En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Forholdet mellem Nordmænd og Finner. Finnernes Kjendskab til Norsk. Fennomaner.

Forholdet mellem Nordmændene og Finnerne som Naboer er forskjelligt eller mere og mindre godt paade forskjellige Steder. I det Hele taget tør man dog maaske paastaa, at de komme bedre ud af det med hinanden, end man kunde vente af 2, i Sprog saa aldeles forskjellige Nationaliteter. Det væsentligste Tilknytningsmiddel er fælles Religionsbekjendelse. Forholdet er efter min Erfaring bedre, jo længer man kommer sydpaa, og bedst i de Præstegjæld, hvor alle 3 Nationer bo sammen i omtrent lige Antal. Tre forliges - efter den gamle Regel - bedre sammen end To. Saaledes er Forholdet bedre i Vest- end i Østfinmarken. Det viser sig ogsaa af Folketællingslisterne, at Ægteskab mellem Nordmænd og Finner bliver sjeldnere, eller Antallet af blandede Individer forholdsvis færre, alt eftersom man kommer nord og østover, nærmere ind mod Finnens forrige Fædrelands Grænser. Saaledes har Vadsø, sammenlignet med Tromsø og Hammerfest forholdsvis det færreste Antal af blandet Race. Medens jeg i Vestfinmarken ikke har hørt Nordmændene klage over Finnernes Umedgjørlighed, ere saadanne Klager ikke ualmindelige i Østfinmarken. I Varangerfjorden og paa Strækningen fra Vadsø til Vardø synes det næsten, som om Nordmændene vige Pladsen for Finnerne. Dette er dog maaske alene Tilfældet med den gamle Stok af Nordmandsbefolkningen, de saakaldte "Skolper", der nedstamme fra de Kolonister, som i den danske Tid, da Finmarken betragtedes som en Forbryderkoloni, sendtes did for at "peuplere" Landet. Finnen udmærker sig overalt, hvor han kommer hen, om just ikke, som en af Finlands egne Forfattere siger, ved sin "Tjurskallighet", saa dog ved sin seige Natur og ihærdige Vedhængen ved sit Eget. Han er derfor ikke altid den behageligste eller medgjørligste Nabo. Kommer det til Uvenskab, er Finnen ikke den, der først byder Haanden til Forlig; Solen maa mange Gange gaa ned over hans Vrede, førend dette sker. Han lider Fortræd og gjør - til Gjengjeld - Fortræd, saa længe, at enhver Anden gaar træt og viger Pladsen. Nedsætter en Fin sig i iblandt en Flok af sine i legemlig Henseende vistnok svagere Brødre, Lapperne, gaar det undertiden disse ikke bedre end Ungerne i et Smaafugle-Rede, hvor Gjøgen har lagt sit Æg. Gjøgeungen puffer, støder og sparker saa længe, at han til Slutning beholder Pladsen alene.

Enkelte Reisende have rost Finnerne som de, der skulde staa over Nordmændene, baade med Hensyn til fysisk Kraft og Evne til at udholde Klimaet i Finmarken. Dette kan maaske have nogen Grund, naar man sammenligner Finnen med Levningerne af den gamle Nordmandsbefolkning i Øst­finmarken. Men vil man sammenligne de fra det nordlige Finland ankomne og aarlig ankommende Finner med Nordmænd, der komme fra samme Breddegrad i Norge eller fra Nordland, vil Sammenligningen ingenlunde falde ud til Finnens Fordel. Det er en erkjendt Sag, at Nordlændingen staar over saavel Rus, Lap som Fin, især som Fisker og Sømand. Ikke destomindre har et Par af de norske Forfatteres velvillige Udtryk om de finske Kolonister kildret Finnens Selvfølelse saaledes, at de ivrigste Fennomaner ikke ere ganske fri for at nære den Anskuelse, at af alle Nationer er Finnen den, som er mest skikket til at bygge og bo i hine nordlige Trakter, og at det derfor er i sin Orden, om ikke en Naturnødvendighed, at Finmarken befolkes med Finner. Heldigvis for Finmarken ere Finnerne, som komme did, ikke fra det indre og østre Finland, hvor den reneste, mest ublandede finske Race findes, men fra Uleåborgs Len eller fra Øster­botten. Befolkningen der udmærker sig ikke blot ved sit ydre, uten ogsaa i flere andre Henseender fremfor den ægte lyslete Finne. Østerbotningen, i hvis Aarer der formodentlig flyder baade noget svensk og lappisk Blod, er ofte mørkhaaret, af livligt, ofte hidsigt Temperament, hvorfor han som Lærdølen, ogsaa er tilbøielig til i Slagsmaal at bruge Kniven. Han er raskere i sine Bevægelser, og dristigere end den benstærke, firskaarne, ægte Indlands-Finne, der i Hungersaaret 1867 viste sig i den Grad træg eller umulig at faa fra gamle Vaner, at han foretrak at sulte for at ombytte den tilvante Kost af Brød og Fisk med ferskt Kjød.

Paa mine Reiser i Finmarken har det forekommet mig, at man finder den smukkeste, raskeste og livligste Befolkning der, hvor en omtrentlig lige Blanding af alle 3 Natio­ner er opstaaet, f. Ex. i Skjærvø, Lyngen og Alten. En blandet Race af Nordmænd, Finner og Lapper vil derfor maaske være den, der holder Klimatets Strenghed bedst ud, og hvormed Landet er bedst tjent, forudsat at dette Blandingsfolk taler norsk Sprog og har norske Sympatier.

Man paastaar, at det norske Sprog vinder betydeligt Terræn iblandt Finnerne, efter at man for Alvor har taget fat paa at give Finne-Børnene Undervisning i Norsk i Skolerne ved Siden af Religionsundervisningen og gjennem dertil indrettede hensigtsmæssige Bøger. Det skal ikke blot være Tilfældet i Vestfinmarken (Alten, Kaafjord, Hammerfest) men ogsaa i Vadsø, saavel vestre eller den gamle Kvænby som i østre. Man paastaar at der i de sidste 3-4 Aar, efter at en bedre Ordning af Skolevæsenet er indført, findes langt flere Finner som interessere sig for at lære Norsk, og som forstaa samme end tidligere, da de i Antal vare i Minoritet (13) . Det vilde være glædeligt, om saa var; men jeg nærer Tvivl om, at det gaar saa rask, som Nogle maaske tro, med Finnernes Fornorskning. Jeg tror ikke, at Nordmændene nogetsteds udmærke sig ved nogen høi Grad af Evne til at denationalisere Andre. Tvertimod har de overmaade let for at lære fremmede Sprog og indforlive sig i fremmede Forhold. Man faar ogsaa let et feilagtigt Begreb saavel om Lappernes som Finnernes Kjendskab til Norsk, naar man paa en Gjennemreise i Finmarken blot har Anledning til at træffe den voxne mandlige Befolkning paa Fiske- og Handelspladse eller paa Dampskibene, men derimod ikke Anledning til at besøge Befolkningen i deres - ofte afsidesliggende - Hjemsteder. Paa en Reise langs Kysten vil man ofte træffe paa Finner og Lapper, som nogenlunde kunne udtrykke sig paa Norsk i almindelige Spørgsmaal og Svar om dagligdags Gjenstande, men slutter man fra de Individer, som man saaledes træffer i Selskab med Nordmænd paa Reiser og paa de større Fiskepladse, og som gjerne holde sig frem naar den Reisende selv ikke kan tale med dem paa deres eget Sprog, at Kjendskabet til Norsk forholdsvis ogsaa er ligesaa almindeligt andre Steder, tager man meget feil. Har man Anledning til at besøge Finnerne paa deres Hjemsteder, hvor man i Sommertiden vil træffe næsten blot Kvinder og Børn, da Mændene ere paa Fiske, vil man komme til det modsatte Resultat, at yderst Faa forstaa Norsk.

Nogle Dages Ophold i Vadsø vil saaledes heller ikke være tilstrækkeligt til gjennem egen Erfaring at faa det rette Begreb om de der boende Finners Kjendskab til Norsk. Man bliver nødt til at holde sig til Andres Udsagn, og man kan let komme til et høist ensidigt Resultat. Jeg henvendte mig derfor til Stedets Præst og fik af ham en Opgave over Sprogkjendskabet i Vadsø By, som var optaget samtidigt med Folketællingen og af de med Forholdene mest kjendte Folk. Jeg vil gjengive denne Opgave her, da den naturligvis har en langt anden Betydning end det subjektive Indtryk, jeg selv eller nogen anden Reisende kunde faa ved nogle Besøg i Kvænbyen og Samtale med et halvt Snes forskjellige Individer.

Med disse Opgaver som Grundlag [vil] Enhver selv kunne opgjøre sin Mening om Sprogforholdene i Vadsø for Tiden. Det er sandsynligt, at en norsk Læser vil finde, at det er et godt Tegn paa det norske Sprogs Fremgang, naar 291 af 772 ublandede Individer Finner kunne Norsk. Det er muligt paa den anden Side, at en Fennoman vil glæde sig over, at det finske Sprog synes at seire i de blandede Ægteskaber, idet der af 47 blandede Individer, (Folket. 49), ikke er mere end 19, som kunne Norsk, og at der iblandt 533 ublandede Norske, (Folket. 518), er 63 som kunne Finsk. Af en saadan Opgave over Sprogtilstanden for et enkelt Aar vil der dog ingen Slutning kunne uddrages for Fremtiden. Kun naar lignende optages for en Række af Aar, vil dette være muligt.

Jeg har gjort Begyndelse hermed paa et ethnografisk Kart over Finmarken, der udkom i 1860, men har været hindret fra at faa istand en ny Udgave. Jeg havde tænkt mig, at en ny Udgave kunde udkomme hvert 10de Aar, eller hvergang Folketælling holdes. Man vilde da ved samme faa en klar Oversigt over Sprog- og Bostedforholdenes saavel Beskaffenhed som Udvikling.

Det har imidlertid vist sig overalt, hvor Finner bo, at den sidste Eiendommelighed, som de opgive, er Sproget. Deres Børn lære derfor ikke i Hjemmet at tale Norsk af sine Forældre, saalænge disse endnu kunne tale Finsk. Skulle de lære Norsk, maa det ske i Skolen og ved Omgang med norske Børn.

Jeg har endnu, ikke været saa heldig at træffe nogen Fin, som havde lært sig til at tale Norsk saa godt, at man ikke kunde høre, at han oprindelig var Finne eller hans Modersmaal Finsk. Accentuationen eller Tonefal det i Finsk er saa stærkt og eiendommelig markeret, at man snart gjenkjender det i den norske Tale. Ligesaa mærker man Finnen paa Udtalen af enkelte Konsonanter. Dette er Tilfældet ikke blot i Fimnarken, men man hører det ogsaa hos Finnerne paa Finskogen, endskjønt disse nu have boet der omtrent i et Par Aarhundreder, ganske isolerede, blandt Nordmænd og alle sammen kunne tale Norsk. Det er ogsaa en Kjendsgjerning, at Svensktalende fra Finland strax røbe sig blandt rene Svenske ved sin eiendommelige Udtale.

I Finmarken har Finnerne efterhaanden fra Norsk optaget en Del Benævnelser paa Gjenstande vedkommende 'Bedriften paa Søen, som de dels ikke kjendte, dels vare lidet fortrolige med i Finland. Som Exemplel paa Norskens Indflydelse paa Finsken kan anføres nogle Sø-Termini, der ikke findes i finske Leksikon. Perta, Perta. Klova, Klo. Tohat, Tofte. Trava, Drag. Vanta, Vante. Ripa, Rip. Treggi, Dreg. Pita, Bete. Halari, Hvalben. Skauta, Skaut. Brase, Bras. Rakka, Rakke. Roäri, Ror. Tyri, Styre. Tyrvolla, Styrvold. Tauni, Stavn. Krystikki og fl.

Hvorsomhelst man forresten gaar omkring i selve Vadsø, det norske Centrum mellem østre og vestre Kvænby, hører man paa Gader, Brygger og i Kramboder, hyppigere kvænsk end norsk Tale. Handelsmændene kunne naturligvis saagodtsom alle tale Kvænsk, ligesom ogsaa mange af dem kunne tale Russisk. Flere kunne ogsaa tale Lappisk.

Vadsø By har ikke blot en Borgerskole, men ogsaa en Almueskole og en Smaabørn-Skole. Blandt Eleverne paa Borgerskolen var der i 1867 ogsaa en Finnegut af fattige Forældre, som havde fri Skolegang.

Almueskolen har 3 Klasser med tre Lærere, af hvilke 2 ere kyndige i det finske Sprog. Nederste Klasse er et Slags Forberedelsesklasse, hvori finske Børn faa Undervisning i Norsk for senere i anden og tredie Klasse at kunne nyde Undervisning sammen med norske Børn. En lignende Forberedelsesklasse er, med et Bidrag af 50 Spd. aarlig af Oplysningsvæsenets Fond, i 1866 ogsaa indrettet ved Almueskolen i Hammerfest. Andre Steder i Finmarken undervises finske Børn dels paa Finsk, dels paa Norsk. Nogen Tvang med Hensyn til Undervisning i Norsk eller paa Norsk bør naturligvis aldrig anvendes - og kan heller ikke anvendes; thi det staar Forældrene frit for at holde sine Børn borte fra Skolen, naar de sørge for, at de faa den nødvendige Undervisning i Hjemmet. Her kunne de da undervise eller lade dem undervise paa hvad Sprog, de finde for godt. Men naar Forældrene indse Nytten af, at deres Børn for Fremtidens Skyld lære sit nye Fædrelands Sprog at kjende og ønske dette, da kan neppe selv den ivrigste Fennoman have noget at indvende mod, at de meddeles Undervisning i samme. Saavel Embedsmænd som Kjøbmænd, siger Prof. Daa (Aftbl. 1870) paastode, at "Finnerne vare stolte af det Norske, de forstode, og gjerne, naar det lod sig gjøre, vilde passere for at være Nordmænd. For at opnaa denne Indlemmelse i det norske Samfund betænkte Finnerne sig ikke paa at bortlægge sine egne, for Vellyd berømte Familienavne eller ombytte f. Ex. Rantatalo med Strandgaard. De Finner, som længe havde boet i Norge, kaldte sine nylig ankomne Brødre Raa-Kvæner, ganske saaledes, som den Amerikaniserede Nordmand ser ned paa alle Newkomes, fordi de ere ukyndige i det ny Lands Seder og Stel".

Almueskolen holdes i 6 Maaneder af Vinteren og den i 1866 oprettede Smaabørn-Skole i de 6 andre Maaneder: Den har en Lærerinde; der lønnes med 15 Spd. pr. Maaned, og underholdes med et aarligt Bidrag af 100 Spd. af Oplysningsvæsenets Fond. Norske og finske Børn søge Skolen sammen, og de sidste have saaledes her allerbedst Anledning til at lære det norske Sprog; thi "alene i Barnealderen kan den uhyre vanskelige og vigtige Del af Sprogkyndighed erhverves, som bestaar i en rigtig Udtale, paa samme Tid som netop fælles Skolegang i det Hele taget bidrager til at bygge en Bro over Kløften mellem begge Nationaliteter. (14)

I det Hele taget er der sørget og vil fremdeles mere og mere blive sørget saaledes for de indvandrede Finners Undervisning dels paa deres eget Sprog, dels paa Norsk, at der ingensomhelst berettiget Grund kan være til Klage eller Misnøie.

Allerede i 1867 havde man 21 fast ansatte og i Finsk kyndige Skolelærere, specielt for de finske Børns Vedkommende i Finmarken, hvorhos 3 til samme Endemaal dengang forberededes paa Skolelæreranstalten i Alten. Denne er nu indforlivet i Skolelærerseminariet i Tromsø, hvor der findes 12 Fripladse for Elever, der skulle uddannes til Lærere for Lapper og Finner. Til disse 12 Fripladse er aarlig bevilget 1000 Spd. af Oplysningsvæsenets Fond. De 8 lappiske ere beregnede til 60 Spd. aarlig for hver Elev, og de 4 finske Elever (eller finsktalende, norskfødte Elever) ere beregnede at koste hver 70 Spd. aarlig.

I det Hele taget er en tilfredsstillende Ordning af Skolevæsenet i hine nordlige Trakter, hvor de 3 Nationer bo sam­men, forbunden med meget Arbeide og usædvanlig store Udgifter. Jeg vil blot anføre Følgende: I de 4 nordligste Provstier (Tromsø, Alten, Hammerfest og Varanger) er der tilsammen 91 Læredistrikter. I 15 af disse Læredistrikter er det nødvendigt eller ialfald saare ønskeligt, at vedkommende Skolelærere kunne tale alle 3 Sprog, Norsk, Finsk og Lappisk. I 45 Distrikter udfordres Færdighed i 2 Sprog, nemlig enten Norsk og Lappisk eller Norsk og Finsk. I 9 Distrikter er Færdighed udelukkende i Lappisk nødvendig. I det Hele taget er der altsaa 69 Læredistrikter, "Hvori der ved Undervisningen benyttes lappisk eller kvænsk Sprog." Endvidere kan oplyses, at Aarsudgiften for hvert Barns Undervisning i de 3 nordligste Provstier, Alten, Hammerfest og Varanger, i 1866 gik op til 4 Spd. 117 Sk., medens den gjennemsnitlige Aarsudgift for det hele Land for hvert Barn beløb sig til l Spd. 78 Sk.

Flere af Præsterne er kyndige i Finsk, og endnu flere sprogkyndige Præster ville blive ansatte, alt efter som Behovet af saadanne maatte blive større. Med Hensyn specielt til Gudstjenesten i Vadsø, er det ved Klngl. Resol. af 1867 bestemt, at der "for at virke til Kvænernes kristelige Oplysning" blandt Andet "skal holdes paa 2 Søndage af 3 Aftensangsgudstjeneste paa det kvænske Sprog."

Sammenligner man Skolevæsenets Tilstand i den nordlige Del af selve Finland med, hvad der er gjort her tillands for dette Folk, er der endnu mindre Grund til nogen Klage. Medens vi, sam paavist, i Finmarken i 1867 havde 21 finsktalende Skolelærere (jeg kjender ikke Antallet nu i 1871) for de c. 6000 Finner, som bo der, er der Præstegjæld i Nordfinland med ligesaa stort, om ikke større Individantal, f. Ex. Kuusamo, hvor der ialfald i 1867, da jeg reiste der igjennem, ikke fandtes 1 Skoleholder. Undervisningen meddeltes Børnene af deres Forældre. Præst og Klokker havde Tilsyn hermed paa den Maade, at der skiftevis paa forskjellige Gaarde et Par Gange om Aaret holdtes Forsamlinger og Læseforhør saavel over Forældre som Børn eller baade over Gamle og Unge.

Til Finnernes Tarv er der her hos os paa affentlig Bekostning trykt med dobbelt Text, Finsk og Norsk, to ABC, en Bibelhistorie, en Katekismus og Udtoget af Alterbogen; den sidste fornemmelig til Brug for Præsterne ved Gudstjenesten paa Finsk. Ny testamenter, Bibler m. fl. skaffes dem fra Finland.

Ligeledes er der gjort forberedende Skridt til at faa den norske Grundlov trykt paa Finsk med sideordnet norsk Text, for at Befolkningen gjennem samme ogsaa paa Finsk kan blive bekjendt baade med de Rettigheder og de Pligter, de have i sit nye Fædreland.

De, der kjende det Indre af det nordlige Finland nærmere, forundre sig ikke i mindste Maade over, at en hel Del af Befolkningen derfra søger nordover til Ishavets Kyster, dels for at fiske der nogen Tid og saa vende tilbage igjen, dels for at bosætte sig der. Ved Ishavskysten er der altid Livsophold at faa af Søen. Det Indre af Nordfinland har derimod grunde, fiskefattige Indsøer, frostlændte Marker, er tyndt befolket, kommunikationsfattigt, og Befolkningen har ved hyppige Misvæxtaar afte været udsat for Hungersnød.

Norske Reisende, der fra Finmarken om Vinteren drage til Udlandet over Enare og Nordfinland, have oftere havt Anledning til at se Befolkningens Nød, eller hvorledes de have været nødte til at livnære sig ved at koge Suppe paa Furubark, der har været tilsat med et Par Næver Mel og nogle Fedtklumpe.

En saadan Reisende har fartalt mig, at der engang hendte, at hele Familien i den Hytte, hvor han paa Reisen hvilede, stod op og neiede, da hans Skydsgut kastede Rygbenet af en Sik, som han havde fortæret, op i Familiegryden som Bidrag til at give Suppen Smag, og at Børnene sloges med Hunden om de Ben, sam tilkastedes denne. Anderledes i Finmarken med sit aabne Hav, sin lette Kommunikation, sine talrige og velstaaende Handelsmænd, sin livlige Trafik med Sydlandet, foruden at Befolkningen altid kan ty til Havet og derfra hente idetmindste nødtørftigt Livsophold ikke blot for sig, men ogsaa for sine Kreature ved Hjælp af Tarre og Løping eller kogte Fiskehoveder og Fiskesod, der ialfald er langt mere nærende end Indlandsfinnens Barkesuppe.

Finland er, som man let vil se ved at kaste et Blik paa et almindeligt Europakart, udestængt fra Ishavets Kyster, hvor dog en ikke liden Del af dets Befolkning søger Livsophold, og hvor endnu flere kunde finde samme. Rusland og Norge eie hele Kysten og ere Naboer nordenfor Finland. Finland har ikke mere end et Par mil igjen til Havet, og et af dets ivrigste Ønsker er, naturligt nok, at naa dette. Kunde det ske, f. Ex. ved et Mageskifte af Sydvarangers mod Utsjoks eller Enontekis's Præstegjæld, vilde Intet være mere efter Finlands Ønske og heri heller ikke Noget, der stred mod Ruslands Interesser, saalænge Finlænderne ere og blive russiske Undersaatter. Men vi for vor Del har ingen Overflod at sælge af og heller ingen Grund til at bytte. Rusland derimod har Overflod af lidet benyttede og lidet befolkede, fiskerige Ishavskyster. Det Naturligste vilde derfor være, at Rusland indrømmede det fattige Finland Noget af sin Overflod, f. Ex. en Strækning af den nærmeste russisk-laplandske Kyst. Hvor finske Kolonister kunde nedsætte sig, om de vilde, eller søge hen paa Fiske en Tid af Aaret, saaledes som de nu søge til Finmarken. Fra Finlands Side er der virkelig ogsaa gjort Forsøg paa at erholde en Del af den russiske Kyst. Saavidt vides, ansøgte den finlandske Regjering i 1862 om, at Kyststrækningen fra Jakobselven til Peisenfjorden, kun 2 Mile lang, hvor der findes to mindre vigtige af Russekystens 41 Fiskevær, maatte blive indrømmet finske Undersaatter til udelukkende eller særlig Afbenyttelse. Men denne Ansøgning blev ikke indrømmet paa de Betingelser, som man ønskede, nemlig at Kolonisterne skulde kunne bygge og bo under finsk Jurisstiktion. Finlands Haab om paa denne Kant at komme i Besiddeise af en liden Smule Ishavskyst er saaledes for det Første bleven skuffet.

Sagen er vel simpelthen den, at Rusland, som eier denne Kyst, ikke vil blive mere Eier af den, om den besættes med lutherske Lapper og Finner, ligesaalidt som vi for vort Vedkommende end mere sikres Finmarkens Besiddelse gjennem de finske Kolonister. Og følgen af Ruslands Uvillighed til at gaa ind paa Finlands ønske er dernæst den, at den finske Udvandringsstrøm fremdeles gaar over til os. Om dette er tilsigtet og gjerne sees af vor østlige Nabo, skal jeg lade være usagt. At det fennomanske Parti i Finland interesserer sig for, at deres Landsmænd her, som andre Steder, vedligeholde sit Sprog og sin Nationalitet, er sikkert. Det synes endogsaa at gjøre Fennomanerne ondt, naar de høre Tale om, at Finnerne her hos os lære Norsk, eller at man aabner dem Anledning til at lære sit nye Fædrelands Sprog at kjende, og at denne Anledning gjerne benyttes. Saaledes betragtes ogsaa den Omstændighed, at finske Bøger trykkes med dobbelt Text, som Noget, der langtfra fortjener Paaskjønnelse. "Heri", siger Professor Koskinen i "Kuukaus lehti" (litterært Maanedsblad for Mai 1868 p. 121) "gjør man ikke blot mere, end man kan forlange, men i Sandhed ogsaa mere, end ønskeligt kunde være." Hvorfor anse Fennomanerne det ikke for ønskeligt, at de norske Finner lære sit nye Fædrelands Sprog?

Ligger der under det fennomanske Parties "nationala sträfvanden" og deres Forhaabning om et Suomi, uafhængigt af alle Nationer, Rusland deri indbefattet, dog den underfundige Bagtanke hemmelig skjult, at det skulde kunne lykkes dem gjennem denne Planteskole af Kolonister at erhverve sig Finmarken eller nogen Del af samme? Ruslands Bistand kunne de vist paaregne. De samme Fennomaner anse det derimod for saare prisværdigt, naar en Svenskfødt i Finland lærer sig til at tale sit Fædrelands Sprog eller det Finske og den samme Forfatter udtaler sig i samme Blad om "Kau- lujen suomentamisesta" (Skolernes Forfinskning eller Udbredelse af det finske Element gjennem Skolen) temmelig diktatorisk saaledes om Forholdene i sit eget Land: "I detta Land får icke finnas någon särskilt, egentlig finsk Befolkning, utan alla stånd, alla Klasser af menniskor böra tilhöra ett folk, en enda finsk befolkning."

Med Finnerne hos os, eller i det Hele taget med dem, der bo vestenfor Finlands Grænser har det ingen Nød i nogen Henseende. En langt værdigere Gjenstand for Fennomanernes Omsorg og Paavirkning vilde de Suomis Sønner være der bo østenfor Finlands Grænser. Her findes Uvidenhed i den Grad, at den grænser til Hedenskab, og her, hvor Forfædrenes Sprog, Sæder og Skjaldskab hidtil bedst er blevet bevaret, hvor det finske Nationalepos, Kalevela, endnu klinger paa Folkets Læber, her æder nu det slaviske Element langsomt, men sikkert, Aar for Aar, mere og mere om sig, som Branden i en Mosemark. Tænker Fennomanerne maaske paa at slukke Branden her ved at optænde Misnøiens Flamme i Finmarken? Jeg kan ikke tro det; det er ialfald ikke en Tanke, der næres af det finske Folk.

Vi paa vor Side gjøre, som oplyst, hvad vi formaa for vore finske Kolonisters alsidige Oplysning, samtidigt med, at vi indrømme dem alle en fri norsk Borgers Rettigheder. Hovedsagen for os er ikke Sproget, eller hvilket Sprog Finnen taler, naar han aflægger sin kristelige og politiske Troesbekjendelse, men Hovedsagen for os er, at de, som bo inden vort Lands Grænser, maa have al Grund til oprigtigt at erklære, at de heller ville være norske Borgere end hvilketsomhelst andet Lands Undersaatter. De maa frit udtale dette paa Norsk eller Finsk eller Lappisk. At forsøge paa at gjøre Finnerne til Norske imod deres Villie, vilde ikke blot være spildt Umage, men Topmaal af Daarskab og Uklogskab. Der bør hverken anvendes nogen Tvang eller vises nogen Tilsidesættelse, som kan avle Misnøie. Lad der være aaben Kamp og fri Konkurrence, og lad saa Finnen overvinde eller gaa foran Nordmanden, om han kan.

13) "Hos de fleste Finner (siger Profess. Daa) var det ganske umuligt at opdage nogen Forskjel mellom deres Norsk og de saakaldte Nordmænds. Der var hverken nogen mærkbar udenlandsk Accent, nogen ugrammatikalsk Sprogdannelse eller nogen unaturlig Stivhed i Udtalen, som om den var tillært. Deres Udtryksmaade forekom mig at være ganske som de Norskes af samme Stand, ligesaa idiomatisk, ligesaa dialektmæssig". L. Kr. Daa, Aftbl. 1870.

14) L. Kr. Daa, Aftbl. 1870.