Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

Hammerest Præstegjeld.

KART

Dette Præstegjeld, som bestaaer af Hovedsognet Hammefest med Kjøbstaden af samme Navn og Maasøe Annexsogn, indtager mere end Halvdelen af Vest-Finmarkens vidløftige Kyststrækning, men trænger ingensteds betydelig ind i Landets Indre. Det strækker sig fra Grændserne af Alten-Talvigs og Hasvigs Sogne, til hvilke det støder mod Syd og Sydvest, i en Linie af omtrent 18 geographiske Miles Længde op til Nordcap paa Magerøen, hvoraf den vestlige Halvdeel hører til dette Præstegjeld, og grændser altsaa imod Nordvest og Nord til Havet, men mod Øst til Kjelvigs og Kistrands Sogne, fra hvilke det adskilles ved et høit Fastland, hvoraf ligeledes den vestlige Halvdeel maa henføres til Hammerfest Præstegjeld, saaledes at Grændsen gaaer omtrent i Nord og Syd langsmed Fjeldryggen i en Strækning af 15 til 16 geographiske Mile. Grændsen imellem begge Sogne, der dog ligesaalidet som Grændserne imellem de forskjellige Præstegjeld, med Nøiagtighed kan angives, maa Man tænke sig optrukken fra Bunden af Revelsbotten mod Nordvest forbi de ubeboede smaae Øer: Rafsholmen og Skibsholmen, imellem Sørøen og Rolfsøen. Hele Præstegjeldets Grændselinier danne saaledes noget nær en ligebenet Triangel, hvis omtrent 16 Mile lange Sidelinier løbe sammen ved Nordcap, og hvis Grundlinie fra Grændsefjeldene mod Porsangen i Øst til de nordvestlige Pynter af Sørøen udgjør 12 til 13 geographiske Mile, saaat Flade-Indholdet altsaa bliver omtrent 100 [Kvadratmile], hvoraf vel Søen kan antages at optage Halvvdelen, og hvoraf omtrent 60 [Kvadratmile] Mile falde paa Hovedsognet og 40 [Kvadratmile] paa Annexsognet. Ved Folketællingen i 1825 havde Hovedsognet, med Indbegreb af Hammerfest Bye, 1366 Indbyggere, og Maasøe Sogn 478, tilsammen 1844 Sjæle, hvortil kommer den senere Tilvæxt af mindst 200 Individer, saa at hele Præstegjeldets Folkemængde kan ansættes til rigelig 2000 Sjæle. Dette giver i Hovedsognet en Befolkning af omtrent 25 Mennesker paa hver [Kvadratmiil] eller 50 paa hver [Kvadratmiil] Landjord; men i Annexsognet kun 13 a 14 Mennesker paa [Kvadratmilen] eller 27 paa hver [Kvadratmiil] Landjord.

Hammerfest Præstegjeld bestaaer for en stor Deel af Øer. Af Hovedsognet udgjøre de 3 betydelige Øer: Sørøen, Seilandet og Qvaløen den væsentligste og meest befolkede Deel; thi Fastlandet, hvis Kyststrækning kun er liden i Sammenligning med hine Øers Omkreds er i det Hele taget mindre bebygget end disse, og de mindre Øer: Store og Lille Binna i Sørsundet, samt Høia, Hjelmen og Melkøen i Vest for Hammerfest, ere kun ubeboede Klipper. De to første af nysnævnte store Øer, Sørøen og Seilandet, hvoraf kun den nordlige Deel hører til Hammerfest Sogn og allerede forhen ere omtalte, adskilles ved det brede og omtrent 4 Mile lange: Sørsund, som er det almindelige Skibsleed for alle Fartøier, som gaae imellem Hammerfest og søndenfor beliggende Steder; dog pleie Skibe, som gaae udenskjærs, hyppig at løbe ud nord omkring Sørøen imellem Forbjerget Tarhalsen og Skibsholmen, fordi de paa denne Vei tidligere komme i rum Søe, uagtet Sørsundet, som de fleste Farvande langs Finmarkens Kyster, er temmelig reent for blinde Skjær. Paa Seilandssiden danner Sundet de 2 større Fjorde: Skreifjord og Eidfjord, ligesom en Række af mindre Fjorde og Bugter paa Sørøen. Qvaløen, - eller maaskee rettere: Hvaløen, af "Hval", som i Almuesproget udtales "Qval" - paa hvis vestlige Side Byen Hammerfest ligger ved en liden Bugt, er af en rhomboidalsk Form, 8-9 geographiske Mile i Omkreds, med temmelig lige og jævne Kyster undtagen paa Nordsiden fra Forbjerget Mylingen østefter, hvor flere, tildeels beboede men ikke dybe, Bugter skjære sig ind, blandt hvilke Riisvog og Torskefjordene ere de mærkeligste. Af Øens sydligste Pynt, Stangnæs, kløves den nordlige Fortsættelsen af Vergesundet i 2 Arme, af hvilke den vestlige, der gaaer op til Hammerfest, paa et enkelt Punkt, en god halv Miil søndenfor Byen, sammenknibes til et ganske smalt Sund, der med Føie har Navn af "Strømmen" men iøvrigt har en betydelig Bredde, og paa den vestlige Side danner en viid Havbugt: - Eibugten - ind i Seilandet, fra hvis Bund Man gaaer over til Eidfjord i Sørsundet over et ganske smalt og lavt Eide igjennem en dyb Rift i det ellers høie Klippeland; medens den anden Arm, som kaldes Qvalsund, gaaer østlig omkring Qvaløen. Ved Enden af dette Sund ligger Qvalsunds Capel og Handelssted i en Bugt, som dog er ubetydelig i Sammenligning med den strax nordenfor henved 2 Mile ind i Fastlandet mod Øst indtrængende Repperfjord, i hvis Bund den eneste Elv af nogen Betydenhed i Sognet har sit Udløb.

Nordenfor Repperfjorden faaer Sundet, der adskiller Qvaløen fra Fastlandet og her gaaer lige i Nord og Syd, Navn af Sammelsund, ved hvis Aabning en næsten ligesaa betydelig Fjord: Revelsbotten skjærer sig ind bagenfor Refsnæs østlig ind i Landet. Den nordre Side af denne Fjord regnes, som allerede forhen bemærket, at henhøre til Maasøe Sogn, i hvilket Sneefjord og Bagfjord, samt Ryggefjord og Kobbefjord ere de betydeligste beboede Fjorde paa Fastlandet. De 2 første, der høre til Sognets bedre Fiskegrunde, ere egentlig 2 Arme af en bred og dyb Havbugt, der gaaer sydostlig ind i Landet, hvorimod de 2 sidstnævnte fra Nordsiden skjære sig ind i modsat eller sydvestlig Retning, saa at Man fra Bunden af den østligste og største af dem, Kobbefjorden, som har lavt Vand og sædvanlig er tilfrossen om Vinteren, temmelig beqvemt kan gaae over til Bagfjorden. Den mellemliggende Halvøe er et høit Klippeland, i hvilket de ubeboede og ubeboelige Bugter: Eiterfjorden og Kulfjorden med deres trange Dale i Bunden, gjøre dybe Indsnit, og styrter sig næsten lodret ned i Havet ved det nordvestlige Forbjerg: Niben, fra hvilket Punkt Fastlandskysten, som hidtil har gaaet mod Nord, bøier sig under en ret Vinkel lige imod Øst. Dette høie Forbjerg, som sees i Nordost saasnart Man fra Hammerfest har bøiet om Qvaløens nordvestlige Pynt: Mylingen, tjener som Mærke for Indseilingen til Havøesund, som gjerne passeres af alle Indenskjærs-Seilere, og i Midten af hvilket en fordeelagtig Handel er etableret paa Sundets Nordside eller paa Havøen, der maaskee rigtigere skrives: Havnøen, som den stundom findes benævnt, da her er en særdeles god Havn. Strax vestenfor Handelsstedet ligger nu ogsaa Sognets Kirke, der i de sidste Aar er hidflyttet, eller saa godt som nye opført, fra den een Miil østligere Maasøe (Maageøen), hvor den forhen stod, og efter hvilken derfor Sognet benævnes. Lidt nordenfor Havøen ligger Hjelmesøen hiinsides et Sund, som til Forskjel til det smale Havøesund kaldes Bredsundet, og een Miil længere vestlig ligger ligefor Gabet af Sneefjorden og Bagfjorden hæver Rolfsøen sine høie og nøgne Fjelde i Veiret, som næsten ganske skjule den meget mindre og lave Ingøe, der i Fortiden var eet af Finmarkens stærkest befolkede Steder, og endnu hører til de fortrinligste og af Nordlændingene meest besøgte Fiskevær. Her findes derfor en Handelsplads, som har en god Havn, dog med en meget vanskelig Indseiling formedelst det aabne Havs vilde Brændinger paa de utallige Holme og Skjær, som omgive samme, og blandt hvilke Fruerholmen ifølge Sagnet skal have været et Forviisningssted for en fornem dansk Dame. Til de større Øer i Maasøe Sogn hører endnu den i Henseende til Omkreds største blandt dem Alle men kun tyndt befolkede Magerøe, der rundt omkring er udskaaren ved dybe i Øens Middelpunkt næsten sammenløbende Fjorde, af hvilke Tuefjord og Vandfjord ere de betydeligste paa Øens vestlige til dette Sogn hørende Side. Ved Indløbet til Tuefjord ligge en Mængde høie Klipper og smaae Øer, og paa een af disse, neppe 2 Mile fra Nordcap, Handelsstedet Gjesvær, der saaledes er den nordligste Handelsplads i Europa. Magerøen adskilles fra Fastlandet ved det næsten et Par Mile lange Magerøesund, der er smalest ved det omtrent i Midten af Sundet fremstikkende Næs Skatøre, hvor Strømmen er saa stærk, at Fartøier stundom end ikke med den føieligste Vind kunne gaae imod samme.

Da Hammerfest Præstegjeld for største Delen strækker sig langs Kysten, og altsaa næsten overalt er udsat for Havets umiddelbare Paavirkning, er det allerede dermed givet, at Præstegjeldet i det Hele taget har en raae Natur og ufrugtbar Jordbund. Det Meste er høie og nøgne Fjelde, af hvilke dog ingen naae op over Sneelinien, undtagen de før omhandlede Seilandsfjelde. Næst disse findes udentvivl de høieste Fjelde paa Fastlandet, samt paa Sørøen og Magerøen. Paa de mindre Øer, Rolfsøe og Hjelmesøe faae Fjeldene derved, at de hæve sig brat umiddelbar fra Søkanten, Udseende af en betydeligere Høide end de rimeligviis have; hvilket end mere er Tilfældet, naar enkelte Fjeldtinder og steile Klippevægge staae isolerede blandt lavere Omgivelser, saasom det før nævnte Nipen og Vestsiden af Havøen, samt Rypeklubben strax ved Hammerfest og Qvænklubben i Vargesundet med flere. Kun paa faae Steder findes Sletter af nogen Udstrækning, og end sjeldnere Træer og Buske, for ei at tale om Skov. I Olderfjord, hvor Navnet synes at hentyde paa Olderskov i Fortiden; i Eibugten, Sjaaholmen og Torskefjordene, samt Revelsbotten og Ryggefjord findes vel noget Brændeskov, men den indskrænker sig dog for det meste til tyndt Birkekrat. En Undtagelse herfra gjør Qvalsundbugten og især Repperfjorden, som har vakre og frugtbare Sletter, og i hvis Bund Elvebredderne prydes af rigelig Løvskov. Repperfjorden er derfor tættere bebygget end noget andet Præstegjeldets Landdistrict, fornemmelig af Qvæner, som stedse ved Valget af deres Boepladse findes at have taget mere Hensyn til Jordbunden end til Fiskeriet. Her har fordum været et lidet Capel eller Forsamlingshuus, som rimeligviis har givet Fjorden sit Navn, da Rippa i det finske Sprog betyder Skriftemaal eller Altergang. Nu søge Repperfjordens Indvaanere sædvanlig til det formodentlig især til deres Bevemmelighed oprettede Qvalsunds Capel, som er en liden og uanselig Træbygning uden Taarn, der iøvrigt ikke har noget bestemt særskilt Sognedistrict, men sorterer under Hammerfest Kirke. Capellet ligger næsten i Bunden af Bugten ved Mundingen af den fra det sydostlige Dalføre kommende Elv, og tilligemed en liden Kirkegaard paa Handelens Jordvei, som er af temmelig betydelig Vidde, og hvis Huse nogle Hundrede Skridt længere i Vest ere gode og rummelige. I Henseende til behagelig Beliggenhed har Qvalsunds Handel et afgjort og væsentligt Fortrin for Præstegjeldets øvrige Handelssteder, blandt hvilke dog Havøesund, som ved høie Fjelde er nogenledes beskyttet imod Havet, ogsaa har en noget blidere Characteer og endeel dyrkbar Jord, ligesom i senere Tid nye og gode Huse der ere opførte.

Af større Vigtighed og Betydning end disse Kræmmerleier eller saakaldte "Handeler" er naturligviis Hammerfest Kjøbstad, som dog for omtrent 40 Aar tilbage kun var, hvad hine endnu ere. Byen ligger ved en liden Bugt paa Vestsiden af Qvaløen under 70° 39' 40'' N. B. og er altsaa Europas nordligste Bye; thi Vardøe ligger omtrent 17' sydligere, og Kola, der - mærkeligt nok - selv i norske Lærebøger i Geographien angives som den nordligste Stad i Europa, ligger henimod 2 Breddegrader længer i Syd. Tilforn boede paa denne som paa de andre Handelspladse kun en enkelt Handelsmand eller Agent for den daværende kongelige octroierende Handel; men i Forordning af 5 September 1787, hvorved den finmarkske Handel blev aldeles frie, bestemtes, at der paa dette Sted ligesom ogsaa paa Vardøe og Tromsøe skulde anlægges en Kjøbstad, der tilstodes endeel Privelegier og Forrettigheder, som findes specificerede i Rentekammerets Placat af 13 Februar 1789 og Anordning af 17 Juli 1789. Efter den Tid begyndte deels flere Kjøbmænd, deels nogle Haandværkere og andre Arbeidsfolk at nedsætte sig paa Stedet, hvorved den nye Kjøbstad, skjønt i Førstningen og tildeels endnu kun ubetydelig,dog efterhaanden begyndte at reise sig og at faae Udseende af en Bye. Ved Valget af det Sted, hvor den nye Kjøbstad skulde anlægges, synes Man med Føie at have taget udelukkende Hensyn til Handelen, især Russehandelen, som den væsentligste Betingelse for Byens Opkomst; og i denne Henseende har Stedet formedelst dets Beliggenhed saa godt som midt i Skibsløbet, uden derfor at ligge aldeles aabent for Havet, ved en liden Bugt, der beskyttes af Fuglenæsset paa den nordre Side og hvis inderste Deel, som bøier sig sydlig bag Næsset, hvorpaa Byen ligger, er den egentlige Skibshavn, unægtelig Fortrinet for de fleste andre. Men i ingen anden Henseende synes Stedet at anbefale sig; dets betydelige Afstand fra Fjelddistricterne, der i flere Henseender kunne betragtes som Byens Opland, hvorved al Communication tillands og umiddelbbar Handel med Fjeldfinnerne og Qvænerne fra Sverrig bliver en Umuelighed; den deraf flydende Besværlighed ved Byens Forsyning med Brændsel, Bygningstømmer og Fødevarer m. m., samt Stedets Ufrugtbarhed, ere væsentlige Mangler, som vilde have forskaffet Qvalsund eller Alten Fortrinet, hvis ikke disse Steder havde ligget for meget afsides for Hoved-Handelen med Russerne og Nordlændingene.

I Aaret 1801 talte Hammerfest endnu kun 77 Individer. I 1825 angaves derimod Folketallet til 341 Sjæle, blandt hvilke dog Endeel ere medregnede, som ikke i egentligste Forstand høre til Byen, skjønt de af denne have sin Næring især ved Dagarbeide, men boe udenfor samme deels paa den saakaldte Grønvold tæt under Fjeldet, deels længere hen langsmed Vaagen og Fuglenæs paa den modsatte Side af samme.

Skjøndt byen just ikke er meget regelmæssig anlagt, og Husene ere opførte med større eller mindre Mellemrum, som tildeels benyttes til Haver, skjelnes dog tydelig en lige i Nord og Syd løbende Hovedgade og nogle mindre Tværgader, ligesom ogsaa i den nordlige Ende et lidet Torv af rhomboidalsk Form har dannet sig. Kirken, en uanselig tømret Korskirke, som er meget ældre end Byen, da den forhen var, og endnu tillige er Landdistrictets Sognekirke. Den er opført i 1744 og følgeligen indrettet efter den Tids Behov. Den er nu meget for liden for den voxende Menighed, og da den tillige er forfalden, især efterat den ved Englændernes Beskydning af Byen i 1809 havde lidt meget, saa har det nu i flere Aar været ventileret, om en aldeles nye Kirke skulde opføres; men Mangel paa Fremfærd i Forbindelse med Meningsforskjellighed med Hensyn til Kjøbstadens Forpligtelse til at tage Deel i Omkostningerne har hidtil forhindret et afgjørende Resultat (12). Kirkene er omgiven af en liden høist utilstrækkelig Kirkegaard, som derfor ikke længer benyttes, hvorimod en nye og større Kirkegaard for en halv Snees Aar tilbage er anlagt udenfor Byen længere hen i Syd-Vest. Foruden Kirken gives af offentlige Bygninger: Præstegaarden i Nærheden af Kirken, en eenetages Bygning, som indeholder 5 Værelser samt har fornødne Udhuse og en liden Have; et lidet Skolehuus tæt ved Præstegaarden, Toldboden, ligeledes en liden eenetages Bygning med tilhørende Have omtrent i Midten af Hovedgaden, som næst at afgive det fornødne Locale for Toldkammerets Contoir, tjener til Bolig for den her ansatte Told-Embedsmand; og endelig: en for faae Aar siden opført Raadstue eller Thingstue tilligemed Arresthuus.

De private Vaaningshuse, hvoraf nogle ere ret anselige og siirlige toetages Bygninger, tildeels hvidmalede, ere omtrent 50 i Tallet, foruden Pakhuse og andre større Bygninger. I Nærheden af Kirkegaarden ligger en Reberbane, og paa den anden Side af Skibshavnen ere 4 Trankogerier, hvor saavel den inkjøbte Fiskelever som det fra Spitsbergen erhvervede Hvalrosspæk forædles. Denne Proces foregik forhen i Byen selv; men da den medfører en høist besværlig Stank, har Man i senere Aar bortfjernet den noget. Længere hen ved Bunden af Vaagen er anlagt et Brændeviinsbrænderie og en Kornmølle, som drives ved en liden Elv, som har sit Udløb fra det omtrent 1000 Skridt østenfor Byen beliggende Vand. En Vandledning er for ikke mange Aar siden fuldført, og et Springvand derved istandbragt midt paa Torvet. Dette saavel som Gaderne er ligeledes i senere Aar broelagt med flade Steenheller, hvroved Byen har vundet betydeligt.

Skibshavnen ansees for særdeles god; dog er den ikke stor nok til at rumme alle de Fartøier, som til enkelte Tider komme ind, og hvis Antal stundom er meget stort. Imidlertid danner den temmelig indsluttede og ved de fleste Vinde for stærk Søegang nogenledes beskyttede Vaag en taalelig god Skibsrheed, især ved Fuglenæsset, hvor flere Skibe pleie at ligge om Sommeren. Blandt Byens offentlige Indretninger maae endnu nævnes 3 smaae Skandser og et dertil hørende lidet Ammunitionshuus. Den ene af disse Skandser er ganske tæt ved Byen, paa Høiden af det Næs, hvorpaa Byen ligger; den anden ligger længer ind i Bugten østenfor Byen, den tredie paa Fuglenæsset. Hver af dem har nogle Stykker Jernkanoner.

Hammerfest Kjøbstad har ingen egen Øvrighed eller Jurisdiction men Byefoged; og Politiemester-Embedet røgtes her af Districtets Foged og Sorenskriver, som boer i Alten, og paa hvis vegne Sognets Lehnsmand i Sommermaanederne, da Stedet besøges af mange Fremmede, opholder sig i Byen for at paasee almindelig Orden. Af andre Embedsmænd have kun Sognepræsten og Tolderen fast Boepæl i Byen, hvor de førnævnte Embedsboliger ere dem anviste. Den Sidstnævnte udfører ved Hjælp af et Par Underbetjente eller Røierter, som lønnes af det Offentlige, de forskjellige ved Toldopsynet forbundne Embedsfunctioner (13). Districtslægen boer ifølge en Amtsbestemmelse for nærværende Tid ogsaa paa Hammerfest; men hans Ophold der kan indtil Videre kun ansees som temporairt, da han har Embedsbolig i Alten, og med hvilken hidtil ingen forandret Bestemmelse er tagen. En Lods-Oldermand boer paa Hammerfest om Sommeren. Af Byens Indvaanere have 7, hvoriblandt en dansk og en russisk Viceconsul, Borgerskab som Kjøbmænd; 2 som Høkere og 1 som Marketenter; desuden ere 8 Skippere og 24 Haandværkere, hvilke sidste dog ikke Alle have Borgerskab som Saadanne. De Øvrige ere deels Fiskere og Søefolk, deels Dagleiere. For nærværende Tid (1834) ere 14 Dæksfartøier, tilsammen af 236 Commercelæsters Drægtighed, hjemmehørende i Hammerfest. De fleste af disse Fartøier ere smaa, - under 20 Læster - og hovedsagelig bestemte til Fangst i Iishavet. Man kan antage, at Havnen i senere Tider aarlig i Gjennemsnit besøges af 150 til 200 Fartøier paa 3 til 4000 Commercelæster; et Antal, som ved Sammenligning med andre Kjøbsteder vil befindes meget stort i Forhold til Byens Størrelse og Antallet af Kjøbmænd, og saaledes hentyder paa en levende Handelsrørelse. Byens Skibsfart og Handel vil iøvrigt blive nærmere omtalt i et følgende Afsnit om Handelen i Almindelighed.

Hammerfest og dens Omegn frembyde intet behageligt Prospect for Øiet. Den egentlige Bye ligger paa et lidet Næs, der springer frem paa den sydlige Side af den imellem dette og fuglenæsset fra Sydvest indtrængende, omtrent 400 Favne brede Bugt eller Vaag. Paa den vestlige eller ydre Side af dette Næs gaae uregelmæssige Klipper, imellem hvilke den førnævnte Skandse er anlagt, steile ned i Søen; paa den indre Side sænker det sig i en skraae Slette ned imod Havnen, og paa denne Skraaplan ligge de fleste eller dog de betydeligste af Byens Huse. Stiger Man op paa Høiden af Næsset nogle faae Skridt bagenfor Byen, har Man en viid Udsigt mod Vest over det her 1 til 2 Mile brede Havstykke til Sørøens og Seilandets golde fast uafladelig med Snee bedækkede Fjelde; mod Nordvest sees hiinsides Vaagen Fuglenæsset, hvis yderste flade og smale Odde ved een af de smaae Palisader omgivne Skandser og ved ganske anseelige Vaanings- og Pakhuse vistnok har et noget venligere Udseende, men dog altfor hastig afbrydes af de steile og sorte Steenhammere længere mod Øst til at kunne hæve det hele Prospect. Gaaer Man opad Byens Hovedgade lige i Syd, støder Man ved Enden af Gaden paa en et Par Hundrede Alen bred Sump, og paa den anden Side af denne hæver sig det høie og steile Tyvefjeld, paa hvis øverste Tinde, der kaldes Salen, en Steenvarde er opreist, som tjener Indvaanerne til Mærke for Middagslinien. Byen er saaledes paa alle Kanter omgiven af Hav eller Stene, imellem hvilke sidste kun hist og her enkelte grønne Pletter vise sig. Blandt disse er en lille Slette ved Bunden af Vaagen, som kaldes Mollen og fra Byen sees imod Nordost i en Frastand af 300 Favne, ei alene den største, men den eneste, som kunde komme i nogen Betragtning og just derved erholder et Værd, som den paa intet andet Sted vilde have. Den tilhører en af Byens Kjøbmænd, som med ikke ubetydelig Bekostning har ryddet og dyrket den, for deels deraf at vinde noget Høe, deels at benytte den som et Sommerlandskab i Miniatur, i hvilket sidste Øiemed et lidet Huus der er opført. Nærsynede Folk, hvis Øie ikke naar længere end til det denne Jordplet omgivende Steengjærde og til den lille Elv, som begrændser samme paa den sydlige Kant og ved sit Udløb sætter nogle Vandhjul i Bevægelse, kunne ogsaa virkelig finde det ganske landligt her; men gaaer Man nogle Skridt opad Elven til det ganske nærliggende Vand, hvofra den kommer, møder Man strax igjen den vilde stenede Natur, hvor ingen Busk end sige noget Træe, ja neppe engang et Græsstraae vidner om Liv. Imellem Byen og Mollen er en ret beqvem Vei anlagt, som er den eneste omkring Byen, der kan passeres, uden at Man nødes til at voltigere over Steenblokke; men som Promenade har den dog den Ubehagelighed, at Man maa forbi de stinkende Trankjedler. Ogsaa paa hiin Side Mollen er Veien nylig fortsat forbi de bratte Steenhammere paa Vaagens nordre Side, forsaavidt disse tillade det, saa at Man nu nogenlunde bevemt kan gaae lige til Fuglenæs; og Man har overhovedet i de senere Aar gjort sig Umage for at forskjønne Byen og dens nærmeste Omegn; men Naturen er her for haard til at kunne overvindes.

12) Byen erfares nu, i 1840, omsider at have faaet en nye Kirke.

13) Hermed maa sammenholdes Kongelig Resolution af 26 April 1838 og 18 Januar 1839, hvorved adskillige senere Forandringer ere bestemte med Hensyn til Øvrigheden og Toldvæsenet i Hammerfest.