Unge Brud og kjære Søster,
Du mit grønne Blad min Elskling,
Lyt nu til, hvad jeg dig siger,
Hvad din ældre Søster taler!
Nu er Tid, at du maa have
Alvorstanker i dit Hoved,
Aldrig trættes i din Omsorg,
Altid gjøre Alt med Omhu.
Sildig Aften, klare Øine,
Saa du passer vel paa Ilden!
Tidlig Morgen, glygge Øren,
Saa du Hanens Gal kan høre!
Thi ved første Hanegalet,
Endnu før det andre høres,
Er det Tid for dig at vaagne,
At staa op fra Mandens Side,
Fra din unge Husbonds Arme.
Find en Glo i Peisens Aske,
Og hent frem din Fyrtøi-Æske,
Blæs saa Ild paa Furustikke,
Varsomt, at ei Gnister flyve!
Først saa gaar du hen i Fjøset,
Steller Kjørene med Omhu.
Giv dem venligt deres Foder
Og strø Halm omkring i Baasen.
Giv den syge Kalv at drikke
Og det fine Hø til Lammet!
Jag ei Grisen væk i Vrede,
Spænd den, ikke bort med Foden,
Giv den ogsaa Mad i Trauget!
Naar du færdig er med Fjøset
Og med hele Buskapsstellet,
Skynd dig da igjen tilbage,
Som et Vindpust ind i Stuen!
Thi den Lille er alt vaagnet,
Vesle Gutten, Stakkel, græder;
Ikke kan han endnu tale,
Ikke kan han sig forklare,
Om, han fryser eller hungrer,
Eller hvad det er, som mangler,
Før hans, egen Moder kommer,
Før den kjendte Stemme høres.
Derpaa pudser du din Stue,
Feier Gulvets slette Flade,
Stænker først lidt Vand paa Gulvet,
Overstænk dog ikke Barnet!
Hvis du ser et Barn paa Gulvet,
Var det end din Svigerindes,
Løft da Barnet op paa Bænken,
Vask dets Ansigt, lat saa Haaret,
Stik en Brødbid det i Haanden,
Giv det og lidt Smør paa Brødet,
Men, hvis Brød ei fin's i Gaarden
Giv det da en Spaan i Haanden!
Allermindst en Gang om Ugen
Maa du skure Spise-Bordet.
Vask dets Skive og dets Kanter,
Glem ei heller Bordets Fødder!
Alle Bænke maa du vaske
Sope Væggen med en Vinge,
Bænkene paa alle Kanter,
Væggen over hele Længden.
Har der lagt sig Støv paa Bordet
Eller hen paa Vindueskarmen,
Visk saa Karmen vel med Vingen,
Tør den af med Vaskekluden,
At ei Støv rundt Stuen flyver,
Stiger op mod Loftets Bjælker.
Soten sopes maa fra Taget,
Stryg den ogsaa, bort fra Muren!
Glem ei heller Peisens Stolper,
At man trives kan i Stuen,
Se, der Mennesker bo i den.
Hør, o Pige, hvad jeg siger,
Hvad jeg siger, hvad jeg taler!
Gaa ei ud i stygge Klæder,
Ei foruden sirligt Linned!
Gaa ei uden Dug paa Halsen,
Uden Sko paa dine Fødder;
Saadant gjør din Husbond grætten,
Kan din unge Mand fortørne.
Hold din Hørsel skarp som Musens,
Gangen let og net som Harens,
Bøi din unge Nakke smidigt,
Drei din Hals, den vakre, hvide,
Smidigt som den unge Enen,
Eller som en Top af Hæggen!
Altid maa du livlig være,
Altid kvik og ufortrøden,
At du ikke klodset falder,
Synker mødig ned ved Ovnen,
Eller kaster dig paa Sengen,
Falder søvnig om paa Leiet.
Kommer Svogren hjem fra Plogen,
Eller Svigerfar fra Laden,
Fra sin Arbeidsdont din Husbond,
Hjem fra Marken kjære Mage,
Bring da raskt ham Vaskefadet,
Ræk ham dertil og en Haanddug,
Gjør en ydmyg Bøining for ham,
Mel et venligt Ord som Hilsen!
Naar du ikke rigtig skjønner,
Eller ikke selv har Kjendskab
Til, hvad Arbeid' du skal gjøre,
Eller hvordan det begynde,
Søg da Kundskab hos den Gamle:
Sig mig, kjære Svigermoder,
Hvilke Sysler bør først gjøres,
Hvordan skal jeg her begynde?
Naar du saa har Kundskab faaet,
Fuld Besked af Svigermoder,
Hent da Korn fra Tørkehellen,
Skynd dig hen i Haandkværnstuen.
Naar du ind i Stuen træder,
I det Rum, hvor Kværnen findes,
Skal du ikke synge høilydt,
Ikke larme med din Stemme;
Men lad Stenen høilydt dure,
Kværnens Haandtag ene hvæse!
Suk ei heller altfor høilydt,
Pust ei altfor tungt ved Kværnen,
Ellers kan din Svigerfader
Og din Svigermoder tænke,
At du stønner, kjed af Arbeid,
At du sukker af Bekymring!
Sigt saa Melet let og hændigt,
Bær det derpa ind i Stuen
Og begynd at bage Deigen.
Knad den omsorgsfuldt og længe,
At ei Melet danner Klumper
Og kun delvis sammenblandes.
Ser du nu, at Vand ei findes,
Men at Stampen staar og hælder,
Tag den da paa dine Skuldre
Og en Øse under Annen
Og begiv dig hen til Brønden.
Kom tilbage som en Stormvind,
Hurtigt som et Pust af Vaarvind,
Ellers kan din Svigerfader
Og din Svigermoder tænke,
At dit Billed' du betragter,
Speiler dig med stor Beundring,
Ser dit friske Ansigts Farver,
Ser i Brøndens Dyb din Skjønhed,
Gaar du efter Ved paa Gaarden,
Henter Brænde ind i Stuen,
Nedlæg da din Byrde sagte,
Uden altfor meget Bulder,
Ellers kan din Svigerfader
Og din Svigermoder tænke,
At du slænger den i Vrede,
At du larmer saa af Ilske.
Naar du dine Kopper skurer,
Naar du tvætter dine Bunker,
Skyl da Koppen med sit Haandtag,
Støbet lige ned til Bunden,
Skaalene og deres Kanter,
Skeerne, og glem ei Skaftet!
Regning hold paa dine Skeer,
Rede hav paa dine Kjørel,
At ei Hunde bort dem slæbe,
At ei Katte bort dem bære,
At ei Fugle bort dem snappe,
At ei Børn omkring dem sprede.
Naar om Kvelden du skal stelle,
Lave færdigt Bad i Badstu'n,
Bring da Vand og bring da Kvaster,
Blød dem færdige paa Forhaand
Og faa Røgen ud af Stuen;
Dog ei længe der du dvæle,
Men vær snar og kom tilbage,
Ellers kan din Svigerfader
Og din Svigermoder tænke,
At du lægger dig paa Bænken,
Strækker dig paa Badehylden.
Naar du saa tilbage kommer,
Sig da til din Svigerfader:
Se, min gode Svigerfader,
Nu er Badstu'n færdig stellet,
Vand er indbragt, Kvaster blødte,
Badebænken ren og skuret.
Gaa nu hen og overskyl dig,
Bad dig efter eget Tykke,
Jeg skal skvætte Vand paa Ovnen,
Staa tilhaande under Bænken.
Stunder Tiden til at spinde;
Til at lave Væven færdig,
Søg ei Kundskab hos din Nabo,
Bortom Bækken nødig Indsigt,
Raad og Hjælp i andre Gaarde,
Vævskedstinder af en Fremmed!
Selv du spinde dine Traade,
Spind med egen Haand dit Islæt,
Traaden ganske løst du spinder,
Fastere du Garnet tvinder.
Nøst det sammen i et Nøste,
Snur det rundt omkring din Spole,
Sving dig derpaa op i Væven, .
Slaa med raske Slag. din Vævsked,
Let og hændigt før din Skyttel!
Væv saa Tøi til Vadmelskufter
Og til dine Kjoler Uldtøi.
Hvis en Gjæst til Gaarden kommer,
Vredes da ei over Gjæsten!
Altid har en god Husholdning
Lidt tilovers for en Fremmed,
Kjød, som Dagen ikke trænger,
Eller Kager i Beredskab.
Bed den Fremmede at sidde
Og vær høflig imod Gjæsten
I din Tale og din Adfærd,
Indtil Maden bliver færdig.
Naar din Gjæst dit Hus forlader,
Siger sit Farvel og vandrer,
Skal du ikke ham ledsage
Længer end til Dørens Tærskel,
Ellers kan din Mand fortørnes
Og din unge Mage vredes.
Hvis det nogen Gang dig lyster
At besøge andre Gaarde,
Vær da pratsom iblandt Andre
Og gjør ofte kloge Spørgsmaal,
Vis Forstand i al din Tale,
Medens du er Gjæst hos Andre!
Eget Hus du aldrig dadle,
Svigermoder aldrig laste!
Lyt nu til, hvad jeg dig siger,
Hør endnu et Raad, det sidste!
Naar fra denne Gaard du skilles,
Kommer til dit Hjem det nye,
Glem da ei din Fostrerinde,
Nedsæt ei din egen Moder!
Thi din Moder gav dig Livet,
Rakte dig sin Barm til Næring,
Skjænkte dig sin egen Skjønhed,
Delte med. dig alt sit Gode;
Mangen Nat hun sad og vaaged,
Ofte glemte hun sit Maaltid,
Medens dig i Søvn hun vugged,
Vented ved sin Lilles Leie.
Hvo, som Moder kan forglemme,
Som sin Moder kan nedsætte,
Vandrer ikke glad til Tuoni,
Ei frimodigt ned til Mana.
Tung blir Straffen i Manala,
Tung Gjengjældelsen i Tuoni
For Enhver, som her i Livet
Har sin Moder glemt og lastet.
Rædsomt true Tuonis Døtre,
Rædsomt Manas vrede Møer:
Hvorfor har du glemt din Moder,
Hvorfor har du hende lastet?
Svare Smerter og Bekymring
Har din Moder maattet lide,
Da hun laa i Badestuen
Udstrakt paa en ussel Halmseng,
Da hun bragte dig til Verden,
Skjænkte dig dit Liv, du Arme!
|