Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1827.

Jeg skulde nu atter tiltræde en Vinterreise og til den Ende blev den sædvanlige Veikost tilberedet. Denne bestod i en Sort Levse, paa hvilken der blev smurt en Røre af Hvedemel og Melk, hvorpaa den blev [tørret]; siden efter blev den igjen blædet paa Bagsiden, og derefter indlagt i et Klæde, for at jævnfugtes; derefter paasmurtes den Smør, Sirup og reven Renost, og blev saa lagt sammen og skaaret i firkantede Stykker. Jo mere en saadan Levse fryser, desto sprødere bliver den, medens at al anden Spise fryser til Is. Den saaledes tilberedte Levse er bestemt til at nydes om Dagen, naar Finnen maa lade Renen hvile og bete. Løverdag Morgen den 27de Januar stode Renerne forespændte, som skulde bringe mig og min Kone samt nogle flere Reisende til Polmak Fjeldfinneting. De forespændte Ren stode fastbundne eller fastholdte, som sædvanligt, i alle mulige Stillinger og Retninger, som de alle Øieblikke forandrede, thi aldrig staar Renen stille. Afreisen med Ren fra et Sted bringer altid en Mængde Mennesker sammen, Voxne saavelsom Børn, for at se derpaa. Jeg nægter ingenlunde, at jeg ogsaa har været med, for at se paa en saadan Afreise. Med disse menneskelige Tilskuere forene sig ogsaa en Mængde firbenede, nemlig Hunde, som, med deres uafladelige Bjæffen og Gjøen, gjøre Renerne end mere urolige og vilde, end de allerede ere. Venlig og forekommende hjælper Fjeldfinnen de Reisende i Pulken, og viser, hvorledes man skal holde og behandle Tømmen. Han binder stundom den uvante Reisendes Tømme til sin Slæde, hvilket kaldes at kjøre eller tage En i Slagtømme. Den Maade at lade sig kjøre paa er ellers mindre behagelig, da den gjerne er forbunden med ubehagelige Rykninger af den ved Hovedet fastbundne Ren. Fremdeles lærer Føreren den Reisende at raabe: ale vuost! ale vuost! - Holdt! holdt! - naar man maatte behøve Hjælp. Efterat have ordnet Alt, træder Føreren - Vappusen (6) - hen til sit Dyr, vikler Tømmen om Haanden, kaster endnu engang et speidende Blik omkring og spørger. "Ere nu alle færdige?" Paa Svaret Ja, kaster han sig i sin Pulk, giver sit Dyr et Rap med Tømmen, og afsted gaar det nu, som anført, i fuld Firspring. De Ældre blandt Tilskuerne tilraabe os en lykkelig Reise. Børnene og Hundene følger os et Stykke paa Veien, løbende, springende og hujende, bjæffende og gjøende omkaps, alt hvad de ere istand til. I Gallop og Firsprang farer nu Renerne afsted efter den forankjørende Fin, og det gaar da hel lystigen til, undertiden vel meget lystigen. For at den uvante Reisende ikke strax ved Udkjørselen og under den vildeste Fart skal falde ud af Pulken, kaster sig stundom en Fin enten i den Reisendes Fang, eller foran paa Pulken. Daa Renen har Ondt for at trække to, bliver den snart mindre ustyrlig. Min Kone lærte, efter en to, tre Timers Kjørsel, selv at kjøre og styre sin Ren. Ogsaa jeg havde allerede Aaret før lært og øvet mig i, med Færdighed at kjøre og styre de lystige og godmodige Dyr med den venstre Haand. Om Aftenen kom vi alle i god Behold til Mortensnæs, hvor Fogden den Gang boede. Han og Kone fulgte Dagen efter med til Tinget i Polmak, som begynder første Søgnedag i Februar og varer i tre Dage.

Paa Brinken af store og bratte Bakker, som den, der fører fra Varangerfjeldet ned til Tanen, standses der. Uvante og frygtsomme Reisende foretrækker da som oftest at gaa ned ad Bakken, da de ikke driste sig til at blive siddende; Renerne og Pulkene blive da bundne den Ene til den Anden. Finnen kaster sig nu i sin Pulk eller Kjærris og kjører afsted ud over Bakken, trækkende efter sig den hele Række af Ren og Pulker; langt er han imidlertid ikke kommen, førend Finnerne, Renerne og Pulkene ere om og i hverandre indviklede, men det hindrer ikke; thi trods Tømmer, Trækremmer, Pulker og Kjærriser imellem Benene, sætte Renerne afsted i Gallop, styrte overende og trækkes saaledes afsted. Med beundringsværdig Smidighed og Hurtighed reiser Dyret sig igjen, og galloperer uskadt og muntert, og kommer med hele Ben ned af Bakken. Finnerne kaste sig nu af Slæderne og bringer Alt igjen i Orden.

Vintertingene for Fjeldfinnerne afgive ikke mindre lystige og travle Dage, end Sommertingene for Søalmuen, og have Lighed med vore Vintermarkeder. Tinget skal holdes, kirkelige Forretninger udføres og bestilles, og Foged, Skriver og Præst skulle have deres saakaldte Rettigheder udbetalte i Renkjød og Renhuder. Finnerne sees nu at vandre om mellem Foged, Skriver, Præst og Kjøbmanden, med deres Renstykker, Rentunger, Renoster, frosset Renmelk, Marveben, Skind og Huder af alle Slags Dyr. Alle disse Herligheder skulle afleveres og modtages hos Kjøbmanden, og der skal pruttes og omsider kjøbes. Eftersom Rettigheder blive afleverede og Kjøbene afsluttes skal Kvittering gives og modtages; denne er af forskjellig Slags: en Kop Kaffe, et Glas Vin, en Dram eller noget Tobak. Som ved Søtingene saa her: Bekjendtskaber stiftes, fornyes, Venskabshilsener lyde overalt. Fin favner Fin, favner sin Præst, sin Foged og Skriver, sin Lensmand, Klokker og Skolemester, og favnes igjen. Finnernes Hilsen: diervan, diervan! og burist, burist lyder overalt. Saameget Finsk kan altid Præst, Foged, Skriver og Kjøbmand, at de, naar de tilraabtes: diervan, diervan! kunne svare de samme Ord igjen; naar de faa Øine paa hinanden, og naar man saa derefter kommer hinanden ind paa Livet, saa sker en halv Omarmelse med den ene Arm, og da raabes burist, burist! og alle disse Hilsener ligesaavel ude i Kulden og Snefokket, som i en varm Stue.

Løverdag 3die Febr. var Tinget endt, og Dagen efter holdt jeg Gudstjeneste i en temmelig stor Stue. (I den senere Tid er det i Polmak opført et Kapel). Det Halve af Prædikenen foredrog jeg paa Finsk. Mandag skulle vi alle forlade Stedet. Aftenen iforveien havde Finnerne opsøgt, samlet og bundet Renerne, som i Tingtiden vare gaaende løse om. Fra de omliggende Fjelde saaes Mandag Morgen Finnerne at komme ned, trækkende med Dyrene efter sig ved Tømmerne. Skræmte af Mennesker og Hunde gjøre Renerne idelige Spring og ville tilbage til Fjeldet; stundom lykkes det da en Ren at slide sig løs, og den sætter nu i Gallop op ad Fjeldet igjen, og maa da hentes tilbage, hvilket kuns bliver muligt derved, at en enkelt Ren, naar den ikke bliver altfor meget skræmt, ikke gjerne fjerner sig langt bort fra den Flok, hvortil den hører. Omsider har man begyndt at spænde for. Hist løber imidlertid en og anden Fin med en Rentunge, eller med nogle Marveben, eller med et Stykke frosset Renmelk, eller og muligens med en Sølvpenge, for endnu engang at gjøre Præst, Foged, Skriver, Kjøbmand, eller disses Hustruer "den sidste Ære, førend man skilles ad"; og "hvo, som ærer, maa æres igjen", saa lyde Ærens ubrødelige Love. Der henne løber en anden Fin, halv fortvivlet og halv sprængt, for at tilveiebringe det tilsagte Antal Ren; thi Ulven har om Natten været iblandt hans Dyr, efterat de vare samlede og fastbundne, og han fandt et Dyr liggende sønderrevet og dræbt, og et kvalt af Tømmen, som det havde faaet om Halsen under Bestræbelsen for at flygte.

Den 7de Febr. vendte min Kone tilbage til Vadsø, efter dette lille foreløbige Forsøg med Renkjørelsen; jeg derimod reiste atter til Karasjok. Storm, Snedriv og Tøveir gjorde, at jeg ikke kom længere, end fire Mile, til en russisk Undersaat. Indtræffer stærkt Tøveir, maa man forblive, hvor man er, thi Renen kan da ikke trække. Dagen efter, kom jeg med Nød og Neppe under Tag for et tiltagende voldsomt Sneveir; det var hos Utsjoks Klokker jeg fik Husly. Storm med stærkt Snefald opholdt mig her til den 10de. Saadanne Ophold vare mig hverken ubehagelige eller tidspildende; det var mig kuns om at gjøre, at være iblandt Finner, og under disse Ophold indførte jeg med Blæk i min Sprogdagbog, hvad jeg foreløbigen havde nedtegnet med Blyant, eller jeg udarbeidede Oversættelser, eller samtalede med Husets Folk. Jeg reiste derfor altid helt alene, og undgik saameget jeg kunde, ethvert andet Følge end af Finner. For de Allerfleste er Reisen som oftest et nødtvunget Middel, for at komme frem; men for mig var Reisen Maalet; jeg skyndte derfor aldrig paa, thi jeg havde jo intet at ile efter, jeg var jo iblandt dem, jeg vilde være hos. Den 13de kom jeg omsider til Karasjok. Her forblev jeg til Onsdag den 7de Marts, da jeg reiste til Kautokeino, hvor jeg ankom den 9de. Paa denne Strækning var der nu blevet opført tvende Fiskegammer, paa Bredderne af fiskerige Indsøer, og i disse tilbragte jeg da Nætterne, saa jeg nu havde det Bedre, end forrige Vinter. Fra 10de til 19de stormede det uophørligt, især de tre Dage, fra 14de til 16de. Termometeret viste kuns 10° R, men Kulden var næsten ikke til at udholde; Blækket frøs, saasnart jeg tog Blækhuset fra Ovnen.

Lensmanden i Kautokeino var en udmærket Personlighed, med et kraftigt og vakkert Ydre; at høre og se ham tolke i Kirken, var en sand Fornøielse og til Opbyggelse, thi med et af Naturen mandigt og velklingende Organ, tolkede han med Værdighed og Følelse, og tillige med Lethed; han talede med Færdighed de tre Sprog: Finsk, Kvænsk og Norsk, og var af Karakter retskaffen og aaben. Ham var det egentligen min Reise til Kautokeino galdt, for at aftale et Møde med ham næste Vinter i Karasjok. Jeg forlod Kautokeino de sidste Dage i Marts. Søndagen, 1ste April, forrettede jeg i Karasjok Jordpaakastelse paa 10 Børn, som alle vare døde af Kighoste i Løbet af tre Uger.

Lignende Aftale, som med Lensmanden i Kautokeino, gjorde jeg i Karasjok med den henværende Lensmand og med Kirkesangeren og Skolelærerne.

Den 4de April forlod jeg Karasjok i Selskab med nogle Finner, som vilde til Handelsstedet Nyborg i Varangerbunden i Østfinmarken. Efter sex Timers munter Kjørsel, havde vi tilbagelagt sex Mile; samme Aften meddelte jeg Sacramentet til tvende sengeliggende Fruentimmere.

Dagen efter havde jeg kirkelige Forretninger paa fire forskjellige Steder; om Aftenen tog jeg ind til en russisk Undersaat, et godmodigt og gudfrygtigt Menneske. Her holdt jeg Aftenandagt for en lille Forsamling. Dagen efter traf vi paa Veien over Utsjokfjeldet en Renby paa 1500 Ren, som var paa sin Flytning, og tilhørte en ung sortlokket russisk Fjeldfin, med et særdeles livligt og godlidende Ansigt. Jeg kunde ikke kjøre Utsjoks gamle ærværdige Klokker forbi, uden at hilse paa ham, og jeg standsede derfor udenfor hans Bolig, og gik ud af Pulken. Jeg traf ham paa Elven, og gik hen og talede med ham. "Gamlingen skal vel have en Farvelskaal?" sagde min Fører til mig; paa mit bejaende Svar, hentede han Dunken ud af sin Kjæris, skjænkede i Bægeret og sagde: "Da Præsten selv ikke smager Brændevin, saa siger jeg paa Præstens Vegne og i hans Navn: Skaal Gamle!" og i det samme skottede han til mig med polisk spørgende Blik. Jeg lo og nikkede. Nu satte han Bægeret for Munden, og tømte det med megen Værdighed. Derpaa fyldte han igjen Bægeret, som han rakte mig, for at den Gamle skulde modtage det af min Haand. "Skulle ikke ogsaa vi have Noget?" spurgte Følget. "Det er en Sag mellem Præsten, mig og den Gamle, og vedkommer ikke Andre", svarede min Skydsmand med megen Gravitet. Man lo, og vi kjørte videre. Da vi kuns havde en Mils Vei igjen til Polmak raabte jeg: "ale vuost! ale vuost!" Jeg sagde nu til Forkjøreren, at han skulde uddele Dunkens Indhold til Følget: Tobakken derimod overleverede jeg til Uddeling til ham, i hvis Hus jeg havde tilbragt Natten, da jeg kom fra Karasjok. Nu blev det lystigt og muntert. Med megen Værdighed bød nemlig Føreren det hele Selskab at samle sig om ham; han fyldte Bægeret og holdt følgende Tale med komisk Alvor: "Den første Dram tilkommer mig, først fordi jeg som Præstens Forkjører er den første og ypperste Mand i Laget; for det Andet kunde Dunkens Indhold muligens ikke strække til Alle, og lidet vilde det sømme sig for den ypperste Mand i et Lag, at gaa med en tør Mund ud deraf.["] "Drik Forkjører!" raabte Selskabet. Nu tog han Huen af, vendte sig hen til mig og sagde: "Skaal kjære Præst!" satte saa igjen Huen paa, vendte sig til Selskabet og sagde: "Skaal kjære Venner?" Enstemmigen erkjendtes nu Præstens Reidemand: den, som førte mit Tøi, for at være den Anden i Rang og Værdighed, og efter ham, den Mand, i hvis Hus jeg havde opholdt mig en Nat; Russefinnen var ikke med, og nu blev ingen Rangforordning mere erklæret for nødvendig. Dunkens Indhold begyndte nu at aftage, men desto mere tog Munterheden til; man lo allerede paa dens eller maaske paa deres Bekostning, som skulde komme til at gaa med tørre Munde ud fra Laget; dog fik Alle, med Undtagelse af den sidste, som kun erholdt et halvt Bæger. Tobakken blev delt i ulige store Dele, hvor efter der blev trukket Lod, under almindelig Munterhed.

Aaret efter min Ankomst til Finmarken bestemte jeg mig til, paa alle mine Reiser, tillands og tilsøs, ikke at smage Brændevin eller Vin, for at overbevise Andre om Unødvendigheden af spirituøse Drikke. Senere ophørte jeg ogsaa med at føre Brændevin med til Skydsen; til Vederlag gav jeg den noget Andet. Jeg vil her ikke lade ubemærket, at i al den Tid jeg førte Brændevin med mig til Skydsen, overleverede jeg stedse Dunken og Bægeret til Forkjøreren og til Baadens Høvedsmand med de Ord: "i Din Æres Haand giver jeg disse", og aldrig har en Eneste tilladt sig at misbruge min Tillid; jeg erindrer kuns en Gang, at jeg tog i Betænkning, at lede Vedkommende i Fristelse.

Før jeg kom til Polmak, maatte jeg endnu en Gang meddele Sakramentet til fem syge og gamle Fruentimmere.

Om end ikke sproglige Hensyn havde bragt mig til at foretage denne 82 Mile lange Vinterreise til Kautokeino og Karasjok, saa var der en anden Trang, som havde bragt mig til at reise de 25 Mile til Karasjok, altsaa 50 Mile frem og tilbage. Siden jeg i Slidre Præstegaard i 1825 af min Svigerfader havde modtaget Tilsigelsen om Syndsforladelse og den hellige Nadvere, havde jeg ikke været Gjæst ved Herrens Naadebord, og da jeg nu føte Trang til, paa ny at blive delagtig heri, saa havde jeg aftalt et Møde i Karasjok med den i Alten-Talvig ansatte Præst, Provst Rode. I Karasjok, paa Henreisen til Kautokeino, meddelede vi derfor gjensidigen hinanden Absolutionen og Sakramentet. Kirken var i den Anledning overfyldt med Mennesker, som iagttoge den dybeste Stilhed og Andagt og udviste den mest levende Deltagelse og Glæde over, i Fællesskab med tvende Præster, at kunne annamme Sakramentet. Dagen blev derved end mere til en sand Høitidsdag for os Alle og til en Glædesdag i Gud, som længe blev omtalt og erindret.

Ved min Tilbagekomst til Vadsø, den 10de April, forefandt jeg Præstegaarden tom og Fjøset indstyrtet. Min Kone havde skyndsomt maattet forlade den gamle forfaldne Bygning, som begyndte at falde sammen; det var netop saa vidt, at intet Menneske kom til Skade ved Udhusets Nedramlen. Vi fik leiet to smaa Værelser i Kjøbmandens Huse; thi ved den afholdte Besigtelses- og Syns-Forretning erklæredes Præstebygningen aldeles uistandsættelig.

Den 14de Juli fulgte min Kone mig til Næsseby, men reiste den 17de tilbage; jeg gik derimod, i Selskab med Fogden, over Varangerfjeldet til Tana-Ting. Da dette var tilendebragt, fortsattes Reisen den 23de til Lebesby. Strax efter vor Udfart fra Guldholmen tvang en pludselig opkommen Modvind os til at søge Havn i en liten Kile i Digermulfjeldet. Efter et Par Timer lykkedes det at komme til et beboet Sted, hvor vi maatte forblive et Døgn, hvorved jeg fik Leilighed til at gjøre Husbesøg og til at katechisere Ungdommen og Børnene her og i den nærmeste Omegn. I Taage og megen Regn kom vil til Hopseidet, og Dagen efter til Lebesby, til Tinget. Her var saa godt som ingen Almue, thi Tiden var for Søalmuen den allerubeleiligste; det var nemlig Frihandelstiden, Makketiden kaldet, da Almuen havde Tilladelse til selv umiddelbar at afhænde sin Fisk til Russer og Andre; følgeligen laa alle Mennesker ved Havkanten og fiskede. Makketiden kaldtes denne Frihandelstid, fordi der i Fisken, 24 Timer efter at den var fanget, begyndte at komme Mak (Orm).

Om Aftenen den 31de Juli forlod jeg Lebesby, for at reise til Kjelvig paa Magerøen, samt til Maasø, og derfra videre til Havosund i Hammerfest Præstegjeld. Her indfant sig hos mig den som Lærer for Finnerne paa Seminariet i Trondenæs ansatte Finneskolelærer, der af en afdød Præst Kildal var oplært i Norsk. Han kom til mig paa det norske Bibelselskabs Bekostning, og forblev senere hos mig til Udgangen af Januar 1828. Søndag Morgen, 12te August, kom jeg saa tidlig tilbage til Lebesby, at jeg til rett Tid kunde holde baade Høimesse og Aftensang. Da her i Sognet boede nogle norske Familier, saa holdt jeg afvexlende finsk og norsk Høimesse og afvexlende finsk og norsk Aftensang.

Naar Almuen i flere Døgn maa opholde sig paa Kirkestedet, trække de Baadene op paa Land, og lægge dem paa Siden, med Kjølen vendt imod Vinden; Seilet benyttes da som et Forhæng; undertiden sættes ogsaa Aarene op imod hverandre, og naar da Seilet bredes uden om disse, har man et Telt. Hist og her sees ved Strandbredden Bivouakild, og Gryder hængende over Ilden. Paa Kirkereiserne maa man stedse, overalt ved Havkanten i Finmarken, være forberedet paa at blive opholdt af Modvind, og da er en Madgryde en uundværlig Ting. Glade, nøisomme og tilfredse lyder overalt Finnernes livlige Samtaler.

Onsdag Morgen, 22de August, var Afreisen bestemt, men jeg blev af Modvind opholdt lige til Søndag. Efter hvad jeg allerede har anført, bleve alle disse idelige Ophold mig aldrig til Tidsspilde. Efter Aftensangs-Tjenesten forlod jeg Lebesby, og kom imod Morgenstunden til Hopseidet, hvor en Mængde Finner ventede mig, og da jeg fandt dem alle vel forberedte, afholdt jeg de ønskede præstelige Forretninger, og gik saa strax i Baaden igjen. Ved Aftens Tid kom jeg til Guldholmen, hvor jeg traf min Kone. Den 1ste Septbr. forlode vi igjen Holmen og gik i klart og godt Veir samme Dag over Varangerfjeldet. Jeg holdt Dagen efter Gudstjeneste i Næsseby Kirke og kom den følgende Dag til Vadsø. Efter 14 Dages Forløb reiste jeg til Vardø, som jeg først naaede efter to Dage. Efter 2½ Uges Ophold der skulde jeg tilbage til Vadsø, men tvende Gange kastede Modvind mig tilbage til Vardø; først tredie Gang lykkedes det mig at naa frem. Efter 14 Dages Forløb fulgte min Kone mig til Mortensnæs, hvor jeg havde leiet en liden Stuebygning, da Skolehuset i Næsseby nu var aldeles ubeboeligt. Jeg forberedede Confirmations-Ungdommen for næste Aar; kom den 20de November tilbage til Vadsø, hvor jeg forblev til 28de Januar 1828.

Nogle af de mange herlige Nordlys vil jeg dog ikke lade ganske uomtalte. Paa min Reise fra Karasjok til Kautokeino, Vinteren 1826, bemærkede jeg, at der efterhaanden paa Himmelen dannede sig en Bue indtil den fik følgende Form; den stærkeste og skjønneste Udstrømning gik ud fra Øst og blev mødt af en lignende men noget mindre, fra Vest; begge disse Udstrømninger, der stedse blev bredere og bredere, mødte hinanden omtrent midt paa Himmelen og dannede nu en fast Bue.

I usædvanlig lang Tid beholdt Buen denne regelmæssige Dannelse, spids i begge Ender, hvorfra Udstrømningen udgik; de mest phantastiske Former afvexlede saavel inde i Buen, som paa Udkanterne, men kom ikke udenfor Buen; Farvernes Livlighed og Styrke lader sig ikke beskrive. Eftersom Buens Bredde tiltog, udbredte den sig over Zenith, Maanen kom tilsidst ind i Buen, og al Skygge forsvandt nu ogsaa for en Tid fra vore og Renernes Legemer. Efter omtrent 1½ Time, forsvandt den hele Bue, og pludseligen skjød nu Lysstriber fra Nord til Syd frem; efter nogle Minuter forsvandt disse igjen, og fra Øst til Vest og fra Vest til Øst fremvæltede nu rullende Ildbølger, som forsvandt, kom atter tilsyne, indtil ogsaa de omsider ganske forsvandt. Nordlyset gaar gjerne fra NO og ONO til SV og VSV og danne sædvanligen først en regelmæssig Bue, som siden gaar over til uregelmæssige Lys- eller Ildpartier. Det begynder med en lysende, stundom med en mørk Taage, som efterhaanden danner sig til en regelmæssig Lysbue. Undertiden er den nordostlige Himmel mørk, hvorefter Lysningen begynder. Den 21de Decbr. saaes, allerede Klokken 6½ Aften, tvende store Buer fra ONO til VSV samt en tredie Bue, hvis Hovedretning var fra N. til S. Snart forsvandt disse tre Buer, og kort efter kom den sidstnævnte Bue atter tilsyne. Den 26 begyndte det, Klokken noget over fem, at lyse i NO; flere regelmæssige Lysbuer dannede sig, forsvandt og viste sig igjen. Klokken 8¼ naaede Nordlyset sin største Skjønhed, der dog snart opløste sig til en Lystaage. Klokken 8½ dannede sig i NO. en lysende Spiralbue, som snart begyndte at bevæge sig, og at udvikle sig i flere og flere, større og større Spiralbuer, der dreve fra NO. til SV. og udvidede sig i denne Regelmæssighed ud over den allerstørste Del af Himmelen; de var ligesom rødlig flammende Luer, og medens at Ilden løb i disse Spiralbuer, bevægede det Hele sig bestandigen, som anført, mod SV. Flere lysende, skjønne Buer dannede sig og sluttede sig til samme. Efter omtrent en halv Time, begyndte det Hele at opløse sig til en Lystaage. Den 18de Januar 1827, mellem Klokken 5 og 6, saaes en svag, men lys og bred og regelmæssig Bue; den havde smukke, livlige Farver, og forskjellige isolerede mindre Partier, som endnu saaes Klokken 10¼. Strax i Begyndelsen dannede sig paa den sydlige Horisont en bred Bue i Ø og V; den blev spids imod Enderne, og under Buen dannede sig tvende Rader langagtige smaa Nordlys, saaledes som hosstaaende Figur antyder.

I alle Regnbuens Farver sees Nordlyset underligt bølgende hen under Himmelens udstrakte Befæstning, forsvinder, flammer igjen og tilintetgjør for nogle Øieblikke al Skygge; denne Skyggeløshed gjør et eget og underligt Indtryk paa Sjelen; det er noget Magiskt, noget Overnaturligt, naar man i en saadan Lysning forgjæves ser sig om efter sin egen Skygge. Der ere Flere, som have troet at høre en hvislende Lyd at følge med Nordlysene, men jeg har aldrig med Bestemthed kunnet høre nogen saadan Lyd.

Pragtfuld og i høi Grad tiltalende for Sindet og Sjelen, er den overordentlig deilige Aften- og Morgenrøde, som i den mørke Tid fra Klokken 9 om Morgenen til Klokken 3 om Eftermiddagen saa høitidsfuld lyser ned til os fra Himmelen og forener denne og Jorden og farver Himmelens Skyer med glødende Purpur; dog finder dette kuns da Sted, naar den nederste Del af Horisonten er skyfri og klar.

Solen er i Finmarken, i det midterste Strøg af samme, omtrent under 70° Bredde, om Sommeren, noget over 2 Maaneder - 9 Uger - bestandig over Horisonten, og ved Midvinterstid omtrent ligesaa længe bestandig under Horisonten. Selv i de korteste Dage har man dog i nogle Timer saa meget Dagslys, som er tilstrækkeligt for Almuesmanden til at foretage sine vanlige Sysler under aaben Himmel. Ved klart Veir kan man ved Middagstid se at læse i Vinduet. Paa et Sted, hvor Udsigten er fri, kan man, i Begyndelsen af Januar, ved klart Veir allerede om Morgenen Klokken 8 se et svagt Dagskjær i Østen, og siden med Øinene forfølge Solens Gang under Horisonten; og sidst i Januar, henimod den Tid, da den igjen hæver sig over Horisonten, betegner en høi og luende Pyramide dens Opholdssted, ligesom man ogsaa i nogen Afstand til begge Sider, stundom kan see to andre lignende, dog mindre og svagere Ildstøtter. Nogle Dage senere viser Solen selv sin Skive i majestætisk Glands, og synes for dem, der længe have savnet den, skjønnere og herligere, end nogensinde før.

Jeg havde nu været 2½ Aar i Finmarken, og det Bekjentskab, som mine mange Reiser havde givet mig til Finnerne, overbeviste mig om, at skulde Nogen kunde haabe, at bidrage til deres Gjenfødelse og Opreisning som Kristne, som Mennesker og som Borgere, saa maatte en Saadan ikke indskrænke sig til at virke som Præst i et enkelt, bestemt Præstegjæld, men som omreisende Missionair iblandt dette Folk, som jo visstnok ikke var hedensk i Ordets almindeligste Forstand, hvilket tilstrækkeligen er godtgjort af hvad som allerede er anført, og som endmere vil fremlyse i det Følgende, men hvis udstrakte Landstrækninger i en Række af Aar, af Mangel paa Lærere, havde ligget aandeligen øde, og hvis Bopæle og Levemaade gjorde en omvandrende Prædikant nødvendig. Jeg havde tillige overbevist mig om, at Folket ikke forstod Norsk, og at jeg altsaa maatte tilegne mig deres Sprog, for i dette, som Gud nu engang havde nedlagt i deres Hjerter og lagt paa deres Tunger, at kunne tiltale dem med Livets Ord. - De forskjellige Folkeslægters forskjellige Sprog ere de levende Former, i hvilke Gud her i Verden for ethvert Folk vil aabenbare sig og forkyndes, og i hvilke han vil meddele Folkene sine for Alle fælles Velsignelser og Forjættelser, og den Helligaand lagde ogsaa ved Pintsefesten de forskjellige Folkeslægters Tungemaal paa Apostlernes Læber, saa at Folkene hørte dem tale om og forkynde Guds store og underlige Gjerninger i deres eget Tungemaal, det, hvori de vare fødte; og førend Apostlerne havde lært disse Sprog af den Helligaand, maatte de ikke forlade Jerusalem. Sprogstudiet er derfor et helligt Studium.

Skolelærer Isak Olsen kom i Aaret 1703 til Østfinmarken, og blev af Provst Paus ansat som Skolelærer for Varanger Sogns Fjeld- og Søfinner. Her arbeidede Isak Olsen med apostolisk Iver og Troskab i 14 Aar, i Fattigdom og Mangel, i Farer tillands og tilvands (7). Finnerne hadede ham, fordi han opdagede deres Adguderi og Offersteder, og næsten som en Tigger, og ofte blot halvklædt, maatte han reise om iblandt dem. Naar han mange Gange i den mørke Nat maatte reise over Fjeldene, gave de ham de ustyrligste Ren, for at han skulde omkomme paa Veien; ved alle Slags Mishandlinger søgte de dels at forkorte hans Liv, og dels at gjøre ham træt; dette lykkedes dem ikke; thi Gud var med Isak og arbeidede med ham, og hans Værk havde derfor Fremgang. Men dette synes end mere at have forøget de hedenske Finners Forbittrelse; dog vovede de ikke ligefrem at ombringe ham. Derimod satte han sin Helbred til, efterat han i flere Aar havde tjent uden Løn. I Aaret 1716 tog Lector von Westen ham med sig til Trondhjem, hvor han blev ansat som Lærer og Tolk ved det der oprettede Seminarium.

Thomas v. Westen, Finnernes Apostel, blev født i Trondhjem 1682. Med en Arkangelskipper reiste v. W. 29de Mai 1716 til Finmarken, ledsaget af to Kapellaner, der bleve ansatte som Missionairer i Øst- og Vestfinmarken. Paa denne første Reise, hvor han havde forefundet et vederstyggeligt, hedensk Afguderi, forkyndte v. W. Evangeliet for henved 1000 Finner, deraf 750 i Østfinmarken. I Juli 1718 foretog han den anden Missions-Reise, og havde da med sig tilbage til Finmarken to Finnebørn, som han ved sin første Reise derfra havde taget med sig til Trondhjem. "Hvor senere en omvendt Fin reiste hen, havde han sædvanlig en Bog i Barmen, Gud i Munden og Christus i sin Omgjængelse" skriver v. W.

Den tredie større Missions-Reise tiltraadte v. W. 29de Juni 1722, for at tilbringe Vinteren blandt Nordlandenes Finner. I Bodø, Saltdalen, Skjerstad og flere Sogne var en stor Vækkelse blandt den finske Ungdom indtraadt. v. W. indrettede Vinterskoler for dem, og Børnene kom med største Glæde; de fleste af dem havde blot taget med sig tre Marker Havremel, som de saltede stærkt, for at forøge Melets Kraft, og for at de ikke af Hunger skulde nødsages at forlade Skolen, og heraf levede de i en hel Uge. Andre arbeidede om Dagen for sin Underholdning, og lode sig om Aftenen og en Del af Natten give Undervisning i Skolen. Først paa denne Reise kom v. W. til Kundskab om Afguderiets hele Størrelse, iblandt Nordlands-Finnerne. Der vare hele Fjorde, hvor hver eneste Indvaaner ofrede, og hvor hvert Hus og hver Samling var afgudisk. Paa Klipperne i Overhalden boede 283 Finner, der alle vare Hedninger, men med Held arbeidede v. W. iblandt dem. Efterat v. W. den 5te Mai 1723 var vendt tilbage til Trondhjem, strømmede mangfoldige Finner til ham der. En smertefuld Sygdom endte hans Liv 9de April 1727, da han endnu ikke var 45 Aar gammel. Han døde i en saadan Fattigdom, at kristelige Venner maatte besørge hans Begravelse. Hans Enke var forarmet og trængende, thi hun havde anseet det for en Vinding, at hendes betydelige Formue anvendtes til Udbredelsen af Christi Evangelium blandt Finnerne; med samme Uegennyttighed havde hendes Datter, en Stifdatter af v. W., ligeledes ofret sin Formue i Missionens Tjeneste. v Westens Minde levede siden blandt Finnerne, gjennem flere Slægter, i taknemmelig Erindring.

Den 19de Juni 1725 kom Knud Leem som Missionær til Finmarken. Han lagde sig især efter Sproget, og efterlod sig et finsk-norsk Lexicon eller Ordregister, et for hin Tid fortjenstligt Arbeide. Af tre forskjellige Missionærer var udgivet: Katekismen, en liden Bønnebog og nogle Salmer. Alle disse Bøger vare ved min Ankomst saa godt som ganske forsvundne, og kuns med Vanskelighed erholdt jeg et Exemplar af dem. Leem ansattes senere ved det i Trondhjem oprettede seminarium lapponicum som Bestyrer og Lærer, med Titel af Professor. I Aaret 1774 ophævedes dette Seminarium, thi Finnerne skulde undervises paa Norsk, og det hele Missionsvæsen uddøde efterhaanden. Blandt den senere Tids Missionærer udmærkede sig Missionær, senere Provst, Kildal, og i Forening med den af ham oplærte finske Skolelærer Nils Gundersen, skulde han i Aaret 1822 paabegynde Oversættelsen af det nye Testamente, da Gud kaldte ham fra denne Verden. Hvad de omtalte Bøger angaar, saa laa vistnok Vidensbyrdet om Lyset i dem, og i Guds Haand have de været Midler til at drage Folkets Tanker til Sandheden i Christus, men desuagtet var Sproget og Tanken i dem saa forvirret og utydelig, at de endog stundom forkyndte det Modsatte af hvad de skulde.

At det hele Missionsvæsen ophørte, var intet Onde, men et Gode, thi det havde udrettet den Gjerning, hvortil Gud havde udseet og opreist det. Denne Virksomhed, saa kort den end varede, havde, ved Herrens Styrelse, det Kald, at forberede kommende Dages Gjerning, og den efterlod Frøkorn, som, naar Herrens Time kom, skulde spire og udvikle sig og bære Frugt. Et Knytte- og Foreningspunkt mellem hin forbigangne og nærværende Tid, er tydeligt og synbart at skue; thi ikke har det kristelige Liv i disse Egne været udslukket, og vi kunne vide, at de dybe, inderlige Bønner i Jesu Navn, med hvilke Finnernes nævnte Apostel og Fader lagde disse sine Børn paa Guds Faderhjerte, have været hørte. Gud vil visseligen glæde hans Sjæl i Himmelriget med Synet af det Folks Frelse, som han bar i sit Hjerte, da Gud kaldte ham til sig. - Kildal bidrog meget til, at det af v. Westen og Medarbeidere tændte og forberedede Kristenliv skulde holdes i Aande, indtil at Foranstaltninger, hensigtsmæssige baade for Nutid og Fremtid, bleve trufne. Efter at Kildal havde forladt Finmarken, erindredes hans Navn og Lære i lang Tid med Taknemmelighed.

Endnu maa nævnes Erik Bredahl, som var Biskop i Trondhjem fra 1643-1672. I tre Aar forrettede han som Præst i Trondenæs i Nordlandene, og han reiste flere Gange op til Finnerne og led Ondt. Nogle Studenter og Skolediciple bleve af Biskoppen sendte til de hedenske Finner; efter megen udstanden Nød og Møie, fandt man disse unge Menneskers Lig ude paa Marken. Om ikke umiddelbart, saa dog vistnok middelbart, havde Hedningernes ugjæstmilde, følesløse og vilde Fremfærd øiensynligen Andel i disse Ynglingers Martyrdød.

Nordlandene og Finmarken laa, indtil de allersidste Tider, under Trondhjems Bispestol. I Biskop Krogh fik disse to Provindser sin første egne Biskop. Nævnte Biskop Bredahl vedblev dog fra Trondhjem, paa alle mulige Maader, at sørge for Kristendommens Indførelse iblandt Finnerne i Nordlandene, saa at de Spor af Kristendommen, som fandtes, da Omvendelsesværket efter 50 Aars Forløb igjen fortsattes, vare en Frugt af hans Bestræbelser.

Ja, et Tilknytnings- og Foreningspunkt mellem hin forbigangne og nærværende Tid, er synbart, og Frelserens Ord til sine Apostle hos Joh. 4; 37, 38 finde her sin Anvendelse, naar han siger: "Herudi er den Tale sand, at der er En, som saar, og en Anden som høster. Jeg haver udsendt Eder, at høste det, som I ikke arbeidede; Andre have arbeidet, og I ere indkomne i deres Arbeide, saa at Ingen kan rose sig". Saa talede Herren, i Forudskuen af en til Indhøstning moden Sædemark, og saa var Finnefolkets Tilstand. Den første Mission havde saaet og forberedt Gemytterne og Hjertene til at modtage Evangeliets glade Budskab, hvorved den i Folkets Indre vakte Længsel, Anelse og Tro skulde naa sit Maal. Fremdeles staar der skrevet i 1. Kor. 3, 7, 8: "Gud er den, som giver Væxt, saa er nu hverken den Noget, som planter, ikke heller den som vander, men begge ere Et". Saa ere da Fortidens og Nutidens Prædikantere og Missionærer Et, Et for Gud, Et i Gud.

Med betydeligen Omkostning lod jeg i Aarene 1825-27 hente til mig Kirkesangere, Skolelærere og de ved Kirkerne ansatte Tolke, fra forskjellige Egne i Finmarken; og, som allerede anført, havde jeg ogsaa den finske Seminarielærer hos mig i den sidste Halvdel af 1827. Med hver Dag blev imidlertid en Fattigdom i Sproget mig mere og mere paafaldende og ubehagelig, en Fattigdom, som i Virkeligheden dog umulig kunde finde Sted, men maatte være en Følge af mine finske Sprogmesteres Mangel paa Dannelse og Udvikling, og af deres store Uvidenhed i Norsk. Folket var livligt, muntert og snaksomt, og af megen Bevægelighed og Følelse, men saaledes var ikke Sproget i mine Sproglæreres Mund.

Da jeg kort før Paaske i 1827 kom tilbage fra mine Vinterreiser, var jeg meget medtaget, mat og lidende af Smerter i Ryggen og i min høire Arm, og tildels ogsaa i Brystet, uden dog at denne legemlige Svaghed udøvede nogen hindrende Indflydelse paa Udførelsen af mine Embedspligter. Ved November Maaneds Udgang maatte der bestemmes, om og hvilke Vinterreiser, der skulde foretages. October var allerede kommen, og jeg var endnu ikke rigtig kommet mig. Kunde jeg ikke udholde de hidtil foretagne Reiser, navnligen Vinterreiserne, da vil jeg langt mindre kunne taale dem, der ventede mig, dersom jeg vilde naa Maalet. Jeg opgav endnu ikke Haabet om, i betimelig Tid, at erholde min Helbred igjen, og at dette skede, med Guds Bistand, i Løbet af November.

I hele Finmarkens Amt var Lebesby Sognekald det eneste, der gjorde det muligt, at kunne forene de Enkeltes og den nuværende Tids Tarv og Fordringer med det hele Folks, og for den kommende Tid. Som Præst til Vadsø Menigheder tjente jeg paa 700-800 Spd. Lebesby Sognekald, det andet i Provstiet, afgav den Gang kuns 200 Spd. I Tidens Længde vilde jeg vel med ovennævnte Indtægter kunne have bestridt mine Reiser, men med 200 Spd. var dette en Umulighed. Hvorfra Pengene skulde komme, dersom jeg vilde vedblive med mine Reiser, vidste jeg ikke, men det vidste jeg, at jeg, naar jeg havde gjenvundet min Helbred, maatte gjøre det, som jeg maatte erkjende for Pligt, saavel imod Finnerne, som mod de mange norske Familier i Vadsø og Vardø Sogne, thi for Finnernes Skyld kunde jeg ikke forsømme de Norske, og begges Interesser kunde jeg ikke varetage, thi Vadsø Kald fordrede sandeligen sin Præstes hele udelte Virksomhed.

Saasnart jeg ved Udgangen af November følte mig frisk igjen, talede jeg med min Kone om Forholdene og om Spørgsmaalet, at forlade Vadsø og søge Lebesby, og sagde: "Hvad siger Du dertil?" "Jeg kan jo ogsaa indse Nødvendigheden, og er færdig naar Du vil", svarede hun. "Imorgen gaar jo Posten, søg Lebesby, Gud hjælper os nu vel". Dagen efter søgte jeg Lebesby, og Gud hjalp os. Penge fik jeg, naar jeg behøvede dem, og før havde jeg jo heller ikke søget Brug for dem.

Et Folk, som Finnerne og et Sprog, som deres, der aldeles ingen Literatur besidder, som leve adspredte paa store Vidder og ere adskilte fra hverandre ved Fjeldstrækninger, Have, Fjorder og Floder, og hvis Stammer føre et saa aldeles forskjelligt Liv, kunde jeg ikke lære at kjende ved at opholde mig i en enkelt Egn, om jeg end var der min hele Levetid. Der gives kuns et Middel til at lære at kjende Aanden, Grundtonen og Grundtrækkene hos et saadant Folk og i et saadant Sprog, og dette Middel er personligt Bekjendtskab med samtlige Stammer, med Individerne og med det hele Folk. Et saadant personligt Bekjendtskab havde jeg foreløbigen begyndt at stifte, og skulde nu fortsætte dermed. Om Vinteren maatte derfor min Kone følge mig til Polmak, Karasjok, Kautokeino og flere Steder. Under Opholdet paa disse Steder vilde jeg foretage jævnlige Udflugter, for at opsøge Fjeld-Finnerne i deres Hjem. Om Sommeren maatte min Kone følge mig langs Søkysten, i en aaben Baad, hvormed vi maatte reise langs Kysten fra Finmarken til Trondhjem, og være fire Maaneder underveis, for at jeg kunde erholde den nødvendige Tid at lægge iland, snart hist, snart her. To Gange har vi saaledes sammen befaret denne Strækning, foruden de mange Baadreiser, vi foretoge i Finmarken, og det, uagtet hun næsten altid, som allerede før omtalt, har været søsyg. Havde Gud villet, at vi skulde havt Børn, saa havde naturligvis et saadant Nomadeliv ikke kunnet være muligt, men vi vare børnløse, og vistnok ikke altid ganske uden en Følelse af Savn. Ved samtlige vore Reiser kunde der stedse ikkuns tages et underordnet Hensyn til min Kones Bekvemmelighed, og heller ikke til hvad Reiserne kostede, men blot til, hvorledes Hensigten og Maalet bedst kunde opnaaes. Dette Nomadeliv fortsattes nu uafbrudt til Høsten 1831, og siden fremdeles under vore forskjellige Ophold i Finmarken. Ikkuns saaledes kunde det blive muligt, at trænge ind i Livet og i Hjertet af saavel Folket som Sproget, thi for ret at opfatte Sproget, maa man opfatte Folket, og omvendt. - Sproget kunde jeg blot lære af dem, som ikke forstode noget andet Sprog, end det dem af Gud givne Modersmaal, thi ikkuns de talede Sproget rent og ublandet, og derfor skulde Fjeldfinnerne fra nu af være mine Læremestere, baade med og uden deres Vidende. At jeg hidtil havde maattet dele min Tid og mine Iagttagelser mellem Finnerne og Normændene var til Fordel for mit fremtidige Bekjendtskab til de første, thi et Folks Omgivelser ere ikke uden Indflydelse paa dets Udvikling, og kunne enten bidrage til, eller og lægge Hindringer i Veien for samme.

Da der hist og her findes udtjente Skolemestere og Tolke, og Finnerne, som bo omkring Handelsstederne, havde lært at tale lidt Norsk og gjerne ville lade sig høre heri, ere flere Reisende blevne forledede til at antage, at det norske Sprog er kjendt og forstaaet af Finnerne.

6) En fordærvet norsk Udtale af det finske Ord: oapes, Veileder, Fører, Lods.

7) (2 Korr. 11; 26, 27.)