En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Akkala.

Den 30 Juli reiste jeg med Gregori, Skydsmand paa Sashjeika, og min Tjener, Isojussi, samt min Tolk i Russisk, Dahl, fra Sashjeika indover til Akkelaver eller Babinskaja guba, den sydvestligste Del af Imandra, hvor de saakaldte Akkala-Lapper bo, om hvem jeg havde hørt, at de bedre end andre Lapper i Rusland skulde have bevaret Sprog, Sæder og Skikke; ja, jeg var endogsaa ugudelig nok til at nære et svagt Haab om at træffe paa Hedninger, som endnu ofrede til sine gamle Guder. Denne sydvestlige Del af Imandra var desuden, end mere end nogen anden Del, et terra incognita, hvilket, saavidt mig bekjendt, ingen civiliseret Reisende havde besøgt, og som jeg derfor formodede maatte være temmelig urigtigt aflagt paa de almindelige Karter. I gamle Dage, da russisk Lapland var norsk Skatteland, kom Fogden fra Vardø hvert Aar paa sin "Nordfjeldsreise" ogsaa hid til Akkala eller, som det da hed, Ackjeld, (akka, Kjærring, hvoraf det russiske baba er Oversætteise, og Gjeld, Præstegjæld), for at opkræve "Finneskatten". Denne blev, som bekjendt, sidste Gang hævet i 1613. Siden den Tid - eller i de sidste 250 Aar - har neppe nogen norsk Embedsmand været her.

Just som vi skulde gaa i Baaden og lægge ud fra Sashjeika, hørte vi et Kvindemenneske skrige og jamre sig ganske forfærdeligt. Strax efter kom Gregori. Han havde før Afreisen gjennembanket sin Kone, fordi han havde faaet at vide, at hun, medens han var i Skyds med Prof. Daa til Kandalaks, havde nægtet at drage i Skyds med Postføreren, som derfor havde maattet vente. Jeg har aldrig nogensinde før hørt eller seet, at en Lap bankede sin Kone. Den Opdragelsesmaade maa Gregori med meget Andet have adopteret fra Russerne.

Vi kom om Eftermiddagen til Mundingen al en Elv, som Lapperne kalde Junijok, og jeg slog mit Telt op her, paa en smuk Græsplet ved Elvemundingen. Mandskabet trak Baaden paa Land og hvælvede den halvt om til Ly om Natten mod Regn og Vind. Vort Selskab var nu forøget med Lappen Wasilei, Fader til Anton Wasiljevitshj, som jeg havde truffet ved Sashjeika. Han var en gammel Mand paa 70 Aar, om hvem jeg havde hørt, at han skulde kunne tale baade Finsk og Svensk foruden Russisk. Vi traf Gamlingen paa Veien, netop som han sammen med en anden Lap og dennes Kone samt en Hund, der sad paa en Dynge Garn i Baaden, skulde forlade sin Sommerbopæl paa Øen Jægelsuolo, (Renmose-Ø), for at reise paa en Fisketur til Cævreslukt, (Otterbugt). Efter en Del Overtalelser og Løfte om 1 Rub. pr. Dag fik jeg ham over i min Baad, i Haab om af ham at faa nærmere Besked om Lapperne i Akkala og muligens faa høre et eller andet Sagn om Begivenheder i gamle Dage. Akkala-Lappernes Antal opgives efter Tælling i 1866 til 53 Mænd og 60 Kvinder. Efter deres eget Udsagn skal de tidligere have været talrigere. Dette kan være muligt; men imidlertid angives Akkala-Lapperne i den ældste norske Skattemandtalsliste fra 1594 ikke til mere end 11 skattepligtige Mænd eller Familier. Akkala-Lapperne bo om Vinteren samlede i en By, ikke langt fra Bredden af Imandra eller den sydvestligste Bugt af samme, der kaldes Akkelaver. Her er opført 8 Træhuse og 1 Jordgamrne. Om Sommeren bo de derimod adspredte, dels paa Øerne i Imandra, f. Ex. Jægelsuolo, Bæcsuolo, (Furuø), Rovtsuolo og flere, dels langs Junielvens Vasdrag og paa Øerne i de mange Indsøer, denne Elv danner.

Skjønt denne Elv er det eneste store Vasdrag, der falder i Imandra, findes den hidtil dog ikke angivet paa noget Kart.

Paa Sashjeika havde jeg gjort Akkala-Lappen Anton Wasiljevithsj forstaaeligt, hvaad et Kart var, og begyndte efter hans Beskrivelse at gjøre et Rids af Elven. Pludselig sprang Lappen fra mig tilskovs, og jeg vidste ikke, hvad der var i Veien, førend han kom tilbage igjen med et uhyre stort Stykke Furubark, som han udbredte foran mig paa Marken. Med et Stykke Kul begyndte han nu selv med egen Haand at ridse op paa Indsiden af Barken Junielvens Vasdrag, med dens Kroge og Bugter samt større og mindre Indsøer, hvilke han kjendte til Punkt og Prikke i Længde, Bredde, og Form, ligesaa nøie, som en Gartner kjender sin egen Have. Derpaa tog jeg to Ark Papir, og paa disse afkopierede han nu Vasdraget med Blyant, med Hjælp ogsaa af Kompas og Passer, hvis Betydning og Brug han ligeledes lærte at kjende. Efterat jeg havde gaaet en Tur opover langs Junielven og igjen var kommen tilbage til vor Leirplads ved Elvens Mumling, hvor den er omtrent 100 Alen bred udbredte jeg Kartet for gamle Wasilei og gjennemgik det atter med denne; men han hadde lidet at rette paa Sønnens Tegning. Jeg fotograferede denne min Medhjælper i Karttegning og gjengiver her et Billede af ham.

Efter Lappernes Forklaring er Junielven c. 120 Verst lang, og dens Kilder eller Indsøen Junigaiva, (gaiva, Kilde), ligger tæt ved Finlands Grænse. De største Indsøer, som Elven danner, ere Gala-, Gandes- og Buorinshj-javre, hver omtrent 15-20 V. lang. Den sidste ligger nærmest Imandra. Elven bærer herfra til Imandra ogsaa Navnet Buorinshj jok, hvoraf Russerne have gjort Benævnelsen Peringa, og Finnerne Perinki, paa samme Maade som de have dannet Petshinga, (af Peisen), og Varingi, (af Varanger). (77)

Efter nærmere at have lært Akkala-Lapperne at kjende kom jeg til det Resultat, at de vare ligesaa meget russificerede, som andre græsk-katholske Lapper, jeg havde truffet. Mænd og Kvinder talede næsten ligesaa godt Russisk som Lappisk. Dette sidste brugte de dog indbyrdes sig imellem, og naar man udrensede alle laante russiske og enkelte finske Ord, var det, som blev tilbage, rent Lappisk.

Mændenes og Kvindernes Dragt var ligeledes temmelig russificeret. Kufte og Komager havde dog de Fleste, samt Kvinderne, i sine Livbælter Neulagoatte, (Naalehus), og nogle andre Smaating hængende, som ere eiendommelige for Lapperne. Jeg forsøgte at udfritte, om der ikke enkelte Steder i Skov og Fjeld skulde findes Offersteder, som endnu besøgtes, men det lod til, at den græsk-katholske Kirkes Kors og Helgener havde udryddet Hedenskabet her ligesaa fuldstændigt, som andre Steder. Gamle Bedstemor fra Akkala kom saaledes, medens jeg boede paa Sasheika, 2 Gange daglig ind i Stationshuset for at bukke og korse sig for et Messinghelgenbillede samt fremmumle sine udenadlærte Bønner.

Efter Sashjeika-Lappernes Forklaring betalte Akkala-Lapperne aarlig i Skat 10 Rub. pr. mandligt Hoved, ogsaa for de Døde, indtil næste Folketællirig. Gregorj betalte saaledes 10 Rub. for sig og 10 for sin afdøde Fader. Disse 10 Rub. havde han betalt i 7 Aar og formodede, at han kom til at betale dem endnu i 3 Aar. Dernæst betales 1-2 Rub. pr. mandligt Individ for at blive fri for Soldatertjeneste.

Akkala-Lapperne opgaves tilsammen ikke at eie mere end 700 Ren - og den rigeste Lap at eie 70. Disse gaa om Sommeren ubevogtede frit omkring dels i Skovene paa Fastlandet, dels paa Øerne i Imandra. Vildren findes i Trakten om Imandra, især paa Umbdek og Tschyne dunder-Fjeldene, men ikke i nogen stor Mængde. Tidligere skal Antallet have været større. Dog kan man endnu træffe til at se Flokke paa c.200. Til at finde dem og følge dem paa Sporet ligesom ogsaa til om Høsten at oplede enkelte forvildede Tamren - bruger man Hunde, der føres i Baad. De ligne Finmarkshunden, men ere i Regelen noget større. De staa bundne baade Sommer og Vinter.

Om Aftenen den 31 Juli havde vi leiret os ved et stort Baal, lige ved Junielvens udløb i Imandra. Jeg havde om Eftermiddagen i Elvemundingen fisket det nødvendige Antal Har og Ørret, saaledes at Mandskabet havde nok at leve af. En af Lapperne gav her et Bevis paa, at han af Russerne havde lært Noget, som Lapperne i Norge ikke have Ide om. Medens Fisken kogte, gik han nemlig, tilskovs og kom igjen med en hel Mængde fine Soparter; som han renskede og kastede i Fiskesøet, efter at Fisken valr optaget. Suppen paa disse Sop smagte ganske fortræffeligt. Førend vi lagde os til Hvile, jeg i mit Telt og Folkene under den halvt omhvælvede Baad foran Baalet, - førsøgte jeg at faa gamle Wasilei til at fortælle om gamle Dage. Men det lod til, at alle Minder eller Sagn om den Tid, da Nordmænd færdedes her vare aldeles udslettede af Folkets Erindring. Det er ogsaa over 250 Aar siden, og i disse Aar ere Lapperne blevne saa russificerede, at de nu synge russiske Melodier, fortælle russiske Eventyr og tale Russisk ligesaagodt som Lappisk. At Wasilei ogsaa kunde tale Svensk og Finsk, var jeg ikke istand til at opdage. Jeg skjænkede ham og de andre Lapper en Dram Rom hver, for at faa dem i godt Humør og Munden paa Glid, og fortalte selv et Eventyr paa Lappisk. Saa fortalte Gregori et, og saa fik vi endelig ogsaa Wasilei til at fortælle et Eventyr, som jeg nedskrev paa Lappisk, og hvorved jeg erholdt et fortrinligt Bidrag til Bedømmelse af Sproget, som det tales i Akkala, ligesom jeg tidligere havde indsamlet Prøver paa Sproget fra andre Steder. Det findes gjengivet paa Norsk i "Lappiske Eventyr og Folkesagn".

77) Dette -inga vil D. E. D. Europæus derimod forklare af det ostjak. -jink, Vand, og antager, at dette Folk fordum har boet i disse Trakter. Suom. 8. osa. - 1870. P. 90