En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Lodde og Hval.

Det mindste og det største af alle de Dyr, som i Finmarken efterstræbes for Nyttens Skyld, er Lodden og Hvalen. Man hører dem ofte blive nævnte sammen som Forbud paa et begyndende Torskefiske. Lodden har utallige Fiender saavel i Vandet som i Luften og paa Landet; thi Fisk, Fugl, og Folk efterstræbe den lige ivrigt. Hvalen har kun en Fiende, nemlig Sv. Foyn.

Lodden bruges, som bekjendt, blot til Agn, men da Tilgangen af samme er usikker, medens et heldigt Fiske for en stor Del beror paa denne Agn - ligesom en "god Høst paa en god Udsæd", saa er Følgen den, at naar man enten paa Norsk hører Udraabet: Lodda e' me' Stranna! eller paa Lappisk: Shjafshja læ gaddest! eller paa, Finsk: Lotti on rannassa! saa komme alle Mand, Nordmænd, Finner, Kareler, Lapper, til og med Russer, i et Øieblik paa Benene og i den travleste Virksomhed; ja, jeg er bange for, at selv en nok saa andægtig Menighed i en Kirke høilig vilde fristes til at rende sin Vei, dersom Nogen midt under Gudstjenesten kom ind og raabte: Lodda e' me' Stranna! Den stakkels lille Fisk har, som sagt, baade mange og farlige Fiender. Jaget paa Dybet af Sei, Torsk og Hval, søger den i tætte Stim at snige sig frem langs Strandbredderne; thi ogsaa den skal nu et eller andet Sted hen for at hegge sin Rogn eller sørge for sin Formerelse. Som en mørk Skygge ser man den glide fremover paa den hvide Sandbund. Men saa er der en eller anden dristig Sei, som undertiden søger at trænge sig imellem den og Stranden for at jage den udover mod Mar­bakken, hvor den da utvivlsomt modtages af tusinde gabende Torskesvælg. For ikke at afskjæres, sniger Lodden sig derfor saa nær op imod Stranden, at den ikke sjelden fra Land af kan tages med Hov. Blæser det noget, kaster Søgangen ofte enkelte op imellem Stenene paa Stranden, hvor de ligge sprællende, blanke som nye Toskillinger, indtil næste Bølge tager dem med sig igjen. Men fortumlede af Luftbadet, sprætte de i Vildelse op af Vandet og komme ofte saaledes paa det Tørre, at de blive til Føde for Kragerne. Pludselig opdages Stimen af nogle Maager, og med Skrig, Næb og Klør slaa de ned i Søen. Dette sees snart af andre Maager, der svæve i Luften længer borte, og i pilsnar Flugt ile de til Stedet. Kan hænde, at de paa Veien komme forbi et Skjær, aldeles bedækket med Maager, Krykker og Skarv, og disse, der se en enkelt Maage fare forbi i hurtigst mulige Flugt, ane nu ogsaa at "Lodden er ved Stranden" og sætte efter den forud ilende. Snart samles en Hærskare af Maager og Krykker, som anfalde den fra Luften, medens Teisten, Skarven og Alken svømme omkap med Torsken og Seien under Vandet. Og saa den sorte Fiskejo ind imellem de hvide Maager; ikke istand til selv at fange nogen Lodde, er den derimod en Mester til at stjæle den af Næbbet paa Andre, hvorfor den ogsaa med Rette bærer Navnet "Tyvjo." Denne skrigende Fuglevrimmel baade sees og høres paa langt Hold. Den bemærkes da snart af en eller anden Baad, og Folkene tage strax Aarene kraftigt fat for at naa frem snarest muligt, medens Lodden "gaar til." Varslede herved, som den ene Maage varsler den anden, følge andre Baade efter.

Saaledes hændte det ogsaa os, da vi fra Mortensnæs med Baadskyds kom til Makkenæs, ¾ Mil fra Vadsø, at Lodden havde vist sig ved Stranden, og at Fugl og Baade strømmede til, alt hvad Vinger, Seil og Aarer kunde trække. Vi maatte da naturligvis ogsaa lade vore Folk faa Lov til at ro til Aastedet, hvor der snart herskede et Liv og Røre og Skrig af Folk og Fugl, der hver paa sin Maade sloges om Lodden. I et Øieblik kom vi iland, fik Masten ned, Baaden ud igjen, Noten kastet omkring en mørk Plet paa Sandbunden og trukket ind til Stranden, propfuld af myldrende Lodde; mange slap ud igjen, men der var nok tilbage, og i en Haandevending laa der Millioner af den smukke, lille, sølvblanke og rødviolette Fisk sprællende paa Stranden. Vor Skyds tog med sin lille Loddenot, der for paakommende Tilfælde altid medføres i Baaden, c. 5 Tønder Lodde, der paa den Tid, da der netop var Mangel paa denne Agn i Vadsø, vurderedes til, 150 Spd., det vil da sige som "Udsæd"; thi hele Fjorden var fuld af Torsk, og havde man bare Agn, fik man Fisk paa hver eneste Linekrog.

Lodden har enkelte Yndlingspladse, hvor den især søger hen uvist af hvilken Grund. Men intet Sted er Tilstrømning af Lodde saa rig og Adgangen til at fange den saa let som ved Grænseelven Vuorjem eller Jakobselven i Sydvaranger. Grnnden, hvorfor den søger denne Elvemunding fremfor andre, har jeg ikke hørt Nogen kunne forklare; men Terrænets Beskaffenhed gjør, at man her ofte kan øse op saa Meget, man vil, med Hov eller Smaanøter. En Bugt, omtrent ⅛ Mil lang og et Par hundrede Alen bred, hvori Elven løber ud, er i Ebbetiden ved en Sandbanke afdæmmet fra Havet - paa en smal Rende nær, saaledes at den danner et Slags stor Fiskedam. Ved Høivande strømmer Lodden over Sandbanken ind i dette Bassin maaske blot for at undgaa sine slugvorne Fiender paa Dybet, og fylder det ganske op med sine Masser. Men idet Søen falder igjen, passer ikke Lodden paa at passere Sandbanken, medens der endnu er Tid eller Vand nok. Snart hæver denne sin bare Ryg op og stænger Veien. Imidlertid vedbliver Vandet inde i Bassinet fremdeles at synke, og den Vælling af Lodde, som da ofte findes der, maa ud igjennem den smale Aabning mellem Banken og Fastlandet. Denne Rende fyldes da undertiden saaledes, at Strømmen bestaar næsten bare af Lodde, saa tæt pakket sammen, at man paastod, at en Baad ikke kunde roes frem i Loddestrømmen. Det følger af sig selv, at man i slige gunstige Tilfælde kan tage saameget, man vil, med de aller simpleste Redskaber. Stedet søges, ogsaa som et Fællesterræn af alle fire der fiskende Nationer. Længer inde, paa Nordsiden af Varangerfjorden, findes en mindre Elv, der ogsaa har faaet Navnet Jakobselv. Her findes ligeledes undertiden Lodde i Mængdevis. Ligesaa i Vadsøsundet men altid dog mindre sikkert og i mindre Mængde end ved Grænseelven.

En tidlig Morgenstund blev jeg fra Vinduet i mit Logi i Vadsø var ude paa Varangerfjorden en liden Dampbaad, som snart for afsted indover, snart udover Fjorden, snart hid, snart did. Undertiden laa den igjen ganske stille. Jeg tog da min Storkikkert og gik op paa en Bakke ved Kirken for at se efter, hvad der var i Veien med denne lille Damper. Ikke før havde jeg faaet den i Kikkerten, før jeg ogsaa med det Samme fik se en stor Hval skyde sig op ganske i Nærheden. En hvid Røgsky sprudede i samme Øieblik ud fra Skibets Styrbordsside. Hvalen forsvandt med et stort Skvalp, og Skibet for igjen afsted. Det var altsaa Hr. Foyn, som var i fuld Kamp med en Hval, hvori han allerede havde skudt en Harpun fast. Næste Gang, Hvalen kom op, var den ikke alene men tæt ved Siden af den skjød der sig op nok en, som syntes at være et endnu større Uhyre end den anskudte. Det var rimeligvis et Par eller ialfald gode Venner; thi den store vilde aabenbart ikke forlade sin saarede Kammerat. At Foyn skulde have skudt Harpuner i begge, kan jeg ikke antage, da man rimeligvis har nok med en ad Gangen af disse Bæstier. Atter for der en Røgsky ud fra Skibet. Smælden kunde man ikke høre iland, da Kampen foregik langt ude paa Fjorden, men derimod saa jeg Spruden af Harpunen i Vandet, netop som den i Vandgangen for i Hvalen. Med et vældigt Plask forsvandt den igjen, og Kampen fortsattes paa denne Maade ¼ Times Tid, da baade Hval og Skib kom ud af Syne. Hvad Enden blev dengang, ved jeg ikke, men rimeligvis maatte mindst den ene Hval lade sit Liv.

Undertiden gaar dog Hvalen forsaavidt af med Seieren, at Jagten maa opgives. Saaledes skal det have hændt, at da Foyn engang skjød Harpunen i et Uhyre af en Hval udenfor Vardø, satte den afsted med ham ret imod Nordpolen. Uagtet en stiv Kuling af Modvind og uagtet Maskinen ogsaa arbeidede imod, trak den dog, som om Intet var i Veien, Dampbaaden afsted med 7 Mils Fart i Vagten, saaledes at man omsider saa sig nødsaget til at kappe Linen og lade den fare. Med sine uhyre Kjæmpekræfter er Hvalen dog næsten ganske forsvarsløs. Var den ondskabsfuld eller klog nok til at gjøre Angreb igjen, især ved at daske til Baaden med sin uhyre Hale, vilde Kampen maaske blive saa farlig, at den fik gaa i Fred. Om ikke meget lang Tid vil den ligesom Grønlandshvalen rimeligvis blive udryddet.