere runde Hølk, som i Koutokeino endog prydes af de Velhavende med en slags Krone, der eies af Enkelte, og tilligemed den tilhørende Hue og en Mængde ned ad Ryggen hængende brede Silkebaand af disse udleies til Bruden mod Erlæggelse af en Sølvspecies for Benyttelsen. Ogsaa Brudgommen har paa nogle Steder, og hyppigst i Koutokeino, et Slags Mærke, der signaliserer han som Saadan, og som bestaaer i et langt hvidt Klæde, der som et Skjærf bindes fra Halsen korsviis over Brystet og omkring Livet. Iøvrigt have Brudefolkene ved denne, som ved enhver Leilighed deres sædvanlige Finneklæder, kun at de gjøres saa elegante som mueligt, hvorved de dog sædvanlig tabe i Smag, hvad de vinde i Kostbarhed.

Dersom Læseren ved Hjælp af denne udførlige og mueligst nøiagtige Skildring af Finnernes Klædesdragt er istand til at danne sig en nogenlunde levende Forestilling om deres Udseende, da er det vel mueligt, at denne Forestilling ikke er den fordeelagtigste, og at Finnerne staae for hans Phantasie som uformede, klodsede og smagløse Skabninger. Dette er tildeels Tilfældet i den tykke og stive Vinter-Paaklædning, som giver Finnerne, der sædvanlig ere af temmelig liden Væxt, en uforholdsmæssig Førlighed, ligesom de smudsige Søeklæder just ikke heller frembyde noget tækkeligt Syn; men i den lette Sommerdragt tager en rask ung Finnekarl og en nogenlunde vakker Pige, der, uagtet Finnefruentimmerne just ikke altid ved deres Udseende kunne legitimere deres Krav paa at regnes med til det smukke Kjøn, dog ikke er saa sjelden, som Man har villet paastaae, sig aldeles ikke ilde ud. Den lette og utvungne Dragt passer sig godt for deres vævre Munterhed, og en nye og reen hvid Kofte contrasterer ganske net med et Par sunde røde Kinder, der danne en behagelig Overgang fra hiin til den høirøde Hue.

Saasnart Børnene ere saa store, at de kunne gaae, ere de klædte ligesom de Gamle, og see ret pudsige ud i denne deres Dværgegestalt. Men de ganske smaae Børn have slet ingen Klæder, men ligge indsvøbte i et Lammeskind og Mosse i en Komse. Dett er en Art Mellemting imellem en Klædning og en Vugge, dannet af Træbøiler som et Trug overtrukken med Læder, og netop saa stor, at Barnet kan ligge deri, altsaa omtrent 5 Qvarteer i Længde og maaskee 8 Tommer bred, noget smalere i den nedre end i den øvre Ende. Til Beskyttelse for Barnets Hoved har Komsen i den øverste Ende et Hvælv, saaledes som brugeligt er paa endeel Vugger, og i samme Hensigt, idet der, efterat Barnet er lagt i Komsen, naar det skal være under aaben Himmel, bredes et Tørklæde fra Hvælvingen ud over Barnet, som derpaa snøres ind ved et Baand, der vexelviis trækkes igjennem Huller paa begge Sider af samme. I randen af denne Hvælving hænge nogle Rangler og deslige Legetøi til Adspredelse for Barnet. Denne Maade at indpakke og bevare Børnene paa er unægtelig med Hensyn til Finnernes Levemaade, deres Reiser etc., den bekvemmelse, der kan tænkes, og fortjener at efterlignes af alle Mødre, der ikke udelukkende kunne opoffre deres Tid til Børnenes Pleie. Naar Barnet er nedlagt i en saadan Komse, er det ei alene lettest at haandtere, men kan ogsaa forlades uden Frygt for at komme til Skade. Man seer stundom Mødrene, naar de i eet eller andet Ærinde løbe bort, at stikke Komsen paa Ende ned i den dybe Snee, og Barnet ligger eller rettere staaer inden i samme uden ringeste Fare. Forfatteren af disse Blade var engang i Koutokeino Vidne til, at en Reen, som var forspændt en Pulk, hvori et halvaarsgammelt Barn laae nedkastet i en Komse, sleed sig løs fra Moderen, førend denne havde sat sig i Pulken, og med piilsnar Fart tog Flugten op til Fjelds. Pulken væltede strax i Begyndelsen, og slæbtes saaledes omvendt over Stok og Steen. At Barnets Hoved maatte være knuust førend Renen tabtes af Sigte, synes at være en ganske rimelig Formodning; Forundringen var derfor ikke mindre end Glæden, da de Finner, som strax satte efter den paa Skie, efter en knap Times Forløb bragte Reen og Pulk med det aldeles uskadte Barn tilbage. Først henimod ½ Miil fra Stedet havde Man naaet Renen, da Tømmen var bleven hængende i en Busk og Renen derved standset; Pulken blev hvælvet tilbage, og Barnet fandtes - sovende. Hvælvingen paa Komsen og det foran samme bundne Klæde havde afpareret Stødene, og saagar hindret Sneen fra at trænge ind.

De i Finmarken boende Norske og Qvæner have intet Udmærket i deres Klædedragt, uden forsaavidt de i enkelte Dele have efterlignet Finnerne. Saaledes bruge fast Alle Komager istedetfor det ellers brugelige Fodtøi, da det ei ansees for mere oeconomisk, men tillige langt bedre end noget Andet beskytter baade mod Fugtighed og Kulde; Egenskaber, der have skaffet Komagerne Indpas endog hos de mange af de i Finmarken boesatte conditionerede Familier som Vinterfodtøi. Ligeledes bruge Qvænerne fast altid, og Nordmændene stundom et Slags Kofter, der vel ere noget, men dog ikke væsentlig forskjellige fra Finnernes, ligesom ogsaa Qvænerne paa Hovedet bære smaae Kalotter, almindeligt af graat Klæde med korte Kanter, som dog ligne vore Hallingdølers end Finnernes.

Man opdager hos Finmarkens Indvaanere meget faae for dem særegne eller fremstikkende Skikke og Sædvaner. Bryllupper og andre saadanne høitidelige Leiligheder, ved hvilke Man især skulde søge dem, gaae gjerne af uden synderlige Ophævelser, og det hele Ceremoniel bestaaer i, at Gjæsterne tracteres. Brændevinet er da det nødvendigste Reqvisit, og selv den Fattige søger ved Hjælp af Credit at blive nogenlunde fosynet dermed; thi Gjæsternes gavmildhed i Henseende til Brudegaver staaer vel gjerne i Forhold til Tractementet. Enhver af de Indbudne offrer imidlertid sædvanligen sin Gave, der i Fjeldsognene ofte bestaaer af Naturalia, især Rensdyr, dog ogsaa Sølvpenge; og det er ikke ganske Ubetydeligt, hvad et Brudepar, der er saa vel forsynet med Brændeviin, at det kan indbyde enhver Forbigaaende, saaledes tager ind. Stundom udvælges da blandt Selskabets Seniores en Herold, som høit forkynder for den hele Forsamling hvad og hvormeget Enhver frembærer, og som ikke sparer smukke Ord til Ære for den Rundhaandede og til Opmuntring for de Øvrige. I Koutokeino hvor overhovedet denne Skik er meest sædvanlig, anvendes den ogsaa ofte ved Barnedaab. Her hersker desuden en anden for dette Sogn ganske særegen Skik, som ikke træffes noget andet Sted i Finmarken og bestaaer deri, at Brudefølget, to unge Karle og to Piger, medens Vielsen foregaaer i Kirken, holde et stort Silketørklæde elle Schawl som en Thronhimmel over Brudeparrets Hoveder. Dette Tørklæde, som kaldes Pellet, tilhører Kirken, til hvis Kasse der for dets Benyttelse hvergang erlægges 8 Skilling. Oprindelsen til denne Ceremonie er ligesaa ubekjendt som Etymologien af Navnet "Pellet"; thi Finnerne selv kalde det i deres Sprog blot "Line": Tørklædet; - formodentlig er det oprindelig en svensk Skik, som har vedligeholdt sig i Koutokeino fra den Tid, det var et svensk Sogn.

Bryllupperne staae sædvanligen paa Kirkestedet, deels fordi Man der træffer Bekjendte og Venner samlede, deels vel ogsaa ofte formedelst altfor indskrænket Huusrum hjemme. Nordmændene pleie ved saadan Leilighed at dandse; men det er mærkeligt, at denne fast hos alle Nationer brugelige Forlystelse er Finnerne aldeles ukjendt, uden forsaavidt Enkelte ved Omgang med Norske kunne have faaet Smag derpaa. Aarsagen maa ventelig søges i Mangel paa Anledning dertil, thi uagtet Man ofte seer Almuen behjælpe sig med et meget indskrænket Locale, vilde dog Finnernes Gammer afgive altfor bedrøvelige Dandsesale. Finnerne kjende overhovedet saagodtsom intet Slags Spil eller Leeg; selv Kortspil er ikke almindeligt iblandt dem. Man seer ikke engang Børnene, hvor flere af dem ere forsamlede, at fordrive Tiden med Boldspil, Pindespil eller andre af de ellers saa almindelige Børnelege, og træffer det engang, at endeel Finnegutter befatte sig med noget Saadant, da er det en kortvarig Efterabelse af Noget, de just tilfældigviis nylig have seet. Da Søen aldrig fryser til, og Ferskvandene ere afsides og gjerne bedækket med Snee, førend Isen bliver stærk nok at bære, er ogsaa Skøiteløben en i Finmarken fast ukjendt Fornøielse; derimod lærer Enhver, saavel Piger som Drenge fra Barnsben at staae paa sine Skie; men disse bruges mindre til Fornøielse end til Nytte.

Finnernes Maade at hilse paa er original. Naar de møde hinanden, lægger den Ene Armen omkring Ryggen paa [den] Andens Skulder. Dette er altsaa en Art af Omfavnelse, som dog er meget ulidenskabelig og som fra begge Sider ledsages af Ordet "Burist". Dette er et finsk Adverbium, som betyder: "vel, godt". De fornødne Ord for at supplere Meningen ere lette at underforstaae; stundom høres ogsaa hele Sætningen fuldstændig f. Ex. naar den mod Aftenen Bortgaaende siger til de Tilbageblivende: Ibmel addasji Digjidi burri Ja, d. e. Gud give Eder en god Nat. Hiin Maade at hilse paa bruge imidlertid Finnerne kun indbyrdes imellem sig; naar de komme ind til Embedsmændene eller hvemsomhelst Anden, som de ville vise deres Agtelse eller Hengivenhed for, neie de, saavel Mænd som Qvinder, sig for ham og række ham derpaa deres Haand, efterat de først selv have kysset den, med Ønsket om Guds Fred for ham selv og hans Huus.


42) I en saadan Hjord kan Man regne omrent 100 voxne Simler, 30 til 40 Oxe-Reen (hvoraf kun 10 a 12 Uskaarne), og Resten Kalve. Antages, at hver Simmel aarlig kaster 1 Kalv (Nogle Ingen, Enkelte To), faaer Eieren om Foraaret 100 Kalve, hvoraf imidlertid neppe flere end Halvdelen oplever den næste Vinter; Mange omkomme, og Nogle maae slagtes for at faae Skind til Klæder især for Børnene. Hjorden faaer altsaa en Tilvæxt af omtrent 50 Reen til at erstatte Afgangen af dem, som spises, sælges, forkomme eller blive Ulvens Bytte. At aarlig Nogle falde for Ulvens Tænder lader sig med al Aarvaagenhed ikke forebygge, saa lidet som at Endeel adspredes og komme bort. Dog faaes af de Sidste gjerne Nogle tilbage, da de forvildes til Andres Hjorder og da følge med Disse. Derfor har enhver Fin sit særskildte Mærke, som han skjærer i Øret paa ethvert af sine Dyr, og sædvanlig pleier han een eller 2 Gange aarlig at gjøre en Ronde til de andre Fjeldfinner, for at forsamle de saaledes adspredte Reen. Amtmand Bloms Beretning i hans Reisebemærkninger Pag. 208, at enhver Fjeldfin, endog uden at see Mærket, skulde kjende saavel sine egne som Andres Reen, eller endog Dele af denne, er overdreven.