Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider.

Finmarkens fleste Indvaanere ere Finner, dernæst Norske og endelig i nogle Sogne Qvæner. Af disse ere ustridigen de Første Finmarkens ældste Beboere, og vil Man end ikke ansee Schønnings Formodning ifølge Taciti Beretning om at de have boet i Finmarken før Christi Fødsel, for sikker, saa haves dog ingen paalidelige Efterretninger om ældre Indvaanere i Finmarken end Finnerne. Angaaende dette Folks første Oprindelse er det vanskeligt, og maaskee umueligt, at sige noget Bestemt. At Finnerne ere komne ind i Finmarken, der rimeligviis efter dem har faaet sit nuværende Navn, fra de Gamles Bjarmeland eller Egnene østenfor det hvide Hav, er efter Schønnings Fremstilling høist sandsynligt, ligesom ogsaa, at saavel Finner som Qvæner oprindelig ere eet Folk med Samojederne (19), hvilket sidste ei alene af historiske Grunde bliver rimeligt, men ogsaa synes at ligge i Navnet selv, da Finnerne i deres eget Sprog kalde sig Same, og Landet Sameædnam. At forfølge Folket længere tilbage, bliver vel at famle i Mørket. Man søger endog forgjæves efter Sagn eller Traditioner hos Folket selv, der i denne Henseende kunde lede paa Spor; og de derved fremsatte Formodninger, saasom at Finnerne nedstamme fra een af Noahs Sønner eller fra de 10 Israels Stammer, kunne vel ei ansees for Andet end blotte Gisninger. Suhm finder ingen skjellig Grund til at antage denne Mening og Schønning kalder den mere kløgtig end grundig.

Imidlertid er det unægtelig, at denne Forestilling ei kan andet end vinde nogen Tiltroe hos Enhver, der kjender noget Nøiere til Finnerne og især til deres Sprog, da Man ei let paa nogen anden Maade kan forklare sig dettes paafaldende Overeensstemmelse med de fra alle europæiske saa mærkelig afvigende semitiske Sprog i henseende til den grammatikalske Bygningsmaade. Det er ei Stedet her udførlig at behandle denne Sag; men for dog at vise, at denne Yttring ei er greben aldeles ud af Luften, bemærkes her, at Finnernes Sprog udmærker sig ved Gutturaler, og maaskee især ved disse faaer saa megen Lighed med det Hebraiske, at Man ved f. Ex. i Kirken at høre Klokkeren læse i Chordøren paa Finsk lettelig skulde indbilde sig at være i en Jøde-Synagoge; at de saavel i Declinationerne som Conjugationerne have deres Dualis, hvoraf de gjøre den bestemteste Brug; at de have Pronomia suffixa; at Verberne ei sjelden ere Stammeordet, hvori Man som oftest adskiller kun 3 Consonanter (naar nemlig de hyppige Dobbeltconsonanter, hvis Lyd Man forgjæves har søgt at udtrykke ved at sammendynge flere Consonanter, kun regnes for eet Bogstav), og at endelig Verberne have samme Bøielighed, som i de orientalske Sprog, til ved forskjellige Former (Conjugationer) at give Ordet transitivisk, inchoativisk, iterativisk o. s. v. Bemærkelse; og Sproget har overhovedet en Uddannelse og Fylde, der bestemt hentyder paa en langt høiere Cultur, end den, som Folket nu besidder, eller rimeligviis nogensinde har besiddet her i Landet. Endvidere kan det erindres, at Finnerne, ligesom Jøderne, have noget Eiendommeligt i deres Ansigtstræk, der er lettere at kjende, end at sige, hvori det egentlig bestaaer, og som synes mere at ligne Jødernes, end de Characteertræk, som findes hos nogen europæisk Nation. Ere disse Træk ikke blevne udslettede hos Jødefolket igjennem de mange Aarhundreder, dette har vanket under et andet Clima, da kunne Finnerne ogsaa have bevaret samme. Endog i enkelte udvortes Skikke finder Man en Overensstemmelse mellem Jøderne og Finnerne, som, skjøndt uvæsentlig, dog er paafaldende, hvis den er blot tilfældig.

Sainovitz har i en Afhandling: "idioma lingvæ hungaricæ & fennicæ idem esse" søgt at bevise, at det ungarske og finske Sprog have fælles Oprindelse; men antages Ungarerne at være komne fra Egnene ved det caspiske Hav, synes dette ei at staae i nogen Modsigelse med de ovenfor yttrede Formodninger, som stadfæstes ved flere lærde Sproggranskeres Reflectioner (jfr. "Algemeine deutsche Real-Encyclopie, Leipzig 1827" under Artikelen: "Ungarische Sprache"). At det finske Sprog er intet mindre end udannet, som det almindelig beskyldes for (20), følger allerede af det Sagte; tvertimod besidder Sproget ved sin overordentlige Bøielighed og Rigdom paa Former en Bestemthed og Kraft, hvori det meget overgaaer vort Sprog. Den Fattigdom, Man har troet at finde i det finske Sprog, og som vistnok føles, naar Man vil udtrykke Begreber, der er Finnerne fremmede, er neppe nogen oprindelig Mangel ved Sproget, saaledes som det virkelig er, men vel saaledes som det nu existerer her; og derover kan Man ei undre sig, naar Man betænker, at det nu i mange Aarhundreder kun er bleven talt af Mennesker, der staae paa det laveste Trin af Cultur, hvis Begreber naturligviis ere saare indskrænkede; at der følgelig kun anvendes i det daglige Livs lavere Sphærer, men hverken i Skrift eller i høiere mundtlige Foredrag. Alt dette har derimod sikkert engang fundet Sted; og efterhaanden som høiere og ædlere Begreber udvikledes hos Folket, og Trangen føltes til Udtryk for disse, vilde samme vel gjenfindes endog i det nuværende Sprog, uden at maatte skabes paa Nye, naar kun Nogen forstod at opsøge og vælge dem (21).

Da Man ikke finder Spor til, at Fiskeriet har været drevet med synderlig Flid paa Finmarkens Kyster i ældre Tider, maae Finnerne antages fordum at have ernæret sig alene af deres Rensdyr og Jagten, og det er saaledes troeligt, at de især have holdt sig paa de vidtløftige Fjeldstrækninger i det Indre af Landet; men at derimod Søekanten og Øerne først ere bebyggede af Norske, der synes i det 14 Aarhundrede at have begyndt med at nedsætte sig i Finmarken formodentlig især fra Bergen. Da det var Fiskeriet, som lokkede dem hid, have de naturligviis udvalgt sig de for denne Næringsdrift meest beleilige Steder, nemlig ved Havkysten, og først efterhaanden, som de begyndte at lægge nogen Vind paa Fædrift, trukket sig længere ind i de dybere Fjorde, der sandsynligviis først meget senere ere blevne befolkede. Det var derfor her Qvænerne lettest fandt Plads da de i Førstningen af forrige Aarhundre begyndte at flytte over til Finmarken fra de nordligste Egne i de svenske Lapmarke. Om maaskee Enkelte have nedsat sig her allerede tidligere, har saadant dog neppe været almindeligt før (22). At de hertil ere indkomne fra de svenske Lapmarke norden for den bothniske Bugt, er vitterligt nok, og siges udtrykkelig i Rector Schanches Brev til Missionscollegiet af 1730; og da Antallet af disse Indvandrede vel ei er meget betydeligt i Sammenligning med Landets tidligere Indvaanere; da de end ikke nu ere udbredte overalt i Finmarken og vel egentlig maae betragtes som Fremmede her i Landet, hvis Efterkommere Man skulde formodet at ville sammensmelte med Landets egne Indbyggere, som det pleier at gaae med andre Fremmede, der enkeltviis nedsætte sig i et fremmed Land; saa kunde Qvænernes oprindelige Herkomst vel ikke egentlig være Finmarkens Historie vedkommende; - men da Man her finder det besynderlige Phænomen, at Qvænerne, just fordi de ikke have adspredt sig overalt i Finmarken men boe samlede paa enkelte Steder, hvor de i Henseende til Antal have Overvægten, ei alene have vedligeholdt Sprog og Sæder igjennem flere Generationer, men endog for en stor Deel overført samme paa deres Naboer, saa kan Man ei andet end betragte dem som en særskildt 3die Classe af Finmarkens Indvaanere, og Spørgsmaalet: hvad forstaaes egentlig ved Qvæner? synes derfor her saameget mere at fordre et Svar, som Navnet nu neppe er bekjendt udenfor Finmarken selv; men for at besvare dette Spørgsmaal er det nødvendigt at gaae noget tilbage.

Med Qvæner forstaaes her de Samme, som i Sverig kaldes Finner, d. e. Alle de, der tale det finlandske eller - som det ogsaa kaldes, - carelske Sprog. At alle disse oprindeligen ere eet Folk med Finnerne (de Svenskes Lapper) ere de lærdeste Oldgranskere enige om; i det mindste har denne Mening Navnene Suhm og Schønning paa sin Side. Men Finlænderne ville selv Intet vide af dette Slægtskab at sige, og have fundet Medhold hos adskillige nyere Reisende, som ved Forskjelligheden af begges Sprog og Udseende have ladet sig forlede til at nægte deres fælles Udspring. Dog kan denne neppe være tvivlsom, og bevises netop af Sproget, nemlig dets Genius, Bøiningsmaade, Construction og Eiendommelighed, - f. Ex. Maaden at tælle paa - hvori det Qvænske kommer meget overeens med det Finske; thi Liigheden imellem enkelte Ord, hvorpaa dog her ikke faae Exempler kunde opregnes, synes i nærværende Tilfælde ei at burde tillægges afgjørende Vægt. Men eet Ord synes ved saadan Leilighed at fortjene fortrinlig Opmærksomhed nemlig: Guds Navn. Ifølge de gamle Sagaer var der i Bjarmeland, hvorfra, som før bemærket, Finnerne antages senest at være komne, et ved Pragt og Storhed berømt Tempel for Afguden Jomala, hvis Billede var overordentlig riigt og prægtigt. Men nu betegne de christne Qvæner endnu den Dag idag Gud med Ordet Jomala; Finnerne eller Lapperne med: Ibmel eller i nogle Dialecter Jubmal (23). Hvorledes ere nu saavel Finnernes som Qvænernes Forfædre komne til at dyrke samme Afgud, dersom de ikke have samme Herkomst? Imidlertid følger heraf ikke nødvendigen, at Qvænerne eller Finlands nuværende Beboeres Forfædre nogensinde have boet i Bjarmeland. Mueligt, skjøndt aldeles ubeviisligt er det jo, at Finnerne fra deres oprindelge Bopæl i det sydvestlige Asien kunne være vandrede ud i forskjellige Retninger, een Stamme nemlig mod Nord til Egnene ved det hvide Hav, ad hvilken Vei Schønning antager, at de ere komne ind i Finmarken; en anden, efter Suhms Mening, længere vestlig hen til Østersøens Bredder, og derfra ind i Finland; og da er Forskjelligheden imellem begge Stammers Sprog, Cultur og Udseende let at forklare; thi de Sidste maatte da, som de, der vandrede igjennem mere cultiverede Egne, og tidligere fik Samqvem med andre mere dannede Folkeslag, i alle Henseender vinde fremfor hine, der indtil de sildigste Tider fortsatte deres forrige nomadiske Levemaade.

Hvad Navnet Qvæn angaer, da er det vel muligt, som Schønning anfører, at det oprindelig betyder en Overløber, skjøndt hverken i deres eget eller i Finnernes Sprog; men det er dem sikkerlig ikke af den Grund tillagt af de Norske fordi de flygtede over til Finmarken, da Navnene: Qvæner og Qvænland ere meget ældre. Allerede i de ældgamle Sagaer tales om Qvænerne som boende i Qvænland, d. e. Egnene nordenfor den bothniske Bugt, skjøndt Navnet stundom findes brugt i videre Forstand om en større Deel af det nuværende Finland. Men hvorfor Man har givet de til Finmarken ankomne Qvæner dette Navn paa en Tid, da det ei mere brugtes hos dem selv, men forlængst var fortrængt af Navnene Finner og Finland, er vel ikke godt at vide, men formode kunde Man dog, at Man har kaldet dem saaledes for at adskille dem fra de Finner, som allerede vare i Landet, da Navnet Fin naturligviis med samme Ret kunde tilkomme Beboerne af Fin-Marken, som af Fin-Land, hvilke Landskaber rimeligviis begge have faaet deres Navn af Folket og ikke omvendt.

Mon ikke Sagen kan hænge saaledes sammen: Qvænerne kalde sig selv Suomolainen der skal betyde: Beboere af sumpige Egne; Finnerne Sameladz, som synes nærliggende med hiint Navn. Dersom nu Navnet Finner efter Suhm bør udledes af det gamle nordiske Ord Fen, som betyder: et Morads, da er det en ligefrem Norsk Oversættelse af det Navn, de selv tillagde sig, og som ligesaavel af Nordmændene er bleven anvendt paa de til Finmarken indflyttede Sameladzjak som af de Svenske paa de til Finland ankomne Suomolainen. Da nu de sidste i senere Tider kom til Finmarken, har Man, for at distinguere mellem dem og de ældre Indvaanere, ei upassende kaldet dem Qvæner, fordi de kom hertil netop fra de Egne, der maaskee allerede forhen have været dem bekjendte under Navn af Qvænland. Ifølge Sporrings Manuscript fra 1734 (see topogr. Journal for Norge 6te Hefte Pag 69) søgte Qvænerne allerede i det 15de Aarhundrede ned til Finmarken for Handelens Skyld (kun som Reisende, ikke for at boesætte sig), og da Finmarkens Indvaanere saaledes allerede i ældre Tider have lært at kjende disse Folk under Navn af Qvæner, er det ei at undres paa, at de have kaldt dem saa fremdeles, da de senere kom for at boesætte sig her. Derimod ere Finnerne i Sverrig, til Forskjel fra de andre Finner, bleven kaldte Lapper, som ligeledes er et gammelt Navn og skal betyde saa meget som: en Omflakker. Ogsaa i det norske Finmarken skal Man fordum have iagttaget denne Forskjel, og kaldet de fastboende Søefinner: Finner, men de omvankende Fjeldfinner: Lapper, hvilken Forskjæl imidlertid nu ikke gjøres, da Navnet aldrig bruges i Finmarken nuomstunder. Vi holde os derfor her til de hos os brugelige og almindelig kjendte Benævnelser: Finner og Qvæner, da det neppe kan bevises, at hine rettere bør kaldes Lapper og disse Finner; og naar der i det følgende nævnes Finner, menes altsaa derved altid Søefinner og Fjeldfinner eller Lapper; ved Qvæner derimod de i Finmarken boesatte Finlændere; hvilket her eengang for Alle bemærkes for at undgaae Misforstaaelse.

Man har ingen nøiagtige Efterretninger om Folketallet i ældre Tider; men at det for 2 til 800 Aar tilbage maa have overgaaet det nuværende, og at Tilvæxten i Fjordene neppe opveier Formindskelsen ved Havet, kan Man slutte af Amtmand Hammers Manuscript fra 1763 (24) hvori der opregnes en Mængde fordum stærkt befolkede, men senere næsten ganske forladte Steder, og ikke mindre end 13 Kirker, der, som overflødige ere nedrevne; hvortil han endnu føier den almindelige Bemærkning, at der paa hans Tid, d. e. i 1763 ikke var 10de Delen saa mange Folk, som før, og at der alene af Nordmænd vare blevne 180 Familier færre siden Aarhundredets Begyndelse, saa at deres Antal i 1763 kun udgjorde 350 Familier i hele Finmarken.

Aarsagen til denne Folkemængdens Aftagelse have Nogle villet finde i det usunde Clima, som skulde gjøre det umueligt for Mennesker at holde ud ved den aabne Havluft; men de dog ikke faae Familier, som endnu boe paa de opregnede forladte eller lignende Steder, men i Henseende til Helbred trives fuldkommen vel, modbevise denne Paastand. Den sande Grund ligger vel deels i Fiskeriernes Aftagelse og de Indskrænkninger, hvormed Handelen besværedes, saa at Almuen geraadede i Armod, deels deri, at denne, maaskee netop tilskyndet af sin mislige Stilling, begyndte at drive en Smule Jorddyrkning som Binæring, og til den Ende flyttede ind i Fjordene, som dertil frembøde beqvemmere Anledning, og derfor efterhaanden bleve mere bebyggede. Dette synes at kunne sluttes deraf , at Folkemængden i Løbet af det 18de Aarhundrede, i hvis første Halvdeel dog Handelens Forfald og Almuens Elendighed steeg til det Høieste, desuagtet igjen begyndte smaalig at tiltage, hvilket i Mangel af Folketællingslister eller andre paalidelige Efterretninger nogenledes kan skjønnes af efterstaaende Tabel.

Ifald Man tør antage, at Forholdet imellem Folkemængden og de Fødte til forskjellige Tider har været omtrent det samme, saa sees af denne Tabel af Folkemængden i Vest-Finmarken i et Tidsrum af 80 Aar fra 1747 til 1827 netop har fordoblet sig; ligesom Man ogsaa vil bemærke, at denne Forøgelse især har fundet Sted i Hammerfest Sogn siden dette Aarhundredes Begyndelse, d. e. siden Kjøbstadens Anlæg og Opkomst, samt i Fjorddistricterne, nemlig Alten-Talvigs og Kistrands Sogne (i hvilke sidste den dog ikke bemærkes, fordi Folkemængden i samme Forhold har aftaget i det dermed forenede Kjelvig Sogn), medens den derimod i Havdistricterne: Maasøe, Loppen, Hasvig og Kjelvig Sogne, synes, især siden 1769, deels at være gaaet tilbage deels at have staaet stille. At det angivne Forhold imellem Kistrand og Kjelvigs Sogne virkelig har fundet Sted, er en bekjendt Sag, og kan desuden med Vished sluttes af andre Data, f. Ex. af et i Aaret 1778 af en omgaaende Skoleholder optaget Mandtal, som viser, at der endog for kun 50 Aar siden ei vare flere end 47 Familier i Kistrands Sogn, hvorimod der i 1825 vare 75, og at de indre Dele af Porsanger-Fjorden: Børselv, Laxelv og Taborsnæs, som nu ere de meest befolkede, dengang vare ganske øde. Folkemængden i hele Vest-Finmarken udgjorde i 1801 - 5402 Individer, og i 1825 - 5922 Individer. Sammenlignes dette med det angivne Antal af Fødte i samme Tidsrum, finder Man, at dette sidste i begge Tilfældene har forholdt sig til Folketallet omtrent som 1 til 31. Herefter kan altsaa Folkemængden i Vest-Finmarken beregnes at have været omtrent følgende:

I 1747 - 2914 Individer - 1769 - 4185 - - 1781 - 5456 -

I 1791 - 5735 Individer - 1801 - 5425 - - 1827 - 5859 -

og altsaa i det Hele taget at være gaaet temmelig jævnt fremad.

Fra en ældre Tid end 1747 haves ingen fuldstændige Optegnelser af de Fødtes Antal i hele Vest-Finmarken paa samme Tid; men vil Man opsøge saadanne for et enkelt Sogn, da finder Man f. Ex. at der i Alten-Talvig fra 1710-1715, begge incl. i 6 Aar ere fødte 84 Mennesker, altsaa i et Gjennemsnitsaar 14 Individer. Efter det før angivne Forhold maa altsaa Folkemængden antages dengang kun at have udgjort omtrent 434 Individer, eller omtrent 1/5 af den nuværende, - og Man finder heri et endnu stærkere Beviis paa, at Folkemængden siden Begyndelsen af forrige Aarhundrede især har tiltaget i Fjorddistricterne, blandt hvilke dette Sogn indtager den første Plads, thi den har neppe i samme Forhold tiltaget i noget andet Sogn i Finmarken. Det var i de første Decennier af forrige Aarhundrede Qvænerne begyndte at flytte herover fra Sverrig og fornemmelig at nedsætte sig i dette Sogn. Aldeles uvante til at søge deres Næring paa Søen, begyndte de her, som i deres Fødeegn, at lægge Vind paa nogen Qvægavl og Jordbrug, og ved at bevise Mueligheden af ogsaa paa denne Vei at forhverve sig en Deel af Livets Ophold, have de Tid efter anden lokket Andre til at følge deres Exempel og foranlediget, at ei alene flere af deres egne Landsmænd droge herover, men ogsaa mange af Finmarkens egne Indvaanere flyttede herind fra Havkysterne. Dette Sogns Bebyggelse og Dyrkning, eller i det mindste dets tidligere Bebyggelse, end det rimeligviis ellers vilde været Tilfældet, er saaledes vistnok Qvænernes Fortjeneste; men om denne Fortjeneste, som Tilfældet og deres egen Armod forskaffede dem, kan indbringe dem saa megen Ære, som Nogle derfor have villet tillægge dem, eller give dem billigt Krav paa Indvaanernes Taknemmelighed, er vel et andet Spørgsmaal.

Imellem Folketællingerne i 1801 og 1825 har Tilvæxten ikke været saa stor, som Man kunde formodet, nemlig neppe 9½ pCt. medens den i Norge i Almindelighed udgjorde 19 pCt. hvilket rimeligviis især maa tilskrives Fiskeriernes successive Aftagelse i dette Tidsrum; men efter denne Tid, og navnlig siden 1828, da Fiskerierne igjen begyndte at hæve sig, har ogsaa Folkeformerelsen begyndt at gaae fremad med desto stærkere Skridt. I forrige Aar (1831) fødtes i Vest-Finmarken 284, hvilket angiver Folketallet til 8804 Individer. Saa stort er det imidlertid ikke. Det store Antal af Fødte hidrører fornemmelig fra Alten-Talvig Sogn, hvor tilfældige Omstændigheder i de senere Aar have forrykket det sædvanlige Forhold. I Aaret 1831 døbtes alene i dette Sogn 128 Børn eller i Gjennemsnit af de 4 sidste Aar 107 Børn. Folkemængden kan dog nu (1832), ei antages stort større end 2600 Mennesker. Man kan saavel i dette som de øvrige Sogne bestemme denne nøiere efter andra Data, navnlig Differencen imellem Fødte og Døde. Overskuddet af de Første har i Vest-Finmarken siden 1825 udgjort 485 Individer, hvortil endvidere maae lægges omtrent 300 Mennesker, som ere indflyttede især i Alten-Talvig Sogn i Anledning af det der anlagte Kobberværk. Tilvæxten kan saaledes i det Hele udgjøre henved 800 Individer og den nærværende Folkemængde omtrent 6700 Individer.

Forholdet imellem Norske, Finner og Qvæner er af Mangel paa nøiagtige Optegnelser derom for ethvert Sogn vanskeligt at bestemme. Imidlertid kunne de 1232 Familier eller rettere Huusholdninger, som fandtes i Vest-Finmarken ifølge Tællingen i 1825, efter rimelig Formodning fordeles efter det i følgende Tabel opstillede Forhold:

Denne Tabel viser, at Folkemængden i Vest-Finmarken bestaaer af 6/23 Norske, 14/23 Finner og 3/23 Qvæner, eller at Antallet af Nordmænd er omtrent dobbelt mod Qvænernes, men at Finnerne ere omtrent 1½ Gang saa talrige som Nordmændene og Qvænerne tilsammen, og mere end dobbelt saa talrige som Nordmændene, men næsten 5 Gange saa talrige som Qvænerne, og saaledes have en betydeligere Overvægt i Henseende til Antal saavel i det Hele, som næsten i ethvert enkelt Sogn i Særdeleshed. Kun i de 2 meget smaae Sogne: hasvig og Kjelvig, har et forholdsmæssig stort Antal Nordmænd vedligeholdt sig. Det var formodentlig i disse samt Maasøe og endeel af Hammefest Sogn, at de i det 14 Seculo især nedsatte sig; de have siden efterhaanden trukket sig ind i Fjordene, hvorfra de tildeels have fortrængt Finnerne, som rimeligviis dengang udgjorde Fjordenes meget smaae men dog eneste Beboere (25).

Man seer endvidere heraf, at Qvæner kun ere boesatte i Talvig, Hammerfest og Kistrands Sogne; thi om der i de andre Sogne maatte findes nogle enkelte Familier, ere de dog saa faae, at de ei kunne komme i Betragtning, og sikkert enten ere eller inden føie Tid ville gaae over enten til Nordmænd eller Finner, alt eftersom Tilfældet bringer dem i Forbindelse med hine eller disse. Dette har været Tilfældet i Fjeldsognene Koutokeino og Karasjok, hvor de Fastboende, tilsammen 30 Familier, vel for største Delen oprindelig nedstamme fra Qvæner, men nu ere saa sammensmeltede med Finnerne i Henseende til Sprog, Sæder o. s. v. at de kun adskille sig fra dem ved deres faste Boepæle, hvilke de dog kun bibeholde af Nødvendihed, da Fjeldfinnernes omvandrende Levemaade forudsætter Eiendommen af endeel Rensdyr. Man hører dem endog i deres Familiekredse at tale det finske (lappiske) Sprog indbyrdes imellem sig, skjøndt de tillige forstaae og med Færdighed kunne tale det qvænske Sprog; men dette er Tilfældet fast med alle Fjeldfinner, da de saa hyppig komme i Berørelse med Qvænerne. Disse 2 Sogne bestaae saaledes udelukkende af Finner, da der i dem [saavelsom] i Kistrands Sogn ei heller gives Norske.

Efter Pontoppidans Magazin Pag. 327 var Familienes Antal følgende i Aarene 1756 og 1768:

Denne Tabel, som tillige stadfæster den fremsatte Formodning, at Folkemængden er fordoblet siden 1747, viser os, at den af Pontoppidan angivne Formindskelse af 36 Familier i 12 Aar, til Beviis for hvilken Tabellen anføres, alene har fundet Sted i Øst-Finmarken, da Vest-Finmarken tvertimod har faaet en Forøgelse i de 12 Aar af 8 Familier i det Hele, og at Forøgelsen i hiint Tidsrum har været paa Finnernes Side, da de Norske derimod have aftaget. Sommerfelt angiver Finmarkens Indvaanere (i 1799) kun til 6500 Sjæle i det Hele, og Forholdet imellem dem saaledes: 4/13 Norske, 3/13 Fjeldfinner og 7/13 Søefinner og Qvæner. Altsaa skulde endnu ved Slutningen af forrige Aarhundrede Antallet af Norske have været forholdsviis større end nu. Dette er dog neppe troeligt, hvorimod en relativ Formindskelse af Fjeldfinnernes Antal har Sandsynlighed for sig. Da Disse nu i Vest-Finmarken bestaae af 178 Familier, udgjøre de for nærværende Tid neppe 2/13 af Vest-Finmarkens Indvaanere, og vilde end mindre udgjøre det af Finmarken i det Hele, da Øst-Finmarken kun har faae Fjeldfinner.

For Alten-Talvig Præstegjeld er Forholdet imellem Norske, Finner og Qvæner bleven nøie anført ved Folketællingerne saavel i 1801 som i 1825. Følgende i denne Henseende sammenlignende Tabel leder til adskillige interessante Resultater.(26)

Man seer heraf, at den Tilvæxt, Folkemængden har havt siden 1801, især har fundet Sted i Sognets inderste Deel eller det egentlige Alten, og at den er alene paa de Norskes og Qvænernes Side, der begge have tiltaget omtrent i samme Forhold, hvorimod Antallet af Finnerne endog er bleven mindre. Dette opvækker Forestillingen om, at mueligens den Tid kan komme, da Finnerne ville blive ganske fortrængt fra Fjordene. Men hvorhen? Til Fjeldene, hvorfra de rimeligviis fra Begyndelsen ere komne, forbyder deres Armod dem at vende tilbage, da de der ei kunne ernære sig uden ved en anselig Reenhjord, som udgjør en betydelig Capital; til den aabne Havluft, hvor Brændsel fattes, og hvor Fiskeriet, den eneste Næringsvei, kræver større Baade og fuldkomnere Fiskeredskaber, end de i Almindelighed have eller kunde forskaffe sig, ville de vel kun i yderste Nød lade sig forjage. - Og hvor ere De blevne af, som siden 1801 ere forsvundne af Sognet? En Sammenligning imellem forrige Tabel og efterfølgnde Tabel over Ægteviede, Fødte og Døde i Talvig Sogn i 7 Aar fra 1825-1831 incl. vil bidrage til Besvarelsen af dette Spørgsmaal.

Fødte af Norske, Finner og Qvæner i Talvig Sogn er altsaa som 11 : 12¼ : 4. Men da ifølge forrige Tabel Forholdet imellem de norske, finske og vænske Familier i Alten-Talvig Sogn er som 5 : 7 : 3, saa følger heraf, at der forholdsviis fødes langt flere Norske end Finner og Qvæner; eller: medens der i 100 norske Familier fødes aarlig omtrent 26 til 27 Børn, fødes derimod i 100 Finnefamilier kun 21 og i 100 Qvænefamilier kun 16 Børn. herved bliver Antallet af Finner i Sognet i Forhold til Nordmændenes aarlig formindsket med 11 Individer, og Qvænernes aarlig med 9 Individer, hvilket i 25 Aar fra 1801 til 1825 udgjør for Finnerne en Formindskelse af 275 Individer eller omtrent 50 Familier og for Qvænerne 225 Individer eller omtrent 45 Familier; eller med andre Ord; der vare i 1825 275 Individer færre af Finner og 225 Individer færre af Qvæner end der vilde have været, dersom der under forresten lige Omstændigheder havde fundet forholsvis ligesaa mange Fødsler Sted iblandt dem som blandt Nordmændene. Heraf følger da ligefrem, at Antallet af Finner og Qvæner efterhaanden maa aftage relativ til de Norske. At desuagtet Forøgelsen blandt Qvænerne har holdt lige Skridt med Nordmændene, lader sig let forklare deraf, at der hvert Aar komme flere eller færre Qvæner herind fra de svenske og russiske Naboesogne, hvorimod der ligesaalidt af Nordmænd som af Finner pleie at flytte Fremmede hertil fra ansdre Steder, naar alene undtages de vistnok ikke faae Mennesker, som i de senere Aar ere komne til dette Sogn som Arbeidere ved Kobberværket, og hvoraf den største Deel vel er Norske, men for det Meste løse og ledige Personer, som , uden at fæste stadigt Ophold her, efter eet eller et Par Aars Forløb igjen forlade Sognet og ombytte med Andre. Imidlertid er det vel ei utroeligt, at disse kunne have havt nogen Indflydelse paa den betydelige Forøgelse af Fødte i de seneste Aar.

Grunden til den mindre Frugtbarhed blandt Finnerne end Nordmændene kan maaskee ligge i de Førstes usundere Levemaade; hvorimod Aarsagen til de færre Fødsler blandt Qvænerne snarere maa søges deri, at disse ikke saa almindelig som Norske og Finner gifte sig i en meget ung Alder, deels deri, at endeel af de her boesatte Qvæner ere indflyttede hertil som ældre og gifte, og at saaledes de medbragte Børn ei ere fødte her. Derfor findes forholdsviis de færreste Copulationer blandt Qvænerne, nemlig i Aarene 1825-31 kun 1/6 af samtlige Copulationer i dette Tidsrum, uagtet de udgjøre omtrent 1/4 af Sognets hele Folkemængde; og af de i dette Tidsrum copulerede 5 Ungkarle og 6 Piger i en Alder af 40 til 50 Aar vare 3 Ungkarle og 3 Piger Qvæner; men af de i samme Tidsrum copulerede 9 Ungkarle og 25 Piger, som vare under 20 Aar, vare kun 1 Ungkarl og 3 Piger Qvæner. Blandt samtlige Copulerede i 1825-31, nemlig 175 Par, vare 8 Enkemænd og 21 Enker. Af ungkarle vare der fleest mellem 25 og 30 Aar. Iøvrigt ere der i Gjennemsnit viede 25 Par aarlig, altsaa omtrent 1 Par for hvert 100 Individer i Sognet, hvorimod Forholdet i Agershuus Stift i 1831 var som 1 til 142 (27). Aarsagen saavel til de hyppigere som tidligere Ægteskaber ligger vel især i den fiskende Almues Levemaade, Nødvendigheden af formedelst de isolerede Boepladse at føre egen Huusholdning og Mueligheden for Enhver, at fortjene Livets Ophold ved Fiskerie uden at besidde nogensomhelst Eiendom.

Fæster Man dernest Øiet paa Tabellen over Døde, saa finder Man, at Forholdet her netop er omvendt, idet der forholdsviis til Familiernes Antal døe fleest af Nordmænd, dernæst af Finner men færrest af Qvæner, da der nemlig i 100 Norske Familier aarlig døe 14 til 15 Individer; i 100 Finnefamilier 13 til 14 og i 100 Qvænefamilier 12-13 Individer; men at forskjellen dog ikke er saa betydelig, at den i nogen mærkelig Grad kan opveie det modsatte Forhold i Henseende til Antallet af Fødte. Derfor er ogsaa Overskuddet af Fødte mod de Døde størst paa Nordmændenes Side, nemlig aarlig 16 til 17; af Finner derimod kun 15, og af Qvæner henved 3, hvorimod disse i Forhold til Nordmændene burde have, de Første et aarligt Overskud af 22-23, de Sidste af 9-10 Individer. At Antallet af Døde staaer i et omvendt Forhold til Antallet af Fødte, følger ligefrem af den almindelige Erfaringssætning, at de hyppigste Dødsfald indtræffe i den spædere Barndom. Af de ifølge sidste Tabel i et Tidsrum af 7 Aar afdøde 410 Mennesker vare 168 under 5 Aar. Fordeles disse paa Nordmænd Finner og Qvæner efter samme Forhold som Fødslerne, falde der paa Nordmændene 68, paa Finnerne 75 og paa Qvænerne 25; altsaa blive af de øvrige Døde tilbage, paa Nordmændene 80, paa Finnerne 112 og paa Qvænerne 50, hvilke paa det allernærmeste staae nøie i samme indbyrdes Forhold som Familiernes Antal, nemlig: 5 : 7 : 3.

Ved Midten af forrige Aarhundrede opstilledes som almindelig Regel, at der paa Landet aarlig døer 1/33 af Folkemængden; i de smaae Byer 1/32, i de større 1/28 og i de største 1/25. Derefter ansattes i et Land i det Hele taget Forholdet af Døde til Folketallet som 1 til 35. I nogle Tider antages Forholdet efter Undersøgelser i Frankrig, England, Tydskland og Sverrig at være som 1 til 40 og de aarlige Fødsler, der før angaves som 1 til 28, forholde sig nu i Finmarken som 1 til 31: i Alten-Talvig er ifølge den sidstanførte Tabel Forholdet af Fødslerne til Folketallet som 1 til 28 og af aarlige Dødsfald som 1 til 45. Af anstillede Iagttagelser her i Landet udledes følgende Forholde.

Det sees heraf, at Mortaliteten er størst i Vest-Finmarken, hvilket er en rimelig Følge af den større Fare, som er forbunden med Indvaanernes Næringsvei i disse Egne. Dette skjønnes ogsaa heraf, at der f. Ex. i 1832 af de Døde ere omkomne ved ulykkelige Hændelser i Agershuus Stift omtrent 1/35, I Christiansands Stift 1/20, i Bergens Stift 1/23, i Trondhjems Stift 1/27, eller i Gjennemsnit i alle 4 Stifter 1/27, men i Nordlands og Finmarkens Amter over 1/10 af samtlige Døde. Men desuagtet har Vest-Finmarken et større Overskud af Fødte i Forhold til Folkemængden som Følge af det forholdsviis store Antal Fødsler.

19) Isak Olsen (see Hammonds Missionshistorie Pag. 924) vil vide, at Russerne have givet de vilde Skovfinner søndenfor Nordfjeldet Navn af Samojeder, d. e. Raae-Ædere, fordi de spiste deres Mad ukogt.

20) G. P. Blom gjentager i sine "Bemærkninger paa en Reise i Nordlandene" Pag. 200 den saa ofte fældte Dom om det finske Sprog, at det er høist udannet; en Dom, hvilken Man vel vil holde ham og Andre, der ere aldeles ubekjendte med Sproget, tilgode, men ifølge det Anførte neppe kan underskrive. Hellere indrømmes, hvad der paa samme Sted siges: at det Lappiske Sprog er høist ubehageligt at høre, fordi det er sammensat af snøvlende og gutturale Toner; hvori han kommer temmelig overens med Ad. Bremensis, der siger om Finnerne: loqventes ad invicem frendere magis qvam verba proferre videntur: hvilket paa godt Norsk kan oversættes: de synes snarere at grine til hverandre end tale sammen; men dette bør nok mindre tilskrives Sproget selv end Dem, der tale det. Kan vort Sprog kaldes velklingende i Strilernes eller den jydske Bondes Mund? At dannede Nordmænd, som have lært det Finske, ved at tale dette hverken snøvle eller grine, kan vel ikke tjene som Modbeviis, da de maaskee ei have attroperet den rette Accent; men det er heller ikke alle Finner, som gjøre det.

21) Dette har virkelig i de senere Aar for en stor Deel lykkedes den flittige Iagttager af Finnernes Sprog, Pastor Stockfleth.

22) Man kan af forskjællige ældre Bestemmelser, f. Ex. Resc. af 6te Marts 1750 og 26de Aug. 1796 see, at Man tilforn har anseet Qvænernes Indflytning som en Acqvisition, der fortjente Opmuntring. Den ansees nu som en Landeplage.

23) Czeremissi, eller som de selv kalde sig Mari, der boe i Casan, paa begge Sider af Volga, kalde ogsaa endnu Gud: Jumala, og tælle ligesom Qvæner og Finner.

24) De i dette Manuscript indeholdte Efterretninger om nærværende Materie vare bestemte til at indtages her in extenso, men forbigaaes nu, da det hele Manuscript senere er fuldstændig aftrykt i: Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie, 3die Binds 2det Hefte, hvor det kan eftersees.

25) Th. v. Westen foranstaltede paa sin anden Reise i Finmarken 1718 at 2 Finnefamilier, de eneste, som hørte til Ingøe Kald, skulde sogne til Qvalsunds Capel. Dette viser, hvor faae Finner det endnu dengang vare ved Havsiden.

26) Ved Benævnelsen "Familier" forstaaes paa Tabellen for 1825 ikke ganske det Samme som paa Tabellen for 1801. Ved Folketællingen i det sidstnævnte Aar ere i Almindelighed alle de Personer, som levede i eet Huus, henregnede til een Familie, altsaa f. Ex. en Enke, en gammel Fader, en voxen Søn eller Datter, o. s. v. indbegrebne under den Familie, hos hvilken de opholdt sig, uden Hensyn til, om de gjorde fælles Oeconomie med denne eller ikke. Paa Folketællingslisterne for 1825 findes derimod ingen særskilt Rubrik for Antallet af Familierne, men vel en for Husholdningerne, hvis Antal i Alten-Talvig var 424, og en for Ægteskaberne, hvis Antal var 363. Dette er Aarsagen, hvorfor paa Tabellen for 1825, hvor Benævnelsen: "Familier" for Eenhedens Skyld er bibeholdt, Antallet af disse, der egentlig angiver Huusholdningernes Antal, er betydelig større end paa Tabellen for 1801 uagtet Individernes Antal ei er synderlig forskjellig; hvoraf tillige følger, at Forøgelsen af Norske og Qvæner ikke er fuldt saa stor, som Tabellen tilsyneladende angiver, hvorimod Finnernes Formindskelse er betydelig større. Vil Man til Ægteskabernes Antal i 1825, 363 lægge de neppe ret mange Tilfælde, at en Ugift opholder sig i eget Huus, vil Forholdet vel omtrent blive gjenoprettet.

27) I 4 Aar fra 1825-29 viedes i Gjennemsnit i Agershuus Stift 1 Par for hvert 128 Sjæle; i Christiansands Stift 1 Par for hvert 128; i Bergens Stift 1 Par for hvert 121; I Trondhjems Stift 1 Par for hvert 118; i Nordland og Finmarken 1 Par for hvert 111 Sjæle.