Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
1. Loppens Præstegjeld
2. Alten-Talvigs Præstegjeld
3. Hammerfest Præstegjeld
4. Kistrands og Kjelvigs Sogne
5. Koutokeino og Karasjok Sogne
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

5. Koutokeino og Karasjok Sogne

KART

eller Koutokeino Præstegjeld indbefatter hele den sydlige Deel af Vest-Finmarken, som bestaaer af dets største og meest sammenhængende Fastland. Dette Præstegjeld har ingen Søekyst inden sine Grændser; det støder mod Nord til Alten-Talvigs og Kistrands Præstegjelde, mod N.O. til Lebesbye Præstegjeld i Øst-Finmarken og imod Vest for en Deel til Schjervøe Præstegjeld, men omgives forresten af Enontækis og Utzjokis Pastorater i russisk Finland. Som en naturlig Følge af Indvaanernes Levemaade og Mangel paa faste Eiendomme er en skarp Grændse imellem begge Sogne ligesaalidet fornøden, som en saadan i Virkeligheden existerer. Ikke visse Landstrækninger men visse Personer eller Familier er det, som her henhøre til dette eller hiint Sogn. Vil Man alligevel have en Grændselinie nogenlunde bestemt, da kunde Man uden væsentlig Feil tænke sig en saadan optrukken i Retningen fra Nord til Syd omtrent midt imellem begge Sognes Hoved-Elve, Altens- og Karasjok Elve, dog maaskee noget nærmere den sidste, hvilken Linie begge Sognes Finner vel ikke i Almindelighed med deres Hjorde overskride. Ligesaa ubestemt er Grændsen imellem disse Sogne og de andre norske Sogne, som omgive dem; men desto nøiere og skarpere er denne bestemt imod de tilstødende russiske Provindser. Paa hele den østlige Side danner Tana-Elven (Enare- eller Anar-Jok) en naturlig og sikker Grændse; paa den sydlige og sydvestlige Side derimod er denne bestemt ved en bred igjennem Skoven - hvor saadan gives - udbyggen Vei, deels ved opreiste Steenrøser. Henføres til Koutokeino og Karasjok Sogne de Landstrækninger, hvorpaa disse Sognes Fjeldfinner drage omkring med deres Reenhjorde, og som ikke med mere Føie kunne henføres til noget andet Sogn, da ville begge Sogne komme til at danne et omtrentlig Qvadrat, der er 14 á 16 Mile paa hver Kant. Flade-Indholdet bliver altsaa mere end 200 geographiske [Qvadratmile]. Men ligesom dette Præstegjeld følgelig bliver det største i Landet i Henseende til Udstrækning, saaledes er det ogsaa det fattigste i Henseende til Befolkningen; thi denne kan neppe ansættes høiere end 900 til 1000 Sjæle; altsaa kommer der kun et Antal af høist 5 Mennesker paa hver [Qvadratmiil].

Da man om Sommeren kun ved besværlige Fodreiser kan komme til disse Sogne, saa er det i Almindelighed Fjeldfinnerne forbeholdt at see disse Egne paa denne Aarstid. Men naar Man paa en klar Vinterdag fra eet af de høiere Fjelde skuer trindt omkring sig, og, saalangt som Øiet kan naae, Intet bliver vaer, uden uhyre Sneemasser, som opdynge sig den ene bagenfor den anden i uendelige Rader, uden at afbrydes af Gaarde eller Skove eller nogensomhelst anden Gjenstand, der kunde frembringe en Afvexling i denne Eensformighed; saa kan Man dog nogenledes danne sig et Begreb om disse Tragters vilde og traurige Natur, hvilken vel neppe Sommeren selv formaaer at indaande synderligt Liv.

Hvad der ikke er Søe eller Elv, er Fjeld. Det hele Landskab er en sammenhængende Fjeldstrækning, hvoraf dog naturligviis nogle Punkter ere mere ophøiede end andre, hvorved der opstaae smaae Fordybninger eller Sletter imellem, der vel meget ofte ere opfyldte af smaae Indsøer, men dog ogsaa ofte ere Myrer, der i den varme Sommertid udtørres, og i Almindelighed ere bevoxede med tynd Birkeskov; men sjelden kan dog en saadan Slette ansees for noget egentlig Dalføre, da den sædvanlig baade ligger høit, og det faste Fjeld formodentlig overalt kun bedækkes af en meget tynd Jordskorpe. Disse Sletter vilde f. Ex. selv i et sydligere Clima rimeligviis ikke være synderlig skikkede for Agerbrug. Finnen kalder dem derfor ikke Dale, men betegner dem med et eget Navn, nemlig Vuobme, hvorved han forstaaer en saadan Flade eller Fordybning imellem høiere Bjergkupler, der er tyndt bevoxet med Kratskov af Fjeld-Birk eller andre Løvtræer og Buske.

Den høieste Fjeldryg strækker sig i Øst og Vest imellem Havet eller Altens og Porsanger-Fjorde paa den nordlige, og Masi og Jetzjok paa den sydlige Side. Nuppivara vestenfor Altens-Elv, samt Vorieduder og Rastegaise østenfor samme hæve sig betydelig over de øvrige Fjelde, (2500 á 3000 over Havet) og ere maaskee at betragte som den sidste Rest af Kjølens Grændsefjelde. Ogsaa for Finmarken var det vel Meningen, at den høieste Fjeldryg skulde være Grændsen mod Sverrig, og Man troede at finde den der, hvor Grændsen nu gaaer, fordi de nordenfor samme løbende Elve alle udgyde sig i Iishavet; men Fjeldene søndenfor Koutokeino naae dog langtfra ikke til den Høide, uagtet Landet vel ogsaa der hæver sig noget, hvilket tydelig bevises ved Elvenes Løb, af hvilke de betydeligste have deres Udspring i den midtre Deel af Præstegjeldet paa Fjeldryggens Sydside, og først gaae i sydlig Retning, men siden nødes til at bøie af mod Øst og Nord. Elvene kunne henføres til 2 Hoved-Vanddrag. Det ene er den betydelige Elv, hvilken Man af dens Udløb i Havet igjennem Alten har givet Navn af Altens-Elv. Høiere oppe har den intet bestemt Navn. Finnerne kalde den blot Ædno, Benævnelsen paa en større Flod, ligesom Jok betyder en mindre Elv. Den har sit Udspring fra 2 smaae Søer, Vuorkojaure og Rikasjaure 4 á 5 Mile i V. N. V. fra Koutokeino. Fra hver af disse 2 Vande udløber en liden Elv i Syd, som efter et Par Miles Løb forene sig; kort efter bøier Elven sig mod Øst, og siden imod N.O. til Koutokeino, hvor den optager Suobadusjok, som kommer fra Syd, og ligeledes er een af Elvens betydeligste Kilder. Efterat have løbet en Miil forbi Koutokeino forener den sig med den temmelig betydelige Sjaberdasjok, der har sit Udspring fra 2 Vande Zhjolmijaure og Zhjarajaure ved Foden af de høie Fjelde: Nuppi- og Juri-Vara, løber i Begyndelsen lige i Syd igjennem en Række af større og mindre Vande, men bøier siden pludselig mod Øst, indtil den med stærk Strøm falder ud i Hoved-Elven. Denne fortsetter sit Løb mod N. O. og optager paa begge Sider flere ubetydelige Smaae-Elve; men bøier sig efterhaanden mere og mere nordlig indtil Masi, hvor den ei aldeles ubetydelige Masi-Elv, der kommer fra Gjetz-Jaure og Sodnojaure, falder ud i samme paa den vestlige Side. Omtrent 1 Miil nordenfor Masi begynder Elven at bøie sig mod N. V., danner paa denne Strækning flere Fosse, og falder gjennem Altens Dal ud i Altens Fjord, efterat den en god Miil ovenfor sit Udløb har optaget den ved 2 mindre Elves Sammenløb dannede Eibyejok fra en Sidedal af samme Navn paa den vestlige Side. Længden af det hele Elvedrag kan, naar de mindre Bøininger ei tages med i Betragtning, udgjøre 30 Mile. Elven er vel i Almindelighed ikke mere end 2 til 400 Fod bred og ikke meget dyb; men paa mange Steder udvider den sig til en anselig Bredde af 1 til 2000 Fod og flere Favnes Dybde, og har da mere Udseende af en liden Indsøe. Saadanne Steder betegne Finnerne ogsaa med særegne Navne og kalde dem Jaurek (Vande).

Det andet Hoved-Elvedrag er den mægtige Tana-Strøm (Enare eller Anarjok) der har sit Udspring ved Finmarkens sydligste Grændser mod Rusland, og under hele sit Løb først mod Nord siden mod N. O. indtil Polmak danner Grændsen imellem begge Riger. Den berører altsaa Vest-Finmarken kun som Grændse-Elv, hvorimod en betydeig Green af samme, Elven Karasjok, gjennemstrømmer det hele Sogn, der af den har faaet sit Navn. Denne bestaaer især af 2 omtrent lige betydelige Elve, af hvilke den, der allerede fra sin Begyndelse fører Navn af Karasjok, har sit Udspring ved den russiske Grændse ikke meget langt vestenfor Tana-Elvens Kilder, og løber under forskjellige Bøininger i det Hele taget mod N. N. O. i en Strækning af omtrent 15 Mile. 2 Mile sydvesten for Karasjok forener den sig med den anden Hovedarm Jetzjok, der kommer fra Jetzjaure, een af Indlandets største Søer, under det vidtstrakte Fjeld Vorieduder, løber, ligesom de andre Elve paa den sydlige side af Fjeldryggen, først mod Syd, men siden mod Øst forbi det gamle Thingsted Afjuvara. Den forenede Elv fortsætter sit Løb mod N. O. forbi Karasjok Kirke eller saakaldte Markedsplads og falder 2 Mile nedenfor samme ud i Tana-Elven. Karasjok, hvis hele strækning udgjør omtrent 20 Mile, er mindre vandrig end Altens Elv, især førend den forenes med Jetzjok

De øvrige Elve, som findes i disse 2 Sogne ere ubetydelige, og have alle sit Udløb i een af de ovennævnte Hoved-Elve.

Smaae Indsøer gives der utallige af i disse Fjeldsogne, saa at Landet for Den, der fra et høitliggende Sted kan overskue en større Deel af samme, viser sig som et Sold. De fleste ere imidlertid ubetydelige, kun Faae ere over et Par Mile i Omkreds. Imidlertid har Enhver sit særskildte Navn; men at opregne dem Alle, eller afsætte dem paa et Landkort vilde være fast umueligt. De betydeligste iblandt dem ere allerede i det Foregaaende nævnte; foruden disse kunne endnu mærkes følgende:

Solajaukek, 2 smaae Indsøer, som tilligemed den noget større Autziejaure forsyne Eibye-Elven med Vand, ligge lige i Veien imellem Alten og Koutokeino, i een af disse Egnes græsrigeste og med taalelig Kratskov forsynede Fjelddale: Suolovuobmi er derfor et almindeligt Standqvarteer paa denne Reise. Lappojaure og Vuottesjaure ligge paa den østlige Side af Altens Elv, som optager Vandet af den Førstnævnte, medens den Sidste igjennem Vuottesjok udgyder sig i Jetzjok. De ere begge over een Miil lange. Over disse Søer fører Veien imellem Koutokeino og Karasjok.

Gaggajaure og Levnjaurek ere 3 smaae Søer i N. O. der sende sine Vande ned til Porsangerfjorden

Mailjaure og Gemijaure, 3 Mile N. V. fra Karasjok og Golbajaure i S. O. løbe igjennem ubetydelige Elve ud i Karasjok-Elven.

Uagtet alle disse Vanddrag have en større eller mindre Elevation over Havet, og Man under denne Breddegrad just ikke tør stige ret meget over Havspeilet, førend Naturen saa at sige uddøer; saa er deres Leie dog naturligviis lavere end deres Omgivelser; og forsaavidt disse Egne kunne opvise nogen anden Vegetation en Lyng og Mose, maa denne altsaa søges langsmed Elvebredderne. Disse frembyde virkelig ogsaa paa nogle Steder meget Mere, end Man skulde vente. Især have Bredderne af Karasjok-Elven, der stundom udvider sig til et temmelig bredt Dalføre, ret vakkre græsrige Sletter med frodig Løv- og Furuskov, der ogsaa trækker sig opad Side-Elverne og Tana-Strømmen, men dog efterhaanden bliver mere og mere tynd og forkuet. At Furuskov fordum har været mere almindelig, saasom i Omegnen af Koutokeino, ved Masi og flere Steder ved Altens Elv, bevise mangfoldige endnu tilbagestaaende Stubbe saavelsom enkelte Træer, der hist og her have skjult sif for Øxen. Birkeskov, der stundom blandes med lidt Asp og Hæg, træffes derimod hyppigere, og, idet mindste som Buske eller tyndt Krat, næsten overalt i Fjeldenes Fordybninger ved Elvenes og Søernes Bredder. Det er en Selvfølge, at saadanne Steder fortrinsviis ere valgte til Beboelse, og at Kirkerne her ere opførte.

Disse Sogne have tvende Kirker, nemlig i Koutokeino og i Karasjok, hvilke Steder, til Forskjel fra hele Sognet af samme Navn, sædvanlig af Finnerne kaldes Markedspladse, maaskee fordi reisende Handelsmænd her stundom opholde sig nogen Tid af Vinteren. Disse to Steder ere, tilligemed et tredie Sted: Audagoska ved Tana-Elven, for nærværende Tid de eneste i disse vidtløftige Strækninger, som ere bebyggede og beboede; thi de oprindelige og fleste Indvaanere, de egentlige Fjeldfinner eller Reenlapper drage uden faste Boepæle omkring med deres Hjorde fra Sted til andet. Hvorvidt fordum flere eller andre Steder i disse Egne have havt faste Beboere, er aldeles uvist, men adskillige Omstændigheder synes at lede til nogen Formodning derom. Man seer saaledes ved Bredderne af Jetzjok, omtrent 6 Mile ovenfor Karasjok, paa et Sted som kaldes Afjuvara, endnu Levninger af et tømret Huus, der fordum benyttedes til Gudstjeneste og til Thingstue, hvorfor ogsaa Karasjok Sogn eller Thinglaug endnu ofte benævnes: Afjuvara Sogn; og i et af den daværende Præst imellem Aarene 1721 og 1744 ført Mandtal over Menigheden finder Man ved siden af Koutokeino Bye ogsaa Afjuvara og Mannevara, omtrent ½ Miil østenfor Karasjok, benævnte som "Byer" d. e. Boepladse. End større Sandsynlighed er der for, at Suolovuobmi (14) paa Veien imellem Alten og Koutokeino tilforn har havt faste Beboere: thi Man finder ei alene i de ældste Ministerialbøger, at folk er skrevne derfra, f. Ex. Anders Person Soulovuobmi, hvilket ei vel kunde anvendes paa en Fjeldfin, der ingensteds har havt fast Boepæl; men i den af den sidste svenske Præst i Kaldsbogen efterladte series pastorum siges det udtrykkelig om de ældste Præster i den sidste Halvdeel af det 17de Aarhundre, at de "boede der, hvor den danske Masi Kirke nu staaer" d. e. paa den østlige Side af Altens Elv omtrent 9 Mile nordenfor Koutokeino og nærved Suolovuobmi. Præsten har dog neppe boet ganske ene her. Det er imidlertid paafaldende, at Man nu paa intet af disse Steder opdager det ringeste Spor af Vaaningshuse, og Man maatte finde det endnu besynderligere, at Sagnet om faste Beboere sammesteds saa aldeles har kunnet udslettes, naar Man ikke vidste, at Fjeldfinnerne saa ganske leve i og for sit eget Jeg og det nærværende Øieblik, at det Forbigangne, eller Det, som ikke angaaer deres egen Person, er dem fuldkommen ligegyldigt, hvorfor Man ofte hos dem forgjæves søger Oplysning om Tildragelser endog fra deres egen Barndom.

Koutokeino (egentlig Gouvdo-Geino, efter Ordenes Betydning: Midten af Veien) ligger under en Polhøide af 68° 59' paa begge Sider af Elven, hvis almindelige Leie her er 150 til 200 Skridt bredt; men om Vaaren og efter vedholdende Regn stiger den langt over sine Bredder og overskyller de omliggende lave Sletter. Stedet har ingen behagelig Beliggenhed; det er frit nøgent og ensformigt; aabent for alle Vinde, og omgives af lave med en Smule Krat sparsomt bevoxede Bjergaase og Sandbakker. Dets Høide over Havet er ifølge v. Buch kun 784 Fod uagtet det er en heel Breddegrad fjernet fra samme.

Kirken staaer paa en liden Bakke omtrent 400 Skridt fra Elven paa dens sydlige eller sydostlige Side. Den er af Tømmer, liden, temmelig mørk, og overhovedet uanselig. Den har intet Taarn; men af en forunderlig Smag har Man paa Taget opreist 4 eller 5 høie kors af Træe, hvoraf dog nogle ere nedfaldne. Udenfor Kirken, et lidet Stykke fra samme er et Slags aabent Taarn eller Stillads særskildt opsat, hvori Kirkens 2 meget smaae Klokker ere anbragte. Imellem denne og Kirken gaae Man igjennem en fritstaaende aaben Port, hvori Ligene midlertidigen hensættes. Kirken er bygget i Aart 1701 hvilket Aarstal tilligemed Bygmesterens Navn C. J. S. A (Christiern Jacobsen Antilius) findes udhugget paa Kirkedøren. At der tidligere maa have existeret en Kirke er vist, da Man allerede flere Aartiender tilbage i det foregaaende Aarhundrede finder svenske Præster ansatte her; men om den har staaet paa det samme eller noget andet Sted end den nuværende Kirke, veed Man aldeles ikke. Da Præsterne i hiin Tid skal have boet i Masi, synes den ældre Kirke ogsaa at maatte søges der; men der findes intet Spor af nogen saadan, thi de Ruiner, som endnu staaer der, ere Levningerne af det fra norsk Side først i Aaret 1721 opførte lille Capel.

Kirkegaarden, som omgiver Kirken, er eet af Koutokeinos vakreste Punkter. Man har fra denne lille Bakke en ganske behagelig Udsigt over Elven, som er Egnens bedste Prydelse, og Stedet selv er bevoxet med ret vakkre Birketræer, hvilke formodentlig mere Overtroen end Agtelse for den indviede Jord, som bærer dem, hidtil har sparet, medens Man forlængst har borthugget enhver anden Busk, der var stor nok til at benyttes som Brændsel. Foruden denne Kirkegaard findes en ældre et lidet Stykke længere ned ved Elven, hvor endnu Gravstederne ere kjendelige; men intet Spor af Kirke opdages.

Næst Kirken er Præstegaarden den største Bygning, hvilket imidlertid ei har stort at betyde. Den ligger tæt ved Elven paa samme Side som Kirken, og bestaaer af et 8 á 9 Alen bredt og omtrent dobbelt saa langt Vaaningshuus med 3 Værelser, samt et Udhuus. Den er henved 30 Aar gammel, af godt Tømmer, men fra Begyndelsen slet opført, og afgiver kun maadelig Vinterbolig. Ved Siden af Præstegaarden staaer et Skolehuus; og disse ere alle Stedets offentlige Bygninger.

De private ere ikke nær saa betydelige som de ere mange i Tallet. Foruden 7 lave og meget uanselige, men dog tømrede Huse, som beboes af Stedets 8-9 fastboende Familier, og som ligge paa begge Sider af Elven tildeels langt fra hverandre, samt et Par smaae Stuer, som tilhøre Kjøbmænd, der ved en Betjent pleie at drive nogen Handel her, findes her en stor Mængde smaae Stolpeboder, staaende i lange Roder eller klumpeviis omkring Gaardene, der i nogen Afstand give Stedet Udseende af en stor og stærkt befolket Landsbye. Disse Boder tilhøre Fjeldfinnerne og tjene dem som Forraadskamre eller Opbevaringssted for de Madvarer og andre Sager, som de ikke daglig eller for Øieblikket behøve, og derfor ei ville slæbe med sig omkring paa deres vidtløftige Vandringer paa Fjeldene.

Sletterne langs Elven omkring Koutokeino ere ret gode og græsrige Enge, hvoraf den største Deel hører under Præstegaarden, men nu, da Præsten efter disse Sognes forening med Kistrand ei opholder sig her om Sommeren, pleie at overlades Stedets Beboere imod at forsyne Præsten med Melk og Smør under hans Ophold her om Vinteren. Disse og de ubetydelige Jordstykker, som ere Indvaanernes Eiendom, ere imidlertid ikke tilstrækkelige til deres Behov, hvorfor de nødes til at samle sig det fornødne Høe paa mange andre Steder ofte i flere Miles Afstand, hvilket nyelig - i 1833 og 34 - har foranlediget nogle af de i Koutokeino boende Familier til at flytte til et andet Sted, een Miil længere ned ved Elven, som har faaet Navn af "Nyebyen".

Karasjoks eller maaskee rigtigere Garasjoks (en strid, stærktstrømmende Elv), Markedsplads ligger nordøstlig fra Koutokeino, under 69° 28' 11'' Bredde, paa den sydlige Side af Elven, hvorefter Stedet benævnes, og som her ved en Bøining danner et fladt Næs. Karasjok synes af Naturen saa begunstiget, som et Sted under denne Polhøide ret vel kunde være det. Omslynget af Elven, hvis Bredder hæve sig i Terrasser, der afvexlende ere bevoxede med Furu- og Birkeskov, frembyder det et venligt, endog smukt Prospect for Øiet, som her finder en Hvile i de noget længere bortfjernede temmelig høie Fjeldaase; og da Forraaden af Tømmerskov har sat Stedets talrige Beboere istand til at opføre sig større og bedre Huse; da en liden med smagfuld Kirke hæver sit Taarn midt imellem Husene, saa have ei heller Menneskehænder bidraget Lidet til at give dette Sted væsentlige Fortrin for Koutokeino.

Kirken, som er en tømret Korskirke, hvis 4 Arme næsten ere lige store, er opført i Aaret 1807; før den Tid var her kun et lidet Forsamlingshuus. Paa Midten af Kirken, hvor begge Kors overskjære hinanden, er et lidet Taarn eller snarere et Slags Kuppel. Kirken er høi, lys og net, men fattig paa Decorationer. Kirkegaarden ligger noget afsides udenfor Byen. Til Præstebolig har Man lige indtil denne Tid maattet behjælpe sig med et lidet, høist indskrænket og maadeligt Huus, der Intet havde forud for Stedets øvrige kun af eet Værelse bestaaende Huse. Det er heller ikke opbygget til Præstegaard, men har fordum tilhørt en Almuesmand, og er for henved 40 Aar tilbage bleven kjøbt til Præsten. Det er nu nyelig ved Reparation og Tilbygning omdannet til en bedre og beqvemmere Boepæl. Der hører ingen Jord til samme.

Karasjok tæller nu 19 Vaaningshuse med dertil hørende Udhuse og Jord, og Stedet synes med al Føie at kunne kaldes en Landsbye, da det ganske ligner en dansk Landsbye, eller formedelst Overeeensstæmmelsen i Henseende til Omgivelserne og Kirkens samt Husenes Bygningsmaade snarere en liden Ladeplads eller et Brug i det nordlige Sverrig eller i Norge. Jorderne ere imidlertid naturligviis kun ubetydelige og indskrænkede til Enge, hvoraf dog, ligesom i Koutokeino, kun den mindre Deel findes omkring Gaardene, men det Meste ligger adspredt ovenfor og nedenfor langsmed Elven.

Til Sognets beboede Steder maa endnu regnes det ovennævnte Audagoska ved Tana-Elven, 3 til 4 Mile i Nordost fra Karasjok, hvor 4 Familier have fast Boepæl, og ernære sig ved Fædrift og Laxe-Fiskerie, til hvilket sidste de derværende Fossefald give god Anledning. Paa den modsatte Elvebred, som er russisk Territorium, boe ogsaa nogle Familier.


14) Suolovuobmi er eet af de græsrigeste Dalstrøg i disse Egne, og da det ikke ligger meget høit, men indesluttet af smaae Bjergaase, og saaledes i Lye for det strængeste Veir, voxer Birken ogsaa temmelig frodig her. Alten Elv og mange smaae fiskrige Vande gives i Nærheden, og det synes saaledes ikke underligt, om Stedet kunde friste nogle Familier til at nedsætte sig her. Ogsaa i vore Dage have Enkelte yttret Lyst hertil, og disse fortjente nogen Opmuntring fra det Offentliges Side, da Sagen med Hensyn til Befordringen af Reisende, Posten og andre Transporter ikke er uden almeen Interesse.