Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Fortale.
I. Om Finmarkens Navn og Grændser i ældre Tider
II. Det nuværende Finmarkens geographiske Beskrivelse
III. Om Finmarkens Clima og physiske Beskaffenhed i Almindelighed
IV. Om Finmarkens Naturproducter
V. Om Finmarkens Indvaanere og Befolkning i ældre og nyere Tider
VI. Om Næringsveiene i Finmarken
1. Fiskeriet
2. Jordbrug og Qvægavl samt Skovdrift og Jagt
3. Handel og Skibsfart
4. Bergværks-, Fabrik- og Haandværksdrift; Huusflid og Kunstflid
VII. Om Almuens Characteer, Oplysning og Moralitet
VIII. Om Almuens Levemaade og Oeconomie
IX. Om adskillige offentlige Indretninger

Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

2. Jordbrug og Qvægavl samt Skovdrift og Jagt.

Det er at befrygte, at Man ved at nævne Jordbruget i Finmarken, kan synes at tale mere om noget Indbildt end Virkeligt. Imidlertid finder dog noget, ihvorvel ubetydeligt, Jordbrug virkelig Sted her, og Fædriften, der kan ansees som en Green af Jordbruget, er intet mindre end uvigtigt for en stor Deel af Finmarkens Indvaanere.

Man maa ikke forestille sig Jordveiene i Finmarken som Gaarde i den Forstand som i Agershus-Stift. De bestaae sædvanlig af ganske smaae ved Berghammere og Steenmurer adskilte Jordstrimler og bratte Lier imellem Fjeldfoden og Strandbredden, der med Hensyn til Udstrækning snarere kunne sammenlignes med Huusmandslodder. De ere imidlertid stedse Selveiergods; Leilændings- eller Huusmands-Forholdet kjender Man Intet til.

Al Jord i Finmarken betragtedes forhen som Statens Eiendom; men overeensstemmende med Resol. af 8 Juni 1775 er siden den Tid Jordinddelingen bleven begyndt og fremmet i Vest-Finmarken, saaledes at Pladser, tilforn ved ansatte Landmaalere, nu ved Lehnsmændene, opmaales og beskrives, og tildeles Indvaanerne paa deres Forlangende uden Betaling ved en saakaldet Amtsseddel til Oprydning og Benyttelse samt med Forpligtelse at bebygge Pladsen inden 3 Aar, efter hvilken Tids Forløb Jorden tilkjendes Rydderen ved lovligt Skjøde, men falder tilbage til Staten, hvis den ei forinden er bebygget. Ifølge ovennævnte Resol. indførtes tilforn i Skjødet den udtrykkelige Betingelse, at ingen Odelsret maatte hvile paa Jorden, hvilket senere ifølge Resol. af 3 Septbr. 1816 er bortfaldet som stridende mod Grundlovens § 107. Jorden skyldsættes til det Antal Koer eller Faar, som antages at kunne fødes paa samme; een Koe regnes lige med 8 Faar. Al den Jord der ikke paa saadan Maade er afhændet og skyldsat, ansees som Statens Eiendom, og kommer Beboerne af nærliggende Pladse kun til Nytte som fælles Havnegang.

Korn dyrkes ingensteds i Finmarken uden alene i Altens Dalføre, eller omkring Bunden af Altens Fjord, og af en enkelt Mand i Talvig. Skjøndt dette altsaa er altfor ubetydeligt til at komme i nogen Betragtning som Næringsvei i Almindelighed, fortjener det dog nogen Opmærksomhed som Beviis paa, at Korn her, og udentvivl paa flere Steder i Finmarken kan voxe og modnes, hvilket synes at stadfæste den Erfaringssætning, at Korn trives overalt hvor der findes Furuskov.

Avlen er indskrænket alene til Byg, hvoaf aarlig udsaaes omtrent 30 Tønder og avles sædvanlig 100 til 120 Tdr. eller noget Mere (29). Dog er Forsøg gjort ogsaa med Rug, Havre og Erter, som i det mindste den Gang just ikke mislykkedes aldeles. Sædetiden indfalder i den første Halvdeel af Juni og Høsten gjerne sidst i August eller først i Septbr. Bygget modnes altsaa her i en Tid af 12-13 Uger, medens det i mange af Landets sydlige Egne sædvanlig fordrer 15-16 Uger. Dette er en Virkning af det bestandige Dagslys. Undertiden indtræffe dog tidlige Frostnætter, som beskadige Kornet eller nødsage Bonden til at skjære det forinden det har opnaaet fuldkommen Modenhed.

Til Agerens Tilberedelse bruges ei andre Redskaber end Spaden og Haandriven, og paa saa smaae Jordpletter ere disse vel ogsaa de meest hensigtsmæssige. Frøet udsaaes med Haanden paa sædvanlig Maade; Dibling, som her baade vilde være fordeelagtig og ved en saa ubetydelig Udsæd let at overkomme, har hidtil ei været anvendt. Kornet skjæres med Sigd og sammenbindes i Neeg, der reises paa Marken støttede til en horizontalt liggende Stang; siden sættes det i Hæsje, d. e. en Stilads af flere saadanne over hverandre anbragte stænger, imellem hvilke Negene stuves. Naar det formedelst indtræffende Regn eller Frost ikke længere kan tørres paa denne Maade, bliver det taget ind i smaae Tørkehuse, der opvarmes ved en stor muret Ovn, og hvor det lægges paa Lægter under Taget indtil det er fuldkommen tørt, hvorpaa det paa sædvanlig Maade tærskes. Til Maling haves nogle ubetydelige og forfaldne Vandqværne; hyppigst bruges Haandqværne. Gryn kan ei males.

Kornavlen er vel oprindelig bragt hertil af Qvænerne, som vare vante dertil i deres Fødeegne og siden fortsatte dermed efterat de havde nedsat sig her. At den hverken er udvidet mere i Alten eller udbredt til andre Steder, kan vel for en Deel tilregnes Almuens sædvanlige Ulyst til Jordarbeide; men Hovedaarsagen ligger dog nok deri, at Kornavlen i det Hele taget er temmelig mislig og lidet lønnende. Ingen Artikel er i Finmarken saa billig som Kornvarer, der føres hertil fra Archangel og andre Havne ved det hvide Hav. I Almindelighed faaes en Vog grovmalet Rugmeel for 60 til 72 Skill. medens derimod en Vog Bygkorn, forsaavidt samme enkelt Gang sælges, bliver betalt med det Dobbelte.

Da den Jord, hvorpaa der avles 1 Td. Vog, antages at kunne producere 6 a 8 Tdr. Potatos, der i Finmarken have en Værdie af 9 a 12 Spd. saa kunde Man for disse have 15 til 20 Vog Rugmeel, altsaa 4 Gange saa meget Korn, som Man selv avler paa Jorden. Den Halm, som vindes, kan vel neppe nok opveie det større Arbeide, der er forbundet med Dyrkning af Korn end af Potatos, hvilke sidste altsaa betale sig meget bedre.

Denne Frugt har allerede i meget lang Tid været bekjendt i Finmarken, men kun som en Luxus-Artikel for de Fornemme; Almuen har derimod først i de sidste halv Snees Aar begyndt at dyrke den. Potatos-Avlen er imidlertid paa faae Undtagelser nær endnu indskrænket til Alten-Talvig Sogn, og kan selv her ikke kaldes almindelig blandt Almuen, da de Fleste, især blandt Finnerne, endnu ikke have begyndt hermed; men efter de Fremskridt at dømme, som i de seneste Aar ere gjorte, tør Man vel med Føie vente, at den vil udbredes mere og mere. Der udsættes vel aarlig omtrent 100 Tønder, hvoraf dog en betydelig Deel falder alene paa Handelsmanden i Talvig, der har oprettet et Brændeviinsbrænderie, og paa en enkelt Almuesmand i Nærheden af Kaafjorden, som aarlig afhænder mange Potatos til Værket. Avlingen kan maaskee ikke i Gjennemsnit ansættes høiere end til 6 Fold; dog er 10 Fold intet Usædvanligt, og stundom give Potatos her en overordentlig riig Afgrøde; flere Exempler haves paa 20 indtil 30 Fold. Dette maa imidlertid vistnok mere tilskrives den større Omhue og rigeligere Gjødsel, som kan anvendes paa Potatos-Dyrkningen saalænge denne baade drives alene og kun i det Smaae end nogen af Naturen fortrinlig frugtbar Jordbund eller Climatet, uagtet begge ei synes at være Potatos-Avlen ugunstige. Dog fordrer den Første i Almindelighed meget Arbeide i Begyndelsen, og næst den sædvanlige Fordom imod det Nye, ligger maaskee deri den største Hindring for Potatos-Avlens større og hastigere Udbredelse.

Hvad Climatet angaaer, da lader Søeluften til at have en skadelig Indflydelse paa Potatos; i det mindste har dens Dyrkning hidtil ikke villet lykkes paa flere Steder, der ligge nærmere ved det aabne Hav, og hvor det er vanskeligt at opdage nogen anden Grund til det uheldige Resultat, end den angivne, uagtet igjen et Par saadanne Steder, hvor de trives ganske godt (Øxfjord og Havøesund), synes at modsige dette.

Ingen vis Sort Potatos bliver fortrinligviis dyrket; dog foretrække Mange den saakaldte engelske Art med blaa Skal, som den aarvisseste skjøndt ikke den foldigste. Den sædvanligste Fremgangsmaade ved Jordens Tilberedning er at afdele den i Senge efterat den er spadet og at sætte 2 eller 3 Rader i hver Seng. Almuen er tilbøielig til at sætte Sæden altfor tæt. Jorden gjødsles jævnlig, efter dens Beskaffenhed endog aarlig; og Nogle bruge at strøe Gjødslen i Furen Ovenpaa Sæden for at den skal forslaae bedre i sandet og mager Mark.

Haugeurter dyrkes ikke af Almuen i Finmarken uden alene nogle Næper; af de conditionerede Familier derimod de fleste simplere Kjøkkenurter, som for det Meste trives ganske vel, men dog aldrig opnaae den Fuldkommenhed som i sydligere Egne. Imidlertid gjælder ogsaa dette hovedsagligen om Alten-Talvigs Præstegjeld; i det Indre af andre større Fjorde er Haugedyrkning neppe forsøgt, og ved Havkanten f. Ex paa Hammerfest har den aldrig synderlig villet lykkes.

Da altsaa baade Ager- og Haugedyrkningen i det Hele kun er af ringe Betydenhed, er det en Selvfølge, at den dyrkede Jord fornemmeligen, og i de fleste Egne endog udelukkende, benyttes til Høeavl. Engene ere imidlertid for det Meste saadanne, som Naturen dannede dem; paa deres Forbedring ved at udjævne Tuer, opbryde Steen, grave Grøfter og deslige, anvendes sjelden nogen Flid. Endnu mindre bliver Englandet nogensinde pløiet eller omspadet, og den lange Tid, der i disse Egne udfordres til at sætte en nye Græsbund, synes virkelig ogsaa at maatte afskrække fra saadant Foretagende. Enkelte smaae Forsøg, som i de sidste Par Aar ere gjorte paa at danne kunstige Enge, have hidtil ei givet noget tilfredsstillende Resultat. Engene ere derfor sædvanligt meget mosløbne, hvilket Man søger at rette paa ved Gjødsel, der enten om Vinteren, daglig som den kommer fra Fjøset, drages hen paa Engen og der lægges i smaae Dynger ovenpaa Sneen, hvorved udentvivl en god Deel deraf skylles bort i Vaarflommen, eller ogsaa kjøres ud den paafølgende Høst; thi om Vaaren har Man sjelden Tid dertil. I begge Tilfælde bliver den om Foraaret udspredt og i tørt Veir banket eller smuldret itu. Derved forbedres nu vistnok Engen; men dette gjælder kun om den sædvanlig mindste Deel, som ligger tæt om Huset; til de fjernere Slaatter vilde det være for besværligt, ofte umueligt, at transportere Gjødselen. Denne er ei heller altid bleven tilbørlig vurderet, og bliver det langtfra ikke endnu. Det er ikke længe siden, at en Mand, da han fandt det for besværligt at skaffe sin Gjødseldynge bort, der omsider var voxet ham over Hovedet, heller valgte at nedrive sit Fæehuus og flytte dette ned i Fjæren, for at Søen efterhaanden skulde bortskylle Gjødningen.

Høeslaatten begynder sædvanlig med August Maaned, og kan siges at vedvare saa længe, indtil indtræffende Frost og Snee gjør Ende derpaa. Aarsagen til denne Langvarighed ligger deri, at Mange, for at benytte Sommerfiskeriet i det Længste, begynde Slaatten senere end den nyelig angivne Tid, men især deri, at Slaatterne ligge saa vidt adspredte, at ofte den halve Dag spildes med at gaae eller roe frem og tilbage, og at Arbeidet ofte afbrydes ikke alene ved indtræffende Uveir, især naar det lider længere hen paa Høsten, men ogsaa ved den Nødvendighed for Folkene, af og til at skaffe sig noget Fisk til den daglige Føde.

I Henseende til Høets Bjergning bruges i Almindelighed den sædvanlige Fremgangsmaade, hvad Hjemslaatterne angaaer; i Skovslaatterne derimod, hvor det stadige Tilsyn vilde være umueligt, bruger Man at hænge Græsset, strax efterat det er slaaet, op i Træerne ved at trykke det imellem 2 Qviste, hvor det da bliver hængende indtil det efter et stadigt Tørveir er tørt, og da tages sammen og sættes i Stakke for at hjemkjøres paa Vinterføret. Ere ingen Træer i Nærheden, danner Man sig en kunstig Stillads, hvorpaa Græsset ophænges; en Fremgangsmaade, som af Nogle, især Qvæner, benyttes ogsaa paa Hjemstedet, fordi den anbefaler sig ved Tidsbesparelse, da Man kun engang imellem behøver at eftersee og opsamle det Høe, som Vinden river ned.

Høeaannen beskjæftiger imidlertid ei blot Dem, som have matriculeret eller Eiendomsjord, men ogsaa alle Andre; thi sædvanlig holder hver Mand nogle Kreature, i det mindste nogle Faar og Gjeder, til hvilke han om Høsten samler lidt Høe i Skov- og Fjeldlierne, og som forresten maae lade sig nøie med andre Fodermidler. Det almindeligste blandt disse er Søegræsset eller den saakaldte Tarre, hvoaf især bruges 2 Slags, Buetarren der ansees for den bedste, og Geed- eller Baandtarren, der deels koges til Kreaturerne deels gives dem raat i Forening med kogt Fiskemold, Hovedet og Rygbenet af Fisken, som til den Ende tørres og opbevares. Denne Føde maa imidlertid være meget nærende; der gives flere Egne, især i Øst-Finmarken, hvor Køerne hele Vinteren ikke smage Andet, og dog derved holde sig godt; men en tilstrækkelig Fodring med godt Høe kan dog vel neppe erstattes, og selv hine Surrogater gives vel ikke altid i tilbørlig Mængde. Der er desuden stor Forskjel paa Tarren, ei alene i Henseende til Arterne, men ogsaa i Henseende til Stedet, hvor den voxer. Buetarren voxer fast slet ikke, og Geedtarren langt sparsommere inde i Fjordene, - i det mindste i Altens Fjord - end ved den aabne Havkyst, hvor den baade findes i overflødig Mængde og opnaaer en anselig Størrelse, da Bladene blive en Favn lange, og Stilken saa tyk som Haandledet, og udentvivl indeholder ulige mere Kraft end den forkuede Tarre i Fjordene. Naturen synes saaledes selv at have anviist Beboerne af Øerne ude i Havet og den aabne Kyst, hvis nøgne Fjelde stundom neppe frembringe et Græsstraae, denne Erstatning for Savnet af Høe. Tarren skjæres i Ebbe ved Hjælp af en Liaae, som fastbindes til en lang Stang og opfiskes derefter fra Havbunden.

Foruden Tarren haves ogsaa andre Surrogater, der ikke ere forkastelige, og hvortil Adgangen igjen er lettere for Fjordboerne. Eet af de ypperste blandt disse er Reenmossen. Den samles om Høsten paa Fjeldene helst i Regn eller fugtigt Veir, da den ellers smuldrer bort; den afrives med Hænderne og lægges i smaae Dynger, hvorpaa den hjemkjøres paa første Vinterføre og siden daglig gives Kreaturerne, der efter at være vante dertil pleie at ynde dette Foder og malke godt derefter. At det maa være meget nærende kan ogsaa skjønnes deraf, at Rensdyret inden kort Tid fedes deraf, naar det om Høsten kommer tilbage til Fjeldene, efterat det om Sommeren ofte har maattet savne Reenmossen ved Søekysten. Det er imidlertid kun de færreste, som have Anledning til at anvende Reenmossen som Kreaturføde, da Transporten gjerne er lang og besværlig. Vel voxer den ogsaa nærmere ved Søekysten i Skovene, men deels saa kort, deels saa blandet med andre Mosse- og Græsarter, at den ikke har synderligt Værd. Et Læs god Reenmosse betales i Alten med 1 til 1½ Spd.

Et andet Hjælpemiddel som ligeledes kun kommer da Egnes Beboere tilgode, hvor der findes en bedre Jordbund og Skov, er det Saakaldte Moldfoer (egentlig Muldfoer, af Muld, Jord) som er Roden af en Plante, der ligner det bekjendte Ormegræs. En Afart deraf kaldes Grofte og ansees for ringere (30). Begge Slags Rødder afgive et godt og kraftigt Qvægfoder, og koges stundom i Forening med andre for sig alene mindre gode Fodermidler, for at forbedre disse, saasom: med Græsset af samme Plante, med Løv af Rogn eller Aspetræer, med maadeligt eller bedærvet Høe, om saadant haves, med Furubark, smaaehuggede Birkeqviste eller Hestegjødsel.

Heste holdes kun i Alten-Talvig Sogn og en enkelt Tragt af Hammerfest Sogn (Repperfjord). Deres Antal kan vel ansættes til noget over 100 Stykker. Racen er liden, men synes at være temmelig god og stærk. Om Foraaret slippes Hestene paa frie Fod, og trække flokkeviis omkring i Skoven og paa Fjeldet hele Sommeren: I Begyndelsen nærmere ved Hjemmet, men naar Græsset bliver stridt nede i Dalene trække de sig videre bort, ofte et Par Miles Vei, og komme end ikke om Høsten, naar Sneen begynder at falde, altid hjem af sig selv, men maae ofte opsøges. Mærkeligt er det, at de da ei sjelden træffes paa de nøgne Fjelde, hvor der ei synes at være nogen Føde for dem, men dog altid ere i særdeles god Stand. Exempel haves, at enkelte Heste, som have adskildt sig fra de øvrige, ei ere fundne førend efter Juletider, uagtet Marken da allerede i et Par Maaneder har været bedækket af flere Fod Snee; Sporene have da viist, at de i meget lang Tid have holdt sig paa en liden Plet, hvor de have afsparket Sneen og kunnet opholde Livet ved at gnave paa den frosne Jord.

Heste holdes alene for Veedkjørselens Skyld, som kun forefalder om Vinteren, og haves derfor kun paa de Steder, hvor der er Anledning til at kjøre Brændselet hjem. I de fleste Egne bliver dette, forsaavidt det ei hugges i Nærheden af Huset, væltet ned til Strandbredden og derfra transporteres med Baad, ligesom ogsaa alle andre Transporter sædvanlig skee paa denne Maade. Stundom bruges ogsaa Oxer at kjøre med, hvilket dog, saavidt vides, ingensteds er synderlig almindelig undtagen blandt de fastboende Familier i Karasjok. Høet bliver deels baaret i Huus, deels, - paa de fjernere Slaatter - sat i Hæsjer indtil Vinteren. Da der saaledes ei haves Brug for Hestene om Sommeren, og disse desuden, som anført, ikke holdes hjemme, behøves ei heller Hjulredskaber, hvilke kun findes enkeltviis og aldrig blandt Almuen, der blot betjener sig af Slæder.

Hestene blive, som de andre Huusdyr, sædvanligt kun slet fodrede. I Begyndelsen af Vinteren holdes de nogenledes godt, thi da behøver Eieren dem til Veedkjørsel; men naar han bliver færdig hermed, hvilket han søger at blive snarest mueligt, for siden ubehindret at kunne drive Fiskeriet naar dette indtræffer, saa er det ham kun om at gjøre at opholde Hestens Liv. Om Dagen jages Hesten ud uden Hensyn til Kulde eller Snee, for selv at samle hvad den kan, hvilket da naturligviis som oftest bliver slet Intet; kun Aften og Morgen faaer den Staldfoder, sædvanlig vel da reent Høe; dog stundom Furubark til Hjælp, og der gives Heste, som tage til Takke med Alt, endog deres egen Gjødsel.

Hornqvæget er i Finmarken meget smaat. Kjødvægten af en almindelig Koe overstiger ei lettelig 200 Pd. De synes imidlertid at være ret gode Melkekoer, da anstillede Forsøg have beviist, at en almindelig Koe, naar den fodres godt, giver 1100 Potter Melk om Aaret, og saaledes fuldkommen fyldestgjør Agronomernes Fordring paa en norsk Koe. Men saaledes fodres de vel sjelden i Finmarken, og i den slette Røgt ligger maaskee ogsaa for en stor Deel Grunden til at de ere saa smaae. Sædvanlig holdes i hver Huusholdning fra 2 til 4 Køer, sjeldnere derover; men det Høeforraad, som haves om Høsten, er vel i Almindelighed neppe tilstrækkeligt til det halve Antal. I Januar eller Februar er Høet enten ganske eller dog for største Delen fortæret, og da tager Man sin Tilflugt til Tarren.

Den Uskik, at holde flere Kreature end Man beqvemt kan vinterføde, have Finmarkens Indvaanere udentvivl tilfælles med den norske Bonde i Almindelighed, og at dette er saare skadeligt, ere alle tænksomme og erfarne Jordbrugere enige om. Imidlertid fortjener det vel at komme i Betragtning, at Hine deels, som ovenfor anført, have flere nødmidler fremfor denne, deels finde nogen Undskyldning for denne Fremgangsmaade i Omstændigheder, der formodentlig ei i samme Grad finde Sted i de Egne, hvor al Jorden er udskiftet og dyrket, og hvor maaskee selv Sommerhavnen er utilstrækkelig til Gaardens Besætning. I Finmarken er Productet af Kreaturerne stundom Almuesmandens væsentligste Næring om Sommeren. Da er det ham ei alene meest magtpaaliggende at erholde det størst muelige Product, men da i Almindelighed alle Fæekreature her kaste deres Kalv sidst paa Vinteren, er det ogsaa fast kun om Sommeren, han faaer noget saadant. Men om Sommeren er Føden ikke knap; de vidtløftige Skov- eller Fjeldstrækninger, der ei kunne benyttes til Slaatte, vilde afgive overflødig Næring for et tidobbelt Antal, om det havdes. Da altsaa Qvæget paa den Tid af Aaret, Eieren især skal drage Nytte deraf, erholder lige rundelig Føde, hvad enten han har Mange eller Faae, og følgelig det dobbelte Antal giver ham et langt rigere Udbytte end det halve, er det vel troeligt, at hiint maa være det Fordeelagtigste, om han end derved formedelst maadelig Fodring taber Noget om Vinteren, og begribeligt, at han søger at forøge Antallet saa høit, som han paa nogen Maade kan underholde Vinteren over.

Faar gives her en god Deel af, da de findes i enhver Huusholdning; men deres Antal er meget ubestemt. Der ere Almuesfolk, som holde 20 til 30 Stkr. Gjeder ere mindre hyppige, og paa nogle Steder, saasom i Alten, har Man i senere Tider begyndt at indskrænke eller tildeels ganske at afskaffe dem for den Skades Skyld, de anrette i Ager og Hauge. Faarene ere for største Delen af den almindelige norske Race, dog haves ikke faae af de saakaldte engelske eller en Blanding af begge, med finere tætkrøllet Uld. Deres Underholdning koster paa beleilige Steder ei Noget, da de endog om Vinteren for en Deel selv sanke deres Føde i Fjæren. Man bruger ogsaa, naar Birketræerne, der sædvanlig først fældes med det Samme, hjemføres til Brændes, at kaste Buskene for Faarene, som da spise de unge Skud, og afgnave Barken af de tykkere Grene. Nogle lade Faarene gaae ude og skjøtte sig selv hele Vinteren, og Erfaring viser, at de kunne trives godt derved; men Man taber da Høst-Ulden, da de naturligviis i dette Tilfælde ei kunne klippes uden om Foraaret.

Svinet kan ei kaldes noget almindeligt Huusdyr i Finmarken, thi Finnerne og Qvænerne, som have Fordom imod Svinekjød, holde dem aldrig, og Nordmændene heller ikke altid; men paa nogle Steder, saasom i Hammerfest Bye, hvor deres Underholdning ei kan koste Meget, og det er vanskeligt for de Fattigste at holde andre Huusdyr, træffes de derimod næsten altfor overflødige.

Det har ofte været yttret, at Fiskeriet paa Norges vidtstakte Kyster drives paa Jordbrugets Bekostning og at det vilde være en Vinding, om Kystboerne kunde formaaes til i det mindste for en Deel at opoffre den usikkre Fordeel, som hiint afkaster, for med større Flid at lægge sig efter den sikkrere og efter de Flestes Følelse, ædlere Syssel: Jordens Dyrkning. Der kan vel være noget Rigtigt i denne Paastand, især naar Man ikke seer hen til den øieblikkelige Fordeel, men ogsaa tager noget Hensyn til de fjernere Følger og høiere Virkninger, navnlig til Aandsudviklingen, som upaatvivlelig fremmes langt bedre ved Agerdyrkernes rolige og eensformige Levemaade end ved det ustadige og omflakkende Fiskerliv. Men skulde ikke ogsaa den Sætning indeholde nogen Sandhed: at Naturen paa ethvert Sted har anviist Menneskene deres Virksomhed, og at det er Daarskab at sætte sig op imod Naturens Bud? Finmarkens naturlige Næringsvei er umiskjendelig Fiskerie; og hvor fluctuerende end dette ifølge dets Natur monne være, saa vilde dog Jordbruget i disse Egne upaatvivlelig blive end uvissere.

Formodentlig er det heller ikke Meningen, at hiint aldeles skulde fortrænges af dette; Man forlanger kun, at Jordbruget ikke skal tilsidesættes for Fiskeriets Skyld; men dette vilde nok i Grunden blive omtrent af samme Virkning. To saa omfattende Næringsveie, der hver for sig kræve deres Dyrkeres hele Kraft og Tid, kunne neppe blomstre ved Siden af hinanden. Det Ene maa være Hovedsag, det Andet kun Bisag, hvis ikke Begge skulle forsømmes; men at hæve Jordbruget til Hovedsag, og gjøre Fiskeriet til Bisag vilde neppe blive til Fordeel for Finmarkens Indvaanere. Ingen vil fornuftigviis kunne haabe, at Finmarken eller en betydelig Deel deraf ved nogensomhelst Flid eller Dyrkning kunde forvandles til Kornland fordi Bygget til Nød modnes i Alten, saa lidet som Man haaber, at Agershus Stift med Tiden skal blive til en Viingaard, fordi man har seet enkelte modne Viindruer i den botaniske Hauge paa Tøien. Det skulde altsaa være Potatos og Qvægavl, der skulde lønne Jordbrugernes Umage; men ligesom de første dog ingensinde ville kunne erstatte Kornet, saaledes vilde Fædriften vist aldrig her kunne drives til den Høide, at den kunde give det fornødne Overskud til Indkjøb af Korn, hvoraf der, naar Fiskeriet tilsidesattes, vilde udfordres ulige Mere end nu, da Fisk udgjør Almuens væsentligste, ja til sine Tider de Fattiges eneste Føde.

Man har paaberaabt sig de Dalstrækninger, som gives paa nogle Steder i Finmarken, og som, uagtet der findes Spor af en frodig Vegetation, dog ligge enten ganske ubenyttede eller dog kun bruges med stor Besvær og liden Fordeel til Slaattemark uden at dyrkes eller forbedres; men Man synes at glemme, at disse ligge mellem 70 og 71° Brede, først ved Midten af Juni forlades af Sneen, og allerede i Septbr. eller endog Aug. hjemsøges af Frost; at de, skjøndt stundom af et Par Miles Strækning, dog sædvanlig ere meget indskrænkede formedelst deres ringe Bredde, og overhovedet ere saa faae, at de aldrig kunne komme i nogen væsentlig Betragtning, naar der er Tale om Finmarkens Cultur i Almindelighed (31). Man har villet hente Exempel fra Monselvdalen og Bardodalen i Senjen og Tromsøe Fogderie, hvor det er vitterligt, at endeel Familier ernære sig uden Hjælp af Fiskeriet; men vilde Man end ikke antage, hvilket dog formodentlig maa være Tilfeldet, at Differencen imellem hine og disse Egnes nordlige Beliggenhed foraarsager en større Forskjel i Climatet, end Man efter Distancen venter, saa er det dog ikke vist, at Alt, hvad der paa eet Sted har lykkedes enkelte Mænds vedholdende og opoffrende Flid at sætte i Gang, derfor maa lykkes overalt.

Naar Man ofte seer unge og stærke Hænder mod Slutningen af Vinteren i hele Maaneder at forsømme det bedste Fiskerie for at samle Tang til at opholde Livet i et Par Kreaturer, er det let at udregne, at selv den ubetydelige Fædrift, som nu finder Sted, er forbunden med aabenbart Tab, og at det vilde være langt fordeelagtigere at slagte Kreaturerne, dersom andre kunde kjøbes i Stedet om Vaaren og Melk imidlertid erholdes, eller at føde dem frem med Halvdelen af det Meel, Fiskeren imidlertid kunde fortjene, end at give dem al den Tang, han kan samle, dersom han kunde overvinde den Fordom, at det er Synd at give Menneskeføde til Kreaturerne. Vil Man forsøge at anslaae Værdien af den Fisk, en Mand med 2 Tjenere under middelmaadige Omstændigheder kan erhverve i et Aar, den Fisk, som daglig fortæres, derunder indbefattet, kan samme formeentlig ansættes til 150-200 Spd. Om det var mueligt paa enkelte Steder i Finmarken at udvide og forbedre Jordbruget saa meget, at dette kunde indbringe en Mand den tilsvarende Sum mere end det nu afkaster, er vanskeligt at afgjøre, da Erfaring ingen Veiledning giver, men det er let at indsee, at dette i alle Fald kun vilde være mueligt for meget Faae. Og mon Man kan fortænke Disse i at de ei vove Forsøget? Jorden lønner ikke strax sin Dyrker; Arbeide og Penge maae forskydes; og mislykkes Forsøget, ere begge tabte, og da de sidste vel som oftest maatte laanes, kan Tabet vanskelig forvindes.

At formaae Finmarkens Almue til at opoffre Fiskeriet for Jorddyrkningens Skyld, vilde altsaa vel være ligesaa uhensigtsmæssigt, som det formodentlig vilde blive forgjæves. Kun for saavidt Jordbrug kan bestaae som Bisag ved Siden af Fiskeriet, vil det være fornuftigt at opmuntre til hiint; og dette maa især gjælde om Tragterne ved de større Fjorde, hvor den Fordeel, Sommerfisket paa Hjemstedet afkaster, sjelden er saa betydelig, at den jo kunde opveies ved større Flid paa Jordbruget. Ved den aabne Havkyst derimod, hvor Sommerfisket er det væsentligste, vilde Jordens Dyrkning aldrig gaae synderlig fremad, om endog Climatet var mere gunstigt for samme end det virkelig er. Men hvad der overalt kunde skee uden Tilsidesættelse af Fiskeriet, naar den beleilige Tid med mere Virksomhed benyttedes, er Engenes Forbedring ved Stenes Oprydning, Markens Udjævning, Vands Afledning, ordentlig Indgjærdning samt ved Afskaffelse af den fordærvelige Skik, at lade Kreaturerne afgnave Engene om Vaaren. Men hvor Meget gjøres der af alt Dette i saa mange andre Egne, hvor dog intet Fiskerie fængsler Opmærksomheden og optager Tiden?

En Green af Fædriften, som derimod tilfulde hører hjemme i Finmarken, og om hvis Hensigtsmæssighed der altsaa ligesaa lidet vil kunne opstaae Tvivl, som den vil være udsat for at maatte rivalisere med andre Næringsveie, er Reenavlen. Finmarkens vidtløftige Fjeldstrækninger og den til hvilkensomhelst Dyrkning absolut utjenlige Jord, frembringe uden nogen Dyrkning den nødvendige Føde for utallige Rensdyrhjorde, og disse vide selv at skaffe sig den til alle Aarets Tider uden nogen Hjælp fra Menneskenes Side. Eierne af disse Hjorde have altsaa intet Andet at sørge for end at vogte deres Eiendom og anvende den. En nærmere Fremstilling af den Maade, hvorpaa dette skeer, vilde vistnok her staae paa sit rette Sted; men da denne Sag griber ind i Fjeldfinnernes hele Levemaade og udgjør den væsentligste Deel af deres Oeconomie; saa ville vi, for at undgaae Gjentagelse, samle det Hele under Eet i et følgende Afsnit, ligesom Rensdyrets Naturhistorie allerede er meddeelt i Capitelet om Finmarkens Producter.

Skovdrift, i den Betydning, hvori dette ord sædvanlig tages søndenfjelds, kan der ikke blive Tale om i Finmarken, thi selv paa de faae Steder, hvor der gives Skov i egentlig Forstand, er denne ikke enkelt Mands Eiendom, men Alminding, som Staten har reserveret sig Formynderskabet over, saaledes at ingen Hugst deri maa foretages uden efter Udviisningsseddel, som imod en vis Recognition udstædes af Øvrigheden. Tømmerdrift til Salg, end sige til Udskiftning, kan følgelig ikke finde Sted her, men Skovbruget i Finmarken indskrænker sig til, at Enhver selv hugger eller lader hugge, hvad han til Huusbrug behøver. I Alten, hvor den bedste og betydeligste Skov findes, er en Skovfoged ansat til at besørge Øvrighedens Udviisninger og føre Opsyn med Hugsten.

En Vandsaug skal i ældre Tider have existeret i Porselven paa Nordsiden af Raffsbotten, indrettet omtrent ved Aaret 1740 af daværende Amtmand Kjelsøn; men den har ikke i Mands Minde været i Gang. Derimod er nu i Aaret 1828 en nye Vandsaug anlagt i Tverelven, som i afvigte Aar 1830 har leveret 452 Tylter 12 til 16 Fods Bord af 10 til 12 Tommers Bredde til 1 Spd. 72 [Skilling] pr. Tylt. Derhos ere Haandsauge i senere Tider blevne mere almindelige, hvorved den forhen brugelige ødsle Maade at skaffe sig Bord paa, nemlig med Øxen at kløve Træet i to Dele og af hver Halvdeel at tildanne eet Bord, er, - i det mindste i Alten - saa temmelig bleven afskaffet.

Ved disse Foranstaltninger i Forbindelse med et ved Nødvendigheden fremkaldt strængere Opsyn er vistnok en noget bedre Orden og Sparsomhed med Skoven bleven indført; men megen Uorden finder dog endnu Sted, som vel vanskelig hæves ved Forbudsbestemmelser. Altens Qvæner gjøre sig ingen Betænkning over at fælde flere Træer for af ethvert at erholde en enkelt velskikket Green til Indtømmer i en Baad; ligesom de ogsaa ødelægge mangt et Træe ved at gjøre dybe Indhug i den friske Stamme for at undesøge, om den beqvemt lader sig kløve til Tøndestaver, og i modsat Fald lade det staae ubenyttet indtil det døer ud eller knækkes af Stormen.

Endnu mindre formaaer Skovopsynet at forebygge Misbrug paa andre Steder udenfor selve Alten, og navnligen er Løv- eller Brændeskoven overalt given aldeles til Priis for Beboernes Vilkaarlighed. Denne mishandles derfor i endnu høiere Grad, og bliver paa ikke faae Steder ganske udryddet, hvilket er saa meget sørgeligere, da Erfaring synes at vise, at Birkeskoven vanskelig igjen formaaer at reise sig der, hvor den engang er aldeles udhugget (32). Almuens sædvanlige Fremgangsmaade er først at hente sin Veed med det Samme den skal lægges under Gruben, og da naturligviis altid at hugge den, som staaer nærmest. Følgen heraf er deels den, at Man hugger ned for Fode istedetfor kun at fælde de større Træer og lade dem give Plads for de unge; deels, at Man om Vinteren, naar Marken bedækkes af flere Alens Snee, kun afhugger Toppen, hvorimod den tykkeste og bedste Deel af Stammen bliver staaende og raadner bort til ingen Nytte.

Det er sikkert paa høi Tid at gribe kraftige Forholdsregler imod disse Misbrug, og det virksomste Middel hertil vilde udentvivl være Skovenes Udskiftning, saaledes at enhver skyldsat Eiendom tildeeltes sit bestemte Stykke af Skoven. Naar enhver Mand vidste, at Sparsomhed med Brændeskoven vilde komme ham selv til Nytte, og at han derimod ved at ødelægge sin egen Skov maatte nødes til at kjøbe sit Brændsel hos Naboen, da vilde Man vel lære at holde bedre til Raade, og Finnerne, som ved Valget af deres Boepladse kun spørge om Stedet ligger beleiligt for Fiskeriet og om der er Veed i Nærheden, vilde da nødes til at afstaae fra deres nu brugelige Manerer: efterat have borthugget al Skoven, saalangt de kunne naae, at de opkaste sig en nye Jordgamme paa et andet Sted for der at begynde forfra.

Jagten gjøres der mindre Væsen af i Finmarken end den fortjener. I Almindelighed er det kun Finnerne, og blandt disse især Fjeldfinnerne, som befatte sig med Skytteriet, hvortil de altid betjene sig af Rifler, som hvor miserable de end see ud, dog maae være ret gode i det Mindste i Finnens Haand, thi Skuddet feiler sjelden. Fjeldfinnens Jagt staaer hyppigst efter Vildrenen, hvilke han om Vinteren forfølger paa Skie ofte en halv Snees Mile over Fjeldene. Ulvene efterstæbes saa godt som slet ikke, uagtet Fjeldfinnernes bestandige Klager over den Ødeleggelse, de anrette. De paastaae at det er et frugtesløst [Arbeide] at gaae paa Jagt efter dem, da de ikke lade Jægeren komme sig nær paa Skudvidde. Imidlertid skydes dog Enkelte ligesom ogsaa af og til en Bjørn, hvis Hud tilfulde betaler Møien foruden de Skudpenge, som Staten erlægger for ethvert fældet Rovdyr. For at erholde disse udbetalte forevises Skindene paa Thinget, og blive da betegnede med Fogdens Segl. Rævene skydes sjeldnere men fanges hyppigst i Sax, og fører Skjæbnen en Sortræv eller Korsræv i Saxen, er det en betydelig Fangst for Eieren, da et saadant Skind kan være indtil 50 Spd. værd. Jagten efter Harer drives ei med Flid; dog skydes adskillige ligesom ogsaa nogle Oddere især paa Sørøen og Seylandet i Hammerfest Sogn. Ryper skydes gjerne kun til Fornøielse; den allerstørste Deel fanges om Vinteren i Snarer, som anbringes i smaae Aabninger i Riisgjærder, som til den Ende opkastes paa de Steder, hvor Ryperne gjerne opholde sig. Med et Par Hundrede Snarer kan en Mand ofte fange 25 til 50 Stkr daglig. Ved Havkanten skydes endeel Søefugle for Fjærenes og Dunenes Skyld, ligesom ogsaa en god Deel Duun og æg samles af Rederne i Værene; men disse blive ingensteds, undtagen paa Tamsøen, saaledes fredede som i Nordlandene, hvorved de kunde afgive langt større Fordeel. Man maa overhovedet bebreide Finmarkens Indvaanere altfor stor Ligegyldighed for at benytte de Anledninger, som paa forskjellige Maader gives til Bifortjeneste. Fiskeriet er for dem Eet og Alt; slaaer dette feil, foretage de sig Intet.


29) I de af Finantsdepartementet udgivne "Statistiske Tabeller, 2den Række" angives Avlingen til 6 Fold. Dette antages at være for høit i almindelige Aar, især da Man bruger at faae meget tykt.

30) Sommerfeldt i sin Beskrivelse over Finmarken Topogr. Journal 24de Hefte Pag. 118, skriver "Maulfoor og Grofte" (osmunda struthiopteris og polypodum filix mas.)

31) Det erfares nu af Dagbladene, at i den sidste Tid virkelig flere Colonister have nedsat sig i disse Dale, og ernære sig godt af deres Qvægavl uden Fiskerie. Men herved maa bemærkes, at de Alle bor i Nærheden af Kaafjord, og have en betydelig Bifortjeneste af Værket.

32) Man vil maaskee spørge: hvorledes da Skoven kunde fremstaae første Gang? Dette "hvorledes" er ikke godt at besvare; men at den virkelig engang maa have kunnet, hvad den nu ikke kan, er let at paavise. Man finder saaledes, selv i de Tragter ved det aabne Hav hvor nu end ikke Kunst og Flid formaaer at opreise et Træe, ei alene Rødder i Jorden, som bevise, at der fordum maa have staaet Skov; Man seer endog den Dag idag hist og her et gammelt Træe i de bratte Fjeldlier, som Øxen ei har kunnet naae, men ingen unge Stub paa de nærliggende Sletter i deres borthugne Sødskendes Sted. Den steile Klippekyst f. Ex. imellem Øxfjord og Bergsfjord i Loppens Sogn, som ligger aldeles aaben for de kolde og fugtige Stormvinde fra Iishavet, har desuagtet enkelte ret vakre Træer, medens de ydre Dele af hine Fjorde, som dog have nogen Beskyttelse mod Havluften, neppe kunne opvise den mindste Busk.