En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Starovjerer eller Gammeltroende.

Af de 16,703 Kareler, som bo i den kemske Ujesd eller nordenfor Byen Kem, regner man, at mindst Halvparten hører til denne ogsaa i det øvrige Rusland meget udbredte Sekt. De kalde sig selv Starovjerer, Gammeltroende, medens Statskirken kalder dem Raskolniker, (Hetorodoxi, af raskol, Adskillelse). Som bekjendt, dannede denne Sekt sig i den græske Kirke, da Patriarken Nikon, (1666) indførte en ny Bibeloversættelse med flere lithurgiske Forandringer. Blandt de Mange, som ikke vilde finde sig i den ny Bibeloversættelse m. m., vare ogsaa Munkene i det rige Kloster paa Øen Solovets i Hvidehavet. Efter en lang Beleiring blev Klosteret indtaget og Munkene spredte ad. Flere flygtede til Pomorien, eller Karelstranden og fandt et Tilflugtssted paa en øde Ø i Tuoppajärvi, hvorfra de udbredte sin Lære blandt Karelerne. Dette deres Tilflugtsted var ubekjendt for Regjeringen lige til 1770. Paa Øen laa der engang ikke mindre end 30 Gaarde og et Kloster med 300 Munke. Klosteret fik rige Gaver, og Pilgrimer samledes der fra fjerne Trakter. Til Raskolens Fremgang bidrog ogsaa, at der i forrige Aarhundrede ikke fandtes mere end 2 orthodoxe Præster i det Indre af Pomorien. I de sidste 20 Aar er der derimod oprettet 6 ny Præstegjæld.

Paa Fastlandet, 8 Verst fra Øen, paa et Sted, som endnu bærer Navnet Skita, (Eremitsted, Kjætterbol), fandtes dengang ogsaa et Nonnekloster, hvis Beboerinder beskyldes for at have staaet i et mere end passende fortroligt og intimt Forhold til Munkene paa Saari. Hvordan det nu har været eller ikke, saa fandt imidlertid den russiske Regjering sig beføiet til, for omtrent 15 Aar siden, at gjøre en brat Ende paa dette Uvæsen eller denne starovjerske Helligdom. Beboerne bleve forjagede og spredtes ad hid og did. Flere flygtede over til Finland, og enkelte bo fremdeles der og vedligeholde Forbindelse med sine Troesfæller i Karelen. Husene bleve nedrevne, og af de 30 Gaarde findes nu intet Andet end Ruiner, i hvis Midte man endnu kan se de murede Kjældere gabe i Veiret som Faldgruber. Kratskov og Ukrud vil snart dække de forhen dyrkede Marker, saaat Øen atter vil blive et Vildnis, paa den lille Flek nær, som dyrkes af Præsten. Øen har saa frugtbar Jordbund, at baade Korn og mange Slags Rodvæxter vilde kunne avles her. Man paastaar endogsaa, at, om end Kornet fryser i Bygderne deromkring, saa staar det uskadt paa "Saari" i Tuoppajärvi. Efter Koloniens Ødelæggelse blev en orthodox Præst hidsendt, og Tuoppajärvi udgjør nu et eget Præstegjæld. Men Kirken paa Øen, der staar igjen fra Starovjerernes Tid, besøges kun af nogle faa Mennesker paa de store Høitider. Befolkningen omkring Indsøen er og bliver starovjersk.

De karelske Starovjerer ere i høi Grad uvidende. Men da Mængden af dem ingen Ide har om den Sekts Lærdomme, hvortil de høre, beherskes de heller ikke af den hos Sekterere saa almindelige Fanatisme. De viste, hele den Tid, jeg færdedes iblandt dem, hverken Fordømmelseslyst eller Omvendelsesiver. I de Trakter, der ligge nærmest de russiske Kystbyer, forstaa de det russiske Sprog, men vedblive dog indbyrdes at tale Karelsk. I Landsbyerne i det Indre er der meget Faa, som kunne Russisk. "Man træffer derfor Mange", siger en russisk Forfatter, Tschubinski, "hvis hele Kristendomskundskab bestaar", (som de fleste Lappers), "i at kunne fremsige Bønnen: Gospodi Jesuse Kriste, suine boghii, pomilui nas!" (Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over os!)

De karelske Starovjerer udmærke sig ved en endnu strængere Faste, end de Orthodoxes, uagtet mere end Halvparten af Dagene i et russisk Aar ere Fastedage ogsaa for disse. I de sidste 7 Uger før Paaske maa nemlig den Orthodoxe hverken nyde Kjød, Fisk, Mælk, Æg eller Smør. I 5-6 Uger før St. Peters Dag og i 6 Uger før Jul maa ikke nydes Kjød, Mælk, Æg eller Smør. I 15 Dage af August holdes stræng Faste til Ære for Jomfru Marias Død. Enhver maa faste, eller ikke spise andet Animalsk end Fisk, paa alle Onsdage og Fredage hele Aaret igjennem. Foruden disse almindelige Fastedage maa man desuden faste en hel Uge, førend man modtager Sakramentet, idet man derhos ogsaa afholder sig fra Delikatesser, som Sukker og Cigaretter, samt fra enhver Ting, kogt ved Ild. Starovjererne lade sine Børn begynde at overholde Fasten, strax de ere afvænnede fra Modersmælken. Naar Starovjeren bliver over 60 Aar gammel, skjærpes Fasten i deri Grad, at han hele Aaret igjennem paa Onsdag og Fredag ikke maa nyde Andet end Brød, Salt og Vand.

Forøvrigt lægge Starovjererne stor Vægt paa lange Andagtsøvelser. I flere Timer kunne de saaledes staa bukkende og korsende sig foran et Helgenbillede. Dog hindrer ikke dette, at de jo imellem kunne gjøre et Ophold og derunder indbyrdes passiare om aldeles verdslige Ting for derpaa atter med fornyet Iver at tage fat paa Korsing og Bukking. Starovjererne korse sig med sammenstillede Tommelfinger og de to sidste Fingre, medens den Orthodoxe bruger Tommelfingeren og de to første eller Pege- og Langfinger.

Starovjererne gaa aldrig i de Orthodoxes Kirker. De have sine egne Ældste eller Præster, der døbe deres Børn, ægtevie, skrifte og i det Hele taget udføre de præstelige Forretninger. De ere everordentlig nøieseende med ikke at æde eller bede sammen med anderledes Troende og taale endnu mindre, at disse nyde noget af deres Kar. Herpaa har jeg allerede forud anført flere Exempler. Ere Forældre og Børn af forskjellig Bekjendelse, hvilket ikke saa sjeldent er Tilfældet, naar Børnene med Magt ere døbte af den orthodoxe Præst, uden igjen at omdøbes af Starovjererne, saa spise de ikke ved samme Bord eller af samme Kar. Heller ikke gaa de paa samme Tid i Badstue.

Man fortalte i den nærmeste finske Bygd, Kuusamo, at Starovjerernes Ældste undertiden forelæse af sine gamle Bøger, hvad de selv finde for godt, da de ikke kunne kontrolleres af den i Læsning ukyndige Mængde. Deres Bøger ere ikke altid trykte, men skrevne efter trykte eller afskrevne efter andre skrevne Exemplarer, og naturligvis har det ved den Anledning været let at faa ind i Bibelen hvadsomhelst. Naturligvis faar ingen Orthodox se disse Bøger. De gjemmes bort paa sikre Steder, naar Regjeringens Embedsmænd ventes. For noget over 20 Aar siden havde nogle Starovjerpræster indbildt sine Tilhængere, efter sine Bøger, at det var stor Synd at æde Poteter, og grundede dette Forbud paa følgende Historie: To Brødre levede sammen paa en Gaard. I Begyndelsen levede de i Fred og Enighed, men saa blev de uenige og begyndte at kives og trættes. Længe trættede de; saa døde den Ene, men før sin Død sagde han til Broderen: "Du og dine Efterkommere skulle æde af mit Kjød og Blod!" Saa blev han begravet, men nogen Tid derefter voxte der op af hans Grav en Plante, som man aldrig før havde seet. Denne Plante havde sin Rod i hans Navle. Planten bar under Jorden Frugter, der saa ud som store, hvide Bær. Folket tog disse Frugter og plantede dem hist og her. De voxte frodigt op og udbredtes snart over hele Karelen - og Folket aad dem. Men nu havde denne Plante faaet sin Næring af et Menneskes Kjød og Blod, og derfor burde ingen Starovjer æde den. Saa ophørte de i mange Aar aldeles med Potetesavl - og endnu tungere blev deres Faste. Nu er man endelig igjen begyndt at dyrke og spise Poteter.

Efter den Besked, jeg fik, skulde der rundt Tuoppajärvis Bredder ligge ikke mindre end 10 Landsbyer, nemlig: 1. Kokkosalmi, 2. Valasjoki, 3. Kestingi, 4. Skita, 5. Gisok, 6. Kuorlaks, 7. Suolapohja, 8. Njilmelaks, 9. Lampahais, 10. Lohilaks.

Jeg forlod Saari om Eftermiddagen den. 21de, August. Med en Hjertelighed, der gjorde et godt Indtryk paa mig her i et saa fremmed Land, gav Præsten mig sin Velsignelse og ønskede mig Held paa Reisen. Ledsaget ned til Bryggen af ham og hans Kapellan samt to Klokkere med sine Hustruer og en hel Børneflok, forlod jeg hin ensomme Ø, men vil altid mindes den venlige Modtagelse, jeg nød i de faa Timer, jeg havde Anledning til at opholde mig der.

Kl. 12 om Natten var jeg tilbage ved den nordre Ende af Indsøen, hvor Elven løber ud. Under Fossen holdt en Mand paa at lystre efter ørret. Mine Skydsfolk fortalte, at her findes Ørret, (salmo ferox), af indtil 36-38 Punds Vægt. Kareleren, som lystrede, kom iland og tilbød mig at hvile Natten over i hans Fiskerhytte, der stod lige ved Fossen; men mine Skydsfolk havde netop fortalt en Røverhistorie, som nylig var foregaaet her, idet en Reisende var bleven berøvet alt sit Tøi, medens han sov i den Hytte, som nu tilbødes mig, og dertil frataget Baaden, som han skulde benytte over Tuoppajärvi. Jeg følte derfor ingen synderlig Lyst til at, modtage Tilbudet. Dertil kom, at Manden havde et saa røveragtigt Udseende, at han nok kunde være istand til at gjøre det samme Puds med mig. "Røveransigtet" hjalp os imidlertid med at drage Baaden forbi Fossen og var meget taknemmelig for de Kopek, som jeg, gav ham for den Haandsrækning, han ydede os.

I det klareste Maaneskin roede vi om Natten nedover den stilleløbende, store Tuoppaelv, der slynger sig frem forbi ganske lave og overalt med Skov tætbevoxede Bredder, Det gik nu naturligvis meget lettere end opover, og mine to Roersker forkortede desuden Tiden ved at synge baade karelske og russiske Sange. Den af dem, der sad forrest, begyndte først at stemme i en Strofe, derpaa faldt den bagerst siddende ind. Saa begyndte igjen denne, og Begge sang derpaa sammen enstemmigt. En af Sangene: "O pääsky lintu" etc., indeholdt en Lovprisning af Svalen, som Bebuder af Vaarens Komme, og blev sungen med en noget langtrukken, melankolsk Melodi. Smukkere var Melodien paa en russisk Sang: "Po seleni, po seleni" etc. "Paa Engene, paa grønne, grønne Engene" etc. Ret som det var, blev en og anden Andefamilie forstyrret i sin Nattero ved Lyden af Aareslagene og Sangen og fore forskrækkede afsted ned- eller opover Elven, nogle flyvende, andre flaksende afsted ved Hjælp af baade Vinger og Ben. Det var en let Sag paa Veien at skyde saa mange, at jeg og mine to kjødædende Lutheranere havde rigeligt nok for næste Dag.