Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

Min første Reise til Finmarken
Omfattende Aarene fra 22de April 1825 til 25de August 1831.

1825.

To Dage efter Ordinationen, den 22de April 1825, tiltraadte vi Reisen til Finmarken. Norge havde da intet Dampskib. Vi reiste over Land til Kjøbenhavn, for derfra med en stor Tremaster at gaa til Vadsø i Østfinmarken. Den 2den Mai kom vi til Helsingborg; jeg leiede strax en Baad for at bringe os over Sundet; samme Aften Klokken 7 forlode vi med Extrapost Helsingør. Min Broder Johan som da var bleven Justitsraad og Herredsfoged i Ebeltoft, mødte os i Kjøbenhavn.

Skibet, der skulde føre os til Vadsø, tilhørte en der boende Handelsmand; hans Svigersøn, bosat i Kjøbenhavn, fulgte med os til Finmarken til sin Svigerfader. Vi afseilede fra Kjøbenhavn den 14de Mai.

Den 1ste Juni vare vi allerede i Høide med Slidre Præstegaard; men Veiret var haardt og Søgangen stærk. Fra det Øieblik vi forlode Kjøbenhavn og til vi kom til Vadsø, var min Kone søsyg, vel mere eller mindre, men saa godt som aldrig ganske frisk, og søsyg vedblev hun at være paa alle vore senere Søreiser, hvad enten disse foretoges ombord paa Skibe eller i Baade. Den 7de Juni ved Midnats Tid, vare vi paa Høiderne af Nordkap. Lysere og lysere vare Nætterne blevne; al Nat var tilsidst forsvunden; i uafbrudt Dag lyste i milevis Afstand Norges af den aldrig nedgaaende Sol oplyste Fjelde og "viste hvor vort Norge laa".

Den 15de Juni løb Najaden, saa hed Skibet, ind i Busesund, som adskiller Vardø fra Fastlandet. Da det ved vor Ankomst var Fjæresø - Ebbe, lavt Vand - maatte vi bæres i Land. Flokke af utallige Edderfugle og andre Fugle fløi skrigende frem og tilbage over Sundet. Flere Lodjer (russiske Fartøier) laa her for Anker. Nogle rødmalede Huse af et venligt Udseende saaes indenfor Fæstningens Omraade, og over Kommandantboligen vaiede Fæstningens Flag. Denne nette og vel vedligeholdte Fæstning afgav et behageligt Skue. Mellem Fæstningen og Byen er nedrammet en Allee af tørre Birketræer, for at Folk paa disse faa Skridt, under Vinter- og Snestormene, ikke skulle forvilde sig i Snefokket og blive kastede ud i Søen.

Byens nogle og 70aarige ærværdige Kirkesanger og Skolelærer modtog ved Strandbredden sin Præst, og bød mig og min Kone i sit og Menighedens Navn et tro hjertigt og oprigtigt Velkommen. Han spurgte derefter, om det var sandt, hvad Folk sagde, at jeg havde været Krigsmand, og fortalte derpaa med synlig Velbehag, hvorledes ogsaa han i sine yngre Aar havde som Krigsmand tjent sin Konge paa Vardøhus Fæstning i Egenskab af Artillerist.

Alt aandede Liv og Glæde her; thi Foraarets Fiske havde været stort, saa at endogsaa Fruentimmerne havde fra Strandbredderne og fra Klipperne fisket, medens Mændene vare landede med fuldladte Baade; Almuens Velvære afhænger for en stor Del af Vaarfiskeriet. Ugen før vor Ankomst havde det sneet saa stærkt, at Kommandanten med sin Frue havde havt sig en Slædefart; paa disse to Dage var imidlertid ethvert Spor av Sne forsvundet. Den 16de Juni, Dagen efter Ankomsten til Vardø, seilede Najaden ind ad Varangerfjorden til det sex Mile fra Vardø liggende Vadsø, som den Gang endnu ikkuns var et Fiskevær, men rigtignok et af de store. Najaden kastede Anker udenfor Vadsø daværende Præstebolig, Elvegaarden kladet, en halvfjerdingsvei fra Vadsø, længere inde i Fjorden. Ifølge Fuldmagt fra Biskoppen indsatte jeg mig selv den paafølgende Søndag, og holdt min Tiltrædelses-Prædiken. Løverdagen før havde jeg af Fogden og Sorenskriveren modtaget baade Sognepræst- og Provstearkivet.

Vadsø Sognekald, hvortil jeg var udnævnt, indbefattede den Gang trende Kirkesogne. 1) Annexet Vardø i Øst; 2) Hovedsognet Vadsø i Vest, paa begge Sider af Varangerfjorden; 3) Annexet [Næsseby] i Vest igjen for Vadsø, ligeledes paa begge Sider af Varangerfjorden. Som ene Præst i Provstiet, var det mig paalagt, som forrettende Præst ogsaa at overtage Bestyrelsen af Provstiets andet Præstekald, der ligeledes den Gang indbefattede trende Kirkesogne, samlige i Vest for Vadsø Præstegjeld: 1) Tanen paa begge Sider af Tana-Elven samt paa begge Sider af Tanafjorden; 2) Hovedsognet Lebesby, paa begge Sider af Laxeelven, 3) Annexet Kjøllefjord ude ved Havet, med Forbjerget Nordkyn, ogsaa kladet Kynerodden, det nordligste Forbjerg paa Europas Fastland, thi Nordkap ligger paa en Ø, Magerøen, og stikker kuns meget ubetydeligt længere ud imod Nord end Nordkyn. - Østfinmarken er nu inddelt i fem Pastorater, ligesom der ogsaa er oprettet en Kateketpost ved Vadsø Skole, altsaa i Alt 6 Præster. Sandsynlig vil der ogsaa i sin Tid blive oprettet endnu et Pastorat i Østfinmarken for Finnerne og nogle Norske paa den søndre Side af Varangerfjorden.

Provstiet har en Udstrækning af omtrent 300 geographiske Kvadratmile. Hertil kommer, at Provstiets Fjeldfinner den Gang til visse Tider om Vinteren droge langt ind i de russisk-finlandske, forhen svenske Lapmarker, stundom indtil 1½-2 Dages Reise fra Kola, samt paa en anden Kant indtil Enjager i Finland; alle disse nævnte Distrikter have indtil de senere Tider tilhørt Norge. Paa alle disse vide Strækninger maatte jeg nu, navnligen i de tre første Aar, saa længe som jeg var ene Præst i Provstiet, drage viden om, for saavidt muligt var, at betjene Menighederne med Ordet og Sakramenterne, og undervise Ungdommen, saaledes som det vil sees af det Følgende, der ere Uddrag af mine færste Dagbøger og afgivne Beretninger om mine Reiser, m. m. Til disse Reiser og Omvandringer iblandt Østfinmarkens Menigheder kom Reiser til de tvende Fjeldsogne Karasjok og Kautokeino i Vestfinmarken; fornemmeligen vare disse Reiser nødvendige for Sprogstudiets Skyld. Naar undtages Reiserne imellem Østfinmarkens nævnte sex Kirker, foretoges alle de øvrige Reiser paa min egen Bekostning. Ogsaa efterat jeg ikke længere vare ene Præst i Provstiet, fandt jeg det nædvendigt at vedblive med disse Omreiser, hvilket ligeledes vil sees af det Følgende.

Dagen efter min Tiltrædelsesprædiken begyndte jeg med Husbesøg, saavel paa Vadsø, som i de forskjellige Fiskeværer, norske saavelsom finske og kvænske; overalt og af Alle blev jeg bestandigen modtaget og hilset med umiskjendelig Fornøielse og Tilfredshed.

Den 29de Juni forkyndte Flag og Kanonskud fra Vadsø Handelssted og fra Najaden Amtmandens Ankomst til Vadsø; han kom for at bivaane Østfinmarkens Sommertinge. Paa ethvert Handelssted haves Flag; ligeledes føre Embedsmændene Flag paa deres Baade, hvorved deres Ankomst bliver saameget lettere bemærket; flere af Handelsmændene fører ligeledes Flag. Indtil jeg kunde faa anskaffet mig et eget Flag, fik jeg laant et fra Toldboden paa Vardø. Jeg valgte senere Tempelherrernes Flag, hvidt med et bredt rødt Kors i Midten, som delte Flaget i fire Dele.

Tingene skulde tage sin Begyndelse første Juli paa Vardø, i Fogderiets søtligste og yderste Tinglag. I Finmarken afholdtes i min Tid det almindelige Sage- og Skatteting kuns engang om Aaret. Den paa et saa stort Areal vidt avspredte og ringe Befolkning, det meget Ophold og den Tidsspilde, som Veiens Længde og Modvinde forvolde, thi ikkuns Søkysterne og Flodbredderne ere beboede og beboelige, gjør det nødvendigt at saavel Kirkerne som Ting- og Handelsstederne findes forenede og anlagte paa de for Almuerne bekvemmeste og lettest tilgjængelige Samlingssteder. For fremdeles, saameget som muligt, at skaane Almuerne og Menighederne for Reiser, var det bestemt at ogsaa Præsterne skulde være nærværende ved Tingene. Som Følge heraf maatte da ogsaa jeg følge med den verdslige Øvrighed til Vardø.

Disse Sommertinge indtraf altid paa den livligste Handelstid og, som allerede anført, ikkuns eengang om Aaret; Ting- og Præstetiden blev derved altid til en Fest og benævnedes derfor ogsaa Ting- og Præstehelgen, som satte og bragte alle Mennesker i Liv og Bevægelse, Gamle og Unge, Mænd og Kvinder. Fra alle Kanter strømmede Mennesker til, ikke blot Porvindsens egne Indbyggere: Normænd, Finner og Kvæner, men ogsaa de Fremmede og Udlændige, som fore paa Finmarken og dreve Fiskeri der; af disse sidste var det de russiske Handelsmænd og Skippere fra Kola og det hvide Hav, som isærdeleshed tiltrak sig Opmærksomheden; alvorlige, for det meste kolossale Figurer, med langt Skjæg, høie turbanformige Huer og med lange fodside Kaftaner. Derefter Nordfarerne med deres ildrøde Huer, og dernæst ogsaa Finnerne med deres kolørte og broderede Kofter. Her var da nu forsamlet den verdslige Øvrighed: Amtmand, Foged, Skriver, Lensmand og Skriverkarle; (med Amtmanden fulgte tillige Finne- og Kvæntolken, der er edfæstet; Lønnen til denne Tolk udredes af Finnerne og Kvænerne), den geistlige Øvrighed med sit Følge: Kirkesangeren, Medhjælperne og Skolelærerne; Forligelses-Commissionen holdtes ligeledes til samme Tid; saa Skippere, Handelsmænd og Fiskere, ledige Tilskuere og Dagdrivere ikke at forglemme, og ak! ogsaa Skyldnere og deres Creditorer; thi Ting- og Præstehelgen er tillige ogsaa hvad den bedrøvelige 11te Juni var i Holbergs Dage. Gammelt Mellemværende afgjøres, nyt Mellemværende bringes istand; ligesaa nye Kjøb og Salg og nye Kontrakter; gamle Bekjendtskaber fornyes, nye stiftes; Besøg aflægges, modtages og gjengjældes. Med den Virksomhed, som Thing- og Præstehelgen medfører, er ogsaa Markedslivets Virksomhed her forenet. I et vidt udstrakt og tyndt befolket Distrikt, hvor de fjernere fra hverandre Boende saa sjeldent kunne samles og se hverandre, ere natruligvis saadanne Samlings- og Gjensynsdage kostbarere, end noget andetsteds; derfor maa disse ak! altfor snart hendsvindende Øieblikke, benyttes, nydes - og blive det ogsaa. Selv Natten afgiver ingen Standsning, thi den existerer ikke; der gives jo ingen Nat, og intet Mørke. Den aldrig nedgaaende Sol, der lyser Nat saavelsom Dag, kalder, opfordrer, forsamler til ustandset, uafbrudt Virksomhed og Nydelse, byder at ile, og at benytte disse lyse, flygtige og kostbare Øieblikke. Ikke altid er det Dag, ikke altid lyser Solen; Natten, en lang Nat med sit Mørke, sin Stilhed og Ensomhed, med sine Vinterstorme og Snefok, kommer, da Gjensynets og Samlivets Nydelser og Glæder og den travle Virksomhed maa ophøre for lange Tider.

Ankomne til Landingsstedet og efterat have fortøiet sine Baade, ile Fiskerne, Mand og Kvinde, Ung og Gammel til Kjøbmanden og til hans Kjøbsvend i Kramboderne og ved Fiskehjellene med sin Fisk, og hvad Andet en Almuesmand her kan have at sælge, for at afhænde samme, samt for at erholde de nødvendigste Penge eller ogsaa Anvisninger, til dermed at klarere de forestaaende Udtællinger til Foged, Skriver, Præst, Skole- og Fattigkassen. Fra Kramboden og Fiskehjellene ile de til Strandbredden eller i Hus, for at vaske sig og for derefter at iføre sig sine Helligdagsklæder, saa til Tingbordet, til Foged og Skriver (som i Østfinmarken, i al Fald da, var een og den samme Person), fra Tingbordet til Præsten, for at lade sig tegne til Alters, til at vies, til Barnedaab, til at indledes i Kirken eller til - Jordpaakastelse (5). Ikke mangler man nu Gjæster til Brylluppet, ikke Faddere til Barnedaab, ikke Mænd til et hæderligt Ligfølge. Fra Præsten gaar det til Kirken, fra Kirken ud paa Kirkegaarden, hvor Ligtalen og Ordene: "af Jord er Du kommen, til Jord skal Du blive og af Jorden skal Du igjen opstaa" har fremkaldt en stille og alvorlig Stemning iblandt de Tilstedeværende. Kirkeklokken tier, Kirken og Kirkegaards-Porten lukkes, og afsted gaar det nu til Bryllupshuset, til Faddergildet eller til - Gravøllet, til hines Munterhed og Glæde, til dettes Stilhed og Sorg, for næste Dag atter at begynde samme Kredsløb af dette travle og forskjelligartede Liv.

Ved saadanne Samlinger fortjente imidlertid Finnerne en nærmere Omtale. Da den Fremstilling, som Professor Keilhau giver i sin Bog om sine Reiser i Finmarken Side 45, er en naturtro Skildring, gjengives den her: "I Anledning av Tinget og Præstens Nærværelse var en stor Del af Landalmuen samlet paa Vardø i Aaret 1827. Finnerne dannede en liden Leier, som vi gjennemvandrede ved det noget matte Skin af Midnats-Solen. De fleste vare sysselsatte med deres Madgryder, Mænd, Kvinder og Børn i allehaande forskjellige liggende og siddende Grupper. Nogle havede dannet sig smaa Telt af deres Baadseil, andre sov paa den aabne Mark under uldne Tæpper og Skindfælde, og tildels uden noget over sig. Det var dog kuns de færreste, som havde begivet sig til Hvile. I denne Aarstid er man ikke saa næieregnende i Henseende til Tiden til sin Søvn. Da der ved saadanne Samlinger ikke er Husrum for Alle, saa ere Finnerne de, som ligge ude; man ser imidlertid strax, at dette er Noget, som de langt bedre forstaa sig paa, end baade Normænd og Kvæner, navnligen gjælder dette om Nomadernes Bivouakering".

Efter tilendebragte Forretninger benyttede vi den gode Vind, som blæste ind ad Fjorden og reiste til Vadsø; her kom vi om Aftenen.

Fra 5te til 7de Juli varede Tinget her; hvad der er anført om Tinglivet paa Vardø, gjetager sig naturligvis paa samlige Tingsteder.

Da jeg efter Søndagens Gudstjeneste kom ud af Kirken, var en gammel syg Finnkone lagt ude paa Marken. Det varede en Tid, forinden jeg kunde komme efter, hvad Meningen hermed egentligen var, thi de Finner, der vare nærværende, kunde ikke Norsk, de tilstedeværende Norske kunde ikke Finsk, og Tingtolken var reist tilligemed Amtmanden. Omsider fik jeg da at vide, at hun bad om at blive delagtig i det hellige Naademiddel. Jeg lod hende da bringe ind i Kirken, men der var Ingen, som kunde tolke. Jeg maatte da forrette Handlingen paa Norsk; saavidt jeg kunde skjønne, havde hun dog en Ide om Handlingens Betydning; derom vidnede i al Fald hendes hele Adfærd. Da jeg igjen kom ud af Kirken, sad tvende Finnekoner ude paa kirkegaarden med sine smaa Bærn paa Armene og græd. De vare komne for sent til at faa deres Børn døbte, inden Gudstjenesten var tilendebragt; i deres Sorg besluttede de begge at blive siddende paa Kirkegaarden, og her vente til jeg kom ud, sættende deres Haab til Fader Præsten, et Haab, der heller ikke blev skuffet.

Om Eftermiddagen fortsatte Fogden og jeg Reisen til næste Tingsted, som var i Tanen, Annex til Lebesby. Klokken to Mandag Morgen vare vi komne til Varangerbunden, det vil sige, til Bunden af Varangerfjorden, sex Mil fra Vadsø; herfra gaar man 2 Mile over Varangerfjeldet, og paa den anden Side af dette er Tana-Elven. Over Varangerfjeldet bæres Tøiet paa Ryggen af Finnerne, som derfor erholde 1½ Skydsbetaling. Paa Grund af Moradser, Bakker og den ubanede Vei, kunne Kufferter og Kister, som udkræve tvende Bærere, ikke benyttes. Reisende, som have større Kufferter eller Kister end de kunne bæres af en Mand, maa derfor lade disse føre udenom tilsøs. Efterat Tøiet var odnet og fordelt mellem de skydsende Finner, tiltraadtes Gangen. Under en saadan Gang havde man det mindre behagelige Syn, at en og anden af de skydsende Finner, træt og vaad af Sved, lagde sig udstrakt hen paa Jorden, for at hvile og samle Kræfter, dels lagde de sig fladt paa Maven, med Byrden paa Ryggen, hvorsomhelst de saa Vand, for at slukke deres Tørst. Flere af dem klagede over, at deres Bryst led ved at bære disse Byrder, da Baandet eller Touget, hvormed disse fastbindes paa Ryggen, gaar i Kors over Brystet og trykker og klemmer dette. Det har derfor været paatænkt, at gjøre denne Vei farbar for Oxer i de fire til fem Sommermaaneder, da Sneen ikke gjør Fjeldet farbart med Ren. Varangerfjeldet er Postvei, og befares hyppigt hele Aaret igjennem af Provindsens Embedsmænd og andre Reisende.

Det noget kolde Regnveir befriede os fra Myggen paa Fjeldet. En Halvmils Vei før man kommer ned til Tana-Elven, begynder Birkeskoven. Skjønt ikke stor, pryder og opliver den dog; snart træde nu ogsaa Fjeldene paa den anden Side af Elven synligen frem; ogsaa disse ere beklædte med Birkeskove; smukkere og smukkere bliver nu Udsigten, og dybt nede slynger den mægtige Elv sig, der har givet Sognet, igjennem hvilket den flyder, Navnet efter sig. Ligesom Donau, kaldes ogsaa her Elven Tana, og ["dædno"] det er: Elv. Lax fanges i betydelig Mængde i Elven; overalt sees derfor Laxestængsler. Laxen er bekjendt for sin Godhed, og var engang en meget betydelig Udførsels-Artikel; den forøgede Befolkning i Finmarken er for en stor Del Aarsag i, at Udførselen nu er saameget mindre. Ogsaa Sæl fanges i Tana-Elven. Man driver dem sammen og stænger for dem, at de ikke kunne slippe ud, og nedlægger dem nu paa en Slags Klapjagt med Spyd, satte paa lange Stænger. Seida er et af Elvefolket, Elvefinner, beboet Sted; med sine frodige, veldyrkede og indhegnede Engslaatter, og med sine mange Høkraker, ligner Egnen et meget stort Sæterbøle i Valders eller Hallingdal. Elvebaadene og Fiskeredskaberne langs Elvestranden bidrage ligeledes til at oplive og til at gjøre Egnen og Udsigten behagelig. I Vaarflommen gjør Elven stundom Skade ved sine Oversvømmelser. - Vi opholdt os et Par Timer ved Elvebredden, ikke langt fra Seida; et Baal blev antændt, thi Hærskarer af Myg anfaldt os i Birkelunden. De i Skyds tilsagte Elvefinner indfandt sig efterhaanden med deres lette, lange og smale Elvebaade; ogsaa Fruentimmer mødte frem. De ved Havkanterne og inde i Fjordene boende Finner kaldes Søfinner (Søfolket), de ved Elvebredderne boende benævnes Elvefinner (Elvefolket), og de nomadiserende benævnes Fjeldfinner (Fjeldfolket). Mændene saavelsom Fruentimmerne ved Tana-Elven udmærke sig fremfor den allerstørste Del av Varangerfjordens Søfinner, ved deres fordelagtigere Legemsbygning, ved deres større Renlighed og ved deres renere og mere vellydende Sprog.

Vi satte os i Baadene og roede ned ad Elven. Disse Elvebaade have en egen Dannelse; de ere sex, syv Alen lange, men kun omtrent 1½ Alen brede, hvor de ere bredest, og dette er ikke ganske midt i Baaden, men noget nærmere Bagstavnen end Forstavnen. En saadan af tynde Bord bygget Elvebaad snoer og bøier sig, lik en Slange eller Aal, mellem Fossefaldenes Stene i Elven; mellem disse kunne ingen Søbaade komme frem. Elvebaaden kan ikkuns roes af En, men udfordrer i Almindelighed tvende Mennesker, navnligen naar Fosser skulle befares. Manden, som roer, sidder nede paa Bunden i Baaden i Forstavnen. Aarene er meget brede og meget korte, og der roes derfor med korte, men hurtige Aaredrag. De længere Søbaadsaarer ville meget ofte og som oftest slet ikke kunne benyttes mellem Stenene og i Fossene; for at erstatte Længden og for at kunne give Elvebaadene den nødvendige Fart, maa Aarene være saa meget bredere. Manden, som styrer, støtter sig halv siddende paa Kanten af Bagstavnen; et ganske kort, men bredt Styre eller Ror holder han løst i Haanden, eller rettere sagt med begge Hænder, og bruger det snart paa den ene og snart paa den anden Side af Baaden. Nede paa Bunden af Baaden, hvor denne er bredest, sidder den Reisende paa et Renskind, og her anbringes ogsaa Reisegodset. I de større Baade kunne to Mennesker sidde ved Siden af hinanden, i de mindre er der kun Plads til et. De tvende Skydsende ro og styre skiftevis; for at kunne komme til at bytte Pladse, maa de sædvanlig først lægge til Land, thi Baadens hele Bredde optages af den Reisende og af Tøiet. Elven er paa flere Steder meget grund, og Elvebaadene ere derfor fladbundede og have ingen Kjøl, men ere ogsaa derfor tilbøielige til at kantre; den Reisende kan af denne Grund ikke sidde paa nogen Forhøining. Naar man roer ned af en Elv, holder man sig gjerne midt ud paa, hvor Strømmen er stærkest, og hvor altsaa Roningen gaar hurtigst og lettest. - De tre Mil vi havde at ro ned til Ting- og Handelsstedet Guldholmen ved Tana-Elvens Udløb i Tana-Fjord, havde intet Fossefald.

Klokken to Mandag Eftermiddag den 11te Juli saaes Flaget at blive heiset paa Guldholmen, og trende Kanonskud lode paa samme Tid sin Velkomsthilsen lyde til os. Øen er netop stor nok til at rumme de nødvendige Bygninger.

Tinget for Tanasogn varede ligeledes tre Dage fra 12-14 Juli. De to første Dage afholdtes tillige kirkelige Forretninger, saaledes som anført er ved Vardø Ting. Kirken laa paa Fastlands-Siden paa den anden Side af Elven. Tana Kirken havde sin egen Tolk, som jeg da benyttede; udenfor Kirken foretrak jeg som Tolk Handelsmandens Kone, et dannet Fruentimmer; født og opdraget i Finmarken var hun Finnernes Sprog fuldkommen mægtig, og blev derfor ogsaa stundom anmodet om at være nærværende ved Forhører. Kirkens Tolk var en Fin uden Dannelse, og forstod kuns saare lidet Norsk.

Ikke førend Klokken to Morgenen den 16de Juli, tillod Veiret os at fortsætte vore Tingreiser; vi hilsedes ogsaa ved Afskeden med Flag og Kanonskud; mangefold Ekko fra de omliggende Fjelde gjentog Afskedshilsenen, ligesom det havde gjentaget Velkomsthilsenen. Komne en Mils Vei ud i Tanafjorden, seiler man forbi og ofte ganske tæt ind under det forunderlig dannede Digermulfjeld, der hæver sig 2000 Fod høit, derfra over den en Mil lang brede Langfjordmunding, og derfra ind i den ligeledes en Mil lange, af høie og mørke Fjelde omgivne Hopsfjord til Hopseidet, fem Mil fra Guldholmen. Dette Eide var i sin Tid beboet af mange Borgere og Bønder; her stod ligeledes en Kirke med tvende Taarne; til den forrige Velstand og Befolkning var der nu lige saa lidet Spor som til Kirken. - En syg norsk Kone tildelte jeg her Naademidlet. Eidet kan her være en halv Fjerdingvei bredt; paa den anden Side af samme begynder Eidsfjorden, der løber i Øst ind fra Laxefjorden, er noget over en Mil lang, i en Længde af ¾ Mil kuns et Par Stenkast bred, og omringet paa begge Sider af steile og høie Fjelde. I alle disse omtalte Fjorde ere Kastevinde hyppige. Fra Hopseidet var fem Mile til nærmeste Tingsted, Kjøllefjord, engang et af de rigeste og vigtigste Handelssteder i Østfinmarken, stærkt bebygget og befolket; nu havde dette Sted i længere Tid været forladt, og ikkuns i Fiske- og Tingtiden vare her Mennesker. Kjøllefjordens Handelsmand boede i Lebesby. Kirken, den smukkeste i Østfinmarken, og som i sin Tid havde betydelige Indtægter, blev i 1826 solgt for 20 Spd. I sine Velmagtsdage var Kjøllefjord Hovedsognet. Kirken og Handelsstedet ligger i Bunden af en ½ Mil lang Fjord, med en god Havn. Det smale Indløb dannes af tvende ud i Søen løbende Fjeldspidser, efter deres Udseende den store og mindre Finnekirke kaldede. Handelsstedet ligger ved Foden av høie Fjelde, hvis bratte Sider bestaa af større og mindre løsrevne nedrullede Blokke; deres nedadhældende Stilling truer hvert Øieblik at ville styrte sig i Havet, og i Faldet at tilintetgjøre de nedenunder staaende Bygninger, som her have vovet at reise sig.

Søndag 17de Juli bivaanedes Gudstjenesten tillige af de i Sognet fiskende Nordfarere; overalt i Finmarken søgte Nordfarerne flittigen Kirkerne. Dagen etter sluttedes Tinget og med det Østfinmarkens Tinge.

Tirsdag Eftermiddag Klokken fem forlod jeg, i Følge med Fogden, Kjøllefjord. Med en rask og munter Kuling og dygtig Søgang gik det hel lysteligen om Nordkyn, som med mørk Alvor høver sig høit og steilt over Havfladen. Ved Midnat landede vi i Mehavn, et Fiskevær med en fortræffelig Havn, hvor mangt et Skib har fundet Ly og Frelse; det ligger mellem Nordkyn og det for Søfarten i disse Egne farlige og frygtede Sletnæs; her boede fire norske Familiger i de sædvanlige, indvendig tømrede, Gammer, der vare saaledes sammenhængende, at de lignede en meget stor og lang Jorddynge, med tilsyneladende uordentlige Forhøininger. Jeg udførte her flere geistlige Forretninger; efterat have tilendebragt disse, gik vi igjen i Baaden og kom til Handelsstedet Gamvig Klokken syv om Morgenen den 20de Juli. Gamvig ligger paa den langt ud i Ishavet fremspringende Sletnæsflade. Efter her at have byttet Skyds, kom vi om Eftermiddagen Klokken fire til Handelsstedet Omgang; her laa to smaae Bygninger paa en liden Slette, som paa den ene Side vender ud mod Havet; paa den anden Side hæve sig steile sorte Bjerghammere. Disse to Bygninger eies af Kjøbmanden i Tana. Her boede da en Husmand med en Datter. I flere Vintermaaneder ere disse Eneboere aldeles afsondrede fra andre Mennesker, boende i en Gamme paa den nøgne og aabne Strand, omhyllede af Polarmørket, af Vinterstorme, Snefok og Nordvesttaage. Ogsaa her, paa et saadant øde Sted, stod i sin Tid en Kirke; Levningene af en Kirkegaard vare endnu synlige; det maa altsaa i sin Tid have været et begygget og ikke ubetydeligt Fiskevær. Nordfarere og Russere dreve her Sommerfiskeri. Med Hensyn til Klimatet, ere saadanne Gammer de hensigtsmæsigste Boliger. Det er smaa Tømmerhuse, tæt omsatte og bedækkede med Sten og Græstorv; mellem Hovedbygningen og Kreaturenes Rum gaar der en lukket Gang til Døren af det indre Kammer, hvorigjennem den ydre Luft vel kommer ind, men ikke ved umiddelbar Indtrængen; Stuen er tæt og varm og ikke fugtig, er forsynet med et Vindue og en Ovn eller Bilægger, hvilken sidste imidlertid giver en mindre frisk og altsaa en mindre sund Luft i et Værelse, end Kakkelovnen. Finnernes Gammer ere indrettede paa samme Maade, men have hverken Kakkelovne eller Bilæggere; i deres Sted anbringes et Røghul i Taget og Ildstedet er i Midten af Gammen, hvilket langt er at foretrække for en Bilægger, der forpester Luften, hvor den anbringes. En Bilægger er derfor ingenlunde en Forbedring til Finnegammen. Her paa Omgang havde jeg ogsaa Tjenesteforretninger, som bivaanedes af en talrig Mængde Nordfarere; en døende Nordfarer modtog Naademidlet; - det var et fromt, troende, ungt Menneske.

I Mørke og Taage kom vil til Handelsstedet Berlevaag, der er beboet af en Handelsmand; i Fortiden var Stedet meget beboet. En liden grøn, græsrig Dal, meddeler Stedet noget Venligt. Dagen efter afholdt jeg Gudstjeneste. Finnetolken og Skolemesteren fra Tanen laa her paa Fiske; under mit Ophold her maatte han derfor dele sin Tid mellem Havets Fiske og sin Præst, for at lære denne Finsk. En Storm hindrede Afreisen til Vardø til Løverdag den 23de. Søndag Morgen Klokken 5 den 24de, kom jeg dog til Øen, hvor jeg blev modtagen med megen uforstilt Glæde af den forsamlede og ventende Almue, da jeg forud havde bekjendtgjort Gudstjeneste til denne Dag.

Engang har Vardø havt 60 Familier og 11 saakaldte Kjøbherrer; nu var der kun en Handelsmand og en Handelsbetjent for Handelsmanden paa Vadsø, samt nogle faa Familier.

Foruden Træhusene, vare der i Byen tvende Jordgammer; ligeledes benyttedes en omvendt Baad, nedentil omgivet af Jordtorv, som et Slags Husrum; den laa midt i den eneste Gade, som var i Byen. Paa mine Reiser saa jeg Skibskahytter og Jægtekahytter benyttede som Vaaninger ogsaa paa Landjorden.

I Vardø Kirkes Ministerialbog var anført, at Pater Helt var kaldet af Christian VII fra Wien, for at iagttage Venuses Gjennemgang igjennem Solen, og han havde opholdt sig der fra 1768 til 1769. Han havde da ladet opmure tvende Støtter for at maale Havets aarlige Aftagen - Landets aarlige Stigen -, men disse Mærker vare for længe siden aldeles forsvundne.

Mod det aabne Hav, i Øst for Kirken og Byen, er en Klipperække af en 50 Alens Høide; derunder ligger Byen og dens Kirke. Mod disse Klipper taarner og reiser sig stundom Havet saa voldsomt, at det fraadende Skum sprøiter høit over dem, gribes og pidskes af Vinden hen over Øen og Kirken. Det omtalte Busesund, mellem Fæstningen og Svartnæs paa Fastlandet, er ikkuns omtrent tvende Bøsseskud bredt, men afbryder ikke saa ganske sjeldent under Vinterstormene al Forbindelse, saa Reisende, endog Posten, i otte Dage maa ligge veirfaste, uden Mulighed i at komme over. Ofte er imidlertid Havtaagen i en vis Henseende ubehageligere end Stormen, da Havtaagen saa ofte om Sommeren tilintetgjør Haabet og Forventningen om en varm, klar og behagelig Solskinsdag. Langt ude i Havet sees da en tynd og mørk Rand nede ved Horisonten, der bliver større og større, og, inden man ved deraf, er Solen formørket og alt indhyllet i en kold Taage. Den egentlige Kulde er ved Havkanten ikkuns ringe om Vinteren. Ved Havkanten dynger sig Sneen sammen paa disse Steder; andre Steder ere snebare den hele Vinter; dette er formodentlig Grunden til, at det paa Vardø og flere Steder i Finmarken bliver muligt at have Udgangs-Faar.

Allerede den 1ste August maatte jeg igjen forlade Øen, da jeg inden Vinteren endnu engang skulde baade til Tanen og til Lebesby. Det blev for Fremtiden vedtaget, at af de tre store Høitider skulde jeg, saa længe som jeg var ene Præst i Provstiet, tilbringe Pintsefesten paa Vardø. Den første Dag kom jeg ikke længere, end til Kiberg, en Mil fra Vardø; her boede i sin Tid otte Familier. I det 16de Aarhundrede vare her indtil 50 Familier og 7 saakaldte Borgere, ligeledes var her en Kirke, men som for lang Tid siden ikke mere var til; nu vare her ikkuns nogle faa Familier. Nogle russiske Fiskere havde her Tilhold om Sommeren. Langs den hele Kyst om Finmarken, sees hist og her store Trækors opreiste af Russere, dels af en religiøs, maaske overtroisk, Aarsag, men som tildels ogsaa ere Anmasselser, hvorved de, som bekjendt, efterhaanden have tilvendt sig store Strækninger af norsk Finmarken. Dagen efter maatte jeg lægge iland ved Søfinnefiskeværet Komagvær. I stærk Modvind roede vi den følgende Dag til Skalelven, ligeledes beboet ikkuns af Søfinner. Birkeskov har der været ved begge disse to Fiskeværer; nu er der kuns noget Vidiekrat, som man kalder Skov. Omsider naaede jeg Vadsø den fjerde August. En Mils Vei før man kommer til Vadsø, kommer man forbi lille Ekkerø, nu ubeboet; engang havde 28 Familier Tilhold her. Derefter kommer Store-Ekkerø, ubeboelig, men den høie lodrette Fjeldvæg mod Øst er Samlingsplads for en talløs Mængde Søfugle, hvis Æg er en Herlighed; Indsamlingen er imidlertid farlig og koster stundom Menneskeliv.

Den 22de August heisedes atter Flaget paa min Skydsbaad, hvilket strax blev bemærket og besvaret med Flag fra Vadsø Handelssted. Ledsagede af vore Hustruer, forlod Fogden og jeg Vadsø, men kom for Modvind ikke længere end til Handelsstedet Mortensnæs, tre Mile derfra. Søndag Morgen fulgte min Kone mig til Næsseby Kirke, en halv Mil fra Mortensnæs. En talrig Forsamling af Varangerfjordens Søfinner havde indfundet sig. Mørkt og trist var Veiret, mørkt og trist den gamle forfaldne Missions-Skolebygning, mørke og triste viste sig Næssebyens Fiskeværs lave og sorte Jordgammer, der uden nogen Orden laa omspredte ved Strandbredden. Dialekten her er ikke behagelig, og Menneskene for det meste smaa og uanselige; men deres Livlighed og Godmodighed, deres fornøielse og glade Velkomsthilsener, i Forening med Synet af den paa en fremspringende Landtunge liggende lille Kirke, formildede og saa godt som tilintetgjorde det mindre behagelige Indtryk, som Landstigningen i de første Øieblikke havde fremkaldt. Ved Næsseby Kirke var der ligeledes ansat Tolk. Menigheden bestod, paa et Par Undtagelser nær, udelukkende af Finner. Under Skriftetalen ligge de Finner, som ville til Alters, paa Knæ i Koret og i Gangen nedenfor. Tolken staar da ved Siden af Alteret, under Prædikenen i Kordøren; han kunde da stundom spørge, "Hvad var det, som Præsten sagde?" For de Menigheder, som aldrig havde været vante til noget Bedre, er jo en saadan Gudstjeneste ganske i sin Orden, og forhindrede ingenlunde Andagten eller Opmærksomheden. Under Talen vandret Tilhørernes Øine fra Præsten og til Tolken, og fra ham til Præsten igjen; ofte blive dog ogsaa Øinene stadigen henvendte til Præsten.

Efter endt Gudstjeneste, vendte min Kone tilbage til Mortensnæs, for derfra i Følge med Fogden og Kone at reise tilbage til Vadsø; jeg derimod fortsatte Reisen til Tanen og Lebesby. I Regn og Modvind kom jeg omsider, sent om Aftenen, til Handelsstedet Nyborg, et i Bunden af Varangerfjorden nylig oprettet Handelssted, og her tilbragte jeg Natten. Dagen efter gik jeg, i en kold og gjennemtrængende Vind, over Varangerfjeldet til Seida, hvor jeg overnattede. I Regn og Modvind roede jeg den følgende Morgen ned ad Elven; Modvinden blev til en Storm. Jeg var imidlertid saa heldig, at komme i Land ved Bonakas, et betydeligt Elvefinnefiskevær, en Mil fra Guldholmen, hvor jeg ankom om Natten, da Stormen sagtnedes. Morgenen efter gik det raskt og muntert afsted, hen over den stærkt bevægede og rullende Sø, langs Digermulens bratte Sider; et pludseligt Vindstød havde knust Baaden mod samme, dersom ikke mine Finner havde været forberedte; da derfor Kastevinden - Rossen - naaede Baaden, hvinede den kuns i Masten og Tougene, thi Seilet var i samme Øieblik nede. Den ene Kastevind fulgte nu efter den anden fra alle Kanter. Ved Midnats Tid landede vi dog i god Behold paa Eidet. Uden at standse fortsattes Reisen til Lebesby, fem Mil fra Eidet. Præstegjeldet ligger paa den østlige Side af Laxefjorden, en stor mod Havet aabent liggende Fjord, hvis Bredder beboedes af faa og for største Delen fattige Finner; i denne Fattigdom havde vistnok Mangel paa Fremfærd og Driftighed en væsentlig Andel.

Lebesby Kirke og Handelssted har venlige og smukke Omgivelser; grønne Enge og smukke Birkeskove gjøre et behageligt Indtryk. Saadanne Enge og Birkeskove findes paa de fleste Steder i Sognet og i Lierne og i Bunden av Dalene: der ere derfor flere gode Græsgange og smukke Situationer. - I Adamsfjorden, der gaar op fra Laxefjorden, er et smukt Vandfald.

For 10 Aar siden var Bygningen af en ny Kirke paabegyndt, men ikke endda kommet under Tag, og da der nu ikke fandtes nogen Præstebygning, og heller ikke et eneste Hus, hvori Gudstjeneste kunde holdes, maatte jeg lade anbringe et Seil over Alteret og Prædikestolen, og saaledes benytte den tagløse Kirke, indtil den blev fuldstændig opført og indviet, som først skede i 1834.

Den 6te September havde jeg lovet at reise ind til Bunden af Laxefjorden, tre Mil fra Kirkestedet; Besøget galdt navnligen en syg Finnekone, som i flere Aar havde været sengeliggende. Det var allerede mørkt, da vi nærmede os det Indre af Fjorden; en dunkel Skikkelse bevægede sig langs Strandbredden, stundom stod den stille og syntes at ville hæve sig, men faldt strax sammen igjen og fortsatte sin langsomme Fremadstriden; saavel jeg som de skydsende Finner vare i de første Øieblikke ikke enige om, hvad det var. Ved Landingsstedet blev den staaende, og vi saa nu, at det var en gammel sammenbøiet Finnekone, der stundom, skjønt forgjæves, søgte at rette sig op. Hun kom fra sin i Nærheden værende Gamme, for at blive delagtig i det hellige Naademiddel. Vi hilsede hinanden i Mørket paa Finnernes Vis, med en halv Omarmelse med den ene Arm. Med en af Alder skjælvende Stemme, bød hun mig velkommen, bevidnede derpaa Gud sin Tak og sin Glæde, fordi han vilde sende sin Tjener, Præsten, i de Gamles, Syges og Elendiges fattige Boliger. Jeg blev ført ind i Gammen til den Syge; Ilden brændte og lyste paa Ildstedet; øverst oppe i Gammen var et rent og nyt Renskind udbredt, og paa dette blev jeg anvist at tage Plads. Omegnens Gamle og Krøblinger havde forsamlet sig, for at delagtiggjøres i den hellige Nadvere. Underrettet om, at de den hele Dag Intet havde nydt, for saaledes at være forberedte til hvilkensomhelst Tid, jeg maatte komme, opfyldte jeg strax deres Bøn. Jeg havde oversat Noget paa Finsk, og Noget blev foredraget paa Norsk. Alle laa den hele Tid paa Knæ i dyb Andagt. Siden om Aftenen bleve Grupperne om Ildstedet i en vis Henseende maleriske; sygelige, skrøbelige Mennesker, Mænd og Kvinder, krøbe til og fra Ildstedet, for at tænde deres sorte Tobakspiber. Jeg blev her Natten over, og holdt, til Alles store Glæde, Aftenbøn og ligesaa Morgenbøn før jeg reiste. For hver Gang jeg i Finmarken skulde gaa i Baaden, holdt jeg i Almindelighed først en Bøn, staaende paa Strandbredden, og ligesaa en Takkebøn, efter hver fuldendt Reise, anbefalende min tilbagevendende Skyds i Herrens Varetægt, for at intet Menneskeliv for min Skyld skulde gaa tabt.

Paa min Tilbagereise Morgenen efter, steg jeg iland paa en liden Ø, Bondøen kaldet; her ventede flere gamle Mennesker mig, for ligeledes at vorde antagne som Gjæster ved Herrens Bord. Gammen her var mørk og lav, og medens jeg derfor klædte mig paa udenfor, havde de fire Gamle, uden at jeg mærkede det, meget andægtigen lagt sig paa Knæ bag mig; bagenfor disse havde min Skyds og nogle flere Tilstedeværende stillet sig i en ærbødig og andægtig Stilling, med blottede Hoveder. Da Veiret var skjønt, foretog jeg den hellige Handling under Guds frie Himmel.

Forinden min Afreise [fra] Lebesby, holdtes de anordnede Skole- og Fattigkommissioner. En Samling af Fattige, Gamle, Sygelige og Krøblinge fremstillede sig da for mig. Komne indenfor min Dør, satte nogle sig fladt ned paa Gulvet, nogle paa Huk, andre bleve staaende; men Alle udtrykkende dyb Bedrøvelse. Deres bønfaldende Blikke og Ansigter, deres Minespil, deres Hænders og Armers Bevægelser, deres hele Holdning og afvexlende Stillinger, vare i høieste Grad udtryksfulde og virkelig maleriske. Og nu deres mundlige Bønner om Hjælp, og Beskrivelsen om al deres Nød og Elendighed. "Naadige, barmhjertige, kjære Fader", med disse Ord henvendte de sig med opløftede Øine, Arme og Hænder til deres barmhjertige, naadige Fader i Himlen, og med disse Ord henvendte de sig igjen til deres jordiske Fader, Præsten. Alle disse Bønner, Paakaldelser og Anraabelser i Ord og Gebærder, kan ikke her gjengives, men maa baade høres og sees i deres eget indsmigrende Sprog.

Den 8de September forlod jeg Lebesby, efter ikkuns 1½ Uges Ophold der. Underveis til Hopseidet erholdt nogle syge Finner i Torskefjorden af mig det hellige Sakramente. Ved anstrænget Roning lykkedes det, trods Modvind og Regn, om Natten at naa frem til Eidet, hvor en hel Forsamling af Finner modtog mig. Paa ethvert Handelssted er tillige Brændevins-Udsalg. Efter en Samtale med Enhver især, overbeviste jeg mig om, at de alle vare ganske ædrue, og at de ikke havde smagt Brændevin. Da de nu lovede, at de samme Nat vilde vende ligesaa ædrue tilbage til deres Hjemsteder, var det meg en sand Glæde at foretage Skriftemaal og Altergang, og holde Prædiken i Løbet af Natten; hvorefter vi alle forlode Handelsstedet. Jeg fortsatte strax Reisen til Guldholmen; træt og gjennemvaad af Regnen og af Søen, som slog ind i Baaden, kom jeg om Eftermiddagen 9de Septbr. til Holmen.

Her, i det folkerige Tana-Sogn, opholdt jeg mig i 2½ Uge og læste dagligen, Formiddag og Eftermiddag, med den Ungdom, som næste Aar vilde gjentage deres Daabsløfte.

Indbyggerne i Tana-Sogn ere dels Elvefinner, dels Søfinner, samt nogle faa norske Familier; flere af Finnerne ere dels Efterkommere af indvandrede Kvæner, Finlændere, dels ved Giftermaale blandede med disse; i saadanne Familier tales derfor begge disse Sprog; som oftest besidde disse finsk-kvænske Familier en større Legemsbygning end Finnerne.

For det Meste betalte Finnerne her Præsten med Varer, der bestode af: Lax, Smør, Ost og Uld; de bragte ogsaa Foræringer af disse Sager. Forinden jeg kunde faa disse Herligheder bragte tilside, kunde mit Værelse stundom mere ligne et velforsynet Stabur, end en Præstestue.

Den 23de September satte jeg mig i en af de før omtalte Elvebaade; ned ad Elven roes der, som anført, men opad, imod den, stages der. Med en 4, 5 Alen lang Stang eller Stage, staar den ene af de Skydsende i Forstavnen, den anden i Bagstavnen, og Stagene sættes mere indunder, end egentlig ved Siden af Baaden. Vante og behændige, som de ere, støde Finnerne raskt og kraftigt Baaden frem, opad imod Strømmen, bøiede sig dybt ud over Baadkanten, og med Knæerne støttende sig imod den indvendige Baadkant. Optrukket af Vandet, bringes Stangen ved en svingende Bevægelse igjen fremad. Under denne Stagning holder man sig saa nær som muligt Elvebredden, hvor Elven ikke er saa strid og dyb, thi her kan Stangen saameget lettere naa Bunden. Ere flere Baade i Følge, hvilket gjerne altid var Tilfældet, naar jeg var i Tanen, saa stages Baadene efter hverandre, i hinandens Kjølvand; dog først, naar de Stagendes første Hidsighed og Kappelyst er sagnet noget, thi i Begyndelsen af Reisen kappees der altid om, hvem der skal blive den første. En saadan Kappen er stedse ledsaget med Latter og munter Passiar. Saadanne opad Elven stagende Baade danne, i klart Solskin, et livligt og behageligt Skue, navnligen for dem, som sidde i de bageste Baade, og især naar man har Solen i Ryggen, thi Vandet, som rinder nedad de i stedsevarende og afvexlende Bevægelse værende Stager, giver et Gjenskin af Solstraalerne fra de vaade Stænger, et Gjenskin, der snart forsvinder, snart igjen kommer tilsyne, for hver Gang de enten sættes ned i Vandet, eller drages op. Ved at trække Stagen op af Vandet, tabes stundom Ligevægten, og den Stagende falder da ud over Baaden i Elven, til største Moro for alle de Andre. I seig, klæbrig og leret Jordbund bliver nemlig Stagen undertiden siddende saa fast, at enten maa den Stagende slippe den, eller ogsaa bliver han trukket ud af Baaden, naar han ikke vil slippe Taget, thi med ustandset Fart glider den fremskudte Baad afsted. Er Underholdningen gaaet istaa, saa bringer et saadant Tilfælde den og Latteren igjen i Gang, og ligeledes naar man maa vende tilbage, for at hente den faststaaende Stage. Naar man saa skal op [igjen] i Baaden, hører der Forsigtighed til, for ikke at vælte den.

I Seida blev jeg Natten over. Om Eftermiddagen og Aftenen gik jeg om i Husbesøg, og holdt siden Andagt, ligesom der med Børnene katekiseredes. Efter Morgenandagten for Stedets samtlige Beboere, gik jeg den følgende Dag over Varangerfjeldet. Den 24de holdt jeg Gudstjeneste i Næsseby Kirke; Dagen efter reiste jeg til Mortensnæs, og den paafølgende Dag til Vadsø. Her kunde jeg imidlertid ikke længe forblive i Rolighed, thi jeg maatte tilbringe October Maaned i Næsseby, i dets forfaldne Skolehus, tilligemed min Kone, som fulgte mig didhen. November Maaned tilbragtes paa Vadsø.

For mit finske Sprogstudiums Skyld tiltraadte jeg den 2de December en Reise til Fjeldsognet Karasjok i Vestfinmarken, 28 Mil fra Vadsø. Jeg blev ledsaget af Fogden og af en Svoger af ham, som var paa hans Contoir. De nødvendige Klædningsstykker til en Vinterreise med Ren i Finmarken ere følgende: Bellinger, Skalkomager og Pæsk; denne sidste er en Pelts af Renkalveskind, der er lukket, saa at man maa tage den over Hovedet som en Skjorte; den maa være lukket for at hindre Sneen fra at trænge ind. Komagerne ere et Slags Halvstøvler, hvori Finnerne lægge en egen Art langt, blødt, tørret og tilberedet Myrgræs - Senner kaldet, som omslutter Foden, og som Finnerne benytte istedetfor Strømper; en varmere og behageligere Fodbedækning kan man ikke have; Komagerne fastbindes om Smallæggen med et af Finnefruentimmerne vævet uldent Baand; de ere af loddent Skind, og den lodne Side vendes ud. De andre sædvanlige Komager, men som ikke benyttes ved Vinterreiser, ere af Læder. Førend man ifører sig Komagerne, maa først Bellingerne trækkes paa; disse ere lodne Benskinner, som række fra Anklerne til Knæerne; den lodne Side er den udvendige. Fremdeles hører til Reisedragten et Skjærf og et Par store lodne Renskindshandsker, som gaa uden paa Pæsken, og hvis lodne Side er udadvendt, og som oftest en stor Bjørneskinds Krave, der tages over Hovedet, da Aabningen er i Midten, hvilken Krave bedækker Brystet, Skuldrene og en stor Del af Ryggen; samt endeligen en varm Reisehue.

Kjøretøiet er simpelt, men særdeles hensigtsmæssigt, og for Renkjørselen det eneste anvendelige. Omkring Renens Hoved, om Panden anbringes et Toug, eller Baand hvorfra Tømmen gaar ud; denne, som gjerne er af Sælskind, er blot enkelt og styrer Renen ved at kastes til Høire eller til Venstre; den vikles fast om den høire Haand, og den tykke lodne Renskinds Handske hindrer den fra at skjære sig ind i Haanden. Om Dyrets Hals hænges en Ring af loddent Renskind, i hvilken der nedentil fæstes en Trækrem; naar man kjører lægger Ringen sig imod Renens Bryst, og Trækremmen gaar da mellem Renens Ben til Slæden. Til dette Seletøi fæstes et Belte og et Halsbaand, i hvilket der anbringes en Bjælde. Slæden er enten en Pulk eller Kjærris; begge ere byggede som smaa Baade, foran med en spids Stavn, bag til butte; under ere de runde og have en flad Kjøl, der er en god Haand bred og en Tomme høi. Pulkens Høide kan være 1½ Kvarter. Man sidder paa Bunden med udstrakte Ben. En Kjærris er aaben, men Pulken har foran et hvælvet Dæk, der sædvanlig er overtrukket med Sælskind; under dette Dæk er Benene i Ly; forrest er et lille Aflukke til smaa Reisenødvendigheder. Finnerne kjøre som oftest i Kjærris, fordi Pulkehvælvingen hindrer deres Bevægelser, thi dette Folks Livlighed kan ogsaa heri bemærkes; snart sidde de nemlig paa Bunden af Slæden, snart paa Karmen, snart sees de under fuld Fart staaende i Slæden.

Saasnart de Reisende havde sat sig, kaster Føreren - Vappusen - sig i sin Slæde, giver sin Ren et rask Rap med Tømmen, og i samme Øieblik er ogsaa den hele Karavane i fuld Fart. Lidt efter lidt kommer der Orden efter den første Forvirring, som næsten er uundgaaelig, naar Toget begynder. Renerne, som altid beholde Noget af deres vilde Natur, ere i Begyndelsen meget vanskelige at styre; det gaar da ofte hel broget mellem hinanden, og for den Uvante ser det jo farligt nok ud. Man kastes og svinges omkring, vælter og kommer op igjen, man slæbes afsted, uden stundom at vide, hvorledes det gaar til at man beholder hele Lemmer. Der maa stedse medbringes en eller to løse Ren, Vareren kaldet; ved Nedkjørselen af store Bakker bliver denne Ren bundet til den uvante Reisendes Pulk, Tømmen bindes, som allerede anført, om Hovedet paa Varerenen, som derved stritter imod, hvorved Pulken kommer til at gaa mere støt.

Ofte kjøres der paa og langs ad Skraaningen af Bakker og Fjelde; det synes da stundom, at denne nedad slingrende Pulk maa slynge den Reisende med samt Dyret ud over Bakken og Fjeldet. Ved en saadan Kjørsel kommer den Reisende i en Stilling, der er ligesaa komisk, som ubekvem og ærgerlig; Pulken gaar nemlig da paa tværs langs Skraaningen, Pulkespidsen, og altsaa ogsaa Benene, opadvendte, men Ryggen nedadvendt, Trækremmen glider tilside ud paa Halsen af Renen, og gjør det ligesaa vanskeligt for denne at trække som for den Reisende at blive siddende i den ovenanførte ubekvemme Stilling.

Ved Renby eller Fjeldby forstaaes dels baade Teltet og Hjorden, dels ogsaa Hjorden alene.

Første Dag kom vi ikke længere end til Mortensnæs, tre Mile; Dagen efter til Polmak ved Tana-Elven, der ligger en Mil længere op end Seida, og er meget større end dette. Den 4de December var en Søndag, anden Adventsøndag; følgeligen holdt jeg Gudstjeneste, mest paa Norsk, lidt paa Finsk. Polmak ligger paa Grændsen mellem Norge og det russisk-finlandske Sogn Utsjok, fra Polmak og opover bliver Tana-Elven en Grændse-Elv, paa hvis Bredder bo norske og russiske Undersaatter. De allerfleste Huse ved Tana-Elv ere Tømmerbygninger. Fra Tana-Elvens Udløb i Tana-Fjorden ved Guldholmen til Polmak, er 26 Mile, fra Polmak til Karasjok 18 Mile. I Polmak fik vi ny Skyds, som maatte bringe os lige til Karasjok; Skydsen fra Vadsø havde maattet bringe os til Polmak. I Finmarken ere saaledes, paa adskillige Steder, indtil flere Dagsreiser fra den ene Skydsstation til den anden, saavel tilvands som fornemmelig tillands. Søskydsen venter et Døgn uden Erstatning, siden erholder den Erstatning for hver Dag den maa vente; mere end tre Døgn venter den ikke. Samme Lov gjelder for Renskydsen.

Mandag den 5te December forlode vi Polmak, og kom den 8de til Karasjok. Den 10de, 11te og 12te holdt jeg Tjeneste i Kirken, der blev udført ved Hjelp af Kirkens Tolk, der tillige var baade Klokker og Lensmand. Dette sidste var Tilfældet mangfoldige Steder i Finmarken, og der gik flere Aar hen, forinden deri kunde ske nogen Forandring. En her i Karasjok sengeliggende 103 Aars gammel Fjeldfin fik Nadverens Sakramente; han havde for mange Aar siden foræret Christian VII en hel Del Ren, der skulde sendes til Island og havde derfor erholdt en Sølvpokal. Der sagdes, at han havde lovet Kirken 40 hvide Ren, dersom han kunde blive 200 Aar gammel, men da Kræfterne toge mere og mere af, saa tog han baade Løftet og Ønsket tilbage, da han havde fyldt 103 Aar; han døde senere, 109 Aar gammel. Han var fuldkommen ved alle sine Sandser, da jeg, som anført, var hos ham. Den 14de om Aftenen forlode vi Karasjok, og kom den 17de til Polmak. Da der paa denne Strækning af 30 Mile fra Guldholmen til Karasjok, ere Gamle, Krøbliner og Syke, som ikke kunne komme til Kirke, betjente jeg disse med Ordet og Sakramentet.

Idet vi ved Middagstid, Dagen efter vor Ankomst til Polmak, skulde sætte os i Pulkene, for at reise tilbage til Vadsø, bemærkede jeg en Lysning over Fjeldet, paa den anden Side af Elven. Lysningen tiltog, min Forventning ikke mindre, og nu saaes hint mindre Lys, som Gud havde skabt at herske om Natten, ved Middagstid at hæve sig op paa Himmelens udstrakte Befæstning og at udbrede en Glands, forunderlig og høitidelig. Den 19de December indtraf vi igjen paa Vadsø.

Vadsø, i sin Tid er af de største og vigtigste Handelssteder, var da endnu ikkuns et Kræmmerleie, med 40 norske Familier, der udgjorde en Befolkning af 200 Sjæle; iblandt disse var der to Kvænfamilier. Indbyggerne boede i Hytter, uden om hvilke der var anbragt Torv og Grønsvær. Umiddelbar ved Fjorden, i Nærheden af Kjøbmandens Pakhuse og Brygger, indtoge Fiskehjellene en betydelig Strækning. Disse Stilladser findes naturligvis paa ethvert beboet Sted paa Finmarkens Strande, og fra disse ere igjen ligesaa uadskillelige Ravne, Krager og store skrigende Maager. Bortseet fra dets fordelagtige Beliggenhed som Handelssted og Fiskeplads, hører Vadsø Omegn til de mindre begunstigede Egne i Finmarken. Mangel paa Engesletter gjorde Kreaturføden baade besværlig og kostbar; thi Omegnen afgav ikkuns et magert og utilstrækkeligt Sommerbete, paa hvilket Stedets samtlige Kreatuerer bleve uddrevne og gjætedes af en Vogter, som Familierne skiftevis maatte afgive. Der gjordes den Gang Intet for at benytte Gjødselen, thi den blev bragt ud i Stranden, naar der var Ebbe, for at den kunde bortskylles, naar Vandet steg igjen. Længere oppe i Marken voxede noget ubetydeligt Græs, som blev afskaaret med en Sigd, dels af Børn af begge Kjøn, og dels af halvvoxne Piger, og dette stoppedes i en af Toug flettet Sæk, Meisel kaldet, og hjembares paa Ryggen. En Mils Vei længere oppe i Landet, vare vel Græsmarker, men de kunde blot benyttes af Kjøbmanden, som den Gang var den Eneste, der holdt Hest. Hø var ogsaa at erholde tilkjøbs af Finnerne, som boede længere inde i Varangerfjorden. Det i Meiselen hjembaarne Græs tørredes ved at bredes ud paa Tagene, for at Kreaturene ikke skulde komme til det. Paa lignende Maade indhøstedes Løv, der bandtes i Knipper, og hængtes saaledes op paa Fiskehjellene for at tørres. Græsset og Løvet var fornemmelig for Smaakvæget, thi Koen fik kuns lidet deraf. Mosen var saa godt som den egentlige Kreaturføde i Forening med Fiskehoveder, Tang og Tare. Køerne vare ialmindelighed saa forsultne, at de aade alt, hvad de kunde overkomme; Klæder, Linned, ja endog Baade gave de sig ifærd med.

Mosens Indhøstning afgav en Art af landlig Fest, som man længe iforveien baade forberedede og glædede sig til. Denne Mose, Renmose, hentedes fra den sydlige Side af Varangerfjorden, ogsaa kaldet Russesiden. Sidst i Juli begyndte Mosereiserne. Mosen rives af med Hænderne, men er yderst vanskelig at indhøste. I alt for tørt Veir kan den ikke tages, thi da gaar den op i Støv, i Regnveir kan den heller ikke plukkes, for da er den vaad, og da brænder og mugner den. Den bedste Afrivnings-Tid er i August Maaned, om Nætterne, naar Duggen falder, samt om Dagen, naar det ikke er ganske klart. Naar Alt vil føie sig, kan fire til sex Mennesker i fire Dage tilende bringe Indsamlingen af 25 Meiser, altsaa Mosen til en Ko. Til Indsamlingen og Indhøstningen af Mosen udrustes man gjerne for fire til sex Uger; det hænder undertiden, at man er otte Uger fra sit Hjem. Ved Afreisen medtages Telte; i hver Baad ere fire til sex Mennesker. Ved Ankomsten til Stedet opreises strax Teltet; ethvert Baadlag har sit særskilte Telt. Hvis Veiret er til Hinder for at indsamle Mosen, vandre de unge Karle og Piger omkring paa Marken og i Skoven, og indsamle Multebær. Der synges, dandses, fortælles Eventyr og Historier. Baadens Høvedsmand er Kok; naar det lystige og hungrige Selskab kommer fra Mark og Skov, maa han have Maden færdig.

Med Længsel vente de i Hjemmet Tilbageblevne de Afsendtes Tilbagekomst. Eftersom Tiden til denne nærmer sig, stige dagligen Kvinderne og Børnene, ofte mange Gange om Dagen, op paa Tagene, for at se ud efter deres Mænd, Sødskende, Slægtninge og Venner. Omsider øines i det Fjerne en Baad at komme fra Ruslands-Siden. Nu kappes man om at ile til hverandre, for gjensidigen at kunne fortælle det glædelige Budskab: "Mosebaadene komme, thi der komme Baade fra Ruslands-Siden, som styre ligetil Væren". Fra Naboerne ile de igjen op paa Tagene, og herfra ned i Fjæren - Strandbredden - for endnu paa Afstand at tilraabe de Kommende et Velkommen, og for at høre, hvorledes det er gaaet dem "hinsides Havet". Komne til Strandbredden, lægges Baadene for Anker, og man gaar iland. Saasnart det er blevet Flosjø - høit Vand - trækkes Baadene, saa langt som muligt, op paa Land, og der sættes nu Støtter under dem, for at de kunne blive staaende paa det Tørre, naar Vandet falder. Samtlige hjemmeværende unge Karle og Piger, dels indbyde sig, dels indbydes til fra Baadene at bære Mosen op i Husene; dette kaldes "at gaa i Mosebaaden". "Faar jeg Lov at gaa i Mosebaaden, da jeg er buden"; med disse Ord bede Børnene og Tjenestefolkene om den ønskede og haabede Tilladelse, der meget sjeldent bliver nægtet, men sker dete, da volder Nægtelsen Sorg og Taarer. Undertiden kan man være indbuden til at gaa i to Mosebaade, man iler da, og skynder sig alt hvad man kan, for at kunne komme i dem begge. Efter tilendebragt Indbjergning kommer Gjæstebudet. Saltfisk, Smør og Melkegryns-Velling udgjør Beværtningen, som nydes under Spøg og Latter, og Fortællinger om Livet og Begivenhederne under Opholdet paa Ruslands-Siden. Aldrig nægter man at overlade Melk til Mosebaads-Festen til den, som maatte tiltrænge samme. Omendskjønt Brændevinet ikke fattes, saa forvolder samme dog ved disse Gilder intet Fylderi og ingen Uorden. Denne Mosebjergnings-Fest er, nestefter Julen, Vadsø Indbyggeres største Fest. Da de saakaldte conditionerede Familier leie og betale Folk og Baade til Mosehentning, saa holde disse i Regelen intet Gjæstebud i Anledning af Mosehøsten.

Ved Vadsø skjæres en betydelig Mængde Torv, der dog hverken er synderlig god eller behandles rigtig. Brænde hentes fra den sydlige Side af Varangerfjorden. Almuen lod sig i [Almindelighed] nøie med Torven og med de Riskvister, man finder i Marken.

For de mere velhavende Indbyggere, var Julekosten Risengrød, Æbleskiver (Munker) og Kaffe; de mindre Velhavende lode sig nøie med Hirsengrynsgrød, Sirup og Smør, og tildels Kaffe; men Alle maatte de have Levser til Julen

Ved Bryllupper gik Spillemanden foran, indtil Kirkegaards-Porten, der blev han staaende; efter ham kom Brudepigerne, saa Præsten; efter ham Brudeparret, derefter Brudekonerne og Brudgoms-Mændene. I samme Orden gik man fra Kirken. Naar man var kommet fra Kirken beværtedes man med Figener, Vin, Mjød, Brændevin og derefter med Kaffe. Efter en halv Times Tid gik Præsten, dog ikke førend han havde drukket en Kop Kaffe, eller to. Efter Klokken sex blev der dandset.

Vadsø daværende Præstegaard laa, som anført, ved en liden Elv, og kaldtes derfor Elvegaarden. Fra denne Elv hentede russiske Matroser jævnligen Vand, og vi hørte dem da at synge deres musikalske og harmoniske Sange, som i fri Luft, og ikke altfor nær, gjøre et overordentligt behageligt Indtryk. De have Øre for Samstemmighed. Man ser dem sjeldent ro, uden at høre dem synge, hvilket navnligen er Tilfældet i Tromsø-Sundet, hvor der ofte ere samlede flere større russiske Lodjer. Mærkeligt nok, at Smaabørn ikke ere bange for disse skjæggede Russere, men gjerne lade sig tage paa Armene og kjærtegne af dem.

Under mine Ophold paa Vadsø, begyndte jeg strax med Bibellæsninger hver Søndags Eftermiddag, samt hver Onsdags Eftermiddag med at forelæse af Missions-Beretninger om Guds Riges Udbredelse i den ganske Verden. Saavel disse Læsninger som Kirken bleve flittigen søgte, og baade hos Normænd, Finner og Kvæner var der megen Modtagelighed for Ordet.

5) Disse Forretninger bleve alle stedse af mig selv indførte i Bøgerne, fornemmelig for at lære at kjende Menighederne og for at kunne samtale med dem derom; tildels vare ogsaa den Tids Klokkere ikke synderlig skrivekyndige.