www.altabibliotek.net/finnmark

 
Portrett.
Tilegnelse.
Fortale.
Udsigt over mit Liv førend jeg blev Præst og Missionær.
Min første Reise til Finmarken.
1825-31
1825
1826
1827
1828
1829-30
1831
1832
Finnernes Klædedragt
Min anden Reise til Finmarken.
1833-36
Min tredie Reise til Finmarken.
1840-45
Min fjerde Reise til Finmarken.
1851-52
Anhang.

Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken / af Nils Vibe Stockfleth. - Christiania : Tønsberg, 1860.

1826.

Opholdet i December i Karasjok havde overbevist mig om den ubetingede Nødvendighed af gjentagne Reiser for Sprogets Skyld. En saadan tiltraadte jeg derfor i Januar til Fjeldsognene Karasjok og Kautokeino. Disse Reiser indberettede jeg til Biskoppen, som i den Anledning ytrede sin store Tilfredshed, og gav mig engang for alle uindskrænket og ubetinget Fuldmagt til at foretage alle de Reiser, som jeg i sproglig Henseende maatte anse nødvendige.

Paa denne Reise blev jeg ledsaget af Fogdens Svoger; siden reiste jeg altid uden nogen anden Ledsager, end min Kone. Den 16de Januar forlod jeg Vadsø. I Polmak var jeg saa heldig at træffe den berømte Philolog, Finlænderen, russisk Hofraad Sjøgren, som paa denne Reise vilde have besøgt mig i Vadsø; men da han i Varangerbunden erfarede, at [jeg] var ventendes til Polmak, bestemte han sig til der at oppbie min Ankomst. Dette [Møde] var for os begge saare kjært, og maatte navnligen være det for mig. Den 20de skiltes vi ad, han for at drage til Helsingfors i Finland, jeg for at fortsætte min Reise. Da Præsten i Utsjok var hjemme, tog jeg ind til ham, thi det maatte jo interessere os begge, at komme i et personligt Bekjendtskab. Paa de 12 Mile fra Utsjok til Karasjok afholdt jeg underveis flere Steder geistlige Forretninger, saa at jeg behøvede tre Dage, for at tilbagelægge denne Strækning. Der indtraaadte tillige et overmaade stærkt Snefald, saa at Pulkene sank saa dybt ned i den løse Sne, at den paa begge Sider naaede os over Skuldrene, saa at ikkuns vore Hoveder saaes at rage op over Sneen. Den 4de Februar bemærkedes paa begge Sider af Solen en liden Regnbue med de livligste Farver; den var iøvrigt dobbelt saa bred, som de sædvanlige Regnbuer, og gjentog samme smukke Syn sig den 6te, og nogle Gange senere.

Morgenen den 7de Febr. var Afreisen bestemt fra Karasjok til Kautokeino; det havde fremdeles sneet, saa at paa alle Søer var der nu, paa Grund af Snemassernes Tyngde, kommet Vand op paa Isen. For at komme frem, maatte jeg tage det dobbelte Antal Folk og Rensdyr. Jeg tilbragte fem Døgn paa disse 18 Mile, thi i den dybe Sne kunde Renene ikkuns gaa Skridt for Skridt. Den vaade Sne, som efterhaanden frøs og blev iset, dyngede sig saaledes under og foran paa Pulken, at Renen ikke formaaede at trække den, hvorfor den Reisende maa ud af Pulken, medens den vendes om og skrabes ren for Is og Sne. Hertil kom Uveir og stræng Kulde. I tre Døgn var vi uden Ild og havde ikkuns isfrossen Mad; Stormen gjorde Opførelsen af et Telt umulig, og heller ikke traf vi paa nogen Fiskergamme paa Søerne. Jeg led af Smerter i Ryggen og i den høire Arm. Endeligen kom vi da frem til Kautokeino. Hele Almuen var imidlertid reist ned til Alten, hvor Tinget den Tid holdtes for begge Fjeldsognene Karasjok og Kautokeino. Jeg forlod derfor Kautokeino igjen Dagen efter, og kom den 15de ned til Ting- og Handelsstedet Bosekop i Alten, der ligger 16 Mile fra Kautokeino og 18 Mile fra Karasjok. Her var en talrig Forsamling af Finner fra tre forskjellige Sogne, nemlig fra begge Fjeldsogne og Alten. Hensigten af denne min Vinterreise blev saaledes opnaaet, i endnu høiere Grad, end jeg havde kunnet haabe. Ikke forinden i Aaret 1827 erholdt begge de to nævnte Fjeldsogne sine særskilte Vinterting i Hjemsognet; saalænge havde de levet uden at have seet nogen Øvrigheds-Person i deres Midte. Det var daværende Foged og Sorenskriver, siden Amtmand, Cappelen, som istandbragte ovennævnte ligesaa retfærdige, som gavnlige Tingbestemmelser. Den 20de og 26de holdt jeg norsk Gudstjeneste i Talvigs Kirke, thi Alten-Talvigs Præsteembede var da vacant.

Storm og Uveir opholdt Tingalmuen i to Døgn, efterat Tinget var sluttet. Den 2de Marts forlod jeg med Tingalmuen fra begge de nævnte Fjeldsogne Bosekop, men vi kom den Dag kuns tre Mile, til Skovbrynet; her blev da en Mængde Telte opreiste, og her tilbragte jeg den første Aften og Nat, omringet af en talrig Forsamling af Fjeldfinner. Morgenen efter skiltes begge Sogns Finner ad; jeg fulgte med Karasjok-Finnerne, og kom den 7de Marts til Karasjok, men fortsatte Dagen efter Tilbagereisen til Vadsø, som jeg naaede den 11te. Denne Vinterreise paa 100 Mile gav mig det forhaabede sproglige Udbytte, men forvoldte mig i længere Tid Smerter i Ryggen og i Armen. - Ikkuns 14 Dage kunde jeg være i Rolighed, thi den 30de Marts skulde jeg holde Valgforretning i Tanen.

Otte Dage før Pintse skulde jeg til Vardø. Min Kone var bleven syg og maatte holde Sengen. Den femte Mai, om Eftermiddagen, reiste jeg, men bad Gud, om det var muligt, at det maatte blive sidste Gang, at Pligterne mod Hans mig anbetroede Menigheder og mod den mig af Ham givne Hustru kom i Strid med hinanden, og - siden har min Kone aldrig været syg, naar jeg skulde reise bort. I Snefog og bidende Kulde kom jeg til Vardø. Under disse mine forskjellige Ophold paa Øen bestode mine daglige Forretninger i at læse med Konfirmanderne, holde Morgen- og Aftenbøn samt Bibellæsning, som Garnisonspræst, først for Garnisonen og siden i Slaveriet. Hertil kom idelige kirkelige Forretninger for Vardø Sogns Menighed, som troligen benyttede Præstens, destoværre kuns kortvarige, Ophold paa Øen. Vardø Menighed var maaske den bedste i hele Provstiet. - Paa Øen var et 12 à 13 Aars gammelt stumt og vanvittig Pigebarn, som sad den hele Dag paa en Stol og gyngede sig; hun havde et smukt og veldannet Legeme; hun døde strax efter at jeg havde forladt Øen.

Den 24de Mai forlod jeg Øen, og kom først Dagen efter til Vadsø. Min Kone havde under min Fraværelse været Døden nær, saa at der var afsendt en Expresse til mig, men idet jeg skulde gaa i Baaden for at reise fra Øen, kom Fogden med Budskabet, at al Fare var forbi, og at min Kone bød mig, ikke at forlade Øen, førend den bestemte Tid. Ved min Ankomst til Vadsø var min Kone ovensenge. Næst Gud, havde vi først Foged Nilsen, og dernæst Kjøbmand Esbensens Kone at takke for den lykkelige Helbredelse, thi Distriktslæge havde Østfinmarken dengang ikke.

Den 31de Mai reiste jeg til Næsseby, men for Modvind naaede jeg ikke frem førende den 2de Juni. Efter endt Gudstjeneste paabegyndte jeg den befalede Folketælling. Samme Aften for jeg over til den anden Side af Fjorden, og bereiste den Strækning lige til den russiske Grændse. Uden at der i denne, den evige Dags Tid, nogetsomhelst Hensyn kunde tages til, om det var Dag eller Nat, holdt jeg, i uafbrudt Vexel, geistlige og Folketællings-Forretninger; den 9de Juni kom jeg meget træt tilbage til Vadsø.

Den 13de August afreiste jeg til Tanen; derfra til Lebesby, som jeg igjen maatte forlade den femte September; underveis meddelte jeg en Syg Sacramentet. Jeg kom om Natten til Hopseidet, og holdt her Dagen efter en fuldstændig Gudstjeneste. Efter afholdt Gudstjeneste den 12te i Tana-Kirke, holdt jeg samme Aften Gudstjeneste i Seida, og efterat jeg den følgende Dag havde holdt Morgen-Gudstjeneste for samtlige Beboere, gik jeg over Varangerfjeldet, og kom Dagen efter til Vadsø. Den 22de reiste jeg atter til Vardø, og efter 14 Dages Forløb var jeg tilbage i Vadsø, hvor jeg forblev til 27de Januar 1827. I 1826 havde jeg sendt til Seminariet paa Trondenæs en ung Fin, med ganske ualmindelige Evner, og med et fromt barnligt Gemyt; jeg ventede mig noget Særdeles af dette unge begavede Menneske; men han druknede paa Nedreisen. Aaret efter sendte jeg atter tvende unge troende og fromme, men mindre begavede, Finner til Seminariet; den ene af dem havde min Kone og jeg taget til os i vor Tjeneste, for at uddanne ham; denne var den ældste af de Finner, som fulgte med mig til Christiania.

I 1826 kom de tre Medlemmer af Finmarks-Commissionen til Finmarken, hvilken skulde anstille Undersøgelser om, hvad der fra det Offentliges Side var at foranstalte til Provindsens Opkomst og Velvære: hvor Commissionen kom frem, tilkaldte den Alle, som kunde og vilde have en Mening i den Sag.

I 1825 og 1826 vare de norske og russiske Commissærer samlede paa Vadsø, for at bestemme Grændserne mellem Norge og Rusland.

Sommeren 1826 forlod Foged og Sorenskriver Nilsen Finmarken. Ved sin Afreise gav han, som Bidrag til Opførelsen af et Skolehus i Fiskeværet Tyby, den betydelige Gave af 40 Spd., hvorved Opførelsen blev mulig. Foged Nilsen var den sidste Foged, som maatte foretage den forunderlige Skattekrævnings-Reise til Kola, men som var udartet til at blive betragtet og behandlet som en russisk Hyldings-Reise, da den norske Foged maatte medbringe Foræringer, hvorfor han rigtignok ogsaa igjen beæredes med en Foræring.