Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forside
Finmarken
(om samer)
Finmarken
(om Vadsø)
Finmarken
(om Sør-Varanger)
Russisk Lapland
(Jakobselven-Kola)
Russisk Lapland
(om landet)
Russisk Lapland
(om fiskeriene)
Russisk Lapland
(om befolkningen)
Russisk Lapland
(Kola-Kandalaks)
Fra Kola til Masesid.
Imandra.
Mogilnyj ostrov.
Sashjeika.
Akkala.
Fra Sashjeika til Kandalaks.
Russisk Karelen

En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Sashjeika.

Blokhus for Reisende ved Imandra i russisk Lapland

Blandt vore Skydsfolk fra Jokostrov til den sidste Station, Sashjeika, var to Lappekvinder. Den ældste af disse havde, i Mangel af andre Ørendobber, en Dusk af Renhaar hængende i en Traad i hvert øre. Rimeligvis skulde disse Haarduske dog mere tjene som Amuletter end som Stads. Stationshuset ved Sashjeika, (lap. Sashjeok eller Sashe-jok), er nylig opbygget og da Beboerne der vare underrettede om vor Ankomst, havde de vasket og pudset det indvendig saa godt, de kunde. Vi tog det da ogsaa i Besiddelse, og Befolkningen, bestaaende af 3 Mænd og 2 Koner med hver sit Barn, opsloge ikke blot uden mindste Indvending eller Knur sin Bopæl under to omhvælvede Baade, men delte ogsaa disse Sovesteder gjæstfrit med vore Skydsfolk. Det regnede temmelig stærkt om Natten, saaledes at Flere stode drivvaade op om Morgenen, men det lod ikke til, at denne Omstændighed i mindste Maade afficerede disse hærdede Naturer eller foraarsagede dem enten Forkjølelse eller Snue. Næste Nat og senere fik imidlertid Børnene, til sin store Glæde, sove i mit Telt, som jeg lod sætte op paa Tunet.

Den 26de Juni reiste Prof. Daa til Kandalaks for derfra at gjøre en Tur til Umba. Jeg derimod blev tilbage paa Sashjeika, da jeg nemlig senere agtede at gjøre en Tur ind til Akkalalapperne, der bo ved den sydvestlige Bugt af Imandra, for muligens at faa nogle Prøver af deres Dialekt.

Om Aftenen havde Befolkningen ved Sashjeika næsten intet at leve af. Det var omtrent ganske forbi med deres Melbeholdning, og ny Forsyning havde de endnu ikke faaet fra Kandalaks. Fisk havde de i flere Dage heller ikke faaet, da der var Flom i Indsøen. Kjød kunde der aldeles ikke være Tale om. De 2 Sauer, som vi ellers vare vante til at se ved enhver Station, fandtes heller ikke her. Kun sultne Mennesker, 3 Hunde og 2 Katte. Jeg selv nød den Dag min sidste Kjødret, bestaaende af en Blanding af ferskt Faarekjød og Spegekjød med Grynsuppe, der smagte delikatere end de fineste Retter ved nogen Rigmands Middagsbord. Men Befolkningen havde Intet. Saa reiste jeg da afsted med 2 af Lapperne i en Baad for at forsøge min Dygtighed som Fisker med Redskaberne, som hverken Fisken eller Befolkningen her nogensinde havde seet Magen til. Jeg var temmelig sikker paa at skulle kunne faa Fisk nok til os Allesammen, og det slog heller ikke Feil. Ude paa Elveoset eller der, hvor den store Nivastrøm løber ud af Imandra, var der en ypperlig Fiskeplads og Fisk, især Ørret og Har, i Mængde. Det varede heller ikke længe førend Lappernes Ansigter straalede af Glæde over den Guds Velsignelse af Fisk, som de snart saa i Baaden. Saa fik jeg en Fisk paa det ene Snøre, som kjendtes usædvanlig voldsom i sine Bevægelser og næsten ikke var til at faa træt. Flere Gange havde jeg den lige inde ved Baaden, men saa løb den med Voldsomhed afsted igjen og hoppede flere Alen høit over Vandskorpen, aldeles som Laxen pleier at gjøre. I det samme den hoppede op over Vandet, raabte begge Lapperne paa en Gang: "Ranne læ! Ranne læ"! Altsaa maatte det være en usædvanlig Fisk. Jeg behandlede den da saa meget varsommere og fik den endelig ind i Baaden. Den var sølvblank som en Lax, smal ved Sporen, havde kløftet Hale, lidet og spidst Hoved, ingen røde Pletter og var i det Hele taget aldeles lig en ung Lax. Efter et Fotografi, som jeg tog af den, har Prof. Rasch ogsaa erklæret. den for at være en Lax. At Laxen gaar op i Imandra, er ikke usandsynligt, da der i Niva ikke findes saa stor Fos, at samme kan standse den Rimeligvis naa dog kun ganske faa Exemplarer saa langt op, og den findes derfor ikke, i saa stor Mængde, at den hyppigt fanges af Befolkningen.

Med 20 store Har, 5 ørret og en saakaldet Ranne eller Lax vendte jeg tilbage til Sashjeika, hvor de hungrige Kvinder og Børn, ligesom en Mand og en Kone samt en gammel Lappebedstemoder, der vare ankomne fra Akkala for at reise til Kandalaks efter Mel, udbrøde i Forundrings-  og Fryderaab over den rige Fiskefangst. Da nu mine 2 Rorkarle dertil ogsaa fik 10 Kopek hver, fordi de havde roet Baaden, bleve de ganske undselige. "Gulid ja dengid!" - "Baade Fisk og Penge!" - udraabte de. Det var mere, end de kunde vente, større Velvillie, end nogen Reisende forhen havde vist, saa de maaske ville begynde en ny Tidsregning fra denne Bespisningsdag. Af Fisken tog jeg nogle Har og Ranne for mig og mine to Folk. Den øvrige Fisk blev overladt til de 3 Familier, der, som sagt, vare blevne forøgede med. 3 Lapper fra Akkala, som vare paa Reise til Kandalaks.

Det varede ikke længe, førend al Fisk var opskaaren, og Kl. 11 om Aftenen stod der 3 Gryder paa Kog paa Marken udenfor Stationshuset ved Sashjeika. Rundt omkring Gryderne leirede sig Mænd, Koner og Børn, siddende paa Huk lige inde i Røgen fra Ildstedet; thi Røg er ligesaa liflig, som Røgelse her i dette Ørkenens, Skovenes, Myrenes, men fremfor alt Myggenes Land. Lige i den værste Røgen sidder gamle Bedstemor fra Akkala, næsten sortbrun i Ansigtet, med sine nøgne, røde og hovne Ben lige imod Ilden. En liden Jentunge, klædt i Traser, ligger halvt op imod hendes Skjød og spriker sine smaa Fingre ud imod Ilden; medens Gamlemor med en Kniv og en Kam anstiller en ivrig Jagt efter Vildtet i hendes lurvede, men rige Haarvæxt. De øvrige Lappekoner og Mændene passe Gryderne, medens de smaaspise af noget tørret Gjedde, som Lappen Anton Wasiljevitshj fra Akkala havde bragt med sig, og hvoraf han meget godsligt ogsaa bød mig Noget, med Opfordringen: "Buorre læ, maiste! - Det er godt, smag!" - En af Lappekonerne knar i et Traug det sidste Mel. sammen til en flad Kage, som derpaa klines til en skraaliggende, flad Sten for at steges mod Ilden. Lappen fra Baba staar opreist foran Ilden, støttet til en lang Stav. Han ser vild ud, som en Røver, og hans lille Kone ser saa sky ud, som en opskræmt Skovkat; men baade hans og hendes Ansigt klarnede mærkeligt op, og Udtrykket i deres sorte Øine formildedes i høi Grad, da jeg begyndte at tale Lappisk til dem og forære de "Skovkatten" en skinnende blank Messingring. Nær havde jeg glemt en lang Rækel af en Russer, Postføreren fra Kandalaks, som ogsaa om Aftenen kom til og leire de sig ved Ilden for at tørre sig selv, sine Støvler og Strømper, medens han røger en Papyros. Værre Kjæltringansigt end hans, saa jeg ikke paa hele Turen. Han var lang og smal som en Slange, især havde han uforholdsmæssig lange Ben og Arme, Ansigtet lidet, Næsen stump og en Hue, trykket lige ned i Øinene. Nødig vilde jeg gaa omkring i Imandras Skove med ham bag min Ryg. Pludselig begynder gamle Bedstemor at korse sig, bukke og mumle Velsignelser, hvori "Bogh", (Gud), hyppigt forekommer. Jeg kunde ikke strax skjønne Grunden til disse pludselige Udbrud af Taksigelse, men i det samme ser jeg en Gut komme løbende fra Skoven, med Favnen fuld af store, afflækkede Barkstykker, som han kaster ned for Bedstemors Fødder. Gamlemor drager frem af Lommen en Hornkniv og begynder at flække og rispe Strimler af den, indre Hinde paa Furubarken, som har en sødagtig Smag. Gutten, som bragte Barken, snapper af og til en Strimmel og putter den i Munden, som om det var en Sukkerbid. Ligesaa lader Gamlemor en og anden Strimmel gaa i sin egen Mund, men kaster Størstedelen i Fanget paa Akkalalappen, som lægger det i en Rul og karver det smaat, som man karver Tobaksblade. Derpaa kastes det i Søet i Gryden, efterat Fisken er kogt og optaget, og tjener som Jævning paa Fiskesuppen, samt spises med Velbehag sammen med denne. Saa var da Fisken og Suppen kogt, og Kagen paa Stenen stegt. Mændene tog sine Huer af, Alle korsede sig, og saa begyndte Maaltidet. Fisken gik raskt ned, uden Medhjælp af Kniv og Gaffel, og Suppen blev - uden Ske - drukket af smaa øser. Benene bleve kastede hen til de 3 bundne Renhunde.

Efter Maaltidet sagde de Alle "Spasiba", - (Tak), - til mig og vendte sig derpaa mod øst, korsede sig og takkede Bogh. Netop i det samme Øieblik "randt Solen op i Østerlide", og man kunde gjerne have troet, at disse, Lapper endnu den Dag idag vare Soltilbedere, som deres Fædre i gamle Dage vare før dem.