Lokalhistoriske tekster fra Finnmark
En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871
Kuusamo. Kinkeri.
Skydsstation i Nordfinland
Fra Hennilä til Kuusamo reiser man atter over flere Indsøer, nemlig Kiitämäjärvi, Kirpistöjärvi, Kajavasalmi, Kajavajärvi, Muojärvi og Velijärvi til Kuusamojärvi. Efter Hennilä-Værtens Raad tog jeg ikke ind hos Kestikivari, (Gjæstgiveren), i Kuusamo, hos hvem der efter hans Forklaring skulde være mindre godt Logi at faa, men derimod hos hans to Søstre, der vare gifte og boede sammen paa Gaarden Varala. Jeg fulgte dette Raad og fandt mig vel tilfreds i alle Dele ved Modtagelsen og Behandlingen paa Varala af Værtinderne Greta Maria og Karolina.
Kuusamo er et Slags Landsby og danner et eget Præstegjæld. Stedet har en smuk Kirke og en vakker Beliggenhed paa en Tange mellem 2 Søer, Befolkningen bor i store rummelige Huse, er gjæstfri samt derhos moderat i sine Fordringer, naar Betaling skal ydes for Noget. Kuusamoboerne udmærke sig baade ved sit livlige, mere forekommende og venlige Væsen fremfor sine Naboer, de mindre godt udseende, stive, træge og mindre taknemmelige Pudasjärvier. Ikke 25 Kopek Drikkepenge kan bringe en Pudasjärvi-Gut til at sige Tak.
Den 31te August var jeg tilstede ved en saakaldt Kinkeri paa Gaarden Heikilä. Kinkeri har ikke noget aldeles Tilsvarende hos os. Det betegner nærmest et Skoleforhør. Præstegjældet er inddelt i 15 Kredse, og i hver Kreds holdes der 2 Gange om Aaret Skoleforhør af Præsten og Kapellanen, om der er nogen saadan. Kredsens Befolkning, Unge og Gamle, samles, eller ere ialfald pligtige at samles, paa en bestemt tillyst Kinkeri-Gaard, hvorhen Præsten kommer. Forretningen begyndte med Afsyngelse af en Salme, ledet af Klokkeren, der her, mærkeligt nok, ikke distingverede sig paa anden Maade fra den øvrige Befolkning end ved en længere Tobakspibe, end nogen Anden i Kredsen havde. Derpaa læste en Magister, som leilighedsvis var tilstede, en Bøn op af en finsk Bønnebog, og udtalte Velsignelsen over de Tilstedeværende. Efter Bønnen begyndte Overhøring af Ungdommen, som udførtes paa én Gang paa tre Hold, i samme Stue, af Præsten, Klokkeren og Magisteren. Børnene viste først sin Færdighed i Stavning, som udførtes syngende, derpaa i Inden- og siden i Udenadlæsning. Om Eftermiddagen overhørtes ælde, indtil 60 Aar gamle Folk, Mænd og Kvinder, i Læsning og Udenadlæsning. At overhøre Forældrene eller gamle Folk, om de have nødvendig Kristendomskundskab for at kunne undervise Andre, er vistnok i sig selv prisværdigt, men i Finland ogsaa nødvendigt, eftersom Undervisningen her er overladt til Forældrene, især Moderen, paa de mange Steder, hvor man endnu intet ordnet Skolevæsen eller Skoleholdere har. Kuusamo har saaledes over 6000 Individer, men ingen Skoleholder, undtagen man vil regne Klokkeren for en saadan. Efter Overhøringen i Læsning holdtes Katekisation, af Præsten for den mandlige og af Magisteren for den kvindelige Del af Befolkningen. Katekisationen bestod dog for de Ældres Vedkommende fornemmelig i et belærende Foredrag, som Præsten holdt, paa nogle enkelte Punkter nær, hvorpaa han forlangte bestemt Svar af Katekumenerne. En Kinkeri er ikke blot en kirkelig Forretning, men, efter den Prøve, jeg saa paa samme i Kuusamo, ogsaa en Bygde- eller Folkefest. Efterat Forretningen nemlig var sluttet, kom Violinen frem, og der spilledes op en munter Dans, hvori snart Ungdommen livligt deltog. Det var en Lørdag, da Kinkeri blev afholdt. Søndag holdtes ordinær Gudstjeneste med Prædiken af Præsten, men om Aftenen gik Dansen igjen lystigt i samme Stue.
Kuusamoboerne udmærke sig ikke ved nogen egen Dragt. Dersom man ikke hørte dem tale, kunde man ligesaa godt antage dem for at være norske Mænd og Kvinder, som finske. Mændene bruge Trøie eller Frak, ofte graa, Kvinderne Kjole af almindelig europæisk Snit, paa Brystet behængt med en hel Del Tombakbroscher, som LaukkuRusserne til en Pris af 10-20 Kopek rigeligen forsyne dem med. Paa Hovedet bære de oftest et broget Tørklæde. Mændene bruge Huer, lignende dem, man har i Norge. Kun Mændenes Støvler ere finske af Form, med langt Skaft, og nede i Foden formede som Lappesko. Dansene, der brugtes, vare: Vals, Gallopade, Polka og Mazurka. Pudasjarvierne danse ikke. Kuusamoboerne og Kemiträskerne ere derimod ivrige Dansere. Rimeligvis er det de Reiser, som Befolkningen fra disse Trakter foretager til Norge, der gjør dem mere belevne. Ialfald har de nok faaet sin Dansefærddighed fra sine Landsmænd i Vadsø.
Kuusamo har i ældre Tider været et Hovedtilholdssted for Lapper, førend de fortrængtes eller delvis gik op i Finnerne. Baade mange Stedsnavne og Sagn vidne herom. Enkelte af de sidste vidne om en blodig Udryddelseskrig. Saaledes fortæller Sagnet om de to sidste Lapper, "at den ene blev overfaldt ved et Fiskevand af 2 Finner. Den ene af Finnerne huggede til Lappen med en Øxe, men den bed ikke paa ham. Kammeraten siger da: "Lya ämänsä!" Hug hans Moder! (Jorden); Han saa gjorde, huggede først i Jorden og derpaa i Lappen. Den anden blev indbuden til Köyri, (en Offerfest, som. i gamle Dage holdtes Natten til Allehelgens Dag), og, medens han drak af et ham tilbudent Ølstøb, fik han et Øxehug bagfra i Nakken." Den vestligste Endebugt af Kuusamojärvi hedder Samosten perä, Lappebugten. Et Næs der i Nærheden hedder Kotaniemi, Gammenæsset, og Befolkningen ved at fortælle, at der engang skal have staaet lappiske Jordgammer. Ligesom i Pääjärvi i Karelen, saaledes er her i Kuusamosøen ogsaa en Ø, Petejäsaari, Furuøen, hvor Lapperne fordum have havt sin Begravelsesplads. Endelig har man ogsaa her Navnet Turja, som nu blot bruges om den østligste Del af russisk Lapland, anvendt i Stedsnavnene Turjan selkä og Turjan niemi. Ogsaa i Befolkningens Overtro finder man Spor efter Lapperne. Koipisapas, (et Udtryk, der egentlig betyder Bællingstøvle eller Lappestøvle); er Navnet paa et Spøgelse, et Slags lappisk Gjenganger, der opholder sig i Kirkeboderne paa Kuusamo Kirkeplads. Paha Rotana, (Rota eller Ruotta er Navnet, paa det onde Væsen i Lappernes gamle Gudelære), er et Væsen, hvorom Befolkningen fuldt og fast tror, at det hindrer Kjørene fra at give Mælk og undertiden endogsaa dræber dem. I Talemaaden: "Asia meni lappeti", Sagen gik tabt, er Ordet lappeti maaske en Arv af det lappiske Ord lappet, miste, tabe.
I Kuusamo og endnu længer nordover, lige til Kuolajarvi, gjør man Forsøg paa at avle Byg og Rug, men 7 Aar efter hverandre har der nu (1867) i det nordlige Finland og Karelen været Uaar. Kornet har frosset saaleeles, at man ikke engang har faaet Sædekorn. Landskabet baade i Nordfinland og Karelen er uhyre fugtigt og raalændt. Store Skove, Myre uden Afløb og derfor fugtige Agre.
Fra Kuusamo gaar der god Landevei til Uleåborg, og langs Veien findes faste Skydsstationer. Naar man derfor fra det veiløse russiske Lapland og Karelen har naaet frem til den første Skydsstation indenfor Finlands Grænse, er Modsætningen saa stor; at det for en Skandinav næsten er, som om man var kommen tilbage til eget Land og Folk. Man vil let se, at Skydsstationen, hvoraf jeg her leverer et Billede, er saa lig en norsk, at, dersom man ikke vidste, at Originalen ligger langt inde i Finland, kunde man gjerne tro, at Billedet var taget efter et Fotografi fra Østerdalen. Paa Tunet findes Skydskjærrer og Skydsheste samt Staldkarle og et Udvalg af halvvoxne Skydsgutter, færdige til at forrette Skydstjeneste. I Døren staar Vært og Værtinde for at se den Reisende vel af Gaarde. Inde i Stuen ligger Skydsbogen, hvori den Reisende skriver sit Navn, og paa Væggen hænger opslaaet et Skydsreglement, givet af Rigsdagen i Sverige 1734.
Det var ellers sørgeligt at færdes paa Landeveien mellem Kuusamo og Uleåborg i Begyndelsen af September 1867. Natten mellem 3-4 Septbr. rammedes nemlig Finland af en forfærdelig Ulykke. Kulden kom pludselig og saa stræng, at alt Korn frøs bort næsten over det hele Land. Om Morgenen den 4de Septbr., da Folk stod op, var Ager og Eng, Mark og Skov aldeles hvid af Rimfrost. Alt Landmandens Arbeide var spildt, og hans glade Haab om en rig Høst med engang forbi. Mismod stod præget i ethvert Ansigt. Paa Skydsskifterne maatte den Reisende næsten tro, at han kom lige op i et Sørgehus, hvor Familiens eneste Barn var rammet af Døden. Petäjäleipä, (Furubarkbrød), havde man levet af i 7 Aar, og nu kom det 8de endnu værre end de foregaaende. I det Hele taget regnede man, at der i 11 Aar ikke havde været mere end 4, i hvilke man havde faaet nogenlunde brugbart Korn. Furubarkbrød brugtes derfor over alt, og paa et Par Skifter havde man intet Andet end Barkbrød.
Finnegaardene, som man ser langs Veien, se godt ud. Husene ere store og mange. Inde hersker Renslighed og Orden, saaledes at man skulde tro, at man kom til en rigtig Velstandsbefolkning; men dog er Folket i en ussel Fiskerhytte i Finmarken, hvor Hjellen udenfor Vinduerne hænger fuld af Fisk, bedre stillet, end Befolkningen paa de store Gaarde her i Ødemarken, hvor Korn maa hentes fra Uleåborg eller fra Kem. Kuusamo faar saaledes sit Korn fra Kem med Renskyds.
Skovene langs Veiene fra Kuusamo til Uleåborg afgive et sørgeligt Skue; Dels ødelægges de nemlig ved, at Barken flækks af Furuen til Brød, dels nedhugges en Mængde Træer, for at Renen skal æde den Lav, som voxer paa disse, da Mosemarkerne ere daarlige, hvorhos Skovene tillige ødelægges dels ved Svedjing eller Braatebrænden, dels endelig aller værst ved Tjærebrænding. Alene fra Uleåborg skal der aarlig udføres 60,000 Tønder Tjære. (79) Den mindste Del af denne Tjære udvindes af Rødder. Ungskoven afbarkes nedenifra i 3 Alens Høide, og paa denne nøgne Del udsveder Træet, før det dør, en Mængde Kvade eller Harpix. Paa lange Strækninger af Veien kunde man intet Andet se, end dels disse afskallede Ungtræer, der stode "døende i sit hvide Ligskrud" (80) dels aldeles nøgne Braater, hvor Tjærebrændingen allerede var foregaaet. Det nu nylig oprettede Forstvæsen i Finland vil rimeligvis snarest muligt og saavidt muligt sætte en Stopper for denne Ødelæggelse af Skoven, som er en af Finlands vigtigste Rigdomskilder.
Den 8de September kom jeg til Uleåhorg og reiste derfra til Helsingfors, hvor jeg forblev Vinteren over, for at faa udgivet paa Finsk en Katekismus og en Alterbog, til Brug for vore Finner og Finnepræster i Finmarken. Jeg gjorde mig tillige der, ved velvillig Assistance af Universitets-bibliothekaren og Andre, bekjendt med de nyeste russiske Skrifter om hine nordlige Landsdele, som jeg havde gjennemreist, og har af disse øst mange af de Oplysninger, som forud ere meddelte.