En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Tutijärvi. Susijärvi. Ruanjärvi.

Jeg naaede op til Tutijärvi om Eftermiddagen den 13de August: Denne Indsø forekom mig smukkere end nogen, jeg tidligere havde seet paa hele Reisen. Men ingen Kolonist har endnu opslaaet sin Bopæl her. Før i Tiden skal der her og andre Steder i Nordkarelen have boet Fiskerlapper; men de ere nu forsvundne, uden endnu at være afløste af Kolonister.

Tutijärvi er omtrent 3 Verst lang og har kun nogle faa Øer, men Bredderne danne de smukkeste, bueformige og skovbevoxede Næs, som man vil se. Disse laa paa Østsiden i den klareste Belysning af Aftensolen, da vi roede over Indsøen, og Strandens besynderligt formede Furutræer afspeilede sig tydeligt i den blanke Vandflade. Furuen voxede nemlig her og andre Steder i Karelen langs Indsøbredderne aldeles som Taarepilen. Fra en rank, kvistfri Stamme skyder der i Toppen ud tre mægtige Arme, hvis fine, lange, Grene hænge saa langt ned, at de næsten berøre Jorden. Jeg saa en enkelt saadan Furu allerede ved Koutojärvi og fandt dem ogsaa senere i Nærheden af Kuusamo i Finland, men her ved Tutijärvi stod de i Mængde langs hele Indsøens Bredder, unge og gamle om hverandre. Nogle vare uddøde eller vindtørrede og stod igjen som Skeletter inde imellem de friske, andre laa halvt overende ind paa nærmeste Nabo. Aarsagen til denne besynderlige Væxt ligger sandsynligvis i Terrænets enten bjergige eller vandholdige Beskaffenhed. Af den ene eller anden Grund maa Træets Hovedrod være bleven standset i sin Væxt i Dybden. Som Følge heraf raadner Toppen, og de øverste Grene voxe ikke blot uforholdsmæssig stærkt, men da ingen spids Top længer hindrer Sneen fra at lægge sig i tunge Masser paa Grenene, bøies disse efterhaanden saaledes nedover, at Furuen til Slutning faar denne besynderlige Lighed med Taarepilen.

Ingen Fisk hoppede paa Vandfladen, heller ikke saa jeg nogen Vandfugl, men idet vi roede forbi en sivbevoxet Bugt, inde mellem to Næs, blev en Gjedde forstyrret i sin Ensomhed ved Lyden eller Synet af Baaden og for ud gjennem Sivet, saaledes at man paa Baarene i Vandet tydelig kunde se Retningen, den tog. Ulykken vilde, at den paa Veien udover fik se den kunstige Fisk, som jeg havde hængende paa mit Snøre, og ikke kunde modstaa Fristelsen til at gjøre et Nap efter denne for at tage den med sig. Men Følgen blev den, at den kom til at følge med os. Paa en af Øerne vrimlede der af Sidensvanse. Størsteparten syntes at være Ungfugl, saaledes at det er sikkert nok, at Sidensvansen klækker her og andre Steder i Karelen, især maaske paa Øerne og paa store Braater i Nærheden af Indsøerne, hvor jeg senere ogsaa saa store Flokke af Ungfugl.

Ved næste Indsø, Ruanjärvi, bor der 7 Opsiddere. Alle ere Kareler, der leve af Fiskeri, Fædrift og Renhold. Den mægtigste af disse hed Jeremei. Jeg tog da ind til ham og blev her, som overalt, velvilligt modtaget. Han eiede 15 Kjør, 3 Heste og omtrent 500 Rensdyr og maatte saaledes ansees for en meget velholden Mand. I hans Hus fandtes ogsaa et eget Værelse for Reisende, men jeg vovede ikke at benytte samme, da Væggene rundt omkring bare blodige Spor af, at andre Reisende før mig havde forsøgt en Udryddelseskrig mod Udyr. Jeg foretrak derfor at ligge i et Udhus, hvor jeg fandt en nok saa bekvem Seng i en Karmslæde. Vistnok kunde jeg her være udsat for at blive plyndret, og, efter hvad man havde fortalt mig om Karelerne, skulde man blandt dem kunne være udsat baade for Overfald og Mord, men jeg vaagnede om Morgenen, uden at hverken Dyr eller Mennesker havde foruroliget mig i mindste Maade.

Den 16de August reiste jeg over Soukelojärvi, paa hvis østre Bred der ligger en mindre karelsk Landsby. Jeg var indom paa en af Gaardene og bad om at faa viilibytti eller Mælkeringe at spise. Denne blev mig præsenteret i en firkantet, flad Skaal af Næver; som her bruges istedetfor Kar af Træ eller Stentøi. De forstod at gjøre disse Næverskaale saa tætte, at de holdt Mælken lige saa godt som en almindelig Træringe. Mælkeringe af Træ brugtes dog ogsaa, men rimeligvis blev jeg buden Mælken i en Næverskrukke, da jeg, som Vantroende, ved min Berørelse med samme gjorde den saa men, at den ikke kunde benyttes mere. Men det var da heller ikke vanskeligt at erstatte den med en ny Udgave af samme Sort.

Man havde tidligere fortalt mig, at Karelerne var forfærdeligt tyvagtige, og at man følgelig overalt maatte passe nøie paa enhver Smaating af sit Tøi. I Finmarken har de heller ikke noget godt Ord i saa Henseende, men her i deres eget Land mærkede jeg som Reisende intet dertil; tværtimod maa jeg give dem Vidnesbyrd for Ærlighed. Netop, som jeg igjen var kommen i Baaden og skulde ro afsted, aabner Konen i Huset Vinduet i Stuen, hvor jeg havde boet, og raaber ned til os, at jeg havde glemt igjen min Sølvske, hvormed jeg havde spist Mælken. Ligesaa kom Jeremei senere roende flere Mil efter os med noget Tøi, som jeg hos ham havde ladet vaske, men glemt at faa med mig.

Ved Soukelojärvi saa jeg den første Potetesager, men senere sydover i Karelen findes de almindeligt. Fra Soukelojärvi af forlader man Hovedvasdraget og gaar over til en mindre Indsø, Sipringi, som har Udløb i den store Indsø Pääjärvi: Hovedsøen.