En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Grænseopgjøret i 1826.

Grænsen mod russisk Lapland blev, som bekjendt, op og afgjort ved Konventionen af 14de (2den) Mai 1826, undertegnet i Petersburg paa Ruslands Vegne af Kansler, Grev Nesselrode og paa Sveriges og Norges Vegne af Minister, Baron Palmerstjerna og senere ratificeret af begge Suveræner. Ved denne Konvention blev et Distrikt, - som kaldtes "Fællesdistrikt", fordi Norges og Ruslands Indvaanere fra gammel Tid af havde havt lige Adgang til samme, og som strakte sig fra den østlige Bred af Bugøfjord, af Russerne kaldet Veres til Midten af Fiskerøen, udskiftet saaledes, at Norge beholdt Kyststrækningen indtil Jakobselven, og Rusland den østenfor liggende Kyststrækning. Ved denne Deling erholdt Norge ingenlunde Løvens Part. Tværtimod. Undersøger man det officielle Kart over "Fællesdistriktet", som blev istandbragt i 1825 af begge Landes Kommissærer, saa vil man finde, at Afstanden i ret Linie mellem dette Distrikts Endepunkter paa Kysten udgjør 90-100 Verst, hvoraf noget over ⅓ Del er tilfaldt Norge, medens den Del af Indlandet, som Norge beholdt, ligeledes er mindre end Ruslands Andel. Men den Fordel opnaaede man dog, at al Strid om disse Trakter hermed for Fremtiden skulde være umuliggjort.

Dette endelige Opgjør blev afsluttet netop 500 Aar efter, at Stridighederne begyndte. I 1326 betragtede Norge sig nemlig endnu som Herre over hele Kolahalvøen eller næsten hele det nuværende russiske Lapland, dog saaledes, at medens Nordmændene krævede Skat (af Lapper og Halvlapper) indtil Veleaga (Vieljok ved Umba), saaledes havde Rusland igjen Ret til at kræve Skat (af Kareler) i norsk Finmarken indtil Lyngstuen. Hele Landet fra Lyngstuen til Veleaga var saaledes langt tilbage i Tiden paa en Maade ogsaa et Slags Fællesdistrikt.

Ruslands Ret til at kræve Skat i Finmarken blev imidlertid aldrig forstaaet anderledes end som en blot og bar Ret over Personer eller Ret til at kræve skat af Individer, (omflakkende karelske Jægere), hvorsomhelst disse fandtes. Denne Ret var aldeles ikke forbunden med eller grundet paa nogen Landshøihed eller reel Ret til Landskabet. Det Samme kunde man ogsaa tænke sig havde været Tilfældet med Nordmændenes Ret med Hensyn til det nuværende russiske Lapland, saaledes at de f. Ex. ikke vilde have havt Ret til at kræve Skat af en Rus, om nogen saadan nedsatte sig der. Men i nogle Manuskripter, vedkommende Finmarken, der opbevares paa det norske Rigsarkiv, findes et Par Optegnelser, som jeg hidtil ikke har seet nogetsteds anførte, og som tyde hen paa, at Norges Ret med Hensyn til hine østlige Trakter anerkjendtes af Rusland som mere end Ret over Individer, eller som virkelig Landshøihed. I et Regnskab for Tidsrummet fra Philippi Jacobi Dag (1ste Mai) 1611 til Phil. J. Dag 1612 over den Skat, der blev "oppebaaridt og af gammel Tid haver været sædvanlig af Finderne paa Nordfjeldet" (russisk Lapland) findes saaledes anført, at der af "Munkene og Borgerne i Malmis (Kola) blev oppebaaridt for deres Laxefang som følger: Af Munkene for 2½ Laxefang 21 Kopeker og af 5 Borgere, af hver for ½ Laxefang 3½ Kopek". Ligesaa findes anført i "Mandtal over Finneskatten over Vardøhus Lehn 1599: Efterfølgende Byer, Orre (Orafjord) Leidz (Litsa) og Bomeni, ligge ogsaa paa Nordfjeldet, og bruge Munkene i Pesand (Peisen) Kloster, (hvorom mere senere), deres (Lappernes) Mark og Elve og give herfor paa deres Vegne til Norges Krone aarligen 18 Mark Dansk". De til Kola og Klosteret i Peisenfjorden indflyttede russiske Kolonister maatte altsaa for at faa benytte Landet og dets Herligheder betale Skat til Norges Krone. Dette var derimod ingenlunde Tilfældet med de til Finmarken indflyttede norske Kolonister i Forhold til Rusland. Heraf ser man - ikke blot, at Lapperne i russisk Lapland betragtedes, ligesom de fremdeles den Dag i Dag betragtes, som de, hvem Landet tilhører, eller hvem det alene tilkommer at nyde godt af dets Herligheder, men med Retten til at kræve Skat af Lapperne fulgte ogsaa for Norges Krone Ret til at kræve Skat af Russer eller Andre, der vilde nyde godt af de samme Herligheder, enten nu disse fandtes paa "Mark eller Elve".

Norges Ret var saaledes ogsaa her aabenbart ikke blot Herredømme over Individer, men tillige en reel Ret over Landet; ialfald indtil Kola. Efter E. J. Jessens Beretning i hans Norges Historie fra 1763 blev der 1582, da Kolas Bebyggelse var paabegyndt, sendt "Deputerede til Malmis (Kola) for at protestere mod Malmis's Bygning. Det Svar, de fik, var, at det ikke skulde geraade Norge til Nakdeel, - men ment ogsaa til deres Bedste, - og alene hensigtet mod Sørøverne og andre Mennesker for at skaffe koffardifolk Beskyttelse. I samme Aar har den danske Konge krævet Skat af Munkene i Kola Kloster, hvortil de have svaret: De bekjendte, at Landet der tilhører Norges Krone, de havde som fattige Folk bygget der i disse Udørkener og levede af Guds Gaver, Fiskeriet." I Aarhundredernes Løb lykkedes det imidlertid Rusland, fornemmelig ved at opbygge Kirker og ved at kristne Lapperne, at tilegne sig Herredømmet baade over Individer og Land, saaledes at der i 1826 kun var en ubetydelig Del igjen, som kaldtes Fællesdistrikt, og som da deltes, som forud angivet.

Hos et Par nyere russiske Forfattere findes dette Grænseopgjør omtalt og, mærkeligt nok, fremstillet som aldeles ubilligt for Ruslands Vedkommende. I "Besedi o severe Rossii" - (Samtaler om det nordlige Rusland), 1867 - Pag. 225 siger B. L. Dolinski: "Den virkelige Grænse mellem Rusland og Norge udgik - og bør naturligvis udgaa - til Næsset Veres (Bugønes). Mellem dette Næs og Enden af den nuværende Grænse, paa en Strækning af 70 (?) Verst, befinder sig Fjordene Neiden, Pasvig (Bøg- eller Klosterfjord) og Ravdin" (Jarfjord, lap. Ruovde-vuodna, Jernfjord). At Grænsen burde gaa saaledes, har Dolinski udfundet efter en Del gamle russiske Karter. Der findes ogsaa nogle Karter, udgivne i Rusland før Delingen, som optage Fællesdistriktet som delvis eller helt og holdent tilhørende Rusland. Dette forklarer maaske, hvorledes den Opinion har kunnet danne sig, at de russiske Interesser ere blevne opofrede ved Konventionen af 1826. Imidlertid findes der ogsaa Karter, som gjøre sig skyldige i den modsatte Urigtighed. Et Kart over europæisk Rusland, udgivet i London 1808, "overensstemmende med Videnskabsakademiets i St. Petersburgs nyeste Karter" (15), betegner Fællesdistriktet som helt og holdent tilhørende Norge. Fiskerøen deri indbefattet. Den nævnte russiske Forfatter finder formodentlig ogsaa, at det ikke er nok at være i Besiddelse af endel hinanden modsigende Karter; thi han slutter med den diktatoriske Paastand, at, "hvordan det nu end forholder sig" (med disse Karter), "saa er det ialfald ubestrideligt, at den nuværende russiske Grænse mod Norge, som ikke indført i Traktaterne (Kak nje vnesennujo ve traktatii), ei kan ansees for gyldig (djeistvitelnüi), og at saaledes de ovennævnte Havne, (Pasvig, Neiden, og Ravdin), ere Ruslands uimodsigelige Eiendom."

Som nu paavist, synes Paastanden at bero ikke blot paa fuldstændig Uvidenhed om, at den omhandlede Kyststrækning var et Fællesterræn, hvorpaa Norge ikke havde mindre berettiget Fordring end Rusland, og at Udskiftning af Sameie i Almindelighed ikke pleier at gaa til paa den Maade, at den ene Part beholder det Hele, - men Forfatteren synes heller ikke at kjende til, at Opgjøret er undertegnet af begge Rigers Kommissærer og ratificeret af begge Rigers Suveræner. Som bekjendt, er Grænsen nu i 1871 paanyt opgaaet og atter stadfæstet af Kommissærer fra Rusland, Finland og Norge. Forfatterens Ubekjendtskab med de geografiske Forhold paa hine Kanter viser sig tydeligt nok paa et Kart af ham selv over russisk Lapland, der medfølger Bogen "Besedi". Han regner saaledes Kysten fra Veres (Bugønes) til Jakobselven - eller den Del, som Norge beholdt, for 70 Verst "eller langs Havet c. 500 Verst" (!!), medens han et andet Sted regner Strækningen fra Jakobselven til Svjatoinos for 400 Verst, og dog er den sidste mindst 7 Gange saa lang som den første.

Paa Grund af dette, baade historiske og geografiske Ubekjendtskab med de rette Forhold anser han Rusland aldeles forurettet ved Grænseopgjøret i 1826. "Os paaligger", siger han derfor, "den Skyldighed at tage ifra Norge det, som det uretmæssigt har tilvældet sig, nemlig en Strækning af Ishavets Strand, 500 Verst lang (!!), med 3 af de fornemste Havne, Pasvig, Neiden og Ravdin". En anden russisk Forfatter, Siderof, angiver i samme Bog Pag. 194 den angivne Strækning kun til 200 Verst. Begge Forfattere ere imidlertid enige i at kaste Skylden for dette Opgjør over paa "den russiske Stabsofficer" (Oberstløitnant Galamin), "som" (1826 sammen med de norske Kommissærer) "opgik Grænsen", og "som i Stikpenge modtog 20 Ræveskind og 2000 Spdlr." (16). Beskyldningen er baade skammelig og latterlig; men da den staar 2 Steder paa Tryk paa Russisk, saa kan den ogsaa citeres her. Det er høist sandsynligt, at denne Historie hidrører fra en ganske simpel Omstændighed, nemlig at vedkommende russiske Kommissær har kjøbt 20 Ræveskind for 2000 Spd., en Pris, som ingenlunde er urimelig, da et Sølvræveskind i Rusland ansees for at være det kostbareste Pelsværk og ikke sjelden betales med 100 Spd. Man har saaledes rimeligvis oprindelig fortalt, at Kommissæren "har faaet 20 Ræveskind for 2000 Spd.", men senere er da dette blevet gjort til, at han "har faaet 20 Ræveskind og 2000 Spd."

"Heldigvis er den keiserlige russiske Regjering - (siger den svensk-norske Minister i Petersburg) - altfor retskaffen til at laane Øre til slige Forfatteres ubegrundede Paastande og agter sine Naboers Rettigheder, paa samme Tid som den forstaar at indgyde Respekt for sine egne. Kan man vel et eneste Øieblik forestille sig, at Rusland under disse Underhandlinger, som varede i Aarvis, har ladet sig tage ved Overraskelse, eller at det med velberaad Hu skulde have afstaaet Distrikter, som faktisk tilhørte samme? Den mindste alvorlige Eftertanke burde være nok til at bevise det lidet Grundede i en saadan Formodning." Om Befolkningen i Sydvaranger udtaler den førstnævnte Forfatter sig saaledes: "Disse Nordmænd (norske Undersaatter, som bo i Sydvaranger), der ligesom de nordlige Finlændere høre til den finske Folkestamme og altid ligge i Strid med det skandinaviske Element, elske Russerne og sætte Pris paa den russiske Regjerings Bevaagenhed, efter alle de Personers Udtalelser, som ere nærmere bekjendte med deres Stemning. De drages jo til Rusland allerede af den Grund, at de alene derfra kunne erholde Korn, som de ikke producere hos sig selv. Ved Gjenoprettelsen af den virkelige Grænse kan man med fuld Overbevisning sige, at ikke en eneste af de norske Undersaatter, som have bosat sig der, vil forlade sit Bosted, men at de alle med fuldt Bifald ville blive russiske Unelersaatter. Men ikke nok hermed, - de bedste og indflydelsesrigeste af det nordlige Norges Indvaanere ville overflytte til de nye (anlæggendes) Stæder paa den murmanske Kyst, om blot de Hindringer bortryddes, der nu standse Bosættelsen paa denne Strand, som har Overflod paa naturlige Rigdomme og uden Sammenligning tilbyder flere Bekvemmeligheder end det nordlige Norge. Dette er den "almindelige Overbevisning hos alle dem, der kjende de derværende Forhold."

Da Rusland saaledes efter sine egne Forfatteres Udsagn har større Ishavskyst end vi med isfri Havne, rige Fiskerier og bedre Kolonisationstenrræn, men dog, som Dolinski selv siger, "ikke har villet og ikke forstaaet sig paa at benytte disse Rigdomme", hvad kunde det saa gavne denne Stormagt, om den endnu dertil ved et eller andet Magtsprog fratog sin fattige Nabo en ubetydelig Stump Land, som denne med Flid har begyndt at oprydde og bebygge. I 1825, da hine Trakter vare fælles norsk-russisk Eiendom, beløb Befolkningen i hele "Fællesdistriktet" sig ikke til mere end 82 protestantiske og 67 græsk-katholske Individer. Efter Delingen har Følgen af den norske Styrelses Eneraadighed over sin Anpart af Ødemarken været den, at der nu paa samme er opstaaet et nyt norsk Præstegjæld, Sydvaranger, hvor Befolkningen efter sidste Folketælling (1865) bestaar af 1,171 Indvaanere. Af disse er 194 Nordmænd, 339 Finner, 539 fastboende og 68 nomadiserende Lapper, samt af blandet Race 4 norsk-finske, 8 norsk-lappiske og 19 finsk-lappiske Individer. Samtidigt hermed er der "indført Betjening af Præst, Læge, Dommer samt Post- og Dampfart". Beskyttet af de norske Love, har enhver arbeidsom Mand, som vilde, kunnet flytte didhen. Finnerne og Lapperne - eller den Del af denne Befolkning, "som ikke hører til den skandinaviske Stamme", har her, som andetsteds i Riget, aldeles de samme Rettigheder og den samme Adgang til Benyttelse af Landets Herligheder, som Nordmændene. I det Hele taget behandles de saaledes, at de ingen tænkelig Grund har til at foretrække russisk Borgerskab for norsk. Den Del af Fællesdistriktet, som tilfaldt Rusland, er derimod fremdeles saa godt som aldeles ubeboet og ubenyttet, ikke paa Grund af daarligere Betingelser for Kolonisation, men paa Grund af forskjellig Lovgivning og Styrelsessæt.

Jeg tør derfor ogsaa - efter mit Kjendskab til Forholdene - udtale som min Overbevisning, at, dersom, ved noget Magtsprog Skyggen af den russiske Ørns Vinger skulde strækkes ud over den omhandlede Del af Sydvaranger, hvilket Gud forbyde, da vilde ogsaa der inden sammes Omraade blive lige saa øde og livløst, som det nu er paa de tilgrænsende russiske Fiskekyster, hvilke jeg senere havde Anledning til at besøge og senere her skal beskrive.

15) The Russian dominions in Europa, drawn from the latest maps by the Academy of sciences, St. Petersburgh, revised and corrected with the Post Roads and New governments from the Russian atlas of 1806 by Jasper Nantial.

16) Besedi o severe Rossii p. 194.