Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

4. Bergværks- (37), Fabrik- og Haandværksdrift; Huusflid og Kunstflid

En nye Næringsvei er i den senere Tid opstaaet i Finmarken ved det i 1826 optagne Kobberværk i Kaafjord i Alten Talvigs Sogn; det eneste Værk eller Fabrik-Anlæg af nogen Betydenhed i Finmarken.

Kaafjord er den inderste Arm af Altens Fjord, som fra dennes vestre Bund skjærer sig omtrent ½ Miil i sydvestlig Retning ind i Landet imellem høie Fjelde, der paa den sydøstlige Side skyde sig brat ned i Søen, men paa den nordvestlige, hvor Gruberne ligge i Fjeldets Skraaning, levne den fornødne Plads for Værkets Bygninger paa Lierne imellem Bergfoden og Strandbredden. Paa denne Side er Fjeldet mindre steilt og tildeels bevoxet med Træer. Fjorden er i det Hele smal, men sammenknibes paa to Steder - ydre og indre Strømsnæs - til faae Favnes Bredde, som dog netop er tilstrækkelig til Gjennemfart selv for store Skibe, der saaledes uhindrede kunne lægge til Land lige under Gruberne og umiddelbar ved Værkets Huse, som ligge omtrent midtveis imellem begge Strømme. Kaafjordens indknebne og mørke Natur vilde gjøre dette Sted til en triste Boeplads, dersom ikke Værkets mangfoldige smagfulde Anlæg og den Virksomhed, dette medfører, gave Stedet en venlig Livlighed, som det af Naturen mangler.

At Fjeldene paa flere Steder i Finmarken, men især i Kaafjord, indeholde Kobbererts, har allerede meget længe været bekjendt. Man veed ogsaa, at der for lang Tid siden (formodentlig henved 100 Aar tilbage), har været gjort Forsøg med at skjærpe, hvoraf endnu findes Spor; men der haves ingen paalidelige Efterretninger hverken om hvad Tid eller paa hvis Foranledning disse Forsøg have været anstillede. Ifølge et Brev fra Biskop Gunnerius til Videnskabernes Selskab, som findes indført i Pontoppidans "Finmarkske Magazin" Pag. 2 og maa formodes at være forfattet noget efter Midten af forrige Aarhundrede, er denne Skjærpning foretaget af en Bergmand fra Kongsberg, sandsynligviis efter Regjeringens Foranstaltning, og Aarsagen til, at samme ei blev videre fortsat, maa vel antages at have ligget i Malmens Fattigdom og Mangel paa Brændsel, hvorom ogsaa i bemeldte Brev yttres Formodning; thi den angivne Grund; at Bergmanden mistede sit ene Øie, synes ikke for sig alene at kunne have været tilstrækkelig til Standsningen.

I Aaret 1826 blev, som sagt, dette Værk optaget og dets Drift for Alvor paabegyndt af et engelsk Interessentskab. Der er forundt Værket Tiendefrihed i 10 Aar efter den første Smeltning, samt Tilladelse til af Altens Skovalminding at faae udviist det fornødne Tømmer til Grubernes Bebygning, men ikke til Huusbygninger, ligesaa lidet som at benytte Brændsel fra Finmarken til Malmens videre Godgjørelse. Malmleierne bestaae af Kobberkis, Qvarts og Kalkspat, og ligge i Grønsteen eller Chlorit; hvor Fjeldet bestaaer af andre Steenarter findes intet Spor af Malm. Der har Tid efter anden været skjærpet paa flere, i det Hele 10 eller 12 forskjellige Steder; men nogle ere, tildeels af Mangel paa tilstrækkeligt Antal Arbeidere, senere, i det mindste temporairt, igjen forladte, og for Tiden (i Foraaret 1834) drives kun 4 Gruber, af hvilke den ældste og største, som derfor har faaet Navn af Storgruben, ligger omtrent 1000 Skridt ovenfor det ydre Strømsnæs. Denne Grube, hvis Malm sædvanlig har indeholdt fra 6 til 9 pCt. Kobber, har hidtil beviist sig stadig, og ansees desaarsag for den vigtigste uagtet nogle af de andre til en kort Tid have afgivet langt rigere Udbytte. Dette er ogsaa Tilfældet med de 3 andre, som for Tiden drives, og af hvilke "Michells Grube" endog i nogen Tid i et Leie af 10 til 11 Fods Bredde gav 20 til 30 pCt. kobberholdig Malm; men Saadant har kun været Tilfældet ved Gangenes Overskjæring, og derfor ikke af Varighed.

I Gruberne arbeide for Tiden (i 1834) henved 100 faste eller egentlige Bergmænd under Opsigt af en Overstiger og en Understiger; men Antallet af samtlige Arbeidere ved Værket, hvoriblandt adskillige Haandværkere, er omtrent dobbelt saa stort foruden Qvinderne og Halvvoxne Børn, som ere beskjæftigede med at banke og udvaske Malmen. Arbeidet betales deels ved Dagløn, som i Almindelighed er ansat til 48 Sk. deels efter Accord med en vis Sum for hver Lagter, som efter Omstændighederne kan variere fra 20 til 70 Spd. Af andre Betjente lønner Værket en Bestyrer, en Læge, en Maskinbygger, en Sskoleholder og en Handelsbetjent m. Fl.

Fra den førnævnte "Storgrube" er der anlagt en dobbelt Jernbane af omtrent 400 Alens Længde, paa hvilken Malmen paa 2 Vogne, der sættes i Bevægelse ved et Maskinerie, bringes ned til en ved Foden af Fjeldet anbragt Puk-Maskine, hvori Malmen knuses imellem 2 Jernvaltser. Denne Maskine, hvorpaa i eet Døgn knuses 150-200 Tønder Malm, drives ved Vand, som, da de nærmere Bække ikke ere tilstrækkelige, tildeels ledes fra en i 1/8 Miils Afstand flydende lille Elv, ved hvilken Maskinen var opsat førend bemeldte Jernbanes Anlæg. Man agter nu igjen at flytte denne Maskine nogle 100 Skridt længere ind, lige nedenfor de 3 andre Gruber, eller rettere her at opsætte en anden større Maskine af samme Slags.

Den Malm, som udbringes fra de 3 andre Gruber, der ligge omtrent i samme rette Linie, den ene ovenfor den anden opad Fjeldet, bliver deels nedstyrtet igjennem en lukket Trærende, deels paa et lidet Stykke, hvor Fjeldet er mindre steilt, transporteret med Vogn paa en Jernbane.

Den i Maskinen knuste Malm bringes i Vaskemaskinen, som er anlagt ved Siden af hiin, og hvor Malmen formedelst Vandet, der sættes i heftig Bevægelse ved et Slags Pumpeværk, afslemmes saaledes, at de finere og ædlere Dele synke til Bunden, de mindre indholdsrige blive liggende ovenpaa. Til disses yderligere Knuusning er Man i Begreb med at opsætte et Pukværk. Et Maskinerie til at bringe den udminerte Malm frem i Dagen har Man hidtil ei behøvet, saalidt som noget kunstrigt Pumpeværk.

Den Capital, som Værkets Optagelse og Anlæg hidtil har kostet, beløber sig til omtrent 70000 Spd. foruden de aarlige løbende Udgifter, der naturligviis have været meget forskjellige og hidtil formedelst den aarlig udvidede Drift have tiltaget. For 1833 udgjorde de over 20000 Spd. Ved Værket er endnu ingen Smeltehytte, men Malmen er hidtil udskibet til England og der bleven solgt; dog næres Haab om, at Smeltning ved Værket selv om nogle Aar vil kunne paabegyndes, saafremt Værket tilstaaes nogen Begunstigelse med Hensyn til Toldopsynet ved Indførsel af Steenkul (38). Den indtil Udgangen af 1833 udskiftede Malm er bleven udbragt til en Summa af omtrent 112700 Spd. som efterstaaende Tabel udviser.

Sammenholdes de her anførte Data, med dem, som ere et Par Aar ældre, vil Man see, at Værket stedse har gaaet mærkeligen fremad, og da Driftscapital ei fattes, og endeel af Omkostningerne ere de samme, hvad enten Værket drives med større eller mindre Kraft, har det naturligviis maattet være Eierne angelegent, at udvide Driften saa meget mueligt. Om Værket stedse saaledes vil kunne vedblive, er imidlertid et Spørgsmaal, som det vil være saa meget vanskeligere at kunne besvare, som der endnu kun haves faae Aars Erfaring, og flere for dette Værks særegne Omstændigheder her maae komme i Betragtning. Vel medføre de her forekommende geognostiske Forholde, saavelsom Grubernes Localitet og overhovedet Værkets Bliggenhed umiddelbar ved Søekysten ei uvæsendlige Fordele; men paa den anden Side ere ogsaa betydelige Vanskeligheder at overvinde formedelst Malmens Udførsel eller Brændematerialets Kostbarhed, om Smeltning skal foretages paa Stedet; fremdeles Vanskeligheden af til alle Tider at erholde duelige Arbeidere, disses høiere og tildeels ubestemte Dagløn, Bygningsmaterialiers og Levnetsmidlers Kostbarhed, o. s. v. At Værkets heldige Fremgang maa være ønskelig ei blot for dets Eier, men ogsaa for det Almindelige, er vist, og dets gavnlige Indflydelse paa Districtet i oeconomisk Henseende kan ei miskjendes, naar Man lægger Mærke til, at endeel fattige Folk fra Omegnen der finde deres Næring, at adskillige Artikler, som Almuen har til Afsætning, navnlig Kjød, Smør og Melk, ere stegne til den dobbelte Priis, og især, at en saa betydelig Pengesum, som en halv Snees Tusind Species maa være for disse lidet befolkede Egne, derved kommer i Circulation.

Af andre Fabrikanlæg har Finmarken kun Lidet at opvise. Man vil ei heller vente at finde mange eller betydelige Fabriker og Manufacturer i Egne, der af Naturen ere saa liden begunstigede som Finmarken, og hvor altsaa ei alene den vanskeligere Anskaffelse af daglige Fornødenheder, men ogsaa Mangelen paa Folk gjør Arbeidslønnen meget høi. De ældste Anlæg af dette Slags ere Trankogerierne, hvoraf der gives nogle betydelige i Hammerfest Kjøbstad. I de senere Tider er der ligeledes anlagt et betydeligt Brændeviinsbrænderie, hvilket dog ikke er i stadig Drift, samt i forbindelse dermed en Kornmølle. En Reberbane i Hammerfest bliver kun af og til benyttet. I Talvig er et mindre Brændeviinsbrænderi nyeligt bragt i Gang; men da det som beliggende paa Landet er indskrænket til Eierens egen Production af Potatos, kan heller ikke her Tilvirkningen være stadig. Dernæst haves ogsaa i Talvig et lidet Pottemagerie, og i Alten en Vandsag, samt en endnu ei færdig Korn- og Stampe-Mølle. Kalk- og Tegl-Brænderie har været forsøgt i det Smaae, men uden synderligt Held.

Naar Man undtager Baadbyggere, af hvilke der gives mange, især i Alten Talvigs og Kistrands Sogne, der frembyde den letteste Adgang til de fornødne Materielier, samt i Hammerfest, hvor endog nogle mindre Fartøier have været byggede, er Antallet af Haandværkere i det Hele utilstrækkeligt. Af Bødkere haves endeel, især naar der tages Hensyn til, at ikke faae Almuesfolk, navnlig blandt Qvænerne, uden egentlig at leve af dette Haandværk alene, forarbeide en betydelig Mængde Tønder etc. I Hammerfest ere nogle andre duelige Haandværksmestere; men iøvrigt er Flertallet Fuskere, der forstaae sig paa noget af Hvert; dog gives der, især i Alten, nogle endog fortrinlig gode Smede, Snedkere, Dreiere o. s. v., og Enkelte blandt disse, hvis Arbeider endog kunne fortjene Navn af Kunstsager.

Den qvindelige Huusflid er vel ikke bragt syndelig høit; men den er dog almindelig, og dette er Hovedsagen. I ethvert Huus virkes det Meste af hvad der behøves til Familiens Beklædning, som dog, især for Finnerne, hovedsagelig indskrænker sig til grovt Vadmel. Ogsaa Fodtøiets Forfærdigelse er her Qvindernes Sag, hvortil imidlertid vel den største Deel af Læderet kjøbes. Finere uldne Tøier og Lærreder forarbeides vel ogsaa for en Deel, men ikke nær, hvad der forbruges, og aldrig blandt Finnerne, som ei bruge det. I Handelsmændenes og andre conditionerede Familier er derimod Tilvirkningen af saadanne Tøier meget almindelig, og bragt til temmelig Fuldkommenhed.

37) At nærværende "Optegelser fra Finmarken" ere nedskrevne efterhaanden i et Tidsrum af flere Aar, og at selv de yngste iblandt dem nu ere over 7 Aar gamle, er en Bemærkning, som allerede er gjort i Fortalen til dette Skrift, men som især ønskes erindret ved Læsningen af dette og det foregaaende Afsnit om Handelen, fordi det udentvivl er disse Gjenstande, der i de imidlertid forløbne Aar have været meest Forandringer underkastede. Især har Kaafjords Kobberværk i den senere Tid gjort saa overordentlig stærke Fremskridt, at nærværende Skizze umuelig længere kan passe. Findes den maaskee endog at give et altfor ufuldstændigt Billede af Virkeligheden, saadan som denne var for et halvt Snees Aar tilbage, da er dette en Følge af Forfatterens Mangel paa Indsigt og Evne til at bedømme de her omhandlede Gjenstande; en Mangel, han tilfulde har følt, og som stundom har fristet ham til ganske at forbigaae disse Materier; men dette kunde dog af andre Grunde heller ikke vel gaae an.

38) See Kgl. Resol. af 26 April 1838 § 12 (Depart.-Td. Pag. 310).