Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

IV. Om Finmarkens Naturproducter.

Hvor nøgen og fattig end den finmarkske Natur i Almindelighed fremstiller sig, saa have dog ogsaa disse Egne en Rigdom paa de dem særegne Arter saavel af Dyr som af Planter, og en fuldstændig Fortegnelse over Finmarkens forskjellige Naturproducter turde derfor ikke blive mindre vidtløftig for denne end for hvilkensomhelst anden Deel af Landet. Det er imidlertid ikke Hensigten her at levere nogen saadan (18); men dette Afsnit vil indskrænke sig til at omtale de Frembringelser i Dyre-, Plante- og Mineral-Riget, som ere af nogen oeconomisk Betydning eller have Indflydelse paa Menneskelivet. Blandt disse indtage naturligviis Fiskene den første Plads. Af fortrinligst Vigtighed er Torsken, der om Vinteren, sædvanlig i Løbet af Februar, fra Havet kommer under Kysterne og ind i Fjordene for at gyde sin Rogn, og henimod Foraaret igjen drager bort. Imidlertid findes der dog Torsk til alle Aarets Tider, især ude ved Havkanten, hvor den om Sommeren holder sig mere end inde i Fjordene, og ofte gives i uhyre Mængde. Denne Torsk, der om Foraaret pleier at komme i Følge med Seien, og derfor kaldes Seifisk, ansees af Mange for en særegen Afart; en Mening, som især grunder sig paa den Erfaring, at dette Slags Fisk enten ganske mangler Rogn eller dog kun har en svag Ansats dertil, der ikke, saaledes som hos Vintertorsken, efterhaanden bliver større.

Næst Torsken er Seien (gadus virens) den vigtigste Fiskesort for Finmarken. Den træffes her hele Sommeren og seent ud paa Høsten. Der gives mindst tvende afarter af den, nemlig: Storsei og Smaasei; den sidste er af Størrelse som smaae Sild. Om den saakaldte Middelsei er en særskildt Art, er vel uvist. Til denne Slægt henregnet ogsaa Langerne (gadus molva); det norske Navn have de af den betydelige Længde, de opnaae - 2 til 3 Alen - og skulle fordum have forekommet hyppigere end nuomstunder, da de kun fanges enkeltviis iblandt anden Fisk.

Af Sild forekomme tvende Arter; den store Havsild (Graabensild) der falder ude ved Havkanten om Sommeren, og den mindre men federe Sort (Kjøbmandssild) der seenhøstes, henimod Juletider, kommer ind i Fjordene og ansees som Vintertorskens forbud. Den sidste er dog ustadig, og udebliver ofte aldeles, især i de senere Tider, siden Havsilden begynde jævnligen at gjæste Finmarkens Kyster.

Qveite eller Helleflyndre gives om Sommeren i Mængde ude ved Havet, sjeldnere inde i Fjordene, og saaes stundom paa 20 til 30 Bismerpunds Vægt. Af mindre Fisk forekomme: Ouer eller Uver (perca norvegica), der, saavidt vides, ikke er bekjendt i det sydlige Norge; en smuk og velsmagende Fisk, af Størrelse som smaae Torsk og med rosenrøde Skjæl; fremdeles Hyser eller Koljer, Flyndre, Brosme og flere Sorter.

Til de vigtigere Havdyr henhøre endnu, foruden forskjellige Arter af Haifisk (Haakjærring, Haamær, Haabrand) ogsaa Hvalerne, der ofte sees saavel enkelte som flokkeviis at tumle sig ved Kysterne og i Fjordene, endog inde i de mindste Bugter ganske nær ved Landet; Delphinerne (Niser) der helst opholde sig ved Søekanten og i aabne Sunde; samt nogle arter Sælhunde (Kobber) hvilke sidste dog ikke forekomme i betydelig Mængde. Hvalros gives aldeles ikke i Nærheden af Finmarkens Kyster, uden forsaavidt en Enkelt kan have forvildet sig saa langt fra Drivisens Regioner. Østers, Hummer, Krebs og Ræger findes heller ikke, men vel et Slags Krabber, som dog ikke spises.

Overgangen til Ferskvandsfisken gjør Laxen, som hele Sommeren opholder sig ei alene i og ved de større Elvemundinger, men endog i de mindre Elve høit oppe i Landet, hvor den kun kan komme efterat have arbeidet sig frem 20 til 30 Mile imod stride Strømninger. I Indsøerne findes fornemmelig: Siik (salmo lavaretus), Lake (gadus lota), Røhr eller Røier (salmo alpinus), Øret, Gjedder, Aborer samt Harr (salmo thymallus).

Blandt Landdyrene nævnes først Rensdyret som spiller en ikke uvigtig Rolle i Finmarkens Oeconomie. Da dette Dyr fornemmelig har sit rette Hjem i disse Egne, og i den største Deel af Landet er lidet eller slet ikke bekjendt, saa vil en nærmere Beskrivelse af samme ikke være overflødig.

Rensdyret hører til Hjorteslægten, og er følgelig et drøvtyggende Dyr. I Dannelse og Skabning kommer det ogsaa temmelig overeens med de øvrige Hjorte-Arter; dog synes det mindre spædlemmet end de fleste andre. En voxen Oxe-Reen holder fra Panden til Halen 5-5½ Fod; dens Høide midt over Ryggen er henimod 3½ Fod og Peripherien omkring Bugen noget over 4 Fod. Hun-Renen, som kaldes Simmel, er betydelig mindre, nemlig: Længden 4½ Fod, og Høiden neppe 3 Fod ligesom den ogsaa er meget spædere og i det Hele taget finere bygget.

Naturen har kjendeligen dannet dette Dyr for det Clima, som er det anviist. Det har, især om Vinteren, en overordentlig tæt og tykhaaret Pels; Fodbladet, som er spaltet i 2 Klove, er af viid Omfang for lettere at kunne bære Renen paa den løse Snee; Skulderbladet hæver sig høit, hvorved der opstaaer en temmelig betydelig Pukkel over Forbenene, som gjør Dyret vel skikket til at bære og drage Byrder; Halsen er svei eller nedadbøiet med langt Skjæg paa Undersiden, men uden Manke, og Hovedet ligner aldeles Koens i Dannelse. Renen har meget anselige cylinderformige Horn, hvis mindre Forgreninger ere forskjellige, men altid hæve sig fra Issen i 2 bueformede noget udadgaaende Hovedstammer, hvis convexe Side vender bagud. Fra den ene af disse bøier strax ved Roden en stærk Green sig i en bred, flad lodretstaaende Plade, som kommer Dyret til god Nytte som en Plovkniv, naar det maa grave sig igjennem Sneen for at søge sin Føde. Hornene ere om Sommeren overtrukne med en tynd lodden Hinde, næsten som Fløiel, der forsvinder om Vinteren da Hornene ere skaldede, og mod Foraaret falde disse ganske af, men voxe i kort Tid igjen til deres forrige Størrelse. De blive paa Oxe-Renerne indtil 3 Fod høie. Halen er ubetydelig, neppe 3 Tommer lang. Renens almindeligste Farve er graaagtig, som falder noget i det Brune; under Bugen hvid; de findes ellers snart mørkere, snart lysere, og stundom, skjøndt sjeldnere, ganske hvide. Naar Kalven fødes er den rødlig bruun, bliver siden mørkebruun, og derpaa efterhaanden lysere. Renen giver sjelden nogen Lyd fra sig; dog har de en Stemme, der blandt de mere bekjendte Dyrs synes at komme Svinets Grynten nærmest. Eiendommelig for Rensdyret er en vis knittrende Lyd i Fødderne naar den gaaer, som ei upassende er sammenlignet med Lyden af electriske Gnister, eller af Salt som kastes paa Gløder.

Parringstiden indfalder i October, og sidst i Mai eller først i Juni kaster Simmelen almindeligen 1, stundom 2, høist sjelden 3 Kalve. Efter nogle Ugers Forløb begynder Kalven at spise Mose, Græs, Løv etc. og naar den er 6 a 7 Uger gammel, kan den undvære Modermælken. Oxe-Renen bliver først i det 6te Aar fuldvoxen, men er dog arbeidsfør allerede i det 4de. Simmelen er voxen 4 Aar gammel, og kaster Kalv i det 3die eller 4de, sjelden det 2det Aar. Et Rensdyr synes at opnaae en Alder af omtrent 20 Aar.

Renen er let og hurtig i sine Bevægelser, meget udholdende, og overordentlig stærk i Forhold til sin Størrelse. Den vover alligevel sjelden at sætte sig til Modværge, men søger altid sin Redning i Flugten til det yderste, uagtet der findes Exempel paa, at en Oxereen, naar den er bragt til Fortvivlelse, har forsvaret sig endog mod 2 Ulve. Ulven synes ogsaa selv at nære Mistvivl om sin Overlegenhed; den vover aldrig et aabenbart Angreb, aldrig at sprænge ind imellem en Flok af Reen; først naar Frygten har adspredt Hjorden, og den tager Flugten, forfølger Ulven den Enkelte. Den overfalder med Lumskhed, helst om Natten, og stedse fra den modsatte Side, hvorfra Vinden blæser, hvorved den opnaaer en dobbelt Fordeel, først at Renen ei saa tidlig kan lugte Faren; dernæst at Ulven selv beholder Lugten af den mod Vinden flygtende Reen, og saaledes kan forfølge samme, om den end i Nattens Mørke taber dens Spor. Mærkeligt er det, at Vildrenen skal have det Instinct, paa sin Flugt for Ulven, saa snart den kan, at tage Retningen med Vinden og derved ofte Frelses, hvilken Klogskab derimod den tamme Reen ikke viser.

Rensdyrets væsentligste og kjæreste Føde er, som bekjendt, den saakaldte Rensdyrmosse, hvilken det selv veed at opsøge sig paa Marken, om end denne er bedækket af flere Alen høi Snee. Dog æder den ogsaa begjærligen ei alene frisk Græs men ogsaa Høe, men synes imidlertid ikke at kunne trives af dette sidste alene. Saasnart Sneen om Foraaret forsvinder, trækker den sig derfor ned mod Søekysten, og opsøger sig det fede Græs i de bratte Fjeldlier. Uvist imidlertid, om dette egentlig er Dyrets Natur; det synes snarere at være en Vane, som Fjeldfinnerne selv have vænnet det til ved aarligen paa den Rid at trække med sin Hjord ned til Fjordene; thi Vildrenen kommer jo ikke did; men vist er det dog, at Renen befinder sig vel ved denne Flytning, da det ved Søekysten gjerne er mindre varmt, og da Myggene der ere færre, og at Finnen nu ikke formaaer at holde den engang saaledes tilvante Hjord tilbage i Fjeldene. Drikke behøver Renen ei om Vinteren, da den æder Snee i sammes Sted; om Sommeren derimod drikker den Vand, helst muddret Myrvand, men foretrækker dog altid Snee, om den findes.

Rensdyret sveder aldrig, men løber, som Hunden, stedse med aaben Mund og nedhængende Tunge, men puster dog ikke meget stærkt under Løbet, hvorimod det, naar det standser efter en endog kort og maadelig Anstrængelse, puster saa voldsomt, at det kunde synes nær ved at styrte; men det er snart forbi. Af Naturen bestemt for et haardt Clima synes det heller ikke at besværes af nogen Kulde, med mindre Man i stræng Frost lader det staae meget længe fastbundet paa et Sted, hvor der ikke er Snee, som det kan grave sig ned i.

Rensdyret er udsat for adskillige Sygdomme, blandt hvilke den, som Finnerne kalde Slubbo er den farligste. Den viser sig, skjøndt i større og mindre Grad, gjerne hvert Foraar. Den yttrer sig i Hævelser eller Bylder paa Fødderne. Komme disse under Foden er Sygdommen altid dræbende, og Finnen slagter derfor strax den Reen, som er angreben deraf; ovenpaa Foden kan den derimod stundom helbredes.

En stor Plage for Renen er den saakaldte Gorm, Larven af Rensdyr-Bræmsen, der om Sommeren (i Juli og August) lægger sine Æg under Dyrets Hud, igjennem hvilken den fuldvoxne Larve nu igjen næste Foraar i Mai æder sig ud. Slagtes et Rensdyr om Sommeren, er Skindet, især paa Ryggen, gjennemboret som et Sold af utallige Huller efter disse Gorm.

En mindre Bræmse plager Renen om Sommeren og synes at lægge sine Æg paa Dyrets Næse og Læber, hvorfra det ventelig selv slikker dem i sig; thi om Vaaren (April og Mai) findes inderst i Munden en Mængde over 1 Tomme lange Mark af en Pennefjærs Tykkelse, som menes at komme af hiin Bræmse. Kan Renen komme til at drikke Søevand, crepere de.

Foruden Renerne, der, forsaavidt de ere Eiendom og tæmmede, kunne betragtes som Huusdyr, træffer Man i Finmarken de sædvanlige Huusdyr: Heste, Køer, Faar, Geder og Sviin. Dog holdes Heste ikke i Almindelighed uden i Alten-Talvigs Sogn, og Svinene ere ikke meget hyppige, da hverken Finner eller Qvæner ynde deres Kjød. Hunde findes i ethvert Huus, ofte til Overflod; Katte ere mindre almindelige, da man paa de fleste Steder i Finmarken er forskaanet for Rotter, og Huusmusene heller ikke ere meget besværlige. Det er mærkeligt, at Rotter ingensteds kunne trives, uden i Hammerfæst, hvor de ere i Mængde. Erfaring lærer, at de Enkelte, som hændelsesviis ere komne derfra med Fartøier til andre Steder, inden kort Tid omkomme. Paa Øerne gives i Almindelighed heller ikke Muus.

Af vilde Landdyr har Finmarken en Mængde Reen, der ere betydelig større end de tæmmede, hvilket snarere formodes at have sin Grund i den Tvang, som disse ere underkastede, end i nogen oprindelig Natur-Forskjel. Ulve, som ifølge gamle Fjeldfinners Udsagn fordum vare sjeldne i disse Egne, gives nu i Mængde til stor Fordærvelse for Faare- og Reenhjordene, hvis Eiere altfor lidet bestræbe sig for at udrydde dem. Ulven benævnes af Finmarkens Almue sædvanlig: Goupe; men den egentlige Goupe eller Loss er nok sjelden. Den almindelige brune Landbjørn forekommer jævnlig; ligeledes Vielfras (Fjeldfras, Jærv) især i Fjeldsognene. Af Ræve haves ei alene den almindelige røde art, men ogsaa, skjøndt meget sjældnere, sorte, hvide, blaae og Korsræve. Fremdeles: Harer, Egern, Maard, Hermeliner (Røskatte), Læmen (til enkelte Tider) samt spidssnudede Markmuus, der somme Vintre anrette megen Skade paa Engene ved at opgnave Græsrødderne under Sneen. Oddere findes paa nogle Steder ved Søekanten, men Bævere, som tilforn have havt Tilhold ved Elvebredderne inde i Landet, ere, saavidt vides, aldeles udryddede.

Finmarken er rigt paa Fuglevildt, dog især paa Søefugle. Blandt disse er Edderfuglen maaskee den vigtigste, men neppe den talrigeste Slægt. Den findes allevegne ved Søekysterne, men, med Undtagelse af den Amtmands-Embedet beneficerede, ubeboede Tamsøe i Porsanger, bliver den ingensteds fredet, endnu mindre, saaledes som paa mange Steder i Nordlandene, tæmmet næsten til Huusfugl. Den giver, som bekjendt, de fortrinligste Duun, og dens Æg maae i mangen Huusholdning erstatte Savnet af Huusfugle. Dette er ogsaa Tilfældet med de fleste andre Søefugle: Maagerne (Maaser), hvoraf der gives flere Arter, Lunder, Lommer, Alke, Teister, Skarv og Fl. som alle findes i uhyre Mængde, og give mere eller mindre gode Fjær. Graagaasen trækker ogsaa op til Finmarken; Vildænder ere temmelig almindelige, Svaner derimod yderst sjeldne. En Mængde forskjellige Slags Sumpfugle træffes stedse paa Strandbredderne, saasom: Kjeld eller Strandskade, Fjærplyt, Bøti og flere Arter af Snepper. Man gjør Forskjel imellem Skovrypen og Fjeldrypen; den sidste er noget mindre og opholder sig gjerne høiere oppe paa Fjeldene, ovenfor Birkegrændsen. Tiurer, sjeldnere Hjerper, findes paa de Steder, som have Furuskov. Trosten, Svalen og Spurven ere heller ikke almindelige; i Øst-Finmarken skulle de endog være yderst sjeldne, ligesom Skaden, der tilligemed Krager og Ravne forekomme hyppig i Vest-Finmarken. Sneetitingen indfinder sig i store Flokke, saasnart enkelte Pletter om Foraaret blive blottede for Snee. Af Rovfugle ere Ørne, Høge og Ugler de almindeligse. Endnu bemærkes, at Slanger eller Orme enten slet ikke existere i Finmarken eller dog maae være særdeles sjeldne, og at der, saavidt vides, overhovedet ingen giftige Dyr sammesteds findes.

Vi gaae dernæst over til Producterne af Planteriget. De væsentligste Træsorter ere allerede i Forbigaaende nævnte ved den specielle Beskrivelse af de enkelte Sogne, hvor de forekomme. Af Naaletræer haves kun Furu og Ener eller Brisk, da Granen ei kan trives i Finmarken, og selv Fyrretræet er indskrænket til ganske faae Steder, nemlig til Bunden af Altens- og Porsanger-Fjorde samt Elvebredderne ved Karasjok i Vest-Finmarken og maaskee nogle Steder i de forrige Fællesdistricter i Øst-Finmarken. Løvtræerne ere derimod flere, fornemmelig: Birk, Rogn, Hæg, Or eller Older, Asp og Piil eller Selje, blandt hvilke dog Birken ei alene er det forherskende og hyppigste, men paa mange Steder det eneste Træe. Om Dværg- eller Krampebirken er en særegen Afart eller dens forkuede Væxt alene er en Virkning af det haarde Clima, lades her uafgjort. Den bedste Løvskov i Vest-Finmarken findes ved Alten Fjord og dens Bifjorde, i Porsanger, i Repperfjord i Hammerfest Sogn og Øxfjord i Loppens Sogn.

Adskillige Buskvæxter og Bærfrugter har Finmarken et stort Forraad af. Ribs, Bringebær og Jordbær ere dog meget sjeldne selv i Alten-Talvig, og findes ingensteds ellers; derimod have Multebær, Tyttebær og Blaabær deres rette Hjem i disse Egne og findes paa mange Steder baade i uhyre Mængde og af fortrinlig Godhed. Ligeledes Teiebær, Krøkebær, Blokkebær, Skrubbebær med flere Arter. Af andre spiselige Urter og officinelle Planter voxe Græsløg, Cochleare og Angelica (Sløke, Qvanne) især paa Øerne ved Havkanten, og den islandske Mosse mangesteds paa Fjeldene.

Af Foderplanter nævnes især Reenmossen, der ei alene er Reensdyrets Hovednæring, men ogsaa hyppig benyttes som Qvægfoder. Hertil anvendes ogsaa en Plante, der ligner det bekjendte Ormegræs (ifølge Sommerfeldt Osmunda struthiopteris) der har store knollede Rødder, som opgraves og koges til Qvæget, hvis aarsag Planten i Finmarken kaldes: Moldfoer (Muldfoder). Ved Havkanten benyttes flere Slags Søetang (Tarre) til Kreaturføde.

Foruden Kobberets, som findes indsprængt i Fjeldene paa flere Steder, men fornemmelig omkring Kaafjord i Alten-Talvigs Sogn, har Finmarken ikke mange brugbare Mineralier eller nyttige Steen- og Jordarter. Gryte- eller Klæbersteen har Man fundet i Nærheden af Talvig, samt i Eibugten og Ryggefjord. Kalksteen findes flere Steder og Forsøg at brænde den ere gjorte med Held; men Brændselets Kostbarhed lægger Hindringer i Veien for Anvendelsen saavel af denne som af Leerjorden til Teglsteen og Pottemagerarbeide, hvilket dog ligeledes er forsøgt. Paa Ydersiden af Sørøen og flere Steder vil Man have opdaget Spoer af Steenkul, som dog neppe i noget Tilfælde vilde blive af oeconomisk Vigtighed. Brynesteen gives vel, men ikke synderlig gode; - En Art Oker, som allenfals kan benyttes til grov Maling, er ogsaa funden i Talvig, og vilde maaskee være meget tjenlig, ifald Man bedre forstod at rense og tilberede den.


18) En udførlig Fortegnelse over Finmarkens Producter findes i Sommerfeldts Beskrivelse i Topogr. Journal for Norge 24de Hefte.