En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Sydvaranger. Beskaffenhed. Nybyggere. Fiske. Jagt.

Strandparti ved Männikö-järvi

Sydvaranger, eller Landet paa Sydsiden af Varangerfjorden, kaldtes i gamle Dage "Raftesiden", (af Raft, Tømmerstok), fordi Befolkningen paa de skovløse Kyster omkring Vadsø herfra hentede sit Bygningstømmer. I de sidste 20 Aar har Befolkningen i Sydvaranger, især ved Tilflytning af Finner, tiltaget saaledes, at Distriktet nu udgjør et eget Præstegjæld med 2 Kirker. Den ene af disse, der ganske nylig er opført, staar ved Bredden af "Vuorjem" eller Jakobselven, ikke langt fra den 363de eller sidste af de Stenrøser, der betegne Grænsen mellem Norge, Rusland, Finland og Sverige. Den er saaledes bygget paa den yderste Pynt af norsk Land, som den norske Kirkes sidste Vagttaarn imod den østlige Kolosses forskjellige Troesbekjendelser og som et Mærke paa, at her begynder eller, om man vil, her ender Kongeriget Norges udelelige og uafhændelige Land.

Jeg har en vis Forkjærlighed for Sydvaranger, og jeg dvæler derfor gjeme en Stund ved Beskrivelsen af samme, førend jeg fører læseren længer østover eller indover paa de Trakter, som nu tilhøre det russiske Rige, men som ogsaa engang vare Norge underlagte som Skatteland.

Naar man i nogen Tid har reist langs med Nordvarangers nøgne og triste Klippekyst, hvor intet Træ vokser, neppe nok en Busk formaar at spire frem, og kommer til den sydlige Bred af Varangerfjorden, vil man blive behageligt overrasket, idet man seiler ind igjennem en af de 3 dybe Fjorde, Jarfjord, Bøgfjord eller Neidenfjord, som gjennemskjære dette Landskab. Allerede i Mundingen af disse Fjorde optræder Birken buskformig og dækker i Forening med forskjellige Lyngarter enkelte Partier af Kystens golde Granitfjelde. Kommer man til Bunden af Fjordene, faar Landskabet en endnu blidere Karakter, idet Birketræerne blive anseligt større, medens frodigt Græs dækker Strandbredderne. Endnu en halv Mil længer indover fra Fjordbunden træffer man paa store, sammenhængende og ret frodige Furuskove.

Sydvaranger gjennemskjæres af 3 store Elve, Jakobselven, Pasvigelven og Neidenelven. Alle 3 ere ypperlige Laxeelve. Den største Vandmasse og den største Fiskerigdom har dog Pasvigelven, ogsaa kaldet Klosterelven, fordi Laxefisket i Elven engang tilhørte Peisens Kloster. Paa Lappisk hedder Elven Batschevæi-jok, (Skytterdals-Elv). Enaresøen, hvis Fladeindhold skal være omtrent 60 geogr. □Mile, har nemlig gjennem denne sit Udløb i Bøgfjorden. De smukkeste og interessanteste Trakter findes ogsaa langs Pasvigelvens Bredder, ind imod Enaresøen. Paa en Strækning af omtrent 9 Mile danner Elven Grænsen mellem Norge og Rusland.

I Sydvaranger, ligesom i hele Fimnarken, hæver Landet sig ikke nogetsteds op til imponerende, høie Fjelde. Naar man derfor er kommen omtrent et Par Mile op langs Elven og bestiger en af de høieste Aase, har man en overmaade vid Udsigt. Men hvad der vil forundre Enhver, som kommer til Finmarken med de almindelige Begreber om Vegetationsforhold under 69-70 Bredegrad, er, at man her baade sydover, vestover og østover milevidt intet Andet ser end et Hav af Furuskov, hvorigjennem Pasvigelvens, brede Flade slynger sig og enkelte af de mange Indsøer glimte frem, som Elven danner paa sin Vei mod Kysten. Saalangt Øiet naar, bestaar Landet kun af bølgeformige Aaser, skovbevoxede lige til Toppen, naar undtages en enkelt bar Kolle langt sydpaa, omtrent 7 Mil fra Kysten, kaldet "Galggo-varre" eller Kjærringfjeldet. Jeg havde ingen Anelse om, at der her i Finnmarkens Udkant, men dog inden vore Grænser, skulde findes et saa vidtstrakt Skovland, der fra Klostervandet til det Sted oppe imod Enaresøen, hvor Grænsen overskjærer Elven, kan anslaaes til ikke mindre end 50 g. □Mile, (se Forstmester Barths Indberetning om Skovforholdene i Finmarken p. 140).

Furuskoven begynder at blive tæt, naar man er kommen et Par Mile opover langs Elven, eller - med andre Ord - sydover. Den staar da baade tæt, høi og temmelig svær, saavel langs Elvekanten, som langs Indsøbredderne, lige ud paa de yderste fremspringende Næs, endnu temmelig urørt af Øxen, ialfald længere oppe ved Elven, hvor man hyppigt ser ældgamle Træer ligge omstyrtede med sine tætgrenede og smuktformede Kroner dels ude i Elven, dels i Indsøerne, men altid faldne til den Side, hvorfra de paa sine gamle Dage have savnet den nødvendige Støtte. Hist og her er Furuskoven indsprængt med Løvskov, især Birk. Enkelte Steder, hvor der rimeligvis i gamle Dage har gaaet Skovbrand, er Birkeskoven aldeles overveiende og saa frodig, høi, og svær, at den, om man vilde, kunde benyttes til Hustømmer. Asp og Older findes ogsaa hist og her. Af Aspetræer saa jeg mellem Kloster- og Langvand enkelte saa store som de smukkeste, man ser sydpaa Landet, med Stammer saa tykke, at det netop var muligt at favne om dem.

Pasvigelven udmærker sig fremfor andre Finmarkselve deri, at den danner en hel Mængde smale Indsøer, saavidt erindres, i det Hele 12, af hvilke et Par ere fra 1-1½ norsk Mil lange. Elvestykkerne imellem Indsøerne ere derimod i Regelen ikke mere end ⅛ Mil lange. Antallet af Fosse i Elven skal beløbe sig til 29. Vasdraget er farbart lige fra Søen til Enarevand paa den i Finmarken og svensk Lapmarken almindelige Maade, at 2 Mand i en Baad med lange Stager stikke eller støde sig opover tæt inde ved Elvebredden og trække Baaden paa Land forbi de værste Fosse, hvor en smal Sti i Regelen er oplunnet eller belagt saavidt med Træstokke, at 2 Mand med temmelig Lethed kunne trække afsted med en Elvebaad af almindelig Størrelse.

Elvebaaden er lang, smal, lavbordet og let. Den har ingen Kjøl og flyder derfor paa ganske grundt Vand. Flere end 2 Reisende kunne ikke fragtes i en Baad. Farten opover Pasvigelven lettes betydeligt ved dens mange Indsøer, hvor man i de smale og overordentlig letrodde Elvebaade finder Afvexling og Hvile efter den anstrængende Stagning i Elvestrøgene. Den bagerste Mand er i Elvebaaden, som under Seillads, altid Høvedsmand. Han styrer og maa kunne holde Baaden fast, endogsaa midt i en hvidtskummende Stryg, indtil Kammeraten i Forstavnen faar taget sig nyt Tag, hvorpaa Begge med forenede Kræfter skyde Baaden nogle Alen opover. Nedover gaar det naturligvis af sig selv og ofte hurtigere, end den Uvante i Begyndelsen synes om. Men dersom det ser altfor farligt ud, eller dersom man ikke synes om at ride nedover paa Strygens hvide Ryg, saa kan man stige af Baaden, gaa langs Stranden og se paa, hvorledes Finnen eller Lappen seiler lystigt og pilsnart nedover, undertiden staaende opret i Baaden med hævet Stagestang, færdig til at støtte baade sig selv og Baaden, om det skulde behøves.

Lynsnart gaar det nedover, som i en rigtig brat Skibakke. Ligheden er der ogsaa i den Henseende, at ligesom Løssneen kan fyge høit om Skiløberen saaledes faar man ogsaa i Elvebaaden være forberedt paa at faa lidt Skumskvæt over sig; men Fare er der ikke.

Allerede en Fjerdingvei fra Søen, strax ovenfor det russiske Kapel, Boris-Gleb, kommer man til de første Fosse i Pasvigelven, den ene strax efter den anden. Den sidste er for høi for Laxen, der saaledes ikke kommer længer op end en god Fjerding fra Søen. Men et Par velanbragte Mineskud vilde kunne aabne den Vei 8 Mile længere op, maaske lige til Enaresøen. Den smukkeste af alle Pasvigelvens Fosse er "Männikö-koski", Furuskog-Fossen. Den kommer lige ud fra en Indsø, der ogsaa bærer Navnet Männikö järvi, Furuskog­Søen, et Navn, som den i fuldeste Maal fortjener, da dens Bredder rundtom ere tæt besaaede med den smukkeste Furu­skog, saagodtsom aldeles urørt af Øxen; thi endnu havde ingen Nybygger her nedsat sig. Det eneste Levende, som vi opdagede langs dens Bredder foruden talrige Familier af Trækfugle, som rugede her, var en forvildet Tamren. Opskræmt, idet vor Baad kom forbi et Næs, tog den Spranget ind imellem Furutræerne; men nysgjerrig, som alle Arter af Hjorteslægten, kom den strax efter igjen tilsyne, kastede atter pludselig om og forsvandt i Tykningen.

Männikö-Søen knibes i sin nordlige Ende, der vender mod Havet, temmelig sammen ligesom i en Traktform, og alt eftersom Indsøen bliver smalere, begynder Strømmen at blive stærkere, indtil paa engang Indsøens blanke Flade tværsover sin hele Bredde afbrydes i et brusende Fald. Dette er Männikö-koski, hvoraf Billedet kun gjengiver Halvdelen. Dens Fald er ikke høit, men mindst 300 Alen bredt, heller ikke brydes Vandmassen i jævn Linie som i en bygget Dam i en Fabrikelv, men bruser vildt og uregelmæssigt ned imellem en Mængde smaa Klippeøer, hvorfra enkelte ranke og høikronede Furutræer malerisk rage i Veiret, undertiden indhyllede i Skum, der som et snehvidt Slør enkelte Gange kastes lige op over deres mørke Kroner. Under dette lave, men brede Fald danner Elven først et uhyre stort og temmelig rundt Bassin, men iler saa ligesom med fornyet Kraft igjen afsted i et skummende Løb nedover til næste Indsø. Er man kommen helt ned paa denne, kan man ikke længer se noget til Bassinet oppe under det første Fossefald. Naar man derfor efter en hurtig Fart nedover vender sig om og ser tilbage, fristes man til at tro, at Fossen pluelselig var bleven forlænget, saaleeles at den gik i et sammenhængenele Løb fra Indsø til Indsø. Sætter en Baad over Bassinet, eller bliver En af Reisefølget tilbage for at fiske, kan hans Kammerater nedenfra næste Indsø hverken se Baaden eller Rorskarlen, men alene Fiskeren, der staar opret i Baaden. For dem dernede ser det derfor aldeles ud, som om deres Kammerat gik nok saa lunt omkring og fiskede midt i Fossens hvidtskummende Bølger.

Männikö-koski, Furuskog-Fos

Langs dette Vasdrags Bredder, der hidtil ere saagodtsom aldeles ubebyggede, findes der ikke, blot mere end tilstrækkelig Skov til Hustømmer, men ogsaa tildels meget godt Rydningsland til Græsmark, foruden Rigdom paa forskjelligt Slags Fisk og Vildt. Saavidt vides, bor der paa den norske Side af Elven endnu ikke mere end 5-6 Finnefamilier, der i den allersidste Tid have kjøbt Land der af den norske Stat. Men flere ville rimeligvis snart følge efter. Det bedste Rydningsland skal findes omtrent 3 Mil fra Søen, ved det store Klostervand, samt ved Männikö-järvi. Om Jordbunden paa førstnævnte Sted har en kyndig Agronom sagt, "at den er særdeles rig, bestaaende af tildels ganske tyndt, dels temmelig tykt Humuslag, hvilende paa Ler-Undergrund. For Folk, der vælge Fædrift til Hovednæringsvei, maatte dette, med rige Græsgange og udmærket god Løvskov udstyrede, for nævnte Bedrift særdeles skikkede Strøg især anbefales."

Der kan følgelig ikke være nogen Tvivl om, at jo en Del norske Familier her meget bedre maatte kunne finde Livsophold end mange Steder langt sydpaa, i enkelte af vore tættest befolkede og med Hensyn til Jordsmon yderst fattige Fjelddale. Enhver, der har reist med aabent Blik paa Forholdene der nordpaa og her sydpaa, vil være enig med mig deri og beklage, at hine Trakter fortrinsvis synes at skulle optages af en ganske fremmed Befolkning, grundforskjellig fra os i Sprog, Nationalitet, Sæder og - ialfald i den første Tid - ogsaa i Sympatier, medens vore egne Landsmænd Skarevis ogsaa der nordfra reise over til Amerika. Nybyggere langs Pasvigelven og dens Indsøer vilde ikke blot kunne søge sit Livsophold ved Fædrift, men ogsaa godt kunne deltage i de store Vaartorskfiskerier, der falde langs begge Sider af Varangerfjorden. Ialfald vilde de med større Lethed og større Fordel kunne deltage i disse, end de mange Finlændere, der komme til dette Fiske lige fra Kemi, Kuusamo og Egne endnu længer ned i Finland.

For flere Aar siden nedsatte en Hedemarking sig ved Klostervandet. Han byggede op et godt Hus, der indeholdt 3 Værelser og 2 Kvistrum, dertil Lade og Fjøs. Græsland var der rig Anledning til at faa ved at rydde op i Birkeskoven, der stod tæt omkring Husene og paa godt Jordsmon. Men Manden var en Original, der levede som Eremit og ikke tog sig til Andet end at anstille fortvivlede Experimenter med at avle Korn samt Forsøg paa at udtappe en længere borte liggende stor Myr, der for den Kyndige strax maatte vise sig ikke at være Opdyrkningsarbeide værd, men helst burde vedblive at være hvad den i umindelig Tid havde været, - en Multemyr. I 1865 solgte han Stedet til en Finlænder, der nu rimeligvis holder mindst 12 Kjør. En anden Fin stod samme Aar i Underhandling med Fogden om at kjøbe et Stykke Land ved Männikö-Søen, hvorpaa han, efter hans egne Landsmænds Udsagn, strax maatte kunne føde mindst 6 Kjør ved blot at slaa det Græs, som af sig selv voxede op rundt omkring. Et saavidt stort Stykke Land med paastaaende Skov, der undertiden kan være tilstrækkelig til Hustømmer, pleier Staten at sælge for 5-10 Spd.

Foruden Fædrift og Søfiske som Hovednæringsvei er der overalt langs Pasvigelvens Vasdrag rig Anledning til Ferskvandsfiskeri. Ørret, Sik og Har findes i Mængde, saavel i Elven, som i Indsørne. Vildt findes der ogsaa. Svanen, Gaasen, utallige Ænder og andre af vore almindeligste Trækfugle ruge langs det store Vasdrags skov-, krat- og sivbevoxede Bredder. Rypen findes i Mængde, og enkelte Storfugl - eller Tiur og Røi - træffer man ligeledes paa i de tætteste Skovpartier. Udbyttet af Jagten vil dog her, som overalt i Landet, kun være af underordnet Betydning og ikke at stole paa i Længden.

En Sportsmand eller En, der driver Fiskeri og Jagten for sin Fornøielse, vil derimod her i en af de altidlyse Maaneder, da Solen aldrig gaar ned, endnu kunne finde alsidigere og interessantere Beskjæftigelse end maaske noget andet Sted i Landet. Det er visselig langt frem og høit op, førend man naar Terrænet, men saa lønner det ogsaa Umagen naar man har naaet frem. Man kan begynde med Laxefiske ved Pasvigselvens Munding, og, om man vil og duer dertil, kan man slutte med Vildrenjagt oppe ved Enaretrakterne. I Mellemtiden har man Smaajagt og Fiske i rig Afvexling.

Som Medlem af et Reisefølge, der for nogle Aar siden i August Maaned gjorde en Tur opover langs Elven, var det faldet i min Lod at skulle skaffe fersk Fisk. Dette var i Regelen en langt lettere Opgave end at skaffe Vildt før 15de August, da Rypen endnu ikke er jagtbar efter Loven, og man saaledes for at kunne nyde sin Middag med god Samvittighed, maatte holde sig til de Fuglearter, der ere fredløse hele Aaret igjennem, nemlig Trækfugle, f. Ex. Ænder, Snepper og Bekkasiner. Efter 15de August er Opgaven at skaffe Vildt her ligesaa let for Jægeren og - efter min individuelle Formening - langt interessantere. Jeg var imidlertid nolens volens Fisker. Paa et Par Timers Tid kunde jeg næsten overalt trække saameget ørret og Har, at 9 Mand havde nok for en hel Dag, uagtet 6 af disse Mænd vare Finner og Lapper, hvis Maver, især de sidstes, mageligt kunne indtage aller mindst det dobbelte af, hvad en almindelig skrubsulten norsk Mave kan rumme. Men det maa man da igjen indrømme, at de, engang ordentlig fuldproppede, ogsaa godt kunne hjælpe sig et helt Døgn uden Mad.

Ikke blot i de korte Elvestrøg, men især i Indsøerne eller, rettere sagt, paa de saakaldte "Huve", lap. Guoika-oaive (Fossehoved), strax førend Indsøen gaar over til Elv, hvor Strømmen er saa stærk, at Overfladen næsten altid er blank som et Speil, - netop der stod især utrolige Masser af Fisk. Hertil kom, at paa de fleste Steder her havde endnu aldrig før nogen kunstig Flue berørt Vandets Overflade. Saa snart derfor Fluen eller Fluerne - om man havde flere paa ­ berørte Vandskorpen, var den ogsaa øieblikkelig slugt af den nærmeststaaende, 3-6 Mærker vægtige Ørret eller Har. En godt gjort og vel kastet Flue afstedkom et formeligt Oprør ude paa disse, hidtil urørte Huve. Ikke blot netop der, hvor Fluen faldt, blev der Plask i Vandet, men i Kaadhed eller et Slags Vildske sprang Fisken op og slog med Halen i Vandskorpen ogsaa rundt omkring i Nærheden. Den Lykkelige eller rettere sagt Ulykkelige, som havde fanget denne rara avis af en Flue, strøg imidlertid afsted med den ind iblandt sine Kammerater. Nu maa det vistnok altid være en ubehagelig Skuffelse for Fisken, naar den faar den kunstige Flue i Svælget istedetfor en naturlig eller spiselig, og dette medfører, som enhver Fisker ved, at den altid gjør en hel Del Krumspring og Volter. Men her vare Fiskens Bevægelser saa usædvanlig fortvivlede, at man maatte antage, at den blev forfulgt og plaget af en hel Del sultne Kammerater, som endnu stode i den meget rimelige Formening, at den havde fanget en stor Lækkerbisken, - omtrent som naar en Kylling har faaet fat i en stor Mark, og dens Kammerater forfølge den for igjen at trække Fangsten op af dens Hals. Fik man ikke strax "Tvebedt", saa var det ingenlunde, fordi der var Mangel paa Fisk eller Villie hos Fisken, men tværtimod fordi Hidsigheden og Konkurrencen i Begyndelsen var altfor stor. Den første, der fik Tag, drog afsted, men indhentedes igjen, længe førend man fik den iland, af andre, og af den pludselige Forøgelse af Vægten paa Stangen kunde man tydeligt nok føle, at nu bed No. 2 paa og nu No. 3, om man havde saa mange Fluer. Jeg fandt mig bedst tjent med at bruge to Fluer og en meget solid Fortom. Som oftest brugte jeg Baad, roet af en kyndig Lap, der nøie kjendte til, hvor langt nedover Huvens stedse tiltagende Strøm han turde lade Baaden drive, idet han roede "poiki-poiki" eller fra den ene Side til den anden, paaskraa over Strømmen. I Tilfælde af at jeg havde Tiden for mig, fiskede jeg naturligvis rationelt eller lod Fisken, som Engelskmanden siger, "play" sin Tid og løbe sig træt, førend jeg halede den ind. Men undertiden havde jeg Hastværk og firede da blot ud 2 Fluer i Enden af en Snørestump, som Strømmen strax førte med sig nedover. Med de stærke Fortomme, jeg brugte, og de store Fluer kunde jeg da uden ringeste Komplimenter i en Haandevending trække op 2 og 2 Fiske ad Gangen. Lappen No. 2 i Baaden løsgjorde dem af Krogene, Snøret ud igjen, og paa en Times Tid var det en let Sag at trække op 25-30 Ørret og Har paa 2-4-6 Mærkers Vægt pr. Stykke.

De to Lapper, jeg havde i Baaden, jublede som Smaabørn, ikke saa meget over det rige Udbytte, som over denne, for dem saa usædvanlige Maade at fiske paa, og forundrede sig naturligvis især høilig over denne troldomsagtige Agn, der aldrig fornyedes, men altid var lige forførende for Harren, eller som de - paa Grund af feilagtig eller forsætlig Misforstaaelse af Norsken - kaldte Njoammel: Haren. I sin Ivrighed for at se paa "Njoammel njuikot": Haren hoppe, var Rorskarlen flere Gange nær paa at glemme Roningen, og engang havde Draget paa Huven paa et hængende Haar trukket Baaden med sig ned over Fossestupet. Rorskarlen havde ladet Baaden glide længer og længer nedover fristet af at Fisken blev større og større samt bed hidsigere og hidsigere jo længer, vi kom ned. Nu var det ikke mere end netop saavidt, at han med Anvendelse af al sin Kraft formaaede at magte Strømmen, og jeg raabte derfor til ham: "Suga bajas, suga bajas!" Ro opover! Men nu traf det sig, at jeg netop i samme Øieblik fik Bid paa begge Snørerne, og mere end nogle faa Punds Vægt skulde der ikke til, for at Baaden, uagtet Lappens fortvivlede Anstrængelser for at ro opover, alligevel seg nedover mod Fossen, der som et gabende Uhyre sugede Vandet ned i sit Svælg. "Doaras gaddai!" Paaskraa mod Stranden! skreg jeg da og slap begge Snørerne, saa de frit snurrede ud af Snellerne, der laa i Baaden. Ved at lægge Baaden lidt paaskraa og ro mod Stranden var det netop saavidt at vi naaede Land, næsten lige over Fossens Stup, hvor to andre af vore Folk, som havde seet Faren, stode færdige og greb Baaden, idet den tørnede mod Stranden. Havde Rorskarlen vedblevet et Par Sekunder endnu at ro lige imod Strømmen, vilde vi ganske vist alle 3 have gjort et nøiere, men mindre behageligt Bekjendtskab med ørret og Harfamilierne i nærmeste Høl nedenfor.

Medens jeg fiskede, havde jeg af og til hørt Knald af mine Reisekammeraters Dobbeltbøsser længer oppe ved Männikösøens Sivbredder, og da vi atter samledes, manglede der os hverken Fugl eller Fisk til vort Middagsmaaltid paa Græsbakken udenfor Teltets Dør.

Hvilke Guldgruber fandtes ikke her for en hungrig Kristiania-Søndagsfluefisker! Hvor han her vilde fraadse i en af disse stille Solskins Julinætter, hvis vidunderlige Skjønhed ikke kan beskrives, men maa sees! Men Myggen! Gjør Intet, naar man er forsynet med Slør og Handsker. Desuden fisker, jager, arbeider, ja, endog fotograferer man heroppe i de lyse Nætter og hviler i sit Telt eller i sin Baad om Dagen, da Heden ikke sjelden stiger op over 20° Reamur i Skyggen.