Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1828.

I Selskab med Fogden, Tolderen paa Vadsø og nogle Flere, forlod jeg Vadsø den 28 Januar, for at reise til Fjeldfinnetinget i Polmak, hvor vi ankom den følgende Dag. Min Kone skulde senere møde mig der, naar jeg kom tilbage fra en Omreise i Fjeldet. Efter Gudstjenesten 3die Febr. sammenkaldte jeg samtlige tilstedeværende Fjeldfinner, og søgte nu at gjøre det saa indlysende for dem, som muligt, hvorfor jeg for det første hverken kunde eller vilde reise iblandt dem, saaledes, som der fortælles, at Fortidens Missionairer reiste om iblandt Fjeldfolket. "De maatte selv tilstaa, at jeg endnu ikke rigtigen kjendte deres Sprog, og ikke heller deres Forfatning og hele Levemaade. De havde jo stedse beklaget, og det med fuldkommen Føie, at hverken "deres Fader Kongen, eller de høie Herrer, eller Amtmanden, eller Foged, Skriver og Præst" kjendte og vidste, hvorledes Fjeldfolket havde det (8). For at lære at kjende alt dette, maatte jeg nu først en Tid gaa i Skole hos dem. Gudstjeneste vilde jeg holde om Søndagene; ligesaa Morgen- og Aftenbøn, og med Børnene vilde jeg Katechisere; men at tilbringe Dagene med Børnenes Undervisning, derpaa kunde jeg nu, som sagt, for det Første ikke indlade mig. Alt længe havde mit Hjerte og min Hu staaet til Fjeldfinnerne. Da jeg nu reiste paa denne Maade, saa var det billigt, at jeg betalte baade for Skyds, Hus og Føde, thi gjorde jeg dem for det Første ikke nogen videre Nytte, saa vilde jeg ikke være en Eneste af dem til Byrde. Tilsidst opgav jeg dem Tiden, som jeg vilde tilbringe i Fjeldet, og anmodede dem om, selv at anordne og bestemme min Reise iblandt dem, da jeg hverken kjendte Egnen eller Fjeldbyernes Beliggenhed".

Den allerstørste Del havde fattet og forstaaet mig, og tilkjendegav deres Bifald og Tilfredshed, og de takkede mig for Skydsbetalingen, som de vilde modtage; men de sagde, at for Hus og Føde toge Fjeldfinnerne aldrig Betaling, og jeg skulde derfor være velkommen paa den Maade, som jeg havde sagt, og jo Mere jeg vilde spise af Fjeldfinnernes Mad, af deres Rentunger og Marveben, jo fornøieligere skulde det være dem.

Torsdag 7de Febr. vare samtlige Forretninger i Anledning af Tinget tilendebragte, og Alle beredede sig derfor til Afreisen.

Endeligen var da Dagen kommen, som jeg saalænge havde forberedet og glædet mig til. I 2 ½ Aar havde jeg allerede reist om i Finmarken, men endnu ikke været i Fjeldet. Nærmest vare mig Beboerne af Elvenes og Havets og Fjordenes Strandbredder, fjernere Ørkenens Sønner og Døtre, og dog vare de alle Hjertet, og alle vare de Embedet lige nære. Det mere Usædvanlige og Eventyrlige i den nomadiserende Fjeldfins Liv, gjør jo vistnok Nomadens Telt mere tiltrækkende for den Reisende, end den fastboende Sø- og Elvefins Bolig, men jeg var ingen Reisende, jeg var noget Mere. Skulde Hensigten af mine Omvandringer og af mine Ophold iblandt Ørkenens Sønner og Døttre opnaaes, saa var et foreløbigt, et forberedende Bekjendtskab til Sproget og et hærdet Legeme til at udholde Nordpolens Vinterkulde og Vinterliv, næsten saa godt som under Guds fire Himmel, i det aabne og luftige Telt, en ubetinget Nødvendighed, og denne Forberedelse var nu skeet.

Da det blev bekjendt, at jeg vilde tilfjelds, tilbøde Flere sig at ledsage mig. Jeg afslog naturligvis alle saadanne Tilbud og Tjenestebevisninger; thi ikke vilde jeg have nogen Reisekammerat og endnu mindre nogen Oppasser med mig. Naar jeg undtager den ene Gang, da jeg i 1826 havde Fogdens Svoger med mig paa Reisen til Kautokeino og Alten, saa har jeg paa alle mine Reiser været min egen Oppasser og Tjener. Hvorledes skulde der blive nogen rigtig gjensidig Tillid, Fortrolighed og Tilslutning mellem Finnen og mig, naar jeg ikke kunde reise og leve iblandt dem, uden Ledsager, og ikke spise af Finnens tillavede Mad og med ham af eet Fad? Jeg vil iøvrigt ikke lade her ubebærket, at, paa en enkelt Undtagelse nær, vilde Finnerne ikke tillade mig at spise af samme Fad med dem, men gave mig bestandig et særskildt Fad at spise af. - Længe sad jeg derfor aldrig i et Telt eller i en Sø- og Elvefins Gamme, førend den ved min Indtrædelse afbrudte Samtale var i fuld Gang igjen, og man glemte, at der var nogen Fremmed eller Iagttager iblandt dem, thi jeg søgte i alle Henseender at te mig som en Fin, baade i Tale og Adfærd. Desuden kunde jo en saadan Følgesvend eller Ledsager blive syg, saa blev han mig til endmere Byrde og Hinder, og skulde jeg selv blive syg, saa fik jeg al den Bistand, som jeg kunde trænge til, af de Mennesker jeg var iblandt.

Jeg førte med mig en 2½ Alen lang Sæk af uklippede Faare eller Renskind og et uldent Teppe. Sækken iførte jeg mig, naar jeg skulde sove, og det uldne Teppe bredede jeg over Ansigtet, for ikke at forfryse samme om Natten. Ligeledes førte jeg med mig Kaffe, som jeg selv kogte i min medbragte Kjedel, samt Brød, Salt, Kniv og Gaffel, men ikke Ske, for ikke at saare Folkets Følelse. - Knive førte altid Finnerne selv med sig, saa at de fandt det i sin Orden, at ogsaa jeg bragte saadan med mig, og da det er Mændene, som koge, saa vakte det ingen Opmærksomhed, men derimod deres kjendelige Tilfredshed, at jeg fulgte samme Skik som de, og kogte selv min Kaffe.

Dagen efter at jeg havde sagt, at jeg vilde tilfjelds, kom en Fjeldfin ind til mig, for at give mig et forberedende Indblik i en Fjeldfins Telt. "Det er altsaa Dit Alvor, at Du vil til Fjeldfinnerne?" Ja, lød mit Svar. "Ved Du, at der ere Hunde i Teltene?" Ja. "Skulle Fjeldfinnerne for Din Skyld jage disse sine tro og uundværlige Tjenere ud af Teltet?" Nei. "Mange af Hundene ere slemme mod Fremmede; er Du bange for dem?" Nei. "Ved Du, at der ofte er ingen Ro i Teltet, hverken Dag eller Nat?" Ja. "Ved Du, at Du kan blive ladet alene tilbage i Teltet?" Ja. "Vil du spise, hvad Ulvene har sønderrevet eller dræbt?" "Spiser du det?" spurgte jeg. "Ja, vi ere jo nødsagede til at spise det, men Du?" "Jeg spiser, hvad Fjeldfinnen sætter for mig", lød mit Svar. - Nu begyndte de Tilstedeværende lydeligt at give sit Mishag tilkjende. "Jeg fortæller jo kuns, hvorledes Fjeldfinnerne have det i deres Telte", sagde han. Strax efter kom han igjen og sagde: "hvad Straf skal jeg have for den førte Samtale?" "Aldeles ingen, min Ven", svarede jeg og gav ham Haanden, "thi jeg forstod meget godt Meningen og Hensigten med Dine Spørgsmaal".

Aftenen før Afreisen kom tvende Herrer fra Vestfinmarken, en Præst og en Handelsmand, for at aflægge os et Besøg. Om Aftenen beværtede Handelsmanden i Polmak os alle med et Marvebens-Gilde, og Morgenen efter med et Frokostgilde af samme Beskaffenhed.

Ved Middagstid foregik Afreisen; Fogden reiste tilbage til Vadsø, og med ham de tvende Herrer; jeg drog med Fjeldfinnerne, som vendte tilbage til deres Renbyer i Fjeldet. Stort og langt var Toget af [Fjeldfinnerne], som med deres Kjøreren og de øvrige Rener dannede en lang, næsten uoverselig Række. Først kjørtes en Mil ned ad Tana-Elven, saa op over Tana-Bakken, over Varangerfjeldet, henad den søndre Side af Varangerfjorden. I Mørke og Snefok kom vi til en Søfinnegamme ved Varangerfjordens søndre Side, hvilken Gamme blen meget snart opfyldt af Mennesker; den laa i Karlebunden, den anden Arm, hvormed Varangerfjorden ender i Vest. Karlebunden har formodentlig sit Navn af Karelerne, hvormed Normændene forstode ikke alene Indbyggerne i Karelien, men alle de russiske Finlændere og Lapper, som i det 13de Aarhundrede af Tartarene bleve drevne paa norsk Grund, og som nedsatte sig her mellem vore Finner. - Morgenen efter fortsattes Reisen.

Den korte Dag var allerede tilende, ingen Maane oplyste Mulmet, og Mørket tiltog. De ved Reisens Begyndelse muntre Dyrs lystige Spring ophørte efterhaanden. Langt om længe naaede vi frem til det Sted, hvor Fjeldfinnerne pleiede at overnatte, naar de befarede disse Egne, da her baade var tilstrækkelig Mose for Renen, og saamegen Skov, at de kunde erholde de nødvendige Træer til at opføre et Reisetelt. Vi gjorde Holdt, stege ud af Pulkene, Finnerne spændte fra og Skierne bleve nu trukne frem af Reiderne. Imedens tvende Mænd førte Dyrene ud til deres Bete- og Hvilesteder, optoge andre Øxer af Reiderne og skiede om iblandt Træerne, for at nedhugge Teltstokke, imedens en Tredie huggede og fremtrak Riskviste og Brændeved, og derpaa fra Reiden hentede en Skuffe, hvormed den løse Sne skuffedes bort i en Runddel. Træerne eller Stokkene, 5-7, reistes nu op imod hverandre, og udenom disse bredtes et sort, gjennemrøget, Stykke Lærred, dog saaledes, at der øverst oppe levnedes en Aabning for Røgen. Ildstedet dannedes i Midten, og omkring samme bredtes Riskvister; og nu var Huset færdigt. Reise slere sammen, som nu var Tilfældet, saa forene de sig opføre et fælles Telt, men som da bliver saameget større. Reiseteltene ere i Almindelighed saa smaa og lave, at naar man stiller sig I midten af samme, saa naar man stundom endog op over Røgaabningen; et saadant Telt bestaar imidlertid kuns af en fire, fem smaa Stokke.

Da nu Teltet var opreist, saa krøb først en Mand ind i samme, og begyndte at slaa Ild. Finnerne føre naturligvis altid Ildtøi med sig; de bruge et Slags Halstørklæde, der er dannet som de gammeldagse Pengepunge, og bindes om Halsen saaledes, at Enderne hænge ned paa Brystet. Dette Halstørklæde bruges ikke for Varmen, men for deri at opbevare Penge og andre smaafornødenheder. Iblandt disse findes ogsaa Ildtøiet, der bestaar af Staal, Flint og Knusk, samt en lille Træskaal, af en Valnøds Størrelse, hvori smeltet Svovel. Deri dyppes antændt Knusk, og naar dette brænder i Lue, tændes Spaan eller Næver, og blæses derpaa ud. Lyden af Staalets Slag mod Flinten, og Skinnet af de igjennem Teltet lysende Gnister, gjorde os alle oprømte. Vi toge nu Bjørneskindskraverne af, da det var bleven Opholdsveir, derpaa bankede vi Sneen af os, saa godt vi kunde, og gik saa ind i Teltet. Denne Sneafbankning fortsattes inde i Teltet og hørte aldrig op, thi den gjentoges saa ofte Nogen havde været ude. Det allerførste, som vi nu foretoge, var at faa en Gryde hængt over Ilden, og dernæst at pakke den fuld af Sne, hvilken Fyldning gjentoges, indtil Gryden blev fyldt med Vand. En Træøse eller Slev, med hvilken Sneen blev trykket ned i Gryden, blev staaende i samme, og saasnart Sneen begyndte at smelte, begyndte ogsaa denne Træøse, fyldt med Sne og Vand, at gaa rundt blandt Finnerne; thi tørstige vare de alle, og aldrig hørte denne Drikken op. Imidlertid var et forsvarligt Stykke frosset Renkjød bleven sat ved Ilden, for at faa det nogenledes optøet, forinden det kunde hugges i mindre Stykker. Nu begyndte man med sit Toilette. Allerførst bleve Komagerne aftagne, hvorved rigtignok nøgne, men dog altid rene, Ben kom tilsyne, thi Finnerne holde altid Fødderne rene; derefter bleve Bellingerne trukne af, vrængede og ophængte i Teltet for at tørres, tilligemed Senerne, som bleve tagne ud af Komagerne og lagte ved Ilden, hvorefter man igjen iførte sig baade Bellingerne og Komagerne. Da jeg ikke havde vadet saa meget i Sneen, som Finnerne, var jeg ikke vaad paa Benene, og mit Toilette indskrænkede sig derfor til at banke Sneen vel af mig.

Glæde og Tilfredshed lyste fra Alles Ansigter, og munter og lystig Passiar lød fra Alles Læber. Dagens Besværligheder, Tingdagens Begivenheder, Præst, Foged, Skriver, Lensmand, Kjøbmand, betalte og ubetalte Skatter, kort Alt, tjente til at vedligeholde og kryddre Underholdningen, lystige Indfald, Vittigheder og Kjældermænd afløste hverandre, og man lo af sig selv og Andre. Med synlig Tilfredshed og Velbehag, gottede og vederkvægede Finnerne sig i dette Telt, der var saa lidet, at det hverken tillod os at strække vore Legemer ud, eller at rette vore Lemmer, og vi maatte sidde med korslagte Ben, dersom vi ikke vilde faa dem opbrændte i Ilden paa Ildstedet. Glad, lykkelig og tilfreds udbrød snart den Ene, snart den Anden: "Gud ske Lov for varmt og godt Hus!" og saa sig med synligt Velbehag om i Teltet, medens jeg, den ved Finnens Side siddende Gjæst, var nær ved at forsmægte af Kulde, Hede og Røg. Det hænder undertiden, at Storm og Uveir ikke tillader Opførelsen af noget Telt eller Antændelsen af nogen Ild, og i et saadant Veir kunne Finnerne intet Øieblik forlade Dyrene, dels for at bevare dem mod Ulvene, og dels for at hindre Renene fra at drage afsted, som de da gjerne ville. I Sammenligning med en saadan Nat ude i Sneen afgav nærværende Telt vistnok et godt og varmt Hus. Før jeg blev vant med Opholdet i et saadant Telt, maatte jeg engang imellem arbeide mig igjennem Trængselen ud i fri Luft, hvor Kulden og det haarde Veir da virkede vederkvægende og kjølende paa mig. Men at komme ud af et saadant overfyldt Telt, var stundom en ren Umulighed, og dette var Tilfældet denne Aften. Jeg trykkede da af og til Ansigtet ned i Sneen imellem Riskvisterne, hvor jeg sad, og stak Hovedet under Lærredsvæggen udenfor Teltet, hvormed jeg blev noget afkjølet. Efterhaanden vænnede jeg mig naturligvis til denne Indeklemthed, og kunde saaledes tilsidst Time efter Time holde ud at sidde med korslagte Ben; men timevis at kunne sidde med Benene under sig, eller at ligge paa Knæerne, det er en Stilling, som ikkuns den smidige og bøielige Fin kan udholde.

Omsider var det ved Ilden satte Kjødstykke saavidt optøet, at det kunde ophugges i mindre Stykker, og han, som skulde hugge, reiste sig nu saameget, at han kom til at ligge paa Knæerne. Vore Ben, samt Hundene, og alt hvad som kunde være i Veien, maatte nu gjøre saamegen Plads, at den knælende Kjødhugger kunde forrette sit Arbeide; han tog nu Kjødet i den ene Haand, og med den anden hævede han Øxen høit i Veiret. Men nu maatte der, og det skyndsomst, gjøres endnu mere Plads, førend han vovede at begynde Hugningen, og i det trange, overfyldte Telt, hvor man sad tæt sluttet til hinanden, kom nu Alle, Mennesker og Hunde, i Bevægelse og maatte saagodtsom lægge sig over hverandre, og dette var ny Anledning til muntre Indfald og Latter. Med komisk Alvor lod nu den knælende Kjødhugger Øxen falde, og det første Hug skede. Med ikke mindre gravitetisk Alvor havde et Par Hunde sat sig saa nær, som det blev disse stakkels Dyr forundt, rykkede saa smaat nærmere og nærmere; slikkende sig om Munden betragtede og forfulgte de med begjærlige Blikke de afhugne Kjødstykker, der kastedes i Gryden. Et barsk Afveien og et Puf maatte stundom til, for at holde dem i behørig Afstand fra et eller andet Kjødstykke, der ved Afhugninen kom i deres Nærhed, thi paa ethvert Hug fløi et Kjødstykke afsted; hvis Kjødhuggeren anvendte mere end et Hug for at faa et Stykke løs, blev han udleet; men dette anfægtede ham imidlertid ikke; først da han kastede det sidste Stykke i Gryden, kom der et Smil igjen i hans Ansigt, og nu fik vi da igjen Adgang til at indtage vore havte Pladse.

Gnister og brændende Flisstykker fore En bestandig i Ansigtet og paa Klæderne, og saa ofte En blev brændt, lo de Andre saa længe, indtil at den Brandlidte maatte le med. For en brændende Flis mig i Ansigtet eller paa Klæderne, saa lo man ikke, og de Nærmeste hjalp til at borttage samme, men aldrig saa snart saa man mig smile, førend den hele Forsamling lo.

Saasnart som det, efterat jeg var kommen ind i Teltet, var bleven mig muligt, havde jeg taget min Sprog-Dagbog og Blyanten frem. "Præsten skriver" hørtes nu af En og Anden, og ofte gjorde Finnerne selv mig opmærksom paa Ord og Talemaader, som de maatte formode vare mig ubekjendte. Forekom der da et Ord, som jeg havde Vanskelighed ved rigtig at fatte og udtale, saa vilde man stave samme for mig, men da ingen af dem kunde stave, saa foranledigede dette stor Moro, og havde man ikke leet før, saa lo man nu.

Imidlertid var Kjødet og Suppen bleven kogt, og Hans Andreas Johnsen, - saa hed han, som det allerede i Polmak var afgjort, at jeg først skulde besøge - rettede an, og lagde naturligvis det allerfedeste Stykke paa mit Fad. Jeg takkede, men bad om et Stykke, der var noget mindre fedt. "Ja saa, Præsten fortæller, at han ikke spiser Fedt", sagde han, og Alle lo af denne Spøg af Præsten. Jeg maatte le med, og dette bestyrkede dem i den Overbevisning, at det blot var en Spøg af mig. Paa min gjentagne Anmodning lagde Hans dog et mavrere Stykke ved Siden af det fede. Før Spisningen holdtes en taus Bøn, og nu blev der spist med hjerelig Appetit, medens munter Passiar krydrede Maaltidet. For hver Stykke Fedt, de selv puttede i Munden, skottede de hen til mig. Da man havde spist, og jeg ikke havde fortæret, hvad der paa et særskildt Træfad var blevet lagt for mig, ytredes "der er vel dog Magreste, som ligger igjen"; jeg rakte dem Fadet tilbage. "Nei, Fedtet er det, det allerfedeste er det, som ligger igjen". Man lo nu ikke, men man sagde: "saa forskjellig kan den menneskelige Natur være".

Teltet, som hørte til de større Reisetelte, kunde dog ikke rumme det hele Selskab, og Opholdet og Spisningen i samme maatte derfor ske skiftevis. Ikkuns Hans Andreas havde, i Kraft af sin Værdighed som min Vært og Forkjører, stadigt Ophold i Teltet ved Siden af mig, for at kunne se mig tilgode. En af det andet Spiseskifte kunde under Maaltidet ikke faa Plads i Teltet med hele sin Person, men maatte lade sig nøie med at erholde Rum til Overkroppen indenfor; det øvrige af Personen laa udenfor Teltet og i denne Stilling laa han og spiste, til største Moro for alle de Øvrige. Maaltidet var nu tilende, og en almindelig og taus Taksigelsesbøn holdtes. "Tak for Mad og Drikke" lød det nu fra Alles Læber, til ham, som havde forestaaet Kogningen. "Gud give sin Velsignelse!" lød Svaret. "Det komme Legemet til Gode!" lød ogsaa stundom Svaret.

Man begyndte nu indbyrdes at smaasnakke om, at søge Hvile, men at dog Nogle burde først se til Renene. Ingen gjorde imidlertid hvad der blev talt om; man syntes at vente paa Noget, og dette Noget var Aftenvelsignelsen. Jeg sagde nu, at jeg vilde holde Aftenbøn, og strax var Søvnigheden borte, og de Fraværende bleve kaldte til teltet. De, som ikke kunde faa Plads inde i Teltet, stillede sig udenfor, hvor de hørte ligesaagodt som de, der vare inde. Efterat Taksigelsen, Bønnen, Fadervor og Velsignelsen var læst, udtalte jeg den hos dem sædvanlige Aftenhilsen: Gud give Eder en god Nat! Hertil svarede Samtlige: Dig det Samme! og strax derefter: Tak for Guds Ord!

Nu skulde man da lægge sig. Først blev der givet mig saameget Rum, at jeg kunde komme ind i min Sæk, hvori jeg blev hjulpet af min tjenstvillige Vært; jeg lagde derefter Bjørneskindskraven under mit Hoved og kastede Tæppet over mit Ansigt, thi det var koldt. Derpaa lagde Hans Andreas sit Hoved i mit Skjød, udenpaa Sækken, og saaledes alle de Øvrige i hverandres Favn og bøiende vore Legemer omkring Ildstedet, om hvilket vi dannede en Ring. Efterhaanden døde Ilden paa Ildstedet ud af sig selv, og faa Øieblikke derefter var al Tale forstummet, alt var stille og taust, og ikkuns en sagte Pusten hørtes her og der. Jeg maatte igjen tage Tæppet af Ansigtet, og laa lønge og betragtede snart de sovende Mennesker omkring mig, snart Stjernene, som jeg igjennem den store Røgaabning i Teltet, saa tindre paa den nu klar blevne Himmel, som af og til oplystet af forbifarende Nordlys. Efterhaanden negyndte Himmelen med sine Nordlys og sine tindrende Stjerner at blive dunklere og dunklere, Tankerne og Bevidstheden forvirredes indtil at Søvnen ogsaa lukkede mine Øine. Da jeg vaagnede, havde Hans lagt Tæppet over mit Ansigt, thi det var meget koldt den Nat.

Tre Timer efter Midnat vare vi igjen oppe, og Finnerne gik strax hen til deres Dyr. Da Veiret tillod det, kastede jeg Pæsken af mig, vaskede Ansigt og Hænder i Sneen, og sprang nogle Gange frem og tilbage udenfor Teltet, for at opvarme og bøie Lemmer og Ledemod. Blodet kom derved igjen i frisk Omløb, og en behagelig Følelse af Varme og Velbefindende gjennemstrømmende mit hele Legeme. Jeg kogte nu Kaffe af smeltet Sne, og spiste et Stykke Brød til; derpaa læste jeg i mit nye Testamente, som jeg stedse førte med mig i Pulken, tilligemed Brød, Kaffe en Kaffekjedel og en Trækop. Under dette vare imidlertid Finnerne komne tilbage fra Renene, som de havde flyttet til bedre Betesteder, og de indtoge nu deres Frokost; deres Hovedmaaltid er iøvrigt om Aftenen, om de end ikke ere paa Reiser. Om Morgenen spises som oftest ikkuns kold, eller i al Hast opvarmet Mad, som kan være bleven tilovers fra Aftenen. Da vi vare færdige til Opbrud, holdtes Morgenbøn, hvorefter Nogle gik for at hente Dyrene, medens Andre toge Teltet ned og lagde det i Slæderne, hvorefter ogsaa de gik for at hjælpe med at bringe Dyrene frem. Efter en halv Times Tid hørtes den sig nærmende Lyd af Renbjælderne, og svedende og med blussende Kinder kom Finnerne, trækkende de modstræbende Rener efter sig ved Tømmerne, der vare bundne om Dyrenes Hoveder. Der spændtes for, og afsted gik det nu i rask og muntert Gallop. Vi havde en lang, skovbar og vild Ørkenslette for os, og til at befare denne skulde Dagslyset benyttes; ved Begyndelsen af denne Slette gjorde vi derfor Holdt, for at oppebie Dagen. Denne kom rigtignok omsider, men taaget, mørk og kold, og den afgav netop saa megen Lysning, at vi kunde begive os paa Veien. Taagen hævede sig senere og det lysnede mere og mere. Pludseligen befandt vi os i en Taage, saa mørk, at man kuns af og til kunde skimte den nærmest Forankjørende; ogsaa Vinden lagde sig, og det blev ganske stille. Hans Andreas, som kjørte foran, raabte nu Holdt, og vi sluttede os sammen og leirede os i Sneen, samtalende i al Ro og Gemytlighed. Uagtet Taagen efter to Timer var den samme, blev det dog enstemmigen overdraget Hans og en anden Fin, Per Gjermundsen, at afgjøre, om der skulde kjøres videre eller ikke, og Begge erklærede sig for det første.

At finde Vei i Taage, Mørke og Snefok og i vildsom Ørken, kan kuns Nomaden gjøre, men nogle Fjeldfinner have en Orienterings-Gave, som vækker Forbauselse, selv blandt Fjeldfinnerne. Da det nu var besluttet, at Reisen skulde fortsættes, bød Hans Alle at sætte sig i Pulkene; han vilde ikke kjøre længe, sagde han, men saa hurtigt, som Renene kunde løbe, og Enhver maatte se til ikke at blive tilbage. Efterat Enhver havde raabt: "nu sidder jeg", skreg Hans: "nu kjører jeg", og det gik nu afsted alt hvad Renene kunde løbe, i en Taage saa tyk, at vi ofte ikke engang kunde se Dyret, som trak os. Det gik først noget til Venstre, saa noget til Høire, og det med en Bestemthed og en Sikkerhed, som om vi kjørte i det klareste Solskin. Jeg havde naturligvis faaet en udmærket Ren. Efter omtrent en halv Times Kjørsel kom jeg op ved Siden af Hans; strax efter kastede han sig ud af Pulken, arbeidede i største Skyndsomhed Sneen bort med Hænderne, og undersøgte Grunden; i samme Øieblik var han igjen i Pulken, gav Renen et Rap og forsvandt i Taagen. Jeg morede mig særdeles ved denne Blindebukkjørsel. Med forøget Hidsighed satte min Ren efter Hanses, og efter en kort Kjørsel tørnede jeg saa voldsomt imod Hanses Pulk, at jeg nær var bleven kastet ud af min. Hans sprang ud af sin, holdt sin Ren og raabte "Holdt! Her er Holmen". Denne lille Holme laa i et lidet Vand paa Sletten, og var det eneste Sted i hele Omegnen, hvor der var tilstrækkelig Mose for Renen. Nu vidste ogsaa Alle hvor de vare. Da Renene her ingen Mangel led paa Mose, saa maatte vi her oppebie klarere Veir, om der end skulde hengaa baade et og to Døgn. I det bedste Lune af Verden leirede vi os igjen i Sneen:

af Folk og - Ren, under en munter og livlig Samtale. En af Følget fortalte, hvorledes han engang næsten havde opgivet Haabet om at frelse Livet, da han omsider fandt frem til et Telt; han maatte gjentage, hvorledes dette var skeet. Under vor Samtale stode Renerne bundne til Pulkene og gjorde sig tilgode med Mose og Sne. Renen drikker aldrig Vand om Vinteren, men spiser Sne; selv under en hurtig Kjørsel napper den af og til en Mundfuld deraf; heller ikke sveder den. Efter at Par Timer begyndte Taagen at adprede sig, og i samme Øieblik vare vi ogsaa alle igjen paa Benene. Her skiltes Selskabet ad, og Enhver drog til Vei til sin Renby. Jeg blev alene tilbage med Hans og en anden Fjeldfin. Denne lille Holme laa 12 Mile fra Polmak, og vi havde nu to Mile til det Sted, hvor Hanses Renby havde været, da han maatte reise til Tinget. Efterat have kjørt disse to Mile, paa en Fjerdingvei nær, viste sig en Skov i det Fjerne. Skov! raabte jeg; ja Skov svarede Hans fornøiet. Han havde allerede ti Gange spurgt mig, om jeg ikke saa Noget, thi i denne Skov havde han efterladt Kone, Børn, telt og Renhjord. Ved Mørkets Indbrydelse vare vi udenfor hans Telt, og her fandt han ogsaa sin Kone og sine tre yngste Børn, men Renbyen, tilligemed hans to ældste Døttre, var flyttet 4 Mile længere i Syd.

I tre Uger havde mange af Fjeldfolket maattet være fraværende i Anledning af Tinget, og kuns de færreste fandt deres Familier og Renhjorder hvor de havde forladt dem. Dagen før vor Ankomst var en af Hanses Døttre, som var fulgt med Hjorden, kommen tilbage for at underrette Forældrene om, hvor Renbyen var draget hen. Hans havde en liden Søn, men fem Døttre, af hvilke de to vare ukonfirmerede.

Saasnart Hanses Kone havde anvist mig Plads i Teltet, hentede hun et pent og rent Trækjørsel fyldt med frossen Renmelk, hvilken hun først holdt ved Ilden, indtil at Melken paa Overfladen optøedes saa meget, at den med Lethed kunde skrabes med en Træske, hvorpaa hun overrakte mig samme, tilligemed en Ske. Denne Renmelk, fed som Fløde, er overmaade nærende og styrkende. Da jeg havde spist hvad jeg vilde, gav jeg hende Melken tilbage, idet jeg fremtog et Brød, som jeg overrakte hende med venlig Hilsen fra min Kone. Finnerne sætte megen Pris paa vort Brød. Til Gjengjeld herfor fik jeg ved min Afreise af hende et Stykke frossen Renmelk samt en Rentunge, ledsaget med en venlig Gjenhilsen til min Kone; og lignende Venskabs-Bevisninger gjentoges naturligvis oftere.

Ved Siden af Hanses Telt havde en russisk Undersaat sit. Søndagen den 10de Febr. holdt jeg Gudstjeneste i Russens Telt, efter dennes Anmodning, fordi Sønnen her laa syg af et Benbrud.

Om Morgenen, saasnart Ilden var tændt, samlede Hanses Kone Børnene sig omkring Ildstedet og holdt Morgenbøn. Først foresagde hun dem udenad en Linie paa Norsk, som Børnene maatte sige efter, og derefter samme Linie paa slet oversat Finsk, og saaledes Linie for Linie. Om end Moderen kunde Bønnen udenad, saa bandt hun sig dog til de engang udenad lærte Linier i Bogen, hvad enten saa Meningen, ja selve Ordene, bleve afbrudte eller ikke.Saaledes havde hun som Barn været oplært af Skolemesteren, da Finnerne skulde lære Norsk. Nogen Bog fandtes ikke mere. Hun beklagede det Utilfredsstillende i denne Maade, men som hun bibeholdt, fordi hun ikke vidste noget bedre, og sørgede over, at der hverken vare finske Lærere eller Bøger. Paa samme Maade læstes ogsaa Fadervor. Hun og Alle hørte med kjendelig Glæde naar jeg læste Fadervor, og de læste da altid sagte, men hørbart, efter. Uagtet Bønnen blev læst af hende paa ovenanførte Maade, saa følte jeg mig dog opbygget og behagelig tiltalt, da jeg om Morgenen vækkedes ved den og hørte den. Bønnens Aand var der dog, og en Trang til at bede, der ikke havde ladet sig kvæle, uagtet Folket, lige fra Børneaarene af, var blevet tilholdt og lært, ikke at skulle bede til Gud, ikke at bede sit Fadervor, og ikke at læse sine Troesartikler paa det Sprog, som Gud havde lagt paa dets Tunger; men at det skulde benytte et Sprog, som det ikke forstod, til at være Mellemmand og Tolk mellem sig og Gud. Dog nu skulde dets Tungers Baand løsnes, saa var det Fader-Kongens og saa var det Statsstyrelsens faderlige Villie.

Mandag den 11te Febr. reiste jeg med Hans og hans Datter til Renbyen. Hjorden befandt sig ved Bredderne af en meget smuk lille Indsø, midt i en frodig Skov. Da vi nærmede os Renbyen, ilede Hanses Hund forud; den havde fulgt sin Herre paa Tingreisen og var nu ogsaa venskabelig sindet imod sin Herres Gjæst; men nu kom den tilbage, fulgt af 8-10 bistert gjøende Hunde, som fore os imøde hel uvenskabeligen, og vore derved opskræmte Ren satte nu afsted med os til alle Kanter. Pludseligen forvandlede Hundenes bistre Gjøen sig til venlig logrende Bjæffen og Velkomsthilsener, thi de havde kjendt deres Herre; med viftende Haler og med kjendelig og lydelig Glæde omringede de deres Herres Pulk, men fore med opreiste Buster og med en bedøvende Gjøen løs paa mig, den ukjendte Fremmede. Ikkuns Hunden, som fra Polmak havde seet mig i sin Herres Selskab, delede sine Kjærtegn mellem sine Kammerater, sin Herre og mig. Først efter at Renerne havde gjort en Del lystige Sidespring og Svingninger, fik Hans og Datteren dem til at trække sig op til Teltet, som var opført paa en liden Høide. I uafbrudte Svingninger og Spring, snart til den ene, og snart til den anden Side, vedblev jeg at tumle mig med min lystige Ren, der idelig blev skræmt tilbage fra Teltet af Hundene, som ikke vilde tillade den Fremmede Adgangen. Jeg vilde just gribe til det eneste og ufeilbare Middel, det, at kaste mig ud af Pulken og gaaende at trække Renen efter mig op til Teltet, da to af Hanses Døttre sprang tiil og raabte, "Kast"! (Tømmen til en af os). Da jeg derfor ved Renens fortsatte Svingninger kom i Nærheden af den ene af dem, kastede jeg Tømmen til hende, som hun behændigen greb, og trak nu det modstæbende Dyr op til Teltet.

"Har du vel seet større Træer, end disse"? spurgte en af Døttrene mig; men med større Føie kunde hun have spurgt mig, om jeg havde hørt et mere fuldstændigt Ulvekor, end det, som i just samme Øieblik lod sig høre. Ulvene dels toge, dels dræbte hverNat her to til tre Ren; jeg kom senere til Renbyer, hvor Ulvene paa en Nat dræbte 10-12 Ren. Ulvene ere Renbyernes uadskillelige Ledsagere.

Onsdag, 13de Febr. reiste jeg til Per Gjermundsen, allerede engang omtalt. Hans Andreas kjørte som Forkjører og en af hans Døtre kjørte Reiden. Vi havde omtrent 1½ Mil til Pers Telt, og da vi vare komne halvveis, fik vi Storm og Snefok. Stedet, hvor Per Gjermundsen havde sit Telt, vidste Hans ikke nøiagtigt, han kjendte ikkuns Fjeldet, i hvis Nærhed Teltet skulde være, og han havde heller ikke før været i den Egn. Efter at vi af og til havde gjort Holdt, og han havde seet sig om, saa godt det lod sig gjøre i Sneveiret, befandt vi os midt iblandt Per Gjermundsens Dyr; men du gjaldt det om at finde Teltet, thi der kan undertiden være indtil en halv Mil fra dette til det Sted, hvor Hjorden har sit Bete. Mørket og Sneveiret tiltog, og intet Menneske var at se eller høre; ikke engang en Hunds Gjøen fornam vi. Hans standsede og kom hen til mig, og sagde ganske ligegyldig: "Maaske vi ikke finde Teltet førend i Morgen, naar det bliver lyst, men her have vi ingen Nød, thi her er god Mad for for Renen". Vi forsøgte igjen skiftevis at raabe, og omsider hørtes i det Fjerne en svag Lyd, som af en Hunds Gjøen. Vi kjørte efter Lyden, og fornøiet blev baade jeg og Hans, thi, sagde han, "Teltet er dog bedre for os", og deri gav jeg ham fuldeligen Ret. Snart befandt vi os udenfor Per Gjermundsens Telt, og han kom os strax imøde, tilligemed sin Kone. Saasnart jeg havde indtaget min anviste Plads i Teltet, var Modtagelsen og Beværtningen samt den gjensidige Hilsen, den samme som fandt Sted hos Hans Andreas.

Jeg bestemte mig saameget hellere at blive her Søndagen over, da Per Gjermundsens talrige Familie var samlet i et Telt og ikke fordelt i tvende, som hos Hans Andreas, thi jo flere Mennesker, jo livligere er Underholdningen, og jo større Teltet er, jo flere Bekvemmeligheder findes der.

Fire krumbøiede, temmelig tykke, Stænger, stillede saaledes, at de danne en noget aflang Firkant, bestemmer Familieteltets Størrelse; to og to støde sammen oppe ved Røghullet og danne tvende Bøiler; mellem disse fire Hovedstænger sættes en Del andre, der ere lige og tyndere, og hvilke alle helde op imod hverandre. Mellem de fire større Træer anbringes fire smale Brædder, og ovenpaa disse en Tværstang, paa hvilken Skjærringen hænger. Udenom samtlige Stænger eller Stokke udbredes tvende store uldne Tæpper, der bestaa af flere sammenhæftede mindre; disse tvende Tæpper vikles saaledes om Træskelettet, at begge Ender møder hverandre der, hvor Aabningen, der danner Indgangen, skal være, og fæstes indenfor med Træpinder. Reiseteltet bestaar altid af Lærred, eller Seildug, og ikke saa sjeldent ogsaa Familieteltet, navnlig de mindre Formuendes. Døren bestaar af et uldent Teppe, bredest nedentil og næsten spids oventil. Indsiden af Døren er strammet ud med temmelig brede Spiler af Træ, for at holdes spændt og stiv. Døren hænger blot i et Baand og falder til af sig selv. Forinden Teltet opføres, bortskuffes den løse Sne i en Runddel, ligesom ved Opførelsen af et Reisetelt. Naar Teltet er opført, lægges først Riskvister paa Gulvet og oven paa disse Renskind. Imellem Indgangen og Ildstedet danne tvende Birkeknubber et langagtigt Rum; her lægges Brændet, og her byder Levemaaden den Fremmede eller Besøgende at standse, dels for at hilse, og dels for igjen at blive hilset med et Velkommen. Nødvendigheden tvinger ogsaa En til at standse her, for at give Teltets Beboere den høist nødvendige Tid til at anvise den Indtrædende Plads. Lige overfor Indgangen, paa den anden Side af Ildstedet, danne ligeledes tvende Birkeknubber et aflangt Rum, bestemt for Teltets Bohave, Gryder og Kjørvler. I Hedenskabets Tider var dette Sted et helligt Sted, hvortil ingen Kvinde havde Adgang. Teltet er saaledes afdelt i tvende Afdelinger eller Halvdele, den ene til høire, den anden til venste Side af Indgangen. Saasnart Teltet er færdigt, og Ulvene tillade et længere Ophold, opføres i Nærheden af Teltet et Stillads af flere Alen lange Stænger og Støtter, som sættes lige op og ned, og paa disse fæstes Tværstænger, saaledes at Støtterne rage et Par Alen op over disse; ovenpaa Tværstængerne lægges Riskvister. Paa disse Stilladser anbringes Kjød, Kjøresager og Klædningsstykker; Kister og Slæder faa gjerne sin Plads under Stilladset. Elve- og Søfinner anbringe deres Hø paa disse Stilladser, der benævnes luovek. Bliver en Fjeldfins Ophold ikke af nogen videre Varighed, opføres ikke denne Stillads, men de i Nærheden af Teltet værende Træer og Buske træde da istedet. Ved Siden af Indgangen til Teltet anbringes et langt Træ, hvorpaa Grenene ere afhuggede og hvis ene Ende hviler paa en Træfod; paa dette ophugges Veden til Brændsel. Skal der flyttes, er Teltet nedtaget i mindre end en halv Time (9). Et uldent Telt varer i en 20-30 Aars Tid; det udfordrer 70-80 Alen, og forarbeides dels af Finnerne selv; men kjøbes dog for det meste af Søfinner og af Kvæner; det koster 30-40 Spd. Et Lærreds-Telt varer kuns en 10 Aar og er mindre kostbart; Teltlærredet er gjerne kogt i Bark.

Høiden i Per Gjermundsens Telt, og Størrelsen af samme, havde ikke alene tilladt at kunne sidde paa en Kiste, men ogsaa at gaa opreist nogle Skridt, naar ikke andre Hindringer havde gjort dette umuligt, og blandt disse regnes først Røgskyen, som næsten altid opfylder den øverste Del af Teltet; for at undgaa denne, maa man sidde fladt ned paa Gulvet. Dernæst er det kuns i Midten af Teltet, at man kan staa eller gaa et Par Skridt i opreist Stilling, men her er jo Ildstedet; hertil kommer, at Teltet er saa opfyldt af Mennesker og Tøi, at der aldeles ingen Plads bliver til at bevæge seg i. Uden i større eller mindre Grad at blive stegt og kvalt af Ild, Røg og Hede, kan man, naar Beboerne ere samlede, hverken komme ind eller ud af Teltet. Det er allerede bemærket, at en Veddynge ligger lige for Indgangen. Neppe løfter jeg paa Teltets Dør, for med bøiet Ryg at træde indenfor, førend Hundene fare gjøende imod mig, visende skarpe Tænder og vrede Blikke. Ild, Hede og Røg slaar mig i Ansigtet; i de første Sekunder er Øiet ikke istand til at skjælne Gjenstandene; til den bedøvende Hundemusik kan stundom forene sig et ikke mindre bedøvende Barneskrig, forenet med Hyssen og Pryglen paa Hundene, for at bringe dem til Taushed. Imidlertid har jeg under alt dette maattet blive staaende ved Indgangen paa Veddyngen, og skal nu til, med bøiet Ryg, at begynde Vandringen til min anviste Plads, gaaende paa Randen af Ildstedet, ikke ganske uden Fare for at styrte i den brændende Ild, eller i den kogende Kjødgryde. Alle komme nu i Bevægelse, for at trække Benene til sig; thi man maa altid sidde paa det flade Gulv med udstrakte Ben; undertiden kan der ogsaa være smaa Børn, som maa bringes tilside, eller ogsaa hænder det, at Ilden, som har taget fat i mine Klæder, skal slukkes. Om Formiddagene finder ikke en saadan Trængsel Sted; den begynder egentligen først ud paa Eftermiddagen.

Fjeldfinnernes Hunde ere i Almindelighed smaa og lurvede; de ere aldeles umistelige til Renenes Bevogtning, thi uden dem var det en Umulighed at holde Hjorden samlet, navnlig under Flytningen.

Naar man kommer ind i et Fjeldfinnetelt, ligesom ogsaa i en Søfinnegamme, synes i Førstningen alt at være, og ikke at kunne være andet, end idel Uorden og Forvirring. "Hvorledes er det muligt, at kunne arbeide, at kunne finde sine Sager igjen, eller at finde Rede i et saadant Virvar, en en saadan Trængsel" tænker man. Men iblandt alt dette Buntede, Sammenstuvede og [Sammenblandede], aabenbarer sig imidlertid efterhaanden, ved nærmere Betragtning og Opmærksomhed, mere og mere en Ordenssands og en sindrig Anordning i Anvendelsen og Benyttelsen af det indskrænkede Rum. Ved Siden af denne Ordenssands har ogsaa Nøisomhedens og Tilfredshedens gode Aand sin Bolig og sit Tempel i Fjeldfinnens Telt, og i Elve- og Søfinnens Gamme.

I Teltet har Alle og Alt sine anviste Pladse. Inderst paa begge Sider i samme er Høisædet; paa den ene Side og øverst sidder Faderen, ved Siden af ham Moderen, og nærmest hende de yngre Børn. Inderst i Teltet, lige over for Faderen og Moderen, men paa den anden Side, sidde de ældste og voxne Børn, og ved Siden af disse og nederst i Teltet, Tjenerne. For at jeg kunde faa det saa meget bekvemmere, fik jeg baade Per Gjermundsens og hans Kones Pladse, og begge flyttede over paa den anden Side over for mig, begge de to ældste Døtre beholdt deres Pladse ved Siden af mig, da de erholdt det Hværv, at være mig til al mulig Hjælp. Hvor Teltet afgav saa megen Plads som her, havde jeg altid et Skrin ved Siden af mig; paa dette havde jeg da Bøger og Skrivesager og om Aftenen Lys, hvilket alt jeg stedse efter Afbenyttelsen igjen maatte nedlægge i Kisten for "de Syndens Hunde" som Finnerne kaldte dem, naar de gjorde Fortred.

Om Dagen ere i Almindelighed Mændene sysselsatte ude, og Fruentimmerne inde; al Slags Syning udføres af disse, nemlig saavel Mændenes, som deres egne Klæder og Skotøi, ligeledes Beredning af Skind og Senetraad, der benyttes som Traad. Mændenes Arbeide er at forfærdige alle Slags Redskaber, Slæder, Skier, Træværket i Fruentimmernes Huer, o.s.v. at tæmme og indkjøre Ren samt at reise om i Fjeldbyerne for at søge efter savnede Ren, hvilket sidste dog ogsaa Fruentimmerne stundom maa gjøre. Mændene kan man vel af og til se ledige og uvirksomme; Fruentimmerne derimod saa godt som aldrig. Af forestaa Husholdningen, at koge og hvad dertil hører, at slagte og behandle det slagtede Kreatur, er udelukkende Mændenes Arbeide, medens Fruentimmerne kun holde Gryderne og Kjørvlerne rene. I Dyrenes Bevogtning deltage begge Kjøn.

Det nøiere Samkvem mellem begge Kjøn, som er uundgaaeligt i saa indskrænkede Boliger som Fjeldfinnernes Telte, synes ikke at give den Anledning til Usædelighed, som man skulde tro; en naturlig, simpel, tarvelig Levemaade kan være et ligesaa godt Værn som den strængeste Adskillelse mellem begge Kjøn. Intetsteds har jeg hos Almuesmanden forefundet en større Iagttagelse af det Anstændige og Sømmelige, end i Fjeldfinnens Telt. Eder og Forbandelser høres saa godt som aldrig.

Ethvert Fruentimmer har sin egen Sypose og sit eget Sytøi. Syposen hører just ikke til de allermindste, thi den maa kunne rumme en Kofte eller Pæsk; deres Sytøi bestaar dels af en, dels af to store og brede Messingringe, i hvilke ere anbragte adskillige Huller; gjennem disse ere Læderremmer trukne, til hvilke Remmer igjen ere fæstede Saxe, Synaalehuse, Senetraadhuse m. m. Disse Remmer ere saa lange, at Saxene ikke behøve at tages ud deraf for at benyttes. Et saadant Syetui er alt for stort til at kunne komme bort, og er i al Fald let at finde igjen; naar man gaar fra Arbeidet lægges Alt i Syposen. Komagerne ere ofte meget sirligen syede; Komagbaandene væves af flerfarvede Baand. Paa Pæskene og Kofterne anbringes paa Kravene al Slags Broderi. Kofterne ere af alle Slags Farver: høirøde, blaa, hvide, dels af Klæde og dels uldne, ja endog af sort Fløiel. En Samling af Finner, i deres kolørede Kofter, afgiver derfor et livligt Skue; de gjøre i det Hele taget meget af Pynt.

Per Gjermundsens tvende ældste Døtre vare to tækkelige, ret smukke Smaapiger, livlige, snaksomme og godmodige. Kom jeg bedækket med Sne ind i Teltet, overrakte de mig, stundom begge paa en Gang, hver sin Kjæp til at banke Sneen af med og bankede de tillige selv lystigen med. Min nærmeste Naboerske havde en høirød og bebræmmet Klædes-Kofte under Arbeide, og holdt paa dermed uafbrudt fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, fordi den, som hun sagde, maatte være færdig Løverdag Eftermiddag, for at tjene til hendes Kirkeklædning paa Søndag, da jeg jo vilde holde Kirke der; ligesaa flittig arbeidede hendes Søster paa at faa en Kirkepæsk færdig til sin Broder.

Imod Aftenen, naar det begynder at mørkne, befales de yngre Børn at bære det ophugne Brænde ind og lægge det paa dets Plads. Derefter træder Husfaderen ind med et vældigt Stykke Renkjød i Handen, ophugger og lægger det i en dygtig Gryde, som han nu hænger over Ilden. Efterhaanden samles Teltets samtlige Tilhørige og indtage deres Pladse om den lystigt brændende og lysende Ild. Den livligste Samtale foregaar naturligvis om Aftenen, naar de saaledes alle ere samlede, og da var det jeg især samlede Skatte for min Orddagbog. Hvad der er anført om Livet i et Reisetelt, gjælder ogsaa om Livet i Familieteltet, kun med den Forandring, at dette er saa meget større og Menneskene saameget flere. I Familieteltet hersker Arbeidsomhed og travl Virksomhed. Heller ikke behøver man her at smelte Sne, for at erholde det nødvendige Vand, da Familieteltet bestandig opføres ved en Bæk eller Indsø. Ogsaa jeg har her min anviste Plads. Pokalen: Træøsen med Vand, gaar ogsaa her flittigen rundt, og bliver mig rakt. "Har du drukket Vand før du kom til Finmarken?" spurgte Per Gjermundsen mig ganske alvorlig. Saasnart Kjødgryden begynder at koge, sætter Husfaderen sig paa Knæ foran samme, holdende i Haanden en Træpind, for dermed at trykke de under Kogningen opkommende Kjødstykker ned igjen i Gryden. Kjødhugningen gaar for sig paa samme Maade, som berettet er i Reiseteltet, dog med den Forskjel, at her i det store Telt forblive Alle rolige paa deres Pladse. Af og til skummes Fedtet af Gryden med en Træøse, men med Fedtet følger altid nogen af Suppen. Fedtet, som nu i Træøsen flyder ovenpaa Suppen, bliver blæst af i en Skaal, og man ser nu den knælende Kok, med sit af Ilden belyste, oppustede Ansigt, bevæge sin blæsende Mund rundt og langs med Kanten af Sleven.

Naar Maden er opøst og anrettet, opfordrer Husfaderen til en stille Bøn, hvilket ogsaa finder Sted efer Maaltidet. Efter Aftensmaaltidet klede de sig paa, som skulle vaage ved Hjorden den første Halvdel af Natten. Derefter læses Aftenbønnen, hvortil der, som anført, føies fra Samtlige: "Tak for Guds Ord". Idet nu Vagten gaar ud af Teltet, kalder den ved Navn paa de Hunde, som skulle følge dem, hvilke da komme frem, hvorimod de øvrige Hunde blive roligt liggende. Hundenes Antal var her hos min Vært 17; de fordeles blandt dem, der skulle deltage i Bevogtningen af Hjorden; de erholde deres Navne medens de ere Hvalpe.

Hvad enten nu en Eier har mange eller faa Ren, vil han ikke ganske nøiagtigen opgive Antallet, for at et eller andet Uheld skal tilstøde Hjorden. Per Gjermundsen var en ualmindelig begavet og saare forstandig Mand; det var en sand Fornøielse at underholde sig med ham; han var tillige meget klog og forsigtig, og hverken han eller hans Kone glemte et eneste Øieblik, at det var Præsten, som var deres Gjæst.

Nu kom Søndagen, den Kirkedag, til hvilken Alle havde glædet og forberedet sig og iført sig deres bedste Klæder; det var den 11te Febr. Efter endt Gudstjeneste gik jeg omkring i Skoven. Pludselig saa jeg mig omringet af reisende Fjeldfinner, der kom kjørende i fuld Fart. Det var min forrige Vært, Hans Andreas, en af hans Døtre og nogle flere. Da Hans ikke havde omtalt, at han eller nogen Anden vilde komme og overvære Gudstjenesten, havde jeg Ingen ventet. Men Glæde gik jeg igjen ind i Teltet, iførte mig Ornatet og holdt atter en Gudstjeneste. Strax efter at denne var endt, reiste de øieblikkeligen tilbage, for om muligt at være ved deres Renbyer før Mørket faldt paa. Hans Andreas og Datter reiste saaledes tre, de andre fire Mile, for at høre en Prædiken i deres Modersmaal. Det var en særdeles vakker Vinterdag med klart Solskin, og Kulden ikke over 23° R.

Da det mørknedes samledes Alle som sædvanligt. Dagen efter skulde jeg reise, og det var altsaa sidste Aften jeg var hos dem; før Aftensmaaltidet beværtedes derfor med frossen Renmelk og Marveben, og til Aftensmaden Rentunger. Jeg paa min Side vilde heller ikke staa tilbage, og beværtede derfor Samtlige i Teltet med Kaffe, som begge Døttrene skiftevis kogte, samt med Kandissukker til Fruentimmerne og Tobak til Mændene. Vi opbøde paa begge Sider Alt, for at gjøre Samtalen saa underholdende som mulig, og i stille Munterhed og Tilfredshed henrandt denne Kirkedags Aften. Man skulde i Sandhed have havt Ondt nok for at opvise en glimrende Salon, i hvilken et mere tilfreds og fornøiet Selskab var samlet, en det, som den Aften havde samlet sig i en Fjeldfins Telt, og endnu vanskeligere vilde det have været at finde et Salonselskab, i hvilket Bordbønner før og efter Maaltidet, og Aftenbønnen og Aftenvelsignelsen, luttrede og helligede Aftenen, dens Underholdening og stille Munterhed.

En Enke havde sit Telt ved Siden af Per Gjermundsens; hun havde en Søn paa 13 og en Datter paa 8 Aar; men alle tre vare uden nogensomhelst kristelig Kundskab; de flyede mig, reiste bort i al Stilhed, og kom ikke tilbage før jeg var reist.

Mandag, 18de Febr. reiste jeg til den ved sidste Ting ansatte Skydsskaffer, hvis Telt laa to Mile længere i Syd. Baade Per Gjermundsen og Kone vilde selv skydse mig did. Veien førte igjennem en lang og smuk Furruskov. Den Familie, jeg nu kom til, bestod af Fader, Moder, en voxen Datter og en halvvoxen Søn. Under mit to Dages Ophld der, var Faderen kuns nogle Timer hjemme. Teltet var lidet, Familien var fattig, og her herskede stor Vankundighed. Ogsaa her stode to Telte, der laa i en smuk Egn i Furruskoven. Tredie Dags Morgen flyttede jeg ind til Naboen, Iver Aslaksen, en velstaaende Fjeldfin. Ivar var ikke saa gammel, men sygelig, og derfor forestod hans ældste Søn Kogningen og Husholdningen; Teltet var stort og rummeligt, men det røg slemt her. Da begge Teltets Renbyer vare over en halv Mil fjernede fra Teltene, saa maatte de Ren, der behøvedes til min Befordring, hentes Dagen før min Afreise. Dyrene bleve derfor samlede om Teltene. Midt iblandt dem vandrede Ivars tvende voxne Sønner, hver med en lang Snor i Haanden, fulgte af Andre, som bare Tømmer.

Iblandt den vrimlende Mangfoldighed af saamange Hundrede Ren, skjælner en Fjeldfin allerede i betydelig Afstand, med sit skarpe og øvede Øie, det ene Dyr fra det Andet, og finder snart det, som han vil fange. Ikke mindre Færdighed besidder hans Haand, som paa en Afstand af 15-20 Skridt ja længere, forstaar af udkaste Slyngen og fange det Dyr han vil have. Naar han udkaster Slyngen, er han tæt omringet af Dyrene, over hvilke Slyngen nu farer hen. Idet det trufne Dyr føler sit Hoved berørt af Noget, løfter det Hovedet forskrækket i Veiret og sætter afsted, hvorved det trækker Slyngen fastere til. Er det en tam og rolig Ren, saa gjør den, rammet af Slyngen, ingen videre betydelige Spring, men lader sig snart hel taalmodig lægge en Tømme om Hovedet, hvorefter Slyngen tages af den og den bindes nu til et Træ eller til hvilkensomhelst Gjenstand. Men stundom rammer Slyngen et utæmt Dyr, og da opstaar ofte megen Ugreie. Naar nemlig Slyngen farer hen over Dyrene, løfte de, forskrækkede ved Finnens Armbevægelser, Hovederne hastigt i Veiret, og opfange derved med Hornene den udkastede Slynge; hænder dette et utæmt Dyr, saa sætter det øieblikkeligen afsted i vil Heftighed. Fjeldfinnen ved, hvad der nu vil ske, og holder derfor af al Magt fast i Slyngen. Uventet og øieblikkeligen holdt tilbage ved Hornene styrter Dyret om i Sneen; dets voldsomme Ryk kaster som oftest ogsaa Finnen til Jorden, uden at han dog derved slipper Slyngen. Hurtigt som Lynet er Renen igjen paa Benene, steiler høit i Veiret og galloperer i vildt Raseri frem og tilbage, og da Slyngen derved snart kommer om Forbenene og snart om Bagbenene, saa gør Dyret de morsomst Kaprioler og Luftspring for at faa Benene fri. Øiet kan neppe følge Hurtigheden af dets Bevægelser. Ligesaa gjerne som Dyret vil løs, ligesaa gjerne vil Finnen blive det kvit, naar han kun kunde faa løst Slyngen, men som Dyret ved sine vilde og ubændige Spring stedse mer og mer indvikler sig i; det trækker Finnen afsted med sig lange Stykker. Under denne Kamp er Alt sprunget forskækket tilside. Ved efterhaanden at vikle Slyngen mere og mere om Armen, kommer Finnen stedse Dyret nærmere og nærmere ind paa Livet. Opbragt herover steiler det, og søger med Forbenene, der gaa som Trommestikker, at kjøle sin Harme og at slaa Finnen til Jorden. Saa stille og ubemærket som muligt, har imidlertid en anden Fin nærmet sig, men nu bliver Dyret ogsaa ham var, og fordobler nu sin Heftighed. Omsider lykkes det den sidstankomne Fin, fra Siden af, at komme Renen ind paa Livet, og rask og behændig favner han det. Med Bagbenene søger Renen at sparke begge sine Modstandere far sig, men forgjæves. Pludseligen bliver Dyret ganske stille og rører sig ikke, men staar med ludet Hoved, medens Øinene lure og løbe om i Hovedet til alle Sider. Paa engang hæver det Hovedet, stanger, steiler og slaar med Forbenene, styrter overende og tager begge Finnerne med sig i Faldet, og alle tre ligge nu i Sneen og kjæmpe, og komme atter op igjen. Omsider have Finnerne faaet Slyngen af Dyret, og i vild Gallop farer det nu afsted hen over Sneen, thi det tror sig ikke sikker, førend det har trængt sig dybt ind i den tætteste Hob af de andre Dyr, udbredende her en øieblikkelig Skræk, Forvirring og Flugt, hvori de dog blive hindrede af Hundene, og slutte sig derfor endnu tættere sammen. Paa hornløse Ren kommer ofte Slyngen om Dyrets Hals, og det sætter da afsted, men styrter i samme Øieblik kvalt til rden ned i Sneen, hvor det med udstrakte Ben og livløst bliver liggende. Uhindret og rolig, løser nu Finnen i al Hast Slyngen af Halsen. Neppe begynder Dyret at aande igjen, før det ogsaa i et Spring atter er paa Benene og sætter afsted ind iblandt de andre Dyr, udbredende Bevægelse og Forvirring.

Torsdag den 21de Febr. reiste jeg til Ole Olsen Rik, der boede 1½ Mil længere borte. Jeg frøs lidt underveis; ligesaa gjorde begge de Skydsende. Den 18de Febr. viste Termometeret 27° R., den 19de 20°, den 21de 30°, Dagen efter 27°. Søndag 25°. Da det Dagen efter ikkuns viste 20°, kjendtes Veiret særdeles mildt og lunt.

Løverdag Morgen, den 23de Febr. reiste jeg videre, skydset af Ole og af hans Søn. Ulvene havde den Nat holdt et slemt Hus med Renene; de havde dræbt nogle, og revet store Stykker af andre, iblandt disse var det Dyr, der havde været bestemt til Kjæreren før mig. Jeg havde fire Mil at reise. Det var mørkt og sent, da vi nærmede os Stedet, hvor Renbyen skulde være og hvor Teltet skulde staa, men her var imidlertid alt øde og dødt, og intet Spor at se, hverken til Mennesker eller Dyr, Renbyen var altsaa flyttet; vi kjørte videre og saa os pludseligen midt imellem to smaa Telte. En gammel Mand traadte ud af det ene og fortalte, at han og hans gamle Kone vare alene i Teltet; førend om 14 Dage ventede han ikke at høre Noget fra sine Børn, som sad flere Mile borte med Renbyen, og i det andet Telt var kuns et Fruentimmer med et lidet Barn.

Det var igjen blevet meget koldt, men Aftenen var overordentlig skjøn. Paa Himmelen funklede Stjernene; i ubeskrivelig Pragt og Mangfoldighed bølgede og flammede, i stedse afvexlende Ild- og Regnbuefarver, det underfuldeste Nordlys. Idet jeg vendte Blikket fra Himmelen ned til den Egn paa Jorden og til det Sted, hvor jeg da stod, hvilken Modsætning! Egnen, en høist melankolsk, træløs Vinterørken, hvor kun hist og her en vantreven Birkebusk fandtes, og Synet af denne Ørken, med den isnende Kulde og de to smaa sorte Telte, afgav et Billede paa et hendødt Liv, hvis Gravhøie og Sindbillede Teltene forekom mig at være. Jeg traadte ind i den gamle Mands lille Telt, hvor et Gjensyn af Himmelen atter skulde lyse mig imøde, og lagde mig ved den brændende og varmende Ild. De Gamles rolige og blide Aasyn, samt den Maade, hvorpaa de talede om de henfarne Dage, om Døden og om Livet hinsides, vidnede om og gav et Gjenskin af Himmelfreden i deres Indre. Manden var 73 og Konen 70 Aar gammel. De vare de Ældste af Finmarkens Fjeldfinner; deres Børn og Børnebørn hørte til de mest Oplyste, Ædrueligste og Hæderligste af Ørkenens Sønner og Døttre; de vare Forældre til ham, med hvem jeg havde hin Samtale i Polmak. Til hans By kom jeg ikke, men jeg traf ham senere i et andet Telt.

Morgenen efter, Søndag den 24de Februar, holdt jeg Morgen-Gudstjeneste for de faa Tilstedeværende. Jeg blev nødt til endnu samme Dag at fortsætte Reisen. Ole, som havde bragt mig hid, ønskede herfra at vende tilbage, thi hjemme hos ham var ikke et eneste Mandfolk, og jeg havde jo selv været Vidne til, hvorledes Ulvene hærjede Hjorden. "Jeg er endnu ikke for gammel til at kjøre, og forinden jeg dør vil jeg endnu gjøre en Præsteskyds" sagde min gamle Vært, og derved fik Ole Anledning til at vende tilbage til sit Telt og sin Renby; Sønnen derimod tillod han at forblive i min Skyds som Reidemand.

For Beboerinden i det andet lille Telt havde Ulvene i Vinter allerede dræbt 30 Ren, foruden dem, de havde lemlæstet. Konen var Enke, men i god Forfatning.

Jeg skulde herfra til Ole Nilsen Nikkut, hvis Telt antoges at staa to Mile længere i Syd. I stærk Snefok naaede vi frem til hans Telt; ogsaa her var alt stille og dødt. Jeg gik ud af Pulken og saa mig om. De paa Stilladsen anbragte Sager syntes dog at vidne om, at der maatte være Mennesker i Nærheden, hvilket ogsaa stadfæstedes af en Hunds Gjøen i det Fjerne. En skjælvende, mager, gammel Haand lod sig tilsyne, der trykkede Teltets Dør saameget tilside, at et af Alder furet spidshaget Finnekone-Ansigt kunde titte frem, der med et nysgjerrigt, men tillige venligt Blik betragtede den tæt foran Teltdøren staaende Reisende. Øieblikkeligen forsvandt igjen Haanden og Ansigtet, langsomt blev Teltdøren bragt tilside, og en af Alderdom nedbøiet Kvindeskikkelse traadte ud, hjælpende sig frem med to Krykker. Støttende sig til disse neiede hun dybt, bedende, at Gud vilde velsigne deres Præst, som paatog sig den Besværlighed at reise om i Fjeldet. Det var Ole Nilsen Nikkuts Hustru, som strax havde kjendt mig. Kort efter kom hendes ligeledes bedagede, men mindre legemssvage Ægtefelle; langsomt, men dog sikker i sin Gang, nærmede han sig paa Ski i den dybe Sne. Han havde i det Fjerne seet og siden hørt Bjeldeklangen, og han antog, at den Reisende ikke kunde være nogen Anden end Præsten, som Rygtet havde sagt, reiste om i Fjeldet. Ogsaa her var det samme Tilfældet, som der jeg kom fra: den nogle og 60 aarige Ole Nikkut og Kone sadde nemlig her alene i Ørkenen; dog vare Børnene ikkuns fjernede en Mil fra Forældrene.

Samme Dag, som jeg kom til Ole Nilsen Nikkut, var en af Døttrene kommen fra Renbyen for at se til Forældrene; om Morgenen Dagen efter, reiste hun tilbage. Mandag var jeg derfor alene med de to Gamle. Om Aftenen kom aldeles uventet to reisende Finner; de vare, som det lod til, mere end almindelig velkomne Gjæster. Ole gav sig strax ifærd med at lave fire Glokager. Til den Ende tog han frem et særdeles velvasket Trug, havde deri Mel og Vand der æltedes sammen til en Deig, og af denne dannedes fire tynde runde Kager, som sattes ved Ilden og stegtes eller tørredes. De smage ret godt, men jeg foretrak imidlertid vort Brød, naar jeg havde det. Til Glokagerne beværtedes med meget velsmagende Spegelax, hvoraf jeg, til de Gamles særdeles Fornøielse, spiste et ikke saa ganske lidet Stykke, men Følgen blev, til deres ligesaa store Hjertesorg, den, at jeg spiste saameget mindre af Renkjødet, som strax efter [blev] anrettet. En hel Glokage og et forsvarligt Stykke Spegelax syntes derimod ikkuns at have skjærpet alle de Øvriges Madlyst. Nogle Dage i Forveien havde Ole, med Bistand af to Døtre, været heldig nok til at dræbe en Hunbjørn i Hiet, tilligemed to Unger, og dette var da, ligesom hos alle Jægere, Noget, som maatte fortælles med den største Nøiagtighed.

Tre Mile i vestlig Retning, sad Øst- og Vestfinmarkens og den Gang rigeste Fjeldfin, Per Banner. Hans Hjord ansloges til omkring 8000 Dyr, som derfor maatte fordeles i to og i tre mindre Afdelinger. Disse Tusinder adspredtes imidlerid efterhaanden imellem hans mange Børn, og neppe vil efter ham en enkelt Mand nogensinde blive Eier af en saa betydelig Renhjrod; heller ikke er det bekjendt, at Nogen før ham har været Eier af saamange Tusinder, men vel indtil 5000, og maaskee derover.

Til Per Banner reiste jeg Onsdag Morgen den 27de Febr.; paa hele denne Strækning var ikke et Træ at se. Vi havde en halv Mil igjen til hans Telt, da dybe og talløse Renspor vidnede om, at her maatte være omkring en 3000 samlede, hvilket især antoges ved at se de Huller i Sneen, som Renen, dels ved Hjælp af det omtalte Horn, men dog fornemmeligen nok med Forbenene, sparker op, for at komme til Mosen, der undertiden kan være bedækket af indtil to, tre Alen høi Sne. Disse Huller vare af en to Fods Dybde og mere, og af flere Fods Omfang; den opsparkede Sne bidrager nemlig til at gjøre Hullerne dybere og tillige vide i Omfang. Over alle disse Fordybninger og Forhøininger flyver og hopper nu Pulken, men denne synker stundom saaledes med Spidsen ned i Hullet, at Renen ikke altid er istand til at trække den op igjen. Med stærke og hurtige Aandedrag, og med Tungen hængende langt ud af Halsen, arbeider Renen paa at faa Pulken op igjen af Hullet, hvortil da den Kjørende søger at bidrage, og naar dette da lykkes, [sætter] Renen afsted, slyngende Pulken mod Træstubber, Isstykker, og hvad andet det nu kan være, saa at det flere Gange bar overende baade med min Forkjører og mig; dog uden at vi faldt ud eller standsede i Farten, fik vi Pulkene paa ret Kjøl igjen. Kun derved, at det blot er en Rem, efter hvilken Pulken trækkes, viger den med Lethed forbi en Træstub, et Isstykke o. s. v. og dertil bidrager ogsaa Pulkens kiledannede Form; ethvert anderledes indrettet Kjøre- eller Sæletøi er aldeles uanvendeligt paa disse ubanede Veie. En Mængde af de omstreifende Dyr kom galloperende hen til os. Renerne, som [vi kjørte] med, kneisede nu høit med Hovederne i Veiret, kastende dem snart til den ene og snart til den anden Side, og ikkuns med den yderste Anstrængelse kunde vi hindre dem fra at følge deres Kammerater. Vi kom omsider til Per Banners Telt og - forbi vare alle mine Forhaabninger om et nogenlunde rummeligt og bekvemt Logi, thi dette Telt var lidet og laset og bar Spor af Mangel og Fattigdom. Ikkuns de mange Hunde og den Mangfoldighed af Ren vidnede om den rige og mægtige Finnemagnat. Han selv sad i teltet, tilligemed to voxne Sønner, to Døtre og 10-12 Hunde. Konen med de øvige Børn og Tjenerne vare fraværende i et andet Telt. Da Per Banner maatte dele sin store Hjord i flere mindre, maatte han ogsaa have flere Telte.

Da jeg med mine tvende skydsende Finner traadte ind, blev dette lille Telt saa overfyldt med Mennesker, at enhver Forandring i den engang indtagne Stilling ikke var at tænke paa; jeg havde det saaledes ikke godt her; Dagen efter blev det dog bedre, da min Skyds forlod mig og de tvende Sønner reiste til et andet Telt. Den ene af de tvende Døtre, 14 Aar gammel og ukonfirmeret, var over al Maade vankundig, rigtignok til Faderens store Skamfuldhed.

Løverdag Morgen, den 1ste Marts kom Per Banners Kone, de tvende Sønner og tvende Tjenere, og med dem en 3500 Ren. "Det er et uvant og skjønt Syn," siger Leopold v. Buch i sin Reise durch Norwegen und Schweden 2 Theil, "naar Hjorden forsamles om Teltet. Paa alle Høie i lang Afstand bliver Alt pludselig Liv og Bevægelse; de geskjæftige Hunde lade sig overalt høre og bringe Dyrene nærmere og nærmere; Renene springe og løbe, standse og springe paa nyt i ubeskrivelig Afvexling og Mangfoldighed i Bevægelser. Naar det ædende Dyr, skrækket af Hundene, løfter Hovedet med de store stolte Horn høit i Veiret, hvor skjønt, hvor herligt! Men hører aldreg Foden paa Jorden, kuns den evige Knistren, ligesom elektriske Funker, en besynderlig og vidt hørbar Lyd af saa mange forsamlede Dyr. Naar Hjorden endelig har leiret sig rundt om Teltet, 300-400, tror man at se en Leir og i Midten den det Hele styrende og beskyttende Aand. Naar da Dyrene staa og hvile sig, eller fortrolige løbe omellem hverandre og prøve Hornene mod hverandre, eller flokke sig om en Mosplet; naar da" - vedbliver v. Buch i sin Beskrivelse af en Melkningssene - "Pigerne med deres Treskaaler ile fra Dyr til Dyr og Broderen eller Tjeneren med sin Slynge fanger det af hende udpegende Dyr og drager det til hende; naar dette stræber imod og Pigen gotter sig over hans Møie eller endog forsætlig igjen slipper Dyret, for at Broderen skal fange det til hende endnu engang; naar den gamle Fader og Moder, som med rolig Stadighed havde trykket sine Ren til sig og allerede have fyldt flere Skaaler med Melk, skjænde over Børnenes Raahed, - hvo skulde da ikke tænke paa Laban, paa Lea, paa Rakel og Jakob"!

Man tænke sig nu det næsten tidobelte Antal dyr. Hvilken Bevægelse, hvilket Liv fjern og nær. Eftersom Renene, drevne frem af Hyrdene og Hundene, nærme sig, sees tydeligere og tydeligere det af v. Buch omtalte indre bevægede Liv, forskjelligt fra det Heles fremadskridende Bevægelse, som er jævn og ensformig. Flere hundrede sees paa engang at sætte afsted i Gallop, for strax igjen at standses. Nogle løfte deres hornede Hoveder og se sig om, andre bøie [deres] Hoveder under Gangen for at æde Sne eller Mose, andre lægge sig endog ned, for i næste Øieblik at jages op igjen. Flere hundrede vandre ganske rolig, men ogsaa disse Hobe opløse sig og adspredes; Hyrdernes Raaben og Hundenes Gjøen bliver efterhaanden mere og mere hørbar. Saaledes nærmer sig Hjorden langsomt og af en imponerende Karakter. Rundt omkring paa Udkanterne streife altid dels enkelte Ren, dels større og mindre Flokke, i modvillig Overgivenhed, men drevne tilbage af Hundene styrte de sig ind i Hovedkolonnen og udbrede der for nogle Øieblikke Forvirring. Naar disse Tusinder da omsider have leiret sig og ere komne til Rolighed omkring Teltet, dels staaende, dels liggende, saa hersker der dog uafbrudt en livlig Bevægelse; thi Renen kan vel være stille, naar den ligger, men ikke naar den staar.

Inde iblandt Dyrene gik Per Banners tvende Sønner med Renslyngerne, fulgte af Søstrene, som havde Tømmer i Hænderne. Da de faa Ren vare fangede, som jeg behøvede, blev der spændt for, thi Per Banners Kone samt ogsaa hans tvende Sønner, vilde hverken vide af nogen Bøn eller af nogen Gudstjeneste i deres Telt. Per var selv en gudfrygtig, godmodig og retskaffen Mand, som misbilligede sin Kones og sine Sønners Færd, men han havde ikke Kraft nok til at holde dem i Ave. Konen var gjerrig og ugudelig, Sønnerne vilde og urgjerlige. Efter en Del Aars Forløb blev hun dog tilsidst bøiet, bodfærdig og søgende Gud; ogsaa Sønnerne kom til bedre Erkjendelse.

Jeg reiste da, en af Tjenerne blev min Forkjører, og Per Banner overtog selv at kjøre Reiden. Om Eftermiddagen indtraf Uveir. Hvor der paa Fjeldene ere fiskerige Indsøer, der opslaar gjerne en Kvæn - Finlænder - sin Bolig, der næsten altid er en Træbygning, og til en saadan kom vi om Aftenen Klokken 10. Familien bestod her af Fader, Moder og tvende Døtre paa 13 og 5 Aar. Ifølge Ordre vare begge Forældrene reiste til Kirken i [Enjager] og skulde blive borte i tre til fire Dage; imidlertid vare begge disse Pigebørn overladte til sig selv i den ensomme Ørken. Ved min Indtrædelse i Stuen kom den ældste Datter mig meget venligen imøde og overrakte mig en - Kjæp, for at jeg dermed kunde banke Sneen af mig. I Stuen stod en Rok. Forinden Afreisen havde Faderen ophugget den nødvendige Brændsel og overleveret den ældste Datter de nødvendigste Levnetsmidler. En saadan paa Fjeldet levende Kvænfamilie ernærer sig for en Del ved Fjeldfinnerne. Om Sommeren fisker den og indsamler Bær; Fiskene og Bærrene sælge de for Renkjød; derhos driver den en lille Handel med Tobak, Brændevin m. m. samt gaar Fjeldfinnerne tilhaande, fører Renene til gode Betesteder, passer og vogter Dyrene, o. s. v.

Forinden jeg forlod Stuen Søndag Morgen, holdt jeg Morgenbøn, hvorover Per Banners Tjenestegut tilkjendegav en ligesaa stor Forundring som Ligegyldighed, men hvori den ældste Datter deltog med den inderligste Hjertelighed.

Forinden det blev mørkt kom jeg til en meget smuk Indsø, omkrandset af store Træer, og derfra kom jeg ind i en udmærket smuk Skov; nu laa fire Telte for mig. Af de fire her siddende Familier var den ene russisk Undersaat, i hvis Telt jeg gik ind og ud aldeles som i den Norskes.

Min Afreise blev bestemt til Torsdag Morgen den 6te Marts, og da bleve alle fire Renbyer samlede. I denne skovrige Egn toge Renerne sig fordelagtigen ud. Disse fire Renbyer kunde tilsammen udgjøre en 1700 Dyr, men mellem Træerne syntes Antallet dobbelt saa stort, og Fjeldene og Træerne syntes i Ordets egentligste Forstand at leve og bevæge sig. Allerede troede jeg, at samtlige Dyr havde leiret sig om Teltene, da de [pludseligen] saa op til et skovklædt høit Fjeld, ved hvis Fod vi befandt os, og i samme Øieblik henvendte ogsaa vi vore Øine did op, og bemærkede, at det øverst oppe paa Fjeldtoppen begyndte at røre og bevæge sig. Bevægelsen tiltog mere og mere, og nu saaes ogsaa Hyrderne og Hundene, hvis Raaben og Gjøen lød ned til os. Nedad og udover Fjeldets Sider og Bratheder kastede sig, i let og flyvende Gallop, flere hundrede Ren; fordelagtigen tog Dyrets Reisning og Holdning sig ud under dets lette og flyvende Løb. - Fjeldets Styrtninger og Træerne mangfoldiggjøre Dyrenes Vendinger og Bevægelser; i ustandset og ustandselig Fart omgaa de, i raske og muntre Vendinger, løsrevne Blokke, forsvinde bag disse og Træerne og komme atter tilsyne. Nogle hundrede Skridt fra det Sted, hvor vi stode, styrtede de nu frem i flyvende Gallop, og det lød som om en Stormvind susende for gjennem Skoven, og som om en Skylregn plaskede, og atter var i samme Øieblik baade Stormen og Regnen ophørt, thi samme bestod i den allerede omtalte forunderlige Lyd i Ledene paa de forbifarende Ren. Ladende de bjæffende og forfølgende Hunde langt efter sig, styrtede de sidst ankomne Dyr sig midt ind iblandt de omkring Teltene leirede, og opskræmte disse til alle fire Himmelegne. Som ordnede og styrende Geniusser saaes nu Hyrderne farende frem paa Skierne og udsendende Hundene i alle Retninger. Et Kvarter og alt er igjen samlet og roligt, forsaavidt Renene kunne være rolige. I forfængeligt Overmod og indtagen i Lyden af egen Gjøen, forfølger en og anden geskjæftig og bjæffende Hund en Ren, efter at denne er kommen tilbage til Hjorden. Hurtigen vender Renen sig om, gjør et Stød med sine Horn, og Hunden ligger paa Ryggen og spræller; nu er Turen til den at flygte, og det gjør den ogsaa, beskjæmmet og tudende, med Halen mellem Benene. Med rolig og stolt Holdning ser Renen efter den Flygtende, som vilde den sige: udenfor Hjorden er din Plads, indenfor, og inde i Hjorden har du Intet at gjøre, og vender sig derpaa om til sine Lige. Ren stanges med Ren, prøvende gjensidig Styrke, men alt naturligvis i Kjærlighed og Enighed. Det har hændt, at Renene, ved saaledes at stanges, ere blevne saa indviklede i hinandens grenede Horn, at de, uden Folkehjælp, ikke have kunnet komme løs fra hinanden, og at de ere fundne liggende døde, fast indviklede i hinandens Horn.

I skjønt og behageligt Veir forlod jeg disse fire Fjeldfinnefamilier, for at tiltræde Tilbagereisen til Polmak, hvor jeg havde berammet Gudstjeneste den paafølgende Søndag, den 9de Marts. Min Vært Ole Larsen skydsede baade mig og mit Tøi. Efter fire Miles Kjørsel, toge vi Nattekvarter i en ødestaaende Tømmerstue. Den følgende Dag gik Veien gjennem flere smukke skovrige Tragter. Da vi kom til en Vand, ved hvis Bred Utsjok Kirke og Præstegaard ligger, var der en Mængde Mennesker samlet, i hvis Følge vi fortsatte Reisen til vi kom til Præstegaarden. I Kirken skulde der være Visitats og Overhøring. Provsten og to Præster vare tilstede. Man vidste, at jeg var underveis og ventede mig. Jeg havde naturligvis gjerne taget ind i Præstegaarden, dersom jeg ikke havde havt Forretninger i Polmak om Søndagen, thi en saadan Sammenkomst maatte jo have gjensidig Interesse. Sent om Aftenen kom jeg til en russisk Undersaat, og Dagen efter til Polmak. Saaledes havde jeg nu, med et rigt lønnende Udbytte for den rette Opfattelse af Sproget og Folket, foretaget min Omreise i Fjeldet.

I Polmak havde jeg den Fornøielse at træffe min Kone, som nu med mig skulde begynde det omflakkende Liv. Ved alle disse omtalte Vinterreiser under vore forskjellige Ophold i Finmarken, maatte vi stedse føre med os de nødvendigste Sengklæder til os og til en Tjenestepige, samt af Madvarer, paa fersk Kjød nær, alt hvad vi skulde leve af hele Vinteren igjennem. Som allerede omtalt, erholder Præsten af Fjeldfinnerne en halv Ren og en Tunge i Rettighed; dels var ogsaa ferskt Kjød og Melk at erholde tilkjøbs, ligesaa af og til lidt Smør. Iblandt de Madvarer, vi maatte føre med os, var en Hoben opbagt Brød; naar dette forbliver frosset, saa holder det sig hele Vinteren igjennem. Da der i Kautokeino Præstegaard var et lille Værelse og et større, hvilket var forsynet med en muret svensk Ovn, saa kunde min Kone i denne stege fire Brød ad Gangen. Ligeledes maatte vi føre med os alt fornødent Kjøkken- og Spiseredskab, samt en stor Kasse med Lys til os selv, til Skolerne og til Kirkerne. Vore Kasser og Kister tjente os tillige som Meublement til at sidde paa i de øde Præsteboliger, hvor der kun fandtes et Sengested og stundom ogsaa 2 Træstole. Da en Skydsren kuns trækker indtil en Vægt af 4 Vog, saa behøvedes 6 Ren til vor Bagage; dertil 1 Kjøreren gjør 7; vi tre: min Kone, jeg og Pigen, behøvede 4 Ren og Forkjøreren 1, altsaa i alt til vor Skyds 12 Ren og 2 Mand. Det er allerede engang bemærket, at der stedse maa medhaves 1 á 2 Varerene til Ombytte, naar en Ren blev træt eller kom til Skade.

Tirsdag den 11te Marts tiltraadte vi Reisen til Karasjok. Vi vare flere i Følge, blandt andre en Handelsmands Kone. Om Aftenen toge vi ind hos min Ven Russefinnen, i hvis lille Stue jeg nyligen havde fundet en gjæstfri Modtagelse, og som havde bedet mig, paa min Gjennemreise til Karasjok, ikke at reise ham forbi. Den lille Stue blev snart baade opfyldt og overfyldt af Mennesker, da flere Reisende kom til. Efterat vi om Natten havde leiret os paa Gulvet, fandtes der ikke mere Plads til et eneste Menneske. Min Kone, ikke vant til en saadan Trængsel af Mennesker i sit Sovekammer, fik Ondt og maatte to Gange bringes ud i fri Luft. Værten og hans Kone havde endog lagt sig i Fjøset, for at give Gjæsterne saa meget mere Plads. Dagen efter kom vi over Utsjok-Fjeldet, sex Mile, og toge ind til en anden af mine Utsjok-Venner; han var ugift og havde sin Moder og tvende søstre hos sig. Han havde faaet sig en ny Tømmerbygning, bestaaende af tvende Stuer, af hvilke den ene blev overladt til min Kones og min udelukkende Afbenyttelse; det var en særdeles godlidende og gudfrygtig Familie. To Dage efter indtraf vi i Karasjok.

Det nærmeste og hovedsageligste Formaal for Reisen til Karasjok var det allerede omtalte Møde med tre af de dueligste og sprogkyndigste Tolke i Finmarken. Vi gjennemgik nu her, ifølge Aftale, Lukas's Evangelium og Romerbrevet. For disse Tolke maatte jo en saadan Sammenkomst være gavnlig baade for deres Kundskab i Norsk, og fordi den tillige maatte give dem noget mere Skjøn paa Betydningen af en Bibeloversættelse. Uagtet de aldeles intet Begreb havde om Grammatik og grammatikalske Regler, fik jeg dog gjennemgaaet og berigtiget mine Conjugationer og Declinationer samt Adjectivernes Comparations-Maade. Da de omsider havde faaet en Ide om Sagen, og da nu alle Tilstedeværende hørte os conjugere, declinere og comparere, da blev der en Fornøielse over al Maade. Disse Mænds Reiser og Ophold betaltes af det norske Bibelselskab. Mødet vakte almindelig Deltagelse, thi Værelset, det eneste i Præstebygningen, var bestandigen opfyldt af stille og opmærksomme Tilhørere, som alle sad paa Gulvet.

I en lang Række af Aar havde ingen Præst opholdt sig i Karasjok i Paasketiden. Flere Brændevinshandlere havde derfor i denne Tid drevet en forbuden, men meget indbringende Brændevinshandel. Ogsaa iaar skede det samme, men da denne forbudne Handel, og de deraf foraarsagede Uordener, af mig bleve anmeldte, blev samme for Fremtiden forebygget.

Den 4de Mai hilsede vi allerede den første Sommerfugl, og den 10de Mai begyndte Isen i Tana-Elven at brydes istykker. 14 Dage senere kunde Finnerne allerede flytte op til deres Laxestængseler, der vare anbragte høiere oppe i Elven. Min Kone og jeg fulgte med og fik en liden Tømmerstue at være i. Den 30te Mai droge Finnerne op til den øverste Laxestængsel, hvor et lidet Telt blev opført for min Kone og mig, da her ingen Bygninger vare. Her holdt jeg Trefoldigheds Søndag den 1ste Juni, fuldstændig Gudstjeneste under aaben Himmel, ved Elvens Bred, og Stedet fik derfor senere Navnet Kirkestedet. I Aaret 1830 kjørte jeg Isen paa Tana-Elven lige til henimod midten af Juni Maaned; nu gik Isen allerede, som nævnt, aaben den 10de Mai.

Den 10de Juni tiltraadte vi Nedreisen paa Tana-Elven til Polmak, og paa disse 18 Mil before vi adskillige Fossefald, dog ikke af de største. Naar vi nærmede os et brusende og skummende Fald, forstummede Finnernes livlige Samtale, og de vare nu idel Opmærksomhed. Som før anført, staar Styrmanden i Bagstavnen, støttet mod Baadkanten; paa følgende Tilraab af ham til den Roende, som sidder paa Bunden af Baaden i Forstavnen: "ro paa Livet løs!" ror denne af alle Livsens Kræfter, og med den allerstørste Opmærksomhed paa Styrmandens Øine og Hovedbevægelser. Den Hurtighed, med hvilken Baaden farer ned ad Fossen, kan sammenlignes med Hurtigheden af en afskudt Pil. Ofte ser det ud, som den skummende Fos vil begrave En, thi gjentagne Gange maa Baaden styres forbi store Stene i kun et Par Tommers Afstand; saa trangt og smalt er Løbet, der skal befares. Alt er saa nøie beregnet, at man, paa noget ubetydelig Vand nær, som kan skumme ind i Baaden, ikke har mindte Ulempe, thi støt og sikkert farer Baaden ud over Fossefaldet. Det er aldeles nødvendigt, at Baaden, selv i den stærkeste Strøm, maa, uafhængig af denne, beholde en selvstændig Fart, da den jo ellers ikke kan lystre Roret, og derfor maa der "roes paa Livet løs". Bølgerne i den skummende Fos styrte sig til alle Retninger og ere saa meget farligere, som deres Fald og Løb ikke kan beregnes. Ved Elvebredden er det ofte en Umulighed at fare formedelst de der liggende Stene. Til rigtigen at styre Baaden udfordres en nøie Beregning af Baadens Fart eller Hurtighed, for ikke for tidlig eller for sent at dreie den forbi Stenene. Det ser derfor hel vovelig ud, naar Baaden styres lige paa Stenen, indtil man ved en umærkelig Vending farer den, som sagt, ganske tæt forbi; et mindre øvet Øie tror endnu at være langt fjernet fra Stenen, medens man, saa at sige, er lige over den. Foruden denne Færdighed udfordres en nøie Lokalkundskab, thi man maa kjende hver i Fossen værende Sten, som maa undviges, og over hvilken Baaden kan glide. Denne Lokalkundskab maa man erhverve sig hvert Aar, thi Isen forandrer næsten aarligen Stenenes Leie; det hænder derfor, at der, hvor Farvandet det ene Aar er rent og farbart, er det ufarbart et andet Aar. Naar derfor, efter Iseens Bortgang, Fossen første Gang befares, maa Styrmanden lægge iland og gaa langs Stranden og Fossens farligste Steder, for fra de høieste Punkter at udspeide Stenenes Beliggenhed. Saaledes lagde vi ogsaa nogle Gange iland paa denne Nedfart til Polmak, for at de Skydsende kunde anstille disse Undersøgelser. Som en Aal snoer den lange, tynde og smale Elvebaad sig efter Styrmandens Villie igjennem Elvens brusende Bølger og mellem Elvens Stene. Hvad der for den til saadanne Baadfarter uvant Reisende stundom forøger det Utrygge i denne Fart, er, at Styrmanden holder Styret løst i sin Haand.

Aldrig før vare vi komne ned igjennem Fossene og ind i stille og sagte Strøm, førend der var forbi med Taushedien, og den afbrudte livlige Samtale var igjen i fuld Gang. Aarene lagdes et Øieblik ind, for at puste ud efter den anstrængende Roen og Styren, og man lod da Baaden drive med Strømmen. Ofte er en saadan Hvilestund ikke af lang Varighed, thi flere Fossefald følge gjerne efter hverandre, med ikkuns ganske korte Mellemrum. Elvebaadens spæde Bygning og lange Form bevirker, at den i Fossefaldene, som anført, bevæger sig efter enhver Bølge, stundom efter to paa engang, men denne Bøielighed eller Elastisitet foraarsager, at den ikke knuses i de Styrtninger og Brydninger, som Fossen gjør paa den; stivere byggede Baade vilde ikke komme saa godt derfra, thi de vilde ikke kunne udholde denne Magt. Forinden man begiver sig ud paa en saadan Fart, bliver det sagt de Reisende, at de hverken maa tale til de Skydsende, eller mellem sig selv indbyrdes, og at de maa forholde sig aldeles rolige, da enhver Bevægelse letteligen kunde forvolde, at Baaden kantrede. De her omtalte Fossefald overtræffes meget af Fossefaldene i en Sideelv, ovenfor Karasjok, som jeg befarede paa min fjerde Reise til Finmarken i October [1851] paa Reisen fra Karasjok til Kautokeino.

Dagen efter vi havde forladt Karasjok, kom vi i god Tid til Polmak. Søndag den 15de Juni afholdtes her Gudstjeneste; Dagen efter fortsatte vi Reisen til Seida, hvorfra vi gik over Varangerfjeldet og kom endnu samme Dag til Vadsø.

Sommeren tilbragtes med de allerede omtalte og beskrevne Reiser i Sognene Vadsø, Vardø og Næsseby. Torsdag 26de August kom vi til Guldholmen i Tana Sogn, Provstiets andet Præstegjeld.

Mandag den 1ste Septbr. reiste jeg ind i Vestertanen, en af Søfinner stærkt befolket Arm af Tanafjorden. En af de her boende Søfinner havde faaet sig en Kamin i sin renlige, lyse og rummelige Jordgamme. Fra Vestertanen gik jeg over Digermulfjeldet ned til Langfjorden. Der vare mange og dybe Elve at vade igjennem, og paa Fjeldet overfaldtes jeg af Storm og Snefok. Ifra Langfjorden kom jeg til Olderfjorden. Efter 14 Dages Omvandringer iblandt denne Egns Søfinner, vendte jeg tilbage til Guldholmen og havde paa denne Seilads en ung, rask, af mig konfirmeret Finnegut til Høvedsmand. Der blæste en stærk Kuling; saa ofte han med et spørgende Blik vendte sig om til mig, og jeg nikkede venligt til ham, lyste og straalende hans Ansigt af Glæde over, at jeg lod ham raade og styre, og ikke opfordrede ham til at formindske Seil.

Den 30te Septbr. reiste vi til Seida. Jeg holdt her Katechisation og Aftenandagt for samtlige Beboere, og Morgenen efter en Opbyggelsestale for dem, hvorpaa jeg reiste til Polmak. Vi forbleve her til ind i December, og jeg løste i denne Tid med Konfirmanterne, som Søndagen den 7de Decbr. bleve antagne. En Kvængut maatte jeg undervise og konfirmere paa Kvænsk.

Fredag den 12te Decbr. forlode vi Polmak, for at reise til Karasjok; første Aften kom vi til en Utsjok-Fin. Sydlige Storme havde bortblæst Sneen og forvandlet Elven til en blank og glat Isflade. Paa Grund af Hovenes Dannelse har Renen meget vanskeligt for at gaa paa glat Is, selv om den gaar løs. Forespændt en Slæde glide dens Fødder, uden at den er istand til at komme nogen Vei. Det er da yderst komisk at se, hvorledes dens Ben, navnligen Forbenene, gaa som Trommestikker; den Reisende maa i saadanne Tilfælde ud af Slæden. Ikke forinden 18de Decbr. kom vi frem til Karasjok, thi saa længe maatte vi være underveis, for at jeg kunde betjene de mange, langs Elvebredderne boende, Elvefinner, som ikke komme til Kirke, med Ordet og Sakramentet. Da jeg den sidste Dag, for fjerde Gang den Dag, skulde meddele Sakramentet til et gammelt, fattigt sengeliggende Finnefruentimmer, følte jeg mig til min Bekymring, træt og sløv. Idet jeg traadte ind i den lille og trange Jordgamme, tilraabte hun mig: "Det er nu et helt Aar siden jeg hørte Saligheds-Ordet af Din Mund" og neppe havde jeg hørt disse Ord udtalte, førend al Træthed og Sløvhed hos mig var forsvundet.

Uagtet Karasjoks Præstebolig laa i en stor og frodig Furuskov, var der dengang ikkuns et eneste, og det endog ikke stort, Værelse, med et lille Pulterkammer ved Siden, og hertil et Kjøkken. Efterat Sognet i Aaret 1852 havde erholdt sin egen Præst, der skulde tilbringe den hele Vinter i Karasjok, blev der i Aaret 1853 opført en vel indrettet Præstebolig med flere Værelser og med Udhuse.

8) At Fjeldfinnens Anke var begrundet, sees allerede deraf, at der i den daværende Skydslov var anvist Fjeldfinnerne en bestemt Grændse for sine Vandringer. Kom han udenfor denne Grændse, skulde han selv betale Skydstilsigelsen; men da nu Fjeldfinnen, i den, navnlig fra Polmak samt fra Karasjok og Kautoteino, i Loven bestemte Frastand, ikke kunde finde tilstrækkelig Næring for sine Dyr, saa var Loven følgelig uretfærdig og vidnede om Ubekjendtskab til de virkelige Forholde, og den fremkaldte idelige Ubehageligheder og Tvistigheder; hertil kom, at Lensmanden ikke var Fjeldfin. Dette er ingenlunde et enestaaende Bevis paa det Begrundede i de anførte Paastande af Fjeldfolket.

9) De gamle Patriarkers Telte vare, og de nuværende arabiske Beduiners Telte ere, enten runde, hvilende i Midten paa en 8-10 Fod høi Stang, eller aflange, baarne af 7-9 Stænger, af hvilke de tre ere længere end de øvrige; men mellemste er høiest. Teltdækket er af et tykt, sort, af Gjede- og Kameelhaar tilberedet Tøi, som, stramt udspændt, hindrer Regn og Dug fra at trænge ind. Teltene har undertiden to eller tre Afdelinger, for at Kvinderne kunne afsondres fra Mændene, og Mennesker fra Dyr. I den første Afdeling var det spædere Kvæg, som behøver Tag over sig; i den anden bo Mændene, og i den tredie Afdeling Kvinderne. Paa to Timer kunde der brydes op. - Da Fjeldfinnernes Hjorder udelukkende bestaa af Ren, som intet andet Tag behøve, og som ikke kunne leve under andet Tag, end Himmelhvælvingen, saa behøves ingen særskilt Afdeling for Renen; heller ikke have Fjeldfinnerne, eller kunne have særskilte Afdelinger for Kvinderne, men iagttage kun, at Mændene og Kvinderne holde til paa hver sin Side af Teltet.