Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

4. Kistrands og Kjelvigs Sogne

KART

udgorde indtil 1813 et særskildt Præstegjeld, og betragtes sædvanlig, og maaskee rettest, endnu saaledes uagtet deres senere forening med Koutokeino og Karasjok; thi da begge Præstegjeld Intet have tilfælles, uden at de betjenes af samme Sognepræst, kunne de med Føie ansees som tvende under eet Sognekald combinerede Præstegjeld. I alle Fald gjør den væsentlige Forskjel, som finder Sted imellem begge, det nødvendigt her at behandle dem særskildt, og paa dette Sted forstaaes derfor ved Kistrands Præstegjeld alene Kistrands og Kjelvigs Sogne.

Dette Præstegjeld, som er det østligste i Vest-Finmarken og foruden den østlige Halvdeel af Magerøen indbefatter hele Porsanger-Fjorden, rændser mod Nord til Havet, mod Vest til Maasøe, Hammerfest og Talvig Sogne; i Syd støder det til Karasjok Sogns Fjeldtragter, og paa den østlige Kant til Lebesbye Præstegjeld i Øst-Finmarken, hvorfra det adskilles ved en mægtig Fjeldrække, som danner den lange Halvøe imellem Porsangerfjord og Laxefjord, og ender sig med Forbjerget Sverholt, der deler imellem Vest- og Øst-Finmarken. Den gjennemskjærer mere end en heel Breddegrad i skraae Retning og dets Udstrækning fra Bunden af Porsangerfjord eller rettere fra Foden af de søndenfor samme liggende Fjelde til Nordcap, udgjør over 20 geographiske Mile. Bredden kan ansættes til 6 Mile, og Fladeindholdet derefter til omtrent 120 geografiske [Kvadratmile], hvoraf noget over Halvdelen eller omtrent 70 [Kvadratmile] er Land. Befolkningen er svag; begge Sogne havde i 1825 kun 587 Sjæle, som senere ere forøgede med omtrent 100 Sjæle, hvilket kun giver et Gjennemsnitstal af 5 à 6 Individer for hver [Kvadratmiil] eller 9 à 10 for hver [Kvadratmiil] Landjord.

Grændseskjellet imellem begge Sogne antages ved Repvog. Hovedsognet Kistrand dannes altsaa udelukkende af Porsangerfjorden og benævnes derefter undertiden Porsangen. Denne mægtige Fjord løber imellem Forbjerget Sverholt paa den østlige, og Porsangernæsset paa den vestlige Side omtrent 14 geographiske Mile fra sidstnævnte Næs, hvor den egentlig begynder, i lige Linie mod S. S. V. ind i Landet. Den har derhos for det meste en Bredde af 2 til 3 geographiske Mile, og er saaledes den betydeligste Fjord i Finmarken og een af de betydeligste i Norge. Denne anselige Bredde i Forbindelse med Fjordens lige Retning, hvoved de nordlige Havvinde ligesaa ubehindret kunne trænge ind i Fjorden, som Øiet, selv fra dens inderste Tragter, naaer ud til det aabne Hav, er Aarsagen til, at Man ikke her træffer det bedre Clima og den Vegetation, som Man venter at finde i Fjorddistricterne, førend Man kommer henimod Kistrand, omtrent 8 Mile ind i Fjorden, hvor denne deels bliver smalere, deels er opfyldt af en Mængde større og mindre Øer, som dog for det meste ere ganske lave. Især er den østlige Fjordbredde nøgen og ufrugtbar; den bestaaer af fast uafbrudte høie og brat i Søen nedgaaende Fjelde, og med Undtagelse af de flere Miles Distance fra hverandre liggende smaae Bugter, Sinkelvig, Haarvig, Kjæs og Leerpolden, finder Man paa den hele langstrakte Kyst ingen beboet eller beboelig Plet, førent Man kommer 9 til 10 Mile ind i Fjorden, hvor den ei ganske ubetydelig Børselv, som gjennemstrømmer et mod Øst opgaaende Dalføre, med en bred Munding falder ud i en Bugt. Her er græsrige Enge, samt god Løvskov og noget Furu, og en halv Snees Qvæne-Familier ere her boesatte deels umiddelbar ved Bugten, deels et Stykke opad Elven, som giver nogen Lax. Den vestre Side af Porsangen er ikke nær saa vild. Fjeldene ere lavere og mindre steile, og de sortegraae eller mosbrune Steenmasser afbrydes jævnligen ved grønne Lier og smaae Sletter ved Bjergenes Fod. Allerede i Sortvig, 3-4 Mile indenfor Porsangernæs, træffes smaae Birketræer enkeltviis, og indenfor Skarberget, et lodret Forbjerg et Par Mile længere ind, bliver Løvskogen temmelig frodig. Paa denne Side afsætter Fjorden nogle betydelige Bifjorde ind mod Vest; de største af disse, Smørfjord og Olderfjord, gaae i en convergerende Retning ind imellem Skarberget og Kistrandnæsset, og adskilles ved en temmelig høi men dog tildeels løvklædt Halvøe, hvis yderste Næs kaldes Bringen. Begge Fjorde ere temmelig bebyggede, have god Løvskog og noget Vinterfiskerie. Om Høsten, da Farten med aaben Baad den ydre Vei er besværlig, og førend Vinterføret indtræder, bæres Posten over Fjeldet imellem Repperfjordbunden i Hammerfest Sogn og Smørfjord eller Olderfjordbunden, omtrent 2 norske Mile Bredt. Noget sydligere, forbi det flade men langt fremspringende Veinæs, omtrent lige overfor Børselv, er Billefjorden, som deler sig i 2 Arme, begge mod Sydvest.

Imellem Olderfjord og Billefjord er Stranden lige og flad, nærmest Søen græsriig, skjønt tildeels sumpig og bevoxet med Vidiekrat, og bagenfor lave Fjeldaase med tynt Løvskov. Man har kaldet denne Strand Kistrand, et Navn, hvis oprindelige Betydning er ubekjendt. Det er her Hovedkirken ligger, og i Nærheden af samme Præstegaarden og et Skolehuus. Stedet har ellers ingen Beboere. Kirken er en tømret Korskirke med et lidet Taarn i Midten. Et Capel har staaet her allerede fra den finmarkske Missions Tider i Begyndelsen af forrige Aarhundre og maaske er den nuværende Kirke endnu for en Deel den samme; men som Sognekirke synes den først at være betragtet efter 1763, da den blev repareret og udvidet ved 2 Fløie og i 1796 blev den gjort til Hovedkirke formedelst Menighedens Tilvæxt her og dens formindskelse i Kjelvig Sogn. Kirken har ingen Ornamenter eller andre Mærkværdigheder af Betydenhed. Præstegaardens Bygninger ere opførte omtrent samtidige med Hammerfest og Loppens Præstegaarde og hvad Hovedbygningen angaaer aldeles efter samme Tegning. Den er maadeligt vedligeholdt og slet forsynet med Udhuse. Jordveien, som strækker sig langs Stranden, vilde ikke være ganske ubetydelig, dersom det omflakkende Liv, som Præsten her nødes til at føre, tillod ham at anvende nogen Omhue paa dens Dyrkning.

Den inderste Deel af Porsangerfjord er ved en lang mod Nord udgaaende Halvøe, som kaldes Niargahus, - en egen Terminologie af det finske Ord Niarg, som er et generisk Navn for ethvert Næs eller Halvøe, - deelt i 2 Fjordarme, Vesterbotten og Østerbotten, som begge hver for sig ere omtrent 2 geographiske Mile dybe. Den sidste er ubeboet, men i Bunden af den vestlige Arm boe ligesom i Børselv, endeel velhavende Qvæner, som foruden noget Havfiskerie fornemmelig drive Laxefiskerie og Qvægavl. Af Lax fanges der endeel, dog kun til eget Forbrug, i den temmelig betydelige Elv, som falder ud i Bunden, og derfor Navn af Laxelven. Den kommer fra de 2 smaae Levnjaurek eller Laxvande i Syd paa Veien til Karasjok, og langs dens Bredder voxer rigelig Furu og Løvskov. Denne Tragt hører til de bedste og smukkeste i Finmarken. Her saaes endog lidt Korn, som dog ei altid lykkes; Jordbunden, som paa de fleste Steder i Sognet bestaaer af Sand eller Ouer, er her som i Børselv af en frugtbarere Beskaffenhed, nemlig leerblandet, og Climatet er gunstigere, da denne Egn er tilstrækkelig beskyttet mod Havets Indflydelse, og tillige har Lye fra Landsiden ved de Fjelde der omgive Fjordbunden, som høre til de høieste i Sognet, da enkelte Tinder endog bedækkes af Snee. Men de ligge i nogen Frastand; de nærmeste Omgivelser ere flade Lier og Sletter, og Vandet har i hele Vesterbotten saa liden Dybde, at Grunden paa flere Steder falder ganske tør i Ebbe. Ved lavt Vande kommen Man selv med en liden Baad ei længere end til Taborsnæs, 2 geographiske Mile udenfor Laxelvens Munding, paa Vestsiden ligeoveerfor den nordligste Pynt af Niargahus. Paa dette Sted boe nogle Familier ved den her udstømmende Tabors Elv, som kommer fra Sydvest, og ligeledes søges af Laxen. Saavel fra Taborsnæs som fra Laxelven reiser Man stundom til Fods eller til Hest over til Rafsbotten elle Leerbotten i Alten-Talvig Sogn. Fjeldet er her rigelig 4 Norske eller 6-7 geograpiske Mile bredt, og Opgangen paa begge Sider noget besværlig; men Søeveien igjennem Magerøe-Sundet er mindst 5 Gange saa lang.

Af Øerne i Porsangerfjorden er Tamsøen den største og mærkeligste. Den ligger omtrent 3 Mile lige i Syd fra Porsanger-Næsset, paa det nærmeste lige langt fra begge Fjordbredderne. Øen er een Miil lang og halv saa bred, meget lav, og næsten ganske flad, i det mindste aldeles uden Fjeld. Øen vilde derfor, om den havde en heldigere Beliggenhed, formodentlig kunne opdyrkes til en frugtbar og betydelig Eiendom, og selv her kunne ryddes til et herligt Græsland; men den er aldeles ubeboet, da den tilhører Finmarkens Amtmands-Embede, og frembringer Intet uden en uendelig Mængde Multebær, som i gunstige Sommere farve hele hele Øen rød, og tjener utallige Edderfugle til Yngleplads, hvorved der indsamles en betydelig Mængde Duun, som maaskee giver et større Udbytte end Man ved Øens Dyrkning kunde vinde. Den mindre Tamsøe, sædvanlig Lilleøen kaldet, som ligger en Miilsvei længere i Nord, beboes derimod af adskillige Familier, og er den eneste Øe med hvilket dette er Tilfældet; thi de andre større Øer, den ydre og indre Langøe ved Indløbet til Olderfjord, ligeledes 2 meget lave Øer og Duunvær, der ere Sognekaldet tillagte men indbringe ubetydeligt, samt Reenøen, en temmelig stor og høi Øe udenfor Børselven, ere ikke beboede.

Imellem begge Tamsøerne paa det vestlige Fastland, altsaa omtrent 2 Mile søndenfor Porsanger-Næsset, ligger Repvaag Handelssted paa den indre Side af et Næs, der indslutter en liden Bugt eller Vaag, hvorefter Stedet har sit Navn. Det hører egentlig til Kjelvig, da Sognegrændsen gaaer strax søndenfor, dog haves herom ingen bestemt Forskrift, og Beboerne saavel af dette Sted, 2 eller 3 Familier foruden Handelsmanden, som af Lilleøen finde det ofte beqvemmere at sogne til Kistrand, da Veien, skjønt noget længere, dog er mindre skarp end til Kjelvig. Dette Sted, som er temmelig vel bebygget og har en god Havn, har indtil ganske nylig været forenet under fælles Eiermand med Sognets ældre og oprindelige Handelssted i Kjelvig, en liden Bugt paa Magerøens østlige Side ligeoverfor Sverholt. Faae Steder i Finmarken have en saa traurig Situation som Kjelvig. Paa 3 Sider indsluttet af høie og - med Undtagelse af et enkelt Sted - næsten ubestigelige Fjelde, der i en Halvcirkel omgive den lille Bugt, svarer Stedet fuldkommen til dets Navn, som ifølge Derivationen egentlig burde skrives Kjedelvig. Kun mod Øst er Udsigten frie, men her sees Intet uden det vilde Hav, og hiinsides dette Sverholts, og længere tilbage i perspectivisk Afstand Kyneroddens døde Klippemasser. En liden Holme i Bugten beskytter nogenlunde Havnen for stærk Søegang, men ikke for Stormvindene, der om Vinteren ofte i hele Maaneder afskjære Stedets eneste Beboer al Communication med Andre. Paa en lille halvrund Slette imellem Fjeldets Fod og Havet staaer foruden de temmelig indskrænkede og forfaldne Handelshuse, ogsaa Annexkirken omgiven af de fra Fjeldet Tid efter anden nedrullende Klippestykker. Udsat for de heftige Faldvinde og for Russeres og Nordlændingers stundom ligesaa voldsomme Medfart, stod Kirken i en sørgelig Forfatning førend den i forrige Aar fik en Hovedreparation, og ved samme Leilighed indskrænkedes efter Menighedens nuværende Behov og reduceredes til et lidet Capel. De næsten nedraadnende Levninger af den høist ubetydelige Præstegaard, som ei har været beboet siden Kistrand blev Hovedsogn, ere nu ogsaa borttagne.

Paa Magerøen ere nuomstunder kun faae beboede Steder. I Kamøefjorden, som fra N.O. skjærer sig ind og deler sig i flere Arme, af hvilke Skibsfjorden er den største og kun ved en smal Fjeldkjæde adskilles fra Magerøe-Sundet, findes nogle Boepladse; ligeledes i Riisfjord og Skarsvaag, som tilligemed flere mindre Fjorde ere Forgreninger af en bred Fjord, der gaaer ind strax østenfor Nordcap, samt i Sarnæs, en lille Bugt paa Magerøens sydlige Kant bag den steile Klippeøe Altesula. Ligeoverfor denne paa den anden Side af Magerøe-Sundet gaaer Kaafjorden sydlig ind i Fastlandet, og lidt længere vestlig, ligeoverfor Magerøens sydligste Pynt Skatøre, Lafjorden i samme Retning. Begge Fjorde ere beboede, og fra Bunden af den sidstnævnte, der ved en lille Øe deles i 2 Arme, skal det ikke være meget langt at gaae over til Repvaag. Paa den nordlige Side af Magerøen ligger Nordcap, bekjendt som Europas nordligste Forbjerg. Som saadant tilkommer det dog neppe Æren, da den noget vestligere Pynt, Knivskjælodden formodentlig strækker sig vel saa langt ud mod Nord; men dette Næs er lavt og derfor mindre iøinefaldende end Nordcap, der ei alene udmærker sig ved dets betydelige Høide, men end mere ved dets paafaldende Dannelse, da dets Sider styrte sig aldeles lodret ned i Havet, medens dets Overflade danner en horizontal men nøgen Flade. Overhovedet ligner den hele Øe en Ørken; intet Træe eller Buske, neppe nogle Birkeriis komme nogensteds tilsyne; den eensformige, saftløse Lyng og Reenmose er Alt, hvad disse høie Sletter have at frembyde, hvorimod dog enkelte Steder nede ved Søen kunne opvise en frodig Græsvæxt og andre Polarregionen tilhørende Arter. Derfor søges Magerøen hver Sommer af de til Søekysterne nedstrømmende Reenhjorde, ligesom dets steile Klipper ere Tilflugtssteder for en uhyre Mangfoldighed af alleslags Søefugle.