En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Karelske Sæder og Skikke.

Næste Dag, som var et Slags Helligdag, blev jeg over paa Sofienga hos min Vært Pestrikof, en karelsk Starovjer eller Gammeltroende. Baade han og hans Folk havde vist sig overmaade forekommende og venlige mod mig, og jeg var hverken her eller andre Steder i Karelen nogensinde udsat for noget Slags Vrangvillighed eller Mistro, som andre Reisende have klaget over under Ophold iblandt disse Starovjerer eller saakaldte Raskolniker. Men naturllgvis respekterede jeg folkets Sæder og Skikke og vanhelligede ikke, hvad de ansaa for helligt. Jeg spiste ikke af deres Kar og drak ikke af deres Bæger, ligesom jeg heller ikke røgte Tobak i deres Dagligstue. Jeg havde mine egne Mad- og Drikkekar, og i det Værelse som blev mig indrømmet, kunde jeg frit røge saa meget, jeg vilde, uden at det forargede Nogen. Da det var et Slags Festdag den Dag, jeg hvilede over, saa havde en Del Ungdom om Eftermiddagen samlet sig ude paa Græsvolden udenfor Pestrikofs Hus til Leg, Sang og Lystighed. Blandt disse kom jeg til at lægge Mærke til et Par unge, ret vakre Folk, som aabenbart havde et godt Øie til hinanden. Af Værten fik jeg vide, at de just ikke vare Kjærestefolk, men "ken ties", hvem ved, mente han, det var ikke saa urimeligt, om der blev et Par af dem. Under Legen mistede Pigen et Tørklæde, som Gutten var utrolig rap til at bemægtige sig og løbe afsted med, forfulgt af Pigen, der dog snart maatte opgive Forsøget paa at faa det tilbage. Tabet lod dog ikke til at bedrøve Pigebarnet synderligt; tværtimod saa det næsten ud, som om hun smilede endnu blidere til sin Legekammerat end før, over dette Rov, som rimeligvis ikke var det første, han havde begaaet. Af min Vært fik jeg senere vide, at en Karel netop paa denne Maade indleder sit Frieri til en Pige. Lykkes det ham nemlig at bemægtige sig og faa Lov til at beholde et Tørklæde eller en anden mindre Gjenstand, der tilhører en Pige, saa er dette et Slags Pant paa, at hun senere vil sige Ja, naar det officielle Frieri foregaar. At bemægtige sigen saadan Gjenstand kan, klart nok, gjøres Frieren baade vanskeligt og let, ja det kan fra Pigens Side under Tilfældighedens Skin, endog næsten ligefrem tilbydes.

Min Vært fortalte mig senere en hel Del om de Forlovelses- og Bryllupsskikke, som dels endnu ere i Brug, dels tidligere have været i Brug iblandt de russiske Kareler. Senere har jeg læst en fuldstændigere Fremstilling af disse i "Trudii Archangelskavo statistitscheskavo komiteta", 1865, af Tschubinski, efter hvem jeg her vil tillade mig at meddele Følgende:

Forlovelsen.

Naar en Karel er bleven indtagen i en Pige, og det er lykkes ham at bemægtige sig en eller anden Gjenstand, tilhørende den Elskede, som Pant paa, at hun vil sige Ja, vælger han en Dag en passende Tid til at fremføre Sagen for Forældre og Slægtninger. Har han fundet det passende Øieblik, kaster han sig ned for Forældrenes Fødder og beder om deres Velsignelse, idet han siger: "Velsign, Fader, velsign, Moder, "naitava!": En, som vil gifte sig. Derpaa vender han sig til Brødrene, Søstrene og til alle dem, som bo i samme Hus, kaster sig for deres Fødder og beder: "Velsign (N. N.) til at gifte sig!" Paa samme Maade beder han ogsaa om Præstens Velsignelse, til hvem han dog først henvender sig efter at have faaet sine Slægtningers Samtykke. Nogen Tid derefter udvælger Brudgommen sine Friermænd, 3, 5 eller flere Personer. Sædvanligvis er da dette Faderen eller Broderen med nogle Andre af den nærmeste Slægt. Disse sendes til Brudens Hjem for at fri.

Frieriet.

Naar Friennændene gaa hjemmenfra, medtage de et Par med løst Krud ladede Bøsser, og, idet de nærme sig Gaarden, hvor Bruden bor, affyre de Bøsserne for at varsko om sin Ankomst. Man slipper dem ind i Forstuen eller Gangen, (se Ridset af en Karelstue), hvor de, efter at have hilset paa Vært og Værtinde, sætte sine Huer paa Dørtærskelen til Pørtet, uden at overskride den, og fremføre sit Ærinde staaende. Dersom Værtsfolket foreslaar, at de skulle gaa ind og sætte sig, saa takke de for Tilbudet, men sige: "Vi ere ikke komne til Gjæstebud, vi ere komne for Eders Datters Skyld, som vor Brudgom ønsker til Hustru!" Herpaa svare Forældrene: "Vor Datter er ikke rig, vor Datter faar ingen Medgift!" Efter dette Svar sige Friermændene: "Vor Brudgom ønsker ikke Rigdom, vor Brudgom ønsker en Hustru!"

Dersom Forældrene ikke ere tilsinds at bortgifte Datteren, vedblive de at invitere Frierfølget ind og faa dem til, at sætte sig, hvorefter de traktere dem med Mad og Drikke. Denne Behandling betyder det samme som et Afslag. Ere Forældrene derimod tilsinds at bortgifte Datteren til Frieren, saa anmode de ikke Frierfølget om at sidde ned og traktere dem heller ikke med Mad, men bede om Betænkningstid og anmode Følget om ogsaa i Fremtiden at besøge dem. De ønske nemlig først, at raadslaa om denne Sag med Slægtninger, som de kalde sammen til et Familieraad. Bruden har hele Tiden ikke vist sig. Friermændene begive sig nu tilbage til Brudgommen og derfra hver til Sit.

Familieraadet.

Naar Familien er samlet, drøftes Sagen om Bortgiftning eller ikke Bortgiftning. Har Frieren en Advokat iblandt Familiens Medlemmer saa er det godt for ham, i Tilfælde af at hans Sag staar paia, svage Fødder. Pigebarnet spørges nu ogsaa om, hvad hun selv ønsker og vil. Sin Mening giver hun tilkjende paa den Maade, at hun kaster sig ned for Forældrenes Fødder, og, i Tilfælde af at hun er uvillig stemt, siger hun paa Karelsk:

I modsat Tilfælde siger hun derimod med en bly Mine og nedslagne Øine: "Kerta oshjoo kuotella!" En Gang faar man forsøge! Efter nogen Tids Forløb indfinde Friermændene sig igjen i Brudens Hus og spørge Forældrene, hvorledes Sagen staar. Sædvanligvis falder Sagen ud til Brudgommens Fordel, men i modsat Fald opsættes Besvarelsen til en anden passende Leilighed, eller ogsaa faar han rentud med det Samme et bestemt Afslag. I første Tilfælde svare Forældrene paa Friermændenes Spørgsmaal saaledes: "Sætter Eder, mit Herskab, saa skulle vi tale om Sagen!" Friermændene tage derefter Sæde paa Hæderspladsen, nærmest Helgenbilledet, hvorpaa Brudens Fader tænder Voxlys foran samme, samt beder alle Tilstedeværende tage et Plads paa Bænkene, der staa rundt Stuens Vægge.

Haandslaget.

Efterat Alle, som ere i Brudens Hus, have siddet nogle Øieblikke tyst og stille, reiser hendes Fader sig med Ordene: "Blagoslovi Gospodi" - "Gud velsigner" - samt efter ham alle de Øvrige og gjøre sin Bøn til Gud. Efter endt Bøn, tager Brudens Fader, med Haanden dækket af Kaftanens Skjørt, Brudgommens Fader i Haanden, idet han siger: "Gud velsigne N. N. i en god Time!" Brudgommens Fader rækker igjen paa samme Maade Brudens Fader sin Haand med de samme Bønord. Derpaa sige Begge:

Derpaa følger Traktement for Friermændene. Imidlertid gaar Bruden omkring til Forældrene og Friermændene, græder og taler med et Slags Bebreidelse til Forældrene om at , "de saa tidligt gifte hende bort, ret som om hun havde været dem ulydig eller utaknemmeligog ikke til Hjælp ved de forskjellige Arbeider." Friermændene derimod beder hun om, at, de ville være velvillige mod hende og lære hende at forstaa sin Stilling. Efterat Frieriet saaledes er afsluttet korse Alle sig for Helgenbillederne og tænde Voxlysene foran disse. Før Afreisen trakteres Alle med The og Bagværk, og, idet de sige Farvel, indbyde de Brudens Forældre og Slægtninger til Besøg hos Brudgommen. Disse takke for Indbydelsen ligesom Forældrene tillige for den Ære, man har bevist dem ved at anholde om deres Datters Haand:

Bruden følger ikke med til Brudgommen, men indbyder nogle af sine kvindelige Slætninger til sig. Ogsaa Brudgommens Moder og Søstre indfinde sig hos Bruden og medbringe diverse Delikatesser, f. Ex. Peberkager og deslige.

Vindrikkingen.

En Time efter Friermændenes Bortgang begive Brudens Slægtninger sig til Brudgommen paa "Vindrikking", som bestaar deri, at denne trakterer disse sine tilkommende Slægtninger med The, Brændevin og Frokost. Under denne Sammenkomst bestemmes ogsaa Tiden for "Besigtningen." Efter Vindrikkingen - og medens Bryllupsforberedelserne fremdeles foregaa, sysselsætter Brudgommen sig med huslige Arbeider, men Bruden samler sine Veninder og gaar med dem og "Grædersken" fra Hus til Hus og græder for Slægtninger eller Bekjendte. Om Sommeren foregaar Reisen tilbaads, men om Vinteren kjører man med Bjælder og Skrammel for Slæderne. Ledsagerinderne synge russiske Viser, som de have lært af Russerne i Pomorien. Bruden, Grædersken , og de Personer, til hvem de henvende sig, udtrykke sig derimod paa Karelsk.

Indkommen i Forstuen i et Hus, begynder Grædersken med en skrigende og grædende Røst, der ingenlunde er behagelig at høre paa, samt i en syngende Tone at sige: "Tager imod mig som før, bliver ikke vrede, fordi jeg ikke kommer alene, men med mine Veninder!" For at modtage dem kommer nu En eller Anden af. de ældre Medlemmer af Familien ud. Er det en Mandsperson, tager han Bruden ved Haanden og beder hende og de Øvrige at træde ind i Stuen; er det derimod en Kvinde, saa begynder hun med grædende Røst at synge eller læse: "Kom ind til os, ligesom forhen, bring ind til os dine Veninder!" Med disse Ord tager den Modtagende Bruden ved Haanden og fører hende ind i Stuen, og efter Bruden følge alle de, som have ledsaget hende.

Efterat Bruden er indkommen i Stuen og under Bøn har korset sig for Helgenbillederne, gaar hun hen til det ældste Medlem af Familien og omfavner denne. I det Samme istemmer Grædersken, sekunderet af Bruden, en Sang, hvori, hun takker den, som omfavner Bruden, for dennes tidligere Kjærtegn og Kjærlighed, og beder, at den samme Velvillie ogsaa i Fremtiden maa blive Bruden til Del. Paa samme Maade vender Bruden sig til de øvrige Medlemmer af Familien, og disse bede hende, (Fruentimmerne med grædende Sang), at hun ogsaa i Fremtiden vil være venlig mod dem og komme og besøge dem "efter gammel Sædvane."

Efter denne Ceremoni trakteres Bruden og hendes Følge med The og Frokost, og Enhver giver hende, hvad han for Tilfældet kan have: et Stykke Lærred, Kattun eller andet Tøi, et Haandklæde, en Skjorte, Hovedlinned eller Penge.

Besigtningen.

Paa den til "Besigtningen" bestemte Dag tilkjendegiver man ved Skud af Bøsser for Brudgommens mandlige Slægtninger, at det er Tid at samles hos ham. Paa denne Maade samles det saakaldte "Sugais kansa", Bryllupsfolket. Enhver af disse medbringer et Brød, og naar de Alle ere samlede, falder Brudgommen ned for sine Forældres og ældste Slægtningers Fødder og beder om deres Velsignelse: "Da han nu gaar ud for at søge sin Lykke."

Enhver af Slægtningerne, for hvem Brudgommen bøier sig, løfter ham op og siger: "Gud signe!" Men Faderen og Moderen velsigne ham med "Helgenbillede og Brød", (holde disse Ting over hans Hoved). Derpaa begive Alle, med Undtagelse af Brudgommens Moder, sig til Bruden paa "Katsotus" eller Besigtning. Ved Afreisen og paa hele Veien affyrer man Skud, og jo mere Dundring des bedre. Hos Bruden samles ligeledes hendes Slægtninger, og om Brudgommens Følge bestaar af 10 Personer, saa er Brudens Selskab dobbelt saa stort. Idet man kommer ind i Huset, spørger Talsmanden: "Ere I færdige til Besigtning?" Af Brudens Slægtninger svares da: "Ja, vi ere færdige!" Bruden sidder imidlertid, iført sin bedste Stads, i Kvindekrogen eller Krogen mellem den store Ovn og Væggen, skjult bag et Forhæng. Den Kvinde, som har modtaget Bruden ved hendes Fødsel, nærmer sig Forhænget og holder fast i det. Derpaa nærmer begge Partier eller baade Brudgommens og Brudens Følge sig. Nu siger Jordemoderen, som holder i Forhænget:

Talsmanden gaar da til Brudgommens Fader, af hvem han faar nogle Kopek, som leveres til Jordemoderen. Hun trækker nu Forhænget tilside, og Bruden træder frem. Da bøie alle Kvinderne sig for Mændene, og disse give hver enkelt af Kvinderne l Kopek, men til hver af de 4, som holde Brudens Fletter, skjænkes 4 Kopek. Derpaa skjænker Brudgommens Følge Bruden et Stykke Kumatsch eller rødt Klæde til en Sarafan eller lang Kvindekjortel. Bruden modtager Gaven, men leverer den derpaa til Faderen til Forvaring. Fra Brudens Følge bringes nu frem en Skjorte, som Faderen lægger i Brudens Hænder. Hun gaar hen, bøier sig 3 Gange for Brudgommen og leverer ham Skjorten. Han modtager den, men ryster den 3 Gange, om der muligens skulde findes nogen forhexet Ting heftende ved den. Derpaa sætter Bruden med Kvinderne sig atter hen i Kvindekrogen, men Brudgommen med sit Følge sætter sig i Høisædet. Efter en liden Stunds Forløb gaar Brudgommen med Følge ud i Forstuen eller Gangen, hvor Talsmanden spørger Brudgommen:

Brudgommen svarer:

Da gaar Talsmanden ind i Stuen igjen og siger:

Brudens Fader svarer:

Derpaa kommer Talsmanden med sit Følge atter ind i Stuen igjen og forlanger nu et lidet Bord, Borddug, Skeer, Brød og Salt. Han breder Dugen over Bordet og sætter Brudens Brød og ovenpaa det igjen Brudgommens Brød paa Bordet. Brudgommens Følge sætter sig, og Talsmanden dreier Bordet 3 Gange rundt med Solen. Hermed tager det egentlige Bryllup sin Begyndelse. Brudgommens Følge sætter sig til et dækket Bord og holder Maaltid. Efter samme drage de bort, og man ledsager dem et Stykke paa Vei. Samme Dag kommer der Invitation fra Brudgommen til Brudens Følge. Disse trakteres nu igjen i Brudgommens Hus. Ved Bortgangen siger Selskabet:

Brudgommen med Følge gaar da igjen over til Brudens Forældre og blive der atter trakterede. Saa henter man en Kiste, sætter Bruden paa denne borte i Kvindekrogen og ifører hende Hovedbedækningen Soroka. Brudgommen med Følge gaar imidlertid udenfor og venter der. Naar Alt er færdigt, og Brudgommen med Følge er kommen ind igjen fører Gudfaderen, eller Onkelen Bruden hen til Brudgommen. Bruden holder i den ene Ende af et Tørklæde, og den anden Ende rækkes Brudgommen, idet hendes Ledsager siger:

Brudens Selskab siger:

Derpaa gaar Talsmanden med sit selskab og med Vand, Ild og en Øxe 3 Gange rundt Brudgommen og Bruden, (for at fordrive Trolddom eller "Fordærvelsen" fra dem), hvorpaa han slukker Lyset, hælder ud Vandet og kaster Øxen hen over Selskabets Hoveder imod Østen.

Hjemførelsen.

Derpaa fører man Bruden afsted til Brudgommens Gaard, efter først at have inviteret hendes Slægtninge til senere at komme efter paa Visit. Strax efter disses Ankomst sætter man sig tilbords, og blandt dem ogsaa Brudgommen, men Bruden viser sig derimod ikke. Nu siger Brudens Slægtninger:

Bruden kommer frem, bukker sig for Samtlige, og hendes Selskab takker, fordi de have faaet hende at se, og berømmer hendes Udseende. Efterat ogsaa hun har spist sammen med Brudgommen, fører Talsmanden Parret hen i et eget Kammer. Medens Brudgommen staar midt paa Gulvet, løser Bruden op hans Bælte og tager af ham Klæderne. Hver Gang hun har taget et Klædesplag af ham, bukker hun for ham. Derpaa sætter Brudgommen sig, og hun trækker af ham Støvlerne Brudgommen beder hende ryste disse, og idet hun vender dem om, ruller der Penge ud, som hun tager til sig. Derpaa lægger Brudgommen sig og holder i den ene Ende af en Dug; i den anden Ende tager Bruden, og Brudgommen trækker hende hen til sig. Talsmanden røger nu over dem med Røgelse og farer 3 Gange over dem med Haanden. Om Morgenen vækker Talsmanden de Nygifte, hvorefter de drikke The og spise Frokost. Efter Middagen sove de igjen, og om Aftenen gaa de sammen i Badstuen. Samme Dag bringe Brudens Slegtninger Pandekager til de Nygifte, hvorfor Brudgommen giver dem nogle Penge. Næste og 3die Dag bringes dem ligeledes Pandekager, men 3die Dag giver Brudgommen ikke længer Penge for dem.

Efter en Uges Forløb kommer Brudens Slægtninger med Medgiften, der kan bestaa i Penge eller andre Gjenstande af Værdi. De Nygifte samt Brudgommens Fader og Slægtninger gaa ud for at modtage den. Den vurderes, og Brudgommen rækker igjen en Del Penge paa et Fad til Svigerforældrene, i Regelen 1 Kopek for hver Rubel af den Sum, hvortil Medgiften vurderes.

Hvad de kirkelige Ceremonier angaar, saa forrettes de ikke altid strax efter Brylluppet, og undertiden hænder det, at de slet ikke udføres, ialfald var dette oftere Tilfældet før i Tiden iblandt Starovjererne; men Børnene ansaaes ikke desto mindre for fuldkommen legitime. Disse Bryllupsceremonier, siger Tschubinski, ere optegnede efter gamle Folks Beretning i Landsbyen Uchta, der ligger ikke langt fra Tuoppäjärvi. For Fuldstændigheds Skyld anfører han ogsaa Noget af en Beskrivelse, som er optegnet af Præsten Djatschkoff i Lands­byen Jutschkozero, længer Syd i Karelen, hvor Befolkningen er af den orthodox-græske Bekjendelse. Den stemmer i alt Væsentligt overens med den her meddelte, hvad angaar "Forlovelsen, Frieriet, Haandslaget og Vindrikkingen", men er noget afvigende med Hensyn til "Besigtningen" og Slutningsceremonierne, hvilket vil sees af Følgende:

Besigtningen.

Paa den Dag Besigtningen skal foregaa, opilde og stelle Brudepigerne Badstuen for Bruden og føre hende did under Sang. Indkomne i Badstuen, klæde hendes nærmeste Veninder af hende, løse op hendes Haarfletter, hvorefter de bade og vaske hende under diverse Sange og Læsninger: "Bad dig nu for sidste Gang i din Badstue, vask dig ren, at du maa være. til Behag for din Udkaarede!" Imidlertid staa de øvrige Piger ude i Forstuen og synge allehaande Viser, som de bedst kunne. Efterat Brudgommens Følge er ankommet til Brudens Hjem og har hilset paa Alle, sætter man sig tilbords. Men Bruden føres af Jordemoderen ind i et Sidekammer og iføres her sin bedste Stads. Saa tildækkes hendes Hoved og Ansigt med et Klæde, og hun føres atter ind og sættes henne i Ovnskrogen paa en Kiste bag et Forhæng. Jordemoderen begynder nu at skramle mod Væggen eller en anden Gjenstand med et Nøgleknippe og siger: "Vor Brud sidder bag gyldne Nøgler, uden Løsepenge slipper jeg ikke Nogen ind!"

"Podvaschken", et Slags Troldkarl, som altid maa være tilstede ved Bryllup, for at fjerne "Fordærvelsen", om nogen saadan skulde true Brudeparret, leverer nu paa en Tallerken nogle Penge til Jordemoderen, overtaler hende til at modtage disse og slippe Bruden frem. Efter nogen Parlamentering tager hun imod Pengene og overleverer Bruden til hendes Brudepiger, som nu under dybe Bøininger fører hende frem til Bordet. Efter Bruden følge alle unge Kvinder og Piger der ligeledes bukke for Mændene.

Idet Bruden kommer frem til Bordet, tager hun en Brikke, hvorpaa der staar nogle Glas. Disse fyldes af de nærmeste Slægtninger med Brændevin, og Bruden bringer nu Brikken med de fyldte Glas hen til enhver Gjæst, bukker dybt - med Bruden bukke sig ogsaa de bag hende staaende Kvinder, - og siger: "Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, være os naadig! Ivan Michailovitshj, vær saa god!" To Glas, blive altid urørte, og naar Bruden har gaaet rundt til alle Gjæsterne ved Bordet, bringer, hun et Glas til Brudgommen, tager selv det andet, og, efterat de have klinket og 3 Gange ført Glassene til Læberne, hælde de Indholdet under Bordet. (Rimeligvis Levning af en gammel Offerceremoni). Derpaa tager Brudgommen Brikken fra Bruden, lægger derpaa Kattun eller Tøi til en Sarafan, en Prianik, (Peberkage), et Speil, en Kam samt et Stykke Sæbe og overleverer alt dette til Bruden med de Ord:

Vor Herre Jesus Kristus være os naadig! (Sagte:) Irina Ivanovna, unge Fyrstinde, modtag disse Gaver fra unge Fyrsten! (78) Det Samme gjentages 3 Gange af dem, som sidde tilbords.

Efterat Bruden har taget imod Gaverne og overleveret dem til en af sine Brudepiger, ·lægger hun paa BrIkken en Skjorte, bringer den til Brudgommen og siger:

"Vor Herre Jesus Kristus være os naadig! N. N., unge 'Fyrte, modtag denne Gave fra' unge Fyrstinden!" Bruden akkompagneres i sine Ord af Brudepigerne og de bag hende staaende Kvinder. Efterat Brudgommen har modtaget Gaven, bukker Bruden sig til alle 4 Hjørner og begiver sig atter hen i Ovnskrogen, idet hun grædende synger:

"Mig betragtede onde Mennesker, betragtede mig arme, ikke for dem er jeg opvoxet, men for min Fader, for min Fader og min egen Moder!"

Henne i Ovnskrogen udvælger nu Bruden sammen med Moderen og Slægtningerne Gaver til alle Gjæsterne. Disse sendes ved en Brudepige til Bordene, hvor Podvaschken modtager dem. Efter at have taget frem sin Pisk, en liden Rem, Hovedinstrument, hvormed han driver "Fordærvelsen" bort fra Brudeparret, og hvormed han ogsaa senere giver Bruden nogle lette Slag til Tegn paa, at hun i Fremtiden skal være sin Mand underdanig og lydig, bringer Podvaschken hver Gave hen til den Person ved Bordet, for hvem den er bestemt.

Medens Gjæsterne modtage sine Gaver, gaar Bruden omkring Bordene, og, idet hun omfavner Alle undtagen Brudgommen, græder hun og synger klagende en Sang, hvoraf Indholdet er en Bøn om, "at de i Fremtiden ikke maa være slemme mod hende, men elske hende og undervise hende i alt Godt." Medens Bruden gaar omkring Bordene, tager Brudgommen en Tallerken, lægger nogle Penge paa den og opfordrer Brudens Fader til at modtage Betalingen; fordi han med Mad og Drikke har opfødt sin Datter. Neppe har han begyndt at tælle Pengene, førend Bruden kommer hen, tager ham om Halsen og siger grædende: "Tag ikke Meget, kjære lille Fader, lad der blive Noget igjen til os, hvormed vi kunne reise bort herfra, levn os Noget til Føde thi enten maa vi i Hungersaar kjøbe Brød eller gaa til Finland for at handle." Summen, som Svigerfaderen tager, staar i Forhold til Værdien af Medgiften, som Datteren faar. Efterat Brudens Fader har taget en Del Penge, fører Podvaschken Brud og Brudgom ind i et Siderum, stiller dem ved Siden af hinanden og berører dem med en Øxe eller Lja, efter at have trukket denne langs efter Gulvet under Besværgelser, for at Fordærvelsen ikke skal faa Tag i dem, men at de maa leve i indbyrdes Kjærlighed og Endrægtighed. Derefter fører han dem tilbage til Stuen, og Brudgommens Slægt trakteres nu med The, Brændevin og Middag. Hermed afsluttes "Besigtningen" eller "Katsotus", og Alle begive sig hjem.

Hjemførelsen.

Paa en bestemt Dag drager Brudgommen med sine Slægtninger afsted til Brudens Hjem, aldeles som da Besigtningen foretoges. Ved Ankomsten modtages de af Brudens Forældre og Slægtninger, der indbyde dem til at træde ind i Stuen. Men Bruden sidder hele Tiden ved Vinduet med Haanden under Kind og græder og klager: "Hvorfor ere I komne? For at se Livet hos os? Eller ere I komne for at hente mig unge?"

Brudgommens Følge standser foran de dækkede Borde og faar ikke Lov til at sætte sig, førend "Pladsene ere indkjøbte". Podvaschken giver nogle Penge til "Grædersken", som igjen giver Bruden dem og fører hende bort fra Vinduet. Derpaa anmoder Podvaschken Alle om at sætte sig tilbords. Medens man spiser, gaar Bruden, fulgt af sine Veninder, ud paa Marken langs Engene, "for at tage Afsked med de hjemlige Marker". Her synge Veninderne en og anden Vise, og Bruden, støttet af sine Veninder, gaar snart paa den ene, snart paa den anden Side af Veien og synger grædende: "For sidste Gang jeg gaar paa dig, du lille Vei, for sidste Gang jeg ser paa dig, du lille Vei; tilgiv, min egen Vei, at jeg forlader dig og reiser bort til fremmed Trakt!"

Veninderne, som imidlertid have dannet en Ring, idet de holde i Enderne af hverandres Tørklæder og fra alle Sider omringe Bruden, synge nu en Afskedssang til hende. Derpaa optage de hende i Ringen, idet hun griber i den sidste Tørklædeflig; og, saaledes forbundne, gaa de ind i Stuen og spadsere 3 Gange rundt Bordene, hvor Brudgommen og de øvrige Gjæster sidde. Idet de sidste Gang gaa rundt, griber Brudgommen Bruden og sætter hende paa sit Knæ. Derpaa stryger han hende over Hovedet og kniber hende 3 Gange ganske let i Tindingerne, til Tegn paa sin Magt og hendes fuldkomne Lydighed. Efter denne Ceremoni gaar Bruden ned fra Brudgommens Knæ og vender sig grædende til sin Moder: "En Fremmed har gjort mig skamfuld og fornærmet mig i alle gode Menneskers og alle elskede Veninders Paasyn, idet han, som en vild Bjørn, har grebet mig med sine Labber; han har skrabet mig, som en Ørn; med sine hvasse Klør, hjælp mig du, min lille Moder!"

Nu tage Slægtninger Bruden ved Haanden og føre hende ind i et Sidekammer, hvor hun iføres sine bedste Klæder. Derpaa føre de hende tilbage igjen og stille hende paa en foran Helgenbilledet anbragt Pels. Her falder hun paa Knæ og beder om Guds og Helgenernes Velsignelse til Vielsen i Kirken. Saa vender hun sig til Forældre og Slægtninger og, idet hun bøier sig til Gulvet, beder hun Alle om Velsignelse til sin Gang til Kirken for at modtage Vielsen. Efter at have modtaget Alles Velsignelse, bedække Brudepigerne hende med et Tørklæde og føre hende hen til Brudgommen. Naar hun har siddet hos ham et Øieblik, reise Alle sig paa Podvaschkens Ord, bede til Gud og drage saa afsted til Kirken, Idet man gaar ud af Huset, springer Podvaschken 3 Gange rundt omkring hele Selskabet, om Sommeren med en Øxe, om Vinteren med et Knippe antændte Furustikker for at drive bort "Fordærvelsen". Ved tredie Omløb kaster han, efterat have svunget Stikkerne om i Luften, disse fra sig mod Selskabet og lader, dem træffe, hvem det nu kan være, uden at sigte paa nogen Bestemt.

Ved Overgangen over Kirkens Tærskel passer Bruden paa, at løfte Sarafanen saa høit op, at den ikke berører Tærskelen, ellers vilde onde Mennesker kunne lade "Fordærvelsen" komme over hende. Efter Vielsen sammenligner man Brudgommens og Brudens Lys, som have været tændte foran Helgenbilledet, og den, hvis Lys er kortest, skal dø først. Nu føres Bruden ud i Kirkens Portal, hvor man fletter hendes Haar i 2 Fletninger og sætter paa hende det Slags Hovedbedækning, der bruges af gifte Kvinder. Derpaa tildækkes hun igjen med det Tørklæde, som blev taget af hende, da hun gik ind i Kirken, og saa begiver man sig afsted til Brudgommens Gaard: I Døren modtages de Nygifte af Forældrene, som velsigne dem med Helgenbilleder og føre dem hen til de dækkede Borde. Den nygifte Mand sætter sig, og med ham de øvrige, men Bruden bliver nogen Tid staaende, og bukker sig for Gjæsterne: Imod Slutningen af Maaltidet tager Podyaschken Grød paa en Ske og fører den 3 Gange hen til de Nygiftes Læber, og, idet han derpaa med Pisken svinger over den unge Hustru, tager han bort Dugen over Hovedet, vender sig til Folket og spørger: "Hvad synes I om den unge Hustru?" Paa dette Spørgsmaal svare Alle med Raabet: "Deilig er den unge Hustru!" (3 Gange). Derefter føres de Nygifte hen i et eget Værelse, og Gjæsterne begive sig hjem.

I Ugen efter Bryllupet begive de Nygifte sig med Brudgommens Slægtninger til Svigerforældrene for at hente Medgiften. Denne pleier altid at bestaa i en Ko, (som senere afhentes), en Kop, Ske, Saltkar, Tallerken, Kniv, Fruentimmer-Linneder, (hvoraf der hos de Rige skjænkes indtil 100, og selv hos fattige Folk ikke mindre end 15 Stykker), Sarafan, Tørklæder, Pelse, Kaftaner, allehaande Skotøi og Handsker. Svigerforældrene traktere de Nygifte og hele Slægten med The og Middag, ved hvilken nødvendigvis maa findes "Blini og Kisel", Pandekager og Creme. Derpaa udlevere de Medgiften, og med denne drager nu hele Selskabet hjemover, medens de hele Tiden paa Hjemveien affyre Skud paa Skud med Bøsser og Pistoler.

Efter Hjemkomsten udbreder den nygifte Hustru sin Medgift paa et Bord til Skue for Alle. Derpaa kaster hun sig ned for Svigermoderens Fødder og beder hende, at hun vil udvælge sig et Linned. Efterat Svigermoderen har betragtet alle Sager og udvalgt sig et Linned, pakker den unge Hustru alt Øvrigt ned i sine Kister og bringer disse til Staburet.

Hermed slutter Brylluppet.

Karelske Begravelsesceremonier.

Naar den Syge lider meget, røger man nogle Gange over ham med Røgelse. Dør den Syge, tildækkes han af et Par af de ældste Kvinder med et hvidt Lagen. Indtræffer Dødsfaldet om Natten, blive Kvinderne siddende ved Liget og læse Bønner til om Morgenen. Næste Dag bringer man ind Hø eller Halm, hvorpaa Liget lægges og afvaskes. Efter Vaskingen føres Høet eller Halmen ud og kastes paa Vandet. Derpaa hentes nyt Hø eller Halm, og af dette laves et Leie istand paa en Bænk. Liget iføres nu en ren Skjorte samt Benklæder og lægges paa Bænken. Af den ene Ende af Lagenet, hvormed Liget tidligere var tildækket, laves en Baschlik, (Hætte), der sættes paa Hovedet og trækkes over Ansigtet. Den øvrige Del af Lagenet bredes langs nedover Liget. Armene lægges i Kors over Brystet, og i Hænderne stikkes Løv eller Blomster. Om Halsen hænger man et Kors. Hele Tiden før Begravelsen læses - hos de Rige - af Præsterne Sjælemesser for den Døde. Starovjererne læse og synge selv en Panichid eller Dødsmesse.

Alle Bekjendte indfinde sig for at sige Farvel til den Døde, idet de bukke sig dybt for Liget. Almisser af Brød og Penge uddeles da til alle Fattige. Efter rige Folk uddeles ogsaa flere af de Klædningsstykker, som de i levende Live have benyttet.

Saalænge Liget bliver, paa Gaarden, røges der Morgen og Aften med Røgelse i Lighuset. Hver Dag, førend man sætter sig til Middags- og Aftensmaaltidet, gaar nærmeste Slægtning ind til den Døde og indbyder ham eller hende med Graad og i en klagende Tone til at deltage i dette eller hint Maaltid, og, førend Liget bortføres, udtaler man paa den Dødes Vegne hans Afskedshilsen til Huset samt til Alle og Alt, som findes deri. Derefter erklæres det høitideligt for umuligt, at han nogensinde kan vende did tilbage.

Idet den Døde føres ud af Huset, og Ligmarschen begynder, sætte alle Kvinderne i at stortude ganske forfærdeligt og mumle Bønner. Ligeledes græde Kvinderne høilydt, idet Liget nedsænkes i Graven, og flagse med Hænderne, idet de derunder bøie sig fra den ene til den anden Side. Idet Jord kastes over Liget, bede Kvinderne i en jamrende Tone Graveren om, at han ikke maa tildække Graven altfor haardt og heller ikke aldeles tæt, men lade der være en liden Aabning, saaledes at man undertiden kan komme did for at betro sine Tanker til den Afdøde eller faa Raad af denne. Naar Graven er tilkastet, uddeles atter Gaver af Penge, Brød eller Korn til de Fattige, for at de skulle ihukomme den Afdøde i sine Bønner.

Nogle Dage efter Begravelsen bages "Blini", (Pandekager). Disse bringes i et Fad hen paa Kirkegaarden og stilles paa Graven. Efterat man paa Knæ har bedet for den Døde, spise 2 eller 3 Personer af den Afdødes nærmeste Slægtninger op en Del af Kagerne, men Resten skjænkes til de Fattige.

Karelsk Overtro.

Naar en Hest eller Ko skal gaa over fra en Eier til en anden, tager en Podvaschk, (Troldkarl), først lidt af Dyrets Excrementer og bringer samme fra den gamle Gaard over til Dyrets nye Opholdssted. Derpaa skaver han lidt af hver Hov eller Klove og Horn og forvarer det i en liden Æske. Denne sættes bag Ovnen i den nye Eiers Stue. Derpaa føres Dyret over til den nye Gaard, og Podvaschken hvisker det i øret: "Din gamle Husbond er død, din Madmoder er død, deres Hus er opbrændt, Veien er bevoxet med Græs, paa Agrene voxer intet Korn, paa Engene ingen Blomster! Her er nu din Husbond, her er din Madmoder, her er din Gaard, her er din Vei, her ere dine Agre, her dine Enge!". Dette gjentages 3 Gange, og Dyret vil da ikke længes tilbage til sit forrige Opholdssted, men trives godt i sine nye Omgivelser.

Blandt den karelske Almue er Troen paa Nisser og paa Nøkken almindelig og af samme Beskaffenhed, som hos den skandinaviske Almue. Nissen opholder sig paa Gaarden, i Husene, i Fjøset, Stalden og i Laden. Nøkken opholder sig i Badstuen, Indsø eller Elv. Nissen ansees i Almindelighed for et velvilligt og godt Væsen. Dersom han synes om Kreaturene paa Gaarden, saa trives disse vel og se godt ud, men i modsat Fald vantrives de og afmagres, hvormeget man end giver dem at æde. Enkelte Kjør kan Nissen særlig lægge sin Elsk paa, og han drager da Hø til dem fra fremmede Lader; andre Kan han derimod lægge for Had, og han forleder dem da, naar de ere ude i Marken, til at gaa sig fast i Uføre, saaledes at man har stor Møie med at faa dem løs igjen. Den Nisse, der opholder sig i Laden, hjælper ofte til at sope sammen og rense Kornet, naar det tærskes. Enkelte Mennesker kan Nissen dog lægge for Had, og han plager dem da om Natten med Mareridt. Nøkken ansees for et ondt Væsen. Han kan endog dræbe dem, som meget sent om Aftenen bade sig i Badstuen. Undertiden drager han Folk under Vandet, som bade sig efter Solens Nedgang, eller som gjøre mange Løier eller Støi i Vandet under Badningen. Nøkken beskrives som bevoxet med langt, sort Haar over hele Kroppen. Nissen derimod ligner i alle Dele et Menneske.

78) I Bryllupsdagene hædres Brudgom og Brud altid med Titelen Fyrste og Fyrstinde.