Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

Finnernes Klædedragt.

Denne er ens for Alle, og bestaar i en vid Vadmels Kofte, hyppigst af ufarvet Vadmel. Til Stads benyttes blaa, brune, høirøde, grønne Kofter, ja nogle have endog Kofter af sort Fløiel; Kofterne ere udsyede i Sømmene og for Hænderne, nedentil kantede med gult og rødt Klæde. Under denne bære de en anden Kofte; om Vinteren anlægge de en Kofte af Lammeskind (Mudde). Et Læderbelte spændes saaledes, at Kofterne trækkes noget op, saa at den oventil falder i Folder ud over Bæltet. I dette hænger blandt andet en Tollekniv, der benyttes baade som Kniv og som Haandøxe. Benklæderne ere af hvidt Vadmel, nedentil snævre og saa lange, at de naa til Ankelen og bindes ind i Komagerne; disse ere allerede omtalt. Mændenes Kofter og Pæsker naa kuns til Knæerne.

Paa Hovedet bæres en lille Hue eller Kalot, sammensyet af fire Stykker almindeligt blaat Klæde, og som kan trækkes ned over Ørene; den er bebræmmet med en Kant af rødt og Klæde, og er som oftest i Toppen forsynet med en Dusk af samme Farver. Deres særegne Halstørklæde er ogsaa allerede omtalt. Naar Finnen er i sin Baad ifører han sig Bællinger af tyndt barket Skind; i Regn og i haardt Veir tillige en Skindstak.

Fjeldfinnernes Dragt er om Sommeren ganske den samme; om Vinteren derimod bestaar ethvert Stykke af et loddent Renskind. Ogsaa Huen er indvendig foret med Kalveskind, og udvendig forsynet med en Bræm af Rensdyr eller Odderskin.

Fruentimmernes Paaklædning er i de hovedsageligste Stykker lig Mændenes. Om Høsten have de dog paa deres Kofter, istedet for den høie opstaaende Krave, et lille Bomuldstørklæde, som ligger ud over Skuldrene. Kofterne naa til Komagerne og ere ikke fuldt saa vide, som Mændenes, og falde paa den Maade som de foldes, tættere til Legemet; deres Bælter ere af Klæde, udsyet med Sirater af forskjellige Farver. Istedet for Kniven have de i Bæltet Sax, Synaale og Traad. Deres Huer slutte tæt til Hovedet, omtrent som vore Bondekoners Hølke, men gaa bagtil ud i en smal afrundet Spids ved et inden i anbragt Stykke Træ af denne Form. Huene ere at blaat, rødt, gult Klæde, med gule Kanter og foran forsynede med en smal hvid Strimmel eller Kniping - (Spilleværk).

I den lette Sommerdragt tager en ung, rask Finnekarl og Pige sig godt ud, og den lette og utvungne Dragt passer sig godt for deres vævre Munterhed. En Samling af Finner i deres Stadsklæder afgiver derfor et livligt og muntert Skue.

De smaa Børn have i Almindelighed et fyldigt og godt Udseende, og beholde det i de første Aar; som ganske smaa ligge de indsvøbte i Lammeskind og Mose i en Komse; denne er dannet af Træbiler som et Trug, overtrykken med Læder. Til Beskyttelse for Hovedet har Komsen, i den øverste Ende, et Hvælv, som man undertiden ser paa Vugger. Naar Barnet skal være under aaben Himmel, bindes et Tørklæde fra Hvælvingen ud over Barnet, som saaledes indsvøbt ikke kan komme til Skade. I Randen af Hvælvingen hænges Legetøi for Barnet. Man ser derhos Mødre at stikke Komsen paa Ende i Sneen.

Finnernes Dragt er en bevaret Levning fra den fjerneste Oldtid. Den var engang almindelig i alle nordlige Lande, ogsaa blandt vore gotiske Stamfædre. Dette gjælder ikke alene om Materialet, Skind og Pelsværk, men ogsaa om Snittet. Finnens Pelsværk og Vadmelskofte er af Form som den Bluse, der i de sidste Tider paa mange Steder igjen er optaget. I Oldtiden var denne Klædsel brugelig blandt alle Europas Folkeslag. Vore Forfædre kaldte den Kjortel, hvoraf Skjorte, Skjørt ere Afledninger. Grækerne kaldte den khiton og Romerne tunica. Lignende Skotøi som Finnernes, findes paa Afbildninger af vore Forfædres Dragter.