En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fra Oulangansuu til Saari.

Fra Oulangansuu ved Pääjärvi var det min Agt, førend jeg forlod Karelen og reiste over til Finland, at gjøre en Snartur til Øen Saari, i den store Indsø Tuoppajärvi, hvor Starovjererne for 15 Aar siden havde sit fornemste Tilholdssted og et Slags Kloster. Jeg forlod Oulangansuu den 19de Aug. Kl. 7 Formiddag, men maatte paa Grund af stærk Modvind lægge i Land paa en Ø og naaede om Aftenen Kl. 8 ikke længer end til Laitasalmi, henimod Pääjärvi sydlige Ende. Opholdet paa Øen benyttede jeg til at tage et Fotografi af Stranden og af mine Skydsfolk, som Billedet viser. Disse repræsenterede nemlig tilfældigvis 3 forskjellige Grader af Civilisationen i Landet. Min Vært, Prokoti, hører til den fineste Klasse. Han har været i Petersburg og Moskva. Han er klædt i sort Frakke, har Hue paa Hovedet og Tombaks Uhrkjæde i Vestelommen. Efter ham kommer No. 2, som har været paa Fiske i Norge, hvor han har kjøbt sig en Pensylvanskinds Hue og en islandsk Bundingstrøie. Den tredie, er en ægte, ufordærvet Indfødt, som reiser afsted mange Mil i Skyds uden nogen Ting paa Hoved, Hænder eller Fødder, alene itrukken en Striskjorte, der snøres til Livet med et Toug, flettet af Vidierødder. Det er ham, som har sat det kunstige Rede op i Grantræet, forat Vildænderne skulle klække deri. Jeg blev over paa Laitasalmi om Natten, og Folkene viste sig ogsaa her velvillige og forekommende, men jeg blev her for første Gang overhængt af Tiggere. Alt tydede ogsaa paa stor Fattigdom, som for største Delen skyldes Religionsbekjendelsen, der ikke tillader Befolkningen at benytte Landets naturlige Rigdomskilder eller at leve hovedsagelig af Fædrift.

Fra Laitasalmi, (salmi, Sund), reiste jeg den 20de Aug. til Sofiansuu, eller paa Russisk Sofienga, der ligger ved Udløbet af Elven, som kommer fra Tuoppajärvi. Jeg fik her det bedste Logi, i det pynteligste Bondehus, som jeg saa paa hele Turen, hos Karelen Jefsei Pestrikof, en Starovjer og Laukku­Russer, der havde reist meget som Handelskar mellem Helsingfors og Åbo og derfor ogsaa kunde tale taaleligt godt Svensk. Huset bestod af en stor Stue, 22 Fod paa den ene og 21 Fod paa den anden Kant. I denne fandtes den sædvanlige Ovn, c. 7 Fod i Firkant. Oppe paa denne og paa en Laave under Stuetaget fandtes Sovestederne for Folket om Vinteren; om Sommeren sov de paa Gulvet i Stuen. Denne store og rummelige Stue, der havde 6 Fag smaa Vinduer, adskiltes ved en Gang fra to andre Værelser, af hvilke det ene brugtes som Gjæsteværelse, det andet som Forraadskammer.

Mange eller maaske Alle her ere Starovjerer. De have sit Forsamlingshus hos min Vært, hvis ældre Broder holder Gudstjeneste for dem eller læser af de gamle Bøger, hvilke de anerkjende som de eneste, der indeholde det ufordærvede Guds Ord.

Jeg træffer her omkring i Landsbyerne ved Pääjärvi ofte paa Folk, som have været i Norge paa Fiske, især ved Vardø, og som pludselig begynde at bruge nogle fortvivlede, fordreiede norske Ord. De have store Tanker om Norges Rigdomme og rose Nordmændene; thi de tjene godt i den Tid, de opholde sig i Finmarken, og leve godt, idet de rimeligvis ikke strængt overholde Fasten, men under fremmede Forhold spise, hvad der bydes dem. Men Gud bevare os vel for nogen Kolonisation af disse ikke kjødædende Mennesker med sine Starovjer-Præster!

Karelerne maa i sine hjemlige Forhold vistnok være et sjeldent forligeligt og fredeligt Folk. Jeg slutter dette af den Omstændighed, at der paa Oulangansuu boede 3, - og her paa Sofienga bo 4 gifte Brødre fredeligt sammen i et Hus og forliges i et Kjøkken og om et Arnested. Man maa ganske vist reise baade langt og længe for at kunne, som her, sande Skriftens Ord: "Hvor smukt, at Brødre bo endrægtigen sammen!"

Fra Sofienga skydsede min Vært, Pestrikof, hans Kone og Broderkone mig til Tuoppajärvi Præstegaard. Kvinderne viste sig at være ligesaa flinke og udholdne til at ro som Mændene. Forresten erklærede Pestrikof, at han og hans Folk vare de eneste brugbare i hele Landsbyen. I alle de andre Gaarde var Befolkningen aldeles udmagret og elendig af Sult; thi der fandtes ikke Melsmulen hos nogen af dem, og de duede saaledes hverken til at ro eller udføre noget andet anstrængende Arbeide.

Elven, som kommer fra Tuoppajärvi, løber ganske stille som en Lon, lige til man naar et lodret Fossefald, der kommer lige ud fra Tuoppajärvis store Vandmasse. Fossen er smuk og imponerende, da Vandmassen er saa stor som i Laugen. Efter mit Aneroids Udvisning, skal Tuoppajärvi ligge 44 Fod høiere end Pääjärvi. Baaden drages ad en Vei, hvor der er lagt Tværstokke, forbi Fossen, og man kommer med en Gang lige op i Tuoppajärvi. Vi fik god Bør, og det gik raskt afsted mod "Saari" eller Øen, hvor Præstegaarden ligger. Denne kunde vi endnu ikke øine, men Indsøen laa foran os som et Hav; thi i Sydost ser man intet Andet end Himmel og Vand. Bredderne ere meget lavlændte og skovbevoxede. Tuoppajärvi har saaledes en langt større Bredde end Imandra og gjør et mere storartet Indtryk end denne.

Jeg ankom ved Middagstid til Øen, hvor Præsten bor, og gik op imod Præstegaarden, nysgjerrig efter at se, hvorledes en saadan saa ud her, midt inde i russisk Karelen. Jeg fandt Præsten beskjæftiget med at slaa Hø, da jeg kom ind paa Gaarden, og hilsede paa ham. Heldigvis forstod han Karelsk, saaledes at vi kunde tale sammen uden Hjælp af min russiske Tolk. Dette var den eneste af de vistnok ikke mange præster, som jeg paa Reisen traf, der kunde tale sin Menigheds Modersmaal. Gudstjenesten udfører han dog paa Russisk, som de fleste Kareler ogsaa forstaa. Uden mindste Besked om, hvem jeg var, hvorfra jeg kom, eller hvad jeg vilde, modtog Præsten Kamkin mig med den største Forekommenhed og indbød mig gjæstfrit til at træde ind i sit tarvelige Hus. Strax efter kom "Samovaren" eller, Selvkogeren, den russiske Themaskine, ind, og jeg blev trakteret med en Kop fortrinlig The.

Præstens Indtægter gaa neppe op til mere end omtrent 300 Rubel aarlig, og han er derfor nødt til selv baade at slaa sit Hø og høste sit Korn. Han har en Kapellan, der bor i Huset ved Siden af, og 2 Klokkere, men, efter hvad jeg hørte senere, skulde Menigheden ikke bestaa af mere end omtrent 30 Sjæle. Resten er nemlig Starovjerer, der have sine egne Lægpræster. Alt, hvad jeg forøvrigt saa her paa denne Landspræstegaard, baade inde og ude, røbede stor Fattigdom. Besætningen af Kreaturer paa Gaarden bestod af en eneste Ko, for hvis Foder Præsten netop var beskjæftiget med at sørge, da jeg kom. Ikke desmindre holdt Kamkin en Søn paa Seminariet i Archangel, hvor Læretiden for at uddannes til Præst er 12 Aar; Seminariet har 6 Klasser, og den korteste Tid, der behøves, er 2 Aar i hver Klasse. Inde i Præstens Bolig lod der ikke til at være mere end 3 Rum, nemlig en Dagligstue, der ogsaa brugtes til Kjøkken, Soveværelse og Spiskammer. Møblementet var tarveligere end i en almindelig Bondestue i Finland eller Norge. Det bestod nemlig af et Bord paa 3 Ben, skjønt det var bestemt til at have 4, faste Træbænke rundt Væggene samt 1 Stol. Paa Væggen hang et Speil, nogle Helgenbilleder, et Billede af Solovetski Kloster, et Portræt af en Metropolit og endelig, hvad jeg mindst af Alt havde ventet at finde her, hvorfor jeg ogsaa ved første Øiekast ikke rigtigt vilde tro mine egne Øine, Portræt i Glas og Ramme af Oscar og Josephine. Men skjønt Alt var i yderste Grad tarveligt i denne Præstebolig, var dog det, der fandtes, pudset, rent og blankskuret.

Jeg havde kun nogle faa Timer at opholde mig paa Øen, da jeg nemlig ikke vilde sætte Beboerne i Forlegenhed med at skaffe mig Logi Natten over, og rykkede derfor snart ud med Spørgsmaalet, om jeg maatte faa Lov til at fotografere Præstegaarden og Kirken. Det var langtfra, at Præsten havde noget herimod; tværtimod stillede baade han; Kapellanen og Sønnen - ligesom et Par Børn i bare Skjorten - sig op, saaledes at de bleve med en miniatur. I det Samme jeg tog Laaget af Objektivglasset, kom Præstekonen og en anden Kvinde om Hjørnet, bærende mellem sig en Vandstamp paa en Stang, lagt over deres Skuldre. De bleve da paa et Vink af Præsten staaende, men aftegnede sig kun som svage Gespenster.

Præstegaard i russisk Karelen

Denne Ø i Tuoppajärvi, der dels benævnes Saari, (Øen kat. ex.), dels Pyhä saari, den hellige Ø, eller nu i den senere Tid, efter at en orthodox Præst her har taget Bopæl, Pappilon saari Præstegaardsøen, var for c. 15 Aar siden Hovedsædet for Traktens Starovjerer.