En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Kvænbyen i Fisketiden.

Men vi vende atter tilbage til Vadsø for at se, hvorledes det ser ud i Kvænbyen paa den Tid, da talrige Skarer ankomme fra Finland for i nogen Tid at drive Fiske paa den norske Kyst, dels sammen med sine forrige Landsmænd, dels leie de af norske Redere. Der findes, som bekjendt, intet Forbud mod, at Finner eller Finlands Undersaatter fiske paa den norske Kyst, men Høvedsmanden paa en Baad, bemandet med fremmede Fiskere, har kun at betale en ringe Afgift til Herredets Fattigkasse. I store Baadsladninger komme de over fra Neiden til Vadsø og skulle nu have Logi hos sine Landsmænd. De fleste ere Løskarle, men ofte kommer ogsaa baade Mand og Kone med smaa Børn, der i Mangel af ordentlige Klæder undertiden ere tullede ind i en Sæk eller andet Plag, saaledes at det har hændt, at man ved Landstigningen i Skyndingen har taget en saadan Tul og kastet den op paa Stranden som en anden Vareballe og først ved Barnets Skrig mærket, at den indeholdt noget Levende.

De i Kvænbyen boende Finners smaa Huse blive i denne Tid stærkt overfyldte. En Stue, som i Almindelighed ikke pleier at afgive ordentlig Plads for mere end 5 Individer maa nu rumme 20. De Ankommende ere baade forsultne og slet klædte, i bedste Tilfælde iførte en ofte miserabel Sauskindspels, der om Natten paa det bare Gulv maa tjene baade som Over- og Underdyne. Kun sjelden findes der indenfor Pelsen andet end det bare Skind.

Det er umuligt for den ellers renslige Kvænbybefolkning i denne Tid, eller fra Tiden omkring lste til 15de Marts, at holde sine Huse rene for Smuds og Dyr og slet Luft, saa at Følgen af denne Sammenstuving i alle Stuer ofte er Sygdom og Elendighed.

Saasnart de fiskesøgende Finner have faaet Engagement, enten hos sine egne Landsmænd eller hos Nordmænd, forsvinde de fra Kvænbyen og drage enten ud over mod Vardø eller indover Varangerfjorden eller sydover mod Russekysten, alt efter som Fisket slaaar til.

Den norske Fisker beskylder ikke sjelden Handelsmændene for, at de ere villigere til at give Kvænerne end Nordmænd Kredit, og betragte derfor disse omtrent med ligesaa uvillige Øine, som norske Arbeidere sydpaa tildels betragte de didkommende svenske Arbeidere. Finnen og Svensken lader sig formodentlig leie for billigere Betaling end den indfødte Norske, da de ere nødte til snarest muligt at faa Engagement og under fremmede Forhold ikke blot ere moderatere i sine Fordringer, men ogsaa ofte flittigere og mere om sig for at tjene godt i kort Tid, end de vil de være i sit Hjemland.

I Kvænbyen er der efter Fiskernes Afreise igjen pent og ordentligt i 2 til 3 Maaneder. Slaar Fisket ikke til ved selve Vadsø, ser man i den Tid næsten blot Kvinder og Børn omkring i Byen. Henimod St. Hans Tider er i Almindelighed Vaarfisket sluttet, og den fiskende Finnebefolkning vender nu tilbage til Vadsø for at faa Klarering af sine Redere eller Medfiskere. Har Fisket været rigt, hersker der da en Uges Tid i Regelen et glad Liv i Kvænebyen. Matti og Jussi og Pekka og Piera fra Haapajärvi, Kalajoki eller Kuusamo og andre Sogne i det nordlige Finland - eller de starovjerske Kareler Jeremei, Ivan, Seder o. fl. fra Pääjärvi og Kuitojärvis Bredder, der kom næsten nøgne til Vadsø, forsultne og uden en Skilling i Lommen, have nu gode Klæder paa en velnæret Krop og blanke Sølvdalere i Lommen. Men disse ere ogsaa ofte surt fortjente. Arbeidet paa Havet er haardt, Blæsten bidende og Bekvemmelighederne i Land uhyre tarvelige. Intet Under derfor, om Jussi og Matti efter Tilbagekomsten til den hyggelige Kvænby føle sig fristede til at opfriske Livsaandeme med en Slurk af det midt i al Fiskeluft lifiigt duftende Brændevin eller Rom. Dog kun en liden Del af Gevinsten maa anvendes, kun en ganske liden Ubetydelighed, saavidt at de noget stivnede og støre Lemmer faa sin Smidighed igjen. Resten af de blanke Penge maa spares og medbringes hjem, hvor kanske en Hustru med en Flok Unger, klædte i Traser og forsultne, længselsfuldt vente paa sin hjemvendende Fader. Eller kanske der før Afreisen blev sluttet Kontrakt om et lidet "Torp", som skal betales ved Hjemkomsten, eller kanske en gammel Moder venter sin Søn pengerig hjem igjen for at redde hende fra Hungersnøden. Imidlertid, eller hvordan det end er, en halv Pægel kan dog den bedste Fader eller Søn tage sig med god Samvittighed. Til deres Ros maa man ogsaa sige, at de Fleste lade det blive dermed og begive sig strax paa Hjemveien med største Delen af sin Fortjeneste.

Men Undtagelser findes ogsaa; og desværre, den ædle Drik er deroppe, ikke mindre end andre Steder, af den Natur, at jo mere man drikker deraf, des mere tørster man, og Norges Love ere i saa Maade maaske liberalere end Finlands, at man ustraffet kan tage sig en Taar over Tørsten. Hvorfor skulde man da ikke idetmindste gjøre et Forsøg paa at slukke den? Man tager derfor endnu en halv Pægel, derpaa en hel ogsaa begiver Jussi og Piera, glade i Hu og Arm i Arm, sig hen til Spelar-Matti eller en anden glad Kammerat. Der spilles Kort, og nu indsamler Spelar-Matti og hans Kammerater mange af de surt fortjente Dalere. Paa Grund heraf varer det da ikke længe, førend der under Spillet opstaar en Smule Krangel og Mundhuggeri. Perkelä! Perkelä! høres hyppigere og hyppigere, men selv de kraftigste Eder forslaa heller ikke i Længden. Knytnæven benyttes da for at godtgjøre Parternes retfærdige Sag, og til Slutning blander Politiet sig, eller burde ialfald blande sig ind i Affæren, slæber de Drukne i Arresten og mulkterer dem for Slagsmaal m. m. Enden paa Historien med dette Slags Individer bliver da den, at de, efterat have solgt Klæderne af sig for Brændevin, af Øvrigheden transporteres, forsynede med nye Klæder, over Grænsen. Disse Klæder fik de tidligere beholde, men Følgen heraf var, at de solgte dem til den første den bedste Kjøber og atter halvnøgne indfandt sig for at søge Tjeneste. Det blev mig ialfald fortalt, at en Finnegut paa Transporten hjemover svarede en Nordmand, der ønskede at have faaet ham i sin Tjeneste, men nu ansaa dette ugjørligt: "Hvorfor ikke? Vent bare i 8 Dage, saa skal jeg være her igjen!"