En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Fra Vadsø til Mortensnæs. Gammer. Bautasten. Sagn om Walit.

Lappisk Gamme eller Jordhytte

Under Opholdet i Vadsø gjorde vi en Tur 3 Mile indover Varangerfjorden til Mortensnæs, hvor Handelsmand Nordvi bor. Vi bleve her modtagne med den største Gjæstfrihed og Velvillie. Handelsmand Nordvi har ikke blot erhvervet sig et Navn i den videnskabelige Verden for sine naturhistoriske Kundskaber, men baade Kristianias og Kjøbenhavns Musæer have ham at takke for Indsamling af flere ethnografiske Sjeldenheder.

I Nærheden af Mortensnæs findes nogle Jordgammer. Synet af disse var intet Nyt for mig, men derimod for min Reisekammerat, Professor Daa. Jeg vil derfor tillade mig efter Aftenbladet No. 18 - 1870 - at gjengive hans Beskrivelse af en saadan, medens jeg selv tager et Fotografi af samme og leverer et Billede af dens Ydre. "Omkring Handelsstedet laa der en Del Jordhytter, der vare de første Lap-Gammer, jeg havde Anledning til at se. Den første, vi kom til, eiedes af en Trønder fra Opdal, en stor og staut Karl, som dog havde ladet sig nøie med at bygge sin Bolig paa en Maade, der i det Væsentlige lignede den halv vilde, oprindelige Stil, men dog udentvivl indeholdt store, selvstændige Forbedringer. Udvendig bestod Huset kun af Torv, men det var firkantet, indvendig panelet og forsynet med Vinduer. Loft var der rigtignok ikke, saaat Rummet var aabent til de sodede Spærrer. Der var kun et Værelse til Familiens Beboelse, hvilket var uhyre hedt; thi slige Torvhuse ere langt varmere end Træhuse. Ved Siden af var et andet Rum i to Afdelinger, hver med en Dør, til Mandens Hest og hans to Kjør. Et saadant Hus vedligeholdes paa det Vis, at man hvert (?) Aar lægger paa et Par Omhvarv Torv til at udfylde den gamle, som altid synker sammen. Ifald Eieren bliver kjed af det Hele og vil sælge sin Bolig, kan han erholde en Kapital af en eller to Daler for den.

Fra denne forædlede Gamme gik vi til en mere oprindelig, som beboedes af en Fin, der var gift med en halv norsk, halv lapsk Hustru. Deres Hus var derimod, ligervis som Lappens, helt rundt og bestod af opretstaaende Stolper der vare udfyldte med Torv, som dannede Væggene, uden videre Bedækmng eller Forsøg paa Sminke eller Forskjønnelse. Midt i Stuen paa Gulvet var et Ildsted af store Stene, omivet af Stolper, som bare det spids opgaaende Tag. Vi fandt Familien liggende paaklædt, men i rigelige Skindfæller omknng Ilden. Alt var paa Gulvet. De syntes at sove, da vi kom ind, skjønt det var midt om Dagen. Men der var ikke Søveir. Den 3die Gamme var beboet af denne sidste Mands Datter og hendes Ægtefælle, en ren Lap. Den var dog indvendig panelet med horizontale Bord.

Disse Familier, som altsaa bestod af alle 3 Nationaliteter i mangehaande Blanding, havde flere Børn, som alene Fordom kunde negte at være vakre og kraftige. De gik dog alle i lappisk Dragt og talede lappisk Sprog."

I en stor Stenurd i Nærheden af Gaarden Mortensnæs have Lapperne i gamle Dage havt en Begravelsesplads. Her som andre Steder i Finmarken, hvor lignende Begravelsespladse findes, har Graven bestaaet af et aflangt, muret Kammer, dækket af en eller flere Stenheller. Men det Hele, baade Sidemurene og Taget, har med Flid været formet saaledes, at et uøvet Øie har vanskeligt for at skjelne Gravstedet fra den øvrige Uren. I enkelte Grave har man fundet Kranier og Ben af Mennesker, indviklede i Næver. De fleste ere derimod, mærkeligt nok, tomme, eller Liget er for lang Tid siden borttaget, uden at man med Bestemthed kan forklare seg Grunden hertil. Maaske Lapperne selv ved Overgangen til Kristendommen have aabnet sine Fædres Grave og bragt deres Ben i kristen Jord. Enkelte ere da blevne igjen fordi de havde skjult dem saa godt, at de ikke selv kunde finde dem.

I Stenurden findes ogsaa paa enkelte fremspringende Punkter, der godt kunne sees fra Søen, runde, murede Stenringe. Lignende har jeg seet flere andre Steder i Finmarken, navnlig findes nogle velvedligeholdte ved Laxelvand i Porsanger. Paa slige Steder og inden Stenringen, hvorpaa undertiden ogsaa lagdes et Plankegjærde, havde Lappen sine Afguder staaende, der enten vare dannede af Træ eller bestode af en Sten, som var forvitret saaledes, at den havde en fantastisk Form. Disse ere naturligvis for lang Tid siden omstyrtede og forsvundne. Paa Tilbageveien snublede jeg over en Sten af en ganske besynderlig Form, der laa nede i Strandbredden. Maaske dette var Hevn af en hedensk Gud, der engang - for Aarhundreder siden - havde tronet oppe paa Høiden, tilbedt af hele Traktens Beboere.

Tæt ved Handelsstedet Mortensnæs staar en Bautasten. Der findes Spor af, at den engang har været omgivet af 14 Stenringe, den ene udenom den anden, med Bautastenen som Centrum. Stenen er 3 Alen 19 Tommer høi over Jorden. Under Jorden desuden 1 ¾ Alen. Bredden er 1 Alen og Tykkelsen 4½ Tomme. Lapperne kalde den: Zævdse-Gædge: Bautasten. Den er sandsynligvis ikke reist af det lappiske Folkefærd. Fandt disse en eller anden Klippeblok staaende isoleret. og af særegen Form, troede de vistnok, at en eller anden Guddom havde sin Bopæl i samme, og ofrede til den. Men de Stenguder, som de selv reiste op, vare ikke større, end at de kunde flyttes ved Enkeltmands Hænder. Det er derfor nok muligt, at Lapperne i sin Tid kan have ofret til Stenen, og der fortælles, at en gammel Lappekone skal have gjort dette endnu i Mands Minde. Men sandsynligvis er den reist til Minde om en eller anden skandinavisk Vikingehøvding, som her enten har fundet sin Bane eller udført en eller anden Stordaad.

Russerne ville ogsaa tilegne sig Æren af at have reist samme, ifølge et Sagn om en Kjæmpe, Walit eller Warrent. Dette Sagn indeholder maaske Erindring om eller giver i Eventyrform en Fremstilling af det russiske Herredømmes Fremtrængen over de Trakter, som engang vare norske Skattedistrikter. Det lyder saaledes efter en russisk Forfatter Weretschagin:

"I gamle Dage, da Karelen og Dvina-Trakterne vare Novgorod underkastede, levede der en mægtig Mand eller Godsbesidder ved Navn Walit eller Warrent. De Novgorodske Posadniker overdroge til denne Walit Regjeringen over hele Karelen. Walit, som ønskede at forøge Novgorods Besiddelser, begav sig til den murmanske Kyst for at bekrige Landet. De forskrækkede Murmanner kaldte tilhjælp Njemetski (Nordmænd), men disse kunde ikke forsvare dem, som de kom tilhjælp. Walit slog dem ved Varenga; "thi han var en stor Kriger og Hærens Ven". Paa det Sted, hvor Slaget stod, lod han opreise en stor Sten og omgav den med 12 Rader af Stenmure. Dette Monument til Minde om Seieren kaldte Walit "Babilon". Han bosatte sig paa en Ø, som nu kaldes Schalim (Salimozero i Orafjorden). Nordmændene bleve nødte til at overlade hele Lapland lige til Jvgei (Lyngen) til Walit. Fra den Tid blev Lapperne skatskyldige til Novgorod og de moskovske Storfyrster."

"Dette Sagn", siger Weretschagin, "er hørt af Fedor Johannovitsch's Befuldmægtigede, som 1592 sendtes til Kola for at underhandle med Christian den IV om Grænserne." Maaske det endnu kunde anføres som en historisk Grund for Rusland til at bemægtige sig Finmarken.

Efter et Par Dages særdeles behageligt Ophold paa Mortensnæs reiste vi igjen i en Baad, bemandet med 7 Mand, af hvilke Høvedsmanden var Nordmand og de øvrige Finner, afsted til Vadsø, hjulpne frem af en strygende Bør.