Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

2. Skole- og Fattigvæsenet.

Det har stedse været erkjendt, at et vel indrettet Skolevæsen er den sikkreste Grundvold og vigtigste Betingelse for Folkets Oplysning og sande Velvære. Man er derfor vistnok berettiget til at vente i ethvert civiliseret Land, at Almueskoler sammesteds findes oprettede. Disse savnes naturligviis heller ikke ganske i Finmarken; men hvordan ere Skolerne og hvordan deres Lærere? [Enhver] elendig Tørvhytte, et Telt paa det snebedækte Fjeld maa tjene som Skole; her skal Ungdommen, siddende og liggende paa Jorden omkring en brændende Ild modtage sin Underviisning af Mænd hvis egen Kundskab som oftest er saare svag. For et fuldkomnere Skolevæsen lægger Districtets store Udstrækning og tynde Befolkning samt Indvaanernes Armod og ustadige Levevei i Forbindelse med Communicationens Besværlighed mange og store Hindringer i Veien. Kun paa meget faae Steder tillader Localiteten Oprettelsen af faste Skoler, og selv der, hvor disse gives, kunne de dog ikke benyttes saa stadigen, at deres gavnlige Virkning kan blive særdeles mærkelig. Man har for nærværende Tid (1834) kun 4 faste Skoler i Vest-Finmarken og selv disse ere aller først i de seneste Aar oprettede. Den ene af dem er i Hammerfest Kjøbstad og de 3 andre i Alten-Talvigs Præstegjeld, nemlig een ved Kaafjords Kobberværk, een paa Elvebakken og den 3die i Talvig. Men ved ingen af disse erholder dog hvert enkelt Barn i Almindelighed mere end 2 høist 3 Maaneders Underviisning aarlig, deels fordi Veien er for lang og besværlig til at Børnene uden Vanskelighed kunne gaae frem og tilbage; deels fordi Forældrenes Armod gjør det saare vanskeligt for dem, ei alene at undvære de noget fremvoxne Børns Arbeidshjælp, men ogsaa at forsyne dem med Kost og Klæder; deels, - og maaskee hyppigst, - fordi baade Forældre og Børn mangle tilstrækkelig Lyst og Interesse for Sagen til at bekjæmpe de Hindringer, som kunde overvindes. Forresten haves kun omreisende Skoleholdere men langtfra i tilstrækkeligt Antal. I de fleste Sogne gives kun een eller to, fordi Man enten ikke har Raad til at lønne eller har havt Anledning til at erholde flere; og da Almuen boer saa adspredt, at sædvanlig kun een eller to, høist tre Familiers Børn kunne samtidig deeltage i Underviisningen, som meddeles i det Huus, hvor Skoleholderen opholder sig, saa følger deraf, at de fleste Børn kun erholde nogle faae Dages offentlig Underviisning aarligt, og selv denne kan ofte, som en Følge af Mangel paa tilbørlig Dygtighed hos Skoleholderen, men altid som Følge af det høist mangelfulde Locale, i Almindelighed kun være maadelig nok. Man har i den sidste Tid forsøgt (dog hidtil kun med lidet Held), paa forskjellige Steder at opføre smaae Skolestuer, i hvilke saavel den omreisende Skoleholder som den skolesøgende Ungdom kunde finde Tilhold nogle Uger i Træk, deels for paa denne Maade at erholde et hensigtsmæssigere Locale, deels for at Børnene i en større Omkreds skulde kunde undervises paa eengang; men da naturligvis ogsaa dette er forbundet med Udgifter, og desuden har mødt Vanskeligheder i vedkommende Almues Uvillie, saa har Sagen hidtil kun havt liden Fremgang.

Det vil heraf indsees, at Ungdommens Underviisning for største Delen maa være overladt til Forældrene selv; men naar nu disse selv ere uvidende, ja ofte neppe kunne læse indeni Bog, hvad Fremgang tør man da vente sig? Den nærmeste Følge heraf er at Børnene i den Alder, da de skulle confirmeres, som oftest Lidet eller Intet have lært. Tankeløs Opramsing af de 10 Bud og Fader Vor, er den Kundskab de Fleste medbringe, naar de i deres 16de eller 17de Aar indfinde sig hos Præsten for at forberedes til Confirmation; og ere der Enkelte, som have bragt det noget videre, saa gives der paa den anden Side langt Flere, som aldeles Intet have lært, ja stundom ei engang kunne stave. Hvad skal nu Præsten kunne udrette med Disse i de faae Uger (62), han har dem hos sig? Han nødes ofte til at confirmere dem med den svage Kundskab, der imidlertid kan bibringes dem, da Erfaring har viist, at han ved at tilbagevise de Daarligste, sædvanlig faer dem ligesaa uforberedte og ofte mere fordærvede igjen det følgende Aar. Disse Mennesker er det nu, som efter faae Aars Forløb selv blive Forældre, og skulde være deres Børns Lærere.

Uagtet Mangelen paa et tilstrækkeligt Antal af duelige Skoleholdere vistnok for en stor Del hidrører fra Mangel paa Evner til at lønne dem tilbørlig, saa er dog dette hverken den eneste eller den væsentligste Aarsag dertil. Selv paa de Steder hvor de fornødne Resourcer til Skoleholdernes anstændige Lønning kunde tilveiebringes, er Man dog ikke istand til at skaffe dem den Beqvemmelighed og Kost hos Beboerne, som en nogenledes dannet Almuesmand har billig Fordring paa. Og der, hvor selv denne Vanskelighed ved faste Skoler kunde overvindes, møder Man en endnu større Hindring i Sproget. I alle Finmarkens Sogne ere de fleste Indvaanere Finner; i nogle er der tillige et ikke ringe Antal Qvæner. Begge disse have hver sit særegne Sprog, og deres Børn forstaae sjeldent noget andet end deres Modersmaal. Skoleholderne kunne derfor Intet udrette hos disse Børn, med mindre de tale deres Sprog og Man er saaledes i Henseende til Valget af Skoleholdere indskrænket til Finmarkens egne Indvaanere. Men blandt disse findes naturligviis kun sjelden et dueligt Subject, og de enkelte, som findes, og som sædvanlig have faaet deres Dannelse hos en eller anden Præst, have kun ilde lønnet dennes Møie og Bekostning, idet de have ladet sig beskikke til Lehnsmænd eller paa anden Maade ere blevne unddragne Skolevæsenet. Ved det i Aaret 1825 ifølge Kgl. Res. af 4de Mai 1822 i Trondenæs oprettede Skolelærer Seminarium for Nordl. og Finmarken har Man haabet Tid efter anden at afhjælpe Savnet af duelige Skoleholdere; men uagtet 4 Alumner fra Finmarkens 2 Provstier her ifølge Res. af 2den Juni 1824 kunne erholde frie Underviisning samt til [Underholdning] hver 50 Spd. aarlig, falder det dog stedse meget vanskeligt at faae disse Pladser besatte, og herover kan man neppe undre sig, naar man betænker, hvor liden Tillokkelse en Skoleholders usle og møisommelig Liv maa have for en Yngling, der ved to sunde Hænder lettelig kan erhverve sig sit Brød. Og dersom stundom Lærelyst eller andre Omstændigheder bevæge en eller anden Yngling til at attraae en Plads ved Seminariet, saa søge gjerne egennyttige Forældre at forhindre det; thi det er altid disses Fordeel at beholde de voxne Sønner hjemme saa længe som muligt.

Som en medvirkende Aarsag til Skolevæsenets mindre heldige Tilstand bør Man dog ikke oversee den Omstændighed, at de fleste finmarkske Sognekald i den senere Periode stundom have henstaaet flere Aar vacante. Det saa fornødne specielle Tilsyn med Skolerne, som i disse vidstrakte Egne allerede i sig selv er vanskeligt nok, maatte derved naturligviis blive aldeles umuligt. Paa en Tid, da hele Finmarken - et Areal af omtrent samme Udstrækning, som Kongeriget Danmark - maatte betjenes af 2 eller 3 Præster, var det en Selvfølge, at Skoleholderne noget nær bleve overladte til sig selv. Denne Mangel er nu afhjulpen; og ligesom Skolevæsenet upaatvivlelig i den sidste Tid har begyndt at gaae fremad, saaledes tør Man vel ogsaa haabe noget Forbedring af Fremtiden.

Til bestridelse af de med Skolevæsenet forbundne Udgifter nyder Finmarken et aarligt Bidrag af det nordlandske Kirke- og Skolefond, som for Vest-Finmarken udgjør 210 Spd. hvilke efter et temmelig vilkaarligt Forhold, der neppe er grundet paa Menighedernes større eller mindre Trang, ere grundet paa Menighedernes større eller mindre Trang, ere fordelte saaledes, at Loppens og Hasvigs Sogne nyde tilsammen 24 Spd., Talvig Sogn, 30 Spd., Hammerfest 30, Maasøe 36, Kistrand og Kjelvig tils. 24 og Koutokeino med Karasjok 66 Spd. Desuden have Skolekasserne nogen Indtægt ved de ministerielle Forretninger, nemlig ved hver Copulation 24 Sk., ved hver Barnedaab 8 Sk., og af enhver ei altfor fattig Confirmand 12 til 16 Sk. Det Øvrige udredes af Menigheden enten efter Ligning paa hele Sognet eller med et eengang for alle fastsat Bidrag af hvert Barn, som aldrig overstiger 60 Sk. aarlig.

Indvaanernes Fattigdom angaves ovenfor som een af de væsentlige Hindringer for et vel organiseret Skolevæsen i Finmarken. Den finmarkske Almue maa vistnok med rette kaldes fattig; thi, hvad den eier er kun saare lidet; men dens Fornødenheder ere ogsaa kun faae, og, naar Fiskeriet slaaer nogenledes til, kan den ikke i Almindelighed siges at være trængende. Antallet af egentlige Fattige, d. e. Saadanne, som nyde offentlig Understøttelse, er heller ikke meget stort. Den dybeste Armod i Verden findes gjerne ved Siden af den høieste Velstand. Jo fattigere Mængden er, desto fattigere maa ogsaa den Enkelte blive, førend han har Krav paa Andres Understøttelse, og denne ydes ofte villigere, d. e. uden det Offentliges Mellomkomst, af den lidet end den mere Formuende. Fattigvæsenet kan derfor i Finmarken være indrettet paa en meget simpel Fod. I Almindelighed har hvert Sogn sin særskilte Fattigkasse; stundom er denne fælles for det hele Præstegjæld (63), og bestyres af Bygdecommissionen (64): Sognepræsten i Forening med Medhjælperne, samt Lehnsmanden og Klokkeren, og stundom een eller flere Sognemænd, som regelmæssig sammentræde hver Høst for at bestemme den Understøttelse, som skal uddeles i den kommende Vinter, samt afgjøre andre Fattigvæsenet vedkommende Anliggender, forsaavidt ikke disse kræve særskilte Møder. I mindre væsentlige Sager deciderer dog Sognepræsten eller de flere af Bygdecommissionens Medlemmer, som boe paa Stedet, alene, da hyppige Samlinger vilde foraarsage de fjernere Boende altfor megen Uleilighed, Tidspilde og Bekostning. Foruden Tavlepenge samt tilfældige Indtægter af Mulkter og frivillige Gaver af Enkelte bestaae Fattigkassens Indtægter af den aarlige Fattigtold, som udlignes efter Fornødenhed og i Gjennemsnit udgjør omtrent 16 Sk. aarlig for hver Rettighedsmand. Paa nogle Steder, navnlig i Kistrands Sogn, ydes Fattigtold in natura med Rugmeel, sædvanlig 8 Pd. af hver Rettighedsmand. I Fjeldsognene finder slet ingen Fattigskat Sted; de faae Skillinger, som tilfældigviis indkomme, uddeles til nogle trængende Personer, mere fordi de haves end fordi Disse behøve dem, da deres Slægtninge bære Omsorg for dem. Arbeidsføre Mennesker gives aldrig, uden allenfals en temporair Understøttelse foranlediget ved Sygdom eller andet forbigaaende Uheld; forældreløse fattige Børn behøver Fattigvæsenet sjelden at drage videre Omsorg for, end ved at betale deres Underviisning, da Andre sædvanligen gjerne tage dem til sig; og saaledes bliver det fornemmelig Krøblinge, nogle ulægelige Radesyge og gamle Enker, som ere Gjenstand for Fattigvæsenets Forsørgelse; men da ogsaa disse i Almindelighed finde et Tilflugtsted hos Paarørende eller Andre, gives dem kun en liden Hjælp af nogle Vog Rugmeel og 2 til 4 Spd. til Klæder. Lægdslemmer haves sjelden, da Indvaanernes altfor adspredte Bopæle gjør denne Forsørgelsesmaade mindre hensigsmæssig.

I Aaret 1832 gaves i hele Finmarken 84 Fattiglemmer, som nøde en Understøttelse af omtrent 3 Spd. i Gjennemsnit Hver. Deraf havde Hammerfest Sogn alene 30 Fattige med henved 100 Spdls. Understøttelse. Antallet af Fattiglemmer i Forhold til Folkemængden, der for hele Rigets Landdistrikter i Gjennemsnit udgjør henimod 2½ pCt. er altsaa her kun halv saa stort, - omtrent 1¼ pCt - og Indvaanernes Bidrag, hvoraf der falder omtrent 4 1/3 Skill. paa hvert Individ, maa vel ogsaa ansees for meget lavt. Dog bliver sjelden nogen Anmodning om Understøttelse afviist.

62) De locale Forholde tillade ikke i Finmarken, at Confirmanderne i et længere Tidsrum møde hos Præsten visse Dage og Timer ugentlig for at undervises men de opholde sig i 5 à 6 Uger stadigen hos Præsten, og undervises i den Tid omtrent 8 Timer daglig deels af Præsten selv deels af de til den Ende tilstedeværende Skoleholdere.

63) Hammerfest Kjøbstad har intet særskilt Fattigvæsen, men Kaafjord Kobberværk har sin egen Fattigkasse.

64) Nu naturligviis af Formandskabet.